the view of your life

[Sam Cole Southgate]

Starring: Julie Young
Place: Tagterrassen

[/color]

Det var en af de dage hvor man næsten kunne dufte sommeren var på vej. Der havde været regnskyl over natten, så luften var frisk og prydet af de mange planter der spiredes dufte. Solen tittede frem mellem lette skyer og det var en sådan da hvor man klædte sig for let på, bare i protest mod den lange vinter der snart var helt forsvundet fra ens tanker.
Hogwarts virkede forladt hvis man befandt sig indenfor, men så snart man trådte udenfor kunne man se de mange mængder af elever der havde bevæget sig udenfor for at nyde solen. Det var som om eleverne havde bevæget sig ned efter, ned mod skovene, ned til de åbne steder hvor slottets skygge ikke kunne genere ens solbadning. Det var dog ikke alle der valgte at følge strømmen.

På tagterrassen havde en dreng valgt at bevæge sig væk fra mængderne af mennesker, til et sted hvor der var sol, men stilhed på en gang. Hans let brune hår lå let ned i hans skinnende blå øjne, og for en gangs skyld virkede drengen afslappet, tilpas. Det var nemlig ikke normalt at se Sam Southgate slappe af, men han var næsten sikker på at ingen ville overveje at tage op til slottets høje steder på en dag som i dag.
Roligt stod han lænet over tagterrassens kant og kiggede ud over det solskibsbelagte område. Alt virkede perfekt på en dag som denne, og Sam nød faktisk vejret for en gangs skyld. Som de fleste andre var han gået i protest mod de stadig lettere lave temperaturer, det var svært med en uniform der skulle bæres, men så længe han var alene havde han taget trøjen af. Noget der måske ville overraske andre var Sams muskuløse krop, for man ville nok hellere tænke på ham som en bognørd, end en pumper. Men Sam vidste det var bedst for ham at være godt rustet hvis han endte i nærkontakt med andre.

Pludselig var der noget der bevægede sig tæt ved Sam, og han vendte hovedet i et ryk. Man skulle næsten tro at Sam havde trådt ind i en væg for på de få sekunder blev hans blå øjne kolde, og ikke et smil var at spore på hans ansigt. En ugle skramlede klodset af sted nær terrassen, og Sam måtte kort ryste på hovedet. Han slog facaden væk med et slag og slappede igen af mens han lod solen varme hans ansigt og overkrop. Det var godt endelig at kunne mærke varmen fra solen.

[/blockquote]

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Vejret var bydende men selvom solen strålede lystigt ned over skolen var vejret langt fra varmt nok til at blive kaldt sommervejr. Alligevel opførte hele skolen sig, som om temperaturerne var varme, og Julie var ikke en undtagelse - det var svært ikke at lade sig blive lullet ind i en behagelig tro om, at det iskolde februar-vejr for alvor var borte.

Allerede da Julie trådte ud af sin opholdsstue blev Julie klar over, at hun var klædt for let på til vejret udenfor, selvom det så nok så varmt ud. Derfor stilede hun mod det første vindstille område hun kom i tanker om, nemlig tagterassen. Det var langt fra første gang denne ravn bevægede sig derhen med intet andet selskab end en bog, for selvom hun var et første klasses flokdyr, var læsning bare bedst, når man blev ladt i fred. Desuden følte hun sig ikke rigtig som sig selv for tiden, og hun fandt, at den bedste måde at aflede sin forvirrede tanker på, var at fordybe sig i noget helt andet. Aldrig havde hun levet mere op til den stereotype forestilling om Ravenclaw-eleverne som lige for tiden.

Med en roman klemt fast under venstre arm og en cardigan bundet om livet gik hun ned ad korridoren og nåede til sidst frem til den store trædør, der ledte ud til det fredelige område allerøverst i tårnet. Idet hun åbnede døren blev hun opmærksom på, at der måske var andre til stede, og hun så omkring sig med et vagtsomt blik, mens hun lukkede døren bag sig. Ganske umiddelbart fik hun øje på nogen, der lå og godtede sig i solen - tydeligvis en fyr at dømme ud fra hans bare bryst, der var svært ikke at lade blikket fæstne sig på i et par ekstra sekunder. Da Julie opdagede, hvem det var, blev hun omgående nysgerrig, men i stedet for at sige noget blev hun blot stående et par skridt for døren, ventende på at den anden anerkendte hendes tilstedeværelse.

