Det man fortryder

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Lyden fra opholdsstuen forsvandt bag Ben, da han trådte op på den runde stentrappe, der førte op til hans sovesal. Vejen deroptil kunne ikke blive tilbagelagt hurtigt nok, og han besteg trappen med to trin ad gangen. De bekymrede rynker stod stadig malet tydeligt i hans pande, og hans blik udtrykte en blanding af vrede og fortvivlelse - sidstnævnte var meget atypisk for ham og fik ham til at se anderledes ud, end han plejede. At skændes med Lily var helt nyt for ham, og lige nu kunne han ikke komme langt nok væk fra hende.

Ufortrødent rev han døren til sovesalen og smækkede den hårdt i bag sig. Han stoppede op umiddelbart efter og smed sin taske på gulvet ved siden af sig. Pludselig kom han i tanker om sweateren, som han glemte nede i opholdsstuen. Dette syntes at være et faktum, der lige så godt kunne få jorden til at gå under, og han sparkede ud efter den nærmeste seng, mens han kom med et frustreret udbrud. Sengen rykkede sig ikke en millimeter ved sammenstødet med hans fod, og resultatet var en øm storetå. Han skar en grimasse ved smerten og trak begge hænder i gennem sit hår, der i forvejen lignede en høstak. Det var lang tid siden, Ben havde følt sig så oprørt, og for en gangs skyld havde han lyst til at smadre noget i stedet for at sætte sig ned og snakke det ud med nogen.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Eddie Llewellyn]

lend me your eyes, and
. . . . . . . . I W I L L C H A N G E W H A T Y O U S E E

Eddie havde siddet i opholdsstuen, næsten færdig med et længere spil troldmandsskak, da helvede havde brudt løs et sted i nærheden. Den mest basale grund til at Eddie havde lagt mærke til skænderiet, der på ingen måde havde været højlydt eller særligt opmærksomhedstiltrækkende for den sags skyld, var at han efter så mange år sikkert ville kunne genkende Benjamins røst igennem et lokale uanset situationen. Og det var den uklare lyd af vennens uhørlige ord, der havde trukket den rødhårede drengs opmærksomhed hen imod dem.

Høfligt havde han selvfølgelig set væk fra de to, ikke interesseret i hverken at blande sig eller at snage, og havde koncentreret sig om spillet der få øjeblikke efter var endt, da Eddies modspiller satte Eddies konge i skakmat og dermed havde udraderet alle Eddies muligheder for at sejre. Dette lod dog ikke til at påvirke hans som sædvanligt gode humør, og i et stykke tid fortsatte samtalen uden spillet som distraktion, inden Eddie fangede en bevægelse ud af øjenkrogen og havde undskyldt sig.

Som han lydløst åbnede døren til sovesalen og trådte ind, var Benjamin i færd med at sparke sin storetå til ukendelighed, og en rynke dannede sig på Eddies pande. ”Jeg har hørt at de samarbejder bedre, hvis man behandler dem pænt i stedet for at sparke til dem,” tilføjede han igennem det tavse lokale, tilsyneladende upåvirket af hvor plat hans joke var. ”Hvad sker der, Ben?”

tag: benjamin abbey
notes: -
words: 235
outfit: skoleuniform

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Det var ikke lyden af døren, der blev åbnet igen, der tiltrak Bens opmærksomhed, men Eddies stemme. Han sendte et hårdt blik i Eddies retning, men hans vrede var ingelunde rettet mod sin kammerat. Enhver anden person fra klassen ville nok have fået ham til at stå på hovedet i seng.
"Måske ville en tur med staven gøre dem mere samarbejdsvillige." sagde han bittert og viste ingen tegn på, at han havde opfattet Eddies ord som spøg. Tåen dunkede stadig, men han ignorerede smerten. Han kom i hvert fald på andre tanker, da Eddie spurgte ind til, hvad der var galt. Det hårde blik falmede til fordel for et, der afslørede hans uro, og han rynkede bekymret panden.
"Lily." sagde han hæst og dumpede ned på den nærmeste seng med blikket begravet i gulvet. "Vi har lige været oppe og skændes. Det er aldrig sket før." forklarede han og gjorde ingen forsøg på at skjule sin svaghed overfor kammeraten. De kendte alligevel hinanden så godt, at Eddie nok ville undre sig mere, hvis han lignede en, der havde det fint. Et dybfølt suk forlod hans læber og han begravede ansigtet i sine hænder og lænede albuerne mod sine knæ.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Eddie Llewellyn]

lend me your eyes, and
. . . . . . . . I W I L L C H A N G E W H A T Y O U S E E

Eddie tog sig ikke af Benjamins bitre ord, og virkede ikke fortrydelig over at hans platte spøg ingen effekt havde haft, eftersom det på intet tidspunkt virkelig havde været intentionen. I stedet trak han hænderne op af lommerne, og bevægede sig med noget nær lydløse skridt over imod sengen, hvor Benjamin dumpede ned.

