School bells call us out

[caroline]

Tag: Eddie Llewellyn
Everyone needs friends
People to catch you when you fall

Regnen faldt udenfor og trommede imod Hogwarts mange vinduer den sene torsdag eftermiddag. Besværgelseslokalet genlød af af Professor Banes sidste ord og den dæmpede lyd af fjerpenne imod pergament, som eleverne fra Ravenclaw og Gryffindors ældste årgange tog noter. Da lyden af skoleklokken nåede tredje sal, smilede underviseren, inden han rømmede sig. ”Jeg regner med at have de færdige opgaver på mit bord mandag eftermiddag. I modtager bedømmelserne i vores time på onsdag. God aften!”

Stole blev skubbet bagud, blækhuses låg skruet på, penne lagt på plads i æsker og papirer samlet sammen i mapper rundt omkring Caroline, som gjorde præcis de samme ting som alle sine klassekammerater, inden hun rejste sig og svingede skoletasken over skulderen. På vej ud af døren prikkede hun Eddie på ryggen og fandt op på siden af ham. "Ed!" Hun smilede og nikkede til siden med hovedet. ”Læsesalen, ikke? Den der astronomistil vi snakkede om?” Flokken af elever bevægede sig imod trapperne, mens et par afstikkere, heriblandt Caroline, brød fri.

Outfit: here

[Eddie Llewellyn]

dear caroline

Blandingen af lyden fra den faldende regn imod de store glaspartier og den lumre varme i klasselokalet var mere end sløvende, og alt imens fjerpenne kradsede mod gulligt pergament, kæmpede unge Eddie Llewellyn for ikke at dykke med hovedet først ned i sine sjuskede og mangelfyldte notater og give sig hen til en ellers meget fristende lur. Med hånden klæbet til tindingen, halvt begravet i det ustyrlige røde hår, faldt øjenlågene langsomt i, i længere og længere blink. Først da besværgelsesprofessorens sagkyndige stemme erklærede lektionens ende, rettede Eddie sig brat op med et tydeligt omtumlet ansigtsudtryk. Hånden gled ned over hans ansigt, fulgte konturerne af panden, næsen og hagen, som for i en enkel gestus at gnide den manglende tilstedeværelse tilbage ind i kroppen.

Blækhus, notater, bøger og fjerpen blev væltet ned i skoletasken uden nogen sans for organisering, og Eddie kunne have svoret at adskillige led i hans skoletrætte krop knagede og knækkede da han strakte sig efter at have siddet sammenkrøllet på pladsen og glippede et par gange med øjnene. Han nåede ikke gå i sine egne sløve tanker i mange minutter, før en let prikken mod hans ryg fik den høje dreng til at se ned imod den noget lavere, men langt fra mindre rødhårede, Ravenclawelev, som han efter mangen års venskab, var blevet tæt knyttet til. Han svarede ikke prompte, for travlt optaget af, pludselig at skulle sætte sig ind i venindens tankegang. ”Åh, ja. Klart. Selvfølgelig.” Kom det en kende forhastet, før han hankede en ekstra gang op i sin ramponerede skoletaske, og ændrede kurs - væk fra flokken af Gryffindor- og Ravenclaw elever. ”Carrie, jeg tænkte på noget. Noterne fra den her time, ikke? Var det sådan, at jeg måske kunne…?” Det forsigtige spørgsmål var udelukkende en taktisk fremgangsmåde, efter alt for mange års plagen om efterfølgende at kunne kopiere klassekammeraters notater, fordi Eddie selv havde svære problemer med at holde fokus. Men kendte han Caroline ret, ville metoden ikke gavne meget i sidste ende.

[caroline]

Tag: Eddie Llewellyn
Everyone needs friends
People to catch you when you fall

Carries smil blev drillende, da Eddie virkede temmelig meget, som om han havde glemt alt om deres aftale under sin lille eftermiddagslur. ”Vil det være mit åg i livet, altid at minde dig om dine planer?” Hun havde nær rakt en hånd op for at puffe lidt til hans skulder, men tog sig selv i det og begyndte blot at lede vejen imod biblioteket, med sin taske svingende fra den ene skulder. Inden hun nåede at åbne munden igen, for at begynde at opridse hvor meget hun tænkte de kunne nå, før de skulle indfinde sig ved hvert deres langbord i storsalen igen, kom kammeraten hende i forkøbet. Hun hævede begge øjenbryn, drejede hovedet imod ham, imens de nærmede sig den sidste korridor inden biblioteket, og fnøs muntert. ”Du er ethundrede procent uforbederlig, Llewellyn,” pointerede hun. Hendes blik blev spekulativt og hun standsede op, så de blev overhalet af to af deres klassekammerater, begge ravne. ”Hvad vil du gøre for at få dem?” Et drillende smil spillede på hendes læber, imens hun rakte den ene hånd op for at rette på stroppen på sin taske.

