's gonna be long christmas

[amira]

Det var egentlig ikke fordi Mira havde så meget at se til, hun var jo heldigvis ikke helt syvendeårs endnu – det skulle jo efter sigende være det hårdeste år og hun tvivlede ærligt talt ikke på det. Men det at være på sjette årgang var skam heller ikke let og det var jo heller ikke fordi hun ikke havde lektier for. Der var bare så mange ting, hun hellere ville end det, hvilket havde fået lokket hende ud og ned til fællesstuen, hvor hun tit sad og studerede eleverne, tog billeder af ting og andre ting, når det var for koldt til at tage billeder udenfor. Tit kunne eleverne blive sure over det, men Mira havde aldrig været den, der tænkte mest på, hvad folk sagde eller mente om hende.

Roligt trådte hun ind i fællesstuen, kiggede sig omkring med vågne øjne, mens hun trak fingrene gennem det viltre, sorte hår, der løst hang ned ad hendes ranke ryg. Som altid havde hun et par store, sorte briller hængende i håret som solbriller, da hun sikkert kunne komme til at læse. Hun var ekstremt dårlig til at se, når det gjaldt læsning, men hun prøvede altid at holde det skjult for folk og lod som om hendes briller kun var en modedille. Hun var jo heldigvis en af dem, det så godt ud på.

Med en hurtig bevægelse fik hun trukket en chokoladebar frem fra en forlomme i sin åbne skovmandsskorte, hun havde trukket over en sort tanktop. Til det havde hun bare jeans og et par sneakers, som hun elskede at bære, når skoleuniformen ikke var påkrævet. Hendes opmærksomhed blev dog straks taget af to piger, der syntes at sidde og diskutere juleballet. Selv havde Mira ingen intention om at tage med. For det første havde ingen spurgt hende og så havde den slags events aldrig lige været hende.

Hurtigt fik hun sat kameraet fra øjnene og grebet deres frisurediskussion. Jaeh, hun elskede snapshots fra dagligdagen og havde gjort et stort nummer ud af at skulle huske hele sit liv, nok fordi det også lå til familien at blive glemsomme med alderen.

[Charles Jonathan McDonal]

you make me,

crazier

Ændringer og beslutninger, det var hvad der ventede for de nuværende sjette årgang elever. Snart skulle de vælge hvad de ville uddanne sig som, enten I den magiske verden eller I muggler verdenen. Selv havde Charles McDonal allerede bestemt sig for hvad han ville være, en berømt quidditch kommentator og hvis han ikke kunne det så ville han da helt klart være noget med at skrive sladder, trods han ikke var meget for sladder. Alle de tanker om fremtiden var alt for meget for Charles, der efter timerne var smuttet ned på biblioteket for at tænke på alt andet end fremtiden. Man skulle leve I nuet. Men efter at havde siddet der I et par timer, var det blevet for meget og han havde sat kursen mod Opholdstuen.

I det portrættet svingede op, efter at Charles havde svaret på et af de lettere spørgsmål, trådte han ind med et strålende smil spillende om sine lyse læber. Flere mennesker havde sat sig I grupper for at diskutere deres beklædning eller frisure, men Charles havde selvfølgelig valgt at tage det nærmeste på. Det var for det meste piger der sad I små grupper og snakkede på livet løs, men en lille gruppe var blevet stoppet da en velkendt skikkelse havde taget et af de såkaldte snapshots. Med hurtigt skridt nåede Charles hen til Mira. ”I må lige undskylde os” Sagde han med det charmerende smil, som fik en af pigerne til at fnise en smule. Derefter trak han Mira en smule væk fra pigerne, der endnu engang begyndte deres snak om tøj og frisure.

”Man tager ikke bare billede af folk, uden at spørge. Det burde du vide, søde ven” Sagde Charles, med et påtaget faderligt smil. Det var slet ikke ham at være streng eller noget, hvilket også indhentede ham og fik ham til at grine svagt. Sammen med Mira skulle man ikke tænke på andet end at snakke og hygge sig, hvor man med nogle andre mennesker skulle tænke på hvad der ville ske bagefter. ”Hva har du så lavet, min tøs?” Spurgte han drillende og lagde armen op på hendes skuldre. Og det ene blonde øjenbryn hævede sig én cm eller to.
.

