|
|
Post by Ethan Sinclair on May 18, 2011 21:00:14 GMT 1
the reason why
“LOVE KEEPS RIGHT ON WALKING DOWN THE LINE” Frisk luft, frisk luft, frisk luft! Ethan skubbede døren op til tagterrassen og tog en indånding der næsten fik hans lunger til at sprænges. Han havde spillet med dårlig hånd de sidste par uger, og der var ikke udsyn til, at heldet skulle vende lige forløbigt. Specielt ikke med alle de eftersidninger han havde vundet over de sidste par dage. Uanset hvad han tog sig til i et klasselokale var det dømt til at gå galt.
Ethan tog et par skridt ud fra døråbningen og lænede sig ud over kanten. Intet under at ting var gået som de havde. Hvis der var en der hverken havde styr på fortid eller fremtid, så ville alle fingre pege i hans retning. Men på den anden side, så kunne det vel også kun gå op ad bakke herfra? Han lod begge hænder rode rundt i det vilde hår og stak dem bagefter i lommen. Han kunne selvfølgelig altid prøve at gøre bod på alle hans ugerninger – være den ven som han engang havde udstillet sig som. En undskyldning til Bree. En undskyldning til Julie...
|
|
|
|
Post by Julie Aderyn Young on May 19, 2011 15:29:38 GMT 1
sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for
Julie var et flokdyr, men der var i særhed et sted, som hun altid vendte tilbage til i ensomhed. Der var rig mulighed for at få frisk luft på Hogwarts, da stedet jo var omringet af åbne arealer og skov, men der var noget særligt over tagterassens udsigt og afsides beliggenhed. Desuden var det meget belejligt at smutte derud i stedet for at vandre hele vejen ned i gennem slottet, når nu man havde opholdsstue på 7. sal. Julie havde netop været et smut forbi sit kollegie for at smide sin skoletaske og skifte skolekappen ud med en stor, mørkeblå og langt behageligere sweater, inden hun havde bevæget sig videre til tagterassen.
Allerede da hun åbnede døren, fik hun øje på en anden, der stod og nød udsigten, men det var først, da døren var lukket i bag hende, at hun genkendte ham.
"Ethan?" spurgte hun overrasket og glemte i et kort øjeblik grunden til, hvorfor de ikke havde snakket med hinanden i så lang tid. Forglemmelsen fortog sig dog hurtigt, og det gik op for hende, at hun netop havde elimineret enhver chance for at snige sig uset ud igen. Et lydløst suk forlod hendes læber, men hun mandede sig op og gik hen til gelænderet, som hun lagde hænderne på.
|
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 20, 2011 17:47:00 GMT 1
the reason why
“LOVE KEEPS RIGHT ON WALKING DOWN THE LINE” Ethan slog hovedet tilbage og lagde hænderne over hans ansigt. Det gav ham et øjebliks følelse af at være alene og sikker, lukket inde og tryk, men han lod følelsen gå da han hørte døren gå op. Han lod hænderne falde ned langs hans sider og slog blikket over hans skulder, lige netop i det øjeblik at hans navn blev nævnt og han mødte det velkendte syn af Julie Young. ”Julie?”
Sidst de havde stået på dette sted havde været en af Ethans mørkeste dage. Han kunne ikke huske hans ord, eller hvad der havde fået ham til at ytre dem, men han huskede tydeligt resultatet. Hvorfor havde han valgt at skubbe den pige, han havde holdt allermest af, væk fra sig? Ethan havde stadig intet svar, men han kunne tydeligt føle det savn der havde plaget ham de sidste par uger. ”Hey...” Hvilket latterligt respons, men han vidste ikke hvordan han nogensinde skulle kunne starte på den lange undskyldning han skyldte hende – der var simpelthen ingen ord der kunne gøre det.
