Doomsday Clock

[austin]

Tag: Bree Blanche

T i k - t o k
It's lonely at the top

Det var en torsdag eftermiddag som alle andre og afgangseleverne fra Ravenclaw og Gryffindors undervisning i besværgelser var netop overstået. Skoleklokkerne ringede ud og den sædvanlige tumult i lokalet opstod omkring Alexander, ligeså vel som han var en del af den. De fleste var ivrige efter at komme ud og i gang med deres respektive aktiviteter for det lille stykke eftermiddag, der var tilbage. Der var ingen valgfagsundervisning for syvende årgang i den næste time og de havde således fri indtil de skulle spise.

Hans ting var hurtigt pakket sammen og skoletasken røg over skulderen, inden han strøg ud af klasselokalet og fulgte strømmen af elever, der bevægede sig imod trapperne. Der var lige over en time til de skulle indfinde sig i storsalen til aftensmadstide og Alexander havde en plan om at nå at flade ud på sin seng i den mellemliggende tid. Det der med at rende rundt og være forelsket tog mere energi end han lige havde gået og forestillet sig i foregående år og han havde brug for flere timer i døgnet end de fireogtyve, der blev skænket ham.

Kun få meter henne af gangen løftede han sin ene hånd for at løsne slipset og knappe de første to knapper i den hvide skjorte op. Han rettede lidt på skuldertaskens rem og gik utålmodigt i hælene på et par mindre skyndsomme klassekammerater.

[Bree Blance]

In a moment like this

. . . The true colours of your heart appear

Non-verbale besværgelser. Det havde besværgelsestimen endnu engang bestået af. Bree havde ikke udført en eneste. Hun havde været så tosset, at sætte sig bag Alexander, og derfor havde hun været bevidst om hver en lille bevægelse han lavede. Når han svingede tryllestaven, når han grinede ubekymret med sine venner, når han pustede noget af håret i panden væk. Det hele gik lige ind på Brees radar, og gav hende tilpas koncentrationsbesvær til at hun ikke kunne tænke klart. Professoren i besværgelser så opgivende på hende, da fløjten foran lå ligeså stille, som den gjorde, da han lagde den foran i hende i starten af timen. En af hans bedste elever var faldet til en af hans dårligste, her på det sidste.Det var et lille stik af lykke der brusede gennem Bree, da skoleklokken ringede. Hver gang hun havde udført besværgelsen i sit hoved, og fløjten havde ligget stille, var en lille ydmygelse i sig selv. Nu var hun helt færdig af opgivelse, og udsigten til hvad der skulle ske næst, hjalp heller ikke på humøret.

Mens de sludrende elever pakkede sammen, var Brees blik fikseret på Alexanders ryg. Hun havde virkelig vejet for og imod, om hun skulle sige det. Alexanders fremtid kunne være lys og lykkelig uden hende og barnet. Han havde lige fået sig en kæreste, og Bree ville ikke ødelægge det for dem. På den anden side var det nærmest et krav, som far, at få det af vide. Og der var et lille håb der spirrede i Bree, bare et mikroskopisk et, om at Alexander rent faktisk kunne støtte hende gennem det.

De fleste elever havde sat kursen mod døren, og det var her Bree brat rejste sig op. Hun skyndte sig ud af døren, og fandt Alex et stykke nede ad gangen. ”Hey Alex? Må... Må jeg lige snakke med dig?”, spurgte hun ham, og lagde forsigtigt sin hånd på hans skulder. Den berørte kun et kort øjeblik, og slap så. Tingene havde været tilpas underlige mellem dem på det sidste, og hun ville ikke gøre noget der kunne fornærme ham på nogen måde. De havde kun snakket sammen få gange når det var nødvendigt, og der havde samtalerne været anstrengte.
Om end kunne denne umulig blive nemmere.

