Bag bogstaver

[Sebastian Monarch]

Selvom forårssolen skinnede og vejret faktisk var udmærket, var der ikke helt tomt på biblioteket. Få elever gik rundt mellem hylderne for at finde noget interessant, eller blot noget brugbart. Det var svært at sige hvem der tilhørte hvilken gruppe, for alting foregik i et roligt tempo og derfor kunne man ikke med det samme se hvem, der rent faktisk havde brug for det de ledte efter. Selvfølgelig var det muligt at genkendte nogle frustrerede udtryk hos enkelte, men det var jo ikke til at sige hvad frustrationerne skyldtes. Det kunne nemt bare være frustrationer over hverdag og skolegang.

Sebastian havde selv fundet en bog om takhaler, dog var det tydeligt at forfatteren var mest interesseret i de ungarnske af slagsen, for det var hovedsaligt dem der var beskrivelser af. Det gjorde ikke Sebastian så meget, han var i det hele taget bare fascineret af drager og det var ganske tilfældigt at det lige var bogen om takhaler han var faldet over. Han sad ved et lille bord og kiggede i bogen, han nærlæste ikke så meget, han prøvede bare at finde ud af, om det var en bog han rent faktisk ville tage med sig. Han havde lagt nogle andre bøger på en anden stol der stod ved bordet og havde egentlig bare dedikeret dagen til biblioteket. Han havde dog tanker om også at nå uden for på et tidspunkt.

[Elizabeth Bloodworth]

memory comes when memory's old

[/font][/size][/i]
I AM NEVER THE FIRST TO KNOW FOLLOWING THIS STREAM UP NORTH WHERE DO PEOPLE LIKE US FLOAT?
• • •[/center]
Elizabeth modstod trangen til at sukke, og lod den gamle, læderindbundne bog glide tilbage på sin plads blandt den uendelige række af støvede bøger. Det havde været en udfordring at forsøge at regne ud, hvad de falmede ord fra den gamle bog havde betydet, og selvfølgelig fandtes der ikke en nyere udgave. Hun lod en lakeret, blodrød fingernegl søge over et par bogrygge, inden hun udså sig en tilfældig, og lod den glide ned i sin taske. Sjetteårseleven tog et sidste kik på området, inden hun forlod det svagt oplyste sted.

Biblioteket var ikke et sted, Elizabeth besøgte ofte, der var altid fyldt med alt for mange mennesker fra de forskellige kollegier. Og mange af disse personer var jubelidioter, der fyldte luften med deres dumhed. I år var det dog endelig lykkedes hende at overtale professoren i Forsvar mod Mørkets Kræfter om, at det absolut var højest nødvendigt for hende at tage et kik på bøgerne i den Forbudte Afdeling, så hun kunne sætte det perfekte finish på sine stile; og at hun selvfølgelig ikke kunne drømme om at bruge sin nyerhvervede viden i praksis - det var udelukkende for at dygtiggøre sig fagligt. Ret praktisk, siden hun nu kun behøvede at krydse resten af biblioteket når hun skulle frem og tilbage fra afdelingen.

Hun åbnede døren der adskilte den Forbudte Afdeling fra resten af biblioteket, og gjorde et stort nummer ud af at lukke den bag sig, mens hun indgående så på bibliotekaren, der overvågede hende som en høg; hvilket nok var meget naturligt, eftersom Elizabeth havde ladt døren stå åben forrige gang. Bibliotekaren kunne bære nag i hundrede år over de mest simple ting, og den lille episode havde næsten fået hende bortvist fra biblioteket resten af året.

Hun passerede en gruppe af hviskende andenårselever fra Hufflepuff, og lod sit blik glide rundt i det halvt fyldte bibliotek. De fleste af de store borde var optaget af enkelte elever, som havde bredte sig med deres pergamenter og bøger ud over hele bordpladen, som om de ejede hver en tomme af bordet, de sad ved. Eliza overvejede i et par sekunder at gå hen til en af disse elever og smide hver enkelt af deres papirer og bøger på gulvet. Bare for at få sit budskab igennem. Hendes intentioner skiftede dog i en anden retning, da hun fik øje på en mørkhåret Slytherin fra hendes årgang, som sad ved et lille bord med en enkelt bog foran sig. Med hurtige skridt var hun henne ved ham, og hendes stemme lød lavmælt, med et let anstøg af morskab. "Hygger du dig, Sebastian?"[/blockquote][/justify]

[Sebastian Monarch]

Sebastian lukkede af for lyden af de andre snakkende elever. Ellers kunne han bruge alt for lang tid på at være irriteret over deres dumheder og underlige teorier. Han brød sig ikke om at lytte til stræberne, der insisterede på at spille kloge og han hadede også at høre på de forvirrede elever der ikke vidste hvad de ledte efter. Det var alt i alt lettere bare at lukke af og bare fokuserer på bogstaverne og de fantastiske illustrationer, levende som stillestående, der prægede nogle af siderne. Det var dog meget mere interessant at være tæt på de fantastiske dyr fremfor blot at se dem på billeder. Det galt alle de magiske dyr, for ligemeget hvor meget man vidste om dem og hvor mange gange man havde set dem, ville de altid være fascinerende. Specielt dragerne, som ud over at være frygtindgydende også kunne være utroligt elegante. Det var smukke væsner, ingen tvivl om det. Andre kunne sige hvad de ville om det, men det var nu de færreste, der var helt uenige i den holdning. Sebastian mente faktisk ikke, at han nogensinde havde mødt nogle, som ikke syntes drager var smukke. Ikke nogle specielle drager, bare sådan rent generelt.