Han betragtede hende i al stilhed mens hun trådte nærmere. Han var endnu ikke tilgivet, men dette kunne meget vel være starten, kunne han altså bare spille hans kort rigtigt. ”Hvordan går det?” Endnu et kujon træk, men ikke desto mindre et spørgsmål der havde åbnet samtaler over hele verdenen. Og et oprigtigt et af slagsen! Julie havde trods alt været en god veninde længe før det gik galt. Han turde knapt sende hende et smil, men han begav sig alligevel ud i et lille et, omend et meget svagt et af slagsen.
|
|
|
|
Post by Julie Aderyn Young on May 20, 2011 21:06:26 GMT 1
sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for
Julie bed ikke videre mærke i hans hilsen men fortsatte blot hen til gelænderet og stillede sig ved hans side. Følelser hun ikke helt kunne genkende, sitrede i hende, og det gik op for hende, hvor skuffet hun egentlig havde følt sig, da deres veje havde skiltes. Selvom hun karakteriserede sig selv som værende ovre Ethan, så var det svært at glemme, hvor svært det havde været i øjeblikket - især fordi hun ikke havde snakket med ham siden og derfor ikke havde haft mulighed for rigtigt at bearbejde dem.
Der skulle meget til, før Julie fandt stilhed akavet, men dette var et af de sjældne øjeblikke, der slog hende fuldstændig af pinden. Selvom hun havde lagt hænderne mod gelænderet, slappede hun ikke af i armene, og da Ethan talte til hende, vendte hun ansigtet lidt for hurtigt i hans retning, som om det havde givet et sæt i hende. Tøvende åbnede hun munden for at svare og bemærkede til sin lettelse det svage men alligevel eksisterende smil på Ethans læber.
"Udmærket." svarede hun kortfattet og smilede undskyldende til ham, inden hun kiggede ned på sine hænder med et nervøst grin. "Ikke så mange nattevandringer på det seneste." tilføjede hun og kiggede op på ham igen uden at vende ansigtet helt i hans retning, stadig med det skæve smil hvilende på hendes læber. Nogle af hendes mørke lokker faldt ned foran hendes ansigt, og hun løftede den ene hånd for at fjerne dem.
"Dig?" spurgte hun svagere, end hun havde planlagt og rømmede sig lavmælt.
|
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 21, 2011 19:41:24 GMT 1
the reason why
“LOVE KEEPS RIGHT ON WALKING DOWN THE LINE” Ethan havde bestemt ikke været god til at træffe de rette valg. Han havde ønsket at spare hendes følelser, men kunne godt se hvor forkert han havde været, specielt nu, hvor de stod så tæt, hvor hun var så nær. Der var intet imellem dem – i hvert fald intet fysisk, men Ethan kunne næsten føle den mur hun havde bygget op, og ønskede ikke at bryde den endnu en gang. Det tog meget selvkontrol ikke at række ud og ligge en hånd oven på hendes, men det var en egenskab han måtte beherske.
”Godt, godt.” Det behagede ham et se hende smile, omend så bare prøve på dette, for, på trods af alt, så havde han altid set et smil som det første tegn på tilgivelse. Selv hendes latter lettede lidt på atmosfæren.
”Jeg har det fint – travlt, men fint.” Han havde endnu ikke taget meget fat om de sidste par måneder han havde tilbage, og hermed de mange fag han burde læse op i, men tanken var nok.
Der var så meget han ønskede at spørge hende om – så meget han ønskede at vide, men timingen var ikke helt korrekt. ”Jeg kan blive ved med at stille ligegyldige spørgsmål, men du må ikke føle dig fanget,” indrømmede han efter et lille stykke tid, blikket mod hende, men ikke i hendes øjne. Han havde fæstnet det ved hendes hænder, som han stadig, inderligt, ønskede at holde om. ”Undskyldninger kan ikke gøre op for hvordan jeg reagerede, og sidenhen hvordan jeg behandlede dig.” Hans hånd havde allerede rykket sig en smule mod hendes, men han stoppede den i løbet. ”Men jeg håber at jeg kan tilgives... Du har altid været en god ven, Julie, og jeg fandt bare den perfekte måde at ødelægge det på.” Han rystede på hovedet af sig selv, stadig ude af stand til at møde hendes blik. Han skammede sig, og det var også kun hans ret.