[Sam Cole Southgate]

A man should be faithful and walk when not able[/i][/font]

Det var underligt at tænke på at for 7 år siden kom Sam for første gang til dette sted. Han huskede stadig hvor stort dette sted havde virket, og hvor spændende dette sted havde været. På en eller anden måde kunne dette sted nu virke for lille, for uanset hvor man gemte sig, ville nogen næsten altid finde en alligevel. Det var et fængsel også, man kunne ikke bare komme hjem, men okay, Sam ønskede heller ikke at komme hjem hele tiden.
At være hjemme var et underligt begreb for Sam. Hans hjem var et hjem for alle andre, et hotel fuld af gæster hele året rundt. Man skulle tro han var blevet udadvendt af at kunne være sammen med så mange forskellige mennesker, men det var nok det præcis modsatte der var sket for Sam. Alle de fremmede mennesker der brød ind i hans 'hjem' og stjal hans mor fra ham gjorde at han mere havde følt irritation på de mange gæster. Alligevel når han kom hjem var det han skulle, at hjælpe disse gæster med alverdens ting. Dette havde resulteret i at han ofte bare stak af, eller han lagde da en seddel så hans mor vidste han var gået, men hun lagde sjældent mærke til det alligevel, så han tillod sig ofte de små udflugter for at komme væk fra det befolkede hotel.

Sam sukkede let og rejste sig roligt op da hans ryg var begyndt at gøre ondt af at ligge ned på stenene. På en eller anden måde havde han ikke opdaget at en anden var kommet tilstede, måske han var faldet i søvn meget kort? Et let suk lød fra ham mens han kort lænede sig til den ene side og så den anden for at gøre hans rygrad mere behagelig. Derefter vendte han sig med ryggen mod døren ud til og lagde hænderne på rækværket(kan ikke huske hvad det hedder. ).
Selv fra hvor Sam stod kunne han se eleverne der lå på de få plæner der var væk fra slottets skygger. Han kneb kort øjnene sammen, som om han ville se hvem disse mennesker var. Det havde altid undret ham hvordan folk kunne holde så meget selskab ud på en gang. Hvordan man bare kunne slappe af i det store selskab og bare stole på alt og alle. Et fnøs lød fra ham ved tanken. Det var da åndsvagt at stole sådan på andre mennesker, de ville jo bare skuffe en.
Hvad Sam ikke rigtig ville indrømme, var at grunden til hans mistro på alle andre mennesker, var hans mor og fars skyld. Med en mor der altid havde for travlt til ham, og en far som dukkede op og forsvandt lige som han ville var det svært at tro nogen kunne være til at stole på.

[/blockquote]

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Da Julie ikke syntes at få nogen opmærksomhed fra den anden, vendte hun sig i stedet mod bænken til højre for hende og lagde bogen fra sig. Hun bandt også trøjen op og smed den fra sig på bænken, men hun vidste, at hun nok bare ville glemme den her, for hun havde ikke tænkt sig at tage den på. På trods af, at vejret i første omgang virkede til at være for koldt til Julies lette beklædning, så var det varmt oppe på terrassen. Solen skinnede direkte ned på stenmurene og -gulvet, som var blevet opvarmet, og der var vindstille. Derfor trak Julie sin stav ud af ærmet og rettede den mod trøjen. "Evanesco." mumlede hun lavmælt, hvorefter trøjen tilsyneladende forsvandt i den blå luft blot for at kunne blive fremkaldt igen senere.

