Dancing Queen, and King

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Der var så småt ved at komme liv tilbage til Hogwarts ovenpå vinteren. Foråret var godt i gang, og man kunne næsten påstå at der var ved at være varmt. Men også kun næsten, de mest fornuftige elever havde ladet sommertøjet ligge i skabet, og ville sikkert også lade det ligge der i et stykke tid. Det var fredag eftermiddag, og slytherins 7. årgang, samt flere andre havde allerede fået fri fra dagens sidste time, og nød nu et roligt pusterum mellem den og aftensmaden. Den store fællessal som alle havde adgang til var omkring så fyldt som den altid var, det ville sige tæt på bristepunktet. Overalt var elever der snakkede, lo og hyggede sig. Nogle yngre elever løb rundt og jagtede hinanden, i et hjørne stod et af skolens par og skændtes højlydt, og spredt i små grupper, var der endda nogen der så ud til at lave lektier.
Psyche havde indtaget en lænestol ved et vindue, og så med en fraværende mine ud af vinduet. Foran sig havde hun pergament og fjerpen, samt blæk, for hun havde egentlig planlagt at skrive et brev hjem til sin far. Bare lige for at høre hvordan det gik med ham, og for lige at give ham en opdatering på hvordan det gik med hende. Han havde trods alt ikke hørt noget, siden dengang hun røg på sygefløjen. Det var der hun var kommet til i brevet, det med sygefløjen. Det at tænke forløbet igennem, havde sat hende fuldstændig i stå, og derfor dryppede blækket nu bare fra hendes fjerpen og ned på papiret. Det hun tænkte på var ikke så meget sygefløjen, den tid hun havde brugt der, eller det der havde fået hende smidt derop. Det hun tænkte på, var hvor svigtet hun havde end med at føle sig. Det var ved at være noget tid siden, så man burde nok mene at det ikke var værd at tænke på længere. Det der var Psyches problem, var at hun ikke ligefrem var vant til at håndtere, at folk hun rent faktisk holdt af flygtede fra hende.

Det var deromkring hun var nået til i sine tanker, da en frisbee pludselig ramte hende i nakken. Ikke en hugtandsfrisbee, heldigvis, men en ny frisbee de hvinede når der blev kastet med. Det var nærmest et mirakel at nogen havde haft succes til at overhøre den, selvom det var ret uheldigt for kasteren, at det var Psyche der havde overhørt den, og dermed var blevet ramt af den. 2. års-eleverne der havde leget i rummet, var så småt ved at liste sig ud af lokalet, men Psyche fangede deres gule skoleuinformer i sit synsfelt, før det lykkedes dem at komme helt væk.
Hendes første indskydelse var at sætte ild til de uheldige børn, men løsning blev dog en forbandelse der var lidt mere fredelig. Hun hævede diskret sin stav, og hviskede en lavmeldt, for at sende den samme forbandelse efter hver af det to yngre hufflepuffere. ”Tarantallegra” Så kunne de ellers få lov til at danse riverdance, indtil en venlig sjæl stoppede det for dem. Med et selvtilfredst smil stoppede Psyche sin stav tilbage i forlommen, og vendte sig om mod sit brev igen, klar til at skrive videre.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 538 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT graphic credit goes to DAYDREAMS @ caution 2.0 . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Man skulle tro, at foråret ville bringe en frisk start med sig, men Edward nød ikke rigtig af solen, der var begyndt at skinne oftere og oftere. Der var gået lang tid siden juleballet og de efterføgende hændelser, men Ed sad fast i samme sindstilstand, som han havde været i, da han havde vendt Psyche ryggen af ren og skær mangel på rygrad. Godt nok havde han ikke været helt uden dårligt humør, men på det seneste havde hans venner påpeget, at han var blevet fjern og asocial. Det var typisk, at man ikke kunne slippe afsted med lidt dårligt humør, når man gik på Hufflepuff, men selv Ed måtte give dem ret i, at det ikke bare var dårligt humør, der var hans problem. Godt nok gik det ikke ud over andre end ham selv - det gjorde det jo aldrig, når det kom til Ed - men hvad nyttede det at gå rundt i flere uger og fortryde en handling, når han havde chancen at rette op på tingene hvert minut, han befandt sig på Hogwarts. Problemet var som altid, at han ikke magtede konfrontationen, og chancen for at Psyche vendte ryggen til ham i stedet for omvendt, hvis han tog kontakt til hende, var alt for stor efter hans egen mening.
