Hello babysister!

[Deleted]

the greatest hate springs from the greatest love !

Jacob var lige kommet tilbage fra Hogsmeade. Han havde været ude for at købe julegaver, hvilket ikke var hans yndlings beskæftigelse. Det mindede for meget om shopping, men samtidig kunne han godt lide at se de to små lys blive tændt i folks øjne, når de fik en gave. Det var måske lidt corny, men udover maden, var dét det bedste ved julen ifølge Jacob.

Han skuttede sig lidt da han krængede den dryppende jakke af og hængte den tæt ved kaminen. Han var kold helt ind til knoglerne. Sikke et vejr! Sneen blev bare ved med at falde. Man skulle tro at stuen ville være fyldt, men det var ikke tilfældet. Alle var enten i Hogsmeade stadig eller ude og lege sneboldkrig.

Jacob smed sig ned i en stor rød sofa og sukkede tungt. Han håbede snart at der ville komme nogen og underholde ham, helst en vis ravn, han havde et ekstra godt øje til. Han lod sit blik hvile ved flammerne i kaminen, mens han tænkte på alle de gaver han havde fået købt. Han havde købt til hele sin familie og nogle få tætte venner. Han gennemgik det hele og prøvede at forestille sig folks reaktion. Han tanker faldt på hans lillesøster. De var ikke just perlevenner. For det meste var luften kølig mellem dem, men lige for tiden havde de ikke haft nogle af deres sædvanlige skænderier. Måske var det på grund af højtiden? Han havde for en gangs skyld prøvet at købe noget til hende, som han håbede hun ville blive glad for. Han kom til at tænke på den gang, hvor han havde klippet håret af hendes dukker. Et skævt smil lagde sig på hans læber. Hun var godt nok blevet galt i skrællen. Hun havde taget hævn ved at rive alle hans quidditch-spillekort i stykker og lagt dem under hans hovedpude. Han rystede let på hovedet og gled længere ned i sofaen, lukkede øjnene og faldt lidt hen.

tag; emma ivory

[emma]

Family quarrels are bitter things ,

They don't go by any rules. They're not like aches or wounds; they're more like splits in the skin that won't heal because there's not enough material

. *


Emma løftede hovedet, virrede lidt med det og gned trætheden ud af øjnene. Hun lukkede bogen i sit skød i med et lille smæld, løftede den op og fandt den en plads på det lille sofabord ved hendes side. Med et hjerteligt gab, strakte hun sine arme ud foran sig og rullede lidt med nakken og skuldrene. Hendes ben lå hen over det ene armlæn på den brede lænestol og hendes ryg støttede på det andet. Hun var stiv i musklerne efter flere dages intensive sneboldkampe og denne følgende slappe-dag, alt sammen uden antydningen af udstrækninger. Alligevel var hun godt tilfreds med både sig selv, livet og denne vinters foreløbige hændelser.

Hun havde julegaver pakket i ethvert ledigt hul i sin bagage – og havde haft det i ugevis – og hun var sikker på at hver eneste gave ville bringe modtageren i det mindste et enkelt smil.
Ifølge erfaringen var det fra visse mennesker også kun lige hvad man kunne håbe på, men så var det netop hvad ens forventninger var skruet op til. Et lille smil. Hun havde ingen store planer om at skulle bringe nogen hverken guld, ædelstene eller livsforandringer, hun ville bare gerne have en rar jul eller muligheden for at liste af sted og gemme sig væk i et kosteskab med en af sine bøger hvis hun ikke kunne få det første. Det burde dog efterhånden være muligt at navigere mellem bunkerne af mere eller mindre fornuftige slægtninge – både de ældre og de yngre.

Hendes blik gled søvnigt henover fællesstuen og hun blev bekræftet i, at hun havde været ude som et lys for en kortere bemærkning, da det gik op for hende at en af de slægtninge hun havde alle planer om at navigere i en lang bue rundt om, lå i en af lokalets sofaer, langt nok væk til at han ikke havde spottet hende, tilsyneladende.
Eller langt nok væk til at han kunne tillade sig at ignorere hendes tilstedeværelse.

Hun trak vejret tungt ind og lod sit hoved falde bagover igen, med et ansigtsudtryk som en evnesvag rottes. Julefreden havde sænket sig over skolen, men den ville vist aldrig rigtig sænke sig mellem Emma og Jacob. [/blockquote]

Tag: Jacob Ivory

------------------

* F. Scott Fitzgerald

[Deleted]

the greatest hate springs from the greatest love !

