To visit the corridor.

[Varg Harrison]

Klokken var omkring midt på eftermiddagen, Varg kom næsten lige fra eliksir, men havde taget et smut forbi drengenes toilet, som lå her på anden sal. Det var grunden til, at Varg nu befandt sig her på anden sal, han ville ellers gerne direkte op til Ravenclaws opholdsstue, hvor han kunne læsse tasken og alle bøgerne af, Varg havde næsten altid et hav af bøger med sig, han elskede jo at læse og brugte derfor en stor del af sin tid på det, men i længden blev de ret besværlige at slæbe på. Han burde også tage et smut forbi biblioteket og aflevere nogle af de bøger, som han havde læst igennem, men det ville han gøre senere. De fleste andre havde også næsten lige fået fri fra deres lektioner, eller det så i hvert fald sådan ud, da korridoren var ganske befolket af elever, som vandrede igennem korridoren for at nå til, hvor end de skulle hen, Varg gættede på, at de fleste skulle tilbage til deres opholdsstuer, ligesom han havde tænkt sig.

Varg var begyndt at gå igen, han skulle hen til trapperne, så han kunne komme op til tårnene, hvor Ravenclaws opholdsstue jo lå. På vej ud til trapperne stødte en af de lidt større og kraftigere Slytherin-elever ind i ham, sammenstødet fik Varg til at tabe den stabel af bøger, som han havde i sine hænder. Varg forventede ingen hjælp fra Slytherin-eleven, han lignede en af de typiske Slytherins, som hellere ville være en narrøv end hjælpsom, det viste sig så også, Varg ikke tog fejl, da Slytherin-eleven spydigt havde sagt "Se dig for, fjols" og derefter havde grinet af Varg, da han havde tabt sine bøger. Varg havde ignoreret Slytherin-eleven og bare sat sig på hug med et suk for at samle bøgerne sammen igen, men sendte dog Slytherin-eleven hadefulde blikke efter han havde vendt Varg ryggen til. Med en kort bevægelse strøg Varg en lok af det tykke, sorte hår om bag det ene øre og gav sig til at samle bøgerne sammen, det ville nu være rart, hvis bare en af alle disse elever, som gik forbi, var en venligsindet elev der tog sig tid til at hjælpe en anden.

[margot]

Margot ,

Make. Me. Believe.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/b][/color], lød det klokkeklart fra Margot. Stemmen var blød, og det var en af de stemmer, som man lagde mærke til, fordi tonelejet lå en anelse højt. Hun hankede op i sin egen taske, og løsrev sig fra hans blik. Hun drejede om på hælen, og strøg med menneskemængden videre hen af gangen.[/ul] [/justify]

[Varg Harrison]

Varg havde fået et par stykker af bøgerne stablet i en ny stabel, som han kunne samle op, når han havde dem allesammen igen. Han rakte sin blege, langfingrede hånd imod en af bøgerne, men stoppede dog bevægelsen, da han så en anden hånd tage fat om bogen. Varg løftede sit blik og mødte et par brune øjne og han sad i et kort øjeblik og studerede den venligtsindede piges ansigt, måske i et sekund eller to for meget, før han så lod blikket falde på stakken af bøger igen. Han mente, at han nok havde set hende før i nogle af timerne, men han kunne ikke sætte navn på hende, han havde bare set hende før, kunne han huske. "Nej, det har du ret i." Sagde han og et lille smil viste sig kort på hans læber. Han fik resten af bøgerne og tog dem alle i hænderne igen, hvorefter han rejste sig op.

Varg så efter hende, da hun begyndte at gå. Han havde ikke fået takket hende endnu og derfor satte han efter hende. "Jeg fik ikke takket dig." Sagde han og gik op på siden af hende og så igen på hende. "Mange tak skal du have." Takkede han. Han tænkte på eventuelt at præsentere sig selv for hende, hun havde jo været venligsindet nok til at hjælpe ham, noget som så mange andre ikke havde været. Jo, han kunne lige så godt gøre det, hvad kunne der ske ved det? Intet. "Mit navn er forresten Varg." Præsenterede han sig så. Det virkede måske lidt underligt at han præsenterede sig på grund af, at hun havde hjulpet ham med at samle bøgerne op, men det tænkte han ikke rigtigt over, han var alligevel ikke så god til det med at takke folk, da der efterhånden sjældent var brug for at gør det og så var hun jo også en ret pæn pige, noget som næsten også altid havde gjort Varg lidt klodset.

