Duties you owe to yourself

[caroline]

Tag: Emrys Cadwallader
Sometimes he, who you should befriend,
seems your most likely enemy

Caroline lod sin taske dumpe ned på gulvet og trak en af stolene ved det lille tomandsbord ud. Hun placerede sig strategisk på den der var vendt med front imod læsesalens dør og hægtede sin kappe af, da først hun sad ned, så hun let kunne hænge den over stoleryggen bag sig. Hun bøjede sig kortvarigt ned for at finde de tre tykke mapper i sin taske og placerede dem oven på hinanden på bordet foran hende. Hun var kommet i god tid, og i teorien kunne hun sagtens allerede nu slå op, finde en stak løse papirer og give sig til at notere en overskrift og en potentiel dagsorden ud fra Emrys notater fra deres sidste møde – og hendes egne rettelser til samme – men det ville franarre hende den lille fornøjelse hun fik ud af, at få ham til at gøre det sure arbejde og være den med alle blækklatterne på fingrene og ærmerne.

Hun krydsede armene over hinanden og lænede sig tilbage imod stoleryggen. Hendes blik hvilede på døren, der ledte ud imod gangen, og selvom der stadig var adskillige minutter til klokken slog fire, følte hun sig som sædvanlig utilfredst utålmodig. Det var ingen nyhed, at hun ikke nød hendes næsteleders selskab og så frem til at være fri for ham hver evig eneste gang det modsatte var tilfældet. Det skete, i glimt, at deres samarbejde fungerede gnidningsløst, men størstedelen af tiden havde hun lyst til at skubbe ham ud fra en klippekant.

Outfit

[Emrys Cadwallader]

E

[/b]mrys kom gående ned imod læsesalen med skoletasken slynget over skuldrene og en bog om grundlæggelsen af minister Gertleberys styre tilbage i 1738 under højre arm. Han kastede et blik op på det store runde ur, der hang på væggen over den sidste dør førende ud fra biblioteket, hvor han netop havde siddet fordybet i sine studier af det gertleberyanske styre, og noterede sig visernes stilling på skiven. Få minutter i fire. Han ville være nøjagtig ligeså punktlig som det var påkrævet af ham, sådan som han bedst kunne lide det selv. Han havde desuden heller ingen intentioner om at give Caroline Abbey et våben, hun ville kunne beskyde ham med under deres arbejde med næste mødes dagsorden inde i læsesalen, så han fortsatte med ufravigelige skridt mod læsesalen, imens han løsnede manchetterne på sine skjorteærmer.

D[/b]et var vist ingen åbenbaring for nogen af hans medallierede i The Hallows, at det alt andet end huede ham med sin position som næsteleder. Verden ville være et umådeligt nemmere sted, hvis ikke en så kompetent politiker som Caroline Abbey bestred Hallows’ lederpost, den stilling der rettelig var hans. Og det havde han aldrig lagt skjul på at den var. Ligeså meget som han brændte for Hallows’ politiske standpunkter, ligeså irriterende fandt han det at det var Caroline der stod i spidsen for det, mest fordi hun netop var så god en politiker, at det var et problem for ham, både nu og på længere sigt. De ville samme vej i verden mod en stilling, der kun kunne bestrides af en, og havde lige solide jernstøvler på. Naturligvis ville der efter dette skoleår skulle træffes afgørelse om gruppens nye leder, men Emrys var udmærket klar over at han trods sin position som næsteleder ville være alt andet end det sikre valg. Derfor var det endnu vigtigere at han, trods hvad han måtte holde imod sin overordnede set fra den politiske og personlige yderbane, vedblev at vise sig fra sin allerbedste side, både politisk og personligt, forsøgte at gøre sig uundværlig for gruppen og holde forsvarsværkerne oppe lidt endnu. I øjeblikket handlede det om at danse efter Abbeys pibe, men næste år kunne han med lidt held formodentlig selv vælge hvem der dansede efter piben.

D[/b]et var som altid alt andet end nemt at overse Caroline Abbey i mængden. Selv hvis han gjorde forsøget, var Emrys ret sikker på at forsøget allerede var dødsdømt fra start af – for det første var salen forholdsvis affolket, og selv hvis han havde været af den støbning og tyet til den slags feje tricks, kunne der ikke være nogen vej udenom dagens arbejde med den yderst strategiske placering, hun havde indtaget ved det absolut mest centrale tomandsbord i hele læsesalen samt med front til de åbne døre, han lige var trådt ind af. Hun havde en ganske forbløffende lighed med de gamle billeder af mugglernes premierminister fra 80’erne, Margaret Thatcher – ”The Iron Lady”. Som hun sad der, kunne man fristes til at tro at hun var udgjort af 50% jern og 50% stålsat vilje efter at komme papirerne til livs, der allerede ventede med længsel på ham på bordet, kunne han se. Han havde indtrykket af at de begge som sædvanlig havde trukket arbejdshandskerne på, så han snart ville kunne komme ud af de døre igen og så Hallows snart ville være klar til flere slag på den politiske slagmark.

”Caroline.”[/b] hilste han kort på sin overordnede med et respektfuldt nik, imens han med præcise bevægelser lagde den store bog på den frie side af bordet, satte pergament, blækhus og en grå fjerpen frem fra taskens indre frem på bordet ved mapperne, for derefter at placere tasken på gulvet, og sætte sig på stolen overfor hende. Han rullede pergamentet ud og dyppede fjerpennen, inden han begyndte at notere dato i øverste hjørne. ”Hvad er status for dagsordenen til næste møde?” spurgte han og så afventende på hende.
[/blockquote]

[caroline]

Tag: Emrys Cadwallader
Sometimes he, who you should befriend,
seems your most likely enemy

Caroline opdagede Emrys i det sekund han trådte ind af døråbningen til læsesalen. Hun skiftede ikke sit ansigtsudtryk ud med noget mere behageligt, før han hilste afmålt på hende og placerede sine ting på bordet foran hende. ”Emrys.” Et smil, der sagtens kunne forveksles med venlighed af mindre intelligente væsner end hendes næsteleder, fandt sin vej til hendes mimik, men nåede ikke helt hendes øjne. Hun fulgte Emrys bevægelser, imens han satte sig ned og noterede med en lille smule tilfredshed, at han var begyndt at forvente, at hun ville sætte ham til at tage noterne. Hun var fuldt ud i stand til at gøre alting selv og hvis det kunne lade sig gøre, at styre hele gruppen uden en næsteleder, ville hun have gjort det. Som situationen var, med den yngre slange, der fulgte hendes mindste bevægelse inden for de små rammer, der var sat for the Hallows, gav det hende en underlig tilfredsstillelse at sætte ham til alle de små opgaver, der ikke krævede den mindste smule hjerne.

