You there?

[Pandora Jean Evans]

h a t e & l o v e ,

is so overrated ,

TAG: Charles McDonal

På trods af at Pandora havde påstået at hun ville sove allerede klokken ni den aften, havde hun ikke lukket et øje. Da pigerne fra sovesalen så senere hen selv listede til deres senge, lå Pan og vendte og drejede sig i sin seng, og til sidst blev sengen for varm for hende til at sove overhovedet. Noget der føltes som 6 timer, men nok nærmere lå tættere på 1½, lå hun og drehede sig uroligt i sengen. Hun sukkede dybt, da hun ikke kunne holde det ud mere, og satte sig op i sengen, med bukkede ben og armene om knæene. Hendes øjne faldt på mørket udenfor vinduet, og før hun vidste af det, begyndte hendes øjne at svide og hun bemærkede først at hun græd, da tårerne kildede hendes kind. Hun tørrede den en smule nervøst væk, og rejste sig fra sengen. Hvor kunne hun gå hen på den her tid, uden at blive taget af en lærer? Uden at tænke videre over det, begyndte hun at gå, og da hun kom ned for enden af trappen, fortsatte hun bare hen til drengenes sovesal. Hun var iført en lang t-shirt og et par natshorts, så det var trods alt ikke fordi at hun ville vække nogen og resultere i at de fik traumer eller nogen. Da hun nåede døren til 6. årgang, åbnede hun meget forsigtigt døren, og trippede næsten lydløst indenfor, inden hun lukkede døren bag sig. Det eneste lys der var i sovesalen var måneskæret, og hun åndede lettet op, da hendes øjne faldt på den sovende Charles. Hun trippede tavst derhen, og satte sig ned på knæ ved hans hoved. Hvor så han dejlig og sød ud når han sov. Forsigtigt strøg hun en hånd henover hans ansigt, og skubbede noget hår væk fra det.
"Charlie?" åndede hun stille, i al forsigtighed for ikke at vække de andre. Pandora var lidt ligeglad med at hendes øjne stadig løb lidt, fordi hun ikke rigtig mærkede det mere.

[/blockquote]

[Charles Jonathan McDonal]

Charlie var faldet i en dyb søvn tidligere på aftenen, trods al den larm hans værelses kammerater lavede. De var blevet ved med at spørge indtil hans ferier, som han nødigt ville snakke om. Det havde ikke været det rareste at komme hjem til en lillesøster, der ikke ville snakke med en. Et helvede, var hvad han ville kalde det. Langsomt var han blevet trukket ned i drømme verdenen, som nu gik ud på at han sad på en bænk, omgivet af dansende blomster. Hvorfor i al verden blomsterne dansede, vidste han ikke, men det var en rolig dans. Den fik ham til at falde dybere ind i den stille bobbel, han havde kreeret omkring sig. Først da noget rørte hans ansigt, blev den ellers så fine bobbel sprængt, og under de lukkede øjenlåg begyndte hans øjne at sitre en smule. Ikke at han var ved at vågne, men han reagerede på Pandoras kærtegn eller berøring. ”Gi’ mig fem minutter mere, mor” mumlede han søvndrukkent, ikke nær den vågne tilstand. Han rullede lidt over på den anden side, efter at have puffet blidt til hendes hånd. Først da han havde hevet dynen længere op om sig og lagt sig ordentligt til rette, åbnede han øjnene helt op. Igen vendte Charles sig om og kiggede op på Pandora, stadig ikke helt vågen men næsten.


