Letters? (i)

[Deleted]

i c y . s te p s ,

just be careful ,

TAG: September Evans

Thomas var oprigtigt talt en smule nervøs for at gå op af trappen til ugleriet, mindst af alt fordi at han syntes at den virkede ret godt ryddet for sne og is... lige indtil han fik lige lovligt for meget selvtillid, og var ved at snuble i isen. Havde det ikke været for hans greb i gelænderet, var han sikkert faldet hele vejen ned igen... Efter dét, turde han ikke vide sig sikker resten af vejen op, og tog den derfor med ro. Da han nåede sikkert op i tårnet, uden flere advarende glideture, gik han hen til sin gamle slørugle med det lille pergamentstykke som han hele tiden havde haft i sin anden og frie hånd, og bandt det til uglens venstre ben.

Han rakte armen frem så fuglen kunne træde op, hvilket den temmelig hurtigt gjorde. Tom var ret stolt af at have så lydig og loyal en fugl til at bringe sin post frem og tilbage. Da fuglen sad solidt på armen, bevægede han sig hen til den store åbning ud i det kolde vejr, og rakte armen frem for at sende uglen afsted. Den tog afsæt og fløj af sted. Tom sank armen langsomt, og kiggede efter fuglen. Han havde ikke travlt med at komme tilbage til skolen. Tværtimod. Han vendte sig om for at se på de mange andre fugle der sad på pinde og pippede løs.

[/blockquote]

[sep]

TAG: TOM REYNOLDS

Sneen smeltede under de få plusgrader, som solen mestrede at skinne ned over skolen. Resultatet var slud og is alle vegne, og slottets korridorer var mere sjaskede end de overhovedet havde været i december. September var glad for, at vintervejret endelig syntes at have en ende, og hun smilede for sig selv hele vejen op til ugleriet. Da hun næsten var nået op til toppen af trappen stoppede hun op, fordi nogen kom ud fra ugleriet, og hendes mave slog kolbøtter, da hun genkendte Tom. Næsten som på kommando begyndte hendes vejtrækning at ryste, og hendes hjerte tæskede afsted inde under den sorte vinterkappe, som skjulte alle hendes kropsformer. Som lammet stod September og så til, mens Tom gik ind igen uden at lægge mærke til, at hun var der. På en eller anden måde fandt hun ud af, hvordan man brugte sin ben igen og gik langsomt det sidste stykke vej op af trappen, og under den tid, det tog, nåede hun at overveje at gå derfra mindst hundrede gange.
Tom stod me ryggen til indgangen, hvor September nu stod med så hårdt knyttede næver, at neglene borede sig ind i hendes håndflader.
"Hej!" hilste hun med en svag stemme og smilede nervøst, ventende på, at Tom ville reagere.

[Deleted]

i c y . s te p s ,

just be careful ,

TAG: September Evans

Havde Thomas vidst at han ville støde på September Evans, så havde han nok gjort lidt mere for at se pæn ud. Han drejede sig en anelse forskrækket om, og måbede svagt da hans øjne faldt på September. Hun var nok en af skolens kønneste piger, efter hans mening. Han havde ikke meget til overs for de fleste, men September var så meget nede på jorden... ikke at han nogensinde ville indrømme at han fandt September enormt smuk lige umiddelbart. Det gik op for ham, lidt sent, at han endnu ikke havde svaret, da han temmelig kejtet, fik rettet ryggen og rodede sig nervøst i håret.
"Sep... September! Hej!" fremstammede han forfjamsket, og gik to hurtige skridt frem imod hende, for at stoppe op igen. Hvordan gjorde man? De kendte jo godt lidt hinanden. Han sank en klump, og var pludselig meget glad for at han absolut ingen idé havde om hvordan hans hår sad... for uanset hvad, så var han nok ikke tilfreds.