Hun løsnede sine arme fra hinanden og placerede dem på bordet, før hun lænede sig let ind imod det, og kastede et kort blik på papiret. Alting var ikke en magtkamp, og den tid hun brugte med Emrys var trods alt sjældent spildt. ”Foreløbig uændret,” bemærkede hun tørt, men ikke fjendtligt, imens hun rakte ned efter sin tryllestav med den ene hånd og viftede den rundt i en enkelt næsten perfekt cirkel. ”Muffliato.” Hun lod staven hvile på bordet. Et spørgende udtryk fandt vej til hendes ansigt, imens hun løftede blikket og så ham i øjnene ”Jeg går ud fra, at du også fik den uglepost jeg sendte rundt til alle medlemmerne?” Hun fugtede hurtigt sine læber og trak stolen lidt ind imod bordet med fødderne. ”Jeg regner selvfølgelig med at du også dukker op en time før, men det er ikke noget officielt formøde, jeg er bare virkelig træt af hvisken i krogene.” Hun hævede øjenbrynene og pegede ned på det næsten blanke papir. ”Vores vigtigste punkt er stadig håndtering af rygterne rundt omkring på skolen. Netop derfor synes jeg det ville være smart, hvis du og jeg ikke er de eneste, der er klar over, at vi ikke havde noget med den sag at gøre. Det ville se grimt ud i fremtiden,” bemærkede hun, lavmælt. Det var ingen hemmelighed, at han ønskede en fremtid i politik lige så brændende som hun selv og de ville begge to ryge langt ned i betragtningen til noget som helst meningsfyldt, hvis der hang gamle mistanker om medvirken til mord over deres hoveder. ”Så,” sagde hun, i en mere forretningspræget tone, ”Dæmpen af gemytterne, spredning af budskabet... Jeg ved ikke rigtig med det forslag der blev nævnt sidst, med selv at tage affære og undersøge sagen. Det virker lige lovlig usmart og tangerer selvtægt.” Hun rynkede panden lidt og trommede i bordet. ”... Men vi bliver lidt nødt til at tage det op, om ikke andet, så for at afvise det.” Hun så afventende på Emrys.

Outfit

[Emrys Cadwallader]

A

[/b]t være reduceret til det der svarede til skrivebordsregent, imens Caroline selv kunne sidde trygt på Hallows’ forgyldte trone og tage forskud på glæderne ved at polere sine kommende hæderkronede dage som politiker var en alt for sukret kop the til Emrys’ smag, men han ville på ingen måde vise det og give sin overordnede den billige fornøjelse af at se ham tabe mulighederne for forfremmelse på gulvet ved at fremstille sig som administrativt inkompetent. Det ville blive over hans lig. Så hellere renskrive samtlige af gruppens løbesedler med mørkeblåt blæk og æde dem alle sammen bagefter. Nu hvor der snart ville blive rokeret rundt på brikkerne på skakbrættet, gjaldt det om at have alle malerierne i galleriet hængt op på deres rette plads og få hvert eneste ansigt på billederne til at sige én ting: at der næppe var noget der kunne tjene Hallows bedre end at få en engageret og foretagsom leder som ham selv, og det måtte være det ansigt han viste frem til Caroline, selvom hun ligeså godt som han selv vidste at silkedugen kun var smidt på bordet for en ting. Han var en ligeså stor kæp i hjulet på hendes ledelse af Hallows, vidste han, ligesom at hun udmærket vidste præcis hvor stort et faldtæppe hun udgjorde på hans vej op af den politiske magtrappe. Han vidste udmærket at der var én eneste grund til at han blev givet det administrative arbejde med at referere møderne og udforme dagsordnerne under hendes kyndige blik og vejledning, og det var bestemt ikke fordi at hans foresatte ikke selv kunne håndtere papirerne at han sad med pennen. Tværtimod, fristedes man til at sige. Emrys var meget sikker på at den undertone den ærværdige leder af gruppen havde skrevet under dette foretagende næppe havde et smigrende islæt til hans fordel, hvilket derfor gjorde at han ville undlade at forsøge at læse den. Og hvis blot han vedblev at logre pænt med halen og være en upåklagelig underordnet, ville det kun være et spørgsmål om tid, før han kunne skifte skrivebordstronen ud med noget lidt mere forgyldt.

H[/b]an færdiggjorde med få trænede bevægelser med fjerpennen de æstetiske formalia for dagsordenen, og så op på Caroline, idet denne talte. Da hun afgrænsede hørbarheden til et vist areal ved hjælp af Muffliato, placerede Emrys atter fjerpennen i dets blækhus og rettede sig op på stolen, klar til at modtage sin leders beskeder. Når et anliggende krævede en sådan tone af diskretion, havde han en fornemmelse af hvad det drejede sig om – og instinktivt fortalte hans fornemmelse ham, at det næppe var . Som svar på hendes spørgsmål nikkede han kort, og besvarede hendes blik. ”Det gjorde jeg, ja.” bekræftede han hendes spørgsmål, og nikkede atter da hun fik påpeget kravet om hans tilstedeværelse en time inden mødet. ”Naturligvis.” besvarede han kort hendes forespørgsel, lige inden en sky krydsede hans ansigt og hans læber trak sig sammen ved lyden af den såkaldte ’hvisken i krogene’. ”Du er på ingen måde den eneste. Der er alt for mange usandfærdigheder i luften i øjeblikket end hvad godt er.” svarede han til hendes bemærkning om de mange rygter, der havde verseret om gruppen i det sidste stykke tid. Alle sammen opspind, der var alt for beskidte til at lade hænge i krogene og blafre væk af sig selv. Heldigvis kunne han høre på hans leder, at hun var af samme støbning omkring dem og at de måtte til at få manet eventuel tvivl om hvor lidt sandhed der var i de rygter i jorden og få dem begravet. Han kunne ikke lade være med at skære mentalt tænder af det yderst malplacerede ordspil, og forholdt sig hurtigt til hvad hun sagde. ”Du har ret, det er på tide vi får elimineret hvad tvivl der end må herske omkring at vi ikke har blod på hænderne og aldrig har haft det. Der kunne komme nogle grimme pletter på vores image og troværdighed, hvis det får lov at blafre for længe.” Han udelod at nævne sit eget image, selvom han skam havde mere end nok fantasi til at forestille sig skræmmescenarierne, hvis der kom mistanker om at Caroline og han havde lig i lasten, så at sige.

H[/b]an rettede sig atter op og nikkede resolut, idet forretningstonen atter kom på bordet. ”Forsøger vi selv for ivrigt at drive spindelvævene ud af hjørnerne, kunne det virke som om at vi forsøger at feje sagerne ind under gulvtæppet for at tørre blodet af for vores egen skyld.” medkendte han og placerede tænksomt en hånd under hovedet, imens han lyttede til hvordan der blev trommet i bordfladen ovre på den anden side. ”Vi må nok gøre det til et hovedanliggende for næste møde, tror jeg.” Et øjeblik sad han blot tænksom igen, så talte han. ”Ville det være besværet værd at se om vi har tråde, som vi i diskretion kan trække i indenfor de andre grupper? Venner, søskende, vedhæng, med videre? Mennesker indenfor fjendens forter, som står os nær og som vil være villige til at tale vores sag indirekte for os for at modarbejde propagandaen indefra?” spurgte han sin leder og hævede spørgende det venstre øjenbryn. ”Jeg er ikke i tvivl om at vores politiske opponenter ønskede at plette vores troværdighed og få os til at fremstå skyldige ved at få os til at virke truffede af deres propaganda og forsøge selv at dække over det, men måske er et forsvar af os indenfor deres egne linjer det sidste de forventer. Det vigtigste er at vi får manet ondet i jorden, før det når at bide sig for godt fast.” foreslog han og så afventende på Caroline. Han ville hellere foreslå en handling end at sidde og se passivt til at rygterne verserede rundt og tog til i magt, uanset hvor uenig Caroline måtte være i forslaget. Det var også hans politiske renommé der blev sat på en knivspids, og han vidste at de måtte afveje deres skridt. Han var bestemt ikke af den støbning der lænede sig tilbage og ventede på at løsningen dumpede ned i skødet, ej heller ville han stå og fremføre det til mødet uden at vide at han havde opbakning. Han var slange nok til at lede efter strategiske udveje, samtidig med at vurdere hvor kompromitterende de var for ham selv. Denne gang var der også gruppens politiske velbefindende at tænke på som næsteleder.
[/blockquote]

