Limitless undying love

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Martsmåned bød på regnvejr og forkølede elever. Opholdsstuen syntes at være det foretrukne tilflugtssted efter en hel dag i skolens korridorer og klasselokaler, der endnu ikke var varme nok til, at man kunne færdes uden en sweater eller tykke strømper. Det ekstra tøj blev overflødigt lige så snart man trådte ind i det lune, højloftede rum, der udgjorde en del af Gryffindor-elevernes hjem det meste af året, et faktum en lettere rødøjet Ben kun kunne anerkende, lige så snart han havde befundet sig mere end fem minutter indenfor kollegiets vægge.

Den grå uniformssweater med logoet henover venstre side af brystet lå nu henover armlænet til den sofa, Benjamin sad i. Han havde placeret sig mageligt i den ene ende og sad nu med benet løftet op, så han støttede anklen mod knæet af det modsatte ben. Buksebenet var kravlet op og afslørede en ternet sok.Flammerne fra ildstedet reflekteredes i Benjamins sorte, blankpolerede sko, som han altid bar sammen med uniformen.
Med en dyb udånding lænede Ben sig bagud i sofaen, mens han løsnede der gul- og rødstribede slips med begge sine hænder. Han havde endnu skjorten stoppet ned i de grå bukser, hvilket afslørede at hans mave ikke var ligeså flad og trænet som de fleste quidditchspilleres. Efter at have løsnet slipset gled han længere ned i sofaen og lænede nakken mod toppen af ryglænet. Hans hår var uglet efter han havde trukket sweateren henover hovedet, men han nåede ikke engang at tænke tanken om at gøre noget ved det, før hans øjne gled i og lyden omkring forsvandt ham. Drømme om de kommende eksaminer og lyden af lærernes skingre stemmer begyndte at fylde hans hoved, og en svag, lodret rynke formede sig snart mellem hans øjenbryn.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

❝ W H E R E W A S M Y F A U L T ❞
in loving you with my whole heart?

Det havde ubenægteligt sneget sig ind på hende igen. Lily havde prøvet at skubbe tankerne væk, men gang på gang vendte bekymringerne tilbage og lagde sig som en dyster skygge over hendes ellers livlige væsen. Der var ikke lang tid til sommerferien, og det gnavede ubehageligt i hende. Nærmest i en trance, trådte Lily ind i opholdsstuen med et tomt ansigtsudtryk. Hendes lange lyse hår var ikke sat pertenteligt som altid, men skødesløst samlet i en rodet knold bag på hovedet, der trak alle de lyse lokker væk fra hendes bekymrede ansigt. Lily var klar over at det var en tåbelig ting at bryde sit hoved med og der var tid til sommer endnu, men stadig var hun plaget af tanken.

Med armene foran sig trykkede hun bogen tættere ind imod sit bryst og tyggede lidt ned på sin underlæbe og så ned imod sine arme, der var dækket af jumperens grå stof, som tilhørte skoleuniformen. Kort efter satte hun igang igen og smilede til Millicent der vinkede til hende på vejen. Lily undlod bevidst at lade være med at komme for tæt på nogen, der kunne finde på at kaste sig ud i en samtale og vellykket nåede hun over til sofaen, hvor Benjamin sad med lukkede øjne. Synet fik et lille, hengivent smil til at danne sig på Lilys læber, før hun satte sig en god halv meter fra ham i sofaen, stadig med armene foldet sammen om den plettede bog i en alt andet end afslappet stilling, med den rette ryg og samlede knæ

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Opholdsstuen var ikke det optimale sted at tage en lur, og Benjamin sov let og uroligt. Brudstykker af samtaler omkring ham, sneg sig ind i hans drømme, og hans underbevidsthed reagerede på de fremmede meninger om lækre quidditchspillere og malplacerede historier om futskolopendere. Ben vågnede halvt og begyndte at overveje, om han sov eller ej, men drømmene spøgede stadig, og han trak vejret tungt.

