Gemme leg

[Molinda Carter]

Klokken var omkring ni tiden, og folk var så småt igang med at befinde sig i opholdsstuerne, og ikke længere tulle rundt over alt, lektier var der sikkert også rigeligt igang med at blive produceret.
Det havde været okay vejr idag, ihvetrtfald i forhold til den regn som havde efterladt hele ugen driv våd, men idag havde det kun regnet i morgen timerne og så havde der ligesom bare været overskyet hele dagen, med grå og tunge skyer der kun vidnede om det regn de var på vej ind i.
Gangene havde mudder over det hele, og det drev med sikkerhed pedellen til vanvid, for det skulle pedellen jo som alle vidste tage sig af.
Og Peeves havde det vidunderligt, når folk endeligt var blevet tørre så blev de drivvåde igen efter at han tyrede vandballoner efter dem.

Men ihvertfald så var det mørke lys der kom ind gennem vinduerne ikke det bedste, når ens forbandede kæledyr havde besluttet at lege gemmeleg med en.
Og det var det som Mol var udefor ligenu, hendes elskede trynesnog havde besluttet sig at den ville gemme sig for hende, hun havde set den på den her korridor, men hvor fanden den var se det var problemet, og hun kunne jo ikke have ham listende rundt sådan, han kunne jo finde på at spise folks mus og rotter, selvom han slet ikke var stor nok til en rotte.
Og det ville med sikkerhed give hende problemer, eller hvis en eller anden lille møgunge trådte på ham så ville han med sikkerhed hukke efter dem, altså med sikkerhed med lukket mund, men det ville sikkert stadig gøre dem mega bange, og bange børn var aldrig en god ting.
Hun listede rundt og løftede forskellige ting, kiggede under stole, over billeder og bagved statuer, imens hun desperat prøvede at finde ham, hun kunne jo ikke bare stille sig og hvæse efter ham, tænk hvis nogen hørte hende og fandt ud af hendes hemmelighed.

Irriteret stampede hun i gulvet, ligenu var hun iklædt et par sorte laksko med lyserøde palietter langs kanten, og hun havde stømprebukser i sorte og lilla striber på inden under.
Hun havde selvfølgligt sin skole uniform på, men bare ikke hendes kappe, den lå i opholds stuen.
Hendes negle var i dages anledning lakeret skrigende lyselilla med sorte rimsten på.
Hun havde kraftig sort eyeliner om øjenen, der så gled ud i en lilla smokey effekt.
Hendes læbestift var lilla også, men med en sorte kraftig streg hen over læberne lige i midten både på over og underlæben, sådan en smule star wars agtigt, synes hun selv.
Hendes hår var idag krøllet, og med krøllet var der de vildeste volumen krøller, sat med hårspray selvfølgeligt så de ikke faldt ud.

[Darri La'Cour]

[/color][/b] lød det modløst fra ham.
Han sukkede opgivende og overvejede, om han mon ikke bare skulle tage derhen med det samme.
[/ul]

[Molinda Carter]

Mol kiggede sig om da hun hørte nogle sige noget, og ganske rigtigt længere nede af gangen stod der en dreng, hun var godt nok heldig at hun ikke havde hvislet efter hendes kæledyr, men det var ikke det der fik hendes opmærksomhed, nå hendes opmærksomhed lå på den hvide og orange-røde albino slange der lå foran ham, ligenu foldede den sig sammen og kom med en hissig hvæsen, imens den desperat prøvede at gøre sig større end den var i forvejen, det var en startegi hun kendte godt nok, for den Albino slange var nemlig hendes, han kunne lyde som et helt hav af fjender, men han kunne aldrig finde på nogensinde at gøre nogen noget, ikke engang hvis de angreb ham, han hukkede altid med munden lukket, det var en af grundene til at hendes mor havde turde give hende sådan en, fordi de var så fredelige.
Med hurtige lange skridt stormede hun nærmest ned igennem gangen, slangen vendte hovedet fra drengen og kiggede på hende, og man kunne nærmest se hvordan alt luften forsvandt ud af ham da han opdagede at han var blevet opdaget.
Da hun endeligt nåede derhen bøjede gryffindor eleven sig ned og grab om livet på slangen med en hånd og om hovedet med en anden og løftede slangen op i luften med et snuptag.
" Der er du Blowy, jeg har ledt efter dig over det hele din uartige lille slange, du stikker aldrig af igen hører du mig."
Hun sukkede og lagde slangen på hendes skulder, og den gled vandt ind og lagde sig om hendes hals, med livet og hovedet liggede på hendes skulder og den anden hale hvilende på den anden, den var jo godt og vel 40 cm lang.