[caroline]

Tag: Emrys Cadwallader
Sometimes he, who you should befriend,
seems your most likely enemy

Carolines vante bevægelse med tryllestaven for, at sikre hendes egne og Emrys' ord fra at slippe ud af læsesalen og nå både andre elever og eventuelle læreres ører, var noget hun sjældent undlod at gøre. Oftest var det en lidt unødvendig sikkerhedsforanstaltning, fordi det de talte om var simple overskrifter og udtryk for holdninger, som de allerede begge to var ganske kendte for på skolen. Lige for tiden var tingenes tilstand anderledes følsomme og selvom ingen af dem – efter Carries bedste overbevisning – havde gjort eller sagt noget, der stred imod den nuværende lovgivning eller deres egne principper, så var der god grund til at være lige så diskrete som altid. Hun nikkede kort og fulgte lettere uinteresseret hans skift i ansigtsudtryk. Det undrede hende, på sin hvis, at Emrys ikke fremviste bare en antydning af skadefro, da hun nævnte rygterne. Hun var, mod sin vilje, imponeret over hans emne til at fokusere på det, der havde virkelig relevans og undlade muligheden for at more sig på hendes bekostning. Det tvang den mindste antydning af et smil frem i hendes mundvige, imens hendes næsteleder erklærede sin enighed. Hun ville aldrig have tilladt sig selv at vise, at mere end et gran i begge de rygter var sande, men det var nemmere helt at springe hen over det denne gang, end det var at skulle reagere på spydigheder.

Hun nikkede alvorligt, og alle tegn på smil var hurtigt væk igen. Selvfølgelig havde hun ret. ”Det undrer mig i det hele taget, at sagen virker som om den er blevet dysset ned. Der var jo fyldt med artikler om det i den første uge efter, men der har, så vidt jeg ved, ikke været en eneste ude for at undersøge sagen siden midt i januar.” Hendes ansigt var dystert – de vidste begge, hvad der kunne ligge bag en neddysning af mordet på den tidligere professor. Fuldstændig unødvendigt, sænkede hun stemmen, da hun besluttede sig for at dele endnu en information med sin næsteleder. ”Professor Banes er rasende, han fangede mig og Xavier forleden efter en time, og selvom han prøvede at virke kontrolleret, så skød hans øjne lyn. Han har åbenbart prikket til Rektor Maverick, men han afviste ham med en ligegyldig tirade om manglende beviser og sagde at undersøgelsen stadig pågår.” Hun bed tænderne sammen og rynkede utilfredst på næsen, men valgte ikke at holde sin egen mening om sagen tilbage. ”Manglende beviser,” hun fnøs. ”Og så er der nogen, der prøver at skyde skylden på skolebørn?” Hendes misbilligende ansigtsudtryk gled kort ned over papiret, og hun nikkede igen, imens hendes fingre slog en langsom sammenhængende rytme an imod bordpladen. ”Det er en selvfølge,” pointerede hun. ”Vi bliver nødt til at hjælpe medlemmerne med at reagere fattet omkring beskyldningerne og for alt i verden overbevise dem om, at vi vitterligt intet kender til sagen.” Hun standsede op og så tænksomt på Emrys. Hendes ord skulle overvejes grundigt, for selvom der kun var et begrænset antal måder at spørge på, så var det mere det, om hun skulle spørge. Hun trak vejret dybt ned i lungerne og rynkede panden en anelse. ”For jeg går ud fra at du heller ikke kender noget til den?”

Hun rakte en hånd op for at stryge en lok hår om bag sit ene øre og betragtede sin næsteleder, imens han lirede forslag af sig. ”Muligvis,” medgav hun. ”Jeg hører at Domhnall Allaway er gået hen og blevet min meget midlertidige svoger – men han plejer i forvejen at være til at tale med, så det er ikke sikkert, at vi ligefrem får brug for billige trick i den afdeling. Hvad angår de to andre – har det så nogen virkelig betydning? Status Quo dømmer jo alligevel ingen og riddlerne...” Hun lod sine ord klinge ud, og kastede blot et enkelt sigende blik på Emrys. ”Som jeg ser det, er det stadig kun Burning Day vi har brug for at have et godt forhold til, men måske ville en charmeoffensiv i den afdeling ikke være helt af vejen. Tror du ligefrem vi behøver være udspekulerede? Sætter de ikke mere pris på direkte ærlighed og du ved... Simple formuleringer, som de bedre kan kapere?” Hun hævede et øjenbryn og lagde ikke skjul på, at hun selv mente at både hun og Emrys med deres samlede IK på alle måder trumfede Dohmnall Allaway og hans lille blonde dukke af en næsteleder.

Outfit

[Emrys Cadwallader]

At Emrys kunne forholde sig så sagligt til hvad Caroline fremsatte om rygterne vendt mod gruppen, og ikke blot ville sidde og spille på deres indbyrdes uoverensstemmelser, havde udelukkende sine rødder i at det også var hans politiske troværdighed, der var blevet sat på en knivsæg med de rygter. Som næsteleder kunne det godt være at han ikke officielt stod på de offentliggjorde dokumenter, men indirekte i andres øjne var han i kraft af sin position ligeså skyldig i den sag, som hans overordnede var. Desuden ville det kun give en yderst begrænset tilfredsstillelse ved at sidde og triumfere, når det kunne hævne sig på ham på et senere tidspunkt – det havde endda et hyklerisk islæt over sig nu, hvis næstelederen skulle sidde og grine af situationen, og var der noget så godt for at tilsøle sit politiske image, så var det hykleriets mudder. Hvis ikke han og Caroline ved fælles hjælp kunne få halet gruppen gennem røgen og bevist Hallows’ uskyld, ville der ikke være mulighed for nogen lederstilling ved årets udgang, hvad end dronningens mening måtte være om hendes skriver, og i allerværste fald noget der kunne ligne en retssag for ham, hvis disse ukendte mordere fik tørret blodet af på Hallows’ ellers så rene borddug – og hvor lidt han end brød sig om sin overordnede i kraft af den stilling hun havde, brød han sig endnu mindre om tanken om en falskpåduttet retssag. Emrys vidste at det ville blive en langt større splint i foden på hende, hvis han kunne få lov til at bestride samme stilling næste år. Der kunne måske endda komme lidt politisk erkendtlighed på episoden ved en succes, når den var stilnet af. Det ville være som at spille klør es ud i whist, velvidende at Caroline sad med de tre andre på hånden allerede, hvis han skulle sidde og fryde sig over en dyrt købt sejr allerede nu. Nej, han gemte muligheden for at kunne svælge i succesens stråleglans, når den strålede klarere end nu. Så ville den desuden smage så meget sødere.