[austin]

Tag: Bree Blanche

T i k - t o k
It's lonely at the top

Lyden af Brees stemme, som den trængte igennem den almene støj af deres fælles klassekammerater, nåede Alexander nogenlunde samtidig med, at hendes hånd rørte hans skulder og det var begge dele, der fik ham til at bremse og dreje sig rundt. Han havde nær kollideret med en af hans kollegianere, men smilede blot skævt og afslappet til ravnen foran ham, imens hans øjenbryn trak spørgende op. ”Bree?” Alvoren i hendes blik blev først virkelig registreret, da størstedelen af de andre elever allerede havde passeret dem. Han rynkede panden lidt og smilet fordampede. På et kort øjeblik var han transporteret væk fra forårets eufori og hans lette, forelskede tilstand, og i stedet tilbage i det klasselokale, som de lige havde befundet sig i. Han kunne ikke forestille sig hvad hun ville ham med den mine, men nikkede kort og udglattede sine egne panderynker, så snart han blev rigtig bevidst om dem. ”Selvfølgelig må du det,” bekræftede han overflødigt.

Hun lignede en, der havde noget på hjerte, som krævede lidt mere ro end gangen kunne tilbyde, og Alexander kiggede hurtigt ned af gangen, imens han gennemgik hvad det nu lige var, som befandt sig på tredje sal, udover biblioteket og besværgelseslokalet. Han sagde ikke noget, men gestikulerede med den ene hånd i den modsatte retning af hvor han ellers havde været på vej hen. Uden at vente på Bree, ledte han selv vejen imod trofærummet og kunne træde ind i det store rektangulære lokale et halvt minut tid senere. Han bevægede sig et par skridt ind, før han drejede rundt og betragtede hende afventende. Det overraskede næsten ham selv hvor afslappet og afklaret han var i den nu noget ligegyldige relation til den kvindelige præfekt, som for så kort tid siden havde gjort ham en lille smule vanvittig. ”Hvad vil du snakke om? Har du problemer med skolearbejdet?” Han løftede et enkelt drillende øjenbryn og smilede skævt, selvom den alvor, som hun havde hevet fat i ham med, måske kaldte på en anelse mindre drengerøvsagtig opførsel.

[Bree Blance]

In a moment like this

. . . The true colours of your heart appear

Elever strømmede forbi Bree og Alexander, og de fleste så ud til at være småirriteret over blokeringen midt på gangen. Bree nikkede og fulgte derfor efter ham, da han gik ned ad gangen, sandsynligvis for at finde et sted, hvor de kunne være i fred. Det Bree skulle fortælle, var ikke noget andre skulle høre. Den viden var kun forbeholdt Alexander.
På trods af at Bree vidste hvor de var henne, kastede hun et blik rundt i trofærummet. Blanke rustninger, medaljer og trofæer skinnede imod hende, sandsynligvis polerede af en elev der havde fået en sveder. Hun gik videre ind i lokalet og lod undervejs blikket læse de forskellige titler. En stor pokal formet som en kugle havde fået en masse navne indgraveret, senest navnet ”Lillian Bloose”. Overskriften var, ”spytkuglemesterskaberne”. Hun lod en lille finger glide over den guldovertrukket pokal, og i tankerne gennemgik hun hvilken besværgelse der kunne være blevet brugt. Man var vel ravn. Et andet sted stod et stort trofæ med overskriften ”Berigende Besværgelser”.

Lyden af Alexanders stemme fik Bree til at se op på ham med et lettere opgivende udtryk. Trods alle problemerne fremkaldte han et mikroskopisk smil hos Bree. ”Åbenbart”, svarede hun med en spinkel stemme, da han jo nok hentydede til Brees meget lidt produktive time. Det skulle ikke undre hende, at hun faldt adskillige karakterer.
Med en dyb indånding gik hun hen mod ham, men stadig med forsvarlig afstand. Et eller andet sted var afstanden måske en form for beskyttelse for Bree, hvis nu han, i et anfald af panik, pludselig begyndte at kaste med tingene. Ikke at det lignede Alex, men man vidste jo aldrig hvad den slags nyheder kunne gøre ved én.

Bree rynkede panden en smule. Hun synes det var så mærkeligt at stå og se på sit barns far. De virkede så forskellige og langt fra hinanden nu, men i fremtiden ville de få en af de tætteste relationer det var muligt. Hvor mange gange havde hun ikke gennemgået dette scenarie i hendes hoved? Det var endt i forskellige scenarier hver gang; nogle gange flygtede Alex ud af døren i en overraskende fart, andre gang begyndte han at råbe af hende. Ja, i en drøm smed han hende sågar ud af vinduet. Det ville dog tvivlende ske nu.

