Yesterday, you and I were friends

[caroline]

R a i n d r o p s

keep falling on my head

Regnen faldt uden for og slettede de hvide masser der havde præget Hogwarts udendørsområder lige siden november måned. Mørket var faldet på og Caroline sad i samtale med to bekendte ravne fra hendes egen årgang. Begge havde haft mistænksomme og urolige miner da de satte sig ned foran hende, men tyve minutter efter sad de og grinede lidt af en joke hun fyrede af, omkring hvordan en fjer blev til ti kyllinger hos folk der ikke havde styr på fjerkræ.

Roen var langsomt ved at falde rundt omkring hende. Taktikken med at lade folk komme til hende, frem for overivrigt at styrte rundt på skolen for at genvinde tabt sympati, havde været rimelig succesfuld. Selvom den havde sparet hende for noget anstrengelse, havde det dog alligevel medført travle aftner i fællesstuen og selv nu var der stadig mange, der ikke var overbeviste om, at hun og resten af de ledende skikkelser inden for gruppen, havde haft en finger med i spillet ved den myrdede lærers død. Tanken var latterlig – men anklagen skræmmende, og ideen om at den skulle være kommet indirekte fra ledelsen på skolen gav hende fornyet styrke og forargelse til at arbejde hårdt med både 'the Hallows' sager og hendes egen fremtidige politiske karriere. Hvis noget nogensinde skulle forandre sig, ville det kræve mere end et par entusiastiske skoleelever.

De to piger rejste sig og to deres afsked, forsikrede i troen om at Caroline stadig var den hun hele tiden havde været, og at anklagerne omkring medvirken i den ulykkelige affære var skudt helt forbi.

Carrie lænede sig lidt tilbage i sofaen og gned sig i panden med tommel og pegefinger. Hun var så utrolig træt af modgang.

[/blockquote][/justify]

Tag: Eilionoir Eads

[Eilionoir Eads]

Tag: CAROLINE ABBEY

Regnen faldt stadigvæk tungt på ruderne, da Eilionoir trådte ind i Ravenclaws opholdsstue. Der var mørkt udenfor. Man kunne ikke engang se stjernerne på himlen, så der var helt sort. Heldigvis var der ild i pejsen og lys og varme i opholdsstuen. Udover det havde Eilionoir klædt sig i en praktisk midnatsblå sweater med en stor blød kræve påsat, så vejret og kulden var ikke noget problem. Eilionoir havde brugt hele dagen på at studere, men hun havde vurderet, at det nok var bedst at vende tilbage til opholdsstuen i god tid, for at undgå en eftersidning. Hun havde derfor stadigvæk et par skolebøger i armene, som hun havde læst i.


Eilionoir lagde straks mærke til Caroline og blev med det samme ramt af en kedelig følelse af fortrydelse. Eilionoir havde godt hørt rygterne om, at The Hallows skulle have været indblandet i professorens død, men det var ikke Eilionoirs primære bekymring. Desuden troede hun ikke på rygterne.
Carrie og hende havde været gode venner før, men Eilionoir havde ødelagt deres venskab. Hun følte sig så skyldig nogle gange… og dog. Det var jo ikke hendes mening, at fornærme Jennifer. Det var jo tydeligt, at Jennifers udsagn var ulogisk. Alle havde ret til at vide det. Hun kunne ikke rigtigt forstå Jennifers reaktion og i hvert fald heller ikke Carries. Men hun kunne dog forstå, at de begge var følelsesmæssigt oprevet over det. Derfor ville hun undskylde overfor Carrie og forsone sig med hende. Hun havde til og med en forsoningsgave til hende. Hun håbede derfor, at Carrie ville tage i mod gaven. Hun havde tænkt i nogle dage over chancerne for, at Carrie ville tage i mod gaven, og hun var kommet frem til, at chancerne for at hun tog i mod gaven var ligeså store, som chancerne for at hun afslog den. Hendes hjerte bankede derfor, da hun nærmede sig Carrie med forsigtige skidt, og hun knugede hårdt bøgerne ind til kroppen af ren nervøsitet. ”Carrie? Jeg har noget til dig.” startede hun, da hun var nået hen foran Carrie i sofaen.

