Sleepless nights

[austin]

Fatherhood at seventeen
Not exactly the teenage-dream

Alexander havde rande under øjnene og mere uglet hår end han plejede – hvilket i sig selv var lidt af en kraftpræstation (eller falliterklæring, alt efter øjnene, der så).

Han havde aldrig været nogen fantastisk elev, men de sidste tre dage havde han været direkte rædselsfuld. Det var nær lykkedes ham at ødelægge en stjernekikkert i astronomi. Han havde forvandlet et skrivebord til en bunke splintrede stykker træ i stedet for en rejsetaske og han var direkte livsfarlig i forsvar mod mørkets kræfter. Der var næppe en eneste af hans årgangskammerater på Gryffindor der ikke havde luret at noget var fat, men han havde undveget spørgsmål strategisk og klandret hans forårsforelskelse for alle fejlene.

Hver gang han sagde ordene, fik han ondt i maven. ”Nej, nej. Det er bare fordi jeg er forelsket i skolens smukkeste pige.” Han gav sig selv kvalme. Forelsket i skolens smukkeste pige, men kommende far til en andens barn. Det hang ikke ordentligt sammen.

Han kunne ikke sove og resultat var ynkværdigt. Han lå udmattet i en af opholdsstuens sofaer med begge ben oppe og hovedet hvilende imod armlænet. Hans blik var på loftet og hans pande rynket i ukarakteristisk alvor.

Tag: Todd Monroy Outfit: here

[todd]

(We experience moments absolutely free from worry),

(THESE BRIEF RESPITES ARE CALLED PANIC)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd vågnede med et sæt og satte sig halvt op i sengen. Han virrede med hovedet skævede stadig halvt sovende mod forhænget omkring sengen, der duvede let og forsøgte at bestemme, hvad der havde vækket ham. Han sov let, men plejede alligevel ikke at vågne uden grund. Han lænede sig til siden og trak forhænget nok tilside, til at kunne se ud i rummet, der genlød af tunge åndedrag og let snorken i flere tonelejer, der tilsammen skabte en uskøn kakofoni af nattelyde, der dog alle var naturlige og hørte til.

Hans blik faldt på Alexanders seng og han rynkede brynene da han i halvmørket så forhænget være trukket fra. En indskydelse fik ham ud af sengen og han gøs kort da hans bare fødder ramte gulvets kolde sten, der var en omvæltning fra varmen under dynen. Han listede lydløst over til vennens seng, mens han kvalte et gab bag den ene hånd og kun blev bekræftet i, at sengen ganske rigtigt var tom. Han skævede tænksomt mod døren ud til gangen og forlod så sovesalen med kurs mod opholdsstuen, drevet af lige dele præfekt og venskabelig bekymring. Alexander havde langtfra været sit sædvanlige sprudlende jeg de sidste par dage. Det behøvede man hverken være blind eller døv for ikke at opfatte.

Han stoppede nogle skridt inde i opholdsstuen og lukkede døren til trappen langsomt bag sig, mens hans blik gled søgende og let vagsomt rundt i det svagt oplyste rum. Han fandt intet og rynkede panden yderligere, indtil han mente at høre en svag lyd i nærheden af den ene af sofagrupperne. Han satte langsomt i bevægelse igen, indtil han kunne se en alt for velkendt manke, med tilhørende Løve, ligge henslængt i den ene sofa. Han smilede svagt uden at sige noget og fortsatte rundt om sofaen, hvor han satte sig på det lave bord og så med let rynkede bryn på vennen. Der gik flere sekunder i stilhed, før han tog en dyb indånding og brød stilheden med hovedet lidt på skrå "Alex... hvad foregår der lige?"

[/blockquote]

TAG Alexander Young
WORDS 391
NOTES ---
OUTFIT here

[austin]

Fatherhood at seventeen
Not exactly the teenage-dream

Alexander reagerede først overhovedet ikke, da Todd satte sig på sofabordet ved siden af ham. Han vedblev med at stirre tomt op i det høje loft i opholdsstuen, imens alle de samme billeder, der havde fløjet gennem hans tanker de sidste tre dage svirrede forvirret rundt. Da vennen talte, drejede han hovedet imod ham og stirrede lige så tomt i hans retning. Tavsheden rungede efter spørgsmålet, indtil han hev sig selv op at sidde og drejede sig rundt, så hans bare fødder rørte det kolde gulv. Han hævede begge hænder for at lade den køre igennem det stride, uglede hår og sukkede dybt. ”Mit liv er slut,” erklærede han melodramatisk, før han skar en grimasse. Han så forfærdelig ud, som han dumpede tilbage imod ryglænet. ”Bree er gravid,” udbrød han ligefremt.