Julie gjorde ikke mere for at gøre Sam opmærksom på hendes tilstedeværelse men satte sig blot ned på bænken og lagde bogen i hendes skød. Selvom denne burde være genstand for hendes opmærksomhed, kiggede hun stadig op på slangen, mens hun overvejede, om han havde tænkt sig at ignorere hende, med mindre hun brød stilheden og henvendte sig til ham. Meget kendte hun ikke til Sam Southgate, men de havde mødt hinanden som små. Godt nok huskede Julie ikke meget af det, men hun havde altid vidst hvem han var af navn. Mere end dette overfladiske bekendtskab var det dog alrig blevet, fordi de to syntes at være totale modsætninger til hinanden. Julie var et førsteklasses flokdyr, og den anden var en enespænder. Normalt plejede dette ikke at være en grund til, at Julie ikke tog kontakt, men hans attitude var på en måde afvisende, samtidig med at han udstrålede præcis det modsatte. I enkelte øjeblikke havde Julie fornemmet ham som en helt anden person, og selvom hun bare havde slået det hen som ren indbildning, så var hun af natur meget nysgerrig efter at se, om der var af den salgs at komme efter.

[Sam Cole Southgate]

A man should be faithful and walk when not able[/i][/font]

Først da et let bump bag ham lød, blev Sam klar over at han bestemt ikke var alene. Han bed tænderne en smule sammen i irritation over at han ikke havde opdaget at der var kommet andre til stedet. Det var som om han bare var faldet hen, og nogen havde sneget sig ind på ham i mellemtiden, og han så var vågnet af en lyd fra den ukendte, som jo enlig hellere skulle have gjort ham klar over at han ikke var alene.
Underligt nok kunne han ikke lade være med at tænke på at han nu pludselig savnede hans trøje en smule, men trøjen var placeret på bænken bag ham, fra hvor han havde hørt lyden. Dette var jo hvad han ville havde undgået ved at gå herop, selskab. Men det var jo ikke underligt at andre måske havde tænkt det samme som ham, at de lige ville væk fra skolens mange elever for en stund, men han undrede sig over dette, for han vidste nu enlig godt hvem der var bag ham.

Stadig med ryggen mod personen bag ham, blev hans anelse om hvem denne var bekræftet da en stemme lød ganske sagte. Personen var Julie Aderyn Young. Da de var yngre havde de mødt hinanden en gang, og Sam huskede Julie så tydeligt. Hun havde været så interessants, og det slemme var at hun stadig var det, og det irriterede ham! Han havde moret sig med hende dengang, men da de var kommet op på skolen og mødt hinanden der havde han lukket af for hende, sådan som det burde være! Det værste var at hans mor af og til godt kunne nævne Julie fordi hun stadig huskede på hede.
Sam skar let tænder og spændte i kroppen, hun satte sig ned kunne han høre. Hvorfor han blev stående sådan som om han slet ikke havde set hende var han ikke helt klar over. Det var dog sikkert bare en måde for ham at samle sig selv på, at berede sig selv på synet af pigen. Derfor rettede han sig selv op og prøvede at slappe af i hans krop, hvilket dog var en smule svært. Derefter lod han hans facade glide omhyggeligt på plads, huskede kulden i hans blik, hvordan han skulle slappe af i ansigtet og blot lader tanken om at blive svigtet tage kraft.

