Left outside alone

[Akila Chione Arora]

APRIL SHOWERS BRING MAY FLOWERS
( • I H A V E S E E N R A I N B E F O R E • )

Det var lørdag, hvilket populært set betød at alle havde fri. Det var selvfølgelig begrænset hvor meget frihed man havde, når man befandt sig på en skole fyldt med regler og lektier, ja og en masse andre mennesker, for den sags skyld. Det at leve i et fællesskab som det de havde på Hogwarts, var i høj grad frihedsbegrænsende. Det bedste man i så fald kunne gøre, var at blive meget længe oppe, glemme én enkelt lille regel og smutte ud en tur. Det var lige præcist hvad Akila havde gjort, ignoreret et lille bitte udgangsforbud og sneget sig ud i skoven. Ikke for sjov, og ikke så meget for frihedens skyld, men fordi det endnu en gang havde været tid til et særligt vigtigt ritual, et nymåneritual, der skulle sørge for at månen blev genfødt og vende tilbage når det engang blev tid for det.
Ritualet i sig selv var forholdsvist rent, i den forstand at det f.eks. ikke indebar blod, og derfor gik hun forholdsvist roligt tilbage mod opholdsstuen og sin sovesal. Hendes påklædning var diskret, mørk og tætsiddende. Det var et strategisk valg, som udelukkende gik ud på at gøre det en lille smule sværere at få øje på hende, når hun vandrede rundt på slottet og egentlig ikke havde tilladelse til det.

Det tog lidt længere tid end det plejede at nå op til kollegiet, men da hun først nåede frem til den snævre trappe der første op til døren ind til fællesrummet gik det hurtigere. Som alle andre måtte hun stoppe foran dørhammeren der var formet som en ørn. Hun vækkede den fra sin søvn med et let hammerslag, men da den ikke var særlig glad for at blive vækket, og desuden virkede en smule groggy, blev gåden der skulle give hende adgang mumlet i et tonefald, så Akila kun akkurat kunne skelne et par ord ud, og på ingen måde kunne give et fornuftigt svar på gåden. Det havde ørnen ikke rigtig nogen sympati for, og derfor måtte hun finde sig i at blive nægtet adgang til sin opholdsstue.
Med en irriteret mine, og et dybt suk, lod hun sig synke sammen på gulvet foran indgangen og lagde begge arme på sine knæ, hvorefter hun lagde panden mod sine arme. ”Vi venter i 10 minutter.. Måske dukker der nogen op” Et kort gab tvang sig ud af hende, og hun løftede hovedet for at se på døren igen. Der var vel en lille bitte chance for at nogen dukkede op? Om ikke andet så en af professorerne, og så måtte hun vel tage den skideballe der kom, før hun kunne komme ind i seng igen.

BUT IF THE MORNING LETS THAT SUN IN
( • W H A T A R E W E W A I T I N G F O R • )

Tagged:: Varg Harrison
Words:: 441
Outfit:: kommer
Notes::

[Varg Harrison]

Varg bevægede sig roligt og stille hen ad gangen, han havde bevæget sig ud, selvom det jo egentligt var et brud på reglerne, men lige den regel gav Varg ikke meget opmærksomhed. Der var selvfølgelig en god grund til, at reglen var der, der var jo desværre nogle, som lavede en masse gale streger efter mørkets frembrud, men Varg var bestemt ikke en, som gjorde det. Det eneste han lavede, når han sneg sig ud om aftenen, var at besøge biblioteket eller gå en tur udenfor eller et andet sted på slottet, hvor man ikke just ville støde ind i en lærer. Varg var nu på vej tilbage imod Ravenclaws opholdsstue og han sneg sig fortsat frem, han ville helst ikke larme og tiltrække opmærksomhed fra lærere eller spøgelser, så kunne det ende galt, meget galt. Han var nået til tårnet og kommet næsten helt op i toppen. Nu skulle han snart kun igennem portrættet og så op i sin seng, som om intet var sket. Varg syntes han hørte noget længere oppe, noget der for ham lød som svag mumlen, men det var vidst kun fordi han ikke var helt oppe endnu. Var det en lærer? Det vidste han selvfølgelig ikke, men han sneg sig langs væggen for at reducere al lyd og også chancen for at blive opdaget. Han så kort om hjørnet og kastede et blik op mod indgangen til Ravenclaws opholdsstue. Der sad en person, men hun lignede ikke just en lærer, så Varg bevægede sig roligt frem fra sit skjul. "Undskyld mig?" Spurgte han og trådte hen imod hende. "Er du blevet låst ude?" Spurgte han så og løftede sin blege hånd for at stryge en lok af sit lange, krøllede hår væk fra sit ansigt. Han var vist ikke den eneste, som havde været ude på en lille nattevandring.