”Hvad laver du her?” lød hans spørgsmål, efterfulgt af et ordentligt gab. Han holdte sig for munden, med den ene hånd for at skåne hende for hans dårlige morgen ånde, eller mere natånde. Med en del besvær fik han sat sig op, med ret ryg og benene i skrædder stilling. Charles gled sig i øjnene, og blinkede et par gange for at få sat scenariet på plads. Det var først da han rigtig lagde mærke til Pandora at han udtrykkede sin forbavselse. Ikke kun fordi hun græd. ”Hvad! Hvorfor er du her..? Hvad er der sket?” alle hans ord, blev sagt før han fik tid til at tænke dem eller sige dem men dog så lavt at han ikke vækkede nogen, det hele røg ud i ét. Da Charles så hendes små tårer der trillede ned af hendes kind, han lagde hånden på hendes kind og fejede et par tårer væk med et enkelt fej.
”hvorfor græder du?” spurgte han, nu var ikke tiden til at føle sig genert eller være fortumlet. Pandora græd og det skulle det gøres noget ved. Et lille bekymret smil krøllede sig om hans læber.

[Pandora Jean Evans]

h a t e & l o v e ,

is so overrated ,

TAG: Charles McDonal

Pandora fik helt dårlig samvittighed over at have vækket Charles, da han træt åbnede sine øjne, og tog hånden til sig, efter at han havde puffet den væk. Af uransagelige grunde begyndte hun at hulke da Charles sagde ordet "mor". Skulle Pandora kunne kaste sig ind i sådan et forhold? Det var hun sletslet ikke klar til. Hun ville nyde sit liv. Hun krøllede sammen på gulvet, og så snart Charles sad op, rejste hun sig kejtet op, for at sætte sig ind til ham, ved at sætte sig på hans skrædderstillede ben, med de blottede ben henover, armen om halsen på ham og hovedet i hans bryst, mens hun fortsat hulkede så lydløst det var muligt for hende, selvom hun indimellem ikke kunne holde lyden helt væk. Hun prøvede desperat at få bare ét svar frem til Charles mellem sine hulk.
"Ku'... ku' ik' sove," fik hun sagt med en halvkvalt stemme. Charles' varme og blottede bryst var dejligt beroligende, og specielt det faktum at hun kunne høre hans hjerte slå virkede underligt rart. Hun forsøgte at koncentrere sig om udelukkende at lytte til hjertets slag... badunk. badunk.
Da hendes hulk ebbede ud, tog hun en dyb indånding for at få sine muskler til at stoppe med at spænde, og generelt slappe mere af.
"Amycus," åndede hun, og tog sig sammen før hun fortsatte, fordi hun ikke havde lyst til at græde mere overfor Charles, "har et barn," færdiggjorde hun kort, uden at fortælle om alt hvad der lå imellem... for eksempel at de havde kysset på stationen, og at Pandora længe havde syntes godt om ham; men det var vel altsammen ligegyldigt nu, hvor hun havde besluttet sig for at hun ikke kunne leve med sådanne vilkår? Det kunne godt være at det ikke ville betyde noget for nogen af dem, når de gik på Hogwarts, men hvad så når Amycus gik ud dette år? Hun sukkede dybt, og indåndede diskret Charles. Han havde altid været så fantastisk en ven for hende. Hun tænkte tilbage på juleballet hvor de havde danset, og smilede svagt gennem sit tårevæddede ansigt ved tanken.

[/blockquote]

[Charles Jonathan McDonal]

Det at Pandora kravlede op i hans skød, og lagde armene omkring hans hals gjorde at hans kinder blussede svagt op. Charles takkede for at det stadig var mørkt, og håbede på at Pans øjne ikke var van til mørket endnu. Han lagde den ene arm omkring hende, hvilede sin kind på hendes hår og aede blidt hendes arm med den anden hånd. ”Hvad i alverden..” fik han fremstammet, før han nåede at afslutte sin sætning hørte hans hendes ord. At hun sagde Amycus’ navn fik det til at stikke lidt i brystet, en følelse han bare ville have væk. De var venner, og sådan var det. Med et irriteret fnys, pustede han ned i hendes hår og bed tænderne sammen.

