|
|
Post by Deleted on Dec 25, 2010 21:31:15 GMT 1
the most wasted of all days is one without laughter !
Jacobs kinder havde en frisk rød kulør, og der sad stadig små hvide snefnug i hans mørke hår, da han trådte ind i den varme opholdsstue. Hans øjne lyste af liv og et stort gavtyvesmil bredte sig på de lettere fyldige læber. Han kom lige direkte fra en sneboldkrig og skønt det var utroligt koldt udenfor, var det næsten kun fingrene han frøs om.
Jacob gik direkte hen til kaminen og tvang den våde jakke af, samt halstørklædet og støvlerne. Han tæer var lidt stive i det og han vrikkede prøvende med dem. Hans brystkasse hævede og sænkede sig stadig hurtigt, på grund af hans forpustede åndedræt, og da han endelig kom fri af overtøjet smed han sig tungt ned i sofaen tættest kaminen. Varmen fik sneen i hans hår til at smelte og dryppe ned på den røde sofa.
Der var næsten ingen andre end ham i opholdsstuen, da det kun var syvende årgang der havde fået fri. Egentlig skulle han have haft forvandling, men professoren døjede åbenbart stadig med en slem forkølelse. Han strakte armene højt i vejret og gabte samtidig, inden han gled længere ned i sofaen.
Der var ikke så meget at lave og han begyndte hurtigt at kede sig. På samme tid orkede han heller ikke at rejse sig op og finde på noget, så han blev siddende dybt begravet mellem puderne. Hans tynde slanke fingre trommede let på hans lår, mens han tanker fløj vidt omkring.
tag; rachel ivory
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Dec 25, 2010 21:43:30 GMT 1
you've got a million ways to make me laugh ,
Rachel kom springende op af de mange trapper med det brungyldne, krøllede hår piskende om sig, og bandede højlydt da trapperne skiftede position, netop som hun var halvvejs oppe af den, næsten fremme mod sit mål ved opholdsstuen. Det var jo ikke, fordi at rende op og ned af trapper var det bedste hun havde at give sig til på en af sine fridage. Forpustet så hun sig omkring, og var videre i det sekund trappen stod stille igen. Malerierne råbte efter hende på vejen, men hun havde ikke tid til at kigge efter dem, selv ikke ved deres fornæmende eder og forbandelser.
Da hun endelig fik øje på portrættet af Den Fede Dame, råbte hun kodeordet så højt og hastigt, at den forskrækkede dame tabte sit rødvinsglas på stengulvet, og vredt svingede til side for den stønnende Rachel. Det tog hende ikke mere end et par sekunder at komme igennem hullet, på trods af at hun var ved at vælte et par førsteårselever på vejen, der arrigt skreg efter hende. De så dog hurtigt fortrydende ud, da de opdagede hvem det var. Rachel var jo, på grund af sin status som quidditchspiller og syvendeårs elev temmelig kendt på deres kollegium og selvfølgelig også blandt hendes årgang på de andre elever.
Til hendes lykke fandt hun dog øje på Jacob, som hun sådan havde håbet at se og smilede bredt, nærmest sprang ned at sidde i hans skød. Rachel havde helt siden de var små, måske mest af alt fordi alle andre i familien på hendes alder var drenge, været en sindssyg tonser og havde aldrig lagt skjul på særlig meget, var meget ligeud som sine fætre.
”Heeey mulle!” Hendes smil var bredt, da hun havde kastet sig over sin fætter og først der faldt tanken hende ind, at hun måske skulle have præsenteret sig før hun kastede sig over ham.
|
|
|
|
Post by Deleted on Dec 25, 2010 22:52:07 GMT 1
the most wasted of all days is one without laughter !
Jacob havde vitterligt siddet i sine egne tanker, da en pige var dumpet ned i hans skød, måske ikke lige den pige, der havde været i hans tanker, men bestemt en han var glad for at se. ”Hej prinsesse!” grinte han glad og trykkede hende ind mod sin muskuløse brystkasse i et kammeratligt kram, inden han væltede hende ned ved siden af sig i stedet. Han betragtede hans kønne kusine med et stort smil. De havde altid været meget tætte, og Jacob kunne slet ikke forestille sig livet uden hende. Hun var som en søster for ham.