Outfit: here
Notes: Jeg undskylder længden. :s

[Eddie Llewellyn]

dear caroline

Med et beregnende blik, betragtede Eddie veninden. Han måtte indrømme at hendes forslag bestemt ikke lød tåbeligt, og idéen om en levende kalender var fristende, om end mærkværdig. Det ville på den anden side også være svært at få hende klemt ned blandt fjerpenne og skolebøger i tasken og med Eddies løsagtige forhold til kruseduller og ligegyldige skriblerier kunne han ikke forestille sig at Caroline ville finde sig i at blive bemalet med diverse krummelurer og snørklede mønstre i anfald af kedsomhed. Som billedet i hans hoved blev mere og mere urealistisk, måtte Eddie mærke sine egne læber sno sig op i et varmt, selvmedlidende smil. Han rystede det absurde billede ud af hovedet igen, og lagde forestillinger om en noget så fint dekoreret (og sandsynligvis blækforgiftet) Caroline på hylden.

Den venstre hånd, som før havde hvilet slapt ned ad siden, gravede sig insisterende ned i lommen på skolekappen, mens den anden forblev omkring hanken på skoletasken, der ellers ville falde ned over skulderen. ”Sandsynligvis. Men du klager jo ikke…” Han sendte hende et sigende blik akkompagneret af et skuldertræk. I sidste ende kunne Eddie ikke påstå at have styr over alle sine planer, og det ville være usandt at sige, at han ikke benyttede sig af vennekredsens mere omstændelige tilgang til aftaler. Han kastede et kort blik over skulderen, rettet mod de forbipasserende klassekammerater, uden at bemærke hvem de pågældende var. Begge øjenbryn hævede sig og dannede en overvejende mine. ”Har du langt om længe mistet troen på mig?” Han gav hende et smørret smil, og trak vejret dybt ind i et langsomt suk. ”Du har selvfølgelig også altid været lidt sløv i optrækket.” Chancerne for at Eddie ville kunne få lov til at kaste et eneste blik på Carolines, sikkert velformulerede og fyldestgørende, notater svandt sandsynligvis ind ved denne kommentar, men som altid regnede han med hende i sidste ende. ”Det kommer an på, hvad du skal have for det denne gang?” Indgangen til biblioteket nærmede sig og evigt galant, som Eddie nu engang bildte sig ind han var, åbnede han døren og trådte til side, for at lade Caroline træde ind. ”Damerne først.” Smilet var mildt, og den unge løve drejede hovedet og så ind imod den fantasiverden, som skolens bibliotek fremstod som. Bøger svævede frit rundt i en søgen efter deres oprindelige pladser, mumlen fra skoletrætte elever kunne svagt høres og lyden af fjerpenne mod pergament var især dominerende.

[caroline]

Tag: Eddie Llewellyn
Everyone needs friends
People to catch you when you fall

Carrie så på Eddie, imens han tilsyneladende overvejede hendes ellers ikke særlig seriøse spørgsmål morderlig grundigt. Hun lagde hovedet en anelse på skrå og smilede krøllet, med let rynket pande. Det var ikke helt usædvanligt, at han brugte lige vel længe på at svare på noget, der egentlig ikke burde behøve nogen særlig udvidet betænkningstid, og hun fortsatte blot af vejen mod biblioteket uden at sige noget. Da han langt om længe fiskede en flabet kommentar frem af lommen, smilede hun blot af ham, imens hun rystede lidt opgivende på hovedet. ”Ikke endnu,” bemærkede hun, med et lige så sigende blik til ham, som han lige havde sendt hende. Det veg dog hurtigt for et muntert smil, som deres samtale skiftede karakter, og hun grinede lavmælt og lod den tidligere indskydelse styre en puffende bevægelse med den ene hånd imod Eddies skulder. ”Modsat dig selv, som simpelthen bare flyver derudaf med hundrede mil i timen,” drillede hun ironisk, hentydende mere til hans til tider lidt sløve formuleringer end hans udfoldelser på en kost. Hun undgik at svare på spørgsmålet og fortsatte videre, da Eddie ikke, som hende, bremsede op på gangen. ”Tjah. Nu er en vennetjeneste jo altid en anden værd, selvom du virkelig burde følge med i hvad professor Banes siger, i stedet for at kopiere mine notater.” Både musende og belærende, trådte hun forbi ham ind på biblioteket med et lille, skævt smil over hans pudsige anfald af galant høflighed, der vist havde mere at gøre med hvad han gerne ville opnå end noget andet. Hun så sig rundt efter en ledig bordplads blandt de høje reoler, men fandt ingen. Følgelig fulgte hun tavst gangen, til hun nåede døren til læsesalen, og holdt den åben for Eddie, indtil han var kommet ind efter hende. ”Ved du noget interessant, som jeg ikke ved?” fortsatte hun tænksomt samtalen fra før, inden hun gik over mod et tomt bord uden at vente på svar. Hun lod sin taske dumpe ned på bordpladen og begyndte at fiske skolesager op af den.