Tag;; Mira Argall

[amira]

I sin betagelse af pigerne, der med største fornøjelse og glæde havde diskuteret ting, som Mira selv aldrig ville gøre, da hun bare ikke var ligeså optaget af sit udseende, havde hun ikke bemærket Charles var trådt ind. Det var ellers altid sådan noget, hun bemærkede, da de havde en slags vibes – det var jo trods alt ikke for ingenting, man havde været bedste venner så længe! Hun blev dog straks hevet ud af sin målløse betagelse af pigerne, da Charles charmerende stemme lød tæt på hende. Hurtigt snurrede hun mod ham og rødmede svagt, smilede bredt til ham, før han trak hende med sig væk fra pigerne.

Hans ord fik hende til at grine og hun puffede smilende til ham, rystede på hovedet. Hendes og Charles var så latterligt dårlige til at være seriøse, da der altid bare var 100% skæg og ballade mellem dem! Hun var et eller andet sted fuldkommen overbevist om, at det nogle gange blev for meget skæg, hvis det da kunne lade sig gøre.

”Hmmm, jeg synes de er fascinerende. Det vil jeg gerne have foreviget.”, erklærede Mira halvdrømmende og stirrede stadig let på pigerne, før hun fik revet sig ud af sine dagdrømmerier og igen fokuserede klart på ham, da han lagde armene om hendes skuldre. Spørgsmålet fik hende til at smile lidt. Ja, de havde jo ikke rigtig setes på det sidste. Mira havde haft så travlt med sine fotografier og alle de lektier, der også var. Typisk hende, at leve i sin egen lille drømmeverden.

”Det sædvanlige, du ved”, fortalte hun med et svagt smil, ”Levet lidt i min egen verden og sådan. Lektier, undgået alt, der har med kærlighed at gøre”
En let latter gled over hendes læber. Alle, der kendte Mira bare en smule, vidste hvor afskrækket, hun var af kærlighed. Hun havde aldrig rigtig været den største romantiker, mest fordi hun nok ikke troede på det. Nej, det havde aldrig været hendes kop te.
”Hvad med dig?” spurgte hun nysgerrigt, ”Nogle tøser, der har fanget dit blik?” Ved dette spørgsmål trak hun kameraet frem og zoomede helt ind på ham, knipsede et billede ind.

[Charles Jonathan McDonal]

you make me ,

crazier

Med en svag rysten på hovedet, forklarede Charles lydløst sin mening om Miras forklaring om pigerne der åbenbart var yderst fascinerende. Det var de vel også, men de havde nok begge to helt forskellige tanker om hvorfor de var fascinerende. Det drømmende blik, som Mira altid havde, bekymrede ham ikke det mindste for når man havde været venner i så lang tid som dem så var det noget man vænnede sig til. Han kunne tydeligt huske i starten at han var en smule bekymret for at hun stod og tænkte på hvordan det ville vær nemmest at springe på ham eller værre endda, pudse en hund på ham. ”Du er sq’ noget helt særligt” grinte han og tog sin arm til sig, så den lå i hans buskelomme som den altid gjorde.

”Lektier er godt, når man laver dem ordentligt. Og man skal ikke altid flygte fra kærligheden, for det kan ske at der er noget helt særligt ved den” kommenterede han, med et svagt smil. Den stemme Charles plejede at bruge, var altid drillende. Men denne gang var den mere vis, hvilket skræmte ham en smule men han lod være med at kommentere det for det kunne jo hænde at hun ikke havde hørt tonen. Noget han håbede inderligt på. Charles lyttede til latteren, som Mira spillede ud over sine læber og kunne ikke lade være med at le en smule med, men ikke meget. Trods at Mira var afskrækket af kærlighed, så var Charles opsat på at få det ind i den unge piges hoved at det kunne ende i noget godt. Og hvis man kendte drengen det mindste så ville man vide, at han ikke gav så let op, især ikke når det gjaldt noget mellem ham og Mira.