”Hvordan er du kommet til sådanne tanker?” spurgte han med et påtaget smil, selvom han vidste at Pandora nok ikke ville kigge op sådan foreløbig. Charles strammede sit greb omkring Pandora, men sørgede for ikke at klemme hende. Hans tanker var straks faldet på hvad der var sket inden hun havde fået af vide, hvis hun havde fået det af vide, at Amycus havde et barn. Den unge dreng, havde før lagt mærke til pigen i hans arme’s blik på den meget eftertrykte Amycus. Længe havde han prøvet at benægte at han var misundelig, men det var for længst blevet en sandhed han havde gået i møde. Charles tog en dyb indånding, og duften af Pan fulgte med, og han følte hvordan hans hjerte skippede et slag. Han blev ved med at nusse hendes arm, og begyndte at vugge hendes langsomt fra side til side som en lille pige. Det plejede at hjælpe på hans lillesøster, og det kunne være det samme resultat her?

Når Pandora åndede ud, begyndte gåsehuden at komme til syne. Hans krop var blevet varmet under den dejlige dyne, og det at hendes koldere ånde ramte ham fik ham til at ryste lidt dog ikke meget. ”hey, du skal ikke græde” sagde han med et mere ægte smil om læberne, og tørrede endnu et par tårer væk fra hendes kinder. Charles havde før været en dreng, der havde alle mulige barnlige fejl ved sig og sit ansigt. Alle disse barnlige træk var forsvundet i hans ansigt, og nu kunne han ikke se andet for sit åsyn, end en grædende Pandora som desperat havde brug for hans hjælp.

[Pandora Jean Evans]

h a t e & l o v e ,

is so overrated ,

TAG: Charles McDonal

Kropskontakten mellem de to blev ikke køligere af at Charles sad og rødmede i mørket, selvom Pan ikke havde den fjerneste anelse om at hun om muligt kunne udløse den slags tanker. Da hun havde fået stoppet hulkene, lå hun bare med tindingen trykket ind mod hans bryst, og lod tårerne strømme lydløst. Hun sukkede dybt og besværet inden hun åbnede munden igen.
"Han kyssede mig inden juleferien..." sagde hun, uden at være i stand til at kigge op. Hun havde altid haft et lille crush på Charles McDonal... derfor var hun ikke i stand til at se hans reaktion ved de ord. Hun hævede diskret sin hånd, som søgte efter Charles' ansigt, og hun mærkede hvordan hendes fingre næsten blev følelsesløse og varme, da de nåede hans kind, og Pandora kiggede ned mod sine blottede knæ. Hun placerede blidt hånd fladt mod hans kind, og lyttede diskret til hans åndedræt... hun glemte næsten selv at trække vejret.
"og bagefter fortalte han mig at han havde et barn." svarede hun, idet endnu en tåre løb ned af hendes kind. Hun løftede sit hoved i stilhed, og kiggede op på Charles. "Jeg er så forvirret... jeg har ikke lyst til at være en del af det..." hviskede hun, da hun kom i tanke om at de andre drenge sov, og da det var sagt, sænkede hun hovedet igen, for atter at læne det ind mod Charles' bryst. Hun lod hånden falde fra hans kind igen, og tog i stedet hans ene hånd mellem begge sine, og vendte hans hånd, så håndfladen vendte opad, og så begyndte hun at tegne cirkler, meget langsomt, med sine negle.

[/blockquote]

[Charles Jonathan McDonal]

Charles blinkede en enkelt gang for at sikre sig at han hørte rigtigt, den arm der lå omkring Pandora gled ned fra hende og lå på lagnet. Stilheden fik ham til at indse at Pandora rent faktisk gacde sagt det, og hans hånd begravede sig ned i det hvide lagen. Den ellers så rolige vejtrækning forsvandt for et sekund, da Charles helt glemte at trække vejret. "Han kyssede dig?" åndede han og kiggede væk fra hende. Faktisk havde han ingen grund til at føle sig sur eller føle den stikkende fornemmelse i bryste for selv havde han ikke taget intiativ til at gøre et større skridt, i frygten for at ødelægge deres venskab. Charles puttede et meget anstrengt smil på sit ansigt da hun rørte hans ansigt med sin hånd. Ude af stand til at svarer nikkede han svagt og lod hende tage hans hånd, som hun begyndte at tegne cirkler på. Følelsen gav ham gåsehud ned af ryggen.

