Frost

[Aiden Kane Ivory]

[shadow=red,left,300]Tag: Lily Abott[/shadow]

Efter at have sagt koden til Den Fede Dame og var kommet ind i kollegiets opholdsstue som var helt tom. Han opdagede at han stadig holdt hendes hånd og slap den ganske blidt efter at have fået hende ned at sidde på en stol han trak hen foran pejsen. Det var den eneste måde de kunne tø op hurtigt.

Han trak en stol hen ved siden af hendes og dumpede ned at sidde på den. Hans blik hang ved pejsen i et stykke tid mens han mærkede varmen mod krop og ansigt. Det føltes så rart med varme efter al den kulde. Han vente blikket mod hende ”Jeg henter os noget varmt at drikke” sagde han inden han rejste sig og var væk. Han var væk i et stykke tid men kom tilbage med to kopper og en tekande. Han hældte noget te op til hende og rakte hende koppen inden han gjorde det samme. Han rejste sig op igen og fandt nogle tæpper som lå på sofaen. Han rakte hende tæpper inden han satte sig igen med koppen i hånden som han hurtigt drak. Han brændte sig en smule på tungen men tog sig ikke yderligere af det.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily kunne ikke styre sin krop, der rystede voldsomt af kulde. Hendes forfærdelige humør havde bare gjort kulden endnu mere effektiv, og hun støttede sig halvt op af Aiden på vej derop – også fordi hun ikke ville komme til at træde ved siden af trappetrinene, fordi hendes øjne stadig var slørede af vand såvel som udmattethed.

Da Aiden installerede hende i en lænestol, sad hun bare hvor hun blev sandt, ude af stand til at rykke nærmere ilden eller gnide sine frosne hænder. Hun kunne ikke helt finde ud af hvad hun skulle gøre af sig selv, og reagerede ikke på Aidens ord om at hente noget at drikke. Og så vidt hun vidste, sad hun i nøjagtigt samme stilling da han vendte tilbage, som hun havde gjort før. Ellers havde hun i hvert fald ikke opdaget, at hun havde rykket på sig.
Det var først da Aiden gav hende tæppet, at det lykkedes hende at komme i gang, og fik hendes krop til at ryste voldsomt af kulde igen. Taknemmeligt tog hun imod tekoppen, og tog en slurk, hvorefter hun skar en voldsom grimasse – som om hun helt havde glemt, at te normalt var brandvarmt, og hun kunne mærke hvordan der nærmest dannede sig brændvabler hele vejen ned igennem hendes hals. Eller sådan føltes det.

”Aiden, jeg…” begyndte hun med raspende stemme, men stoppede så igen, da hun egentlig ikke vidste hvad hun ville sige.

tag; aiden ivory

[Aiden Kane Ivory]

Selv kom Aiden sig hurtigt over at have brændt tungen og tog sig endnu en slurk af den varme te. Han følte hvordan varmen fra teen spredte sig i hans krop og løsnede alle de stive og kolde muskler. Han havde siddet med blikket rettet mod ilden da hendes stemme brød stilheden der ellers havde været så rar.

Han havde siddet og tænkt det hele igennem, alt hvad der var sket. Det havde være meningen at det skulle have været en ret stille og hyggelig tid sammen med Lily men Adams pludselig tilstedeværelse havde ændret på en del. Han var slet ikke sur over at hans fætter var dukkede op langt fra, men blot aftenens udvikling gik ham på. Han sad faktisk der og fortrød at have fået ideen om at efterlade de to alene ved at hente noget at drikke. Han havde bare ikke troet at det ville gå så voldsomt til.

Han vendte blikket mod hende og så blot tavst på hende da hun ikke sagde mere ”Du behøver ikke forklar mig noget Lily..” sagde han med et venligt smil og med den samme blide og forstående stemme som altid. ”Du skal bare vide at Adam ikke mente noget af det han sagde.. og tro mig han fortryder hver eneste kolde og onde ord der forlod hans læber.. desuden elsker han dig oprigtigt” tilføjede han til sidst og følte sig irriteret over at det var ham der sad og sagde at Adam elskede hende i stedet for Adam selv.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily skar stadig lidt ansigt over smerten i hendes hals, og sørgede for at puste ekstra godt på teen før hun tog den næste. Hun var dog bange for at komme til at spilde halvdelen ned over sig selv, siden hendes hænder rystede ustyrligt. Hun trak benene godt op under sig, så hendes spinkle krop nærmest forsvandt i den overvældende øreklapstol. Lily havde ikke ligefrem forventet dagens dramatisk ændringer, og havde hendes hoved ikke været fyldt af så meget andet, ville hun sikkert ærgre sig over at hendes aften med Aiden blev spoleret.