[caroline]

R a i n d r o p s

keep falling on my head

Carrie skjulte per automatik et gab med hånden og missede lidt med øjnene. Hun var lige begyndt at overveje at smutte tidligt i seng, stik imod sine planer om at få genlæst kapitlet til morgendagens historie-lektion, da en velkendt stemme fik hende til at dreje hovedet og lægge det en anelse bagud. Hun betragtede Eilionoir med en spørgende mine og det tog Carrie et par øjeblikke at komme i tanke om hvorfor det lige var, at den tidligere veninde ikke straks havde slået sig ned ved siden af hende. De seneste dages begivenheder havde efterladt hendes hoved summende med informationer og ting, som der skulle holdes styr på. Da grunden til deres uoverensstemmelse – Carries lillesøster Jennifer – var på plads i hendes hoved igen, rynkede hun en anelse på næsen og hævede et øjenbryn, tydeligt kritisk indstillet på hvad det end var Eilionoir havde tænkt sig at dele med hende.

Hun rømmede sig lavmælt og krydsede armene over hinanden. ”Aha?” Carrie havde, med ganske få undtagelser, umådelig svært ved at tilgive folk, og hun var tæt knyttet til, og dybt loyal overfor, især sin ældste lillesøster, selvom de på mange måder var dybt forskellige. Jennys fjender var også Carries, selvom det ikke altid gjaldt den anden vej rundt. ”Og hvad er så det?” Forhørte hun sig, lænet en anelse tilbage i sofaen, men uden noget tegn på at være afslappet i den tidligere venindes selskab.

[/blockquote][/justify]

Tag: Eilionoir Eads

[Eilionoir Eads]

Tag: CAROLINE ABBEY

Eilionoir klemte nu så hårdt om hendes eliksir bøger, at hendes hænder skiftede farve. Hun havde ikke tænkt over, at deres venskabsproblemer ikke lige var Carries største bekymring i dag. Det var ikke naturligt for Eilionoir at sætte sig ind i andres sted. Der var vigtigere ting i verden for Carrie. Hun ventede derfor i spænding på Carries reaktion, da Carrie var lidt længe om at reagere. Da Carrie endelig fandt den sure mine frem, vurderede Eilionoir hendes kritiske blik. Der var mange ting, som hun havde lyst til at sige til hende, men at dømme efter Carries kritiske blik, var der ikke en ting, som hun kunne sige, der var bedre end den anden. Hun valgte derfor bare at give hende gaven.


Hun satte bøgerne langsomt på et bord nær sofaen, så hun kunne finde gaven frem til Carrie. Eilionoir rakte ned i sin lomme, og hun tog en lille rund glasflaske med et gyldent honningagtigt indhold i op af lommen. På flasken var der en etikette med Carries navn på.”Jeg har lavet den til dig.” sagde Eli, og rakte håbende flasken hen imod Carrie. En del af hende tænkte, at det nok var bedst, at hun stillede flasken ned på bordet og så gik igen. En anden del håbede, at Carrie tog i mod flasken, og at de bagefter kunne sidde i sofaen og diskutere politik og hverdag. Der var efterhånden mange ting, som hun gerne ville drøfte med Carrie. Især efter at professoren var død.

[caroline]

R a i n d r o p s

keep falling on my head

Carries fulgte Eilionoirs bevægelser med samme sammenbidte ansigtsudtryk, men fremviste dog en lidt forundret mine ved frembringelsen af den lille glasflaske. Hun hævede et øjenbryn og så op på sin tidligere veninde, uden at række hånden frem. Ud fra al hendes kendskab til Eilionoir, var det her al den undskyldning den altid underlige, men også sært loyale pige var i stand til at give. Carrie overvejede hurtigt for og imod, frem og tilbage, og løsnede sine krydsede arme, for at kunne række den ene hånd ud og tage imod flasken.