Fik han endelig fremstammet i form af en mumlen. Den unge ravn var van til at få næsten alt hvad h"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.."an ville, så følelsen af ikke engang at have en chance for det var ny for ham. Med et anstrengt smil begyndte han igen at snakke, efter at have taget en dyb indånding. " Og du har lige fundet ud af at du ikke vil være.." han stoppede i frygt for at sige ordene og lod istedet stilheden tale for ham. Charles havde praktisk talt glemt at de ikke var alene på Sovesalen, men det blev han mindet om da en af drengene i den anden ende af lokalet vendte sig om på siden. Charles rettede sig stift op og spændte alle musklerne i sin krop, da der igen var stille kiggede han ned på Pandora og sagde med ærlighed i stemmen: "Du skal vælge hvad du vil have og ikke for at gøre andre glade." Han lød oprigtig trods den meget gammelkloge tone i hans stemme. Et unsdkyldende smil krøllede sig op om hans læber mens han lukkede sine øjne og indåndede diskret hendes duft. Den søde og velkendte duft af Pandora. Han ville gerne være en god ven for Pandora, men samtidig så meget mere men det var nok et dårligt tidspunkt at sige det på.

Med et lille smil på læben pustede han blidt ned i hendes hår, efter han havde begravet sin næse i hendes mørke hår. Charles begyndte at nynne lavt, en beroligende lyd der understregede hans dybe stemme. Det var tydeligt at han ikke kunne klarer at se Pandora græde eller de kløende håndflader, trangen til at slå på noget óg ikke at glemme dem stikkende fornemmelse i brystet.

[Pandora Jean Evans]

h a t e & l o v e ,

is so overrated ,

TAG: Charles McDonal

Mens hun sad der, og lyttede til Charles' omsorgsfulde ord og råd, kunne hun pludselig se hvor dybt barnligt det var af hende sådan at søge i ly og græde indover Charles... tanken gjorde hende helt pinlig og varm af rødmen. Hun følte sig temmelig forfjamsket og fortrydelig, men på den anden side... nu sad hun der, i Charles McDonal's arme. Hun smilede svagt ved tanken. Hun sukkede svagt ved Charles' fornuftige råd, og strøg noget hår væk fra ansigtet, stadig med hovedet lænet ind mod hans bryst, dels fordi hun var bange for at se på hans ansigt.
"Ja... du har ret... jeg må hellere afklare det med ham snart," mumlede hun, og pillede diskret ved en lok af sit pandehår med den ene hånd, mest for at holde sine hænder nogenlunde beskæftigede, mens den anden hånd lå diskret på Charles' ryg. Da hun alligevel ikke kunne trække tiden mere ud, løftede hun forsigtigt hovedet fra hans bryst og kiggede op på ham.
"Tak," hviskede hun, for ikke at vække nogen andre, - det var et held at ingen af de andre var vågnet (af hvad de vidste af i hvert fald), i betragtning af at Pandora havde larmet en anelse.
"Undskyld jeg vækkede dig," sagde hun med en overbevisende undertone... for hun var virkelig ked af at det gik udover Charles.

[/blockquote]

[Charles Jonathan McDonal]