Bree sank en klump. Det var på tide at lade bomben falde.
”Alex, jeg... Jeg er gravid”, sagde hun med en skælvende stemme. Blikket flakkede kort, men fastlåste sig snart på Alexanders ansigt, nervøs for hans reaktion. Bree knugede ubevidst hånden om et trofæ der stod på hendes højre side, og det forårsagede, at det spinkle metal væltede ned på gulvet med et ordentligt klir. Forskrækket fór Bree sammen da hun, i en eller anden forvirrede sammenhæng, forbandt klirret med Alexander, som var det han der ubrød lyden i panik. Pokalen dansede hen ad gulvet i en enorm larm, der lod til at fortsætte en evighed.

[austin]

Tag: Bree Blanche

T i k - t o k
It's lonely at the top

Begge Alexanders øjenbryn røg mærkbart op, da Bree besvarede hans drillende spørgsmål bekræftende. Han så lidt forvirret ud i et øjeblik, før smilet igen overtog og han rystede opgivende på hovedet. Det fremgik lidt for åbenlyst, i hans optik, at hun tog pis på ham og han forstod ikke helt hvorfor. Hun var tydeligvis ikke kommet for at udveksle morsomheder, ligesom han ikke havde ledt vejen herind for at se på pokaler.

Han rettede lidt på taskens rem igen og trak vejret dybt ind, lige inden Bree igen åbnede munden.
Det, som undslap hende, var intet af hvad han havde forventet.

Begge hans øjne spærredes vidt op, så snart de bundfældede sig bare en lille smule. Ordet gravid alene vækkede helt automatisk et afgrundsdybt ubehag, inden hans hjerne overhovedet nåede at behandle betydningen af det hun sagde. Larmen af trofæet, som det faldt til jorden, fik det kun til at gibbe umærkeligt i ham.

Der gik adskillige øjeblikke, hvor han bare stod og stirrede på hende. Han var stivnet midt idet hele, med sin hånd omkring læderremmen og den eneste bevægelse var hans brystkasse, som den hævede og sænkede sig. Der kunne være gået minutter, nærmest timer. Han var ikke helt sikker. Da meningen endelig bundfældede sig fuldstændig, faldt hans kæbe lidt, og han kæmpede for at genvinde talens brug. ”Du er hvad?” Spurgte han hæst. Han virrede med hovedet og følte sig pludselig svimmel. I et kort øjeblik vaklede han. Så hævede han hånden til sin egen pande og strøg den igennem håret. ”Fuck.” Hans hjerte bankede hårdt i brystet på ham og panikken spredte sig som en steppebrand, der måtte stoppes inden den løb løbsk. Han fandt Bree med blikket igen og så rædselsslagent på hende. ”Er det...” Hans tunge bandt knuder på sig selv og gjorde det umuligt for ham at afslutte sit spørgsmål, men meningen var klar, som han stod der, med den ene arm løftet og fingrene begravet i sine blonde lokker, med et udtryk som et rådyr fanget i lyset fra en lygte.

[Bree Blance]