|
|
|
|
Post by Julie Aderyn Young on May 21, 2011 21:50:21 GMT 1
sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for
Julie så frem for sig og nikkede, da Ethan fortalte hende, hvordan han havde det. Det ville være oplagt at spørge om, hvad han havde så travlt med, selvom hun kunne gætte sig til svaret, men hun var ikke vildt interesseret i at høre det fra ham. Faktisk vidste hun overhovedet ikke, hvad hun skulle sige til ham, fordi hun vidste, at samtalen ville ende i en snak om hvorfor. Og det var hun ikke sikker på, at hun havde lyst til.
"Godt." sagde hun endelig og så flygtigt op på ham, inden hun vendte blikket ned mod sine hænder igen. Dem kunne hun forholde sig til.
Igen tøvende åbnede Julie munden for at forsikre ham, at hun nok skulle gå, hvis hun ville, men hun var for længe om at svare, og Ethan havde allerede snakket videre. Julies pande foldede sig i bekymrede rynker, lige så snart Ethan igen brød stilheden og tog hul på det, de ellers havde ignoreret i så lang tid. Hendes opmærksomhed blev fanget af Ethans hånd, som hun var overbevist om, at han havde flyttet nærmere hende, og hun stillede sig med siden til gelænderet i en hurtigt bevægelse, så hun også kom til at stå længere væk fra ham.
"Ethan..." sagde hun halvt i munden på ham og ville ønske, at han aldrig havde sagt noget om deres venskab. For et par måneder siden ville hun have skældt ham ud og fortalt ham, at han ikke var offeret, men nu syntes hun bare ikke at have energien til det.
"Bare glem det." mumlede hun og så på hans ansigt - noget hun kun gjorde, fordi hun havde opdaget, at han ikke så hende i øjnene men havde blikket rettet et sted mod hendes skulder. Hun så tænksomt på ham i et øjeblik, inden hun fortsatte.
"Jeg har en kæreste. Samuel Abott?" hun løftede øjenbrynene let og så spørgende på ham - hun var ikke sikker på, at Ethan vidste, hvem det var, men hun havde følelsen af, at det var bedste at få det faktum, at hun var kommet videre, på bordet allerede nu.
|
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 21, 2011 22:39:21 GMT 1
the reason why
“LOVE KEEPS RIGHT ON WALKING DOWN THE LINE” Kunne hun så ikke bare have stukket ham en lussing og så var det overstået? Den verbale lussing sved i hvert fald meget mere end han havde regnet med, og det slog ham næsten af benene for et øjeblik. Hele hendes attitude ønskede afstand imellem dem og stilhed over emnet. Selv den måde hvorpå hun sagde hans navn – engang havde den været varm, kærlig, venlig, men nu føltes det mere som en højlydt tone for hans ører. Ethan vidste ikke hvad han skulle stille op, og de efterfølgende sekunder forblev han mundlam, fastfrosset i samme position.
”Okay.” svarede han kort til hendes kommentar om at glemme det. Han havde selv trukket i forsvarsposition og måtte holde sig selv fra at bide for meget af det sure æble. ”Okay,” gentog han til hendes næste indrømmelse. Navnet sagde ham ikke meget, men han havde hørt det før, og sikkert i samme forbindelse, bare uden at være klar over dette. ”Godt...” 'Godt'? Hvad var det for et svar? Han havde allermest lyst til at ruske hende hårdt, omfavne hende og... Ethan vidste ikke hvad han havde allermest lyst til. Han burde vel egentlig være glad på hendes vegne – håbe at hun endelig fik den opmærksomhed hun fortjente, men han følte et stik af jalousi der truede med at forgifte enhver tanke han gjorde sig efterfølgende. ”Jeg mener...” Han rystede opgivende på hovedet da han endnu var ordløs, men tvang sig selv til at løfte blikket og møde hendes. ”Okay,” svarede han endnu en gang, tog en dyb indånding og fremtvang det smil han skyldte hende.
|
|
|
|
Post by Julie Aderyn Young on May 22, 2011 12:04:40 GMT 1
sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for
Julie anede ikke, hvor meget det gik på Ethan, men hun kunne godt mærke på ham, at tingene ikke var så okay, som han ellers stod og sagde. Hendes ansigtsudtryk var stadig bekymret, og hun vidste ikke helt, hvor hun skulle gøre af sig selv.