Lyden fra en bog, der blev smækket i rev ham ud af hans lette søvn. Han gispede højlydt og var ved at trille ned på gulvet af bar forskrækkelse. Han satte sig ordentligt op i sofaen og så sig rundt, indtil hans blik faldt på Emma – hans lillesøster. I et kort øjeblik gled en antydning af irritation over hans ansigt og han overvejede, om han kunne nå at lade som om han ikke havde opdaget hende. Han orkede ikke et af deres skænderier i dag. Et suk undslap hans vintertørrer læber og han sendte hende et forsigtigt smil. Han vidste aldrig, hvor han havde hende eller hvornår hun kunne finde på at snerre af ham. ”Hej Emma” sagde han i et neutralt tonefald og drejede rundt i sofaen så han kunne læne sig op af ryglænet, mens han samtidig havde ansigtet vendt mod hende. ”Jeg så dig slet ikke” tilføjede han kort for hovedet. Det var jo rigtigt nok.

Deres forhold var meget mærkeligt. De var altid oppe og toppes og sådan havde det stort set altid været. Og hvis de ikke, bogstaveligt talt, var ved at rive hovederne af hinanden, var der en akavet og upersonlig stemning mellem dem. Der var ikke rigtig nogen forklaring på hvorfor de evigt og altid skulle være efter hinanden. Der var ikke nogen, der havde startet det, og de var lige gode om det. Inderst inde ærgrede det Jacob lidt, især når han så, hvor meget glæde Rachel og Aiden, for det meste, havde af hinanden. Det var dog ikke noget han ville indrømme overfor Emma, det var han alt for stolt til.

tag; emma ivory

[emma]

Family quarrels are bitter things ,

They don't go by any rules. They're not like aches or wounds; they're more like splits in the skin that won't heal because there's not enough material

. *


Emma løftede hovedet fra dets tilbagefaldne og slappe, totalt opgivne position og skiftede samtidig ansigtsudtryk fra retarderet rotte til noget der lignede ligegyldighed. Hvordan kunne det være at selv en fremmeds hilsen ville gøre hende mere glad indeni end hendes egen brors?
Hun så ind i Jacobs øjne og huskede hvorfor.

”Jacob,” sagde hun, foregivende overraskelse, uden noget særlig overbevisende resultat. Hun havde mest lyst til bare at himle med øjnene og ignorere ham – og hun havde måske gjort netop det, hvis ikke hun vidste at de skulle hjem og fejre jul sammen om få dage. Som det nu var, ville det trods alt være meget rart at kunne tåle hinandens selskab, som det nogle gange lykkedes dem. Hun prøvede på at lade være med at tænke på de sidste par gange de havde stået og skreget af hinanden, forsøgt at få en uopdaget besværgelse ind eller bare flået hinanden i håret. Hun var skide træt af at slås.

”Nej,” kommenterede hun tonløst hans ord. Hun tøvede i et kort øjeblik, men hev så bogen til sig igen. Det var trods alt nemmere at forsvinde ind i den, end det var at forsøge at foregive at de havde noget som helst at tale om. [/blockquote]

Tag: Jacob Ivory

------------------

* F. Scott Fitzgerald

[Deleted]

the greatest hate springs from the greatest love !

Jacob hadede at støde ind i sin søster. Var det en normal reaktion, når man var søster og bror? Han kløede sig lidt i nakken og vidste ikke helt om han skulle sige noget mere. Det ville have været mindre akavet at snakke med en ekskæreste end med Emma. Desuden talte Emma tydeligt sit sprog, hun havde ikke lyst til at snakke med ham. En lille rynke trådte frem mellem hans mørke øjenbryn, og han fik en stærk træng til at sige et eller andet for hun skulle ikke slippe så let. Det irriterende ham overraskende meget, at hun ikke engang kunne lade som om, at hun ikke helst så, at han bare gik sin vej. ”Går det godt?” spurgte han ligegyldigt og det var tydeligt, at han bare sagde noget for at sige noget, og ikke fordi han interesserede sig for om hun havde det godt.
De fleste ville nok synes at det var et mærkeligt spørgsmål at stille sin søster. Burde man ikke vide, hvordan ens lillesøster gik og havde det? Han rystede let på hovedet og fortrød, at han havde fortsat samtalen, det ville ikke føre til noget godt. Det gjorde det aldrig.

Jacob rejste sig op og stod lidt rastløs og vidste ikke om han skulle gå. I stedet gik han hen til vinduet og kiggede ud på sneen, der langsomt faldt fra himlen. Det var et smukt syn, men Jacobs humør var dalet en del og han kunne slet ikke nyde synet.

tag; emma ivory

[emma]

Family quarrels are bitter things ,

They don't go by any rules. They're not like aches or wounds; they're more like splits in the skin that won't heal because there's not enough material

. *


Emma var bare træt. Træt af evig og altid at være som kat og hund med sin eneste bror, træt af at undgå ham, at skændes og mest af alt træt af den akavede stemning, der hang over enhver socialisering de blev tvunget ind i. Hun gad ikke lade som om de havde noget som helst andet end deres fælles afstamning tilfælles, selvom hun til tider drømte om at de kunne have noget der bare mindede om hvad Rachel og Aiden havde med hinanden. Alligevel blev hun også selv ved, i lige så høj grad som Jacob gjorde.