Outfit: here

[Eddie Llewellyn]

dear caroline

Eddies blik faldt på Carolines ansigt og betragtede hende kortvarigt, før han måtte se væk igen for ikke at komme til at gå ind i noget. Når man gik i korridorerne, var det ikke altid lige let at bevare øjenkontakten med personen man førte en samtale med, i og med der i ethvert øjeblik kunne springe et spøgelse ud af væggen (og det var bestemt ikke en behagelig oplevelse at gå igennem en genganger) eller, ikke lige i dette tilfælde, trapperne kunne flytte sig uden varsel. ”Endnu, nej. Er det forkert at udnytte det?” han hævede et øjenbryn uden at tage blikket fra korridoren. Den ene hånd forlod kortvarigt kappelommen, for at han kunne klø sig en enkelt gang i panden, mens en tøvende latter forlod hans læber. Han lavede en utilfreds lyd som svar, men undlod at komme med videre kommentarer. Blikket han derefter sendte hende, var spøgende og han rystede understregende på hovedet med et skuldertræk.

Det var ikke af uhøflighed Eddie fortsatte sin gang efter Caroline havde gjort holdt, men han havde intet mindre end overset det fuldkomment, optaget af egne tanker. Da hun nåede op på siden af ham igen, sendte han hende et undskyldende blik og trak på smilebåndet. ”Jeg prøver virkelig! Men det er som om… Der er den her ustoppelige kraft-” han gestikulerede med armene ”- som flår mine øjenlåg ned. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.” Et teatralsk suk forlod ham, som hans ansigtsudtryk blev lidende med en undertone af morskab. ”Jeg kunne selvfølgelig få dig til at brygge mig noget kvikop-eliksir. Hm?” Eddie lod en latter undslippe, og himlede med øjnene af sig selv, som Caroline gik forbi ham i døren. Hans blik blev fanget af de mange bøger, og det var med et distraheret udtryk i ansigtet, han trådte ind i læsesalen og så på veninden. ”Jeg ville ikke sætte galleoner på det.”

Hans taske landede tungt på samme bord som hendes, men han begyndte ikke straks at pakke ud. I stedet lod han sig falde mageligt sammen på den lille træstol der stod og ventede, med hovedet placeret i sin hånd.

[caroline]

Tag: Eddie Llewellyn
Everyone needs friends
People to catch you when you fall

Caroline hævede et enkelt øjenbryn og flyttede kortvarigt sit blik til kammeraten, inden hun atter så i den rigtige retning og tyggede lidt tænktsomt på sin underlæbe. ”Nej,” svarede hun alvorligt, selvom samtalen mest af alt var startet som en spøg. Hun undlod at uddybe eller forklare ham hvor meget han formåede at lyde præcis som både hun selv, Emrys og langt størstedelen af de mere intelligente Slytherinelever på skolen, når han spurgte sådan. Det var den slags, der adskilte Eddie fra så mange af de andre brølende løver og ikke bare gjorde ham værdifuld, men også meget mere interessant. I stedet trak hun på smilebåndet og skævede til Eddie, da han slog over i en kort latter.

Det lå så naturligt for hende at fortælle andre hvad de burde og ikke burde gøre, at ordene omkring kammeratens manglende mentale tilstedeværelse i besværgelsestimerne bare flød hen over hendes læber som en forlængelse af hendes udskydende svar på hans spørgsmål. Hun fnøs lavmælt af hans begrundelser, eller dårlige undskyldninger, og himlede med øjnene af det suk, der fulgte. I stedet for at standse op og give ham et længere foredrag om hvordan den nævnte eliksir virkede, sendte hun ham blot et enkelt opgivende blik og passerede ham på sin vej til læsesalen.

Med begge hænder nede i sin skuldertaskes relative dyb, for at finde stjernekort og observationsnoter, smilede hun skævt af Eddies svar og trak på skuldrene. ”Det er muligvis fornuftigt nok.” Hun rynkede panden en anelse og løftede en halvvejs tømt taske ned på gulvet, inden hun selv dumpede ned på den ene af stolene og fandt de rigtige papirer frem. Det eneste spørgsmål, der dukkede op i hendes tanker, var så latterligt ligegyldigt, at hun skød det fra sig og i stedet sendte Eddie et smil. ”Fik du fat i kordinaterne på den tredje fiksstjerne i torsdags?”

Og sådan blev de siddende til aftensmads-tide
på læsesalen med deres fælles astronomi-lektier.

CLOSED