Charles måtte kigge lidt væk, for ikke at falde på maven flad af grin. Jo der var en der havde fanget hans blik, men der var så mange som var vilde med hende. Hendes udstråling og den måde hun var på. Det hele var bare fantastisk ved hende, men hvordan skulle han sige det til Mira? Han ville ikke ende med at ligne en tomatplante i fuld blomstring. Nej så hellere lade det ligge og gå videre, men nu når hun spurgte kunne han vel ligeså godt sige en smule om det. ”Jo, det er én. ” Svarede han ærligt og sendte sin bedsteveninde et charmerende smil. ”Men jeg nævner ingen navne!” Skyndte han sig at tilføje, måske en smule for høj og hurtigt.

Tag;; Mira Argall

[amira]

looking out for me you've got my back ,

Mira smilede bredt til ham ved hans ord om hendes særlighed. En let latter forlod igen hendes læber. Jaeh, det var sjældent, man ikke så Mira i allerhøjeste humør, da det var tit, at hun var på sit allerhøjeste. Hvorfor dog også rende rundt og være trist? Så var der da ingen, der gad være sammen med hende. Kun én gang havde Charles set hende græde og det var i de helt små årgange og på grund af hjemve ellers havde intet andet formået at få hende til at græde. Hvorfor skulle hun dog også det, når man bare kunne slå sig løs? Hun sendte ham et drømmende smil og nikkede som svar, ja, hun var nok lidt underlig.

”Særligt ved kærlighed? Char, du får mig til at grine”, hun blinkede smilende til ham og rystede på hovedet, tog så atter kameraet for øjnene og vendte blikket mod et par i opholdsstuen. En grævling og en ravn, så vidt hun kunne se, der sad og flettede fingre over et bord, snakkede dybt om et eller andet. Smilende zoomede hun ind på dem og knipsede også et billede af dem ind.

”For se her”, hun rakte ham det dyre kamera, hvor parret sad og smilede lykkeligt til hinanden, nussede hinandens hænder. ”Den lykke, de føler lige nu, den stærke følelse. Den ulykke er mindst lige så stærk, når det forsvinder. Kærlighed findes jo ikke, det er kun dine endorfiner, der udløses i blodet og giver dig en falsk lykkefølelse, vi mennesker så idiotisk og naivt har valgt at kalde kærlighed.” Roligt satte hun sig ned i en sofa ikke langt fra dem, klappede på sædet ved siden af sig. Ja, kærlighed og forelskelse gjorde ondt, det var nok derfor hun havde valgt aldrig at gøre noget ved sin sindssyge og lange forelskelse til Charles.

”Derfor spiser jeg bare chokolade. Det er også lykkegivende”, hun pakkede atter sin chokoladebar frem og gnaskede noget af det søde i sig, før hun bredt smilede til ham, ved hans svar. Det at han ikke ville udgive tøsebarnets navn, fik hendes smil til at vende den anden retning.
”Hvor er du led! Du kan da ikke gøre mig så nysgerrig! Fortæl dog din usling!”

Hvad i alverden havde han dog regnet med?

[Charles Jonathan McDonal]

you make me,

crazier

Det charmerende smil forblev på hans læber, og med den ene hand rodede Charles op I hendes sorte hår. For ham var hun noget helt særligt, ikke en særling. Men noget man skulle passe på som en skat. Mira var og blev hans bedsteveninde og sådan havde han tænkt sig at det skulle være, også selvom der nogle gange var noget mellem dem. Men det havde han ligeså småt vænnet sig til. ”Du er ikke en særling, men noget særligt. Som en meget dyrebar diamant.” Hans forklaring, var så enkel som han nu kunne gøre den og lod blikket glide væk fra Mira igen. Han styrede dem hen mod sofaerne og kunne ikke lade være med at smile svagt, da den unge piges humør smittede af.