"Goddag Julie" Sam vendte sig roligt op mens han snakkede så han vende mod hende. Han var skam klar over hans bare overkrop, og det gjorde det lidt slemmere end normalt at det lige var Julie der skulle være her på dette tidspunkt og de ham uden trøje på. Han kneb øjnene en smule sammen, mens han prøvede at skubbe tanken væk om om hun måske ville dømme hans udseende. Hvorfor tænkte han overhovedet på sådan noget underligt noget?
Hans stemme var lettere kold, men han havde svært ved bare at være helt afvisende, for han var trods alt opdraget til høflighed og venlighed alligevel. Venligheden var måske forsvundet en smule, men høfligheden havde skam holdt ved, uanset hvad.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Selvom Julie ikke have regnet med andet end at blive ignoreret, kunne hun ikke lade være med at føle sig overset. I flere sekunder var hun skamløs nok til bare at sidde og betragte ham, men til sidst lod hun blikket flakke ned mod bogens omslag, som hun strøg en hånd nedover. Et langtrukkent, lydløst suk forlod hendes læber, og hun trak det ene ben op til sig på bænken og satte foden mod kanten af den. Netop som hun havde sat sig til rette lød den andens stemme, og hun kiggede op, blot for at se, at han havde vendt fronten mod hende. "Hej Sam." hilste hun igen og undlod omhyggeligt ikke at sænke blikket fra hans ansigt. Der var et øjebliks stilhed, hvori Julie ikke helt vidste, hvad hun skulle sige. "Jeg håber ikke, jeg forstyrrer." sagde hun afmålt og kunne ikke undgå at kaste et flygtigt blik på hans overkrop, idet hun flyttede blikket fra hans ansigt og ned på sin bog. Der var selvfølgelig ikke noget at undskylde over, men Sam fremstod som én, hvis private område hun lige havde invaderet.

I Julies øjne var stilheden ikke akavet, den var der bare. Sådan havde hun det som oftest, men det betød sjældent at andre var af samme mening. I stedet for at spare Sam for forlegenheden og tale holdt hun blot inde for at se, hvor langt den kunne strækkes, inden han begyndte at finde det pinligt. Uden at lade sig mærke særligt af den manglende trøje kiggede hun op på ham igen.

[Sam Cole Southgate]

Starring: Julie Young
Place: Tagterrassen

[/color]

Desværre kunne Sam ikke holde alle hans tanker ude. Selv om han var dybt irriteret på Julie, var grunden jo bare at han brød sig om hende, og at han havde det siden dengang de havde mødt hinanden som yngre. Det var grunden til at han på en gang brød sig så godt om, og var irriteret på den yndige Julie. Hans øjne måtte desværre også erkende at hun var lige så køn som han huskede hende.
Selv om Sam ofte stod på afstand og betragtede folk, ville hans øjne altid svæve over mod Julie hvis hun var tilstede i det område han betragtede. Heldigvis troede han at hun intet havde lagt mærke til, og heller ikke andre, og han håbede det ville blive ved på den måde! Det Sam kunne dog ikke løbe fra sig selv og sine egne tanker, men han havde nok en speciel interesse for Julie, en interesse han helst holdt langt på afstand.

Sams mund var lukket mens han hørte på hendes ord. Om hun forstyrrede, ja selvfølgelig gjorde hun det. Han havde lyst til at komme med en lettere spydig kommentar, men alligevel holdt han sig tilbage, for en del af ham ønskede jo ikke at kommentere som dem ville falde over Julies kønne hoved.
Stilheden tog ind og Sam åndede lydløst ud, lettet. Det var meget nemmere for ham ikke at skulle snakke, men han brød sig dog stadig ikke om Julies nærhed. Stilhed havde han dog altid fundet dejlig, for så behøvede man ikke at udtrykke sig, så han vende sig halvt om for kort at skænke de mange elever et blik. Han vidste ikke hvorfor men kort viste et skævt smil sig over hans læber, men lige så hurtigt var det væk. Det var nok bare nogle følelser han kort ikke lige havde fået styr på der skulle ud på en eller anden måde. Men han lagde dog ikke helt selv mærke til det lille træk i hans ene mundvig.
Da han igen vende sig om sad Julie stadig bare der, og noget over hende hentydede til en let udfordring. Han kneb øjnene en smule sammen, jo, hun prøvede vidst at presse ham. Det var nu heller ikke stilheden der endelig fik Sam til at tale, det var hans lidt mere gemte hensigter med Julie som lidt tog over.
"Hvorfor er du ikke hos de andre?" Det ville være tydeligt for enhver hvem 'de andre' var, det var simpelt nok alle de elever der var udenfor. Han havde skam altid set Julie som et flokdyr, og når han endelig havde set hende som enspænder var det altid begravet i en bog, han tænkte dog først på bogen i hendes hånd efter han havde talt.