Han syslede med sit lille private rænkespil, imens han lyttede til hendes fremsættelser med et alvorligt og eftertænksomt blik. Et bittert smil famlede sig vej over hans læber, idet hans overordnede kom ind på mørklægningen af sagen, der var sket efter den heftige rygtespredning i den første uge, men det forsvandt igen da hun nu, i et lavere og mere fortroligt tonefald, betroede Emrys professor Banes’ reaktion på anliggendet. Det kunne nu ikke undre ham med et sådan svar, at besværgelsesprofessoren havde reageret sådan. Men hvad han bed mest mærke i, var hvordan Rektor Maverick havde kastet af de undvigende svar, der nærmest havde malet ordet ’mistænkeligt’ i rød akrylmaling på sig, ud da Banes havde spurgt ind til emnet. "Manglende beviser.." mumlede han blot for sig selv. Han trak let underlæben til sig og løftede det ene øjenbryn. ”Jeg kender ikke andet til anliggendet end hvad de utroværdige kilder har fået ud, og den information du ellers har delt med mig. Gid jeg gjorde, så disse forrykte beskyldninger kunne tage en ende.” svarede Emrys prompte og så ufravigeligt på sin overordnede. ”Jeg sætter normalt ikke min politiske signatur i blod.. man skaber sig ikke en politisk karriere fra indersiden af en celle i Azkaban.” tilføjede han i samme alvorsfulde tonefald. Han lod dog øjnene hvile en stund ved Caroline, imens han ikke fortrak en muskel i ansigtet. Det skulle nu have undret ham, hvis ikke det spørgsmål var kommet på bordet før eller siden – og det ville have overrasket ham mest, hvis ikke det havde været Caroline, der havde stillet det. Så fortrak hans læber sig i et spindelvævstyndt smil, og hans blik blev mere intenst uden at alvoren i dem blev erstattet.. ”Og jeg ser intet er forandret med hensyn til hvor vi selv står, siden du spørger på den måde?” spurgte han mere inkvirerende end påpegende, og rykkede blækhuset på bordet. Heller ikke at jeg vil have det sådan, Han vendte tilbage til sagen omgående derefter. ”Men ja, vi må få dem til at modarbejde rygterne med sindsro og velargumentation. Vi kan tage det op på mødet og i hvert fald sikre sig, at alle er enige om hvilke ting vi ønsker frem som forsvar, så der ikke er nogen tvivl fra deres side om hvad de skal tale om.. Jeg noterer det.” Han dyppede fjerpennen og noterede på et løst ark pergament uden overskrift et punkt, der skulle føjes ind. "Nu hvor vi er ved medlemmerne.. har vi nogle kerneopgaver i den nærmeste fremtid, som skal uddelegeres til dem?" spurgte han uden at kigge op fra sit notatet. Det ville han sikkert se selv, når dagsordenen kom på bordet, men når der først var et emne og en mulighed, ville det være lidt for godt til at undlade at udnytte et godt incitament til at spørge. Efter at have noteret sig det, holdt han fjerpennen op og slog let til sig selv med den. ”Der bliver tydeligvis dækket over noget, når de skal bruges vores politiske image til at tørre blodet op med.. spørgsmålet er så bare, hvem der dækker over noget. Jeg gad nok vide hvor højt op vi skal i systemet for at opdage, hvem det er der spiller backgammon med vores politiske image.” Det krævede bestemt ikke for megen glaskugler at nå til den konklusion at der var kastet et meget hurtigt lagen over sagerne, men selvom Emrys meget gerne ville pege på et bestemt svar, ville han på ingen måde stå og pege fingre uden beviser, når det var folk, der øjensynligt myrdede for deres sag. Han havde et politisk mål – og han havde ingen ambitioner om at blive myrdet, inden han skulle leve det ud. Fornøjelsen af at slippe for konkurrencen skulle hans overordnede ikke have.

Da Caroline fortalte, at Domhnall, overhovedet fra Burning Day, vist var gået hen og blevet hendes midlertidige svoger, kunne Emrys kunne smile let af det halvironiske. Lige netop der kunne han da prise sig lykkelig for ikke at have nogle søskende, der kunne foretage samme træk på skakbrættet. Mira var det tætteste, han kom på den kant. ”Jamen dog. Så er der måske alligevel håb forude for den omtalte koalition imellem Hallows’ og Burning Day.” bemærkede han med et kryptisk smil, og lod det værste af slangegiften sidde i halsen til en anden god gang. "Om ikke andet kan det måske uofficielt hjælpe på vores forhold til Burning Day." filosoferede han, og satte fjerpennen tilbage i blækhuset igen. "Hvad siger omtalte frontfigur for Burning Day selv til det nye slægtsskab?" tilføjede han. Han besvarede det indforståede blik over præcis hvor meget man burde lægge i det med Riddlerne, og reflekterede lidt over hvad hun sagde. Bestemt fornuftigt, var det. ”Status Quo ville vi vel kun få brug for, i det tilfælde vi ville indgå en komplet alliance mod The Riddlers.. alene det at have Burning Day burde i og for sig være nok.”
Han så med et tilsvarende hævet øjenbryn på Caroline, og et interesseret smil med et lille gran af noget konspiratorisk over det. ”At stryge katten lidt med hårene.. hm..” Han overvejede idéen en rum tid, men tydeligvis ikke med noget dårligt facit, for der blev tilføjet: ”Har du nogen bestemt idé til hvordan et sådan ærligt udspil på nuværende tidspunkt ville kunne lade sig gøre?” spurgte han nysgerrigt. Var det muligt, ville han da også helst spille med kortene åbne – og som hun sagde, burde der vel ikke være den store forhindring mod at det blev givet åbenlyst. Om ikke andet havde de da i al fald en fælles fjende at gøre front imod.

[caroline]

Tag: Emrys Cadwallader
Sometimes he, who you should befriend,
seems your most likely enemy

Caroline samlede fingrene sammen omkring sin tryllestav og løftede den op fra bordet, for at lægge den væk igen. Hun rettede sig op i stolen og rykkede den helt ind til bordet, imens hendes blik gled undersøgende over hendes næsteleders ansigt og sugede de informationer det gav fra sig til sig, med let sammenklemte øjne. Emrys var en eminent lille politisk spire, men hun havde endnu fordelen af at være både ældre og var i besiddelse af et netværk der, hvis det ikke var bedre, så i det mindste var bredere og her på skolen var mere anvendeligt. Det bildte hun i hvert fald sig selv ind. Hun nikkede lidt til hans mumlende gentagelse og lænede sig bagud imod stoleryggen. Et kort, bittert, smil oplyste hendes ansigt en anelse, inden det var væk igen. ”Det er rigtigt,” sagde hun afmålt imens hun krydsede armene over hinanden. ”Men selvom vi er enige om netop det,” og begge ville ønske den anden ikke var det, ”så ved du ligesom jeg, at vores ord ikke er en snus værd uden beviser. Heldigvis gælder det begge veje – og så længe der ikke forefindes nogen beviser om at nogen hallows var involveret, er vores planer uændrede.” Hun hævede begge øjenbryn og besvarede hans smil en anelse mere sukkersødt end det var planen. Det lå ikke til Caroline at bruge det naturen havde givet hende til at få sin vilje igennem og hun havde, så vidt hun kunne genkalde sig, aldrig flirtet med Emrys. Der var absolut ingen grund til at begynde på det nu.

Hun løftede begge skuldre en lille antydning mod sine ører og lod dem falde igen. ”Hvad skulle have forandret det, Emrys?” Hendes smil veg for et spørgende udtryk som forsvandt, da hun løsnede armene fra hinanden igen og flettede sine fingre ind imellem hinanden. Hun nikkede lidt og betragtede fjerpennen, som den bevægede sig over pergamentet. Et lavt suk forlod hende ved det næste spørgsmål og hun strøg en hårtot om bag det ene øre. ”Løbesedler. Vi ved de virker, selvom metoden er plat.” Hun kløede sig lidt på halsen og rynkede panden en anelse. ”De endnu mere frembrusende metoder må vente, til vi ved, at vi har Burning Day med os noget af vejen igen. Ingen offentlige debatter – heller ikke de impulsive – før rygtet er blevet manet til jorden, eller snakken om det er dødt ud.” En lille trækning på hendes næse afslørede hendes egen utilfredshed ved sine ord. Hun var ikke god til at forholde sig passiv.