[margot]

Margot ,

Make. Me. Believe.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/i]. Hun skubbede brutalt tanken til side, og det resulterede i et ufokurseret øjeblik. Margot nåede ikke at reagere, og pludselig var hun landet bag en gruppe Gryffindor-elever. Det ville sige, med andre og mere præcise ord, at hun nu ikke kunne slippe for den mørkhårede dreng.
”Der er intet at tanke. Alle andre havde gjort det samme”, mumlede hun. Stemmen var stadig klokkeklar, men noget havde forandret sig. Det var ikke en bevidst eller tydelig snerren, men undertonen bar præg af det selv samme. ”Det var virkelig ingen ting”, tilføjede Margot, eftersom han takkede hende en gang til. Ikke en gang, imens hun havde talt, havde hun rettet de mørke øjne mod ham. En ting holdte hende tilbage, og hun begreb ikke, hvad det kunne være. Hun havde stået begravet i tanker mange minutter endnu, hvis ikke hans præsentation havde sat hende ud af kurs. Tvunget hende til at holde fokus. Hun glippede med øjnene, og lagde armene beskyttende under de små bryster. Et kort blik blev kastet mod ham, og køen fortsatte i et ryk.
”Margot” mumlede hun. Så drejede hun hovedet langsomt, og lod deres øjne mødes kort.[/ul][/justify]

[Varg Harrison]

Varg rystede let på hovedet til det hun sagde. "De fleste gik bare forbi mig, du var den eneste som tog sig tid til at stoppe op og hjælpe mig." Sagde han, han havde ikke rigtigt lagt mærke til, at hun havde sat farten op, hans tanker var ikke just fokuseret på det, han havde endda også fuldstændigt glemt, at han ville forbi biblioteket for at aflevere bøgerne, som han stadig havde i sine hænder. Der var et eller andet ved hende, som fik ham til at glemme det og i stedet søgte mere information om hende. Han betragtede hende med sine grønne øjne, måske betragtede han hende igen et sekund eller to for længe. "Jeg er nu taknemmelig. Venlighed er en ting jeg ikke ser meget af efterhånden." Sagde han og nikkede let til sine egne ord, hvorefter hans blik faldt ned på stablen af bøger, som han stod med i sine hænder, den øverste bog var om Forsvar Mod Mørkets Kræfter og tog man et kig på bogryggene, så kunne man se, at de andre bøger også var inde for det emne.

Varg prøvede at få stablen under den ene arm uden at tabe bøgerne igen, hvilket var tæt på at mislykkes, men han fik det dog gjort og rakte så sin højre hånd frem. "En fornøjelse at møde dig." Sagde han og mødte hendes blik, men fjernede det dog hurtigt igen, så det faldt på hans hånd. Det var egentligt lidt akavet, følte han, men han prøvede at se forbi det. Der var noget meget interessant ved denne pige, men han kunne stadig ikke helt sætte finger på det og han tvivlede endda lidt på, om det var en klog idé at forfølge det, men det var nu mest hans egen regel om ikke at knytte sig for meget til andre, som fik ham til at tvivle, han ville helst ikke knytte sig så tæt til folk, at de begyndte på de mere personlige samtaler af frygt for at komme til at afsløre noget om sin 'forbandelse', men alligevel kunne han ikke bare lade være med at socialisere sig, det skulle jo til for at man kunne fungere, eller sådan var det i hvert fald for Varg.