Lily magtede ikke engang at drejede hovedet, da Aiden begyndte at snakke, men fortsatte bare med at stirre stift ind i den knitrende ild. Det var egentlig overraskende at opholdsstuen var så tom, men siden Lily ikke vidste hvad klokken var, kunne der jo meget vel være en udmærket grund til det. I stedet lyttede hun bare til hvad han sagde, og skar en grimasse.

”Uanset hvad sagde han det, Aiden. Og hvorfor skulle det ikke passe? Sådan har det jo altid været.” Lilys stemme var monoton, og gik først mere farve efter Aidens tilføjelse. Hun kiggede op på ham med let sammenknebne øjne.

”Hvorfor skulle han dog det? Aiden, du bilder dig ting ind. Adam har aldrig følt noget for mig på nogen måde. Han har aldrig rigtigt været min ven.” sagde hun, og tonefaldet indikerede tydeligt hvor såret hun følte sig. I hendes øjne havde Lily jo ikke været Adams veninde nogensinde. Hun havde bare været en pligt, han havde følt han måtte opfylde. Så kunne alt hvad han sagde til hende efterfølgende, jo ikke være mere end tomme ord. Lily var oprigtigt bange for at blive såret igen. For sandheden var jo, at hun altid havde elsket Adam. Om hun så var klar over det, eller ej.

tag; aiden ivory

[Aiden Kane Ivory]

Han betragtede hende længe tavst og vendte så blikket mod kaminen igen. Han så længe på den knitrende ild mens tankerne for gennem hans hoved han lyttede til hendes svar men svarede ikke lige med det samme, for få sekunder var han rimelig irriteret over at det var ham der var blandet ind i det her men fortrød straks disse tanker, det kunne han ikke byde sin fætter og bedste ven. Han bed sig i underlæben og lænede sig ellers tilbage i stolen.

Lilys og Adams forhold var ret kompliceret og det blev ikke mindre kompliceret af at de sad og snakkede om det uden at lade vreden overtage. Ja han skulle nødigt snakke om det, hans forsøg på at snakke om tingene med Lou havde ikke være vellykket og som han sad der følte han sig både dum og uduelig hvilket ikke just var noget han følte hver dag.

Hanm anede ikke hvad han skulle svare hende, hvordan han skulle kunne sige at hun tog fejl. Adam havde ødelagt en del mellem de ved a være så flirtende og fjantende med pigerne på skolen, der var næsten ingen pige han ikke havde flirtede med og alle havde han aldrig haft et dybt forhold til. Han huskede hvordan at plejede at tage fat i Adam og sige at han ikke skulle opføre sig sådan, at han skulle falde mere til ro og finde sig en kæreste hvis det var hvad han ville, denne havde dog bare rystet på hovedet og var begyndt på at sammenligne de forskellige piger med Lily.

Det sidste hun sagde fik ham til at vende blikket brat mod hende og se på hende med et blik der både var stødt og vredt. Han følte vreden boble i sig og havde lige nu lyst til at pande hende en og Adam med for den sags skyld men han holdt sig i skindet. ”Du tager fejl Lily!” sagde han med en hård og kold stemme, en stemme som han næsten aldrig brugte og som kun viste hvor vred han kunne blive ”Du tager fuldkommen fejl! Adam er en bums til tider men han elsker dig virkelig.. for guds skyld han snakker ikke om andre end dig! Han..” Aiden tav og vendte blikket bort. Han var ikke typen der bare forlod samtaler men lige nu var han så vred at han ikke kunne høre mere på det. Han rejste sig og lade tekoppen fra sig på bordet ”Er der noget du har brug for?” sagde han med en udtryksløs stemme.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily skævede op til Aiden, og betragtede hans ansigtsudtryk. Lily fik straks dårlig samvittighed over måden hun snakkede til Aiden på, og lukkede munden op for at undskylde, men nåede det ikke før han sagde noget. Som en fisk, lukkede hun munden i igen, og stirrede bare på ham – alt imens hun følte sig utrolig lille i den store øreklapstol. Hans tone skræmte hende, fordi den var så ulig Aiden, og Lily krympede sig i stolen, med blikket slået ned.
Hans ord ramte hende som en knytnæve. Ikke på samme måde som Adams ord havde gjort det, langt fra. Men slet ikke på en måde hun nogensinde havde regnet med at opleve fra Aiden Ivory. Det var først bagefter, hun begyndte at tænke på hvad det rent faktisk var, han stod og sagde.

”Aiden, hvad snakker du om? Hvad mener du? Jeg… Jamen, hvis han…” hun bed hårdt ned i sin underlæbe, så den tunde hud truede med at punktere. Hun rejste sig ligesom ham, og tog fat i hans arm.