Det var de tre ord han havde kæmpet for ikke at sige de sidste par dage og så snart de forlod ham, så han helt forkert ud i hovedet. Han indså også, at han aldrig havde fortalt Todd, at han havde været sammen med Bree. I stedet for at forklare sig, lagde han nakken tilbage og stirrede igen op i loftet. Han strammede begge hænder sammen om den tynde luft og sukkede tungt igen. Billederne af skrigende babyer og et liv i kaos dukkede op for hans indre øje igen, som han tvang ordene over sine læber. ”Bree er gravid og jeg er faren.”

Tag: Todd Monroy Outfit: here

[todd]

(We experience moments absolutely free from worry),
(THESE BRIEF RESPITES ARE CALLED PANIC)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd blev tålmodigt siddende på kanten af sofabordet og ventede på en reaktion fra Alexander. Han lænede sig nok forover, til at kunne lade underarmene hvile på sine lår og lod hænderne hænge afslappet ned mellem sine knæ. Hans udtryk var alvorligt og afventende og en hvis stædighed var dukket op. Nok til at han ikke ville vende tilbage til sin varme seng, før han havde fået bare et eller andet ud af den anden, som kunne forklare hans skift i humør. Alligevel trak det let i hans ene mundvig over Alexanders dramatiske udmelding, efter at han havde sat sig op, og Todd åbnede munden for at slå det hen med en halv-drillende kommentar.

De ord Alexander lod følge de første, tørrede dog effektivt ethvert tegn på smil af hans ansigt. Han rettede sig brat op og hans øjne blev store og lyste af vantro. Den sidste rest af søvn og tanken om at forsætte den punkterede og han følte sig lysvågen, mens en ildevarslende kuldegysning, der ikke kom af det kolde stengulv under hans fødder, krøb ned langs hans rygsølje. Hans mund faldt mere åben, indtil han selv blev opmærksom på det og hurtigt lukkede den, blot for sekundet efter at åbne den igen uden at hans blik på Alexander blev mindre intenst.

Han fik ingen ord frem mens tankerne myldrede mellem hinanden i hans hovede. Lige fra konsekvensen af det Alexander lige havde fortalt, til det faktum at det betød at han havde været sammen med Bree. At Bree havde været sammen med ham. Hvordan det ville se ud for både Alexander og hende når det kom ud. Han lukkede munden igen og virrede svagt med hovedet da Alexander gentog sine forrige ord, med en mindre tilføjelse, der dog havde været en naturlig konklusion af de første.

Sekunderne sneglede sig afsted mens Todd stadig bare så vantro på sin bedste ven og tilsidst tog en meget dyb indånding og brød den anspændte stilhed "Lige omkring nu, må du gerne fortælle mig at det er en meget dårlig og malplaceret joke, Alex..." han rynkeden panden dybt og strøg en hånd over underansigtet, før han så på vennen igen, med et blik der flakkede afventende mellem den andens øjne, hvis udtryk dog ikke gav ham nogen forhåbning om, at der rent faktisk var tale om en joke.

[/blockquote]

TAG Alexander Young
WORDS 434
NOTES ---
OUTFIT here

[austin]

Fatherhood at seventeen
Not exactly the teenage-dream

Alexander tog sig ikke af Todds chokerede reaktion. Han havde travlt med sine egne problemer og intet overskud til at gøre slaget blidere for sin bedste ven. Hans blik blev på loftet og han smilede kortvarigt og bittert. Det var et glædesløst smil. Der var intet morsomt i situationen. Det skulle da lige være det nærmest tragikomiske i at det lige var Bree, som var blevet gravid. En sølle gang havde han været sammen med hende. En spontan, intens, følelsesladet gang, katalyseret af deres fælles vrede og frustration. Det var aldrig faldet ham ind at udfaldet kunne være så drastisk... Livsforandrende.