Hendes øjne bevægede sig over bogstaverne i bogen, men hun opfattede dem ikke. Hendes opmærksomhed befandt sig stadig hos hendes storebror i sofaen, selvom hun ihærdigt prøvede på at glemme hans tilstedeværelse. Kunne han ikke bare forsvinde, når det nu skulle være? Når hun nu for syttenhundrede gang var blevet enig med sig selv om at det var for sent at redde hvad det end lige var, der måske engang havde været mellem dem.

Hun så op og ind i Jacobs mørke, bekendte øjne, lagde bogen åben fra sig i skødet og krydsede armene over hinanden. ”Er det ikke lige meget?” Spurgte hun trodsigt. Han havde en fænomenal evne til at få hende til at blive adskillige år yngre end hun egentlig var. [/blockquote]

Tag: Jacob Ivory

------------------

* F. Scott Fitzgerald

[Deleted]

the greatest hate springs from the greatest love !

Jacob himlede med øjnene, da hun stædigt forsøgte at læse videre i hendes bog. Han var faktisk lige ved bare at gå, da hun svarede ham. Hendes ord blev til en lille varm klump i hans mave. Det var utroligt, hvor nemt hun kunne gøre ham sur. Normalt skulle der meget til, men når det var Emma, skulle der ingenting til. Det var ikke kun det hun sagde, men også tonen hun brugte. Hvordan var det overhovedet muligt at de to kunne være i familie sammen? Og så endda søskende! Han fattede ikke, og holdte stadig stædigt (og barnligt) på at hun måtte have været adopteret ind i familien, hvilken anden forklaring var der?

Han krydsede armene over den muskuløse brystkasse og fik et stramt ansigtsudtryk. Hun kunne da i det mindste svare pænt, når nu han selv spurgte pænt. ”Jo, nu du siger det” svarede han stadig uden følelse. Ordne smagte bittert i hans mund og rynken mellem de to bryn blev dybere. Han burde gå nu. Han burde vende sig om og gå ud af døren lige nu. Han vidste det udmærket godt, men alligevel blev han stående og stirrede muggent på hende. Hans værste sider vidste sig altid, når han var sammen med Emma.

”Du kommer vel ikke hjem til jul, vel?” spurgte han og lød denne gang en anelse bitter, men han tvang lidt falsk forhåbning ind i tonen også. Han vidste selvfølgelig godt at hun skulle hjem til jul, og hvis han havde været fornuftig havde han holdt sin mund. Hans tanker røg i et øjeblik hen på den gave han havde købt til hende, og fattede ikke at han havde brugt tid og penge på det. Han besluttede samtidig at give gaven til en anden. Hans forældre ville blive sure, når de så at Emma ikke fik en gave fra ham, men det var han ligeglad med – bestemte han sig trodsigt for.

tag; emma ivory

[emma]

Family quarrels are bitter things ,

They don't go by any rules. They're not like aches or wounds; they're more like splits in the skin that won't heal because there's not enough material

. *


Emma havde næsten lyst til at tilføje et barnligt hånende ”ligesom alt det andet du lukker ud,” men holdt sig i skindet. Hun var ikke temperamentsfuld eller hidsig, men noget ved Jacob havde altid provokeret hende eminent meget, gjort det umuligt ikke at blive vred og lige så at undgå selv at stikke irriterende til ham for at opnå samme reaktion. Hvor mange gange havde hun ikke ønsket at bide sig selv i tungen efter en eller anden unødigt fjendtlig kommentar?

Hun nåede at planlægge hvordan hun ville forsøge at vende deres forhold til det bedre hver gang de havde været i et eller andet åndssvagt skænderi, men når de så så hinanden igen – ja så var alting præcis som det plejede. Dette var ingen undtagelse. Hun hævede øjenbrynene og skar så ansigt ved hans latterlige spørgsmål. Han vidste udmærket at hun kom hjem til jul – ligesom hun vidste at han gjorde, og de vidste begge, at de ville ønske at den anden bare blev på Hogwarts. Alligevel ramte han plet og sårede et eller andet punkt, som stadig var følsomt for hans ord. Hun havde lyst til at sige noget lige så sårende, lyst til at se hvordan det ramte ham, men hun bed tænderne hårdt sammen og løftede bogen igen. Han skulle ikke vinde, skulle ikke få lov til at se hende køre af sporet. Hun messede ordene for sig selv, men kunne alligevel ikke holde tand for tunge i mere end et øjeblik. De stikkende kommentarer, som hun havde lyst til at levere, veg dog for noget andet. ”Hvorfor insisterer du på at ødelægge min julestemning?” Hun ved blev at se ned i bogen, men læste tydeligvis ikke så meget som et ord. ”... Kan du ikke gå et eller andet sted hen og gøre livet surt for en anden og holde op med at lade som om du har en eller anden broderlig forpligtelse til at genere mig?” Hun så op med et ansigtsudtryk, der var stort set blottet for følelser, fuldstændig modsvarende hendes ord. [/blockquote]

