I don't sense the rain

[emma]

'cause my heart soars
right above those darkened clouds

Det var en torsdag eftermiddag og der var stadig flere timer til at aftensmaden blev serveret i storsalen. De elever, der havde fri, var enten i gang med lektier eller forsamlet i opholdsstue eller fællesrum, for regnen piskede hårdt imod slottets vinduer og gjorde det til en pestilens at krydse udendørsarealerne. Det var ikke noget man gjorde, hvis man havde et valg. I stedet blev man indendørs foran en varm kamin og nød den rytmiske trommen af dråberne imod alle skolens overflader.

Hvis bibliotekaren trådte ind på læsesalen lige i det øjeblik ville hun sikkert få et flip, men det betød ikke det store for den lige dele eksamensstressede og flyvende forelskede Emma, der sad oppe på et af bordene med fødderne solidt plantet på en stol og bladrede i en ældre udgave af 6. årgangs nuværende botanikbog. Hendes pande var rynket i koncentration, som hun skimmede side op og side ned efter den lille forandring professoren havde omtalt i dramatiske vendinger deres sidste undervisningstime i faget. Hun fugtede læberne fraværende og løftede den ene hånd, for at stryge en tot lyst hår tilside, uden at fjerne opmærksomheden fra de tætskrevne sider.

Tag: Jonathan McLeod ● Outfit: Here

[Jonathan MacLeod]

close my eyes for a while,
force from the world a patient smile

En glad, skotsk folkemelodi flød over Jonathans læber, som han i højt humør slentrede fløjtende ned af en korridor med hænderne begravet dybt i lommerne på et par bukser der mindede meget om dem der hørte til skoleuniformen. Siden vinterferien havde problemer og drama stået en anelse på pause i Jonathans liv, en ting han udelukkende var glad for. Tankerne gled kort hen over et uåbnet brev i sin natbordsskuffe, men han skubbede dem hurtigt væk igen, stadig fast besluttet om intet at ændre på dets tilstand.

En tanke slog ham, som han netop havde passeret indgangen til biblioteket, og i få øjeblikke stod han og så overvejende ud i luften, inden han endnu fløjtende satte i bak og forsvandt ind i rummet, velvidende om at der i det mindste var god sandsynlighed for at finde bare én af hans mere boglige kammerater derinde, og hvis ikke… Ja, så kunne han vel altid lokke bibliotekaren til at finde ham en god bog om kentaurer eller en der kunne lære ham hvordan man aldrig nogen sinde kom i nærheden af en Grindylow igen.

Det nåede dog ikke så vidt, før han genkendte den første og med et skævt smil stak han hænderne i lommerne igen og satte i hendes retning. ”Har du ikke noget bedre at give dig til?” lød hans muntre, men dæmpede stemme øjeblikke før han nåede op på siden af hende og trak en stol ud fra bordet, blot for at svinge benet over og sætte sig med maven mod ryglænet.

outfit:

[/color] here[/font][/size][/center]
[/blockquote][/justify]

[emma]

'cause my heart soars
right above those darkened clouds

Emma gengav teksten i en utydelig mumlen for sig selv, uden at være det mindste opmærksom på verden omkring sig. Hun var som så ofte før helt optaget af sin egen verden, der i dette tilfælde handlede om giftige magiske planters anvendelighed i healer-faget. Emnet interesserede hende og selvom det hun sad og læste egentlig var ude for pensum, så kunne hun ikke lade være med at lade sig rive lidt med.

Hun opdagede ikke Jonathan før han allerede var halvvejs ind i det drillende spørgsmål, der var henvendt til hende, men da hun endelig løftede blikket, var det med et skævt smil til vennen og en lavmælt munter lyd, der måtte kategoriseres som en blanding af et fnis og et fnys. Hun hævede et sigende øjenbryn og nikkede imod bogen. ”Nogen ville mene at eksamenslæsning er en ganske god ting at tage sig til,” svarede hun ham i en svag imitation af en, der rent faktisk belærte andre mennesker om deres læsevaner. Hun fulgte ham med blikket og lagde hovedet lidt på skrå, imens han dumpede ned på en af de af læsesalens stole, som hun ikke havde gjort krav på med sine sutsko-klædte fødder. ”Jeg har tusinde ting at tage mig til, men lige nu sidder jeg her,” fastslog hun med et tilfredst smil. Blandt en af de andre ønskværdige situationer var det at befinde sig i opholdsstuen på Noahs skød eller ethvert andet sted på slottet i selvsamme grævlings selskab, men det var der vist ikke nogen grund til at informere Jonathan om.