De mange mennesker i fællesstuen var næsten for meget, og Edward rejste sig for at åbne et vindue. Det var mest af alt en dårlig undskyldning for at rejse sig fra bordet og få en pause fra den meget livlige samtale, som hans venner sad midt i. det var først, da han havde løftet haspen og åbnet vinduet, at han fornemmede noget besynderligt. En bange anelse steg op i ham, og da han vendte sig om, var det første han så halvwilien i en lænestol lige ved siden af vinduet. Edward stod perpleks og handlingslammet og kiggede på hende, og da han endelig tog sig sammen tl at bevæge sig, var det for mærkeligt, hvis han bare gik sin vej - hun måtte o have set ham. Lidt forlegent rømmede han sig og rynkede karakteristisk på panden. Han åbnede munden for at sige noget og hævede samtidig sin ene hånd i en gestus, men han opgav begge ting og kløede sig i stedet i nakken med den hånd, han havde hævet. Hvor meget han end ville det, så var han ikke kommet over hende, og at se hende sidde det smukkere end nogensinde, var som at få et slag i hovedet.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Psyche lagde mærke til Edward da han åbnede vinduet, det ville sige en lille smule før han selv opdagede hende. Hun så kun ganske kort på ham, før hun igen vendte blikket mod sit brev. Han så ud som han plejede, bare en lille smule mindre smilende. Det var dog ikke noget hun ikke vidste i forvejen, de havde jo timer sammen. Godt nok kun nogle få timer om ugen, men de var der. Hendes holdning når hun så ham i timerne, var den samme som den var nu. Hun ville under ingen omstændigheder være den, der brød tavsheden mellem dem, det havde hun alt for meget stolthed til. Desuden var situationen den, at hun havde mere lyst til at angribe Edward, end til at tale med ham. Hvor mange gange havde hun ikke drømt om at sætte ild til hans genvandter, eller kaste en tilfældig forbandelse efter ham, siden han havde vendt hende ryggen? Der var bestemt ikke tale om enkeltstående tilfælde. Hendes åbenlyse valg var at ignorere ham, lade som om han ikke eksisterede. Det var så åbenlyst at selv hendes veninder havde lagt mærke til det. Hun havde sagt noget om mudderblod, for at bortforklare sit had til ham. Det gav ikke ret meget mening, men de spurgte ikke mere efter det.

Da han endnu en gang gjorde opmærksom på sig selv, så hun op igen. Han havde først lige opdaget at hun sad der, og nu troede han åbenbart at hun forventede han ville blive? Han var heldig at hun overhovedet reagerede på ham. Hun holdt blikket rettet mod ham i et stykke tid, ventede på at han ville sige noget, men da han så ud til at fortryde vendte hun igen blikket mod det brev hun var ved at skrive. Hun så dog ikke væk i mange sekunder, før hun igen rettede sig opmærksomhed mod Edward. Hans tilstedeværelse alene irriterede hende ”Hvis der er noget du vil så spyt ud” hendes tone var tydeligt hvæsende. Lige i det sekund ville man overhovedet ikke kunne betvivle hendes kollegium. ”Ellers må du meget gerne gå, jeg taler ikke med hvirvelløse dyr” Under den sidste del af sætningen, trak hun sine ben op til sig i stolen, mens hun trak pergamentet ned i sit skød og begyndte at skimlæse sit brev til faderen. Det sidste gjorde hun hovedsageligt for at give Edward tid til at finde ud af, om han havde tænkt sig at gøre noget eller om han ville flygte… Igen..

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 400 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Psyches kolde reaktion overraskede ham ikke, men det gjorde ikke mindre ondt af den grund. Hendes ord ramte fuldstændig plet, og hvis han kunne, ville han have gravet et hul i jorden og gemt sig i det. En anden åbenlys mulighed ville selvfølgelig være at vende sig at gå, hvilket Psyches blik uden tvivl opfordrede ham til. Alligevel blev han stående.
Edward lod armene hænge slapt ned langs siderne igen og så på hende med et undskyldende blik, fordi han ikke sagde noget. Han vidste godt, hvad han havde lyst til at sige, men ordene forsvandt ligeså snart han prøvede at sige dem højt, lige meget hvor simple de end var. Du er smuk. Du er dejlig. Du skal være min og ingen andens. Jeg tænker på dig hver dag.