”Aiden, se på mig!” sagde hun bestemt.

”Er det sandt?” hendes stemme var spinkel og svag, og hun så på ham med et forvirret og hjælpeløst blik.

tag; aiden ivory

[Aiden Kane Ivory]

At hun ligefrem ville tage fat i ham var ikke noget han havde forventet men da hun gjorde forsøgte han bare at ignorer det. Hans blik var rettet mod vinduet og hans læber var snerpet hårdt sammen. Han lyttede til hende men gjorde ikke alligevel, han hørte ordene men da sætningen ikke blev fuldført var der ingen grund til at svare.

Da hun bad ham sig på sig vendte han IKKE blikket mod hende. Han ville ikke se på hende for han vidste virkelig ikke om han ville kunne holde sig i skindet, på den anden side kunne han bare ikke finde ud af at ignorer sine venner eller være hård mod dem i længere tid ad gangen derfor endte han med at vende blikket mod hende, dog var det ret udtryksløst.

Da hun spurgte om det var sandt så han blot på hende, udtrykket i hendes ansigt fik ham til at tvivle på hvad han skulle sige dog var tvivlen der kun i enkelte sekunder. ”Jeg lyver aldrig!” sagde han bestemt. Troede hun at han stod der og fyldte hende med løgn? Hans svar indikeret både at han var fornærmet over at hun spurgte om det var sandt men bekræftede også hans tidligere ord.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily var forskrækket over, at se sin ven så vred, og hun kunne mærke hvordan varme tårer boblede faretruende i hendes øjne. Først kunne hun ikke forstå, hvad hun havde gjort galt, og hvorfor Aiden blev så vred på hende. Men efter hånden som hun fik lagt to og to sammen, var alting mere klart. Det var som om det knude hun altid havde haft i maven når hun tænkte på Adam, eksploderede i et enormt virvar af smerte, indestængte følelser og misforståelse. Lily kunne simpelthen ikke tro på hvad hun hørte. Hvordan skulle hun kunne det? Hvordan skulle hun bare lige sådan tro på, forholde sig til, at alt hvad hun havde troet og brygget på de sidste seks år, ikke var sandheden. Pludselig gav meget mere mening for hende… De mange benægtelser, Adams forsøg på at snakke med hende… Lily havde det pludseligt ikke særligt godt, og hun tog sig til maven, mens hun faldt slapt ned i lænestolen igen. Hun kunne ikke se på Aiden, der bare så vred ud. Det kunne hun ikke bære. Var det virkelig grunden til at hun havde hadet Adam alle disse år? På grund af en misfortåelse?
Kort efter kom hun dog i tanke om Adams mange tøser, og mærkede hvordan skyldfølelsen fra før blev lidt mindre igen. Han var stadig en gemen player, intet var ændret der.

”Jeg er nødt til… Jeg skal... Jeg er nødt til at tænke lidt,” mumlede hun, halvt til Aiden halvt til sig selv.

tag; aiden ivory

[Aiden Kane Ivory]

Som sekunderne gik faldt han mere og mere til ro. Han forsøgte at skyde vredne helt væk men det lykkedes ikke helt. Hans blik var rettet mod hende og han kunne nærmest se enhver tanke der kredsede i hendes hoved. Han satte sig ikke ned igen men blev stående. Lod hænderne glide ned i lommen mens han blot betragtede hende ganske tavst. Han anede virkelig ikke hvad han skulle sige, om han burde sige noget eller om han skulle forblive tavs og lade hende tænke det hele igennem. Han havde bemærket tårerne der samlede sig i hendes øjne og panikken begyndte at røre på sig. Han kunne virkelig ikke finde ud af at takle situationen når piger begyndte at græde sådan havde det altid været, om det så var fremmed piger, veninder eller hans søstre.

Ordene der forlod hendes læber kom ikke spor bag på ham og han stod ellers blot tavs og ventede. Han ville helst bare væk fra det hele men på den anden side kunne han heller ikke bare efterlade hende i denne situationen. Han endte med at sætte sig ned igen og tage hendes hånd i sin ”Se på mig” sagde han da de havde siddet tavse i et godt stykke tid. Hans stemme var ikke længere vred, hellere ej fornærmet eller irriteret men helt blid og varm. Han lod den anden hånde glide ind under hendes hage og blidt fik hendes hoved til at vippe en smule op og til side så hun så på ham. ”Glem det for nu.. vi ser på det efter ballet måske sker der noget der som kan løse alle problemerne” han anede virkelig ikke om det ville opmuntre hende eller bare gøre hende mere ked af det

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily tog sig opgivende til hovedet, da hun ikke kunne finde rundt i sine tanker mere, og slet ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Hvis ikke Aiden havde stået der, ville hun sikkert have stortudet, i ren frustration over alt det der pludselig væltede hendes verden sammen og rykkede rundt på den tilværelse og opfattelse hun så længe havde levet under. Men siden hun vidste, at Aiden ikke brød sig om sådanne situationer, bed hun det stædigt i sig, og lod det i stedet gå ud over underlæben, ved næsten at punktere den med sine fortænder.