Tag: Jonathan McLeod ● Outfit: Here

[Jonathan MacLeod]

close my eyes for a while,
force from the world a patient smile

Jonathan rettede blikket i Emmas retning igen så snart han havde fundet sin plads overskrævs på stolen. Det var intet uvant syn at se hende sidde med en bog i hænderne og det overraskede ham så sandelig heller ikke – Det var beundringsværdigt hvordan hun altid syntes at kunne finde lysten og den påkrævede entusiasme overfor skolearbejdet, hvilket var en ting Jonathan selv havde seriøse problemer med. Det var ikke fordi han ikke fandt stoffet spændende nok i sig selv, det var mere det der med at det rent faktisk var skole. Han havde aldrig været i stand til at agere interesseret overfor noget der var tvunget på ham.

Trods det fik hendes ord dog hans mundvig til at trække sig op i et skævt smil, mens hans øjne glimtede svagt af spøgefuldhed. ”Mens andre ville mene det var et direkte spild af tid.” Han rakte hånden frem for at snuppe bogen fra hendes greb, blot for at se hvad hun nu havde kastet sig over. ”Jeg tror jeg vil konfiskere den her… For en stund.” Han hævede et øjenbryn og sendte hende så et spøgende smil. ”Som et forsøg, ser du.” Jonathan hævede den ene hånd og slog let understregende ud i luften med den, mens han hævede begge bryn i et vigtigt ansigtsudtryk. ”Om det rent faktisk er muligt at få din opmærksomhed i mere end fem minutter.” Hånden der havde svævet lidt i fri luft, puffede let til hendes knæ mens han blinkede overdramatisk til Emma med det ene øje. Selvfølgelig var der mere i det end blot at fange hendes opmærksomhed kortvarigt – Han havde ikke lang tid tilbage på skolen og det var hans nyeste mål at bruge så meget tid med dem han ikke ville se længe inden sommerferien.

outfit:

[/color] here[/font][/size][/center]
[/blockquote][/justify]

[emma]

'cause my heart soars
right above those darkened clouds

Emma grinede muntert og trak lidt på skuldrene af Jonathans kommentar. ”Det er aldrig spild af tid at lære,” bemærkede hun snusfornuftigt, i samme stil og tonefald som hun havde erklæret, at eksamenslæsning heller ikke var det. Hun mente hvad hun sagde, men tog ikke tilværelsen så urolig alvorlig som så mange andre mennesker og mente bestemt ikke, at skolearbejde var det eneste vigtige – ligesom at hun aldrig havde gjort sig meget i at belære andre end måske lige Noah og Eric om hvad de burde lave.

Hun protesterede svagt, da han nuppede bogen ud af hånden på hende, men måtte så smile skævt og overgivende, før hendes håndflader i stedet for bogen fandt bordets overflade og hun lænede sig lidt bagud. Hendes blik hvilede på Jonathan med begge øjenbryn afventende hævet, uden at hun dog ellers skyndede på ham. Hans forklaring, leveret gestikulerende med bogen i luften, tvang et lavmælt fnys ud af hende og hun himlede sigende med øjnene, men fnes så alligevel, som hun rystede lidt på hovedet af ham. ”Du kan få den i ti,” spøgte hun. ”... Men også kun fordi det er dig.” Hun blinkede en enkelt gang og lagde hovedet lidt på skrå, før hun så smilende på ham og hævede begge øjenbryn en anelse. ”Har du det godt, Jon?”

Tag: Jonathan McLeod ● Outfit: Here

[Jonathan MacLeod]

close my eyes for a while,
force from the world a patient smile

Jonathan kunne ikke reagere på andre måder end ved at smile af Emmas gåpåmod og meget tydelige forhold til alt hvad der kunne forbindes med indlæring. Han tyggede overvejende på hendes ord i en rum tid, inden han lænede sig frem og foldede armene over hinanden på stoleryggen. Øjnene kneb sig en anelse sammen og i hans ene mundvig lurede skyggen af et drillende smil endnu, som det faldt ham så naturligt. "Så du vil bilde mig ind at det er essentielt for min tilværelse at vide hvem Bogrod den Skæggede var og hvorfor han engang i tidernes morgen havde en dårlig dag?" Smilet voksede betragteligt, og han rystede kortvarigt på hovedet. "Jeg kan ikke rigtigt følge dig." Ganske vist var det det eneste navn han havde været i stand til at huske fra Magiens Historie og han kunne hverken grave frem hvad det helt præcist var nissen havde foretaget sig og under hvilken af krigene det var. Men det var jo også underordnet.