Rachels overvældende hilsen havde tiltrukket sig en del tilskuer, hvilket de to tit gjorde, eftersom de begge var noget højrøstede – specielt når de var sammen. ”Hva’ så lilleprut?” spurgte han hende fjoget og rodede drilsk op i hendes brune hår. Han kom pludselig i tanke om nogle rygter han havde lyttet til, og sendte hende et lumsk smil. ”Nåååeh” mumlede han smørret og skød øjenbrynene lidt i vejret ”Hvad er det jeg hører om min uskyldige lille kusine?” han kneb øjnene lidt sammen og prøvede at tyde hendes ansigtsudtryk ved det han sagde. ”Fjoller du rundt med en slange?”.
Jacob havde egentlig ikke noget imod folk fra Slytherin, men han håbede stadig, at det bare var rygter. Problemet var at den slange sladderen også omhandlede, var en helt bestemt slange nemlig Gabriel Caron. Jacob brød sig ligeså lidt om Gabriel, som han gjorde om råddent kål, og det sagde ikke så lidt. Jacobs ansigtsudtryk afslørede dog ikke hans meninger omkring dette. Det eneste de udtrykte var nysgerrighed og morsomhed. De plejede altid at drille hinanden med stort set alt, specielt deres kærlighedsliv.
Tanken om at Rachel måske rendte rundt og hyggede sig med Gabriel tiltalte ham dog slet ikke. Faktisk håbede han, at det bare var tomme rygter. Jacob kunne vidst ikke løbe fra at han var lidt overbeskyttende, når det galt Rachel.
tag; rachel ivory
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Dec 26, 2010 10:10:23 GMT 1
looking out for me you've got my back ,
Rachel havde godt bemærket, hvordan Jacob havde siddet i sine egne tanker og det fik straks hendes egne tanker til at falde på Julie. Hun vidste de to havde noget. De to piger havde egentlig aldrig snakket så meget sammen på trods af, at hun havde været Adams date til ballet og også havde haft noget med Jacob. Det gjorde dog, at Rachel allerede vidste, at denne pige ville hun ikke bryde sig om. Nej, hun var nok alt for overbeskyttende overfor sine fætre og udover det var hun ikke så god med andre piger; nej, udover Lily var hun bedst med drenge. Ofte ukomplicerede og bare nemme at snakke med. Ingen dybfilosofiske bagtanker og hemmelige planer om at manipulere med dig. Nej, Rachel elskede sine drengevenner. Desuden var hun altid ekstremt jaloux på ethvert kvindvæsen, der kom for tæt på hendes elskede fætre eller tvilling.
Storsmilende trykkede hun sig dog alligevel ind i hans varme omfavnelse og lod sig derefter skvatte ned ved hans side, smækkede dog alligevel benene over hans skød, som var de en fodskammel for hende. Sådan gjorde hun tit, ikke bare med ham, men også med Adam og Aiden. Det havde bare altid været hendes måde, at vise hun elskede dem på, da det jo optog en slags uskyldig kropskontakt. Hun følte sig altid roligere, når hun var i direkte kontakt med sine ”brødre”, som hun betragtede Adam og Jacob for.
Ved hans ord skyllede blodet dog op i hendes kinder og gav hende en sirlig pink farve. Åbenbart have rygterne spredt sig over det hele slottet i løbet af få dage, da hun var blevet udspurgt af en del efterhånden. Hun fik dog hurtigt styr på sin rødmen og vendte blikket fra ham mod sine negle, da hun fremdrog sin stav og udprøvede hurtigt en rødlig farve på sin ene pegefingernegl. Hurtigt skiftede den dog til sort, for derefter at få farverne til at forsvinde igen og fik taget deres plads af en perfekt, fransk manicure.