Hendes øjenbryn røg atter engang op over Emrys næste spekulative udmelding, og hun rømmede sig. Det var farlige tanker at gå med, selvom han ikke var alene om dem. ”Du tror ikke bare de er udslynget af hun-djævelen selv?” Luftede hun i et næsten uskyldigt tonefald, med et ansigtsudtryk der afslørede hende som alt andet end netop uskyldig og uvidende. Hvor end hun elskede en godt konspirationsteori, så brød hun sig ikke om at bevæge sig ud i den sammen med hendes næsteleder. Det tog også af deres tid sammen og risikerede at forlænge den periode hun skulle bruge i samme stue som ham.

Hun skar ansigt af Emrys fikse lille leg med begreberne og afslørede i al tydelighed sin misbilligelse over sin lillesøsters nyeste valg af legetøj. Det var ikke nogen hemmelighed, at the Hallows og Burning Days samarbejde til trods, så brød deres ledere sig overhovedet ikke om hinanden. Hun trak på skuldrene. ”Muligvis, ja. Omend det vist kræver et hurtigt træk,” sagde hun, med en ironisk henvisning til femtenåriges korte romancer. En rynket pande fulgte næstelederens spørgsmål og hun tog sig selv i at være ved at fnyse. ”Det må du spørge ham selv om, men næppe noget videre begavet.”

Hun nikkede lidt og luftede ikke det faktum at Status Quo næppe ville støtte noget der gik imod nogen som helst. Hvis de gjorde, havde de i hvert fald misforstået konceptet med at forholde sig neutrale i debatten. Det skulle dog ikke undre hende om det skete en dag. Ligsom Emrys, smilede hun en anelse, uden at hendes øjne så noget spor af den antydede glæde. Hun rykkede lidt på skuldrene og betragtede ham tålmodigt imens han tyggede på hendes ord. Da han svarede, hævede hun et øjenbryn. ”Simpelt. Jeg forestillede mig at opsøge Domhnall og få mig en snak med ham. Nogen gange er det mest indlysende også det smarteste. Kender du hans næsteleder bedre end jeg gør – lille blond tøs, sjetteårselev? Måske var det også værd at hive fat i hende, hvis hun står på hans plads næste år. Resten af gruppen følger deres ledere, går jeg ud fra.” Ironien i hendes stemme var næsten ikke til at finde, men den var der.

Outfit

[Emrys Cadwallader]

Som han sad ved bordet beskæftiget med at betragte sin øverstbefalende og lytte til hendes udsagn omkring rygterne og hvordan man bedst lagde låg på suppedasen, kunne han ikke undlade at bemærke hvor godt hendes tanker harmonerede med hvad han netop havde tænkt. Der var ingen tvivl om at Caroline Abbey var en god leder, der kunne sit håndværk – og vidste hvordan man fik noget politisk brugbart fra hånden. Eller rettere, i det her tilfælde formåede hun i kraft af sin autoritære position at få ham selv til at få sagerne fra hånden. Og i kraft af sine ambitioner efter at sidde på samme piedestal som hun næste skoleår, havde han velvilligt grebet pennen. Han ville ikke lade hende få mere råddent træ at bygge palisader på vejen til hans politiske og personlige sejr op af, ej heller give hende noget hun ville kunne udsætte på hans politiske engagement, end deres fælles holdninger om modparten.

Javist, der var mere end god grund til at føle sig truet på længere sigt, selvom der var et bord imellem dem nu. Det havde stået meget klart for ham i et godt stykke tid, at de på én og samme tid var politiske allierede og fjender – allierede i den politiske overbevisning og for at kæmpe for de værdier, der lå dem begge på sinde, men fjender i forholdet omhandlende hvem, der ville lede landet en dag. Og han ville på ingen måde undervurdere en fjende, der foruden at være mindst ligeså kompetent som ham selv, havde flere gode kort på hånden og et forspring på den forgyldte sti igennem Ministeriets historiske haller, som de begge to ønskede at følge. Hun havde større fordele end han selv havde på stående fod. Men selv fordele har bagsider, hvis man blot vender medaljerne om. Og i dette tilfælde var bagsiden på medaljerne facetteret; herfra skolen havde hun to jævnaldrende konkurrenter til den gyldne trone i Ministeriet, hvoraf i hvert fald den ene, Riddlers’ Fenella Maverick, ville kæmpe ligeså ihærdigt for succesen som han ikke var i tvivl om at Carrie ville. For hans vedkommende ville han først gøre sin entré på den store scene et år efter – og måske var vindene slået om til den tid. Måske ville de mange politiske orkaner, der var et år ældre end ham selv, have blæst pusten af sig til den tid og banet vej for hans uproblematiske vej mod tronen. I al fald ville han på ingen måde selv undervurdere den trussel som Riddlers udgjorde, ligesom han vidste at hans leder ikke gjorde det. Hvis man synes at Emrys var en hugorm, burde man måske tage snogen ovre på den politiske modscene i betragtning først. Han var slange nok til at vide, at Maverick var politisk potent såvel som manipulationsmæssigt kompetent. Og selvom det var fristende blot at identificere hende som en ganske almindelig kornsnog, var der ingen tvivl om at hun ville politikken. Samt at hun næppe skyede nogle midler for at opnå den.
”Lige netop.” istemte han hendes udtalelse om rygterne. Hun havde taget de ord, han selv i sit stille sind havde tænkt omkring det at Hallows trods hvad rygterne måtte sige også ville være ”uskyldige til det modsatte blev bevist”, og hun havde tryllet ordene fra hans sind til live. ”Men i tilfælde af at vi finder overraskelser af den karakter indenfor vore egne rækker, rent hypotetisk naturligvis - bare for at vi står på forkant med situationen, hvis den usandsynligt mod alle odds, vores dedikerede medlemmer og vores værdier skulle opstå – hvad vil vi så gøre for bedst muligt at tackle anliggendet, inden rygterne begynder at spøge igen?” spurgte han og så afventende på hende. Tanken huede ham ikke og forekom ham langt mere hypotetisk end han brød om. Han kunne overhovedet ikke se hvordan mordet på professor Dempsey på nogen måde skulle relatere til Hallows og de værdier samtlige af gruppens medlemmer støttede op omkring, men han vidste at man kunne blive overrasket. Han stillede ikke spørgsmål ved sine medpolitikere – men som næsteleder følte han at det var hans pligt at være på forkant med sagerne, hvis gespenstet efter sagens henstilnen ville begynde at spøge igen.