Hun betragtede det gyldne indhold med let sammenknebne øjne i et kort øjeblik, før en prås gik op for hende. Men det kunne trods alt ikke passe. Hun spærrede sine mørke øjne lidt op og så på pigen foran hende med en lettere chokeret mine. ”Felix ff...?!” Hendes dårlige humør var dampet af for en kortere eller længere periode imens hun bare stirrede på Eilionoir. ”Nej vel?”

Ganske vidst var hendes tidligere veninde eminent med eliksirer og felix felicis hørte under pensum for eleverne på sjette år, men ingredienserne var både svære at få fat i og ganske dyre. Selve fremstillingen på sjette år blev nøje overvåget af underviseren og alt indsamlet efterfølgende til enten destruktion eller opbevaring. Umuligheden begyndte langsomt at dæmre for Carrie, hvis entusiasme dermed faldt en anelse. Det nysgerrige videbegær, der havde sendt hende på Ravenclaw, glimtede dog stadig i hendes øjne. ”Hvad er det?”

[/blockquote][/justify]

Tag: Eilionoir Eads

[Eilionoir Eads]

Tag: CAROLINE ABBEY

Eilionoir stod nervøst og ventede på, at Carrie med det hævede øjenbryn ville tage i mod flasken. Hun vidste, at øjenbrynet var et tegn på, at Carrie var meget kritisk indstillet overfor hende og hendes gave. Eli ventede, i noget der føltes som flere timer, før at Carrie tog i mod flasken.


Eli var netop begyndt at slappe af i skuldrene, da Carrie begyndte at nævne Felix Felicis. Hun var bange for at skuffe den tidligere gode veninde og var derfor igen anspændt. ”Nej. Det er ikke Felix Felicis. Du ville bare blive dømt for at være en snyder, hvis du brugte det. Det ville skade din politiske troværdighed endnu mere… Men jeg kan godt lave det til dig, hvis du kan skaffe ingredienserne!” lovede Eli uden spor af tvivl i stemmen og meget ivrig. Hun tænkte, at Carrie måske ville lægge deres stridigheder bag sig, hvis hun gjorde hende denne tjeneste. Men det virkede mere sikkert at satse på FriskOp eliksiren som en forsoningsgave lige nu.


”Men det er bare FriskOp eliksir. Det er imod influenza og forkølelse. Jeg har lavet en til alle mine venner...” hun kiggede ned. Hun havde lavet tre eliksirer. Hun betragtede stadigvæk Carrie som en ven, men hun kunne gode mærke, at følelsen ikke var gengældt. ”Jeg har prøvet, at få din til at smage af honning. Og jeg vil selv sige, at det er en succes.” Hun havde nemlig selv testet den. Hun vidste, at Carrie var ret stædig, så hendes hjerne arbejdede stadigvæk på højtryk for at komme på noget, hun kunne sige, der kunne få Carrie til at tilgive hende.

[caroline]

R a i n d r o p s

keep falling on my head

Carrie betragtede indholdet i flasken både lidt fascineret og en anelse nervøs. Indehaveren af en hel flaske med Felix Felicis kunne se frem til adskillige heldige timer, men udover at brugen af eliksiren var bandlyst til både prøver og spil af officiel slags, og generelt ugleset ved enhver form for konkurrence, ville man hurtigt blive mistænkt for at have tiltusket sig den af ulovlige kanaler. Hun så op på Eilionoir med let sammenklemte øjne da hun talte, men kunne ikke sige sig fri fra at være en anelse skuffet. Forklaringen kunne hun dog kun erklære sig enig i.