Han sukkede dybt, så snart smilet igen var sunket i sig selv på hans læber. ”Jeg laver ikke sjov med den slags pis, Todd,” sagde han mørkt, uden at rykke sig ud af flækken. ”Hun fortalte mig det i torsdags efter besværgelser. Der har ikke været andre. Hun er sikker.” Han remsede fakta op og stønnede frustreret. ”Hun vil beholde det.” Med et udtryk som en der var på vej til skafottet, rettede han hovedet op og så på vennen. ”Hun vil beholde det,” gentog han.

Tag: Todd Monroy Outfit: here

[todd]

(We experience moments absolutely free from worry),
(THESE BRIEF RESPITES ARE CALLED PANIC)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd rynkede panden om muligt dybere ved Alexanders dybe, og meget opgivende suk og strøg endnu engang hånden over ansigtet, mens han selv sukkede tilsvarende dybt "Det håber jeg fandme ikke!" han skar en grimasse og tilføjede hurtigt "Men jeg ville ønske du gjorde lidt nu." han tav igen og lyttede alvorligt og opmærksomt mens den anden uddybede. Han nikkede svagt et par gange for at vise han havde hørt hvad der blev sagt.

Han forblev tavs selv da vennen gentog sig selv og så på ham. Skulle han være ærlig, anede han ikke hvad pokker han skulle sige, eller burde sig. Han slog blikket ned og tog en dyb indånding, før han løftede hovedet, lagde det lidt på skrå og så alvorligt på Alexander nogle sekunder før han tog sig sammen og sagde noget igen "Fuck!" ordet føltes seriøst uvant i hans mund, men alligevel som ualmindeligt passende i situationen. Han kneb øjnene lidt sammen og så spørgende på sin ven "Og hvad vil du, Alex?" han rakte ud og lagde i to sekunder en hånd på den andens skulder, før han trak den til sig igen og slugte det spørgmål der var på vej ud og erstattede det med et andet "Er der noget jeg kan gøre? Hvad som helst?" han tav igen, og rystede svagt på hovedet for sig selv.

[/blockquote]

TAG Alexander Young
WORDS 271
NOTES ---
OUTFIT here

[austin]

Fatherhood at seventeen
Not exactly the teenage-dream

Alexander betragtede vennen modløst og trak vagt på skuldrene af det første spørgsmål. Han havde jo netop fået af vide af Bree at han i princippet ikke behøvede ville noget som helst. For det første havde hun allerede truffet beslutningen helt alene, for det andet havde hun informeret ham om at han kunne være lige så stor eller lille en del af det, som han ønskede. Han reagerede ikke synderligt på Todds hånd på hans skulder, men så blot sin ven i øjnene med et mørkt blik, der ikke lovede noget lys for enden af tunnelen. De sidste par dage havde været forfærdelige og han havde absolut intet overskud tilbage at give af. Han kunne ikke engang smile falskt længere og lade som om alting bare var tiptop.

Han rystede på hovedet af det næste spørgsmål, før han atter engang kørte en enkelt hånd igennem håret. Bevægelsen blev ikke, som sædvanlig, fulgt af et charmerende smil. I stedet så han nøjagtig lige så håbløs ud som før. ”Kan du skrue tiden to måneder tilbage?” Spurgte han, i en svag imitation af drillende ironi, der ikke blev fulgt af noget smil. Han bøjede sig fremefter, hvilede albuerne imod sine lår og gemte ansigtet i hænderne. Overvældet af både træthed og situationens dybe alvor, mærkede han hvordan sjældne tårer pressede sig på. Det var umuligt at stoppe deres strøm ud i hans øjne og han udstødte et groft bandeord, som han gav sig til at tude som en tøs, ned i sine egne håndflader. ”Det er ikke fair,” udbrød han grådkvalt. ”Jeg er ikke klar! Jeg kan ikke!” Hans skuldre rystede, som de sidste tre dages frustrationer fremgik soleklart.

Tag: Todd Monroy Outfit: here

[todd]

(We experience moments absolutely free from worry),
(THESE BRIEF RESPITES ARE CALLED PANIC)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd faldt hen i tavshed igen. Ikke fordi han var ligeglad med hvad han havde fået fortalt, noget nærmere det modsatte. Fordi han for en gangs skyld ikke anede hvad han skulle sige. Ingen snus-fornuftige konklusioner og løsninger kom til ham. Ingen svage bebrejdelser skjult i drillerier. Mest fremtrædende var den bekymring der boblede for hans ven, og på samme tid en let følelse af panik, som han forsøgte at sætte sig selv i hans situation.