"Jeg elsker dig." sagde han lavmælt uden at lade blikket vige, og selvom han vidste, at han havde sagt det sidste højt, så gik der flere sekunder, før faktummet virkelig sank ind. Edward rynkede panden igen, men det bekymrede ansigtsudtryk blev hurtigt erstattet af en næsten overrasket mine. Mest af alt forventede han, at hun blev rasende, men stik imod al forventning, så var han ikke bange for, at det skete. Lige så snart han indså dette faktum, strømmede lettelsen ind over ham, og selvom stemningen næppe bød på glæde, så mærkede han, hvordan det trak svagt i hans mundvige. Om han smilede eller ej, kunne han ikke helt afgøre, men hvad endnu vigtigere var: han stod med oprejst pande og så Psyche i øjnene. Dette var nok det tætteste, han var kommet på en konfrontation, siden Damien havde været efter ham til ballet, og før det... Ja, han var en mester til at gå i ét med tapetet.
"Jeg elsker dig." gentog han med mere styrke og vendte håndfladerne opad som, så han mest af alt lignede en, der lige havde sagt 'ta' mig som jeg er'. På trods af det faktum, at han endelig smed kortene på bordet, så kunne hans handling langt fra karakteriseres som modig.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Hendes plan var at ignorere ham, give ham den kolde skulder, eller bare være så afvisende som muligt. Hvis han kom med en undskyldning, havde hun heller ikke planlagt at gøre det nemt for ham. Hun vidste dog ikke helt hvad hun egentlig kunne regne med, og det han endte med at sige var utrolig langt fra noget hun nogensinde villet have kunne forestille sig. Hun knugede ubevidst fjerpennen i sin hånd, så tæt at hendes knoer blev hvide, og de lange negle boede sig dybt ind i hendes håndflade. Mens han brugte tid på at overveje hvad han havde sagt, prøvede hun at finde ud af hvad fanden hun skulle stille op med det. Den følelsesmæssige storm han lige havde startet i hende, gav hende virkelig problemer, når det kom til reaktion.
Da han endelig fik gentaget sine ord, og han lod noget mere bestemt, var det som at blive kickstartet. Hun blev vred. Selvfølgelig blev hun vred, angreb var det bedste forsvar, og hun forsvarede sig helt sikkert nu. På en sær, langt ude måde, gik vreden ud på at forsvare sig. Hun rejste sig lynhurtigt op, og langede ud efter Edward. Hendes hånd ramte hans kind lige som den skulle, hårdt og så slaget gav genlyd så de nærmeste personer vendte deres opmærksomhed mod dem. Hun var ligeglad med tilskuerne, lige nu var hun fuldt ud fokuserer på Edward. ”Edward! Din! Din! Søn af en banshee! Din Doxy! Din... Din.. Muggler!” Hendes stemme var meget hurtigt nået til en volumen der var høj nok, til at hun overdøvede det meste af rummet larm. Hendes isblå øjne have allerede antaget en gullig farve, og sorte skæl krøb frem over hendes hals, mens hendes negle tydeligt var ved at omforme sig til kløer. I en hurtig og hidsig bevægelse samlede hun en rulle pergament op fra vindueskarmen, og begyndte formålsløst at tæske Edward på armen og brystet med den. ”Du efterlod mig på sygefløjen, mens jeg prøvede at sige lige præcist dét til dig, og så tror du bare du kan komme rendende her! Flere uger efter!” Efter at have råbt sin lunger ud, og efterhånden have slået Edward med en rulle pergament flere 100 gange, stoppede hun gange kort op og stirrede på ham med et olmt blik mens hun trak vejret overfladisk og hurtigt.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 382 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Første gange Ed havde talt, overvejede han ikke Psyches reaktion særligt dybt. Han var for optaget af sine egne tanker, sin egen reaktion og de følelser, han oplevede, og desuden forventede han et eller andet sted stilhed før stormen.
Anden gang han havde talt blev hans tankestrøm afbrudt af hendes reaktion med det samme. Instinktivt flyttede han hovedet bagud, i et forsøg på at afværge hendes slag, men hendes fingre sved alligevel mod hans kind. Hendes nedrige fornærmelser prellede fuldstændig af på ham. Godt nok holdt han af hende, men intet gjorde en immun som en opvækst i overbevisningen om, at ens forældre ikke elskede en. Det der kom bag på ham og oprigtigt skræmte ham var den transformation, hun gennemgik for øjnene af ham, og han stirrede på de gule øjne og skællene op ad hendes hals med ærefrygt. Da hun greb ud efter pergamentrullen og slog ud efter ham, løftede han armene op foran sig og var betydeligt mere opsat på at beskytte sig end før. Først da hun råbte af ham sænkede han overraskede armene.