I modsætning til sin bedste ven, satte Eddie sig i en langsom, rolig bevægelse på sengen overfor, med overkroppen lænet frem og underarmene hvilende støttende imod lårene. Blikket var slået ned, mens Benjamin talte, og eftertænksomt kløede han sig ved den ene tinding. ”Det er jeg sgu ked af at høre, Ben” svarede han medfølende, selvom han i forvejen havde vidst det. ”Over hvad?”

Eddie var ikke nysgerrig, blot interesseret i at vide hvad der havde forsaget vennens forfærdelig humør, og for at hjælpe måtte han vide hvad der var sket. Blikket løftede sig fra gulvet og blev rettet imod hænderne Ben havde slået op foran ansigtet.

Hans pande rynkedes let ved synet. ”Hør, du ved lige så godt som mig, at intet forhold er perfekt. Men jeg er sikker på at I kan løse det.” Ligesom Benjamin, havde Eddie kun haft et seriøst forhold før hvad end det nu var, han lige havde med Eleanor nu. Han trak på smilebåndet. ”Lily er en sej tøs. Jeg er tvivler på at hun giver slip uden kamp.” Det var måske ikke en pædagogisk ting at sige, men måske var det mere motiverende overfor Benjamin. Desuden havde Eddie aldrig påstået at være en stjerne-psykolog, selvom det for tiden ikke virkede som om han lavede andet.

tag: benjamin abbey
notes: -
words: 267
outfit: skoleuniform

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

En dyb rynke formede sig mellem Bens øjenbryn, da Eddie spurgte ind til, hvad de havde skændtes om, og han rystede blot opgivende på hovedet, inden han skjulte ansigtet bag sine hænder.
Selvom han så lettere fraværende ud med hænderne oppe foran sit ansigt, lyttede han til Eddie, og da han havde talt færdigt, fjernede han dem endelig, stadig med albuerne lænet mod sine knæ, og så sin kammerat i øjnene med et træt blik.
"Det tror jeg hun gør." sagde han ligeud, og de urolige rynker i hans pande talte sit tydelige sprog om, at Benjamin langt fra følte sig motiveret.
"Hun er bekymret for, når jeg er gået ud af Hogwarts. Det lød på hende, som om hun forventer, at vi slår op det tidspunkt." fortalte han lettere ulykkeligt og tilføjede mørkt: "Hvis ikke nu." Han lod blikket falde til gulvet igen og prøvede at huske, hvornår han sidst havde følt sig så magtesløs. Det var en uvant følelse for ham ikke at have styr på tingene og være den med alle svarene.
"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre uden hende." mumlede han og mærkede et ubehageligt sug ved tanken om en hverdag uden Lily. Det slog ham, at han var bange for præcis de samme ting som hende, men han var bare altid gået ud fra, at de skulle være sammen indtil følelserne sagde stop og ikke fordi omstændighederne skilte dem fra hinanden.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Eddie Llewellyn]

lend me your eyes, and
. . . . . . . . I W I L L C H A N G E W H A T Y O U S E E

Eddies blik gled fra Benjamin igen og fæstnede sig intenst på en meget uinteressant nullermand med det der særprægede, næsten spøgelsesagtige, udtryk øjnene til tider fik, samtidig med at hans store hænder gned lidt tilfældigt imod hinanden, som albuerne hvilede på lårene. Med et lille suk rettede den ene arm sig op i luften, uden at forlade sin position på benet, og han lænede overkroppen en smule frem for at kunne gnide sig eftertænksomt ved tindingen.