[/blockquote]

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Der skulle ikke ord til at forklare, at Sam netop mente, at hun forstyrrede. Normalt ville hun have sagt noget i den retning af ren høflighed, men i denne situation følte hun, at hun havde ramt plet, hvilket ikke kom som den store overraskelse. Hendes blik var mørkt, inden hun sænkede det til bogen igen.

Imod sin forventning følte Julie ikke nogen form for triumf, da den anden endelig brød stilheden, men hun glemte hurtigt alt om denne tanke, fordi hans spørgsmål var kommet en smule bag på hende. "De andre?" gentog hun spørgende med en hvis vantro i stemmen, fordi hun fandt hans måde at omtale selskab på meget fremmed. Pudsigt nok studsede hun ikke over, at han havde spurgt hende, hvorfor hun var alene. Hun åbnede munden for at give ham svar på tiltale men opdagede hurtigt, at hun ikke anede, hvad hun skulle sige. Endnu en stille pause opstod, og hun tog foden ned fra bænken og rettede sig op. "Jeg er ikke afhængig af andre." sagde hun endelig. Det føltes en smule malplaceret at svare med noget så personligt, men hun kunne ikke lade være med føle, at det var en måde at lokke en eller anden form for atypisk reaktion ud af ham. Langt om længe begyndte Julie at føle sig en smule akavet i det uvante selskab, og en næsten usynlig, lodret rynke trådte frem mellem hendes bryn.
"Hvorfor er du helt alene?" spurgte hun ligeud men forventede noget kryptisk og afværgende til svar. Hun studerede hans ansigt uden at tage sig af, hvad han end måtte synes om hendes stirren.

[Sam Cole Southgate]

Starring: Julie Young
Place: Tagterrassen

[/color]

Let irritation opstod i Sams krop da hun gentog hans spørgsmål. Hun kunne da bare have tænkt det, han vidste da godt hvad han havde sagt. Alligevel virkede irritationen en smule forkert, det var som om den var helt forkert placeret i forholds til når han kiggede på pigen. Det var nok netop fordi han alligevel ikke ville være irriteret på Julie dybest inde, men han ville ikke lade dette tage hans ydre over.

Kort følte Sam at han havde styre i samtalen, sikkert fordi Julie pludselig manglede ord. Han følte dette var noget usædvanligt, En Julie der ikke vidste hvad hun skulle sige var noget han sjældent havde set, og af en eller anden grund blev han blot en smule mere irriteret af dette. Det var nok det at han på en eller anden mød at han kunne kæmpe lidt med Julie, det at hun var lidt mere besværlig end de fleste. Han ville have det skulle blive ved på den måde, for så var det nemmere at blive træt af hende, nemmere ikke at indse han brød sig om hende. Som for at få støtte og gøre sig rede til når hun endelig ville finde ordenes brug, lænede han sig stille tilbage mod rækværket og lagde hovedet tænkende på skrå. Alligevel var det stadig et køligt udtryk der lå over hans ansigt.
I let vantro blev Sams øjenbryn let sænket mens han kneb øjnene en smule sammen for at skjule hans overraskelse. Han vidste ikke helt om han kunne tro på hendes ord, og alligevel sad hun jo heroppe og havde bevæget sig væk fra de store mængder af elever som Sam normalt ville forvente at se Julie i. Men man kunne jo altid finde overraskelser om folk når man ikke længere ledte efter det. Sam plejede nu ellers at se sig selv som meget observant på afstand, men man kunne jo altid overse nogle detaljer.
"Det betvivler jeg nu ikke." Tonen i Sams stemme var ulæselig, hvad han følte havde han pakket omhyggeligt ind i et tykt lag af rolig kulde. Hvad han enlig følte var Sam dog for en gangs skyld ikke helt klar over. Han mente at det Julie havde sagt ledte lidt om til hvordan han følte om at hun havde forstyrret hans ro, og han ville ikke tænke længere på det.