”Men det er det!” Protesterede han og kiggede barnligt på Mira. Hans grønne øjne var meget bestemte, men langt fra alvorlige. Deres tid sammen var helt klart 100 procent ballade og sjov. Det var noget ingen kunne tage fra dem, selv ikke lærerene. Da Miras blik gled hen på de to turtelduer, kunne han ikke selv lade være med at kigge hende over skulderen da hun tog deres billede. Deres intense blik på hinanden, fik en lyst til at tage kameraet og slette billede frem i hans bryst men han lod være da det sikkert ville pisse Mira en smule af. Før han vidste af det, viste Mira ham billedet. En knugende fornemmelse, greb om hans mave men han kiggede på billedet. Dog ikke på parret, men på deres øjne. Det blik, det var som at se hans forældre om og om igen. ”Men kærligheden, er og bliver noget særligt. For på et tidspunkt, kommer den som man har ventet på som man ved ikke kan sårer ens følelser. Den person som bliver ens for evigt. Også er den lykke endnu støre, at den bekæmper al den ulykke der vil komme.” Hans argument, lod dumt og irrelevant i hans øre men samtidig ville han have ret. Hans blik hvilede på Mira og han sendte hende et halvt smil. Chokolade var en ting der erstattede kærlighedens følelser, men det var bare sødt. Også selvom Charles var afhængig af chokolade og søde sager.

I det hun begyndte at gnaske chokoladen i sig, kiggede han væk som om han var fornærmet. Hvilket han nok også var, bare en smule tøse fornærmet, da hun sad og spiste chokolade lige for næsen af ham uden at huske hans afhængighed af søde sager. Uden held, gennemsøgte han sine lommer for noget sødt, men som sagt uden held. De grønne øjne gled tilbage på Mira, denne gang med at større smil gemt bag den grønne farve. Hurtigt snuppede han hendes chokolade og knækkede et stykke af til sig selv. Hvorefter han rakte den tilbage mod hende. ”Okay, men så skylder du mig… Et kys på kinden!” Grinte han og sendte hende et drillende smil. Før hun nåede at love noget, kiggede han sig om for at sikre sig ingen lyttede. ”Det er Pandora Evans. Fra vore kollegium, og samme årgang” Hviskede han så lavt han kunne. Blikket veg ikke fra Mira, da han var en smule spændt på at aflæse hendes reaktion.

Tag;; Mira Argall

[amira]

he cuts me and the pain is all I wanna feel ,

En let rødmen gled over Miras kinder, da Charles rodede op i hendes hår og hans ord fik et bredt smil frem. Han sagde sjældent sådan nogle ting til hende og når han så engang gjorde, kunne hun slet ikke tilbageholde sin rødmen. Selv lod hun også fingrene glide gennem hans blonde hår, kløede ham lidt i hovedet. Det var altid rart at blive kløet på hovedet, mente hun og gjorde det derfor også tit på ham.
”Hvor er du fantastisk, Char, du er også helt fantastisk og specielt for mig”. Et genert smil gled over hendes læber, før hun atter vendte blikket fra ham.

Mira havde altid vidst at Charles ikke havde været så god til at kigge på andre par på grund af forholdet mellem hans forældre, der var temmelig intenst. Desværre havde Miras barndom aldrig været så fyldt med kærlighed og allerede i en tidlig alder havde hun lært ikke at tro på denne ting. Det var jo bare en kemisk forbindelse, der var styret af instinktive reaktioner. De kunne spores helt tilbage til endorfinudskylningen i dit system.
”Du er ikke rigtig klog, mulle. Jeg tror aldrig jeg finder den kærlighed, hvis den da overhovedet eksisterer. Du siger det sikkert bare for at få mig dum og naiv igen” Hun gnaskede fortsat lidt af chokoladen i sig og nød duften og smagen af denne søde sag, hun havde været afhængig af siden hende og Adam var sammen. Der havde hun været temmelig tæt på Ivory-børnene og Adam havde tit taget hende med til sin mors chokoladebutik, hvor han stadig tog hende med hen i nogle af ferierne og bragte hende chokolade med tilbage til slottet efterfølgende.

Hendes øjne blev store, da han pludselig nappede hendes chokolade og knækkede et stykke af. Med et bredt smil stak hun fingrene ned i brystlommen, før hun fremdrog en af hans yndlingschokoladebare og kastede den hen til ham, blinkede muntert, før han begyndte at snakke. Et kys på kinden, fair det var da også helt fint! Så havde hun en undskyldning til endelig at kunne komme sådan rigtig tæt på ham, indånde hans duft og mærke hans bløde hud mod sine læber. Et svagt smil brød frem og hun lænede sig frem og lod næsten læberne røre hans kind, før hun stivnede og trak sig lidt tilbage fra ham, til hvor hun sad før.