Hun gjorde ingen modstand da Aiden løftede hendes hage, og hans blide stemme var lige så god som nogen form for trøst eller beroligende middel hun kunne forestille sig. Lily kunne ikke udstår når Aiden var vred, som han havde været lige før – det var så ulig ham, og direkte ubehageligt. Specielt når man vidste hvor fantastisk en menneske Aiden ellers var, og Lily priste sig lykkelig for at have ham som ven.

”Måske.” sagde hun med en spinkel stemme, der måske ikke ligefrem udstrålede håb, men nærmere tvivl. Hun lagde armene stille om halsen på Aiden, og gav ham et knus. Mest af alt for at trøste sig selv, men også fordi hun gerne ville vise sin taknemmelighed over hans venskab og hjælp uden ord. Hun kunne ikke finde de rette.

”Jeg tror, jeg bliver nødt til at sove på det. Aiden, mit hoved er ved at eksplodere, og jeg kan ikke mere…” sagde hun hjælpeløst, og så på ham med store øjne da hun slap ham igen. Hun kunne mærke hvordan sengen så kort vej derfra kaldte på hende. Desuden ville hun ikke være her, når Adam engang kom tilbage fra Hogsmeade. Selvom klokken ikke var så mange, var alt hvad Lily behøvede lige nu søvn, om hun så skulle sove hele den efterfølgende dag. Desuden ville det ikke gøre det nemmere for hende, at se på Adam lige nu. Det ville bare rode tingene endnu mere rundt.

tag; aiden ivory

[Aiden Kane Ivory]

Han betragtede hende i tavshed, en tavshed der føltes som en evighed inden den endelig blev brudt. Mens tavsheden varede begyndte tankerne at boble op i hans hoved og han vidste at en af dem måtte sige noget hvis han ikke skulle blive opslugt af sine egne kvaler. Han var ikke en af dem der snakkede med folk om sine problemer. De eneste han endelig snakkede til var Adam og Rachel. Med Adam snakkede han ikke om alt for private sager særlig tit han holdt det mest for sig selv og viste sig fra sin glade åbne side. Hvad Rachel angik, kunne han ikke holde noget for sig selv, hun kunne læse ham som en åben bog og derfor kom de tit op at skændes når der var noget han ikke gad snakke om men som hun gerne ville vide.

Han forstod skam godt hvis han havde skræmt hende ved hans vrede blik og kolde ord. Han var sjældent så vred, og endnu sjældnere kold overfor andre. Han håbede virkelig ikke at han havde gjort hende så ked af det at hun ikke ville kunne tilgive ham eller se på ham. Da hun faktisk så på ham åndede han lettet op. Intet vrede var til at se i hans øjne kun anger over sin opførsel. Han vidste godt at han var elsket af sine venner, og det skulle ikke ændre sig.

Hendes spinkle stemme fik ham til at bede sig i underlæben og lade hånden som han havde vendt hendes hoved mod sig med synke ned i skødet igen. Hun lod hende lægge armene om halsen på ham og sad selv i enkelte sekunder helt stille inden han lagde armene om hende og holdt hende ind til sig. Han lagde intet i det på samme måde som hun selv ikke gjorde. Han ville dog mere end gerne overlade sin plads til Adam, lade ham om at trøste hende, desværre var dette ikke muligt lige nu, men han skulle nok sørg for at det blev muligt. Han forstod hendes tavse taknemlighed og smilede et svagt smil.

Da krammet var overstået lod han hænderne løsne sig og lod hende trække sig tilbage. Han betragtede hende opmærksomt og nikkede ved hendes ord. Det forstod han skam godt. Der var mere han ville sige men hun havde vidst fået rigeligt at vide allerede og det andet kunne vente. ”Jeg er ked af det… virkelig.. og det har intet at gøre med at jeg synes at det er irriterende at jeg står mellem jer absolut ikke .. i er begge venner.. nære venner .. jeg kender jer begge så godt at jeg ved hvordan i har det med hinanden..” han tav og undertrykte et suk.. ja det var sandt han vidste hvordan de to havde det med hinanden nu måtte han bare overbevise dem om at de faktisk delte de samme følelser. "Gå op og få sovet lidt.." sagde han opfordrende han kunne fornemme at hun ikke ønskede at snakke med Adam mere for denne aften så det var bedst at hun ikke var der når han dukkede op.