Hun vendte hovedet og kiggede på drengen der før havde stået og set en anelse bange ud på hendes slange og gav ham et kort grin med hovedet let vippet til den ene side, imens hun let dikkede slangen under hagen, hun var ikke istand til at være sur på ham særligt længe af gangen, han vidste jo ikke hvad han gjorde, og det var også syndt for ham at hun var nødt til at holde ham i så kort snor hele tiden.
" Hey, tak for at opholde ham, han var stukket af fra mig imens jeg så den anden vej, og bare rolig, han er kun svagt giftig og kunne aldrig finde på at hukke med munden åben, han er en Trynesnog, de er fredelige."
Hun gav ham en hurtig forklaring for bare at sørge for at han ikke endte med at løbe væk med følelsen af at han var i livsfarer, Blowy ville højst sandsyneligt bare havde hvæset af ham før den så ville skynde sig væk, fordi ja han var jo fredelig.

[Darri La'Cour]

[/i] og endda gik på årgangen over ham… så hvorfor skulle hun have en grund til at ville snakke med ham?

Han fugtede sine læber med tungen og nikkede blot som svar til hendes tak.
”Det var da så lidt,” svarede han. ”Jeg kender det kun alt for godt… Min kat laver det samme nummer.”
Da han nævnte sin kat, kunne han ikke lade være med at dreje hovedet for at spejde efter den halvvoksne killing. Hun havde fulgt ham det meste af aftenen, selv da han lavede lektier på biblioteket, men nu var hun på mystisk vis forsvundet… igen. Hvis han ikke tog meget fejl, havde hun sikkert fået øje på en mus eller en stor edderkop og havde besluttet sig for at forfølge den.
Han rystede opgivende på hovedet. Den kat var ikke til at gøre sig klog på. Smuk, det var hun, men hun opførte sig langt fra som en rigtig dame burde. Men han holdt af hende alligevel. Deres personligheder matchede jo trods alt.

Han rettede opmærksomheden mod pigen igen.
”Jeg hedder Darri,” sagde han.
Han rakte sin hånd ud imod hende, men trak den hurtigt tilbage igen, da han kom i tanke om, at den var helt våd. Han forsøgte at tørre den af i sine bukser, men det blev det blot værre af, da de også var våde. Han sukkede endnu engang og fjernede dryppende tot sort hår, der klistrede til hans pande. Han burde virkelig gå tilbage til sovesalen og få skiftet tøj. Hvis bare han kendte en besværgelse, der kunne tørre ham… men han turde ikke forsøge sig med magi; han ville sikkert bare ende med at sætte ild til sig selv, og dét kunne være et kønt syn, en snotdum 5. års elev der brændte sig selv ihjel.
[/ul]

[Molinda Carter]

Mol grinede da han sagde at hans kat lavede samme trick, alle kæledyr lavede vel det trick før eller siden, egentligt var slanger og andre kæledyr jo ikke så forskellige, jo altså de var en anelse mere farlige, men på den anden side kunne en kat jo godt rive din hånd seriøst i stykker hvis den var rigtigt rigtigt sur, og det gjorde jo også ondt, den var ikke giftig men stadig.
Hun slog kort med hovedet så krøllerne ikke var så meget i vejen, selvom det hårspray der gjorde dem perfekte og volumeniøse gjorde at de ikke bevægede sig så meget som de egentligt normalt ville have gjort.
" Ja det gør alle kæledyr vel så på det ene eller det andet tidspunkt, er vel helt normalt, men stadig vildt irriterende."
Hun blinkede da fyren kiggede sig om, måske kiggede han efter hans kat, hun håbede da ikke at Blowy havde jagtet katten væk, på den anden side, så var jo en forholdsvis lille fyr og flere gange havde det måtte være ham der havde valgt at tage flugten imod kattene på hogwarts, og især uglerne var han vist bange for, hun selv frygtede også at de slange spisende af slagsen en dag tog ham, derfor hun også altid holdt så godt øje med ham.