[Akila Chione Arora]

APRIL SHOWERS BRING MAY FLOWERS
( • I H A V E S E E N R A I N B E F O R E • )

Eftersom han havde sneget sig af sted, lagde Akila ikke mærke til Varg før han talte til hende. Hun løftede dog hovedet meget hurtigt efter det, og så meget forskrækket ud, indtil det gik op for hende at det var en anden elev. Takket være hans lidt særprægede udseende, hvor mange af drengene havde lige lange tykke krøller?, genkendte hun ham som en af dem der gik en årgang under hende, men mere kunne hun heller ikke sige om ham.
Efter forskrækkelsen havde fortaget sig, så hun kort på deres dør og ørnehovedet der nægtede at lade hende komme ind. ”Jeg kunne ikke regne gåden ud, eller, faktisk fik jeg ikke rigtigt gåden” Hun vendte blikket mod Varg igen, og strøg kort en hånd gennem det blanke sorte hår for bagefter at lade den falde ned i sit skød igen. ”Som du kan se, sover vores dørvogter” Hun nikkede kort op mod ørnen igen, men holdt denne gang blikket fast på Varg. Hun havde godt nok være heldig denne gang, normalt kunne man vente meget længe, men der var knapt gået 2 minutter siden hun havde sat sig til at vente.

Hun rejste sig langsomt, og med et kort suk, op fra gulvet, og rakte nu en hånd frem mod Varg, for at hilse ordentligt på ham. Hun regnede heller ikke med at ørnen gad fortælle ham gåden, så det kunne godt blive fanget på gangen i et stykke tid, og siden der kun var de to, kunne de vel lige så godt lære hinanden at kende. ” Akila, 7. Årgang. Du er velkommen til at se om du kan få os ind” Hun sendte ham et varmt og imødekommende smil, mens hun stadig rakte sin hånd frem til ham. Hendes arabiske accent stod en smule mere frem end det plejede, nu hvor hun stod udenfor kollegiet områder og efterhånden følte sig noget træt. Heldigvis var hun stadig ret klar i sit engelsk, når alt kom til alt, havde hun jo gået i engelsk skole i 7 år og boet i England i 5, hvilket var rigeligt med tid til at skaffe sig af med den tykke arabiske accent hun havde haft i starten.

BUT IF THE MORNING LETS THAT SUN IN
( • W H A T A R E W E W A I T I N G F O R • )

Tagged:: Varg Harrison
Words:: 344
Outfit:: her
Notes::

[Varg Harrison]

Varg stoppede kort fra pigen. Han vidste ikke helt hvem hun var, men han havde vist set hende en gang eller to før i opholdsstuen eller noget i den stil. Han kastede et blik på dørvogteren og rystede let på hovedet. "Typisk," mumlede han lavt for sig selv og rettede så blikket imod pigen igen. "Det er ikke første gang det sker, som regel plejer jeg at være heldig og få adgang, men af og til.. Sker dette," lød det fra ham, hans grønne øjne hvilede nu på hende. Varg trådte et skridt imod hende, da hun rejste sig og rakte sin hånd ud imod ham og han rakte derefter sin blege, tynde hånd imod hende for at trykke hendes hånd. "Varg, 6. årgang. En fornøjelse at møde dig," præsenterede han sig selv og kastede derefter endnu et blik på dørvogteren. Han tvivlede også på, at dørvogteren ville fortælle ham gåden. "Efter én opvækning så tvivler jeg på, at jeg vil få noget bedre resultat, men det er vel forsøget værd?" Sagde han og gengældte hendes smil med et lille et af hans egne.

Varg trådte lidt tættere på dørvogteren, hans grønne øjne hvilede også på den og han rømmede sig så kort i håb om, at det så ville vække dørvogteren igen, dog uden at det var en alt for brat opvækning. En lav brummen og mumlen var alt, der kom fra dørvogteren og et suk var alt der kom fra Varg. Et mislykket forsøg, men det var vel også bedre end intet forsøg? Det gjorde vel ingen forskel, da ingen af delene bragte én videre. Varg rettede sine grønne øjne imod Akila. "Intet held," sagde han og trådte så hen for at læne sig op ad væggen. "Hvad gør vi så?" Spurgte han og begyndte at pille let ved en lok af sit lange, krøllede hår.