forandring

[Julie Aderyn Young]

forandring ,

[/i][/size][/font]
ethan sinclair[/right][/blockquote]

Det var, som om tagtrassen var blevet glemt i løbet af vinteren. Det var måske ikke så mærkeligt, fordi sneen havde dækket den i snart mere end en måned, men solen havde de seneste par dage skinnet et par plusgrader ned over slottet, og nu så de store stenfliser blottet og våde, på grund af den smeltede sne. Det var næsten vindstille, så Julie havde vovet sig derud efter hun meget pludseligt var kommet til at tænke på, hvor længe siden, hun havde været deroppe. Udsigten fra terrassen var vidunderlig, men alene syntes Julie ikke, det var så spændende at bruge sin tid deroppe. Træbænkene, der stod op af væggene var gennemblødte, og store pytter af vand havde samlet sig rundt omkring, fordi det ikke havde nogen steder at løbe hen. Julie havde nægtet at få våde tæer, bare fordi hun ville hen til gelænderet og se ud over skolens arealer, så hun havde tyet til sin tryllestav. At blæse vandet væk havde ikke været nok for hendes legesyge jeg, da hun først var gået i gang, og hun havde brugt flere minutter på at få vandet til at plaske op af slottets mure, hvor de våde mønstre stadig pyntede. Nu stod hun fredfyldt lænet op af gelænderet med staven sikkert oppe i ærmet igen.

[/blockquote][/blockquote]

[Ethan Sinclair]

hush hear the cloud sing

Ethan havde bestemt ikke brugt hovedet den gang han valgte ekstra fag for hans syvende årgang. Han prøvede at huske tilbage til dagen - havde han fået for lidt søvn, eller havde nogen hældt alkohol i hans smør-øl? Nej, der havde ikke været noget galt, han havde sikkert bare - på det tidspunkt - tænkt, at Spådom kunne være en god ting at kende lidt til. At læse sin skæbne fra te-blade og krystal-kugler - hvad havde drengen dog tænkt på?!

Han fortrød i hvert fald hans valg i dette øjeblik, fødder slæbende hen ad gulvet efter at have tilbragt to, meget lange timer i det lune lokale, med te-drikken og grumme historier. Spådom havde altid været den bedste årsag til en gnavende hovedpine, og Ethan masserede hans tindinger i håb om, at det hurtigt ville gå over. I det mindste var det dagens sidste lektion, og kun et par skridt mere ville føre ham direkte til Gryffindors opholdsstue, men han nåede knapt at tage de næste to før han opdagede den velkendte skikkelse af Julie. Et smil bredte sig hurtigt på hans læber - og hvor han i julen gentagende gange havde bedt sig selv om at huske på, ikke at spille samme spil når han kom tilbage igen - glemte han hurtigt dette løfte til fordel for synet.

"Jeg ved ikke om jeg skal begræde eller prise mig lykkelig for, at sneen næsten er væk," kommenterede han med det samme han havde åbnet døren ud til terrassen. Vinter var en af hans yndlings tider på året, men praktisk var den ikke altid. Til gengæld var landskabet koldt og nøgent uden det fine lag sne, og sjask var heller ikke praktisk.

[Julie Aderyn Young]

forandring ,

[/i][/size][/font]
ethan sinclair[/right][/blockquote]