"Vent - hvad?" spurgte han forvirret og fik som resultat af de sænkede arme nogle velplacerede slag med pergamentrullen. Det gjorde slet ikke ondt, men alligevel rykkede han sig lidt bagud. Netop som Psyche stoppede med at slå, greb han fat om pergamentrullen, og han stirrede på den ophidsede slange, der ikke lignede en, som var færdig med at skælde ud. Alligevel greb han chancen til at tale.
"Jeg troede ikke, at du ville have mig." sagde han lige ud og slap papiret. "Jeg er mugglerfødt! Nej, jeg ved ikke engang, hvad jeg er! For alt jeg ved, så kunne jeg ligeså godt værefuldblods, for jeg har fandme aldrig fået en forklaring på noget som helst! Hverken fra dig eller nogen andre!" fortsatte han og hævede gradvist stemmen for hvert ord. Han havde aldrig troet, at han ville blive vred, men nu stod praktisk talt og råbte af Psyche. Hvis dette havde været en film, havde det været nu, Ed var trådt frem og havde trukket hende ind i et passioneret kys, men realiteten var en ganske anden. Hans pande var foldet i vrede rynker, og han knyttede næverne i et forsøg på at afreagere på sig selv.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Da Edward begyndte at råbe blev Psyche faktisk forskrækket. Det var ikke lige sådan til at se, men hun var rystet dybt i sin grundvold, for hun havde aldrig nogensinde set ham vred før. Til juleballet havde han måske snerret lidt af Damien, men han havde ikke hævet stemmen. Hendes første instinktive reaktion, da han blev stille, var at rive pergamentrullen til sig igen, så det var det første hun gjorde. Han havde godt nok allerede givet slip, men hun gjorde det alligevel i en skarp bevægelse, og holdt meget hurtigt på papiret, så hun igen var klar til at angribe ham. Hvor harmløst et angreb det så end var. I de få sekunder der var stille, hvor de begge to bare stod og så arrigt på hinanden, var der fuldstændig tavst i salen. Det eneste man kunne høre var en meget svag hvisken, mellem to piger som befandt sig længst væk fra Psyche og Edward.
Det føltes som om det gik en evighed, men da Psyche endelig var færdig med at komme sig over at han havde råbt af hende, fik den absolut ikke for lidt. ”Måske du ville have fået den slags at vide, hvis du gad lytte til hvad folk sagde! Men du er for fornem og for kold i røven til at give os andre 2 sekunder til få tingene sagt!” Endnu en gang rettede Psyche et hårdt slag med pergamentrullen mod hans skulder, før hun kastede den bagud. ”Hvordan kan du overhovedet bilde dig selv ind at jeg ikke vil have dig? Jeg valgte dig til juleballet, jeg gik mod Damien sammen med dig.. Jeg tog en forbandelse for din skyld! Og så skrider du fordi du tror din blodstatus bekymrer mig!? Hvad med at lade tvivlen komme andre til gode? Jeg troede det var den slags i grævlinge gjorde” Mens hun talte, eller råbte og skreg som en gal, gik hun tættere på Edward og langede gang på gang ud efter ham, med de lange kløer hendes negle var blevet til. I hendes raseri, ville hun virkelig nyde at se nogle sår i hans kønne ansigt.
Mens hun holdt en pause fra sit råberi, knurrede hun lavt af ham, og stirrede ret så intenst på ham. Takket være hendes intense vrede, have en mindre flamme nu dannet sig i hendes ene håndflade. Det var kun takket være en vis selvkontrol, at hun endnu ikke havde prøvet at sætte ild på ham. Hendes mor havde holdt hende tilbage fra skolen i et år, netop for at undgå at hun skulle sætte ild på folk når hun blev vred.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 433 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Mod al sin forventning formåede Edward at få Psyche til at miste mælet i et par sekunder - omend det var kort tid, så var det meget mærkbart, fordi stilheden lagde sig som et tykt tæppe over fællesstuen, lige så snart Edward var færdig med at tale - eller snarere råbe. Det var ikke til at se på hende, men Ed kunne fornemme, at han havde overrasket hende. Der gik ikke lang tid, før den dårlige samvittighed strømmede ind over ham, og han åbnede munden for at undskylde - men Psyche nåede ham i forkøbet. Endnu en gang var det ham, der måtte stå ydmyget tilbage og tage de verbale slag. Da hun talte om at give folk tid til at få tingene sagt, ramte hun plet, og Ed fik et oprigtigt såret ansigtsudtryk. At hans evne til at formulere sig var meget mangelfuld i hans øjne, var ikke kendt for andre end ham selv, men det kunne ikke være svært at gennemskue, at dette hang sammen med hans frygt for konfrontationer.