Nogen satte sig ned ved siden af ham, og sofapuden gav efter personens vægt. Det var ikke en voldsom bevægelse, men det var nok til at vække Ben. Et dybt suk forlod hans læber, og langsomt fik han åbnet øjenlågene, der var tunge og modvillige. Han så frem for sig uden at fokusere på noget, og uden rigtig at hvorfor, kiggede han til siden, hvor Lily sad med en bog i favnen. Synet af hende fik ham til at smile søvnigt men mildt, men han fornemmede straks, at der var noget, der gik hende på. Dovent løftede han armen nærmest hende og rakte ud efter hendes ben. Hun sad for langt væk til, at han kunne lægge sin hånd på hendes lår, så han lod blot sine fingerspidser strejfe hende.
"Skat." sagde han blidt og rettede sig op i sofaen. I samme bevægelse rykkede han lidt tættere på sin kæreste og drejede overkroppen i hendes retning. Endnu en gang rakte han ud efter hende, denne gang med den anden arm. Han satte sin pege- og langefinger mod den side af hendes hage, der var længst væk fra ham, for at få hende til at vende sit ansigt mod ham. Der var stadig afstand i mellem dem, men Benjamin søgte automatisk hendes nærhed og lagde den arm, han ikke rørte hendes ansigt med, op på ryglænet af sofaen, så han kunne lægge sin hånd i hendes nakke.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

❝ W H E R E W A S M Y F A U L T ❞
in loving you with my whole heart?

Mere eller mindre som forventet, opdagede Benjamin med det samme hendes tilstedeværelse, og Lily forsøgte at synke den klump hun havde i halsen, selvom den ikke gjorde anstalter til at ville forsvinde med det samme. Hans fingre der strejfede hendes ben, fik hendes fokuserede blik til at vige og hun så ned imod hans fingerspidser, netop som han rykkede tættere på hende. Hun holdt blikket fokuseret på sit lår i et stykke tid endnu, indtil han tiltalte hende og hun langsomt hævede hovedet for at møde hans blik, med et næsten melankolsk smil. Lily tvang sig selv til at trække vejret dybt ind igennem næsen, for ikke at miste den sidste rest af besindelse hun stadig havde tilbage og lukke sine frustrationer ud i opholdsstuens offentlighed. Modstandsløst lod hun hans fingre hæve hendes hoved, og under normale omstændigheder ville hun have lænet sig frem for at stjæle en berøring mod hans læber, men ikke i dette tilfælde. Hendes fortænder hvilede stadig lettere nervøst på overlæben og hun så på ham med et splittet blik.

Hendes ene hånd løftede sig til den hånd han havde i nærheden af hendes hage og blidt fjernede hun den, for at dække hans hånd med begge sine hænder. Også Lily måtte dreje overkroppen imod ham, og da hun havde rakt frem, havde hun først ladet bogen glide ned ved siden af sig på sofaen, uden at skænke den en tanke. Hendes blik forlod hans ansigt, som øjnene gled ned imod hans ene hånd og begge hendes. ”Der er noget vi er nødt til at snakke om, Benjamin.” Hendes stemme var ikke høj, men heller ikke ynkelig. Den var nærmere erklærende og mere eller mindre afmålt. Få sekunder gik, før hun igen så op imod ham, med den dybe alvor malet i blikket. ”Det er måske ikke det rigtige tidspunkt, men jeg kan ikke vente længere.”

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Smilet var ikke længere at finde på Bens læber, men det var ikke unormalt. Hans blik var kærligt, og han rynkede panden let i undre over, hvad der mon plagede hende. Benjamin kunne ikke løbe fra, at han ikke ligefrem var oplagt til at trøste nogen lige nu, men han skubbede sine egne behov til side og afventede Lilys næste træk. Han kendte hende godt nok til, at hun nok selv skulle tage hul på emnet, hvis det var noget, hun havde lyst til at snakke om. Hvis hun havde set mere tøvende ud, ville han selv have taget initiativet til at spørge.