[/blockquote]

[sep]

TAG: TOM REYNOLDS

Det kriblede i Septembers mave, og da Tom endelig vendte sig om efter noget, der havde føltes som evigheder, kunne hun ikke lade være med at smile et mere naturligt smil, og hun åndede lettet ud, da han svarede.
"Hej Tom!" hilste hun igen og skulle lige til at gå fremad ligesom ham, men da han pludselig stod stille igen stoppede hun sig selv. Det resulterede i, at det gav et lille ryk i hende, og hun kom til at le en enkelt gang af sig selv. Det var ikke engang, fordi hun var genert over for Tom, men hun følte sig hæmmet af alle de følelser, der blussede op i hende, når hun så ham, hvilket irriterede hende en gang i mellem. Hun kunne godt lide at tænke klart og opleve alting fyldestgørende, men Tom's vidunderlige smil gjorde hende nærmest beruset, og hun havde tit svært ved at huske detaljerne ved ham. For alt hvad hun vidste, så hans hår fantastisk ud, og han så endnu dejligere ud, end hun huskede ham. Med en enorm kræftanstrengelse overvandt hun sin handlingslammelse og gik de sidste skridt, der var i mellem de to. Stadig med knyttede hænder stillede hun sig på tæer og kyssede let hans kind. Bagefter tog hun et lille skridt bagud igen, så de ikke stod helt op af hinanden, og hun kiggede på ham med store, nærmest forventningsfulde øjne.
"Jeg så dig sende et brev." sagde hun ligeud og pgede bagud over in skulder med en tommelfinger. Hun havde det nærmest, som om hun lige havde indrømmet en forbrydelse.

[Deleted]

i c y . s te p s ,

just be careful ,

TAG: September Evans

Thomas havde vænnet sig til meget med årene... alle var forskellige, men aldrig havde han oplevet lignende, - og det sagde måske ikke så lidt... han havde jo næsten aldrig rørt en pige. Selvfølgelig krammede han indimellem Eilionoir, hans bedste veninde, men han havde aldrig fået eller givet noget kys, hverken på kinder, mund eller noget andet sted. Derfor var det med måbende blik at han modtog det lette kys på kinden, og per reaktion lod han langsomt hånden glide op på kinden, som var han blevet slået, og så på September. Hvad skulle han dog sige til den kommentar?
"Øhm... ja..." sagde han, og blev noget varm i hovedet. Hvor længe havde hun stået der? "Jeg.. -jeg så ikke at du kom," sagde han, og lod hånden falde fra sin kind igen, hvorefter han begyndte at gnide sine fingre nervøst mellem hinanden. Han rømmede sig let, "Skal du også sende post?" spurgte han lidt akavet, og rørte uroligt på sig. September var dog helt utroligt køn. Han havde dog svært ved at kigge på hende i længere tid, i frygt for at fornærme hende eller være uhøflig.

[/blockquote]

[sep]

til TOM REYNOLDS

September fandt det ikke mærkeligt, at Tom tog sig til kinden, efter hun havde kysset ham. Faktisk lagde hun slet ikke noget i det overhovedet men blev fortsat ved med at se interesseret på ham, mens hun afventede hans svar. Da han svarede hende lo hun en enkelt gang i kiggede ned i gulvet, der var dækket af dyreknogler og halm.
"Måske kiggede du ikke ordentligt efter?" spurgte hun retorisk og kiggede op på ham igen, først på hans mund og hans øjne. Egentlig var det ikke mærkeligt, at Tom ikke havde set sig om efter andre mennesker, og da September havde stået stille havde hun jo heller ikke tiltrukket sig hans opmærksomhed. Hun flyttede blikket op over hans skulder og betragtede en grå ugle, der pudsede sine fjer, og med et par skridt var hun gået udenom Tom, mens han snakkede, fordi hun havde bemærket hans næsten flakkende blik.
"Nej, jeg venter på et brev." forklarede hun og vendte sig halvt om mod ham og kiggede på ham. "Jeg er lidt utålmodig!" tilføjede hun med et selverkendende smil og begyndte at pille ved kanten af kappeærmet på den modsatte arm. "Det er vist lidt dumt..." fortsatte hun uden at tænke på, at Tom nok havde tabt hendes tankegang og ikke længere var med. Hun trådte hen til det nærmeste vindue og lagde hænderne mod den kolde vindueskarm af sten.