Edward krympede sig under slaget med pergamentrullen og begyndte at bakke, lige så snart Psyche langede ud efter ham med sine klør. Hendes ord forsvandt bag det faktum, at at Ed var nødt til at koncentrere sig mere om at undgå hendes negle, end egentlig at lytte til hende, og han løftede beskyttede armene op foran sit ansigt. Ed havde ikke et eneste svar igen til Psyche, men i næste øjeblik havde han ikke tid til at bekymre sig om dette. Hans tankestrøm blev nemlig afbrudt af en svidende smerte i hans venstre hånd, og et par dråber blod dryppede tungt mod gulvet. Edward fnøs af smerte og trak instinktivt begge sine hænder til sig, mens han drejede næsten en halv omgang, så han stod med bagsiden af sin ene skulder til Psyche. Med gru i blikket stirrede han på de dybe flænger i hans håndryg og på siden af hans hånd, og han kiggede henover sin skulder på Psyche. Lige så snart han fik et glimt af hendes ansigt, kiggede han væk igen, mens han tog sig til sin sårede hånd. Han bemærkede ikke engang ilden, hun havde fremmanet. Selv ikke, da han vendte sig om for at gå, fordi han underdanigt havde sænket blikket til gulvet. Lydniveauet var steget betydeligt i stuen efter Ed var kommet til skade. Folk flyttede sig fra ham, da han nærmede sig dem, som om de var frastødt af hans blodige sår, men han tog sig ikke af det, fordi det betød, at han ubesværet kunne komme i gennem lokalet og hurtigere væk fra Psyche.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

I første omgang blev Psyche stående, og så på mens Edward målrettet forlod lokalet. Hun var simpelthen for rasende til rigtigt at opfatte, hvad det var sket, og forstå at han var kommet til skade. At hun havde såret ham, ikke bare følelsesmæssigt, men også fysisk. Hun havde naturligvis set blodet, for det havde trods alt været lige for næsen af hende, men hun havde ikke rigtigt opfattet det. Det var som om hele hendes situationsfornemmelse blev skubbet til side, til fordel for hendes voldsomme raseri.
Det var først da han var kommet ud af lokalet, at hun begyndte at forstå hvad der var sket. Hendes hjerne fik endelig sanseindtrykkene igennem. Lugten af blodet, samt synet af det og hans sårede ansigtsudtryk, ramte hende som en tidevandsbølge. Denne tidevandsbølge skyllede vreden ud af hende, og hendes kløer trak sig tilbage sammen med skællene, ligesom hendes iriser igen antog deres isblå farve. Det var sgu ikke en fandens god situation, hun havde anbragt sig selv i. Som om det ikke var nok, at hun nok ikke kunne reparere det hun lige havde gjort ved forholdet mellem hende og Ed, ville hun sikkert også få en straf af en art, for at have skadet ham rent fysisk. Så havde hun også dårlig samvittighed, en følelse hun bestemt ikke var vant til, og ikke brød sig ret meget om.

Det var som om hele erkendelsen, og de blandede følelser, fik hendes fødder til at gå af sig selv. Noget dybt i hendes indre, besluttede sig allerede før hende, for at der måtte gøres noget. Hun var ude af fællesstuen før hun vidste af det, og havde heldigvis ikke svært ved at regne ud hvor Ed måtte være på vej hen. Med det sår hun havde givet ham, var det vel mest oplagt at gå op på sygefløjen. Så blev hun endelig helt bevidst, om at hun blev nødt til at gøre et eller andet, og hun satte nu i løb, i håb om at indhente ham, når hun kom til trapperne. ”Edward! Edward, vent lige!”Hun stoppede for foden af trapperne, og så op. Hun følte sig lidt for forpustet til at begynde at løbe, eller råbe igen, så hun håbede bare at han dukkede op. Faktisk bad hun i sit dybeste sind, til en hvilken som helst gud hun kunne i tanke om, om at han ville dukke op. Eller i det mindste råbe tilbage, det behøvede ikke engang være noget ordentligt, bare så hun vidste han var et eller andet sted i nærheden.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 421 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Da Edward nåede ud af fællesstuen drejede han til venstre, men ikke fordi han havde i sinde at gå op på hospitalsfløjen. Faktisk havde han ikke i sinde at gå nogen steder hen - med mindre 'langt væk fra alt' talte som et sted. Der var ikke grænser for, hvor ydmyget Edward følte sig, men det faldt ham helt naturligt ikke at skyde skylden fra sig men i stedet selv påtage sig den. Det var trods alt ham, der havde vendt ryggen til hende først, og ham der ikke havde ladet hende fortælle ham, hvad hun følte. Den lille fornuftens stemme, der mindede ham om, at han ikke kun havde gjort andre uret men også selv var blevet uretfærdigt behandlet, blev skubbet brutalt i baggrunden af hans dårlige samvittighed.