Ufrivilligt røg hendes øjenbryn op i panden på hende, og hun så overrasket på ham, da han reagerede på hendes information om Samuel. Efter et par sekunder nikkede hun dog, og hun nærede et spinkelt håb om, at Ethan rent faktisk mente, hvad han sagde.
Hans fremtvingede smil var svært at gengælde, og selv om hun prøvede, blev det ikke til andet end et halvhjertet, skævt smil.
"Det her er dumt." sagde hun til sidst og krydsede armene henover sit bryst. "Jeg vil ikke have, at det skal være sådan her." tilføjede hun og sukkede dybt, mens hun strammede grebet henover sit bryst, fordi det hun havde tænkt sig at sige var svært at få ud. "Men jeg kunne ikke være din ven. Jeg ville ikke, jeg ville have mere, men det kunne jo ikke lade sig gøre, og bagefter..." hun trak på skuldrene og lavede et kast med hovedet samtidig.
|
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 22, 2011 21:35:40 GMT 1
the reason why
“LOVE KEEPS RIGHT ON WALKING DOWN THE LINE” Ethan havde aldrig forstået konceptet bag et knust hjerte. Hans logik sagde ham, at sådan en ting kunne ikke findes, men det var også et standpunkt han var villig til snart at droppe. Ingen ord kunne beskrive hvad hans hjerte følte på dette tidspunkt. Det var som om at det galopperede afsted, men det var slet ikke den samme varme følelse han normalt følte ved dette fænomen. Det var som om at der manglede noget – noget som Julie havde fjernet i det øjeblik hun havde vist ham grænsen. Det gjorde ikke ondt, men den tomme fornemmelse var heller ikke rar. Det var dog ikke mindre en realitet som Ethan udmærket kendte til, og som han måtte lære at begå sig med.
Hendes næste ord trak et oprindeligt smil frem fra et sted i dybet. Ethan rettede sig en smule op og rakte en hånd frem for at stryge den over hendes kind. Han vidste ikke om det var det rigtige at gøre i dette øjeblik, men han var træt af at tænke og klar til at handle per instinkt. ”Det er okay... Virkelig... Skylden er udelukkende min. Man ved ikke hvad man har før man mister det.” At han skulle lære det på denne måde havde ikke været optimal, men ikke desto mindre havde det lært ham at værdsætte hvad han havde, og ikke mindst få styr på hans følelser – for første gang i atten år. ”Kan jeg give dig et kram, eller er det for tidligt?”
|
|
|
|
Post by Julie Aderyn Young on May 23, 2011 19:07:27 GMT 1
sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for
Det var en enorm lettelse at ytre de få ord, og som altid havde hun det bedst, når hun bare fik tingene på det rene uden at danse for meget rundt om bålet først. Julie kom til at smile af hans ord og kiggede overbærende på ham. Det var ikke hendes intention at have medlidenhed med ham.
"Nej, det gør man ikke." sagde hun og nikkede istemmende. Hun mente dog i en mere generel forstand end Ethan, og selv hun aldrig havde prøvet at miste noget, der havde en meget stor betydning for hende, så kunne hun godt sætte sig ind i det.