Hun rystede let på hovedet og vendte atter blikket mod flasken og rømmede sig lidt. Selvfølgelig kunne hun skaffe ingredienserne. Duane Abbey havde efterhånden opbygget så meget goodwill hos de særeste mennesker, og Carrie forstod stadig at sno ham omkring sin lillefinger. Det ville bare ikke være særlig smart – og det var der flere grunde til. ”Nej, nej, nej...” Afslog hun, gentagende sit svar imens hun overbeviste sig selv om at det var en dårlig idé. ”Desuden skal den trække i et halvt år.” Argumentet var ikke særlig holdbart, men det lød meget godt.

Hun hævede atter blikket til den tidligere veninde og kom tilbage til, hvad bevæg grundende bag gaven havde været. Hendes iver tonede sig langsomt ud og hun nikkede kort af forklaringen. At det var lykkedes Eli at lave en FriskOp eliksir til alle hendes venner var intet under. Carrie vidste at pigen, ligesom hende selv, ikke var en der dyrkede den store kreds af tætte mennesker, men hun havde været en af dem selv, ind til for ganske nylig. Et stik i hendes brystkasse fortalte hende at hun stadig ærgrede sig over hele misæren, men Jenny kom først og loyaliteten for hende bød Carrie at afvise Eilionoir. ”Eli jeg...” Hun bremsede op, usikker på hvad det egentlig lige var hun ville udtrykke. Hun hadede hele det her med at skulle improvisere et svar. Planlægning var hendes ting. ”Tak.”

Hun satte flasken fra sig på bordet og rømmede sig lidt. ”Den er sikkert vældig anvendelig når man – når jeg – bliver syg,” sluttede hun temmelig tomt. Tavsheden var akavet.

[/blockquote][/justify]

Tag: Eilionoir Eads

[Eilionoir Eads]

Tag: CAROLINE ABBEY

Skuffelsen i Carries øjne ramte Eilionoir lige i hjertet, som havde det været et skud, og det gjorde hende fysisk utilpas. Hun så nu, at det havde været en fejl at bringe hende eliksiren. Især i den farve.


Eilionoir tænkte, at selvom der gik et halvt år, var den meget meget nyttig stadigvæk. Carries argument holdt ikke helt tæt. Eilionoir skulle lige til at åbne munden og pointere Carries fejl, men hun nåede lige at stoppe sig selv. Det var netop den slags påpegning af fejl, der havde ført til, at deres venskab krakelerede i forvejen. Det gik også langsomt op for Eilionoir, at Carrie var fristet. Hun ville ikke risikere, at Carrie skulle være ilde set på grund af en Felix Felicis, som Eilionoir havde lavet. Det ville være hendes skyld, at Carrie fik problemer. Det ville ikke ligefrem hjælpe på deres forhold. Hun fortrød at hun havde foreslået at lave den. Hun håbede, at de kunne glemme alt om det. Men det slap nok ikke lige Carries tanker sådan uden videre.


Eli undrede sig lidt over, at Carrie var så længe om at finde ordet ”tak” og svarede et oprigtigt, ”det var så lidt.”. Tavsheden efter at Carrie havde placeret flasken på bordet valgte Eilionoir at bryde med et nyt emne. Det virkede som et passende tidspunkt, at sige det på nu. ”Jeg er næsten helt sikker på, at du ikke har noget med mordet på professoren at gøre.” fastslog hun. Det lød måske ikke af så meget, fordi at Eilionoir kun var næsten sikker, men Eilionoir vidste, at man aldrig kunne vide noget med sikkerhed, og at det kun var tåber, der påstod således. Det var i hvert fald Eilionoirs filosofi, selvom hun nok ikke ville mene, at det var en filosofi, men nærmere den rene sandhed. Man kunne aldrig vide noget med hundred procents sikkerhed, men Eilionoir var meget sikker på, at hendes konklusion om venindens indblanding i mordet var rigtig. Derfor var det store ord fra Eilionoirs side af. Hun kendte trods alt Carrie ret godt, især hvad angik hendes politiske tankegang. Eller hun havde i hvert tilfælde kendt hende.