Tag: Jacob Ivory

------------------

* F. Scott Fitzgerald

[Deleted]

the greatest hate springs from the greatest love !

Jacob sukkede dybt, hvorfor var han ikke bare gået med det samme? Det spørgsmål kunne han stille sig selv igen og igen. Heldigvis kunne han stadig nå det. Han kastede et blik på sin lillesøster, der sad med næsen i bogen – som altid. ”Man har vel lov til at håbe” brummede han surt og hentydede til hans eget spørgsmål. Det var lige før han selv overvejede at blive på skolen, måske kunne han lokke Rachel og de andre til også at blive? Chancerne var dog ikke ret store. De glædede sig alle til at komme hjem til jul. Det havde han jo egentlig også selv gjort.

Et dybt suk undslap endnu engang hans læber. ”Søde lillesøster” mumlede han bittert i en meget sarkastisk tone, ”At dit liv er surt, er din egen fortjeneste”. Hun havde jo selv startet ud med at være uvenlig, han havde jo bare spurgt til hvordan det gik. Han følte sig ret uskyldig i den her situation. Han stod lidt og så fortsat muggent på hende. Han ventede vel på et eller andet?

Han havde lyst til gå, men hun skulle ikke tro at han gik for hendes skyld og derved gav hende ret i det hun sagde. ”Du kunne jo også selv gå din vej?” sagde han i stedet, i et irriteret tonefald. Han satte sig stædigt tilbage i sofaen og snuppede en Profettidende der var efterladt der.

tag; emma ivory

[emma]

Family quarrels are bitter things ,

They don't go by any rules. They're not like aches or wounds; they're more like splits in the skin that won't heal because there's not enough material

. *


Emma ignorerede hans stadfæstelse af den tidligere udtrykte, dybt falske forhåbning. Den ramte præcis samme punkt endnu engang, og hun undrede sig atter engang over at hun ikke for længst var følelseskold over for de kommentarer, der så tydeligt understregede hvor lidt han egentlig ønskede hendes selskab. Det undrede hende også at han ikke bare gik – men så igen, de havde aldrig rigtig kunne lade være med at blive ved med at stikke til hinanden de to. De ville begge gerne se den anden give op og ingen af dem var villige til at være den der bare slog ud med armene og lod den anden være.

Hun rynkede på næsen af hans dryppende sarkastiske svar og bekæmpede trangen til at løfte bogen op og smide den i hovedet på ham, for at give ham en portion af den smerte han borede lige ind i hende. Hun kunne levende se den flyve igennem luften og ramme ham lige i hans grimme fjæs, men hun nøjedes med at ryste en lille smule på hovedet og holdt sine følelser under samme strenge kontrol som altid. ”Mit liv kender du af grunde som vi begge to er klar over, ikke en snus til, Jacob.” Hun kunne lige så godt have sagt "mig kender du ikke en snus til" og hun rynkede panden da hun kunne mærke hvordan snerten af sentimentalisme ramte ikke kun hendes ord, men også hendes tårekanaler. Hun blinkede hurtigt et par gange for at forhindre dem i at afsløre så meget som skyggen af fugtige øjne, for hun ønskede ikke at vise det mindste svaghedstegn, men kunne alligevel ikke helt forhindre sin næse i at reagere på kroppens signaler. Hun måtte snøfte en enkelt gang ind, men hostede falskt bagefter, for at forsøge at lyde som om det var en forkølelse der fik hendes næse til at løbe.

Hun slap ham med blikket og søgte tilbage til bogens sider, der hjalp hende med at opretholde en eller anden rest af en illusion om at hans ord overhovedet ikke rørte hende. Hendes panderynke og de røde kinder, farvet af lige dele vrede og fortrydelse, var dog rimelig afslørende. ”Jeg var her først,” erklærede hun, præcis lige så stædigt og med samme familiære drag omkring munden som han fik når han blev sådan. [/blockquote]

Tag: Jacob Ivory

------------------

* F. Scott Fitzgerald