Langsomt drejede han hovedet i vennens retning, som han talte igen og rettede sig op. ”Ah.” Han trak en smule på smilebåndet. ”Igen, jeg er ikke ekspert, men er det ikke en meget… Naturlig pigeting?” Han rynkede panden over sin egen uvidenhed på det punkt, og tyede udelukkende til hvad han kunne relatere til fra de stakkevis af bøger han havde læst gennem tiden. ”Eller… Bare naturligt i det hele taget…” mumlede han, og sukkede tungt igen efterfulgt af noget der mindede om et fnys. ”Kan du huske dengang, det virkede forfærdeligt at være sammen med en fra et andet kollegium? Det kan jeg i hvert fald” begyndte han prøvende, og tænkte tilbage på Bree, han ikke havde kunnet sidde stille og stjålent med i opholdsstuen, som han ellers i den periode tit havde drømt om, og da var det som om at den lille afstand var mere en frygteligt. Nu var de ældre, og frygten var der stadig, men på en anden måde. Nu var det ikke bare adskillelse af vægge men af store afstande. ”Jeg er ked af at sige det, men jeg tror rent faktisk jeg forstår hende.” Han rettede sig om muligt endnu mere op end før, med et næsten åbenbaret ansigtsudtryk, før han placerede den ene hånd på Benjamins skulder. ”Du elsker hende, gør du ikke? Du har måske ikke sagt det, men tro mig, min ven, man kan se det på dig.” Det milde smil voksede frem igen, og han gav hans skulder et klem. ”Hvis du ikke vil leve uden hende, så kæmp for hende.” Han slap skulderen og lænede sig tilbage med et uforklarligt ansigtsudtryk. ”Måske har hun en meget god grund til at være bange. Det er ualmindeligt urimeligt, men det er din opgave at sørge for at den forsvinder.”

tag: benjamin abbey
notes: -
words: 375
outfit: skoleuniform

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Benjamin kiggede skeptisk på Eddie, da han snakkede om pigeting, og han turde næsten ikke erklære sig enig, selvom der ikke var nogen piger i nærheden, da de jo trods alt var på drengenes sovesal - pludselig huskede han dengang, hvor Rachel og Lily var valset ind midt om natten, og han huskede alt for godt, at det var samme aften, de var blevet et erklæret par. Han nikkede genkendende til, hvad Eddie sagde.
"Jo, alt for godt." sagde han. Det gik op for ham, at han fuldstændig havde glemt hvilken luksus han og Lily havde i forhold til, da han havde været sammen med Pandora. Det havde selvfølgelig ikke været en dans på roser, men Benjamin havde vænnet sig til det og fået det til at fungere. Spørgsmålet var bare, om han også kunne gøre det, når det drejede sig om måneder frem for dage. Igen var han bare gået ud fra, at han ville gøre det, men Lily og nu Eddie havde for alvor sået tvivlen i ham, og han skar en ulykkelig grimasse, da hans kammerat erklærede, at han godt kunne følge Lily. Inderst inde vidste Ben, at han havde ret, men det behøvede han ikke at indrømme over for nogen lige nu.
Smilet dukkede op i Benjamins øjenkroge, da Eddie lagde en hånd på hans skulder, og han kom til at grine, da han blev mindet om, hvor meget hans følelser hang ude på tøjet, når det kom til Lily. Smilet falmede dog hurtigt, da han kom i tanker om, hvordan han rent faktisk havde fået ytret de tre små vigtige ord, og han følte sig som en kæmpestor idiot.
Ben lyttede til resten af, hvad Eddie havde at sige med et tænksomt udtryk og rettede sig til sidst op og begravede fingrene i sit hår endnu engang.
"Du har ret. Du har ret, du har ret!" sagde han og lod hænderne falde mod sine lår med et klask. "Jeg har det, som om jeg allerede har fejlet! Hvorfor så jeg det ikke komme?" spurgte han, tydeligvis oprørt. "Jeg burde have tænkt på, hvad der ville ske, når jeg gik ud." fortsatte han og løftede benene op i sengen, så han kunne lægge sig ned på ryggen.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Eddie Llewellyn]

lend me your eyes, and
. . . . . . . . I W I L L C H A N G E W H A T Y O U S E E

Eddie trak beroligende på smilebåndet over Bens skeptiske blik, tilsyneladende ikke selv synderligt påvirket af emnet. Ignorant måske, men ikke forsigtig. ”Hvem siger det skal være sværere end det?” Han rettede sig op med et overbevist ansigtsudtryk. ”I må kunne finde en løsning. Hvor svært tror du er at få fingrene i et tovejsspejl?” Han gned sig eftertænksomt over hagen, der var lettere ru af usynlige skægstubbe.