Han pustede hårdt ud gennem næsen da Alexanders stemme skar gennem den anspændte stilhed og så på den andens ansigt igen. Der var dog intet smil, og ingen ord, kun en langsom hovedrysten. Todds panderynker blev dybere da kammeraten lænede sig forover og skjulte ansigtet i hænderne, men reagerede først for alvor, da den andens skuldre kort efter, begyndte at ryste karakteristisk. Han tog en dyb indånding, rejste sig halvt og lod sig dumpe ned i sofaen ved siden af Alexander, uden nogensinde at have rejst sig helt.

Han løftede tøvende den ene hånd, men stoppede kort da Alexander talte igen. Besluttede sig så stædigt og lagde den løftede hånd mellem vennes skulderblade, mens han selv lavmælt, og en del mere roligt end han rent faktisk følte sig, talte igen "Klar, nej, men jo du kan, Alex." han undlod taktisk at kommentere på, hvorvidt situationen var fair eller ej.

[/blockquote]

TAG Alexander Young
WORDS 257
NOTES ---
OUTFIT here

[austin]

Fatherhood at seventeen
Not exactly the teenage-dream

Alexander græd aldrig. Han havde klemt en tåre ud til en begravelse og kunne sagtens blive rørt af hans mors afsked med ham selv og Julie, da hun satte dem på Hogwartsekspressen første gang, men han græd ikke. Ikke rigtig. Den nuværende situation var dog så ekstrem, at han ikke kunne stoppe sig selv, da han først var gået i gang. Han direkte hulkede ned i sine egne hænder og gjorde intet for at stoppe Todd, som han placerede en hånd på hans ryg. Ordene, der fulgte, reagerede han først ikke på. Han snøftede hårdt ind, tørrede sine øjne med håndryggen og rystede benægtende på hovedet, uden at rette sig op igen eller se på vennen. ”Hvordan skulle jeg kunne klare den slags?” Spørgsmålet var nærmest retorisk, for han fortsatte direkte efter, med håbløsheden tydelig i sin stemme. ”Jeg er sytten år gammel, jeg går i skole, jeg har en kæreste.” Han begravede hovedet i hænderne igen, men græd ikke mere. I stedet sukkede han dybt. ”Jeg har for første gang noget, der er bare en lille smule meningsfuldt, og så skal jeg selvfølgelig smadre det i titusinde stykker.”

Alexander lukkede øjnene og rettede sig op, imens han endnu engang strøg fingrene igennem håret. Han lod sig falde tilbage imod ryglænet igen og åbnede øjnene for at stirre op i loftet. ”Hvad skal jeg gøre, Todd?”

Tag: Todd Monroy Outfit: here

[todd]

(We experience moments absolutely free from worry),
(THESE BRIEF RESPITES ARE CALLED PANIC)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd ville have løjet, hvis han påstod, at han ikke følte sig en smule utilpas ved at sidde og være vidne til Alexanders gråd. Det var et komplet surrealistisk scenarie. Lige fra gråden i sig selv, til grunden til det, som han stadig forsøgte at få til at trænge ind, uden at hjernen gik direkte i benægtelse. Et kort sekund slog tanken ham, at når han selv, som udenforstående, havde det sådan, så kunne han kun gisne om, hvad der egentligt fór igennem hovedet på kammeraten.

Han løftede hånden og lagde den i stedet på Alexanders skulder, som han gav et fast tryk, mens han selv tog en dyb indånding og rynkede panden koncentreret og svarede roligt og uden tøven "Fordi du er nødt til det, Alex." han tav igen, og føjede ikke yderligere til sine egne, næsten snusfornuftige ord, da Alexander fortsatte og derefter gemte ansigt i sine hænder igen. Han sukkede dybt sekundet efter vennen og tog så hånden til sig igen og strøg en hånd gennem sit lettere forsovede hår "Ved Rachel det endnu?" han drejede hovedet og så spørgende på Alexander "Hvem ved det? Ud over mig?".