Da hun trak på skuldrene og spurgte hvad der dog kunne have fået ændret på deres indstilling til den anden, kunne Emrys ikke lade være med at smile. ”Jeg havde forventet at den første, der ville spørge ind til min eventuelle involvering i sagen, ville være dig. Som min leder, naturligvis.” påpegede han først, og lænede sig derefter let tilbage på stolen. Smilet spillede stadig om hans læber, imens han betragtede hende med øjne, der ikke afspejlede læbernes mimiske bevægelse. ”Jeg måtte indrømme at jeg ville være blevet slemt skuffet, hvis det at jeg besad næstelederposten betød ubegrænset tillid fra din side.” kunne han ikke lade være med at tilføje, og nu forduftede smilet for derefter at blive erstattet med at fjerpennen atter blev løftet op af sit blækhus og forsigtigt banket tør for overflødigt blæk på kanten. ”Men som altid er mine bekymringer fuldkommen ubegrundede.” afsluttede han og rodede op i det røde hår. Carrie vidste udmærket godt at det ikke lå i Emrys’ natur at fedte, og at han ikke blot sagde den slags for letkøbte småpenges skyld. For ham var det en ting at være underdanig og respektere den rang man havde for at kunne opnå den rang, man ønskede – noget andet var at nedværdige sig til at bruge billige retoriske kneb hos sin leder. Det havde han stadig for megen værdighed tilbage i livet til at bruge hos hende – selvom han, hvis blot han kunne slippe afsted med det hos en anden leder og så et formål med det, kunne overveje at bruge det som et våben. Så ville han hellere skrive til hans arm ville knække af som et penneskaft. Han var for det første meget sikker på at det ikke ville virke hos en leder som Caroline Abbey (og det ville heller aldrig virke hos ham selv), for det andet var der noget uappellerende ved ikke at arbejde.
Han noterede ordet ’løbesedler’ på sit pergament, og nikkede tænksomt. ”Hvor uoriginalt det end må være, handler det om at komme rygterne til livs på en måde som vi ved er effektiv. Og der er, som du rigtig nok siger, løbesedlerne oplagte.” bemærkede han og tilføjede en lille rubrik under ordet på pergamentet. ”Vi plejer som regel at have medlemmer, der gerne påtager sig hvervet at udforme sedlerne, og udfærdigelsen af selve beskeden på disse løbesedler står du og jeg vel for i fællesskab, formoder jeg?” spurgte han og så inkvirerende på hende. Det skulle ikke stå som nogen hemmelighed, at han følte at han havde visse ting at skulle have sagt. Selvom han ’kun’ var næsteleder. At han så ikke havde nogen reel magt til at stritte imod, hvis hans ord ikke blev hørt, var så noget andet. Hendes reaktion på hvordan landet lå med debatter, fik tillige Emrys til at trække læberne sammen og bide sig selv let i læberne, før han talte. Inaktivitet var heller ikke just hvad han var god til at forlige sig med. Han ville hellere handle og fordømmes for sine gerninger, end at afvente passiv, se øjeblikket skride forbi og blive stemplet for ikke at gøre noget. ”På den måde sikrer vi også at der ikke i en hurtig vending kunne slippe noget ud, der vil modsige vores løbesedler. I et stykke tid vil ydermuren bestå af sedlerne. Så kan vi kun håbe på, at fundamentet mellem murstenene kommer til at holde stand.” Han nikkede for at forlige sig selv med det, og selvom det ikke rigtig virkede, resignerede han og rettede sig op.

Da emnet blev drejet ind på mordet og den mulige teori, som Emrys havde fremsat før, så han op på hende med et grublende blik og forsøgte at uddrage noget af hendes mimik via hans blik. ”Selvom vi begge to udmærket ved at det ville være en nem sag for Maverick at lade et par rygter omkring vores indblanding se dagens lys, og at hun nok næppe selv står i vejen for dem, tvivler jeg nu på at hun blot spinder den slags op uden at have motiver for det. I dette tilfælde, selvom det er fristende at se en parallel imellem mordofret og deres holdning til rene blodlinjer, har jeg dog mine tvivl omkring at hun har noget at dække over. Maverick er intelligent, politisk potent og farlig - men nogen morder tror jeg ikke hun er. Det har hun alt for meget karrieremæssigt at tabe på.” fremsatte han og sad en stund med sine tanker. ”Men rygterne forandrer stadig ikke noget ved det faktum, at der er sket et mord. Jeg bryder mig ikke om at tænke på, hvem der har kogt den her suppe op, men det er formodentlig nogen der har råd til at tabe. Nogen, der ikke ser en meget vellidt og dygtig professor som noget dyrt tab.” Han vidste udmærket at alene tankerne han havde i hovedet var runde nok til at fungere som galgeløkker, hvis overmagten fandt ud af det. Og selv det at Caroline skulle vide det, var bestemt ikke hans kop the. Den slags kunne hun bruge imod ham, hvis hun var ærgerrig nok. Så han besluttede sig for at lade drikken trække, imens den var lun, og gå videre imod politikken.

Synet af en leder tydeligvis lettere irriteret over at han havde puffet lidt til anliggendet gav ham en vis tilfredsstillelse, om end kortvarig og mental, og han sad blot og betragtede hende med en flad mimik, imens der gled en sky i form af en panderynke over hendes ansigt. ”Man siger jo at selv løver har trædepoter mellem kløerne.. vi kan vel blive overraskede over at der en dag kommer noget både politisk målrettet og intelligent på samme tid fra den front.” musede Emrys. Han havde dog sine tvivl, af hvad han havde set til Allaways politiske strategier. Men han ville aldrig undervurdere nogen med kløer. Selv hvis de var tåber, havde de dog spidse kløer. Lykke til med det. tænkte han ved hendes forslag om at hun ville tale med Allaway. Han gad nok vide hvor meget der kom ud af det, der var politisk. Da hun nævnte næstelederen Lily Abott, . ”Abott?” Han overvejede det lidt. Han havde set en del til hende i kraft af deres årgangsforhold, men samtidig sagde kollegiefarverne gældende for hende og ham nok også deres om deres egentlige forhold.. ”Jovist. Jeg skal se hvad jeg kan gøre.”
Han nikkede resolut og så ned mod papiret. ”Der er vist nok at tage af med mødet indtil videre. Rygterne og deres håndtering, udarbejdelse af løbesedler.. har du en idé om hvad andet vi skal have med?” Han vendte tilbage til det oprindelige stykke pergament og begyndte at skrive ind. ”Er der indtil videre nogen idé om hvornår det næste større møde omkring alt dette bliver afholdt?” spurgte han og stoppede fjerpennen i dens dans over pergamentet.

[caroline]

Tag: Emrys Cadwallader
Sometimes he, who you should befriend,
seems your most likely enemy

Caroline hævede et enkelt øjenbryn og betragtede Emrys uden at røre på sig. Hun kneb øjnene en lille anelse sammen, da han havde talt til ende og lukkede to fingre om kanten af hvide t-shirt. ”Rent hypotetisk,” gentog hun, uden at der lå et spørgsmål i det. Hun rynkede en smule på næsen og så mere kritisk end eftertænksom ud. ”Jeg beskæftiger mig ikke med usandsynlige hypoteser, men hvis vi finder overraskelser af den slags inden for vores egne rækker, så går vi naturligvis direkte til ministeriet, Emrys.” Hun sagde det ikke, men ord om at vaske sine hænder, lå lige på tungespidsen.

Næstelederens smil blev ikke mødt med et af hendes. Caroline afspejlede hans fysiske signaler, da han lænede sig bagud, ved af løfte det ene ben og krydse det over det andet. Hun så roligt på ham, selvom der lå noget irriteret i de trækninger i hendes pande og på hendes næse, som hurtigt var væk igen. ”Det glæder mig, at jeg ikke skuffer dig,” bemærkede hun, med en ironisk klang i stemmen, som vist næppe var til at tage fejl af. Hun løftede begge fingre og gav sig provokerende til at pille skidt og blæk ud fra under hendes negle med neglene fra den modsatte hånd. Hun manglede bare en lille fil, for at gøre det billede hun skabte perfekt, og hævede blikket til Emrys med et smalt smil spillende på sine læber, der mere end antydede, at hun udmærket var klar over hvad hun lavede. En ligegyldig nikken fulgte hans plapren, og hun lod et bekræftende ”mmh,” var det eneste svar på hans første konklusion. Den næste gentagelse af ting de begge vidste, bragte ny glød ind i hendes øjne. Hun nikkede, uden at lufte sine meninger, om hvem der lige præcis burde udfærdige beskeden på løbesedlerne. ”Hvis det interesserer dig,” sagde hun, nærmest som om hun gik op i hvad der gjorde det.