i wish that ,

I had Jessie’s girl

”Selvfølgelig har jeg ret,” sagde han, med et let grin uden at tænke over at de faktisk snakkede alvorligt. Charles bed sig i læben, efter at have tænkt over hvordan han havde sagt det og pillede let ved det uglede lagen. Et lille suk undslap hans læber, hvorefter han aede Pandoras kind en enkelt gang og sagde: ”Fortæl mig, når du har gjort det” Et lille smil formede sig om hans læber, mens han tog blidt fat i hendes hage for at vende hendes hoved, men før han vidste af det havde hun vendt det selv, men han gav ikke slip på hendes hage endnu. De grønne øjne lagde sig i det brune.Hånden på hans ryg, havde han ikke lagt særlig meget mærke til men nu da han tog dybere åndedræt kunne han svagt mærke den bevæge sig når han rettede sig op. Og varmen fra hans ryg og hendes hånd, smeltede nærmest sammen. Charles’ kinder blussede svagt op i en rosarød, bue over hans kinder og næse. ”Det var ikke noget.” Mumlede han og kiggede vigende væk, men dog med et lille smil på læberne. Charles kiggede ned på Pandora igen, og kunne ikke få øjnene fra hendes læber. Flere tanker gled gennem hans hoved, og en af dem var blandt andet om hendes læber var så bløde som de så. Han var fuldt optaget, og fik kun svaret med et: ”hmmh.” og med et lille nik.
Han havde ikke lagt mærke til hvordan hendes øjne skinnede i månens skær, og hvordan hendes brystkasse løftede sig svagt hver gang hun trak vejret. Alle de småting som han overså i hverdagen blev pludselig så klarer for hans øjne. Som var de blevet åbnet på ny. Charles’ hånd havde ikke sluppet Pandoras hage, og han trak hendes ansigt en smule tættere på sig. Mens mellemrummet mellem dem blev mindre, gled hans blik op til hendes brune øjne som for at sige; at hvis hun ikke ville have det så skulle hun bare gøre noget. Inden deres læber mødtes, var hans anden hånd gledet om bag hendes nakke og tog blidt fat i den, og hev hendes ansigt helt indtil sit, og luften forsvandt mellem deres læber.

[/blockquote]
[/blockquote]

[Pandora Jean Evans]

h a t e & l o v e ,

is so overrated ,

TAG: Charles McDonal

Pandora følte hvordan en kuldegysning skød gennem hele kroppen ved følelsen af Charles' fingre der strøg let over hendes hud. Hun smilede gennem tåreresterne, og sukkede svagt og tilfredst. Hun var lettet over at han ikke var vred, hverken over at hun havde vækket ham eller fortalt ham om Amycus. Det føltes umådeligt lettende at tale ud med nogen om det. En ting der dog overraskede hende, var da Charles bad om at få det at vide når Pan havde afklaret tingene med Amycus. Det fik lidt smil til at falme svagt ud i et tænksomt udtryk. Hun lod Charles løfte hendes hage en anelse, selvom det var fristende at skubbe hånden væk og tage den i sin igen. Hun lod ham dog gøre det, og mærkede hvordan hun nærmest udstrålede varmen fra hendes røde kinder. Det føltes som om hun havde feber. Hun skulle netop til at bryde stilheden, da Charles hmm'ede, og syntes at komme tættere på.

Der skød en million tanker igennem hendes hoved i det tidsrum... den tid det tog ham at nå hendes læber gik nærmest i slowmotion, og der var nærmest ikke den tanke hun ikke fik tænkt på undervejs. Skal jeg afvise ham? Han er trods alt min bedste ven. På den anden side har jeg længe kunnet lide ham. Hvor ser hans læber dog bløde ud. Han har virkelig smukke øjne! Jeg elsker hans hår. Og tiden løb ud, og hun havde langt fra lyst til at afvise ham. Hun ville hellere "gå ham i møde".

Det sitrede overalt i hendes krop, og det følte lidt som at få stød da hans læber rørte hendes... ikke sådan et ubehageligt stød, men bare følelsen af at der var gnister imellem dem. Ubevidst kom hun til at gispe lavt da deres læber mødtes, men hun lod sig alligevel rive med, og da hun ligeledes lænede sig mod ham, holdt hun en diskret hånd på hans bryst. Hun lod sine læber let "omfavne" hans, og sukkede svagt og næsten lydløst ved følelsen. Den anden hånd, som før havde været på hans ryg var nået op i hans hår, som hendes hånd viklede sig ubesværet ind i.