Da knægten rakte hånden frem skulle hun til at tage den før han tog den til sig, og prøvede at tører den af, et grin gled op af hendes læber da hun tydeligt kunne se at det ikke rigtigt hjalp på det, han var virkeligt driv våd, hun havde ikke opdagt det før nu, måske fordi hun havde været så opsat på at fokuserer sin slange.
" Hvad er der sket? Løb du ind i Peeves.
Når ja og jeg er Molinda Isabella Consuela RitaMae Carter, ja lidt af en mundfuld jeg ved det, men Hey du kan bare kalde mig Mol."
Hun grinede til den mindre dreng da hun sagde det til ham, og lod igen en hånd glide kærligt over hendes slanges hoved, han lå og så ud til at nyde det rimeligt meget.

[Darri La'Cour]

Darris blik blev igen fanget af pigens krøller, da hun slog med hovedet. De virkede på en måde døde og ikke nær så livlige som almindelige krøller. Ham, en dreng, der aldrig kom i nærheden af hårprodukter på trods af, at han længe havde boet alene med sin mor, kunne jo ikke viden, at pigebarnet havde brugt hårspray for at få dem til at sidde, som hun ville, at de skulle.

Han nikkede ivrigt over hendes ord.
”Ja, drønirriterende!” lød det fra ham.

Han lagde godt mærke til hendes grin, da han trak hånden til sig, men sagde ikke noget til det. Han ville nok også selv have grinet, hvis det var ham der stod overfor en dreng, der var løbet ind i Peeves.
”Mhmm. Jeg hader virkelig den polstergeist nogen gange,” svarede han.
Han lyttede intenst, da hun remsede alle sine mellem- og efternavne op.
”Molinda Isabella Cons…a… ahva’?” Han kløede sig i nakken. Det var virkelig et langt og besværligt navn, så han smilede undskyldende og tilføjede hurtigt; ”Mol.”
Selvom han ikke havde snakket med hende i mere end et minutstid, syntes han nu, at det i dette tilfælde var i orden allerede at kalde hende ved hendes kælenavn.

En spæd mjaven hørtes længere nede af den øde korridor. Darri drejede om på hælen, da han genkendte mjaven med det samme. Det kunne kun være Blanche.
Og rigtigt nok, en kridhvid kat dukkede frem fra et dunkelt mørke. Hun lignede nærmest et spøgelse som hun gik der mellem de mørke mure.
”Blanche!” lød det fra Darri. Han samlede katten op, da hun gned sig mod sit ben, og hviskede stille noget på fransk ned i hendes tykke, hvide pels.
Han kiggede op på Gryffindorpigen igen og smilede til hende.
"Heldigvis kommer de som regel altid tilbage igen."

[Molinda Carter]

Mol kunne ikke lade være med at grine både da han sagde at han nogen gange hadede den poltergeist, og da han snublede over hendes navne, hun vidste godt at det var lidt af en mundfuld og at de fleste sjældent havde alle de navne og ville præsenterer sig med dem hvis de havde dem, men hun var stolt af hendes navne så hvorfor skulle hun ikke bruge dem.
" Tro mig, vi hade alle den poltergeist, men man kan ikke komme uden om ham, han får os alle på et eller andet tidspunkt.
I midt tilfælde har han fået mig med en stinkbombe et par gange, og de der dumme vandballoner, åh og han væltede næsten en statue ned over mig engang."
Hun nikkede imens hun remsede det op, den poltergeist var en plage for alle, men ja på bunden var han vel god nok, hun syntes faktisk at han hjalp med at live skolen op, og den ville ikke være det samme uden ham, og der var altid et godt grin når han fik en eller anden irriterende.
" Og ja det er en mundfuld, derfor kælenavnet, men hey er stolt af mine navne så hvorfor ikke bruge dem."
Hun grinede imens hun holdt sit hoved højt tydeligt talte hun sandt om at hun var stolt af hendes navne.

