Snushanen.

[Deleted]

TAG: Meredith Abbey


En stille aften havde det været, men efter alt havde han været forbi sladder tavlen og læst de nye rygter der var kommet frem om den kære leder, Caroline. Hende og hendes slæng må være meget presset, siden hun har mistet grebet. Han smilede ondskabsfuldt ved denne tanke, og fortsatte sin gang ned den lange korridor. Men det kunne jo være at hvis han var heldig, kunne han måske få et glimt af den sinds forvirrede leder, tænkte han mens humøret stadig voksede. Han skiftede retning, og gik nu ned af en side korridor der førte til trappen. Gangene var godt nok stille efter mørkets frembrud, så han ville faktisk kunne liste sig roligt forbi alle uden at nogen ville bemærke ham. Han trådte ud til indgangs hallen og op af de mange trapper så han hurtigere kunne komme ud til den største trappe. Et par elever kom i hans retning, og så blot på ham før de gik forbi ham, og fortsatte deres diskutioner. Han smilede blot ved tanken om det han havde gang i. Han havde ikke listet sig sådan rundt i lang tid, men det passede ham egentlig også helt fint. Etage efter etage passerede han, til han nåede til tårnene, hvor både Ravenclaw og Gryffindor Kolegierne var. Han småløb resten af vejen, og tog sig ikke af de mange malerier der pludselig begyndte at udspørge ham, hvad en Slytherin dog lavede så højt oppe. Han så koldt på dem, og de blev hurtigt stille igen. Da han endelig var nået helt op, åbnede han døren forsigtigt og så lydløst han kunne, den gik op med et lille "Klick" og pludselig stod han på en korridor, der havde et stort maleri forrest. Han havde aldrig været i denne afkrog af slottet før, så en gang skulle jo være den første. Roligt med lydløse skridt listede han sig videre, til han nåede et hjørne. Han stilte sig op af muren og tittede forsigtigt frem fra sit skjul, hvor han fik øje på et maleri der godt kunne minde om et portræt hul, den fede dame sad der og var uskyldig, men på udkig som altid. Han gik roligt der hen, og stilede sig foran portrættet. "Hvor finder jeg Ravenclaw kollegiet?" spurgte han stille, men i det sammen spærrede hun øjnene op, og begyndte at skrige at der var en Slytherin på Gryffindor gangen. Forfærdet vendte han sig om, og gik så roligt som han overhoved kunne i modsatte retning. Den eneste flugt plan han kunne komme på, var at flygte til krypten, og blive der til det hele havde lagt sig igen. Han lyttede godt med mens han gik, og synes at kunne høre lyden af portræt hullet der sprang op, og mylrende elever der strømmede ud på koridoren. Han drejede uden at se sig tilbage, om et hjørne der førte videre til den store trappe. Men pludselig på væggen længere henne kunne han se skygger, som måtte stamme fra Ravenclaw kollegiet, de måtte sikkert have hørt den fede dame..
Han stoppede forfærdet op, og vendte sig hurtigt i modsatte retning. Hans rolige skridt passede slet ikke til hans afskræmte sind, men da han passerede gangen der førte ned imod Gryffindor Kollegiet, ville han ikke fjerne sit blik fra den smalle trappe der førte op til tagterrassen. Han vidste ikke om der stod nogen, eller om nogen fulgte efter ham, men han skyndte sig hurtigt op, og smækkede den smalle dør op så den slog imod en bogreol med et højt brag, og bøger der efterfølgene ramte gulvet. Han Skyndte sig ud på terrassen, og faldte atter til ro. Han mærkede hvordan hjertet buldrede af sted i hans krop, og var ligeglad med om nogen havde set ham. Han mærkede hvordan vinden let tog fat i hans gylne hår, og han lagde forsigtigt armene på gallænderet. Sikke en masse postyr...

[Meredith Abbey]

tag: samuel murdoch

Gruppen af femteårselever bevægede sig alle sammen i stor flok ned fra astronomitårnet, hvor de havde haft deres sidste time. Det var klart at denne form for undervisning foregik senere hen på aftenen, da det om dagen på ingen måde var muligt at studere himmelrummet og alle dens aspekter. En af disse, var selvfølgelig Mary Abbey, som roligt sludrede med en af sine veninder fra sovesalen om dagens tidligere eliksirlektion og hvor svært det havde været at få brygget eliksiren korrekt. Da Gryffindoreleverne drejede af, var der overraskende meget larm på gangen på trods af at eleverne skulle befinde sig inde i selve opholdsstuen og femteårselevernes forvirrede ansigter afspejlede situationen udmærket. Mary spottede hurtigt et par personer som hun bestemt ikke var interesseret i at ende i tvungen samtale med, og forhastet undskyldte hun sig over for sin veninde, og sagde at hun vist nok havde glemt sit Lunarskop, og hellere måtte hente det med det samme. Veninden var selvfølgelig for optaget af at finde ud af hvad der foregik på gangen, til at tænke over at Mary forsvandt.
Det var ikke fordi Mary normalt flygtede for at undgå en samtale, men det havde været en lang dag og hun trængte faktisk bare til at have sit hoved for sig selv. Hendes fødder bar hende uden hendes hjernes medvirken, og før hun vidste af det var hun i færd med at skubbe døren ud til tagterrassen. Den kolde luft der kolliderede med hendes ansigt var forfriskende og afslappende, og løvinden lukkede øjnene i et enkelt øjeblik for at nyde den kolde vind imod den sarte hud. Med et lydløst suk åbnede hun dem igen, og trådte helt udenfor, glad for skolekappens beskyttende varme.

[/blockquote]

[Deleted]

Han mærkede hvordan kulden let slog i hans ansigt, og en lettere glæde bredte sig over at faren endelig var drevet over. Han var ikke sikker på om der mon var nogen der havde hørt ham, eller var fulgt efter ham for at se hvem han var, men en lettere latter smuttede ud over hans læber og chokket lagde sig forsigtigt. Det var da alligevel noget af en aften, det eneste han manglede nu var bare at komme tilbage til krypten så han kunne sætte sig i stolen og nyde resten af den stille aften. Et flygtig lyd af nogen der tog i dørhåndtaget fik atter nakkehårende til at rejse sig, og han vendte sig så roligt han kunne om, så han stod lænnet op gellænderet, og betragtede blot terrasse døren, som den let gik op. En pige kom ud af døren og han stivnede, hvordan skulle han dog forklare at han var her? hvad skulle han dog kunne sige? han ventede i nogle sekunder og betragtede blot hendes positur som hun let kom igennem døren. Han rettede ryggen en smule, og lod en flygtig hånd skyde igennem det krøllede hår. Han ville ikke være den der skulle sige det første ord, han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til hende, og skrækken for at hun vidste det var ham der havde lavet al den postyr var meget stor. Han stod som lammet til stedet, og lod blot sine opspillede kolde øjne hvile på hendes ansigt. Hun var en utrolig køn pige, det var bare en skam at de fleste kønne piger på denne skole dog var Gryffindor elever. Hendes Røde hår bølgede let i vinden, og han synes at kunne fornemme en sød duft der let fløj imod ham. Han var lettere bleg, og skræmt, men han ville dog ikke sige noget.