Da han nåede trappen op til næste sal, drejede han til højre ned ad korridoren i stedet. Netop som han nåede rundt om hjørnet, lød Psyches stemme et sted bag ham, og han drejede automatisk om på hælen ved lyden af sit navn, selvom han ikke havde lyst til at snakke med hende. Der var alligevel noget i hendes tonefald, der fik ham til at blive stående. Lydløst stod han og betragtede hende i håbet om, at hun selv ville opdage ham - ordene sad nemlig fat i halsen på ham. Han holdt sig om håndledet til den sårede hånd, som dunkede voldsomt, men han ignorerede smerten.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Psyche stod og så op med trappen i nogen tid, og vendte sig først væk fra den, da hun havde opgivet håbet. Enten var han ikke gået den vej, eller også havde han simpelthen bare fået nok af hende. I det øjeblik der gik fra hun havde givet op, til hun så Edward et lille stykke nede af en tilstødende gang, var hun helt sikker på, at han havde valgt at gå væk fra hende for sidste gang nu. Af samme grund, havde hun det som om et mindre stød, af ren glæde, gik igennem hende, da hun fik øje på ham. Dette stød fortog sig dog næsten med det samme, og hun stod tilbage med sin tyngende skyldfølelse, og en nagende usikkerhed. Hvad var det helt præcist hun havde tænkt sig at gøre, eller sige? Og hvad hvis han kun var stoppet op, så han kunne fortælle hende, at hun skulle holde sig fra ham i al fremtid? Det var vel en risiko hun var nødt til at tage. Hun kunne jo ikke kalde på ham, for så at gå. Hun ville bare komme til at fremstå som en kujon, og det ville hun helt sikkert ikke kunne acceptere.
Da hun endnu en gang havde bestemt sig for, at hun blev nødt til at gøre eller sige et eller andet, gik hun med faste skridt hen til Edward, og stillede sig foran ham, ligesom hun havde stået før. ”Jeg er ved at være meget træt af, at se på at du går væk fra mig” Hun lød vred igen, men det havde absolut ikke været et bevidst valg fra hendes side. Det var nok nærmere en slags forsvarsmekanisme der havde slået til af sig selv. Hvis hun startede med at skælde ham ud, kunne han vel ikke skælde hende ud, vel?

Hun havde forsøgt at se ham i øjnene, mens endte med at se på hans hånd i stedet for. Hun var overrasket over at mængden af blod der kom fra den, ligesom hun var overrasket over at hun egentlig ikke syntes om synet, nu hvor hun havde hidset sig ned. Hun sukkede dybt, og rakte ud efter hans hånd. Nu var hun da kommet i tanke om noget hun kunne gøre, i et forsøg på at gøre det hele lidt bedre igen. ”Lad mig i det mindste ordne din hånd.. Så må du selv om det, hvis du aldrig vil tale til mig igen bagefter”

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 407 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Idet Psyche vendte sig om og opdagede ham, fortrød han straks, at han ikke bare var gået videre. Nok ville synet af hans ryg ikke være en hjælpende faktor, men Edward tålte ikke tanken om konfrontationen, og han var på forhånd overbevist om, at han ikke ville være i stand til at forklare sin følelser, hvorfor han handlede som han gjorde. Inderst inde nærede han et ønske om, at han bare ville blive forstået som person, at ord ikke var nødvendige, at han kunne elske i stilhed, ligesom han også altid led i stilhed.
Hans evige selvopofren var i sidste ende kun destruktiv, men han kendte ikke til andet. Edward ville nok aldrig opnå sådan et niveau af selvindsigt, der lærte ham, hvordan manglen på kærlighed i hans opvækst havde skabt grobund for en dyster opfattelse om, at man altid kunne blive forventet at blive svigtet. Denne opfattelse havde efterhånden ledt til en manglende evne til at binde sig til en anden person.