Tanker om nisser og krige blev hurtigt skubbet i baggrunden, mens bogen blev vendt i mellem hans hænder. En svag rynke dannede sig på hans næse, som han bladrede igennem bogens sider. Dele af det var pensum for ham såvel som Emma, og han var klar over at hans F.U.T-eksamen i Botanik nærmede sig med hastige skridt. Selvfølgelig var Jonathan ikke så uinteresseret i skolen som han gav udtryk for, og i og for sig regnede han med at Emma også vidste det. "Tak for de pæne ord. Jeg rødmer jo helt, Ivory", svarede han muntert og fraværende, fordi han var i færd med at studere et billede af noget der til forveksling lignede væskefyldte vorter.

De blev dog hurtigt uinteressante, og mens rynken på næsen kortvarigt blev dybere smækkede han bogen sammen og lod den dingle i sin hånd over stoleryggen. Hans øjenbryn hævede sig afslappet i takt med at han så op på hende igen, mens han trak på skuldrene. "Lige nu har jeg..." Det skæve, drillende smil fandt sin vej frem igen. "... Men det bliver nok noget andet når jeg om et par måneder ikke kan se på dit smittende smil når jeg vil." Øjenbrynene røg længere op, og han rettede blikket kortvarigt mod bordpladen og kom med et langt, dæmpet fløjt, før han så tilbage på Emma. "Det bliver noget af en skrækoplevelse."

outfit:

[/color] here[/font][/size][/center]
[/blockquote][/justify]

[emma]

'cause my heart soars
right above those darkened clouds

Emma besvarede Jonathans smil med et skævt et af slagsen, selvom hun virkelig ikke vidste hvad der foregik i hovedet under hans krøllede hårpragt. Hendes ene finger tegnede et tilfældigt mønster på hendes eget knæ, uden at hun egentlig tænkte over det.

Da vennen atter åbnede munden, varede det et øjeblik før hun så op igen for at finde hans blik med en svagt tænksom panderynke og en lille trækning i den ene mundvig. Hun fugtede sine læber med et skuldertræk, før smilet hev sig fuldbyrdigt frem igen. ”Jeg har aldrig sagt at det er essentielt, blot at det ikke er spild af tid,” pointerede hun, mens hendes ene hånd hævede sig, så hun kunne vifte lidt med den i luften, uden at Jonathan overhovedet så det. Som hans opmærksomhed dermed i stedet blev fanget ind af bogen, drejede hun selv hovedet, brummende bekræftende til hans muntre og fraværende drillerier, imens hun fulgte med i en af sine medelevers kropssprog, som hun forklarede et eller andet for en klassekammerat og gestikulerede passioneret med begge arme.

Emma smilede lidt og var atter engang et øjeblik om at vende tilbage til der hvor hun rent faktisk befandt sig, da Jon forstyrrede hendes drømmerier og fjerne tanker og smækkede bogen sammen. Hun vendte hovedet imod ham og hævede begge øjenbryn en anelse, før hun fnøs muntert og smilede skævt. ”Ja. Hvordan skal du dog klare dig uden mig?” Spurgte hun både retorisk og stærkt ironisk, men lod ham samtidig afbøje hendes spørgsmål og tvære alvoren ud uden nogen protester. Hun havde intet specifikt behov for at rode rundt i hans private affærer eller informere ham tøset om, at hun ville komme til at savne ham. Den slags bemærkninger var unødvendige og lettere overdrevet alvorlige situationen taget i betragtning og hun smilede stadig, som hun lænede sig lidt fremad og lagde hovedet på skrå med en lav rømmen. ”... Du kunne jo også bare gøre som visse andre, dumpe og tage hele syvende år om igen,” informerede hun ham drillende med et enkelt hævet øjenbryn.

Tag: Jonathan McLeod ● Outfit: Here