Caroline trak vejret langsomt ind gennem næsen og lod sine hænder falde ned i skødet igen. ”Det er en udmærket bi-effekt, ja.” Hun kommenterede ikke hans metafor, men kvalte blot sin delvise morskab over hans evne til at væve lange rækker af tomme ord sammen. Han ville komme til at kede enhver forsamling ihjel på den måde.

Hun lyttede til hans tirade om Fenella Maverick med samme spekulation i mente og tyggede kortvarigt i sin egen kind, med et let hævet øjenbryn, for at forhindre sig selv i at smile. Hun fulgte hans alvorlige drejning og rynkede selv panden, inden hun åbnede munden. ”At placere os i søgelyset og sprede tvivl omkring vores intentioner er, for mig at se, rigeligt motiv,” svarede hun kort, uden at begive sig ud i kommentarer til hans spekulationer omkring den kvindelige slanges usandsynlige involvering i mordet på professor Dempsey.

Caroline rettede sig lidt op i stolen og skiftede benstilling, så det var det andet ben, der lå hen over det første. Hun ignorerede endnu en irrelevant overvejelse fra sin næsteleders side og nikkede bekræftende da han gentog efternavnet på Dohmnall Allaways lille protege, hvis det var det hun var. Hendes rynken på næsen var kun synlig et kort øjeblik ved netop det navn, ligesom hendes intentioner med ikke selv at opsøge Lily Abott forblev uudtalte. Hun så op på Emrys og kneb øjnene sammen, inden det sidste håndfaste og uundgåelige punkt kom over hendes læber. ”Valgkamp,” sagde hun, inden et spidst smil fandt vej til hende.

Hun viftede lidt ligegyldigt med den ene hånd i luften og slog ud imod papirerne på bordet, hvor også hendes kalender lå, stoppet op med ekstra små farvede sedler som sædvanlig. ”Jeg har en seddel med forslag til datoer du får med.”

Outfit

[Emrys Cadwallader]

Det krævede hverken en veludviklet intuition eller en god portion situationsfornemmelse for at nå til den konklusion, ved at se på Carolines sammenknebne øjne, at Hallows’ leder bestemt ikke bifaldt det spørgsmål, han havde stillet. Han satte sig blot rank op på stolen og gjorde sit allerypperste for selv at fasteholde en neutral mimik. Hvor ubehagelig den blotte tanke om en fjende bag egne linjer forekom for ham selv, ville han blot stå på forkant med situationen, hvis den skulle opstå. Han kunne mærke hvordan han tilbageholdte en ufrivillig reaktion på hendes brug af ordet ’usandsynlig’, men ville ikke krydse verbale klinger med nogen over en tanke han ikke engang selv kunne forsvare. Han nikkede blot som svar og foldede hænderne foran sig på bordet. ”Javel.” fik han udfærdiget som en neutral bekræftelse og nikkede for at understrege det. Han burde nok ikke putte mere krydderi i gryden, hvis han stadig havde planer om at komme arbejdet til livs den letteste vej. Som det så ud nu, havde Caroline humørmæssigt en slående lighed med indersiden af en af hans mølædte hatte.

Hans førnævnte sætning blev besvaret med skarpladt ironi af den slags, der var støbt for at stryge tændstikker til uforvarende næsteledere. Han kunne mærke hvordan hans eget indre kogekar rykkede faretruende rundt som et skib i stormvejr, idet hun selvsikkert fremsatte gestikker, der grænsede til arrogance i Emrys’ øjne. Og hun havde endda lov til at iføre sig den maske i kraft af sin position. Men havde hun intentioner om at få ham til at overreagere og selv vælte kogekarret, måtte hun prøve ihærdigere, overbeviste han sig selv om. Der var kun én grund, foruden hendes evner, til at hun slap afsted med en sådan fremtræden: at hun var kommandøren, og at han var kadetten. En ting var at det var utrolig nedværdigende at vide at hun var så overlegen som hun fremstillede sig selv, noget andet var at det ville være direkte ydmygende at give hende noget hun kunne bruge mod ham ved at overreagere.

Da han fik mulighed til at uddybe hans interesse, rettede han på en vildfaren karotteorange lok. Det kunne godt være at endnu en stund med lederen ikke just var julegaveønsket – men politik var politik, uanset selskabet. ”I allerhøjeste grad. Det er i min interesse at støtte op om gruppen og værdierne, hvor der nu er brug for det. Og skulle der opstå fremtidige debatter efter afviklingen af rygterne, ville det formodentlig også være belejligt selv at kende budskabet på de omdelte flyers, så man kan referere til den del af os, som skolen har set.” bemærkede han med mådeholdt entusiasme.

Emnet omkring Mavericks involvering, og hvad hans overordnede måtte tænke om sagen, fik ham til at krænge en smule på næsen, imens han lod pennen udfærdige notaterne. Han så kortvarigt op på lederen, og lod den venstre hånd grifle over pergamentet, imens han talte. ”Muligvis.” istemte han og lod fjerpennen tage sig en pause midt på siden. ”Men de pågældende rygtespredere må selv have været bevidste om at det ikke kunne være en bæredygtig løsning på længere sigt. Eller også har de undervurderet os på det grusomste og troet at vi ville affinde os med falske beskyldninger.” drog han, og så blot tænksomt på fjerpennen, og lod den søge tilbage imod blækhuset. Han tvivlede på at de ville nå en enighed før al sagens materiale kom for dagen. Men indtil da var de enige i nok – og det var at Hallows’ gode navn skulle renses.

”Det skal nok blive interessant.” påpegede han til hendes udmelding om foretagendet, og lagde fjerpennen til rette i blækhuset. Han fulgte hendes hånd til de farvede sedler, og nikkede. ”Og hvis alt flasker sig, burde vi kunne forvente et ganske betydeligt udbytte af valgkampen.” tilføjede han blot og så ned på kalenderens farvede sedler, da der blev meldt ud om datoerne. ”Glimrende. Jeg ser på forslagene og forsøger at koordinere det ind med medlemmerne, så vil jeg melde tilbage til dig med hvilke udmeldinger der passer så mange som muligt bedst, hvorefter du kan melde det definitive møde ud.” bemærkede han kort og kastede et blik ud i læsesalen, imens han ventede på at blækket størknede.

Drops of ink - 698

[caroline]

Tag: Emrys Cadwallader
Sometimes he, who you should befriend,
seems your most likely enemy

Carolines blik hang endnu et øjeblik eftertænksomt på Emrys, efter hans enkelte lille ord, som talte højt om hendes position i forhold til hans og hans, om ikke velvillighed over for, så i det mindste accept af samme. Hun slap sin t-shirt og strøg i stedet hånden ned langs hendes ene lår, før hun lod den hvile der. Samtidig lod hun sit blik synke til papiret og den parkerede fjerpen igen.

Hun fulgte Emrys bevægelse, da han strøg en tot af sit naturligt opsigtsvækkende hår og kom i et enkelt øjeblik til at trække på smilebåndet af den utilsigtede fysiske lighed de også var kommet til at dele – om ikke andet, så for en stund. Smilet svandt dog atter ind til intet andet end et svagt spøgelse af sig selv imens han talte. Hun kunne ikke ligefrem betegnes som overrasket af udseende og lod sit blik vandre lidt imens han atter engang brugte mange, lange ord på noget hun selv mente, at hun ville have kunne sagt med to veltilskårne sætninger. I stedet for at pointere dette faktum og sammenligne det med skrivning af flyers, i et ligegyldigt forsøg på at hævde sig, så hun ham i øjnene med en antydning af det tidligere smil. ”Definitivt, selvom netop budskabet godt nok er et, som alle medlemmerne bliver bekendt med, af samme grund som du nævner.” Hun hævede et enkelt øjenbryn sigende og lænede sig bagud imod stoleryggen.