Selv om Sam stod i bar overkrop og havde følt det var ubehageligt lige da Julie kom op, mærkede han ikke rigtig til det længere. Julies øjne på hans krop gjorde ham ikke rigtig noget længere, selv om han stadig vidste hun kunne bedømme mere af hans krop end hun enlig burde kunne.
"Er jeg ikke oftest det." Det var enlig ikke så meget et spørgsmål, mere en konstatering formet som et spørgsmål. Hun havde valget om at svare eller ej, hvad hun gjorde ville han ikke kommentere. Han sagde blot fakte, for han var oftest alene, og sådan havde det altid været, og det generede ham nu heller ikke altid.

[/blockquote]

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Ganske ubevidst havde Julie lænet sig let fremad, stadig med opmærksomheden rettet mod Sam, som om hun var en smule vagt. Hans bare overkrop havde nu ikke længere hendes interesse på nogen måde, fordi hun var blevet mindst lige så irriteret over hans svar, som han var blevet af hendes vantro gentagelse af hans spørgsmål. Samtidig så hun dog også sit snit til at sætte ham på spidsen, hvorfor hun nu koncentrerede sig så meget om hans ansigt. Kulden i hans stemme kom ikke bag på hende, men hun var opsat på at nedbryde det tonefald, der virkede så påtaget, når man først havde set glimt af en helt anden, meget varmere person i tide og utide.
"Udmærket. Så ser jeg ikke, hvorfor jeg skal forsvare mig selv." snappede hun, men hendes blik viste ikke skyggen af den irritation, der ulmede let i hende. Da han konstarede et meget velkendt faktum om sig selv rykkede hun længere ud på bænkens kant og rettede ryggen. "Jo du er, men det var ikke et svar på mit spørgsmål. Hvorfor?" Hun gentog sit spørgsmål og væbnede sig med tålmodighed. Hun kunne ikke fare op i ansigtet på ham nu hvor hun havde ham alene, og hvor han selv havde bragt emnet om ensomhed på banen. Alligevel fandt hun det svært at tøjre sin ivrighed, og endnu et spørgsmål var kommet over hendes læber, inden hun havde nået at tænke sig ordentligt om. "Hvorfor er du så opsat på at være en enespænder?"

Hendes udtryk var uudgrundeligt, og hun skjulte enhver fortrydelse ved sine ord mesterligt. Selvom hun følte, at hun var gået for langt ved at ytre sig om sin mistro til, at hans ensomme væsen var en påtaget rolle, så nægtede hun at lade facaden falde og vise nogen usikkerhed overfor ham. Ligesom ham spillede hun nu et spil, og irritationen var blevet erstattet fuldstændig med den barnlige nysgerrighed og hendes ønske om at - ja, hun kunne ikke selv lade være med at tænke på andre ord end at knække ham.

[Sam Cole Southgate]

Starring: Julie Young
Place: Tagterrassen

[/color]

Sam betragtede roligt Julie, dog med en stor diskrethed. Hun skulle skam ikke vide han synes hun var en køn pige, en tiltalende pige. Sam var dog klar over pigebarnet sikkert havde fået det afvide, for hun havde nok fået det af vide af op til flere bejlere gennem tiden. Dette irriterede Sam en del, for han følte nogle gange Julie solede sig for meget i sine egne stråler, og følte at hun var omdrejningspunktet. Enlig ville Sam bare ønske han aldrig havde mødt Julie mens de var yngre, for så havde hun måske ikke vagt hans interesse på de mest irriterende måder.
En trang til at fnyse væltede ind over ham da han fik et svar. Fnyset blev dog holdt inde og han betragtede blot Julie med den overvejede kølighed som han altid gjorde. Han ønskede ikke at lade hende gå ham på nerverne selv om hun gjorde, for så vidste hun at hun havde vundet dette underlige spil de havde. Det var som om de begge ventede på at den anden en dag ville eksplodere og sige de ikke orkede mere af dette, som om de hele tiden ville sætte hinanden på prøve. "Fordi jeg bryder mig om stedet, og hellere vil bruge min tid alene end sammen med en masse mennesker jeg enlig ikke bryder mig om." Sams svar kunne tages som det vil. Nogen ville måske tolke det som en hentydning, men det var det dog ikke, når han talte om folk han ikke brød sig om var det enlig ikke helt sandheden. Sandheden var at han vidste han alligevel ville snige sig væk hvis han havde været nede i mængden af folk, for han ønskede ikke det store selskab. Dette skulle Julie dog ikke indviges i.