Det undrede ikke Ben, at hun tog fat i hans hånd og fjernede den fra hendes ansigt. Han gav hendes hænder et blidt klem og lænede hovedet imod sin skulder, der var let hævet, fordi han havde armen oppe på ryglænet. Det var fristende blot at lade øjnene glide i igen, men han holdt opmærksomheden på Lily, der nu havde sænket blikket til deres hænder.
Hendes ord fik ham til at hæve øjenbrynene umærkeligt. Det var aldrig godt, når nogen indledte en samtale på den måde, men Benjamin hidsede sig ikke op af den grund. Ofte havde piger en del flere problemer i et forhold, end drenge havde, og Benjamin var klog nok til at tage den med ro. Han så afventende på hende, og da hun mødte hans blik igen, løftede han hovedet.
"Hvad er det?" spurgte han og bøjede hovedet lidt forover, mens han så hende øjnene, så hans pande foldedes i nogle svage rynker. "Fortæl." tilføjede han og nikkede svagt en enkelt gang i en opfordrende gestus. Han var ikke irriteret men udstrålede tværtimod oceaner af tålmodighed.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

❝ W H E R E W A S M Y F A U L T ❞
in loving you with my whole heart?

Lilys glatte pande, rynkedes let på samme måde som Benjamin gjorde det, uden at det var noget hun bemærkede. Hun kunne let komme til at falde i staver over Bens velkendte, milde ansigt, som hun holdt så meget af, sammen med resten af ham. Og det var netop fordi hun holdt så meget af ham, at det hun havde i sinde var meget svært for hende at bearbejde. Hans opfordring, fik hende tøvende til at skille læberne, før hun talte igen: ”Der er ikke lang tid tilbage af skoleåret” fik hun begyndt og var sikker på at få alle detaljerne med fra deres hænder, som hun fortsat havde blikket rettet imod, inden hun tog sig sammen igen og hævede det. ”Benjamin, du er vigtigere for mig, end du aner.” Øjnene mødte hans. ”Men… Et år er lang tid. Og… Vi kommer ikke til at se hinanden.” Hendes stemme var ikke længere så sikker, som den havde været til at starte med og Lilys sensitivitet var tydelig. ”Jeg…” Hun manglede ord og valgte derfor ikke at komme med mere, og slog blikket ned igen, uden at tænke over at hendes intention med ordene langt fra var kommet klart frem. Hun ville ikke slå op – det var ikke i hendes tanker på nogen måde, men blot have hans hjælp til at tackle bekymringerne. Hendes formuleringer var dog blot eminent dårlige.

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Et latterfnys forlod Benjamins læber og han hævede sigende øjenbrynene. Det var ikke for at afbryde Lily, men faktummet stod ham alt for nært, og han tænkte mest af alt højt.
"Nej, det er der virkelig ikke." sagde han opgivende, og med eet var hans tanker tilbage på F.U.T'erne, lektielæsningen og alle forventningerne. Trætheden kravlede ind over ham ved den blotte tanke, men han skubbede den brutalt til side for i stedet at vende sin opmærksomhed mod Lily, der tilsyneladende kæmpede med at formulere sig. Da hun endelig snakkede ringede Ben's alarmklokker, og han kunne ikke lade være med at tænke, at Lily nok var ved at blive hysterisk over et eller andet. Irritationen kriblede i ham og truede med at vise sig på overfladen, men han fortrak ikke en mine og lod hende blot tale færdigt, mens han så på hende med et afventede og nu lettere hårdt blik.
"Nej, vi kommer ikke til at se hinanden hver dag længere." istemte han knap så muntert og lagde et bemærkelsesværdigt tryk på hver dag. Han rettede sig op i sofaen, så han ikke længere lænede siden mod ryglænet, og så alvorligt på hende. Det var tydeligt, hvor Lily var på vej henad, men Ben forventede, at hun talte færdigt og forklarede, hvad hun helt præcist mente, så han ikke kom til at drage forhastede konklusioner og sige noget forkert. Hvis hun dog mod forventning sagde lige dét, som det lød, som om hun sagde, så havde Ben sine helt klare meninger om emnet.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

❝ W H E R E W A S M Y F A U L T ❞
in loving you with my whole heart?