”Nåeh, siger rygterne det?” hendes stemme var en anelse spids; det var ikke just sjovt at få at vide, at der gik rygter om en på slottet, selv ikke hvis de var sande. ”Men måske har jeg? Du er jo heller ikke just uskyldig, jeg holder mig i det mindste til at stikke tungen i halsen på én”
Lige så længe de to havde været i alder for det, havde Jacob altid været god med piger og det var ikke just noget, han bare lod passere forbi. Nej, han udnyttede det ganske fint og det var et perfekt forsvar, syntes Rachel selv, stadig med blikket mod sine negle, der nu havde taget den sorte farve igen.
|
|
|
|
Post by Deleted on Dec 26, 2010 12:20:56 GMT 1
the most wasted of all days is one without laughter !
Jacob hvilede armene på hendes ben, der lå over hans skød. Han sendte hende et drilsk blik og lod en slank finger glide ned over hendes svang på foden, hvor han vidste at hun var kilden. ”Hva’ søren?” brummede han stadig med et drilsk blik i de mørke øjne, ”Siden hvornår er jeg blevet din fodskammel frøken?” Det var tydeligt, at det bare var for sjov, og at han ikke havde spor imod, at hun havde sine ben der. Det gav ham en følelse af hjemlig hygge og tryghed. For Jacob betød hans familie alt.
Da Rachels kinder fik en svag pink farve, bredte der sig et lumsk smil på Jacobs læber. Han havde tydeligvis ramt plet. Trangen til at drille hende fik det til at krible i maven og han måtte anstrengte sig for ikke at grine hysterisk og klappe i hænderne som et lille barn. Han lod ansigtet forblive i rolige folder, men han kunne ikke tvinge det smørrede grin af læberne. Selvom tanken om Gabriel stadig ikke huede ham, ville han ikke lade sådan en chance, for at drille hende, gå til spilde.
Jacob måtte bide sig i læben for ikke at fnise højlydt over hendes spidse tonefald. ”Er man lidt mopset?” spurgte han kækt og prikkede hende i siden med en finger. Han ansigtsudtryk skiftede dog hurtigt til overraskelse i et kort øjeblik, og så derefter en anelse forurettet ud. ”Hvorfor nøjes med en? Når der er så mange skønne piger!” spurgte han og fik det til at lyde som om det da var logisk nok. Han sendte hende det sædvanlige drengede, fjogede smil. Han vidste jo godt at han måske ikke var uskyldigheden selv, men Rachel var en pige og hun skulle passe på sig selv. ”Jeg ville næsten hellere se dig stikke tungen i halsen på fem forskellige fyre, så længe en af dem ikke var Gabriel Caron” brummede han en anelse mere alvorligt, dog uden at lyde som om han dømte hende. Han vidste godt at han ikke kunne bestemme over hende, men derfor kunne han jo godt prøve at tale hende fra det.
tag; rachel ivory
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Dec 26, 2010 20:00:35 GMT 1
so good to have you around ,
Rachel smilede bredt til ham ved hans muntre toneleje. Hun havde altid elsket hvordan de kunne snakke og fjolle skødesløst rundt sammen. Hendes familie og venner var det absolut vigtigste i hendes liv og Jacob var en af de endnu tættere på hende sammen med Adam, Aiden og Lily. En let latter gled over hendes rosa læber, selvom smilet langtfra kun var i hendes grin, men skinnede også fra hendes øjne. Da han dog kom ind på emnet med Gabriel Caron, blev hun straks mere stiv i det og hendes ansigtstræk blev mere anstrengte,.
Da han fortsatte sit muntre tonefald, kastede det kun en anelse tændvæske på hendes lille bål af irritation over det at han overhovedet havde bragt hendes lille flirt med Gabriel på banen. Han havde jo egentlig ingen ret til at komme ind på hendes kærlighedsliv eller… måske ikke direkte kærlighedsliv hvad angik Gabriel, men i hvert fald hendes små romancer og flirts. Han rendte altid rundt med tøser, fik dem til at bukke og skrabe for ham nærmest og aldrig i sit liv havde Rachel sagt noget til det.