Terrassedøren knirkede og afslørede nogens ankomst. Selvom Julie tydeligt havde hørt døren blive åbnet, gav det et sæt i hende, da Ethan snakkede. Hun havde ikke regnet med at blive tiltalt, men smilede mildt da hun vendte sig om og så Ethan.
"Det bliver bedre, når februar er ovre." svarede hun uden at lade sig påvirke af samtalen med Alex, som gentog sig i hendes hoved. Hun vendte ig halvt om mod udsigten igen og kiggede ud mod den forbudte skov, hvis træet var nøgne.
"Når alting bliver grønt igen..." tilføjede hun svævende og forestillede sig det vidunderlige forårsvejr. "Det er altid mellemtingene, der er de værste!" erklærede hun og kiggede tilbage med et ærligt blik på Ethan, der foråragede flere forvirrede pigehjerter, end Julie var klar over. Hendes sætning havde været tvetydig, for selvom sammenhængen var årstiderne, så snakkede hun lige så meget om den mellemting hun følte for Ethan lige nu. De var venner, men hun kunne lide ham, og hun kunne have svoret på at se det samme glimt i hans øjne, som hun havde i sit, når de talte. Lidt ligesom januer og februar kunne hun ikke bestemme sig for, om det skulle være vinter eller forår, men det var måske mest, fordi hun ikke anede noget om Ethans ståsted i det her. For alt hun vidste kunne han ligeså godt være en kvindebedårer, som hendes bror havde kaldt ham.

[/blockquote][/blockquote]

[Ethan Sinclair]

hush hear the cloud sing

Det var intet under at Ethan aldrig havde været god til at læse imellem linjerne. Han ønskede at folk var ærlige med ham, ligesom han var ærlig med dem, også selvom det måske ville gøre ondt, men fra barnsben havde hans far altid påpeget, at det var bedre at rive plasteret af i én hurtig bevægelse, end langsomt at hive det fra huden. Var der derfor en skjult betydning gemt i Julies ord, ville Ethan ikke have fanget det, om det så var skrevet i neon. Han fortsatte blot de sidste skridt hen til Julie og lænede sig ud over gelænderet.

"Enig... Hvorfor skal det altid ende ud i sjask og mudrede stier?" Ja, der var ikke noget værre en tiden imellem sæsoner, eller tiden imellem klarhed. Ethan vidste selv hvordan det var, at stå uden svar til at drage konklusioner af. Uvidenhed var klart det værste han kendte til, og alligevel syntes han at have efterladt et par stykker ved denne skillevej, kun fordi han ikke selv kunne bestemme sig for hvilken vej han skulle tage.

Alexander og Ethan havde aldrig nogensinde kunnet opføre sig civiliseret i hinandens selskab, af uforklarelige grunde. Ethan prøvede så vidt muligt at glemme alt om drengen, men han var stadig klar over, at Julie var forbundet til ham, selvom Ethan ville ønske at det var anderledes. Han kunne aldrig vide sig sikker på, hvad Alex havde fortalt Julie, trods alt var det let at overhøre samtaler på drengenes sovesal, men Ethan kunne aldrig finde på at bide af samme æble - han var ikke hævngerrig som så. Havde han til gengæld lagt to og to sammen, og fanget den bitterhed der kunne spores en smule i hendes stemme, ville det sikkert have gået op for ham, at noget var galt. Havde han ikke lige netop oplevet det samme med Rachel og med Bree? Hvad end han havde startet ville i hvert fald ikke blive let for Ethan at komme ud af igen.

"Netop fået fri og ville nyde udsigten?" spurgte han efter et sekunds stilhed og tog blikket fra de nøgne træer og det monotone landskab.

[Julie Aderyn Young]

forandring ,

[/i][/size][/font]
ethan sinclair[/right][/blockquote]

Julie havde ikke forventet, at Ethan skulle læse mellem linjerne. Selvom hun ikke helt vidste, hvordan hun skulle skrabe modet sammen til det, så skulle hun nok få snakket med ham. I sidste ende fik hun jo alligevel sagt tingene ligeud ud, lige meget hvor mange problemer det ellers havde voldt hende indtil da. Det var, som om hun ikke var i stand til at lide i stilhed, for hun havde en tendens til at boble over med det, der nagede hende - nogle gange også til folk, som ikke rigtig havde noget med det at gøre.
Julie trak på skuldrene, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle sige til at hans spørgsmål, der sikkert også var retorisk til en hvis grad.
"Måske..." sagde hun tænksomt og vendte sig om mod gelænderet igen, da Ethan stillede sig ved siden af hende. "Altså hvis der ikke var noget sjask, så ville det ikke være ligeså lækkert, når det forsvandt." Hun kiggede op på Ethan, der stod ved hendes side og kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun kunne jo ikke benægte, at Ethan besad en af de kvaliteter, hun skattede allerhøjest hos folk: stilhed behøvede ikke at være akavet, og det var den sjældent i hans selskab.
"Noget i den stil." svarede hun og kiggede ned i det grå stengelænder. "Det var så lang tid siden, jeg var heroppe sidst." tilføjede hun og vendte siden til gelænderet, så hun stod med fronten til Ethan, som om hun ville sige noget.