Han rettede sig op igen og lænede sig lidt tilbage da vennen gjorde, dog uden at dreje hovedet væk igen og tage blikket af ham. Så skar han en lille grimasse og smilede, uden at det på nogen måde var muntert eller drillede. Blot en naturlig reaktion på en overvældende situation, der hurtigt blev fulgt op af endnu et dybt suk og en svag, undskyldende hovedrysten "Det eneste du kán gøre, Alex. Tage den oppefra og ned. En dag ad gangen." han skar en lille grimasse før han fortsatte "Uanset hvad du gør, så ændrer det ikke faktum" han rynkede brynene igen "Har I talt om hvad I går med hensyn til skole resten af året? Du og Bree. Med lærerstaben." han slog ud med den ene hånd og lænede sig så helt tilbage mod hynderne, stadig uden at slippe Alexander med blikket "Med alle andre..."

[/blockquote]

TAG Alexander Young
WORDS 414
NOTES ---
OUTFIT here

[austin]

Fatherhood at seventeen
Not exactly the teenage-dream

Alexander ignorerede Todds snusfornuftige svar. Han var ikke interesseret i at få at vide hvad han skulle, kunne eller blev nødt til. Alene tanken om et lille levende væsen, som var hans ansvar, fik ham til at have det som om han blev kvalt. Han skubbede tanken fra sig og rystede svagt på hovedet. ”Nej,” sagde han modløst. Han var fuldstændig sikker på hvad reaktionen fra den kant ville blive, og han kunne bare slet ikke overskue et andet menneskes fortvivlelse og forvirring oven i sin egen. Desuden vidste han ikke hvordan han skulle takle kærestesorger oveni at skulle være far. Han drejede hovedet imod Todd og så på ham med et udtryk som om der ikke var noget godt tilbage i verden. ”Brees veninder. Caroline Abbey og hende... Eads.” Han trak svagt på skuldrene og kunne ikke forstå hvorfor vennen mente det var vigtigt.

Et lydløst suk forlod Alexanders læber, som han stirrede op i loftet. Han følte sig stædig grædefærdig, men der kom ikke flere tårer. I stedet skævede han kortvarigt over mod Todd og rynkede panden lidt. ”Tak, tak, citatordbog,” bemærkede han knastørt og uden at smile. Han så op i loftet igen og udstødte en lidende lyd. ”Nej. Vi har ikke talt om noget som helst. Hun har bare leveret informationen.” Han lukkede øjnene i et kort øjeblik og smækkede hænderne foran dem med et suk. ”Fuck. Tror du de smider os ud?”

Tag: Todd Monroy Outfit: here

[todd]

(We experience moments absolutely free from worry),
(THESE BRIEF RESPITES ARE CALLED PANIC)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd rynkede panden og nikkede langsomt uden at sige noget, da Alexander bekræftede hans mistanke om, at den andens kæreste endnu ikke vidste noget. Hans pande forblev rynket mens han i stedet remsede navne op og tilføjede henkastet "Eilionoir..." at huske navne var altid faldet ham nemt, og han var kun blevet yderligere trænet i det, efter sine år på Hogwarts og nu som præfekt.

Han fangede kortvarigt Alexanders blik da den anden så på ham, og vidste et øjeblik ikke, om han skulle føle sig fornærmet eller grine. I stedet rynkede han brynene og smilede samtidigt svagt, og gjorde lidt af begge "Prøv du at komme op med noget genialt at sige..." han sukkede let da Alexander igen så op i loftet og lænede sig så selv tilbage mod ryglænet, mens han igen nikkede tavst til den andens ord. Så rystede han let på hovedet og så alvorligt på kammeraten "Nej, det ville være lige lovlig drastisk." han kløede sig på kinden og kneb øjnene tænksomt sammen "I princippet har I ikke brudt nogen af skolens regler, men jeg tror ikke på de bliver jublende lykkelige." han så igen på vennen "Hvor langt er hun henne? Ved hun det?" for sig selv begyndte han at overveje, hvor længe der gik før den slags blev synligt og ikke til at skjule.

[/blockquote]

TAG Alexander Young
WORDS 265
NOTES ---
OUTFIT here

[austin]

Fatherhood at seventeen
Not exactly the teenage-dream

Alexander skævede et kort øjeblik til Todd, da vennen nævnte den ligegyldige ravns fornavn. Intet kunne være ham fjernere, end at begynde at tænke på hvad hun hed lige nu.