”Pandora?” Et slankt øjenbryn hævedes i hendes pande, før det atter lagde sig på sin normale plads og hun fik lagt et smil over de bløde læber. Indeni var hendes hjerte ved at knuses. Der gik en intens, krampelignende følelse gennem hendes bryst, der gav hende lyst til at krumme sig sammen, blive så lille som mulig og hendes hjerte bankede omgående hurtigere, som for at prøve at undslippe den intense smerte, det blev tildelt i hendes krop. Alligevel fik hun lagt ro på sig selv og nikkede let.
”Hun er da også en sød pige” hendes stemme var lav og næsten utydelig, da hun var blevet helt tør i munden.

[Charles Jonathan McDonal]

you make me,

crazier

Den lette rødmen på Miras kinder, gav slet ikke Charles den mistanke om at pigen havde et eller andet for ham. For ham var det normalt at folk rødmede i hans nærvær, sådan halvt om halvt. Det generede ham ikke at Mira kørte hånden gennem hans blonde krøller, og blinkede svagt til hende i det hun kløede ham. ”Det er da super at vide man betyder noget, for dig!” Lød hans stemme, som et ekko af hans tanker. Det havde ikke været meningen at han skulle sige det, og sendte hende et smil mens kinderne fik en lyserød farve. Charles var ikke den type der rødmede hele tiden, men hvis man overraskede ham kunne det godt ske at man så de ellers så kedelige kinder tage en rød farve. Hendes smil fik ham til at rode en smule mere i hendes sorte hår, hvorefter hånden blev puttet dybt ned i den ene lomme.

”Du vil altid forblive en dum og naiv pige, men du vil altid være min dumme og naive bedsteveninde” Grinte han og lagde armen om hendes skuldre, for at give hende et lille klem. Charles vidste godt at Mira havde opgivet håbet om kærligheden for længst, og derfor havde han gjort det til sin mission at give hende håbet tilbage. Men han havde ikke nogen idé om hvor han skulle begynde eller slutte. Chokoladen, hun kastede til ham, pakkede han lynhurtigt op og tog en bid. Et drømmende udtryk fandt vej til hans øjne og han sendte hende et optimistisk smil. Søde sager var og blev han afhængig af, det kunne ingen ændre men han kunne skærer ned på sit slik. Charles grinte lidt, da han læste på chokolden og opdagede at det faktisk var hans ynglings. Han løftede svagt chokoladen, og mumlede ordene ”Tak” Inden han igen tog en bid af chokoladen. Det at den smeltede på hans tunge, gjorde det bare bedre at spise det.

Da hun lænede sig mod ham, for at placere sine læber mod hans lukkede han øjnene halvt i og kiggede på hende ud af øjekrogen for at se om hun lavede en grimasse. Men hun så ud til at hun gerne ville? Tanken gemte han væk, og åbnede øjnene helt og rykkede lidt på sig, da hun trak sig væk. Charles nikkede let, da hun sagde Pandoras navn. Ja, det var hende som han havde et langvarigt crush på lige i øjeblikket. Men det gjorde det ikke bedre at det så ud som om hun var helt fortabt i Amucys Wallace i stedet for ham. ”Ja hun er sød. Men du skal ikke være bange for at hun ødelægger vores venskab, for det kan intet i verden gøre! Og desuden ser det ud til at hun er interesseret i Amycus Wallace og ikke mig” Den sidste sætning blev sagt i en lav stemme, det helt havde mistet sin glade klang. Charles troede ikke, så dum som han var, at hendes sårede udtryk havde noget at gøre med han men med deres venskab. Han løftede den ene hånd, for at klappe hende beroligende på skulderen men i stedet kærtegnede han hendes let lyserøde kind med sin håndryg. ”Du skal ikke være ked af det” sagde han i en rolig stemme, og lod sit blik hvile intenst på Mira. Han kunne ikke lide at hun var ked af det, og værst af alt vidste han ikke hvad han skulle gøre for at gøre hende glad! En af de ting han var dårlig til var at læse folks følelser og derfor fik han altid den forkerte konklusion.