[Deleted]

i c y . s te p s ,

just be careful ,

TAG: September Evans

Septembers svar kom lidt bag på Thomas.
"Undskyld," mumlede han næsten lydløst, og han var egentlig temmelig lettet over at det pludselige ord var kommet ud så lavt, at September forhåbentligt ikke hørte det. "jeg mener... jeg tænkte ikke over at der ville være andre heroppe," rettede han sig selv, og da September passerede ham, fulgte hans hoved hende som en magnet, da han syntes at opfange hendes feminine duft, som slog ham helt ud. Han havde svært ved at koncentrere sig om hvad hun sagde.
"Et brev?" gentog han, og selvom han følte sig mere nervøs end nogensinde, smilede han alligevel. Han kunne ikke lade være med at tænke på at han for 30 sekunder siden havde fået sit første kindkys nogensinde, - altså hvis man så bort fra hans mor som barn, - og det gjorde man vel altid.
"Jeg synes ikke at det er dumt," sagde han, før han overhovedet fik tænkt sætningen igennem. "Altså... Det havde jeg sikkert også gjort," tilføjede han for at redde sin dumme kommentar. Han trådte et par skridt hen mod September, og da han nåede hen til hende, stod han en meter til højre for hende, med fronten mod hendes figur, og kiggede en enkelt gang ud på udsigten før hans øjne faldt på hendes naturlige ansigt.

[/blockquote]

[sep]

til TOM REYNOLDS

September lod Toms undskyldning gå forbi, mest fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle sige. Hun havde ikke lyst til at uddybe, at hun havde stoppet op bare for at betragte, at hun ville se ham være sig selv uden nogen andres påvirkning. At se ham sende sin post afsted på den måde var som taget ud af en bog.
Sekunderne syntes at tikke afsted, efter Tom havde sagt noget, og hun vidste ikke helt, hvad hun skulle svare.
"Ville du?" spurgte hun fordi hun søgte bekræftelsen. Uden at vide, at Tom havde bevæget sig tættere på, tog hun et skridt i hans retning, inden hun rent faktisk kiggede derhen. Synes af Tom, der stod lige foran hende, overraskede hende. Hun var midt i endnu et skridt, da det gik op for hende, og med et ryk standsede hun op og løftede en hånd, som om hun skulle til at støtte sig til noget. Varmen steg op i hendes kinder, og hun følte sig ret uelegant.
"Jeg mener..." mumlede hun og sænkede forlegent blikket ned i gulvet og rømmede sig. "Du ved ikke engang, hvad det er for et brev. Hvordan kan du vide, at det er værd at vente på?" spurgte hun og kiggede op på ham med et nysgerrigt blik. De stod i normal samtaleafstand, men September følte sig stadig lidt forfjamsket over, at hun på en eller anden måde havde undgået at høre hans skridt mod de knasende knogler og havde reageret alt for sent, efter hun havde set ham.

[Deleted]

i c y . s te p s ,

just be careful ,

TAG: September Evans

Thomas rakte per automatik ud mod hende, da hun næsten så forskrækket ud over hans pludselige tilstedeværelse nærmest lige ved siden af hende, og sendte hende et undskyldende blik, inden han sænkede sin hånd. Han skævede over hendes spørgsmål.
"Ja altså..." begyndte han, og tænkte over spørgsmålet, selvom han vidste nøjagtig hvad han ville svare til det. Hun var nu egentlig ret speciel. "kan alle ikke lide at få breve?" spurgte han retorisk, med et spillende smil på læben, med følelsen af et selvtillidsboost over sit eget fornuftige svar.
"Altså så længe det ikke er skrålere eller kedelige breve fra banken og den slags... så glæder man sig vel altid. Især hvis man ved at det er på vej, og man bare venter på det. Så kan jeg godt forstå at du kommer herop og venter," Han gik et halvt skridt tættere på endnu, og betragtede et øjeblik hendes hår, hvorefter han løvrev blikket, og kiggede ud over udsigten igen.