In a moment like this

. . . The true colours of your heart appear

Da den klirrende lyd fra den dansende pokal havde lagt sig, sænkede der sig en nærmest larmende stilhed mellem dem. Bree kunne kun forestille sig hvordan nyheden fik Alexanders hoved til at arbejde på højtryk for at fordøje den nye viden.
Alexanders opspærrede øjne og åbne mund ledte uvilkårligt Brees tanker hen på det kendte maleri i mugglerverden kaldet ”skriget”. Nervøst rettede Bree lidt på sin skjorte, bare for at give et eller andet at tage sig til.
Hvor lang tid havde de snart stået der? Bree turde ikke sige et ord. Der var så meget hun egentlig ville sige, men det hele sad nærmest fast i halsen på hende. Alexanders panik fik nervøsiteten til at flagre i Bree, og hun måtte tage adskillige dybe indåndinger for ikke at gå i panik, ligesom det så ud til Alexander var.
Det blev for meget for Bree, og rastløs gik hun rundt frem og tilbage, bare for at gøre noget. Det var klart at Alex var rådvild nok til at spørge om han var faren, da han ikke havde haft tid ligesom Bree, men hun måtte alligevel punktere en lille tanke om at gribe pokalen på gulvet og kaste den hårdt på ham. Hvad troede han om hende! Selvfølgelig havde hun ikke haft gang i flere på en gang.
Bree beherskede sig. ”Ja, du er faren. Jeg er sikker”, sagde hun lavmælt, og stoppede kort op da ordene undslap hendes læber. Nu var der ingen vej uden om. Teenageforældre. Hun måtte anstrenge sig for ikke at tude løs igen. Den tur havde hun haft med Caroline og Eilionoir. Og med lægen på Skt. Mungos. Og derhjemme adskillige gange.
Der gik ikke lang tid før hun genoptog sin vandring. Endnu en gang var der ting hun ville sige til Alex, men noget sagde hende, at hun hellere måtte lade ham op at stille spørgsmålene.

[Bree Blance]

In a moment like this

. . . The true colours of your heart appear

Da den klirrende lyd fra den dansende pokal havde lagt sig, sænkede der sig en nærmest larmende stilhed mellem dem. Bree kunne kun forestille sig hvordan nyheden fik Alexanders hoved til at arbejde på højtryk for at fordøje den nye viden.
Alexanders opspærrede øjne og åbne mund ledte uvilkårligt Brees tanker hen på det kendte maleri i mugglerverden kaldet ”skriget”. Nervøst rettede Bree lidt på sin skjorte, bare for at give et eller andet at tage sig til.
Hvor lang tid havde de snart stået der? Bree turde ikke sige et ord. Der var så meget hun egentlig ville sige, men det hele sad nærmest fast i halsen på hende. Alexanders panik fik nervøsiteten til at flagre i Bree, og hun måtte tage adskillige dybe indåndinger for ikke at gå i panik, ligesom det så ud til Alexander var.
Det blev for meget for Bree, og rastløs gik hun rundt frem og tilbage, bare for at gøre noget. Det var klart at Alex var rådvild nok til at spørge om han var faren, da han ikke havde haft tid ligesom Bree, men hun måtte alligevel punktere en lille tanke om at gribe pokalen på gulvet og kaste den hårdt på ham. Hvad troede han om hende! Selvfølgelig havde hun ikke haft gang i flere på en gang.
Bree beherskede sig. ”Ja, du er faren. Jeg er sikker”, sagde hun lavmælt, og stoppede kort op da ordene undslap hendes læber. Nu var der ingen vej uden om. Teenageforældre. Hun måtte anstrenge sig for ikke at tude løs igen. Den tur havde hun haft med Caroline og Eilionoir. Og med lægen på Skt. Mungos. Og derhjemme adskillige gange.
Der gik ikke lang tid før hun genoptog sin vandring. Endnu en gang var der ting hun ville sige til Alex, men noget sagde hende, at hun hellere måtte lade ham op at stille spørgsmålene.

[austin]

Tag: Bree Blanche

T i k - t o k
It's lonely at the top

Alexander havde en fuldstændig ud-af-kroppen-oplevelse. Verden omkring ham føltes uvirkelig og i et kort øjeblik glemte han at trække vejret. Da han landede igen, fattede han stadig ikke, at han stod her og blev tvunget til at tage stilling til noget så fuldstændig absurd som en graviditet. Han fik munden ganske lidt på gled, efter at have slugt en ordentlig portion luft, men følte sig stadig en anelse svimmel.