[/blockquote]

[Charles Jonathan McDonal]

i wish that ,

I had Jessie’s girl

Charles lukkede øjnene helt i, og lod sig rive med helt bevidst. Det var ikke kun hormoner der havde overtaget ham, men også de følelser han prøvede at gemme væk. Hans fingre gravede sig med lethed ind i hendes hår, mens hans med den anden hånd prøvede at vende hende så hun havde hele fronten mod ham. Måske lidt for ihærdigt. Det var som om hele hans mave blev vendt på hovedet, men ikke på jeg-skal-kaste-op-måden. Mere som om den slog kolbøtter. Han havde lykkeligt glemt alt om at de sad på sovesalen, og at Pandora havde kysset Amycus. Han var på sit lykkelige sted.

Deres læber skiltes lidt, og Charles sukkede overgivende mod hendes læber. Han trak sine læber til sig, meget modvilligt og åbnede øjnene. Alt ved hendes blev studeret, før han turde tage sig sammen og sige noget. Nervøsiteten sitrede overalt i hans krop, men han ville ikke fremstå som en idiot. ”uuhm.. jeg kan godt lide dig” Sagde han og trak lidt på brynene af sig selv for at sige ’uuhm’. Han trak sig lidt væk, og kiggede forsigtigt hen på Pandora. Faktisk havde han forventet en lussing der ville mærke ham på livstid, men i stedet havde hun gengældt hans kys. Det havde måske ikke været det længste nogensinde, men det havde i Charles’ øjne været fantastisk. ”undskyld..” mumlede han og kiggede ned på sine hænder, der var faldet fra Pandoras hår. Han havde på fornemmelsen at han ville forvirre hende endnu mere.
Din kæmpe store idiot!

[/blockquote]
[/blockquote]

[Pandora Jean Evans]

h a t e & l o v e ,

is so overrated ,

TAG: Charles McDonal

Nej, måske var det nærmere følelsen efter at have sovet med tøj på, og ikke sådan en feberfølelse. Hun følte sig enormt følelsesmæssigt desorienteret... men det var måske ikke så underligt. Hun lod Charles vende sig op, og et øjeblik frygtede hun at hun levede sig lidt for meget ind i kysset... det var i hvert fald ikke hende der brød det igen; Hun slog sine forundrede og dådyrstore øjne op da Charles afsluttede kysset, og lod deres læber skilles. Hun åndede tavst ud, uden at vide hvad hun skulle sige. Charles havde stjålet hvert et ord fra hendes mund. Hun løsnede dog en smule op da Charles åbnede munden, selvom hun følte sig lammet. Hendes hånd var stadig i hans nakke, da hun svarede.
"Hvor længe?" åndede hun forvirret, fuld af undren. Hendes hoved ledte hende tilbage på aftenen hvor de havde danset, og han havde været der for hende, da hun følte sig allerlængst nede. Hun lod sine fingre glide langsomt ud af hans hår, og hun benyttede lejligheden til at pille let ved spidserne, og handlingerne fulgte hun med øjnene. Det var først da Charles undskyldte at hun kiggede op på hans øjne igen.
"Du må ikke sige undskyld," sagde hun, idet alting syntes at ramle sammen... hun håbede virkelig ikke at Charles ikke havde ment det.

[/blockquote]

[Charles Jonathan McDonal]

i wish that ,

I had Jessie’s girl

Det var som om hele hans selvtillid forsvandt på et sekund, bare sådan ud i luften. Charles trak lidt på skuldrene og lænede sig lidt tilbage, og støttede sig på hænderne. Han kastede hovedet tilbage for at kigge op i senge loftet. Som om at hans selvtillid ville vende tilbage til ham, hvis han kiggede væk fra hendes flotte brune øjne. ”Siden dengang du fortalte mig om din søster..” Svarede han, højt nok til at hun kunne høre det men også så lavt at der ikke var nogen chance for at vække drengene.