Hun blinkede da hun vendte sig og kiggede over imod lyden og kunne ikke lade være med at smile en anelse blødt da hun fik øje på en killing, den var da bedårende.
Og det lod tydeligt til at den tilhørte drengen hun stod og snakkede med, for han løb da over og hentede den.
Blowy gav en svag hvæsen fra hendes skulder, og Mol lagde en hånd over snuden på slangen og den holdt op, den fandt åbenbart ud af at den havde nok slap line for i aften.
" Hvor er den dog sød.
Og ja de kommer tilbage, hvis man altså kan fange dem nogen gange."
Hun kiggede strengt ned på slangen imens hun sagde det før hun gav ham et grin til, åbenlyst havde hun ikke travlt med at skride selvom han tydeligt var yngre end hende.
" Så Darri..du er en en puffer ikke?"
Hun kiggede på ham med et løftet øjenbryn imens hun vendtede på svar, hun regnede ikke puffere for mindre værd end andre, faktisk havde hun ikke et hade kollegium, okay slytherin kunne være virkeligt irriterende, men hey de kunne lide slanger.

[Darri La'Cour]

Darri smilede skævt, mens hun remsede alle de gange op, hvor hun var kommet galt afsted med Peeves. Selvom han til tider hadede den poltergeist måtte han nu indrømme, at han ikke ville kunne undvære ham. Hvem skulle måske ellers kaste vandballoner efter han hadelærere? Han kunne ikke selv gøre det – så ville han bare få en eftersidning. Men man kunne ikke give en poltergeist eftersidning.

Han bemærkede, hvordan slangen hvæsede, og Blanches opmærksomhed blev med det samme fanget af det lange, skællede dyr. Sådan en havde hun aldrig set før, og hun rakte nysgerrigt poten frem for at give den et puf på hovedet, men Darri fik hurtigt hevet hendes pote til sig igen.
”Ah, ah,” lød det fra ham. Slanger havde langt fra samme tænkegang som katte, så slangen kunne nemt takle kattens vanskabelige puf som et fjendtligt angreb. Det ville Darri ikke tillade – han ville for alt i hverken helst undgå at se sin kats smukke hvide pels blive plettet af rødt blod.

Han bed tænderne hårdt sammen ved ordet ”puffer”. Af en eller anden grund havde han altid fundet ordet nedladende, selvom det virkede til at være et ganske alment ord. Alle brugte det i hvert fald. Men så igen… puffer… det lød som noget, man ville kalde en førsteårselev fra Hufflepuf og ikke en som ham, en femteårselev der – troede han i hvert fald selv – var noget. Han hævede sig en anelse på tærerne bare ved tanken, men selvom han ikke selv ville indse det, var og blev han en lille dreng. Han var ikke engang specielt høj eller kraftig af en på hans alder at være.

”Ja… ja, jeg er fra Hufflepuf. Og du er fra Gryffindor, ikke sandt?”

[Molinda Carter]

Mol kiggede på ham da han sørgede for at holde sin kat væk fra hendes slange, det var nok også det bedste, fordi at ja slanger var ikke ligefrem de ideele lege kammerater for små killinger, men han behøvede jo ikke være så bange for hende, for den ville jo ikke gøre noget imod katten.
" Bare rolig, trynesnogen er kendt for at hukke med munde lukket første gang, hvilket vil sige at den bare hukker så den rammer med snuden, hvilket giver et slag som nok vil skræmme den lille væk før at det bliver seriøst.
Plus den har bagud vendende tænder, hvilket gør at den er nød til at tygge lidt på byttet før at tænderne går igennem, og før der har hun sku rendt fra ham."
Lød det med latter i stammen fra Mol imens hun nussede slangen under maven, den lod til at nyde det, før hun kom i tanke om noget og grinede til drengen igen.
" Plus, hvis han endeligt bliver irriteret, så vender han sig om så maven vender op af, åbner munden, og spiller død, og så skal den lille nok miste interessen hurtigt."
Det var jo derfor at Mol havde fået lov til at have ham med, fordi at han var så fredelig og afslappet, og derfor ikke var en større trussel end som så overfor dyr og elever på skolen.

Hun kiggede ned på den lille kat som hun tydeligt fandt bedårende, før hun kiggede på ham og gav ham et stort grin.
" Jo jo jeg er en Gryffer, ville ikke passe ind noget andet sted heller, tror de ville sparke mig ud før jeg passerede opholdsstuen."
Hun rullede svagt med øjnene, det var jo tydeligt at hun var en gryffindor, den måde hun altid farede frem, og altid var modig, ja sådan var livet jo.