Utilgiveligt.

[Stuart Fellton]

Stuart ,

I. Was. Born. This. Way.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/b][/color], hviskede han. De mørkeblå øjne, fortsatte hen over omgivelserne, og videre hen på bogreolerne. At han skulle spendere denne eftermiddag, i selskab med Guleroden, og de sammen skulle gennemgå diverse lektier(eller hvad han nu havde fundet på den Satan), til den kommende uge, var ikke til at fatte. For for første gang i mange dage, skinnede solen blot en anelse, og vinden havde lagt sig. Stuart havde dog ikke muligheden for at nyde det, eftersom han skulle bruge dagen i skolens bibliotek. ”Du kommer ikke til at overleve, Stu. Måske skulle du bare flygte nu..”, lød det overvejende fra ham, og et kort øjeblik, så det virkelig ud som om, han oprigtigt mente det. Han tog sig sammen, og gik langsomt hen af gulvet. Enkelte elever kiggede bebrejdende op, og Stuart sendte dem en grimasse. Så meget kunne han da umuligt larme, når han gik så stille.
Men det var sandt. Stuart havde tiltrukket sig en del opmærksomhed, og de bebrejdende blikke var velfortjent.
Han hoppede op på et bord, og sad et kort øjeblik og svingede med benene. Han kunne mærke trætheden komme snigende, og der gik mindre end et sekund, før hans form havde ændret sig. I stedet for Stuart, lå en sort kat på bordet. Dens mørkeblå øjne var lukket, og solens stråler ramte dens pels. Begge forben lå spredt ud til hver sin side, og bagbenene ligeså.[/ul][/justify]

[Emrys Cadwallader]

Med en massiv bogbunke i armene, der nærmest kunne betegnes som et skjold af bøger støttet af to hænder i toppen, kom Emrys Cadwallader gående ned mod biblioteket. Med ryggen fik han døren ind til vidensuniverset skubbet op, og navigeret sig gennem de mange reoler ned mod bordene, hvor der blev ordnet lektier og læst skolesager. Han havde et specielt mål for øje – nemlig undervisning. Måske studiemæssig hjælp og vejledning, rettere. Det var kun noget, en enkelt person kunne udbede sig af ham – men denne person kunne så til gengæld ikke hjælpes nok. Idet han drejede om hjørnet ved reolen, fangede solen i hans orange hår og forvandlede det kobberrødt. På deres sædvanlige studiebord lå der en sort kat som et andet dyreskind på et gulv og solede sig. Det undrede ham ikke nær så meget som det kunne undre ham, hvorfor man lavede multismagsbønner med smag af lunken skotsk nisseøl. Han fortsatte hen til bordet, og placerede den store stabel af bøgerne på en af stolene ved bordet, nu hvor den sorte kat så mageligt havde spredt sig ud som et pelset solskinsabsorberende tæppe på bordet og efterlod ringe plads til bøger. Men det var nu heller ikke just i hans interesse at de skulle være der, havde han efterhånden erfaret. Og derfor havde han tillige også erfaret, at der var én som interesserede sig en hel del for at han holdt næsen ude af det hav af problemer, han altid rodede sig ind i på skolen, og holdt nede imellem bogsiderne i stedet, nu hvor han ikke selv holdt den der: nemlig Emrys.

Han vendte sig om og fik, med et blik på en af stolene ved bordet bagved deres eget og et fraværende nik fra de ravne der befolkede det, løftet en stol over til deres bord. Emrys passede ind i stilheden som hans sko til hans fødder, og han havde, efter mange års fordybelse imellem de tårnhøje hylder med bogrygge, efterhånden fået bibliotekets uskrevne regler for hvordan man gebærdede sig så godt ind på rygraden, at han ikke engang blev nødt til at tænke synderligt over at følge dem. De forekom han ligeså naturligt som det var blevet for ham at holde Stuart i ørene. Stolen blev skubbet ind med stoleryggen mod bordkanten, og med antydningen af et smil satte Emrys sig ned på den og lod sit blik dvæle på den sovende kat, imens han lod armene hvile øverst på stoleryggen. Lettere fraværende lod han sin pegefinger på højre hånd løbe let over det spindelvævstynde lyserøde ar, som løb gennem hans venstre håndflade. En kropslig påmindelse om hvorfor deres bånd var så stærkt som det var. Blod var tykkere end vand.

Som den lille kat lå slumrende med samtlige lemmer skødeløst spredt ud over hele bordfladen kunne man forledes til at tro at det virkelig var en af elevernes små firbenede følgesvende, som tog sig en lur i det fredfyldte lokale, men han vidste udmærket at den sorte pels, som solstrålerne lunede, bedrog en. Han havde set op til flere af den slags skikkelser, og i starten havde Stuart taget ham godt ved næsen – men nu kendte han både ham og hans gave lidt for godt. Det kunne godt være at han fra tid til anden opførte sig omtrent ligeså gennemtænkt som en legesyg killing, men en egentlig kat var Stuart ikke, selvom ligheden var slående i kraft af hans formidable gave. Han var en kat, der konstant kradsede på de forkerte ting i kedsomhed, og som blot trængte til et kradsebræt. Og som de fleste katte, var han ikke i stand til selv at finde et.