Charles havde sagt undskyld, fordi han var bange for at han havde fået hende til at hade ham. Fyldt ud. At hun ikke ville kunne se på ham, fordi at hun hellere ville være sammen med Amycus. Den alt for perfekte dreng, som alle piger sukkede efter. Med et irriteret kast med hovedet, kiggede han ned på hende og sendte hende et lille undskyldende smil. ”Jeg siger undskyld, fordi at jeg er bange for at du hader mig nu. Men jeg fortryder ikke at jeg kyssede dig! Det var noget jeg har haft lyst til i lang tid, så jeg tager det ikke tilbage” Sagde han ligeud, uden at holde en pause. Charles’ tog en dyb indånding, og prøvede at fange hendes blik. Han skiftede vægten, så han støttede sig på den venstre arm og løftede den højre for at kærtegne hendes kind. Tommelfingeren gled blidt hen over hendes kind, og derefter gled hele hånden ned af hendes hals og ned på hendes skuldre hvor de stoppede. Charles’ løftede blikket, som havde fulgt hans hånd. Hans øjne var fulstændig seriøse, for i hans hovedet var det nærmest sandhedens time. Han åbnede munden og sagde med en blid tone:
”Jeg kan ikke få dig ud af mit hovedet.”

[/blockquote]
[/blockquote]

[Pandora Jean Evans]

h a t e & l o v e ,

is so overrated ,

TAG: Charles McDonal

Nu hvor Pandora var kommet sig over den værste hjertedunken og syntes at få nogenlunde mere ro på sig selv, kunne hun ikke lade være med at smile ved hver eneste af hans kommentarer. Hun kommenterede ikke selv det første han sagde, fordi hendes søster var et ømt emne, og hun ønskede ikke at ødelægge øjeblikket med at være ked af det... I stedet forsøgte hun virkelig meget på at skelne de forskellige nuancer fra hinanden i hans øjne. Grøn og blålige farver spillede i månelyset, men det var svært her i mørket at se farverne. Hun mærkede hvordan det løb hende koldt ned ad ryggen, da Charles aede hendes kind, og lod sin hånd glide ned ad halsen, ned mod hendes kraveben, hvor hun havde sin tatovering af en udsprungen lilje i de hvide farver. Hun kunne ikke lade være med at være bevidst om hvor dejlige hans kærtegn var. Hun lukkede øjnene i, mens hun koncentrerede sig om den hånd der hvilede på hendes skulder.
"Det må du heller ikke," svarede hun, og åndede tungt ud. "tage det tilbage, altså," forklarede hun med en stemme der var helt nede på gulvet. Hun følte sig beroliget ved hans hånd. Det føltes som om det var ham der satte hende ned på gulvet. Hans sidste kommentar gav hende lyst til at hulke af glæde, men i stedet smilede hun bare med sine øjne, stadig lukket i. Hun åbnede forsigtigt sine øjne, og fugtede diskret sine læber, idet hun bed ned i underlæben med fortænderne.
"Jeg har længe syntes at du er dejlig, Charlie," indrømmede hun, og kom ubevidst til at sænke blikket mens hendes kinder blussede op som en kogeplade på fuldt blus. Hun følte lidt at hun var nødsaget til at uddybe det, og derfor åbnede hun munden igen.
"Jeg har bare aldrig turde gøre noget... fordi du også er min bedste ven," sagde hun, idet hendes smil falmede lidt. Hun håbede virkelig ikke at hun nogensinde skulle miste Charles. Hun løftede blikket til ham igen, og fik en enorm trang til at kysse hans læber igen. Var det hans læber der havde smagt så godt? Hun syntes i hvert fald at have en fremmed, men delikat smag på læberne. Hun tog en lille indånding, inden hun blidt pressede sine læber mod hans... hendes læber omkring hans overlæbe, og hans læber omkring hendes underlæbe, i en blid nappen til hinanden.

[/blockquote]

[Charles Jonathan McDonal]

i wish that ,

I had Jessie’s girl

Et bredt smil formede sig om Charles’ læber og samtidig med at den røde farve steg i hans kinder. Man kunne tydeligt se at hans kinder var mørkere end resten af hans hud, selv i mørket. Med et enkelt nik svarede han, og tog hånden til sig for at køre den gennem sine krøller. Trangen til at kramme hende indtil sig, boblede i hans bryst men i stedet tog han fat i hendes hånd, og flettede let deres fingre sammen. Han vidste godt at det måske ikke var det perfekte tidspunkt at være total pladder romantisk, men sådan var han nu engang. ”Ikke selvom det var en flok kæmper efter mig” sagde han med en bestemt undertone og kiggede fra deres hænder og op i hendes øjne. Han kunne ikke lade være med at smile ved synet af hendes øjne, pande, næse ja alt ved hende.