Blodet rasede til hans hoved og tankerne fløj forvirrede og usammenhængende rundt, imens hans hjerteslag steg taktfast. Han var ved at få et panikanfald og sænkede armene hurtigt, imens han drejede sig rundt en halv gang og også selv gav sig til at trave rundt i lokalet. Svaret på hans spørgsmål var som sådan overflødigt. Der kunne kun være en eneste grund til, at hun valgte at fortælle ham, at hun bar rundt på et lille væsen inde i sig. Alligevel stønnede han frustreret over oplysningen og kørte hænderne igennem håret igen. ”Fuck,” gentog han. ”Fuck, fuck, fuck!” Han trak vejret hurtigt, inden han bremsede sig selv op, for kortvarigt at se på Bree. ”Hvad vil du gøre? Hvad gør vi?” Han stirrede på hende i et øjeblik, inden han igen drejede rundt og fortsatte sin egen vandren rundt i cirkler.

[Bree Blance]

In a moment like this

. . . The true colours of your heart appear

Et enkelt blik sidelæns mod Alexander kunne konstatere, at han bestemt ikke så okay ud; hans ansigt så panisk ud, øjnene opspærrede, og han havde begyndt en vandring rundt i trofærummet ligesom Bree. Selv stoppede hun op. De ord han udtrykte, var nogle hun selv havde brugt for meget få uger siden i flæng, men det var en anden ting at høre det fra Alexanders mund.
Det næste spørgsmål fik Bree til at bide sig i læben. Der gik noget tid før hun svarede. Det spørgsmål havde hun stillet sig selv adskillige gange hver dag, og hun havde diskuteret for og imod. Nu var det som om svaret havde været nærliggende hele tiden, og ordene flød bestemt over hendes læber. ”Jeg vil beholde det”. Lidt overrasket over sig selv, rynkede hun panden en smule. Så var det sagt. Hun skulle blive teenagemor. Rettere sagt, de skulle være teenageforældre.
”Men du er ikke tvunget til at tage del i barnets opvækst”, skyndte Bree sig at sige. ”Jeg mener, du er velkommen til at tage ligeså stor en del som du vil, men jeg forstår godt hvis det er for stor en beslutning at tage for dig. Du er kun 17, og det er jeg også, og jeg ved ikke hvordan fremtiden ser ud...”, Brees stemme døde langsomt ud. Hvad ønskede hun egentlig selv? Fraværende pillede hun ved en løs knap i det hvide skjorteærme. Jo, hun ville gerne have han var der for barnet. Og for hende.

[austin]

Tag: Bree Blanche

T i k - t o k
It's lonely at the top

Alexander var overhovedet ikke i stand til at tænke klart. Han havde det som om nogen lige havde revet et gulvtæppe væk under hans fødder og efterladt ham usikker på benene. Hans verden drejede rundt på mere end det fysiske plan, som han vendte sig imod Bree og leverede sine paniske spørgsmål. Så snart det bestemte svar røg i hovedet på ham, trådte han per automatik et skridt tilbage. Han vaklede lidt, men forblev stående og kørte for syvsyttende gang begge hænder igennem håret. Skoleuniformen føltes endnu mere stiv og ubehagelig end til hverdag, som hans hjerteslag bare virkede som om det steg og steg uden ende. Han havde lyst til at skrige, men lyttede blot halvvejs fraværende til hendes ord og nikkede uopmærksomt.

Hans blik havde forladt hende og han stirrede blot ud i luften på alt og intet, som det altsammen langsomt trængte ind i hovedet på ham. Gravid. Han fik det korteste flashback til den dag, hvor han vidste det måtte være sket. Barnet. En lille skrigende baby på hans nethinde gjorde ham tør i munden.

Hun sagde det selv. Han var kun sytten. Selvfølgelig havde han tænkt sig at få børn engang – om mange mange år. At det der skete lige nu, skulle være noget, der skete for ham, virkede så ufatteligt at det kun var hans dundrende hjerteslag, der overbeviste ham om at han ikke bare havde et mareridt. Han tog en dyb indånding og så på Bree med et ansigtsudtryk, der stadig var blankt. ”Det kan jeg overhovedet ikke tage stilling til,” udbrød han hurtigt, men fortrød så og rynkede panden. ”... Jeg mener... Fuck!”

Han udstødte en frustreret lyd og lod sig afmægtig dumpe ned at sidde på det kolde stengulv med benene bøjet og blikket vendt op i loftet. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, Bree,” udbrød han tonløst, imens han stirrede frem for sig. ”Er du sikker... På det alt sammen?”