Rynker omkring Edwards øjne og øjenbryn trådte frem, og han fik et bekymret ansigtsudtryk, der afspejlede hans indre. Han blev grebet af trangen til at fortælle Psyche, at nogen jo ville vende ryggen til den anden før eller siden, men som altid holdt han sine meninger for sig selv. Hendes vrede tonefald opmuntrede ham heller ikke ligefrem til at dele noget med hende. Hvad godt gjorde det også at forsøge og udtrykke sig, når man vidste, at ens formuleringer var mangelfulde og slet ikke ville bringe det rette budskab? I Edwards hoved var kampen tabt på forhånd, og han manglede modet til overhovedet at prøve - prøve at fortælle den pige, han elskede, at hendes lyse hår strålede mere end solen, at hendes blå øjne fik det til at gyse ham behageligt ned ad ryggen, når han så ind i dem, at hendes blotte nærvær fik hans hjerte til at banke så hurtigt, at han havde det, som om han havde en kvidrende fugl i brystet, der prøvede at synge sin hengivenhed for hende ud til hele verden. Det kunne ikke forklares, det kunne mærkes. Det var også forrykt at håbe på, at Psyche nogensinde kunne gengælde hans følelser. Endnu en gang følte Edward, at han stod ganske alene i verden, en position han selv havde sat sig i.
Edward rakte ikke sin hånd frem, da Psyche forsøgte sig med den venlige gestus, men han gjorde heller ikke modstand. Ufrivilligt bar han følelserne ude på skjorten, og enhver person med selv den mest basale forståelse for mennesker, ville kunne læse ham som en åben bog og se den fortvivlelse, der lå plantet dybt i ham.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Fortvivlelsen hun kunne se hos Edward, var nok ikke langt fra den frustration hun selv følte. Hun kunne sagtens se at hun nok havde overreageret fra starten af, men det hjalp da ikke nogen af dem, at han fuldstændigt nægtede at tale. Så skulle han da bare have gået videre, for som hun så det, så var den situation de stod i nu fuldstændig latterlig og dybt unødvendig. Nogle gange ville hun ønske, at hun ikke kunne lide ham, for det ville i sidste ende gøre alting meget nemmere. Hun ville være sikker på aldrig at komme i problemer med sin familie, og ville yderligere slippe for nogensinde at bebrejde sig selv noget igen. For det var udelukkende omkring Edward, at hun var klar til at indrømme, at det der skete, også kunne være hendes fejl. Det var som om hans mangel på kampvilje, tvang hende ned på jorden. Som om han på en eller anden måde, kunne trække en venligere version af hende, frem i lyset.
Hun tvang sig selv ud af tankerne om ham, og så på ham igen. Tvang sig selv til at fokusere, på den situation de stod i. Hun havde forventet at han gjorde som hun sagde, og lod hende ordne såret på hans hånd. Eftersom hun var vant til at få sin vilje, faldt det ikke ligefrem i god jord, at han hverken gjorde til eller fra, men lige nu var det heldigvis ikke nok, til at få hende til at råbe igen. Da han ikke selv kunne tage en beslutning, tog Psyche den for ham. Uden videre tøven, fandt hun sin tryllestav frem, og svingede den mod hans hånd ”Episky” Det burde kunne gøre det, for det var alligevel en ret bred besværgelse, og den tog de fleste skader.

Psyche fjernede blikket fra hans hånd, og så ham igen i øjnene. ”Det er sundt at vide, hvornår det er tid til at kæmpe for det man vil have” Hun lagde staven tilbage i sin lomme, og vred sine hænder tydeligt, da hun så på ham igen. Hun var ikke helt sikker på præcist hvordan hun havde det, for hun var ikke vant til at lytte specielt meget til de følelser der ikke var vrede. Det eneste hun var sikker på, var at hun var klar til at give op nu. Hvis han ikke engang ville tale til hende, var der ikke så meget hun kunne gøre. ”Men det er også sundt at vide hvornår man skal give op” hun løftede forsigtigt sin ene hånd, og strøg forsigtigt en finger over Edwards kind ”Jeg giver op… Undskyld” Hun havde sænket sin stemme til en mild hvisken, og tvang et trist smil frem, før hun vendte ryggen til Edward og begyndte at gå. For en gangs skyld, ville hun i det mindste være den, der forlod slagmarken først.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 473 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT det er en out’er medmindre han siger/gør noget, som hun burde bemærke. CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Der gik en kriblende sensation i gennem Edward hånd, da Psyche svingede sin stav og helede den efter bedste evne. Han havde ikke protesteret, da hun havde taget initiativ til at gøre det, og nu stod han tavs tilbage og betragtede, hvordan rifterne i hans hånd nærmest sugedes sammen og kun efterlod hans hånd fedtet af blod. Det var ikke til at se, om hans hånd var arret lige nu, men det ville tiden - eller blot en håndvask - vise. En smule frastødt af det tykke, mørkerøde blod rynkede Ed på næsen go tørrede ufortrødent sin hånd i af i sine sorte joggingbukser.