I det Pandora begyndte at tilstå, eller forklarer ham at hun også kunne lide ham. Med det samme skød den hånd, som var flettet ind i hendes, op til hans kinder og skjulte både kinderne og hans læber. Under hånden skjulte sig der et par knald røde kinder, og et meget genert smil. Charles’ blik var viget fra hendes, og han kiggede ud af vinduet men man kunne tydeligt se hans skinnende grønne øjne der afslørede ham en smule. Langsomt lod han hånden falde og tog fat i hendes hånd igen, hvorefter han løftede den lidt og kyssede den blidt på indersiden. Han bøjede nakken lidt og lod derefter deres hænder hvile på hans skød. Charles’ løftede blikket og kiggede på hende igen, og åbnede munden for at snakke, dog ikke uden at tage en dyb indånding.
”Jeg har haft det på samme måde, men samtidig har du ikke været til at få ud af hovedet. Alt ved dig er fantastisk, dine øjne, dit smil, din..” Mere nåede han ikke at sige, før deres læber endnu engang mødtes i et kys. Charles havde haft for travlt med at forklarer alt det ved hende som han vat faldet for. Han fortsatte sætningen i hovedet, i et sekund før han mistede tråden helt. Smagen af hendes læber var alt for distraherende, på den gode måde. Hans læber ’dansede’ omkring hendes underlæbe, mens han gav slip på hendes hånd og lod sin hånd glide om bag på ryggen af hende. Der blev den liggende og Charles nussede hende let. Han løftede hende svagt op i luften, med én hånd på ryggen og en anden omkring hendes liv. Følelsen af at maven eksploderede, var der igen, men det var sådan en følelse der gav en gåsehud. Og et stød gennem hele kroppen, men mere som en dejlig kilden gennem hele kroppen. En fremmed dejlig smag, og duft blandede sig med hans egen, straks begyndte han at spekulere i baghovedet om dette var Pandoras duft og smag.

[/blockquote]
[/blockquote]

[Pandora Jean Evans]

h a t e & l o v e ,

is so overrated ,

TAG: Charles McDonal

Alle Charles' komplimenter varmede Pandora, og gjorde hendes rød i hovedet og genert, og derfor følte hun sig lettet over at kunne lukke for strømmen ved at kysse ham... hun trak kysset hun, mærkede hvordan hans læber føltes fra forskellige vinkler og næsten "udforskede" dem. Hun sukkede let efter et stykke tid, og blev opmærksom på hånden han havde placeret på hendes ryg. Hvorfor havde hun ikke set det før? At Charles faktisk havde følelser for hende også? Når hun tænkte tilbage, så havde det vel egentlig været ret tydeligt. Juleballet med dansen, og hans omsorgsfulde jeg. Hun følte sig helt rørt til sit inderste, uden at det blev for fnidret, og smilede under Charles' læber ved tanken. Da hun omsider brød kysset, placerede hun en forsigtig hånd på hans kind, og forsøgte at få øje på hans øjne i mørket. Da hun havde øjenkontakt med ham, smilede hun. Lyden af en snorkende værelseskammerat på den anden side af sovesalen, fik det til at gibbe svagt i hende, og hun rykkede sig automatisk nogle centimeter væk. Det var måske et uklogt sted at sætte tingene på plads på.
"Måske skulle jeg liste op i min seng igen?" sagde hun, delvist som en konklusion og delvist som et spørgsmål. Hun havde ikke lyst til at gå igen. Hun ville langt hellere ligge sig til rette i Charles' seng, kysse ham hele natten og sove i ske, men det var måske ikke helt så smart med de regler der nu engang var på skolen.

[/blockquote]