”Det kan godt være, at katte har brug for at sove 16 ud af døgnets 24 timer, og jeg er fristet til at tro at det samme gælder dig, Stu – men i betragtning af det arsenal af viden jeg har medbragt, har du slet ikke tid til at slumre så længe. Forhåbentlig er din hjerne ikke lullet helt så meget hen i døsighed, som dit pelsede ydre ser ud til at have.”

[/b] påpegede han i en saglig tone, der ikke kunne undgå at blive broderlig, som en bror der let påpeger det rodede kosmos på værelset med et glimt i øjet. Han smilede kækt. ”Jeg glæder mig til at se hvordan du får holdt en fjerpen mellem de trædepoter, tillige også hvordan du får vendt siderne.” drillede han ham og flyttede bøgerne længere ind på bordet, inden han bøjede sig ned og fandt et par små blækhuse med sort blæk frem, som blev sat op på bordfladen sammen med en håndfuld fjerpenne. ”Hvis ikke tanken har slået dig, kunne det være du skulle forvandle dig til en bogorm i stedet. Det kunne være det ville give mindre slid herinde og mere spas derude.” fik han sagt spøgende, imens han stadig gravede rundt i tasken. Disse lektiestunder havde nærmest karakter af et helligt ritual, hvis attitude fra eleven som han udmærket kendte. Og han kendte også udmærket Emrys’ attitude til hans attitude. Han rejste sig og lagde armene på bogtårnet, imens han med et afventende blik så ned på katten. Den dybe seriøsitet, som altid endte med at præge deres lektiestunder, havde nu forpuppet sig i ham som støv ville på bøgerne i hylderne bag ham. Han så myndigt på ham. ”Vi starter med stoffet til timerne i den kommende uge. Lad os se på besværgelserne.” proklamerede han, og tog den øverste bog fra bunken med et smil. Det var tydeligt, at der intet var overladt til tilfældighederne. Han kendte Stus skema næsten forfra og bagfra, og bøgerne var lagt i rækkefølge – madkurven var pakket til den helt store bogskovtur. Og som altid var det varieret kost til en uge.
[/blockquote]

[Stuart Fellton]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

… Stuart stirrede på Emrys. Det sorte hår pjuskede voldsomt, og de mørkeblå øjne var trætte. Han kløede sig dovent på brystet, før han prustede som svar på Emrys spøg. Så gled blikket hen over den rødhårede Satan, og Stuart var parat til at kaste op, af ren og skær overraskelse. ”Det mener du fandme ikke..”, lød det opgivende fra ham, alt imens øjnene voksede sig større i kraniet på ham. ”Det mener du bare ikke..”. Stuart gemte ansigtet væk i de store hænder, og gned sin pande, med øjnene lukkede. Den stak af bøger, var skylden til det temmelig opgivende udtryk, fra Stuarts side. Han fjernede begge hænder, og lagde dem på bordet. ”Det er under situationer som denne, jeg begynder at tænke på, at du seriøst mangler en dame. Jeg siger det bare”, lød det bedrevidende fra Stuart, fordi han rent faktisk vidste hvad han talte om, når det gjaldt hunkønsvæsner. Han hævede begge bryn og fangede Emrys blik, og holdte det nogle kvælende sekunder, som om det ville hjælpe og understøtte hans ord. Stuart kastede blikket på bøgerne, hvorefter han hev den første og den bedste ned fra stakken. Så rettede han sig mod Emrys igen, og fortsatte i samme, bedrevidende dur: ”Og det ville jo være smadder nemt at finde en eller anden, du ved.. Der er sgu da rimelig mange i opholdsstuen, hvis du ellers gad at tjekke det ud. Jeg siger det bare!”, tilføjede han og slå ud med begge, brede hænder. Stuart skar en grimasse, og slå blikket ned på bogens omslag. ”Det ville jo også hjælpe mig, hvis du fandt en eller anden, som du kunne rende rundt og hygge dig med. Jeg mener..”, brummede Stuart og blev afbrudt af tre host, ”.. så havde du forhelvede jo ikke tid til det her”

[/b].

Han sad lidt og stirrede indgående på Emrys, før han med et dybt suk opgav, og slå op på første side. ”Det kan du sgu godt glemme. Vi starter med botanik”[/b], lød det muggent fra Stuart, efter at have læst titlen på sin botanik-bog. Det var den første bog Stuart havde hevet ned fra stakken, så det var mest naturligt, at de startede med den. Stuart gabte højlydt, og enkelte elever rettede irriteret blikket mod ham. Stuart lagde ikke mærke til noget, der nu også var begyndt at vrikke med foden, samtidig med han bladrede støjende igennem bogen. ”Hvilket afsnit er det nu vi er kommet til.. ?”, lød det mumlende fra ham, før han hævede blikket og fangede Emrys.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/justify][/blockquote]

[Emrys Cadwallader]