Uden at tænke over det blev han faktisk mere og mere optaget af bogen, hvilket hovedsaligt var fordi han koncentrerede sig mere og mere om ikke at lytte til de andre. Normalt blev han ikke let distraheret, men det var netop også grundet den evne til bare at lukke af, som de fleste mennesker nu også besad. Det var på en måde også ganske rart bare at sidde der og slet ikke tænke på andet end de bogstaver der formede de interessante informationer omkring takhalerne. Hans koncentration blev dog brudt da en stemme tæt på ham sagde noget. Der gik et øjeblik før han genkendte ordene og fandt da først ud af hvem de tilhørte da han så mod lyden. Med et skævt smil trak han på skuldrene og lukkede bogen, mens han lænede sig lidt tilbage i stolen for at se på Elizabeth. ”Tjo.. Jeg fordriver i hvertfald tiden kan man sige,”[/color] svarede han hende og vidste ikke helt hvordan hun nu ville tage det svar. Det måtte han jo finde ud af efter hendes reaktion.

[Elizabeth Bloodworth]

memory comes when memory's old

[/font][/size][/i]
I AM NEVER THE FIRST TO KNOW FOLLOWING THIS STREAM UP NORTH WHERE DO PEOPLE LIKE US FLOAT?
• • •[/center]
Elizabeth lod sit blik glide over Sebastian, som han sad tilbagelænet i stolen, og smilede til hende. Han var en ret attraktiv fyr i forhold til så mange andre på sin alder, og så var han intelligent nok til at dele mange af de samme meninger som hende selv, selvom han måske ikke brillierede med sin tilstedeværelse ved Riddlernes møder. Svært at tro, at han er i familie med Ivory'erne, indskød en stemme i hendes hoved, og hun nikkede enstemmigt, tilsyneladende af ingenting.

Han havde ikke inviteret hende til at slå sig ned endnu, men en sådan invitation havde Elizabeth ikke tænkt sig at stå og vente på. Det skete meget sjældent, at hun spurgte om lov til noget som helst, medmindre det var en nødvendighed. Med raske skridt bevægede hun sig over på den anden side af det lille bord, trak en stol ud og satte sig ned. Skoletasken gled ned fra hendes skulder og ned på gulvet, hvor den hvilede mod bordbenet. Hun kneb øjnene lidt sammen.

"Og du kunne ikke finde noget bedre at fordrive tiden med end at læse.." Hun kiggede ned på bogen han sad med i hænderne for at kunne nævne titlen, men lod istedet blikket dvæle ved den farverige illustration af en drage på omslaget. Nonchalant løftede hun et sort øjenbryn, og så på ham med sine kølige, blå øjne. "..billedbøger?" afsluttede hun, inden et spotsk smil bredte sig om hendes læber. "Jeg vidste, at din intelligens var lidt tvivlsom, men så alvorligt havde jeg dog ikke forestillet mig, at det stod til." kommenterede hun hovent, og lod unødvendigt fingrene glide igennem sit lange, mørke hår, som allerede faldt glat og blankt ned over hendes ryg.

[/blockquote][/justify]

[Sebastian Monarch]

Det var vel Riddlers man kendte Elizabeth fra, hvis det ellers ikke var fordi de var fra samme kollegie og årgang. Det eneste rigtige kollegie. Sebastian havde ikke planer om at blive en del af dem, for han foretrak at forblive helt uafhængig. Godt nok var han enig med dem og godt nok havde han sine idéer, men han var ikke interesseret i at skulle have andre over sig. Om Elizabeth vidste hans holdning til netop det anede han ikke. Det var ikke tit han ytrede den, men hvis folk spurgte sagde han sandheden. Der var jo ingen grund til andet.

Til hendes spørgsmål trak han på skuldrene. ”Det kunne jeg sikkert, hvis jeg havde tænkt videre over det,”[/color] svarede han, men måtte for sig selv indrømme, at han var ganske tilfreds med sit valg. Han kunne godt lide at læse, men kun om 2 emner: Magiske dyr og mørk magi. Han vidste godt at det ikke var alle der fandt det lige fedt, at han interesserede sig så meget for de magiske dyr, men Sebastian mente nu at den viden han fik om dem kunne være meget nyttig. ”Desuden er illustrationer gode til at forklare beskrivelser,”[/color] forsvarede han så sig selv. Bogen var teknisk set en billedbog, men billederne forestillede de forskellige beskrivelser der var af dragerne. Nogle gange med fokus på hovedet, andre på kløerne. I det hele taget var illustrationerne gode til at understrege hvad ordene lige havde forklaret. Han smilede skævt af hendes sidste kommentar. Tvivlsom intelligens, - han håbede ikke hun mente det. Sebastian vidste selv at hans intelligent intet fejlede, der var en grund til at han udmærkede sig som han gjorde i de forskellige fag.