Homework, bloody homework(Lily Abbot)

[Rachel Saskia Ivory]

tag; Lily Abbot

Efteråret havde efterhånden lagt sig godt og grundigt over Hogwarts, nok også snart vinteren, da det havde sneet et par enkelte gange. Det var desværre aldrig nok til at blive liggende. Aftenens mørke havde indhyllet hele udendørsarealerne i mørke, hvilket havde forhindret Rachel i at gå ud at flyve. Hendes brune øjne hævede sig kort fra pergamentet og hun lod fjeren dumpe ned på bordet igen, da hun gloede længselsfuldt ud af vinduet. Hun havde desværre ikke nået at flyve i dag og det irriterede hende grueligt. Flyvningen var ellers den tid på dagen, hun altid kunne tilbringe sammen med Aiden og hvis de ikke lige snakkede sammen, så var de i det mindste sammen. Det havde aldrig generet dem, ikke at snakke. De kunne jo nærmest mærke på hinanden, hvad den anden ville sige. Hun sukkede svagt og satte det sidste punktum på sin opgave, før hun pakkede den væk, ignorerede resten af opgaverne, der hobede sig op foran hende. Mest af alt håbede hun Adam, Lily eller Aiden ville komme forbi. Hun ville virkelig gerne have noget selskab!

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily kom springende op af de mange trapper med det lyse hår piskende om sig, og bandede højlydt da trapperne skiftede position, netop som hun var halvvejs oppe af den. Forpustet så hun sig omkring, og var videre i det sekund trappen stod stille igen. Malerierne råbte efter hende på vejen, men hun havde ikke tid til at kigge efter dem.

Da hun endelig fik øje på portrættet af Den Fede Dame, råbte hun kodeordet så højt og hastigt, at den forskrækkede dame tabte sit rødvinsglas på stengulvet, og vredt svingede til side for den stønnende Lily. Det tog hende ikke mere end et par sekunder at komme igennem hullet, på trods af at hun var ved at vælte et par førsteårselever på vejen. Til Lilys lettelse fik hun øje på Rachel i hjørnet, og hastede over imod hende.

Brat smækkede hun den udgave af Profettidende hun havde knuget i hånden, ned i bordpladen, og så på sin veninde.

”Har du set det?” sagde hun og pegede på forsiden. Billedet var prydet af et stort billede af en familie, der tydeligt var mugglere. Forest stod en familiær pige. Overskriften lød ’Flere mugglerforsvindinger’.

”Det er Michelle Andersson, fra Ravenclaw, kan du genkende hende?” sagde Lily trist til mode.

”Hendes familie er forsvundet.” hendes ansigtsudtryk blev mere dystert. Godt nok kendte hun ikke Michelle så godt, men følte bestemt med pigen hvis familie var sporløst forsvundet. Normalt ville Lily have bragt dette til lederen af Burning day, men da denne viste sig at være Adam havde Lily søgt imod Rachel, der var i familie med ham. Forhåbentlig ville hun så selv bringe det til ham, hvis ikke selv han så det først. Tingene snerpede til, og Lily vidste at medlemmerne af BD havde fat i noget. Og dette var bestemt noget der skulle diskuteres. Det var pludselig meget tæt på skolen. Det var ikke længere folk man ikke kendte, men rent faktisk noget der påvirkede en. Og alligevel var der tilsyndeladende ingen der havde nogen idé om hvem der stod bag. Hvis ikke ministeriet, da holdt oplysninger igen.

tag; rachel ivory

[Rachel Saskia Ivory]

tag; Lily Abbot

Roligt vendte Rachel opmærksomheden tilbage mod sine opgaver, fandt hurtigt mere pergament frem til sin eliksir stil. Hvorfor i alverden skulle syvende årgang være så umulig at komme igennem? Hun himlede svagt med øjnene over den latterlige opgave, før hun igen greb fat i fjerpennen, der lå på bordet ved siden af hende og hun begravede sig igen i en bog om avancerede eliksirer, sukkede svagt for sig selv, stregede lidt omkring i bogen, for at fremhæve tingene, hun kunne bruge til sin opgave.
Forskrækket kiggede hun op, da der lød skingre stemmer ude fra portrættet. Først en råben af kodeordet, der sikkert måtte have kunnet høres over hele slottet og hun satte sig lidt op i stolen, gloede kort over mod indgangen, hvor Lily kom til syne, væltede en omgang førsteårselever på sin vej. Rach smilede svagt ved synes at det dansende, blonde hår, da hun skyndte sig hen til hende. Det var bare så typisk Lily, altid så kaotisk og altid på farten. Hendes smil blev dog kun større, da man stadig kunne høre den fede dame skrige skingert efter Lily.
Alligevel gav det et sæt i hende, da hun smækkede avisen ned oveni Rachels eliksirpapirer. Hun vendte roligt blikket mod forsideartiklen og nikkede så svagt, før hun kiggede op på Lil igen, ventede på han skulle fortsætte. Et svagt, trøstende smil. Hun vidste jo godt, Lily også var mugglefødt. Hurtigt fandt hun dog sin stav frem og med et lille vip fik hun trukket en af de bløde lænestole hen ved siden af hendes, bankede forsigtigt på puden som tegn til at veninden skulle sætte sig.
”Jeg har desværre hørt det, Lil”, svarede hun og smilede svagt til hende, tog hendes hånd. ”Aiden fortalte mig det tidligere i dag.” Selvom hun havde ondt af alle mugglerfødte på skolen, der sikkert måtte føle sig utrygge, kunne hun ikke lade være at føle sig lettet. Godt nok var hendes familie kendt for at fraternisere med halvblods og mugglere og også beskytte dem, men Ivory-slægten var for stor og magtfuld til at ministeriet nogensinde ville kunne gøre noget ved det.
”Er du selv bange?”, spurgte hun forsigtigt og granskede Lilys ansigt. De havde været veninder så længe, at hun til enhver tid ville kunne læse følelserne i Lils smukke, gråblå øjne.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily så opgivende på Rachel, og dumpede ned i lænestolen som veninden trak nærmere. Med sin pege- og tommelfinger kneb hun næseryggen, i en frustreret bevægelse. Det var ikke gået op for Lily, det var en bevægelse hun havde påtaget sig, efter at have set Adam gøre det mange gange. Jo, Lily bekymrede sig helt vildt – eller det ville hun i hvert fald når det gik rigtigt op for hende hvad der var ved at ske. Det var jo ikke første gang det var sådan her. Men det havde aldrig været forældrene til de mugglerfødte. Lily kunne leve med, hvis det var hende selv – det kunne hun klare, men at hendes familie stod på spil, for noget de ikke havde skyld i. Hvordan skulle de nogensinde have vidst, at deres eneste datter skulle vise sig at besidde en heks’ kræfter? Hvordan kunne de straffes for det? Men Lily vidste med sig selv, at Michelles forældre ikke ville være i profettidende, hvis det ikke havde haft noget med troldmænd at gøre. Lily skjulte kort sit ansigt i hænderne, og tog en dyb indånding, før hun kiggede op på Rachel, og lod hende tage sin hånd.