Emrys holdt inde med sin bladren i besværgelsesbogens gulnede pergamentsider midt inde i bogen, og betragtede blot på Stuart med et stoisk blik, imens han fik bragt sig selv ud af søvnens behagelige favntag og ned i bibliotekets mindre appellerende rum. Som han sad der nu, kunne ligheden til en bjørn, der for første gang træder ud af hulen efter en lang vinterhi, være nærmest paralyserende. Han var selv et udpræget morgenmenneske, hvor det ikke var dynen der havde et tag i ham men omvendt, der når først han fik benene ud af sengen var udhvilet. ”Åh jo, det mener jeg skam. Som altid.” svarede han med ægte alvor i stemmen til Stuarts vantro bemærkninger, og bladrede ufokuseret videre i bogen for at give ham en chance til at få rystet det sidste søvn af sig. Sådan som han spiler øjnene op, skulle man tro at de snart ville hoppe ud af hans hoved som et par overmodne stikkelsbær. Og han skulle jo gerne bruge dem nu. tænkte han apatisk, imens han skimmede et par sætninger om Incendio-besværgelsens historie. Efter endt læsning lukkede han bogen og lagde den tilbage under et par af de andre bøger i bunken, tidsnok til at høre Stuarts bemærkning om at han burde finde sig en pige. Han smilede for sig selv ved tanken, og lagde armen på bogstakken, imens han så på ham.

”Det er du nu ikke den eneste, der synes.”

[/b] Han vedblev at holde øjenkontakten med ham og se hans sigende blik i øjnene, men han havde nu alt for ret. Han var en af dem, der selv synes han manglede nogle amourøse forbindelser. Det handlede bare om at finde en med substans. Han ville have noget ud over det sædvanlige, en selvstændig kvinde der kunne stå på egne ben og ikke bare ville hænge på ham. En, der kunne give ham noget modspil og holde ham interesseret. Det andet havde han prøvet efter opfordring af vennerne – og det havde været kedeligt. Ved Stuarts fortsatte kommentar blev smilet bredere, imens han lyttede. Han kunne ikke undgå at le lidt af hans gestik, da han slog ud med hænderne. ”Hvis jeg skal til at kigge efter tøsebørn, så skal du til gengæld give mig spillerum og kigge i bøgerne imens. Aftale?” foreslog han, velvidende at det næppe var i hans interesse at skulle glo i bøger, imens Emrys gloede efter noget andet.

Han fortsatte i samme boldgade, imens han åbnede manchetterne i skjorten, med blikket ufravigeligt hvilende på ham. ”Tro mig, Stuart: selv hvis jeg skulle finde mig en kvinde..” bemærkede Emrys og lod et smil trække hans ansigt op i et eftertænksomt, men frydefuldt smil, som man kunne gøre det med et gammelt antikt ur, et smil som vedblev at dvæle på hans ansigt et par sekunder, inden han fortsatte: .. ”så ville jeg stadig sørge for at finde tid til dig.” tilføjede han. Hans blodsbror betød mere end en eller anden pige ville kunne. Så meget var sikkert. Han løftede spørgende det højre øjenbryn, da han gnavent bemærkede at de startede med botanik, og fiskede den anden botanikbog fra bunken over til sig. ”Afsnittet om djævleslyngen, og dens anvendelsesmuligheder, side 124. Og når vi kan den, regner jeg med at vi også når at læse lidt om den giftige Tentacula.” svarede han, og satte sig ned på den stol han havde hentet. Efter at have slået op lagde han bogen på bordet, og så med hænderne hvilende på kanten af siderne over på ham. ”Som du nok husker fra timerne, deler djævleslyngen og flitterblomsten, som vi læste om sidst, en skræmmende lighed. Hvor djævleslyngens stilke kvæler dens ofre til døde, hvis de kommer indenfor rækkevidde, er flitterblomstens stilke harmløse. Lad os læse lidt først, hvorefter vi kan tale om det læste.” foreslog han og vendte næsen mod bogen. Som oftest kunne det hjælpe, hvis man først læste og derefter spurgte ind som repetition.
[/blockquote]

[Stuart Fellton]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Stuart skar en grimasse, og siderne blev vendt, om muligt, endnu hårdere. ”Hvis jeg ikke er den eneste, som har sagt det til dig, jeg spørg bare, men hvorfor fanden har du så ikke gjort noget ved det?”, lød det mumlende fra ham, hvorefter han hævede blikket, for at betragte Emrys for en kort stund. Et pludseligt, 'Undskyld mig?', et sted bag ham, en anelse mod venstre, fik ham til at vende sig om. En elev på alder med ham selv, fangede hans blik, og rømmede sig, tydeligt irriteret. ”Jeg ville bare høre, om det var muligt for jer, at skrue bare en anelse ned. Det ville være rigtig dejligt”

[/color], lød det kortfattet fra hende, alt imens begge lyse bryn, sad placeret øverst i panden. Stuart, som ikke havde fjernet blikket fra hendes skikkelse, imens mundtøjet havde kørt på hende, trak let på den ene skulder. ”Vi skal se hvad vi kan gøre, lille De. Men må jeg være så fræk at foreslå, at De lettede din lille popo, og smuttede ned i læsesalen i stedet? Ser De, jeg er i gang med at modtage min ugentlige undervisning, og mit humør er nået nær nul-punktet, så jeg har hverken lyst eller mentalt overskud, til at bukke under for Deres ønsker”[/color]. Stuart hævede begge bryn, og så afventende på hende. Hun sad, fuldstændig paf, og stirrede på både Stuart og Emrys. Da der ikke kom noget svar tilbage, nikkede Stuart bedrevidende og vendte sig rundt. ”Se det tænkte jeg nok”.