Der gik flere sekunder, inden Psyches ord bundfældede sig i ham, og det var først, da hun gjorde an til at vende sig, at han endelig reagerede.
"Pysche, vent!" sagde han og lagde sin højre, usårede hånd på hendes skulder for at stoppe hende. Hendes ord gav mening og ramte et ømt punkt hos ham: han vidste bestemt ikke, hvornår man skulle kæmpe. Han havde lyst til at fortælle hende, at hun ikke skulle undskylde, men han tog hendes ord til sig og forsøgte sig med en forklaring.
"Hvis du bare... Hvis du kunne give mig lidt tid." sagde han og rynkede panden, hvilket tydeligt afslørede, at ordene voldede ham besvær. Han mente ikke, at han ville have et par dage til at tænke over tingene, at ville bare have fred og ro til bearbejde alle de ting der skete - og mest af alt få lov til at tænke ordene i gennem.
"Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt." begyndte han og fjernede hånden fra hendes skulder. "Der er mange ting, jeg burde sige til dig, ting jeg vil sige til dig, men hvordan fanden..." han færdiggjorde ikke sætningen men strøg i stedet begge hænder i gennem sit hår af bar frustration, før han holdt hænderne frem for sig med håndfladerne og lænede sig lidt ind mod Psyche.
"Det eneste klare, jeg kan sige til dig er at... At..." jeg elsker dig... sagde han og lod armene hænge slapt ned langs sine sider, opgivende, fordi han ikke kunne færdiggøre sætningen.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Psyche stoppede. Hans hånd lå godt nok blidt på hendes skulder, så hun kunne nemt have gået videre, men hun nærede stadig et spinkelt håb, om at han ville kunne sige et eller andet, gøre et eller andet, som hun kunne bruge til noget. Allerhelst noget, så hun ikke behøvede give helt op på ham alligevel. Men hun lyttede, og tålmodigt gav ham tid til alle sine halvfærdige sætninger, så hun lige frem for sig. Nede for enden af gangen begyndte trapperne at bytte plads. Den trappe der før havde ført op mod mindesalen, endte nu midt et andet sted på sjette sal. Hun spekulerede over om alle trapperne havde flyttet sig, så hun skulle til at lede efter den trappe der endte nærmest krypten, når Edward var færdig.
Der gik nogen tid fra Edward havde sluppet hendes skulder, til hun vendte sig om. Hun nåede lige at skimte hænderne der rodede i håret, og hans tydelige frustration. Selvom hun havde lyst til at sige noget, forholdt hun sig tavs. Han havde bedt om tid, og nu havde hun besluttet sig for at give ham det. Halvfærdige sætning nummer to, fik hende til at trække tydeligt på smilebåndet. Det virkede temmelig klodset, men der var nu alligevel noget sødt ved det. Hun løftede langsomt en hånd, og rettede hans hår, så det igen sad som det oprindeligt havde gjort. ”Prøv at tage en dyb indånding. Slap af” Hun trak sin hånd til sig igen, og sendte ham et varmt og forsikrende smil. Et smil der var temmelig atypisk for hende, men alligevel så fuldstændig naturligt ud. I et forsøg på at opmuntre ham, tog hun fat i den hånd hun ikke havde smurt ind i blod, og gav en et forsigtigt klem. ”Jeg skal nok vente på dig, du har alt den tid du har brug for” Hendes smil var stadig varmt og forsikende, men hendes blik flakkede en smule. Hun mente godt nok hvad hun sagde, men hun håbede virkelig at han snart ville tage sig sammen. Hun ville godt nok blive rastløs, hvis hun bare skulle stå der og vente på at han fik sagt hvad han ville.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 360 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT det er en smule kort, sorry. CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}