Carolines antydningsvis belærende attitude forandredes noget, da emnet rundede Mavericks mulige udmelding og hun rystede lidt på hovedet, med et reelt tænktsomt udtryk i ansigtet. ”Ganske vist hjælper spekulationer i den retning os ikke rigtig, og vi er jo tydeligvis enige om, at vi ikke burde efterforske sagen om hvor beskyldningerne kommer selv,” tænkte hun højt uden, at fortsætte ud af det spor, der ville lede hende frem til hvad de vel begge kendte som sandheden: At den smarteste vej ikke altid var den man burde følge. Hun lod sine ord hænge lidt i luften og trommede i bordet, inden hun rakte ud efter kalenderen og fremdrog et enkelt stykke pergament, foldet to gange, som hun holdt ud imod Emrys. Det var ikke nødvendigt at forfølge meningen af hans ord. Hvad der var betydningsfuldt for ham var det ikke i samme grad for hende, selvom det næppe var nogen hemmelighed, at hun også havde et vågent øje på hvem, der blev valgt ind. Vedkommende ville trods alt være hendes kontakt med den lille politiske gruppe ligesom hun, forhåbentlig, ville være lederens direkte kontakt til en allieret i ministeriet.

Hun nikkede kort til hans udmelding og trak vejret langsomt ind en enkelt gang, inden hun blødte op i hvad der var et rimelig succesfuld forsøg på et varmt smil. ”Hvis du skulle få lederposten, Emrys...” Begyndte hun langsomt og forsigtigt, uden at slippe ham med øjnene. Ingen af dem var vist i tvivl om, at de havde haft visse samarbejdsvanskeligheder. ”Hvis. Så håber jeg vi kan fortsætte kontakten i mindelighed. Ligesom jeg stadig kommunikerer med Jesminder. Vores fælles ambition og... Interne konkurrence skulle gerne gavne sagen, ikke omvendt. Jeg har meget glæde af den viden hun opnår fra sin praktikplads, ligesom du vil kunne få glæde af min viden.” Hun rynkede panden og rømmede sig lavmælt.

Outfit

[Emrys Cadwallader]

Emrys mødte lederen af Hallows blik og smilede let af det øjenbryn hun sigende hævede som understregning til hendes forklaring, inden han blot lod hagen hvile på hans hånd. Det var nu egentlig pudsigt at Hallows var repræsenteret af to rødhårede politikere. To ildsjæle, kunne man vel sige. Men håret og deres politiske overbevisning var da så også det eneste, som de da havde til fælles og var enige i. Alt andet var antændeligt. ”Og netop derfor bør man, som en af gruppens fremtrædende ydre ansigter, kende budskabet særligt godt. Det skulle da ikke så gerne gøre sig gældende, at lederne er ligeså oplyste som medlemmerne, om noget de selv har udarbejdet, hvis vi skal hjælpe medlemmerne til at forstå og viderebringe det. Så ville vi vel stort set bare være menige medlemmer med en proforma titel hæftet på vores navne. Man kunne nok komme til at tolke det forkert.” bemærkede han og havde svært ved selv at undertrykke et skævt smil i hendes retning, der kravlede over hans læber efter hans sætning. Det var altid svært ikke at komme til at trække lidt i de tøjler, som Abbey var mere end klar over, at hun havde gruppen i.

Smilet blegnede dog og blikket vedblev at hvile på hende, imens han betragtede hende tænksomt reflektere over hans tidligere udsagn. Han nikkede kort, og trak overlæben let tilbage. Selvom hun ikke havde uddybet hendes sætning, var han så sikker som udsigten til at få gulerødder til aftensmaden, på at hun, om ikke hun var enig i det som han postulerede, havde tankerne hvilende det nogenlunde samme sted. I al fald var de enige om, at man ikke burde røre en finger selv, hvis ikke man ønskede denne finger – sammen med ens politiske fremtidsudsigter – skulle kappes af. ”Men vi er vel også begge enige om, at hvad man bør er en ting. Noget andet er hvad man gør.” tænkte han ligeså højt, og rettede på fjerpennen ved blækhuset. Men som han allerede havde tænkt, var dette nok ikke noget de burde grave i. Ikke hvis de ikke selv ønskede at blive begravede. Emrys hævede hovedet og drejede det let, inden han fulgte hendes fingre fremdrage en kalender, som han havde set en hel del til igennem tiden, og hive et foldet pergamentstykke ud af den.

I et kort øjeblik hvilede de grå øjne nysgerrigt på det foldede pergament imellem hendes fingre, så hævede blikket sig og hvilede på lederens ansigt, idet hun smilte varmt til ham. Efter at have overvundet en kortvarig mistænksomhed af det uvante syn – et sådant smil var normalt ikke noget han blev givet, og det var sædvanligvis heller ikke en mimisk bevægelse nogen af dem spillede ud til den anden i disse her situationer (i Emrys’ øjne var hun en meget høj forhindring på hans vej, ikke en forhindring han havde ryddet af vejen og kunne smile af bagefter) – brød der et tilnærmelsesvis ligeså imødekommende og venligt smil frem på hans læber, der dog ikke formåede at kæmpe sig op i øjnene. Men da hun med sin første sætning slog sangens toneart an, blev smilet kun bredere. I tankerne blev det lille ’hvis’ visket ud, og han kunne ikke lade være med at smile indvendigt også. Selvom det ikke var nogen hemmelighed at Emrys hellere så en politisk verden uden Caroline Abbey i den, ville hun næppe komme ind på emnet, hvis ikke det var fordi at han var i betragtning til den lederpost, hun refererede til. For udefrakommende ville det sikkert have været helt naturligt, idet han jo var næstelederen – men kendte man til de to prominente personligheders arbejdsmåde i gruppen, vidste man at Emrys havde en oprigtig grund til ikke at tage ting for givet. Interesseret lyttede han til hende og endnu engang viskede det lille hvis ud i starten af sætningen, og nikkede. ”Tak.” sagde han uvilkårligt, og trak let på smilebåndet.

”Såfremt jeg får lederposten, vil jeg da gerne vedblive at holde kontakten.” sagde han venligt først. ”Jeg er ikke i tvivl om at den viden nok skal komme til god gavn for lederen.” musede han, og kunne ikke udelade en undertone af noget konspiratorisk. Det var altid godt at få oplysninger. Især hvis der skulle stå et slag i fremtiden. Men for nu måtte de stå på vennefod. ”Vi bør jo ikke glemme at vi, selvom vi kæmper mod hinanden, faktisk kæmper for samme sag.” påpegede han og fik, med lidt kraft, tonet smilet endnu venligere, idet han tog pergamentstykket og så på det. Det var rigtigt nok – men en ting var hvad han sagde. En anden var hvad han tænkte. Og den konkurrence ville han bestemt ikke undervurdere. Ikke hvis han skulle fortsætte med at kæmpe for sagen og faktisk nå langt. Da hun rømmede sig, hostede han lavt og flyttede en orange pandelok væk fra panden med bøjet hoved, inden han rettede på skjorteærmet. ”Er der flere ting vi skal have fra hånden?” spurgte han kort efter, og så inkvirerende på hende.

Drops of ink - 836