Han gabte højlydt og kløede sig på brystet, da han atter havde sat sig til rette. Han sad et kort øjeblik med blikket rettet på Emrys rødhårede skikkelse, før han nikkede kort, og efterfølgende slå op på den gældende side. Ud af øjenkrogen bed han mærke i pigen, som havde rejst og var på vej ned igennem gangen. Det var først det gik op for Stuart, hvem det egentlig var. Han slå et forbløffet men stadig frydefuldt grin op, før han klaskede begge hænder sammen. ”Hende der.. hende har jeg besværgelser med. Sjovt ikke? Hun hævner sig garanteret”[/color], lød det mumlende fra Stuart, før han leende lænede sig ind over bordet. Hans grin stivnede pludseligt, og han tabte underkæben. ”Hvad mener du!? To emner?! Vi har jo også alt det andet.. Helt ærligt!”[/color], lød det forbløffet fra Stuart. ”Jeg troede rent faktisk du kunne lide mig..”[/color], brummede Stuart muggent, før han tsk'ede lavmælt, og lagde blikket på bogstaverne.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/justify][/blockquote]

[Emrys Cadwallader]

Tja, hvorfor ikke? Så sandt, så sandt. Han kørte let fingerspidserne igennem det røde hår, og så med et tænksomt blik ud i luften, imens han organiserede forklaringen i hovedet, som han ville sætte en disposition op for en politisk tale. Den kommentar ramte hovedet på sømmet og bankede sømmet flere centimeter ned. Han trak på venstre skulder, og så på Stuart. Han endte med at krybe til korset i stedet for at redegøre for hvorfor han ikke havde mere tid – det var vist irrelevant for sagen, at han ikke havde megen tid under sin kamp for lederpost i Hallows, sine lektier og sit generelle sociale liv. Heldigvis havde han da udkig efter et par skjoldmøer. To af slagsen, endda. Slanger. Besnærende. Intet fast, men det kunne der vel komme med tiden, hvis han skulle tage Stuarts råd op. ”Hvem siger at jeg ikke allerede er i gang med at gøre noget ved det og gøre kur til et par unge damer, selvom der endnu ikke er noget fast? Der arbejdes ihærdigt på sagen med at skaffe mig en dame, som du så yndigt fik fremsat det. Den slags kurmageri tager tid.” indrømmede han med et forsonligt smil, og hævede et øjenbryn. Han smilte. ”Man skal jo også lave andet end politisk arbejde fra tid til anden. Og imod min vilje har jeg nu intet imod kvindeligt selskab, så længe det er på en gode måde.” I betragtning af at hans sidste faste forhold – der havde været seriøst, vel at mærke – var tilbage i starten af sidste skoleår kunne han selv se fornuften i Stuarts appel. Han vidste det ville lyde latterligt i Stus ører – at han var kræsen og fiskede efter en strigle af en pige, der kunne trække ham hen af gulvet i Storsalen for at hun blot kunne blive trukket samme vej tilbage af ham. Han kedede sig bare med de andre. At han allerede havde taget sin del af feminine skønjomfruer i nød, kunne kun bekræfte sagen.

Ved den unge dames tilstedeværelse og forespørgsel om ro klappede Emrys skyldigt og omgående i som en dør i trækvind, men kunne ikke tage situationen helt alvorligt takket være Stuart, som med en halvindigneret mine tiltalte pigen i en nærmest absurd formel tone. Han måtte sidde under optakten med en nærmest overdreven stiv mimik af frygt for at komme til at bryde ud i et grin. Da hun ordløs forsvandt, hævede Emrys lettet begge øjenbryn og rystede målløs på hovedet, imens han bladrede en side bagud i bogen. ”Det var ikke så lidt af en røffel.. er det noget du praktiserer ofte, den slags vinderretorik?” fik han fremmumlet, tydeligvis imponeret. Han gad nok vide, som han havde spurgt om, om hvorvidt Stuart brugte den slags ofte for at kunne larme i fred. Det måtte være meget praktisk. Da han hørte lyden af Stuarts hænder klappe, så han op, grinte af Stuarts bemærkning om hendes mulige grusomme hævn i nærmeste besværgelsesmodul, satte venstre albue i bordet og lod sit hoved hvile på håndfladen, imens han lod blikket følge den blonde heks, indtil hun forsvandt ned mellem hylderne og ud af synsvidde. ”Ville du have noget imod lidt kvindelig opmærksomhed på den konto, hævn eller ej, Stuart? Sikken en tortur jeg forestiller mig hende udøve på dig..” drillede han ham med et skævt smil, hvorefter han rettede sig op med en mere seriøs mine og lænede sig tilbage på stolen. ”Men hun burde vel efter alle disse år kende dig godt nok til at kende til din attitude til lektier. Eller er det kun i vores fordybelsesstunder, at du ligner et skybrud over Skotland ved synet af en stabel bøger, der ønsker at lære dig noget?” spurgte han interesseret med sin sædvanlige alvor møntet fast, idet han med et venligt blik på ham trak sin taske over til sig og fandt et stykke pergament op til at notere deres gennemgående stof. Jovist, han gemte en plan over hvad de havde gennemgået. For et ordensmenneske som Emrys var det utænkeligt at lade være, selv udenfor skoletiden.