Tag;; Mira Argall

[amira]

i’m a house of cards in a hurricane ,

Charles blinken fik et bredt smil frem på Miras læber. Hun kunne bare ikke lade være at smile i hans selskab. Han var bare den bedste ven, man kunne finde sig her på jorden og de kunne for det meste forstå hinanden ved bare at udveksle blikke. Det var nok også en af grundende til, at Mira aldrig helt havde forstået, hvordan han kunne undgå at gætte, at hun havde følelser for ham. De kunne jo nærmest læse hinandens tanker. Smilende lagde hun armene om ham og puttede sig ind til ham i et lettere knugende favntag. Nogle gange kunne hun godt være barnlig og umoden, kramme alt og alle, men hun havde altid været meget fremfusende og hvis Charles havde noget imod det, ville han sige det. Det vidste hun, han ville.

Selv vidste Mira jo også at han aldrig ville lade hende i stikken, som han for eksempel også mente det var omkring hendes mistro til kærligheden. Han havde nærmest gjort det til en lille mission at give hende troen på kærligheden tilbage. Et eller andet sted vidste hun jo godt at kærlighed fandtes, da hun jo følte det for sin familie, men det var noget helt andet – det var en tryghedsfølelse. Man kunne aldrig være helt tryg med en kæreste eller i et forhold. Nej, det var Mira alt for afskrækket af. Hun kunne dog ikke, selv om hun igen var blevet distræt og opslugt af sine tanker, tilbageholde en let latter over hans tydelige begejstring over chokoladen. De var jo begge fuldkomment sukkerafhængige og når de af og til var sammen i ferien kunne de næsten få sat uhyggelige mængder slik til livs på helt ufatteligt kort tid.

Der gik en anelse tvivl gennem Mira, da han ikke lod til at trække sig tilbage selv ikke ved hendes bevægelse, der bragte deres læber tættere. Hun fik dog alligevel rykket sig tilbage og samtalen fortsatte jo også. Da han nævnte Amycus Wallace forlod en let latter hendes læber og hun rystede på hovedet af ham.

”Alle er forelskede i Amycus Wallace – han er intet mindre end gennemsyret perfekthed!” udbrød hun og grinte lidt, rodede i hans hår for at give ham munterheden tilbage. Hun kunne dog ikke selv lade være at være lidt såret og det lod til han bemærkede det, så hun fik hurtigt smilet tilbage på læberne og hvilede kinden lidt mod hans varme hånd. Hun elskede virkelig, når han rørte hende.

”Desuden tror jeg ikke dig og Pandora ville være gode sammen”, fik hun hurtigt konstateret og gnaskede mere chokolade i sig, før atter hev kameraet op til blikket og så lidt rundt.

TAG;; Charles J. McDonal

[Charles Jonathan McDonal]

you make me,

crazier

Charles kunne nærmest mærke Miras ånde mod sin hud, men undgik at snakke om det. Blikket gled væk fra hende, da hun nævnte Amucys. Et suk forlod hans læber, og han kiggede op i loftet. ”Alle. Også dig?” spurgte han med et drillende blik og sendte hende et meget anstrengt smil. Det var tydeligt at se på ham, at han ikke var i det bedste humør lige nu. Det hele havde taget en drejning, han ikke brød sig som. Med den ene hånd fik han sat det blonde hår på plads, og trak lidt på skuldrene. Charles havde det svært med at blive munter, ligeså snart at han var blevet bragt ned. Med et halvhjertet smil, gjorde han dog en indsats.

En lille panderynke formede sig i hans pande, da han trak sine øjenbryn sammen. Charles rykkede lidt usikkert på sig og kunne ikke skjule sin forundring. Først gled der en masse tanker gennem hans lille hoved. Han syntes selv at han passede sammen med Pandora? Men det gjorde jo ikke noget, når hun nu var så fortabt i Amucys. ”Hvem passer jeg så sammen med?” spurgte han med stor forundring, dog også med et drillende blik. Charles kunne ikke selv se hvem han passede sammen med, og kløede sig lidt på kinden efter denne tanke.

Tag;; Mira Argall