[/blockquote][/blockquote]

[Ethan Sinclair]

hush hear the cloud sing

"Ja, man kan vel ikke sætte pris på noget, hvis det hele tiden er konstant," kommenterede han med blikket fæstnet på de nøgne træer. Det var en lov der næsten gjaldt alt. Ethan havde altid haft problemer med at binde sig - han kunne bare ikke se sig selv i et forhold, hvilket også var en del af grunden til, at han var som han var. Han var bange for at blive bundet fast, som hans far havde gjort det meste af hans liv, og desuden var hans liv for rodet til at han ønskede at slæbe andre med ind i det. Det er ikke andet end dårlige undskyldninger, Sinclair!

"Hvordan var din jul?" Et hurtigt emneskift, men han ønskede ikke at gå tabt i samtalen. Han havde været så sikker på hans følelser for Julie inden ferien, men nu var han ikke længere i stand til at sætte en finger på dem. Efter det der skete med Bree havde han ikke været sikker på noget som helst. Han havde været så blind, men var langsomt begyndt at se tingene i et andet lys.

"Hør, er der noget galt?" spurgte han efter lidt tid og vendte opmærksomheden mod hende, ryggen mod gelænderet og hænderne i lommen. Han var ikke perfekt når det kom til hans følelser, men han kunne fornemme, at noget ikke var som det skulle være. Julie virkede tilbageholdende, og hvor Ethan aldrig havde følt nogen afstand imellem dem, begyndte han nu at kunne se den.

[Julie Aderyn Young]

forandring ,

[/i][/size][/font]
ethan sinclair[/right][/blockquote]

Julie håbede, at hun ikke behøvede at svare på hans spørgsmål om julen. Det var et mærkeligt emneskift, men på den anden side skulle man jo i gennem det med alle sin venner. Ethan afbrød dog sig selv, og Julie blev lidt overrasket over, at han var så ligefrem. Det var ikke, fordi hun gik rundt og var direkte nedtrykt over Ethan, men det var begyndt at trække ud og nage hende mere end nødvendigt. Hun tænkte et øjeblik over, hvad hun ville svare, fordi hun ikke ville lyde ynkelig eller gøre en scene ud af det.
"Jeg kan godt lide dig." sagde hun ligeud og mærkede suget bag navlen, fordi hun lige havde prikket hul på emnet. Nu var der kun tilbage at afvente Ethans reaktion, men den kunne hun godt udskyde lidt længere ved bare at fortsætte med at tale. På trods af, at hun følte sig nervøs, trak hun på mundvigene.
"Men jeg kan ærligt talt ikke finde ud af, om det bare er spild af tid at gå rundt og håbe på, at du har det på den samme måde. Jeg er ikke typen, der lytter til rygter..." sagde hun og tog en dyb indånding. Hun vendte fronten mod gelænderet og kiggede ud over skolens områder i stedet for lige på Ethan. "Men når det kommer fra min egen bror, så begynder det at blive lidt svært ikke at tro på det!" Hun strammede grebet om gelænderet, så hendes knoer blev helt hvide, men hun talte stadig roligt og fattet.
"Så jeg ville egentlig bare høre det fra din egen mund. Om det er spild af tid altså." sagde hun lavmælt og kiggede op på ham med rynkede øjenbryn og et afventende blik. Om kvindebedårer-delen var sand var hun egentlig totalt ligeglad med, for hvis han ikke var interesseret i Julie, så kunne han rende rundt me hvilke piger som helst.

[/blockquote][/blockquote]