[/blockquote]

[sep]

til TOM REYNOLDS

Thomas' svar fik September til at smile. Hun havde ikke på noget tidspunkt følt sig flov over, at hun var kommet herop for at vente, og enhver anden persons mening havde raget hende en papand. Det gav et ufrivilligt sug i hendes mave, da han gik tættere på, og hun genkendte den håbløse følelse af at være handlingslammet. Det var ulogisk, at den person, ma kunne lide, gjorde en så nervøs, når man egentlig burde nyde vedkommendes selskab, men September havde for længst konstateret, at forelskelse ikke var rationelt eller meningsfuldt på nogen som helst måde. Hun anede slet ikke, om Tom gengældte hendes følelser, men hun var ærligt talt ligeglad, så længe hun fik lov til at se ham en gang i mellem.
"Der er sikkert nogen, der venter på dit brev nu." sagde hun med et mildt smil og kom automatisk til at forestille sig en flot pige, der ventede i den anden ende. Tanken om Tom med andre piger rørte hende ikke synderligt meget, ligesom hun heller led under uvidenheden om, hvorvidt han kunne lide hende eller ej, men på den anden side turde hun næsten ikke forestille sig den glæde, hun ville føle, hvis han pludselig skulle gå hen og blive hendes. Tanken næsten skræmte hende.

[Deleted]

i c y . s te p s ,

just be careful ,

TAG: September Evans

Thomas vidste ikke hvad han skulle sige for at bryde stilheden. Han havde aldrig turde tænke på September som noget nær af en kæreste, - i hvert fald ikke i bevidst tilstand. Han havde drømt en del om hende, og hver gang formåede han næsten at skamme sig over det. Hvordan kunne han tro at hun gad ham?
Han følte sig en anelse lettet ved hendes svar, og sendte et skævt blik ud mod den åbning, hvor han havde sendt uglen afsted.
"Tja... min mor og far..." sagde han, som om han netop havde besvaret et uudtalt spørgsmål. Han stak den ene hånd i bukselommen, og lavede et kort skuldertræk. "Vi holder os ofte opdateret... De vil også gerne høre hvor godt Tenna ligesom tilpasser sig skolen," Tom var lettet over hvor nemt det pludselig var at snakke! Han smilede bare ved tanken. Du stammer slet ikke mere! hørte han sig selv opmuntre sig med. Alligevel var han ude af stand til at træde tættere på endnu. Det var nok også en fin afstand nu!
"Hvem venter du brev fra?" spurgte han, hvorefter han fortrød spørgsmålet med det samme, - det var jo ikke sikkert at det var noget hun ville dele med ham, "hvis-hvis, - hvis jeg altså må spørge," tilføjede han lidt lavere i refleks.

[/blockquote]

[sep]

til TOM REYNOLDS

I modsætning til Tom trådte September ufortrødent at halvt skridt tættere på, mens hun talte.
"Sådan er forældre jo." sagde hun og himlede med øjnene. "Tenna er din søster, ikke? Kan hun ikke skrive selv?" spurgte hun med et drillende glimt i øjet. September havde aldrig nogensinde snakket med Tenna, men hun vidste, at det var Toms lillesøster, ligesom hun vidste andre ting om fyren, der stod foran hende, ting hun i forbifarten havde opsnappet og lagret med omhu i sin hukommelse. Det kunne hun aldrig fortælle til nogen, fordi hun var bange for at lyde stalker-agtig.
"Min muggler-veninde." svarede hun, som om Tom aldrig havde tilføjet den sidste sætning. "Vi ser næsten aldrig hinanden mere, nu hvor jeg går på Hogwarts, men af en eller anden grund vil hun stadig være min veninde, selv om hun godt kan fornemme, at jeg skjuler noget for hende." fortalte hun. "Jeg har bare sagt, at jeg går på en kostskole, men for at jeg skal få hendes breve er hun nødt til at sende dem i gennem mine forældre, og det har jeg aldrig rigtig kunne forklare. Men hun stiller ingen spørgsmål!" Mens September snakkede gestikulerede hun lidt med sine hænder, og hendes glæde for, at veninden ikke havde skåret hende af, lyste ud af hendes blik, da hun talte.