[margot]

Margot ,

Make. Me. Believe.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/b][/color], lød det klart fra Margot. Hun havde rettet de mørkebrune øjne mod ham, som for at måle hans reaktion med blikket. Margot havde tit rendt ind i flokke, som syntes det havde været usandsynlig underholdende, at terrorisere hende. Hun trak sig tættere mod gelænderet, i det en flok elever, halede forbi dem. Hun stod faretruende tæt på dette, og med overkroppen lænet ud over, i noget svarede til 2 sekunder. Margot lod blikket glide rundt. Gangene syntes næsten tomme, skønt tiden ikke havde ilet af sted. Eller havde den?. Hun hankede op i tasken, og kastede et sidste blik på ham. Hun vendte rundt på hælen, og for tredje gang, prøvede hun at herse ned af trappen. Hun nåede at tage et skridt, før han atter krævede hendes opmærksomhed. Margot vendte rundt, og stirrede kort på hånden.
”Det forstår jeg ikke”, sagde hun. Margots hånd genvandt sin plads på gelænderet, og hurtigt blev grebet fast. Hendes læber var bløde, og ikke stramme som de havde været. Margots ansigt blødte langsomt op, og det var tydeligt, hvordan hun begyndte at slappe af. Hun lod deres øjne mødes, og rystede derefter på hovedet. ”Du tabte dine bøger på gulvet, og ingen ville hjælpe dig med, at samle dem op. Så kom jeg, og jeg hjælper dig med det. Jeg kan ikke se fornøjelsen”, forklarede hun, efterfulgt af et let skuldertræk. Hun hankede op i tasken, hvorefter blikket faldt på stentrappen.[/ul][/justify]

[Varg Harrison]

"Hm.. Ja, jeg synes nu også det er for dårligt at nogle dømmer folk ud fra deres blodstatus. Fuldblod, halvblod eller muggler, vi er alle mennesker og har alle ret til at være her." Sagde Varg og nikkede endnu engang let, Varg havde en vane med at nikke til nogle af de ting, som han selv sagde. Varg trådte tilbage imod gelænderet, da en flok elever kom forbi dem og holdte for en sikkerheds skyld ekstra godt fast på bøgerne, så han ikke tabte dem igen, hvis nu en af dem skulle støde ind i ham eller lignende.
Varg kastede et blik på sin hånd, da hun sagde hun ikke forstod, men løftede så blikket og mødte atter hendes blik, han trak hånden til sig igen, da hun rystede på hovedet og begyndte at tale.

Han kløede sig kort i nakken, tænkende over hvad han mon skulle gøre med den akavede situation, som han nu havde fået placeret sig i. Han tog stakken af bøger i begge hænder igen, hvorefter blikket kort gled rundt på omgivelserne, men til sidst landede på den øverste bogs forside. "Uhm.. Ja, jeg tænkte bare, eh.." Mumlede han, men rømmede sig så let, "At jeg ville takke dig og siden du havde vist den venlighed, så eventuelt.. Præsentere mig." Sagde han mere tydeligt. Det var vel også lidt tydeligt, at Varg ikke just var vant til disse situationer, men hvor ofte fandt man sig også i den slags situationer? Det fleste ville nok også føle sig lidt dumme, når man stod med hånden rakt frem, men den ikke blev trykket.

[margot]

Margot ,

Make. Me. Believe.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/b][/color], afbrød hun ham, og sendte ham et tøvende smil. Hun lod let de smalle bryn, glide op i panden, og lod hovedet tippe en anelse på sned. Han var ikke normalt den type, Margot fandt attraktiv. Det lange, store hår mindede for meget, om en bjørn. Hans kinder var lidt for store. Alligevel virkede han til, ikke at være som de andre, men helt præcist hvorfor, anede hun ikke. ”Jeg mener.. det var pænt af dig, at præsenterer dig selv, og ikke bare forsvinde i mængden” - Som du prøvede på! - sagde hun, hvorefter hun gav slip på gelænderet. Langsomt vendte hun sig om, og hoppede elegant, næsten som en lille fe, ned af nogle enkelte trappetrin. Hun stoppede brat op, og kiggede sig over skulderen.
”Jeg ville få afleveret bog nummer 2. Den har jeg ventet på i 14 dage nu”, mumlede hun til afsked. Et drillende glimt kunne kort skimtes i de mørkebrune øjne, da hun forsvandt ned af trappen.
[/ul][/justify]

OUT