”Det kan jeg rent faktisk også. Ganske meget, endda. Det er netop derfor at jeg gør det her.”

[/b] påpegede han ærligt til hans kommentar om Stuarts formodning om at han nok ikke kunne lide ham med det studielæs, og så op fra bogen. Han granskede ham kortvarigt med blikket, inden han sukkede ufrivilligt og så ud af det smudsige vindue, imens han foldede fingrene mellem hinanden og lod hænderne danne en trekant, der hang svævende i luften mellem albue og fingre. Det beskedne sollys, der faldt igennem smudset, illuminerede hans røde hår og gjorde det kobberorange.”Jeg synes alt for godt om dig til at lade alt dit formidable urealiserede potentiale for din fremtid gå til spilde, på grund af et par bogstaver på et karakterblad.” uddybede han i samme ærlige, men velmenende tonefald, og lod de grå øjne svæve tilbage på ham fordybet i de gulnede sider. Et umærkeligt smil kæmpede sig over hans læber. Jovist, Stuart havde oceaner af potentiale for at få sig en fremtid lige efter hans hoved. Han skulle bare lige finde lysten og ilden til at udnytte det. På kort sigt, her og nu, virkede det surt at skulle sidde og tygge sig igennem viden om en djævleslynge han måske aldrig ville møde, men på lang sigt kunne det hjælpe ham til en eksamen, sætte et vist bogstav på det papir som Emrys havde nævnt og åbne muligheden for et liv han faktisk ville bryde sig om. Det var ikke noget, han normalt bekymrede sig om – jo færre mennesker der var til at kappes med ham om ministerposten i fremtiden, jo bedre. Men med Stuart var det anderledes. ”Det er ikke så frygteligt meget om Tentaculaen vi skal gennemgå. Det er bare værd at gennemgå det i forbindelse med djævleslyngen, idet de er nært beslægtede. Til gengæld skal vi gennemgå mindre botanik næste gang og er således hurtigere færdig.” reflekterede han halvt fordybet i sine tanker. Emrys vidste ikke helt hvordan han skulle karakterisere den følelse af ansvar han havde for Stuarts læring.. den kunne passe meget godt på hvad han havde hørt om broderkærlighed og velmenende omsorg for en yngre bror. Det var dog ikke noget han kunne identificere direkte, idet han ikke havde nogle søskende – men det tætteste han ville kunne komme på var Stuart. Og på sin vis var de jo også knyttet sammen i blod.

En kort stund sad Emrys blot med fingrene flettet og betragtede sin ven læse. Efter et minuts tid løsnedes hans fingre, og de faldt ned på den åbne bogs sider, imens han lænede sig lidt frem. ”Nuvel. Hvad kan du fortælle mig om djævleslyngens foretrukne grobund og jordtype?” spurgte han med et afventende smil. Det stod direkte i bogen, og var nemt nok at svare på – det var bare et spørgsmål for at sikre sig det var blevet læst. Så kunne de diskutere det bagefter.
[/blockquote]

[Stuart Fellton]

Stuart lagde begge sin hænder på hver sin side af bogen. Han sad et øjeblik og betragtede Emrys, alt imens knægten læste. Så drog han et dybt suk, og lagde blikket på bogstaverne..

Der gik omtrent 10 minutter, før Stuart kunne løsrive sit blik, og kaste det mod Emrys. Billederne talte vel med som tekst? Han havde i hvert fald studeret dem nøje. Han smilede bredt, og temmelig ironisk til Guleroden, før han nikkede en enkelt gang. Han foldede hænderne, og lænede sig en anelse hen over bordet. ”Det var smadder spændende. Virkelig interessant stof”, fortalte Stuart, samtidig med det ironiske smil der voksede. ”Om jeg kunne få nok!? Da overhovedet ikke!”, tilføjede han i en hurtig vending, før han mistede lysten til at drille, og dovent lænede sig tilbage i træstolen. Han kløede sig på næsen, og hev derefter ærmerne op over albuerne, så hans farvestrålende tatoveringer trådte til syne. ”Du ville høre om djævleslyngen og noget med noget jord.. Ikke?”, mumlede Stuart og rynkede let begge de buskede bryn. Blikket hvilede tungt på Emrys. ”Den foretrækker vist.. fugtig jord, var det ikke det der stod?”, sagde han, både konkluderende og spørgende. Han lænede sig hen over bogen, og prøvede at finde frem til den bestemte sætning, der kunne afgøre hans skæb- .. Der kunne afgøre, om hvorvidt han havde ret eller ej. Han knipsede og skubbede bogen på plads. ”Den lever på fugtige og klamme steder, og hader sol og alle de varme, rare steder”, sagde han tilfredst, og så derefter på Emrys.