”Nå, men du må vænne dig til det, for min tunge kommer til at være med Carons mange gange endnu.” Egentlig, siden Aiden havde opdaget dem, havde hun tænkt sig at holde sig fra Gabriel, men nu hvor det tydeligvis gik Jacob så meget på, syntes slangen pludselig meget mere tiltrækkende end ellers. ”Han er jo en meget øvet kysser, men det her virker anderledes” Det var en løgn, direkte og flad op i hans ansigt. Eller… hun kiggede jo ikke på ham, men holdt øjnene klistret mod sine negle, der stadig konstant skiftede farve. Hun vidste udmærket godt, at hende og Gabriel udelukkende havde noget med hinanden at gøre, fordi der var en så utrolig seksuel tiltrækning mellem dem, men det behøvede Jacob ikke vide noget om.
|
|
|
|
Post by Deleted on Dec 27, 2010 22:52:36 GMT 1
the most wasted of all days is one without laughter !
Jacob bemærkede med det samme, at emnet ikke behagede hende, ”Er det et ømt punkt?” spurgte han drilsk og prikkede til hende igen. Hun måtte jo egentlig selv om, hvor hendes tunge befandt sig og hvornår den gjorde det, men han syntes alligevel at Gabriel var et dårligt parti. Rachel var alt for sød og pæn til ham. ”Altså det er jo dit eget valg, snuske” smilede han roligt til hende og tilføjede ”Jeg vil jo bare ikke se dig såret eller noget i den stil” han strøg en tot af hendes brune hår om bag hendes øre og sendte hende endnu et smil. Han havde viftet med det hvide flag. Emnet var vidst uddebatteret.
Det irriterede ham en anelse, at hun tydeligvis ikke kunne tage øjnene fra sine negle. Pludselig ud i det blå kastede han sig ind over hende og huggede staven ud af hendes hånd, ”Hah!” grinte han, mens han lå halvt oven på hende og viftede med staven foran hendes ansigt. ”Nu har de negle vist fået en fin farve” han havde absolut ingen forstand på neglelak og egentlig var han ligeglad med, hvilken farve pigers negle havde, men han brød sig ikke om at hun gav sine negle mere opmærksomhed end ham.
Han satte sig tilbage i sofaen og smilede lumsk til hende, mens han rullede hendes stav mellem pegefingeren og tomlen. Egentlig var det en alvorlig sag at tvinge sig til en andens stav, men deres forhold var så tæt og de stolede begge blindt på hinanden, at han godt kunne tillade sig det som en joke. ”Nu skal du være en sød lille kusine, hvis du vil have sin stav igen” drillede han og satte sig lidt til rette.
tag; rachel ivory
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Dec 27, 2010 23:23:45 GMT 1
you keep my feet on the ground ,
Rachel smilede svagt til Jacob, da han drilsk spurgte om det var et ømt punkt selvom måden han gjorde det på irriterede hende. Behøvede han da altid at være så… ord kunne ikke engang beskrive det, så hun rullede bare med øjnene af ham. Da han så begyndte at lægge en lille dæmper på det hele, sukkede hun, men holdt stadig blikket på sine konstant farveskiftende negle. Der gik dog alligevel en anelse mildhed over hende, da han strøg hendes hår om bag øret. Hun havde altid elsket når han gjorde det og puttede hovedet på hans skulder. Derfor kom det som et gigantisk chok for hende, da han sprang ind over hende, viftede med hendes stav.
”Jacob, dit umulige møgdyr!”, grinede hun under en hvinen og prøvede at få fat i sin stav. Normalt gik Rachel aldrig op i sine negle og lod dem bare være helt naturlige, men de havde været gode til at sørge for, at hun ikke behøvede at se på ham, så han kunne se hvor irriteret hun havde været få sekunder forinden. Havde enhver anden så meget som prøvet at række ud efter hendes stav, havde de sikkert ikke haft den udstrakte arm i dette sekund, men hende og Jacob havde altid stolet blindt på hinanden og det gjorde hende derfor intet, at han havde taget hendes stav, nu da det var en joke. Hun vidste jo, at hun altid ville kunne få den tilbage.
”Søde, søde, dejlige og meget perfekte Jacob, min højtelskede fætter.. Be om min stav eller du får tæv!” Hun blinkede drillende til ham, før hun overfaldt ham, begyndte at kilde ham.
|
|