[caroline]

R a i n d r o p s

keep falling on my head

Carrie så ned på sine fingre og rømmede sig lidt. Hun ønskede egentlig mest at Eilionoir ville gå sin vej, så hun kunne få lov til at overveje dette forsøg på at stifte fred. Der var få ting Carrie brød sig mindre om end, at skulle improvisere og reagere på situationer hun ikke havde været forberedt på. Hun var slet ikke sikker på om hun var klar til at lægge uoverensstemmelsen bag sig, og det hjalp bestemt ikke på hendes manglende beslutsomhed at blive presset op i et hjørne. Emneskiftet, der virkede både abrupt og, i sædvanlig Eli stil, temmelig upassende, fremkaldte ikke den givent ønskede reaktion hos Carrie. Hun så irriteret op på sin tidligere veninde og rejste sig brat op. I en anden situation, hvor hun ikke var så skide stresset og træt, eller hvor de to var på bedre fod, ville hun måske have taget ordene anderledes, men hendes lunte var kort i dag.

”Jamen dog,” vrissede hun. Hun huskede, lige inden ordene forlod hende, at dæmpe sin stemme, så deres udveksling ikke tiltrak sig hele opholdsstuens opmærksomhed. ”Jeg er dybt beæret! Du er næsten sikker på at jeg ikke har blod på hænderne, hvad?” Det blev, med hendes stigende temperament, umuligt at være afslappet nok til at holde hendes stemme lav og diskret, og med en irriteret mine, viftede hun for anden gang på et par uger, tryllestaven med en vandt bevægelse, for at indhylle sig selv og Eilionoir i en lyddæmpende boble. ”Hvad bilder du dig egentlig ind, Eads?! Selvfølgelig har jeg ikke noget med det at gøre! Jeg forventede den slags fra... Rektor! Fra Caron, Loretz og resten af den latterlige flok renblodsfanatikere, der gerne vil tørre deres rædselsfulde gerninger af på deres største modstandere. Ikke fra dig!” Hun sukkede frustreret og knyttede begge hænder sammen, den ene omkring hendes lille hvide tryllestav.

[/blockquote][/justify]Tag: Eilionoir Eads

[Eilionoir Eads]

Tag: CAROLINE ABBEY

Eilionoir var begyndt at tænke på, om det mon ville være mest hensigtsmæssigt at gå. Carrie så ikke ud til at bløde op, og hun havde været stille et stykke tid. Eilionoir måtte også indrømme, at hun var ret utilpas. Men pludselig rejste Carrie sig op fra sofaen, og hun så bestemt ikke glad ud. Eilionoirs puls steg, for hun vidste godt, at lige meget hvilken reaktion, der kom fra Carrie nu, var den ikke rar.

Eilionoir, hvis hjerne ikke var særlig god til ironi, opfattede ikke det ironiske i Carries udbrud, hvilket gjorde, at hun var ret forvirret til at starte med. Carrie var vred? Men hun takkede hende for at tro på hendes uskyld? Da den lydtætte boble indsvøbte dem begge, havde Eilionoir mest af alt lyst til at løbe bort. Denne situation havde udviklet sig ubehageligt. Det næste Carrie sagde, kunne Eilionoirs hjerne meget bedre forstå. Carrie var virkelig vred på Eilionoir og angreb hende nu verbalt og sammenlignede hende med personer, som Eilionoir selv foragtede. Carrie vidste, hvor meget at Eilionoir måtte kæmpe på grund af fuldblodsfanatikere, fordi at hun var en mudderblod. Eilionoir måbede og udstødte en chokeret lyd, ”Jeg beskylder dig da ikke for noget?!” forsvarede hun sig selv, med en stemme der blev mere og mere skinger. ”Du må have misforstået mig! Hvis jeg var en person med en normal intelligens, havde jeg sagt, at jeg var helt sikker på, at du ikke havde noget med det at gøre. Men det er bare ikke logisk, at sige at man er helt sikker på noget. Det kan bare ikke lade sig gøre.” Hun samlede sine bøger hastigt op fra bordet, og kastede sit blik på på Carrie med en stram sammenbidt kæbe. ”Jeg havde aldrig troet, at du af alle mennesker ville synke så lavt og sammenligne mig med fuldblodsfanatikere.” sagde hun med en mere rolig stemme, men med sårede og vrede øjne.