Stuarts smil blev bredere. ”Er du begyndt at lede efter damer? Hvem?”, udbrød han og lo højt, før han lænede sig hen over bordet. At ukendte årsager, var det okay Emrys havde gang i noget på den front, men så absolut forbudt af Sofia havde. ”Ravenclaws holdkaptajn.. Imogen.. Jeg har inviteret hende ud”, sagde han. Blikket ændrede sig og han smed begejstret hænderne ud til siden. ”Fantastisk ikke?”, udbrød han himmelhenrykt, før han grinende lagde sig hen over bordet. ”Synes du ikke også.. at der er et eller andet.. du ved.. som man ikke kan sætte fingere på.. lige ved hende”, mumlede han en anelse drømmende, skønt han var 100 procent til stede.

[/blockquote]

[Emrys Cadwallader]

Stadig med fingerne viklet ind mellem hinanden afventede Emrys vennens svar på det forståelsesspørgsmål, han netop havde stillet, og lod sine øjne dvæle på ham, imens han læste. Et vagt øjeblik var han fristet til at tro, at hans ven faktisk for en gangs skyld havde spist den såkaldte litterære surkål, der lå på bordet foran ham, uden at brokke sig mere end han allerede havde gjort (hvilket ville være et uhyre ekstraordinært fænomen på højde med en venuspassage i Emrys’ øjne), indtil at Stuart løftede blikket fra de beskrevne gullige sider, og mønstrede et kækt smil, der med den tydelige ironiske tilføjelse fik selv det spædeste tankefrø Emrys kunne have haft til at visne, og talte sit tydelige sprog om at Stuart faktisk havde nydt bogen ligeså meget som han plejede. Hvilket gør ordet ”nydt” til et ekstremt overdrevet postulat, tænkte Emrys blot og fulgte Stuarts gestiske bevægelser med at folde hænderne og læne sig frem. Han kunne ikke tilbageholde et ufrivilligt smil, der blev varmere end han egentlig havde tænkt sig det skulle være, ved Stuarts små drillerier, imens han lyttede. Da han var færdig, løsnede han hænderne og rettede på en orange lok, uden at fjerne blikket fra sin ven. ”Jeg gad nok vide om der var en eller anden form for smitsom galskab, i form af lidelsen fornuftighed, i den bog. Tænk at der faktisk opstod en dag, hvor jeg skulle høre de ord blive ytret af dig.” reflekterede han spøgende, og så på ham over sin egen bog med et hævet øjenbryn. ”Pas du på, at jeg ikke en eller anden dag bliver halvdøv og vælger at overdøve din sarkasme, Stuart. Så kunne det være jeg ville komme til at tage dig bogstaveligt og vælge at testamentere dig med min bogsamling, siden du er blevet så glad for boglig lærdom.” spøgte han med et smørret grin, og lagde venstre arm på det stykke bordflade foran ham, der ikke var optaget af bogen foran ham, imens den højre løftede fjerpennen fra blækhuset foran ham og søgte mod pergamentet ved bogen for at notere dagens pensum på det stykke pergament, der udgjorde en optegnelse over hvad han allerede havde plaget Stuart med. Det kunne godt være Emrys ikke var blevet givet nær så meget humoristisk genialitet som Stu var blevet beæret med fra naturens side, men hans sans for humor var på ingen måde så støvet, at han ville testamentere sin bogsamling til ham. Han holdt desværre alt for højt af ham til at gøre det.

Uvilkårligt fængsledes Emrys’ øjne af de farvestrålende tatoveringer, der prydede Stuarts arme, og så op på ham da han spurgte om hvorvidt det var djævleslyngen, han ville høre om. ”Jovist.” bekræftede han med et nik til spørgsmålet, og satte fjerpennen tilbage i blækhuset for at betragte ham. Han skubbede sig tilbage mod ryglænet, og trak benene op til sig.
Da den halvt spørgende, halvt konkluderende sætning kom op, smilede Emrys blot kryptisk. ”Det er jo det, du skal fortælle mig.” bemærkede han blot lavmælt, imens han så på ham. Efter en stunds søgen nåede han frem til svaret og knipsede, og Emrys nikkede bekræftende. Havde Stuart faktisk læst, ville han vel have leveret svaret prompte – men der var måske en chance for at noget af det sad fast på den her måde. ”Såre sandt. Den ville formodentlig være mere vidensmodtagelig end du, siden den ikke er tiltrukket af solskin og rare steder, som du siger, men alene det at du ikke spiser mig her i vores timer får mig straks til at føle mig bedre tilpas.” påpegede han, men uddybede ikke videre på sine studiespørgsmål.

”Sikke dog god tiltro du har til min maskulinitet, Stuart. Det har jeg skam været i et stykke tid.”