Et lydløst suk forlod Julies læber, men hun undlod at svare ham og i stedet slog hun armene ud mod ham. Et kram gjorde hende ikke noget, så længe Ethan ikke lagde noget i det, men hun havde en fornemmelse af, at han var lige så afklaret med sine følelser som hun var. Det var i sig selv ironisk, for Julie anede overhovedet ikke, hvad hun havde gang i, men for første gang i lang tid gik hun ikke og var ked af det over et knust hjerte, så hun havde valgt ikke at skabe problemer, der i følge hende selv ikke fandtes.
|
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 23, 2011 22:18:39 GMT 1
the reason why
“LOVE KEEPS RIGHT ON WALKING DOWN THE LINE” Ethan var mildest talt lettet da Julie åbnede hendes arme for ham. Han slog armene omkring hende og tillod sig at holde hende tæt et par sekunder længere end hvad der var godt for dem begge. ”Tak,” mumlede han da han endelig tog et skridt tilbage. Smilet var ikke til at fjerne fra hans læber, og det føltes ikke længere så anstrengt som det havde været før. Han stak begge hænder i lommen på hans bukser og så mod døren – det var på tide at gøre hans exit inden han formåede at jogge i den. Ethan kunne betragtes som en bjørn i en porcelæns-forretning. ”Jeg er stadig klar på lidt ballade, skulle du nogensinde savne en partner in crime,” forsikrede han hende og trak en hånd op af lommen for at stryge det lange hår tilbage. ”Der er stadig et par måneder tilbage før sommeren starter.” Og han måtte forlade skolen. I det mindste ville han ikke forlade skolen og fortryde, at han ikke havde gjort noget for at lette på stemningen mellem dem. Lidt kunne han da formå at udrette.
|
|
|
|
Post by Julie Aderyn Young on May 25, 2011 20:01:13 GMT 1
sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for
Julie havde meget ambivalente følelser i forhold til, at hun stod og krammede sin gamle flamme. På den ene side var det lidt for intimt et alt for afsides sted, men samtidig glædede hans taknemmelighed hende, og hun prøvede at overbevise sig selv om, at dette var et skridt i den rigtige retning, selvom hun ikke var helt sikker på, om de var kommet nogen vegne overhovedet.
Hun smilede svagt men mildt til ham, da han takkede hende, og tog automatisk et skridt væk fra ham.
Julie undlod at nævne det faktum, at hun var blevet kærester med sin foretrukne partner in crime og smilede i stedet - men det betød jo ikke, at hun kunne savne nogen at lave ballade med ind i mellem.
"Klart." svarede hun og fik automatisk et gavtyveagtigt glimt i øjet. "Men de måneder går hurtigere, end du aner!" sagde hun og hævede sigende øjenbrynene, inden hun kastede et blik mod døren ind til slottet. Hun tog et par langsomme skridt baglæns, mens hun talte til Ethan.
"Jeg må hellere komme tilbage til opholdsstuen." fortalte hun, som om hun havde noget, hun skulle nå, og hun vinkede til ethan og smilede oprigtigt til ham.
Inden hun forsvandt ud af døren kastede hun et sidste blik henover skulderen på Ethan, og hun gik derfra med en følelse af, at det nok skulle gå.
o u t ,
|
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 27, 2011 16:10:41 GMT 1
the reason why
“LOVE KEEPS RIGHT ON WALKING DOWN THE LINE” Rom blev ikke bygget på en dag – disse ord havde Ethan hørt meget tit, især i hans unge dage, og det var først nu at han virkelig forstod betydningen bag disse ord. Det tager tid for et sår at heale, og bliver man ved med at pille i det tager det kun længere tid – samt at man kan ende med et meget grimt ar. Det var ikke fordi at han ønskede at sammenligne deres forhold med dette, men Ethan havde indset at dette ville tage tid. Han var endnu ikke klar til at give slip, men han ønskede heller ikke at gøre det hele værre.
Han løftede hånden og vinkede kort til Julie i dét hun kastede et sidste blik over skulderen. Måske det kun havde været en lille sten der havde trillet af hans skuldre, men han kunne stadig mærke ændringen i vægten der havde tynget ham ned.
|
|