”Jeg er ikke bange for mig selv. Jeg er bare bange for at noget skal ske med mor og far. Jeg forstår simpelthen ikke hvem der kan stå bag?” hun tøvede kort.

”De ville vel ikke skrive det i Profettidende, hvis det var en almindelig forsvinden. Ville de?” det var ikke sikkert at Rachel var den optimale at spørge, men umiddelbart var det hende hun mest havde lyst til. Rachel var hendes bedste veninde, og på trods af at lederen af Burning Day, måske ville vide mere – ikke nødvendigvis, men det kunne tænkes – var det Rachel hun ville snakke med. Hendes blik granskede Rachels ansigt, mens hun så opgivende på hende.

tag; rachel ivory

[Rachel Saskia Ivory]

tag; Lily Abbot

Roligt betragtede Rachel sin venindes frustrerede adfærd, gav hende lov til at rase lidt ud. Hun kunne selv mærke, hvordan raseriet boblede i hende over de forsvindinger. Det var der, grænsen gik! Ligesom børnemord, af og til, i sin vildeste fantasi, kunne man jo forestille sig mord, men hvem ville skade et barn? Det var lidt det samme her, for man kunne jo forestille sig hekse og troldmænd forsvinde, hvis de havde sagt noget åbent mod ministeriet, men at gå efter mugglere udelukkende fordi de havde født et barn med magiske evner? Rachel kunne blive helt aggressiv over, at der var nogen, der kunne gøre sådan mod andre mennesker. Forsigtigt strøg hun tomlen i beroligende strøg over sin bedste venindes håndflade. Lige meget hvor vred hun var, kunne hun ikke tillade sig selv at begynde at rase nu. Det var nu, hun skulle være der for sin bedste veninde.
”Jeg kan godt forstå dig, det var sådan set også det jeg mente”, mumlede hun lavt og lyttede til hendes fortsættende ord. Ved spørgsmålet rystede hun svagt på hovedet. Selvom et svar noglegange kunne gøre ondt, var det altid bedst med et ærligt svar.
”Men hvis det er, kan din familie altid flytte ind hos os. Vores slægt er lidt for stor, til at de ville kunne stille noget op mod det og de kan jo ikke benægte, at de bare var fordi vores familie var gode venner, at det skete?”, foreslog hun blidt og smilede skævt. Måske var Rachel ikke den, der havde mest forstand på det og var Lily gået til Burning Day, kunne hun sagtens forstå det. Selvfølgelig var det for det første nærmest umuligt, da den afsky, hun nærede for Adam var for stor, men samtidig kunne hun også se, at man måske havde mere lyst til at snakke med en ven om det.
”Jeg er glad for, du kom til mig med det”, sagde hun med et blidt smil.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily rettede sig op, for kort efter at læne sig tilbage i lænestolen, mens hun granskede Rachels familiære ansigt. Der var ingen anden i hele verden, hun hellere ville snakke med dette om. Men på den anden side, ville hun heller ikke gå og bekymre sig om det – for Michelles familie var forsvundet i London, og der var immervæk lang vej til Irland. Lily smilede over venindes ord, halvt trøstet ved tanken om den store troldmandsfamilie.

”Du har ret… Eleanor bor kun lidt væk fra vores hus. Måske skal jeg snakke med hende om, at skrive til sine forældre.” Lily smilede vagt over imod Rachel. Selvom denne kom fra Dublin, boede der også en del af Ivory-slægten lige uden for Enniskerry, hvor Lily og hendes forældre boede. Og siden Lily kende Ellies – og Adams – forældre, kunne hun ikke forestille sig at de to godhjertede mennesker ville have noget imod det. Men på den anden side, ville hun heller ikke være til besvær. Hvis nogen af en eller anden mærkværdig grund skulle gå efter hendes forældre, ville hun på ingen måde være skyld i Ivory-familien led nogen kvaler.
Lily vidste ikke om Rachel bemærkede, at Lily undgik Adams navn når hun talte, og i stedet benyttede hans søsters. Selv gjorde hun ikke – det var bare sådan det var. Desuden havde hun slet ikke overskud til at tænkte på sine problemer med Adam nu. Der var langt vigtigere ting at tage sig til.

”Vi er nødt til at have flere BD-møder. Snart.” sagde hun seriøst, og lænede sig frem mod Rachel, for at dæmpe sin stemme.

tag; rachel ivory