Sam var en enespænder, det kunne ingen nægte. Med kun en håndfuld venner på det store slot var det skam også svært at blive betragtet som andet. Det var enlig ikke fordi han ikke brød sig om mennesker, for det gjorde han skam, det var venskaberne han passede på med. Når man var i et venskab med nogen, hvis man holdt af venskabet, hvis ens interesse lå i dette venskab, skulle man også være klar til at miste det. Det var problemet, Sam var ikke klar til at miste noget. Selv følte han han havde mistet for meget i sin ungdom, men med hans far kunne han ikke ændre på lige det, han kunne dog beskytte sig selv om alle andre, mod alle dem han da kunne holde væk.
Efter en lang stilhed svarede Sam dog endelig. Han kneb øjnene en smule sammen, for han følte selv hun gik over stregen med hendes spørgsmål. "Jeg er ikke opsat på det. Jeg er bare tilfreds med de få tætte venner jeg har, og behøver ikke at vide alle folk kan lide mig." Sam kunne ikke helt finde ud af om han enlig svarede rigtigt på spørgsmålet, men han var enlig også en smule ligeglad for en gangs skyld. Han lænede sig blot let tilbage og kiggede stadig koldt ned på Julie. Der var dog noget i hans øjne nu, en smule varme måske?

[/blockquote]

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

På trods af sin anspændte stilling på kanten af bænken fastholdt Julie roen i både stemmen og blikket. Modviljen på den andens ansigt var tydeligt, og det kom derfor bag på Julie, da han uden videre svarede på hendes spørgsmål. Et kortvarigt glimt af forbløffelse viste sig, men hun lagde hurtigt ansigtet i neutrale folder igen, hvilket var sværere end før, fordi hans ord havde bundfældet sig. Ikke bryder sig om? I hendes ører var det møntet på alle og derfor også hende, men hun bed stoltheden i sig og undlod at kommentere det, som hun opfattede som en fornærmelse.
"Så du nærer bare en naturlig modvilje mod alle?" spurgte hun og formåede ikke at holde irritationen fuldstændig ude af sit tonefald denne gang. Julie, der troede, at hun var kommet længere ind på livet af den rigtige Sam, mærkede modviljen mod ham vokse, og hun så ingen grund til at revurdere sit syn på ham som en stereotyp slange, der ikke havde noget til overs for andre mennesker.

Stilheden der fulgte var ikke ligesom før: nu fandt Julie den anspændt og akavet, og hendes blik flakkede mellem Sams ansigt og stengelænderet, som han stod lænet op ad. Da han endelig talte bed Julie tænderne hårdt sammen, fordi hun frygtede, at hendes overilede spørgsmål ville få ham til at klappe i som en østers. Hans svar gjorde hende derfor fuldstændig paf, og hun gjorde ikke noget forsøg på at skjule sin reaktion denne gang. Først spærrede hun overrasket øjnene op, men bagefter vældede mistroen ind over hende, og hun undersøgte hans ansigt med et vantro blik i et forsøg på at finde ud af, om han havde talt sandfærdigt eller ej. Endnu en gang var hun tom for ord, og i et langt øjeblik havde hun fuldstændig tabt tråden. Besejret rykkede hun sig længere ind på bænken igen og lænede sig mod slotsmuren. Hun gav sig til at betragte sine knæ, indtil hun genfandt sit kritiske selv og brød tavsheden igen.
"Så der er bare ikke plads til flere?" spurgte hun, dog knap så skrapt som før, fordi hans fremtoning havde ændret sig på en måde, der forvirrede Julie en smule. "Du har de venner, du har brug for, så du lukker af for alle andre?" Julie så afventende på ham og mærkede, hvordan lysten til at udspørge ham ebbede ud af hende.