[Bree Blance]

In a moment like this

. . . The true colours of your heart appear

Lidt bekymret rynkede Bree panden, da Alexander vaklede tilbage som om ordene slog ham fysisk i hovedet med en hammer. Et øjeblik var hun helt nervøs for, at han ville falde om. Besvime af angst. De havde i høj grad taklede situationen forskelligt. Hvor hun lod tårerne falde i frit løb, var han tydeligvis dybt forvirret.

Endnu engang sænkede stilheden mellem dem. Den var uudholdelig for Bree. Hvor ville hun gerne være inde i hans hoved og vide hvad han tænkte! Var der tomt? Eller tænkte han på, hvordan han kunne slippe ud af denne knibe? Ville han have hun opgav barnet? ”Bare han ville sige noget!”, tænkte hun frustreret. Pilleriet i skjorteknappen havde forårsaget, at der kun var en spinkel tråd der holdt den fast i skjorten. Med et næppe hørligt suk trak hun til, så knappen løsrev sig. Hænderne fulgte dens konturer, men blikket var bestandigt rettet mod Alexander.
Da han endelig sagde noget, nikkede Bree forstående, selvom en indre stemme hidsigt skreg, ”tag stilling til det, ligesom jeg har gjort! Du er faren!” Selvfølgelig var det retfærdigt, at Alexander måtte have tid til at fordøje nyheden, ligesom hun selv havde gjort.

Da Alexander satte sig opgivende ned på gulvet, følte Bree en strøm af beskyttende følelser vælte op i hende, og i et godtroende øjeblik følte Bree, at det var barnet der fremkaldte de forstående følelser overfor sin far. Hun følte et behov for at sætte sig hen til ham og stryge ham over håret og mumle beroligende ord om, at det alt sammen nok skulle gå, og at de nok skulle klare sig. Men det var ikke tid til at bryde ind her, og hun troede, at han ikke brød sig om hendes kærtegn. Istedet gik hun et par skridt tættere på ham, og sagde, ”Ja, jeg er sikker. Men du behøver ikke tage stilling til noget nu. Bare... Tænk over det”, bad hun med en stille stemme. Det sved pludseligt i øjenkrogene, men hun havde besluttet sig for, ikke at vise nogle tårer overfor ham.

Idet hun gik forbi ham, bukkede hun sig ned, og lod forsigtigt hånden hvile på hans knæ. ”Det skal nok gå”, hviskede hun, ligeså meget en forsikring for ham, som for sig selv. Hun strøg ham kort på knæet, rettede sig så op og fortsatte langsomt mod udgangen, så lyden af skridtene var det eneste der kunne høres i trofærummet.

Der var ikke meget mere at sige mellem dem. Nu var der ikke andet for, end at vente. En neglebiddende venten på, at Alexander tog sin beslutning. Ville han være en del af barnets liv, eller ikke?

//Out

[austin]

Tag: Bree Blanche

T i k - t o k
It's lonely at the top

Verden snurrede ikke lige så meget rundt når han sad ned, men alligevel var det ingen trøst. Han stirrede ud i luften og opfattede kun svagt at Bree stadig var tilstede og at hun bekræftede hans spørgsmål og slukkede det sidste håb om at hans fremtid, som han kendte den, ikke lige var blevet slået i tusind stykker og samlet til et helt nyt billede. Han smigrede sig selv ved at sige, at han levede fra dag til dag, men lidt planlægning kunne man aldrig helt undgå.

Et barn havde aldrig nogensinde været en del af planen og alt det der nu strakte sig ud foran ham var så uoverskueligt at han decideret klemte øjnene sammen i et forsøg på at undslippe virkeligheden i et øjeblik. Han følte sig utrolig lille og protesterede ikke, da Bree passerede forbi ham og kortvarigt lod hånden hvile på hans knæ i en trøstende gestus. Senere hen ville han tænke tilbage og undres over situationen, men lige nu var han optaget i sin egen ulykke og for egocentreret til at opfatte andet end at det var moderat beroligende. Han åbnede øjnene igen og fulgte hende med blikket imens hun forlod lokalet, stivnet i sine egne spekulationer.

Closed