Svaret på hans egen tørre bemærkning fik endnu et skuldertræk fra Alexander. Han havde intet genialt at sige om noget som helst og følte sig ærlig talt temmelig nyttesløs i øjeblikket. Lige efter Bree havde annonceret, at hun i øvrigt havde tænkt sig at føde hans barn, havde han drastisk overvejet om ikke verden havde det bedre uden ham, men tanken om at hoppe ud fra nordtårnet var passeret sammen med den værste del af panikandfaldet. Det var kun kujoner, der mente det var en løsning og selvom han var rædselsslagen for hvordan det dog skulle gå, så var han dog trods alt ingen kujon. En dag af gangen, som Todd sagde. En skræmmende dag af gangen.

Han flyttede hænderne fra sine øjne for atter engang at føre dem gennem håret, imens han vedblev at stirre op i loftet. Vennens svar virkede underligt beroligende, som om det at blive smidt ud af Hogwarts var det værste, der kunne ske. Han fnøs lavmælt af bemærkningen om, at de nok ikke ville blive jublende lykkelige, og rystede svagt på hovedet.

Det efterfølgende spørgsmål fik ham til at rynke panden. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene igen. ”Det ved jeg vel... Den dag i storsalen, Kennith.” Han rynkede lidt på næsen ved mindet og åbnede øjnene igen med et suk. Hans øjenlåg føltes tunge. ”Og så en uges tid senere. Hvornår var det? I slutningen af januar?” Han drejede hovedet modløst til siden og så på Todd.

Tag: Todd Monroy Outfit: here

[todd]

(We experience moments absolutely free from worry),
(THESE BRIEF RESPITES ARE CALLED PANIC)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd lænede sig forover igen, ude af stand til rigtigt at finde ro i den tilbagelænede stilling mod ryghynden og uden at rynkerne i hans pande nogensinde blev hverken svagere eller forsvandt. Han drejede hovedet og så på Alexander et øjeblik da han konkluderede hvor længe det hele måtte have været undervejs og nikkede så svagt, mens han selv begyndte at regne "Så på den bekostning er der et stykke tid til noget vil kunne ses fysisk." han vidste godt at det var en ringe trøst, men den rationelle del af ham vidste at det købte både Alexander og Bree lidt tid, omend det var en stakket frist.

Han tog en dyb indånding og åndede tungt ud mens han forsøgte at få brikkerne til at falde på plads "Du er nødt til at fortælle det til Rachel..." han drejede både ansigtet og overkroppen mod vennen og så alvorligt på ham. Han vidste at den anden allerede vidste det, men det var det første der sprang i hovedet på ham som vigtigt, da vennen overtog for præfekten. Lærerstaben var i den optik ikke nær så vigtig som den andens kæreste. Han slog let opgivende ud med den ene hånd og fortsatte hurtigt "Jeg ved du ved det, men..." han gik i stå igen, lod armen falde og så bekymret på sin ellers altid så smilende bedste-ven.

[/blockquote]

TAG Alexander Young
WORDS 264
NOTES ---
OUTFIT here

[austin]

Fatherhood at seventeen
Not exactly the teenage-dream

Alexander trak svagt på skuldrene. ”Det gør der vel,” svarede han tamt, før han atter drejede hovedet og så op i loftet. Han kunne slet ikke overskue tanken om, at der om nogen måneder ville vise sig en lille bule på Brees bare mave, eller at bulen bare ville vokse og vokse indtil et reelt lille barn lå i hans egne arme. Da disse billeder alligevel dukkede op i hans tanker igen, udstødte han derfor en halvkvalt lyd og lagde begge sine hænder hen over øjnene igen. Han nikkede antydningsvis, som han igen førte fingrene gennem håret og sagde ikke et pip, før Todd understregede sine egne ord en anelse.

”Du har ret,” kommenterede han mørkt. ”Jeg bliver nødt til at snakke med Bree og jeg bliver nødt til at fortælle det til Rachel. I den rækkefølge.” Han lukkede øjnene et kort øjeblik, men vendte så blikket imod vennen igen. ”Fuck,” kom det lavmælt. ”Det sker virkelig det her. Det er ikke bare et mareridt,” konstaterede han.

Tag: Todd Monroy Outfit: here Status: Closed