[/b] sagde Emrys med et smil, og kunne ikke lade være med at grine lidt med Stuart. ”Du kender i hvert fald den ene af dem. En af dine klassekammerater.” Han ville lade Stuart forsøge at gætte lidt. Umiddelbart mente han selv at Psyche lå lige til højrebenet alene i kraft af hendes skønhed, men det måtte han selv finde ud af. Da Stuart stolt bekendtgjorde at han havde sat en aftale med Imogen Ivory i stand, så Emrys med et smil på ham. ”Spændende. Men hun er bestemt heller ikke noget dårligt valg at tage ud, det må jeg give dig.” tilføjede han oprigtigt og smilede glad overfor hans entusiasme. At se Stuart glad var nu noget, han af en eller anden mærkværdig grund brød sig om. Det smittede vist. Han så på ham med et uudgrundeligt blik. ”Hun har i hvert fald udprægede magiske evner på mere end skoleplanet, siden du sidder sådan og dvæler.” drillede han ham, men så derefter alvorligt på ham. ”Oprigtigt talt, du har ret. Og det er jeg kun glad for at hun har. Men hvor tager du hende hen?” spurgte han nysgerrigt og smilte venligt, som en bror kunne have smilet indforstået til sin anden bror.
[/blockquote]

[Stuart Fellton]

Stuart hævede begge bryn i en sigende grimasse. ”Det kunne du ikke finde på”, lød det halvt anklagende, halvt konkluderende fra ham. Stuart hævede sin højre hånd, og pegede på arret, som for at fremstille hans bevis. Man måtte ikke undervurdere Stuart, skønt hans til tider direkte barnlige opførsel, på mange måder kunne give det indtryk, at han var decideret dum. Stuart var bare umådelig god til at spille skuespil, og han elskede uden tvivl, at tage folk ved næsen. Det havde til tider også hjulpet ham, at han var blevet placeret i den kasse, som tilhørte dem uden ambitioner, selvom det på ingen måde, var den kasse han tilhørte. Stuart var havnet på Slythenrin. Hvordan kunne man så nogensinde blive uambitiøs, når man havde hus i Slythenrin? ”Det kan godt være vi slanger er kendt for at være satan selv, men helt ærlig.. Så ondt et hjerte har du alligevel ikke, min gode ven”, brummede Stuart højtidligt, før et bredt grin faldt over hans læber.

Stuart kløede sig i nakken, før han rynkede brynene. ”Jeg har ingen idé om, hvem fanden du render efter”, mumlede han tænksomt. For et øjeblik sad han og gennemgik hver og en, af de kvindelige slanger. Så opgav han, og med et lille smil, vendte han sig mod Emrys. ”Jeg har aldrig været i tvivl om din maskulinitet”, udbrød han hurtigt, før han sendte ham et gennemborende blik, der fortalte ham, at kommentaren havde været oprigtig nok. ”Og lad os være ærlig, Emrys. Du er en lækkermås, så lige meget hvor mange damer du så er ude efter, så skal du nok få dem”, udbrød Stuart drillende, før han lo. Stuart lænede sig tilfredst tilbage i stolesædet, før han lagde armene over kors.

”Jeg hiver hende med på Det Tre Koste.. Det er ikke sådan noget vildt du ved”, brummede han og et kort øjeblik så han næsten ærgerlig ud. ”Men jeg tror det går. Hun sagde i hvert fald ikke nej”, tilføjede han før begge bryn igen blev hævet, og Stuart kastede blikket ud af vinduet. ”Men fortæl mig.. Hvem er det du jagter, og hvorfor”.

[Emrys Cadwallader]

Emrys smilede mildt for sig selv, idet han også hævede sin egen højre hånd, hvor et lyserødt ar løb ned over håndfladen, identisk med Stuarts. De to lyserøde striber kunne være tvillinger, ligesom at alene deres placeringer i hinandens håndflader gjorde dem til brødre. Og disse ar ville i Emrys’ øjne kunne attestere deres blodsbånd i al evighed. I stedet for at pege på det som Stuart sigende gjorde for at understrege sine ord, lod han venstre hånds pegefinger løbe ned over det, hvorefter han reflekterede over vennens alt for sande sætning. ”Det er vist kun alt for sandt.” indrømmede han og ufravigeligt påbegyndte den lange pegefinger en ny vandring ned langs den lyserøde sti på hånden og øjnene gjorde fingeren følgeskab på vandringen, imens læberne langsomt tøede op i et halvnostalgisk smil. ”Og selv hvis jeg skulle have fået den slags indfald, ville den lyserøde tråd her nok også hurtigt sætte en stopper for idéen.” tilføjede han og lod smilet blive en tand bredere, inden han så op på sin årelange ven og lod fingeren hvile midt på arret. ”Selv efter to år minder den mig stadig om, at blodet forstærker båndet.” musede han halvt for sig selv, halvt til Stuart, og så atter på arret, inden fingeren trak sig væk fra håndfladen og han lænede sig let tilbage på stolen. Selvom der var situationer hvor hans ven opførte sig som en komiker med jonglørbolde, var der også tidspunkter som det her, hvor Emrys opfattede ham som nærmest clairvoyant i den måde hvorpå han underbyggede sine argumenter såsom nu, hvor hans begrundelse med arret fik sytråden lige i nåleøjet, og hvor den drengede attitude var blæst væk som blade i vinden. Alle slanger havde en ham, selv han og Stu; og det var nok grunden til at to ellers hæderlige unge herrer som dem sad på Slytherin. Og alle slanger havde gift i de bagerste tænder, selvom det for nogen kun ville være et våben for at overleve, hvorimod andre ville sprede giften for et godt ord. Emrys ville aldrig undervurdere en medslange, og da i særdeleshed ikke sin blodsbror, som han så som sit eget spejlbillede, blot i en anden ramme. Det at de havde en ham, som de kunne iføre sig i en situation og en ny ham til en anden situation, samt at de begge to forstod at udnytte mulighederne for disse hamme.