[caroline]

R a i n d r o p s

keep falling on my head

Carries ansigt sammentrak sig. Det føltes underligt befriende at skælde ud på Eilionoir. Som om alle hendes frustrationer fik frit løb for en kort bemærkning. Samtidig skar både hendes egne og den tidligere venindes ord dog i hendes ører. De to havde, trods deres mange uenigheder og forskellige syn på tingene, aldrig stået i denne her situation før. Ikke rigtig. ”Du ville sikkert havde sagt mange ting anderledes, hvis du var en person med normal intelligens,” skød hun ud, med en stemme, der ligesom Eilionoirs, var steget en oktav eller to. Den delvise forklaring, der burde have fanget Carries opmærksomhed og kølet hendes hidsighed ned, formåede kun at gøre hende mere irriteret. Hun var ikke i humør til at være rummelig og forstå Elis problemer, hæmninger eller særlige behov. Hun var træt og hidsig, sur på verden og på de mennesker, der anklagede hende for at have været involveret i et mord. ”Jeg er skide ligeglad med hvad der er logisk!” Udbrød hun. ”Det er den slags man gør! Man siger ikke til nogen, at man er næsten sikre på at de ikke er mordere!” Hun gestikulerede med begge arme og standsede først, da hendes tryllestav sendte en regn af gnister hen over deres hoveder.

Carrie udstødte en halvkvalt lyd. Hun mistede usandsynlig sjældent kontrollen i disse dage. ”Shit!” Med en viftende bevægelse, med den lille hvide stav, fik hun slukket de begyndende flammer i deres nærhed, før hun fjernede den tidligere kastede besværgelse og drejede om på hælen. Hun forlod opholdsstuen med hastige skridt, for at komme ud på korridoren og meget langt væk.

[/blockquote][/justify]Tag: Eilionoir Eads

----------------------

Notes: Hvis ikke hun følger efter, kan du betragte det her som et out-svar. Vi må have en ny tråd med de to. (;

[Eilionoir Eads]

Tag: CAROLINE ABBEY

Eilionoir vidste ikke, hvad hun skulle sige, eller hvordan hun skulle reagere. Hendes øjne fyldtes langsomt op med tårer. Ikke kun fordi at hun var dybt såret over Carries ord, men også fordi at hun var frustreret. Hun fyldtes med frustration og skuffelse. Hun var skuffet over Carrie, som viste sig ikke at holde ligeså meget af deres venskab, som Eilionoir gjorde. Hun var ikke vant til at have overensstemmelser af denne kaliber med hendes venner, og hun var derfor helt uden ord. Tårerne, der nu faldt ned over hendes kinder, kompenserede for de ord, som hun ikke kunne finde. Sådan stod hun tavst, imens at de to tårer gled ned af hendes kinder og ind under hendes kantede kæbe. Hun kiggede bare på Carrie uden rigtigt at registrere, hvad hun sagde.

Eilionoir kom først lidt til sig selv igen, da Carrie kastede gnister efter hende med sin tryllestav. Hun blev chokeret, og troede næsten et øjeblik at Carrie angreb hende. Det havde hun aldrig regnet med, og hun så da også hurtigt, at det var en ufrivillig reaktion fra Carries side. En gnist ramte en af Eilionoirs eliksirbøger på forsiden. Hun slukkede den hurtigt ved at pakke sin hånd ind i sit ærme og banke hårdt på gnisten en konsekvent gang. Derefter så hun efter Carrie med våde øjne og udvidet næsebor. Hun valgte selv at vende om på hælen ligesom Carrie og storme op til hendes sovesal.

// Out

Jeg betragter det som et out-svar så. :b Og ja, vi må helt klart have en tråd med dem igen.