Eddie holdt med at tale efter det, og satte hænderne i sengen bag sig, som han have sluppet hans skulder. Hans blik fokuseredes på Benjamin, og han granskede nøje hans bevægelser. Eddie kom lidt imod sin vilje til at smile over Bens reaktion, men det var udelukkende fordi han mente at have set bare en lille håbefuld gnist i sin bedste ven. ”Måske.” Han trak på skuldrene. ”Men jeg tror ikke på, at du har fejlet, Benjamin. Du – I – må bare få det til at fungere.” Han smilede, uden at have andre ord at sige.

tag: benjamin abbey
notes: -
words: 162
outfit: skoleuniform

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Med en klemt lyd klemte Benjamin sin ene hånd ind under sin nakke og lagde derefter den anden på sin mave. Han kneb tænksomt øjnene sammen, da Eddie nævnte et tovejsspejl, og hans første tanke var at spørge en fra Ravenclaw, om den slags magi var inden for en elevs kunnen, eller om man skulle ty til andre midler for at få fat i et allerede eksisterende spejl. Indskydelsen var selvfølgelig bygget på fordomme i allerhøjeste grad.
"Er breve ikke mere romantisk?" spurgte han og vendte hovedet, så han kunne se på sin kammerat med et hævet øjenbryn. Det, at han ikke irettesatte Eddies forsøg på at støtte ham og i stedet deltog aktivt i løsningsforslagene, indikerede, at hans humør var blevet bedre. Alligevel så han stadig ret alvorlig ud, men det var trods alt sådan man oftest så ham.

Et dybt suk forlod hans læber, og han nikkede istemmende, inden han kiggede frem for sig igen.
"Jeg skældte hende ud. Og jeg fortalte hende, at jeg elsker hende for første gang." fortalte han, og selvom han ikke var særlig stolt over sin bedrift, så kunne han ikke lade være med at smile, da han talte højt om sine følelser for Lily.
"Jeg tror, jeg skal have lidt tid, inden jeg snakker med hende igen." sagde han efter lidt tid i stilhed.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Eddie Llewellyn]

lend me your eyes, and
. . . . . . . . I W I L L C H A N G E W H A T Y O U S E E

Eddie vendte idéen om spejlene i sit hoved, og gned sig lidt i det ene øje, før han sukkede lydløst. "Jo. Jeg er enig, det er mere romantisk. Men det andet er en alternativ løsning. Det er nemmere end brevene, og I vil kunne se hinanden. Hvis ikke Lily mener breve, vil slå til." Han trak på skuldrene. "Faktisk, så ved jeg det ikke. Jeg har ikke selv tænkt så meget over det med kontakten til dem der stadig er her." Eddies tanker gled over på Eleanor igen, og uvilkårligt trak han lidt på smilebåndet, selvom samtalen med Benjamin satte tingene lidt i perspektiv. "Desuden kan du jo besøge hende i deres Hogsmeade-weekender." Han smilede betryggende, og rettede sig en anelse op i sin sammenfaldne stilling.

Eddie tav fortsat, da Ben fortalte om den forudgående episode, mens hans pande trak sig op i en let rynke. Eddie var ikke klar over om han skulle ryste på hovedet eller smile over hvad han fik at vide, så det endte med at være en blanding af begge dele. "Samtidig?" Han prøvede på at forestille sig situationen, men kunne ikke rigtigt se det for sig. Men måske havde Ben ret i, at det ville være klogest han fik styr på sig selv, inden han opsøgte hende, på trods af at jo længere tid der gik, jo sværere ville det blive. "Det er op til dig."

tag: benjamin abbey
notes: -
words: 232
outfit: skoleuniform

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Benjamin så fortsat frem for sig, da Eddie talte, og han rynkede tænksomt brynene uden at svare. Både Eddie og Lily havde givet ham meget at tænke på, men han kunne ikke nægte, at den ene samtale havde været mere konstruktiv end den anden.
"Hvis nu man havde forelsket sig i en fra sin egen årgang..." begyndte han men så ingen pointe i at færdiggøre sin spekulation, da det var meningsløst. I sit stille sind var han glad for, at han i det mindste gik ud samtidig med Eddie.

Spørgsmålet tiltrak Bens opmærksomhed, og han vendte ansigtet mod sin kammerat. Synet af Eddies ansigtsudtryk fik ham til at grine, og han vendte hovedet igen og gned sig i øjnene med den hånd, han ikke havde under nakken.
"Ja!" udbrød han ulykkeligt men grinede stadig af ironien i det. "Det er det frygteligeste, jeg nogensinde har gjort! Men jeg var bare nødt til at få udløb for det, og før jeg vidste af det..."

Benjamin gav sig til at beskrive situationen i detaljer, men hans humør var blevet væsentlig meget bedre, end da han først var kommet ind på sovesalen.

OUT

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -