When the darkness fades...

[Mabelle Dempsey]

so when the darkness fades ,
THERE'S ONLY LIGHT LEFT
J U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Efter en weekend, der virkede uendelig lang, var Mabelle omsider kommet sig over sine forvandlinger, og var på benene igen... det gode ved indimellem at blive så syg var, at man virkelig kunne nyde at være rask igen. Bare følelsen af at være rask var fantastisk. Hun kom sprintende ned fra trappen, efter at have været oppe i hospitalsfløjen og få drukket den sidste sjat stormhateliksir, og få foretaget en pulsmåling og hvad der hørte med til hele deres eksperiment. Nu kunne hun glæde sig over at der var i hvert fald tre ugers tid før næste fuldmåne. Da hun nåede ned for enden af trappen til anden sal, stoppede hun op ved det store vindue, som hun satte sig over i. Hun fandt slet ikke vinterregnen deprimerende. Hun syntes at regn var smukt... godt nok var det ikke fantastisk at rende rundt i, men det var så hyggeligt at sidde og kigge på og lytte til med et varmt tæppe omkring sig, en kop kakao og en god bog.

Nu havde Mabelle godt nok hverken tæppe, kakao eller bog, men det skulle da ikke stoppe hende i at sidde og betragte det. Hun satte sig i den enorme vindueskarm og betragtede regndråber slide sig ned langs ruden. Vinduet hvinede lavt på grund af vinden og de lettere utætte karme.

darri la'cour TAGGED
click here OUTFIT
PANIC! ITS LAUZ @ CAUTION TEMPLATE

[Darri La'Cour]

Darri hadede regnvejr. Når det regnede, havde han ikke meget lyst til at begive sig udenfor, hvilket resulterede i, at han intet havde at lave. Den sidste times tid havde han vandret rundt på slottet i ren kedsomhed. Han var netop gået forbi hospitalfløjens åbne døre og kunne ikke dy sig for lige at tage et kig derind. Tit lå der elever, der havde fået fortryllet hinanden på den ene eller anden komiske måde, så de enten havde fået kæmpestore ører, grøn hud eller noget helt tredje.
Men ikke i dag. I dag var hospitalsfløjen næsten tom bortset fra et par senge gemt bag et hvidt forhæng.

På vej ned af trappen fik han øje på en pigeskikkelse, der sad i vinduet. Lyset skinnede lige imod ham, så det var kun pigens omrids, han var i stand til at se. Men alligevel virkede det omrids bekendt. Det var ikke særlig tit, man stødte på en med så langt et hår.

”Mabelle?” lød det hviskende fra ham. Han kneb øjnene sammen for bedre at kunne se hende. Jo… han var helt sikker på, at det var hende. Et smil gled over hans læber, og han løb de sidste par trin ned af trappen hen til det store vindue.
”Det er lang tid siden sidst,” sagde han og smilede skævt. Godt nok var det kun en weekend, men når man boede sammen, var tre dage, hvor man ikke havde set hinanden, lang tid.