Det højtidelige tonefald Stuart påtog sig fik ham et øjeblik til at rynke let på næsen, inden han lod mimikken løsne op i et varmt smil for at akkompagnere det brede grin, der blev udstillet på den anden side af bordet. Han trak let på skulderen, inden han blot klukkede. ”Der er skam også nok djævleaspiranter her på kollegiet uden at jeg behøver at hige efter optagelse i deres lille sekt. De råder vist bod på min eventuelle ikke-eksisterende ondskab.” bemærkede han og smilede kort, inden han så ud af vinduet. ”Men vi er jo alle slanger og har gift i hugtænderne. Og jeg tror nok også vi alle sammen et eller andet sted har en sort handske, vi ville kunne trække på, hvis vi blot blev tvunget langt nok ind i klædeskabet. Men man skal ikke bruge sin gift, før det er nødvendigt.. og du har så rigtigt nok påpeget, at jeg nok desværre synes lidt for godt om dig til at ville gøre den slags.” tilføjede han med et kort smil, idet blikket vendte tilbage til bordet og vennen overfor.
Idet Emrys blot sad og observerede ham, imens han formodentlig gennemgik sit kartotek af potentielle kvindelige Emrys-magneter fra hans klasse, kom bemærkningen om hans maskulinitet og hans potentiale for at få samtlige beundringer på krogen snigende ind på ham, og hans latter istemte med Stuarts. Den tilfredse gestik overfor fik ham til at hæve et øjenbryn og se spøgende på ham, imens han lænede sig let hen over bordet. ”Hvis du da ikke tager dem først, Stuart. Din egen magiske tiltrækningskraft kan der ikke være noget i vejen med, siden du har Ivory på krogen.” drillede han ham, men med et venligt smil til følge. Han mente det nu helhjertet. ”Du får jo mine lyserøde eventyr til at ligne en picnic i Hyde Park i regnvejr.” tilføjede han og forsøgte at se indigneret ud, men han kom blot til at le igen. Han havde sjældent så munter en mimik, var det ikke fordi Stuart sad der til at live den op. ”Der kan vist heller ikke herske nogen tvivl om, at du såmænd også har fået et godt stykke af den lækkermås-kage.” Emnet skiftede over til de to kvinder, efter at Emrys havde rettet sig op og pillet ved manchetterne i højre ærme. ”Jeg tvivler på at lige med de to som jeg har udkig efter, vil det næppe være nogen succes at etablere et harem, selv hvis det stod i min magt. Det ville udgøre en potentiel brandfare for alt og alle.” Han rystede kort på hovedet, inden han slog let med foden i gulvet og tog ordet.

”Den første er et ocean af glødende ild, der brænder alt og alle, der ikke er forvarende nok til at holde sig ude af hendes fortærende flammer. Den besnærende Psyche Guillotine. Selv efter alle de år jeg har kendt hende, er hendes vilde storm af et temperament ikke blevet beroliget, og det svitser stadig mine fingerspidser fra tid til anden. Utilgivende, hidsig og spændende.. ”

[/b] fortalte han, og lod hovedet hvile på håndfladen. Han smilede sværmerisk ved tanken om den temperamentsfulde wilie som han beundrede for hendes selvstændighed og temperament, inden han fortsatte. ”Men der er også det andet underskønne væsen. Evelynn Ivory. Rødt hår som ildtunger og en tunge som en pisk. Selvsikker og svært interessant. Og så ynder hun at forsøge at dreje mig om hendes yndefulde pegefinger. Hun er umådelig god til det.” sagde han og lød noget så irriteret over det sidstnævnte faktum, men man kunne tydeligt se på hans smil at han såmænd nød at blive snurret rundt som en anden snurretop. ”Hun har givet mig en måned til at imponere hende og vise min kunnen. Den eneste regel er, at jeg skal være kreativ. Men jeg vil kunne nævne en vis prominent lederpersonlighed, der ville få et større verbalt føl, hvis hun fandt ud af at jeg bejler til The Riddlers’ smukke næsteleder.” Alene ved det luftede postulat om den politiske kappestrid, der kunne udvikle sig, gik der en sky over hovedet på ham, men han viftede den hurtigt væk og fortsatte. Det var alt andet end politik han tænkte på med Evelynn. På ingen måde nær så anstændigt. Han så på Stu, inden han smilte. ”Jeg har både hænderne og øjnene fulde herovre. Det er noget af en redelighed, kan jeg godt sige dig.” påpegede han, inden han ville lade Stuart få lov til at lade sine meninger om sagen blafre lidt.
[/blockquote]