Lily kunne med det samme se på hans ansigtsudtryk, at hans tanker bestemt ikke automatisk faldt i de samme som hendes, hvilket fik hende til mentalt at vakle en lille smule. Pausen hun holdt var længere end nødvendigt, men det krævede alligevel noget at få det hele sagt. Hendes krampagtige stilling, blev en anelse løsere ved hans næste ord og opgivende forlod hendes hænder hans hånd, så hun kunne holde hænderne op foran sig, med håndfladerne opad, så fingerspidserne pegede i hans retning. Hun holdt blikket fast på ham, uden at lade det vige, for at understrege alvoren i hendes ord.

Lily trak vejret en enkelt gang, tungt ind igennem næsen. ”Benjamin, vi snakker om flere måneder af gangen!” Lettere desperat slog hun ud med hænderne, hun havde holdt frem foran sig, og lod derefter den ene søge op til hendes hårrødder, hvor hun kløede frustreret. ”Jeg er bange for at det ikke kommer til at fungere.” Hudløst ærlig, det kunne man i hvert fald godt kalde hende. Blikket hun sendte ham var ikke blot desperat, men også ubehageligt bedrevidende (en ting hun havde formået at samle op fra månederne med ham) Sandheden var dog, at Lily ikke havde nogen interesse i forholdets endeligt i den nærmeste fremtid, men frygten gnavede i hende alligevel. Hun havde blot brug for at få at vide at alting skulle gå, på en måde der ville få hende til at lægge frustrationerne bag sig, men i sit forsøg formåede hun vist udelukkende at forværre situationen.

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Alvoren havde for alvor lagt sig over Benjamin. Selvom hans ansigtsudtryk ikke afveg meget fra sådan, som han plejede at se ud, så var det imodsætning til normalt glædesløst og ikke særlig indbydende. Trætheden fik ham blot til at se ældre ud: det udmattede blik og svage rynker under øjnene. Han var ikke længe om selv at tage hånden til sig, da Lily slap hans, og han drejede overkroppen lidt, så han ikke sad med fronten mod hende længere. Han holdt stadig hånden på ryglænet, men kun fordi han ikke vidste, hvor han ellers skulle gøre af den.

Irritationen sneg sig for alvor ind på Benjamin, og han himlede opgivende med øjnene. Der var ikke meget tålmodighed at spore hos ham, og han slog blikket ned i gulvet frem for sig og rystede på hovedet.
"Bange? For noget du slet ikke har prøvet endnu?" sagde han lavmælt men skarpt og kiggede kortvarigt op Lily med et blik, der emmede af skuffelse. Endelig fjernede han hånden fra ryglænet og satte i stedet begge sine hænder mod sine knæ, mens han så tænksomt frem for sig. Hans pande var foldet i alvorlige rynker, og der var noget meget kynisk over ham. Han havde altid taget det som en selvfølge, at han og Lily skulle være sammen, indtil deres følelser skilte dem ad. At Lily gav op på forhånd, skuffede ham grænseløst, og han gjorde intet for at lægge låg på de dæmoner, der spøgede i ham.
"Hvad ved du om ting, der fungerer, når du ikke engang gør et forsøg?" spurgte han og kiggede bagud henover sin skulder, så han kunne se på hende. Til skuffelsen var der også kommet en dyster skygge over hans ansigt, som bestemt ikke klædte ham. Pludselig sved det i hans øjne, og han så hurtigt væk fra hende.
"Jeg troede, at vi var mere værd." mumlede han uhørligt og tog sig til panden med den ene hånd, som han bagefter gned ned henover sit ene øje og derefter sin kind.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

❝ W H E R E W A S M Y F A U L T ❞
in loving you with my whole heart?

På sin vis, følte Lily hun havde vidst at han ville komme med en stærk reaktion, men at det var på denne måde ville hun aldrig have gættet. Det gik op for hende, at hun aldrig havde set ham være sur på hende før, og det rystede hende mere end hun ville have troet. Til og med var Lily en helt og aldeles sensitiv pige, og det havde aldrig været lang vej til stærke reaktioner. Da han vendte sig væk, sved det ubehageligt i hendes øjenkroge, men bestemt bed hun ned i sin underlæbe for ikke at bukke under. ”Ja, for pokker! Jeg er rædselsslagen. Jeg kan ikke sove om aftenen, fordi jeg bekymrer mig om det!” Hendes stemme var hårdere end den havde behøvet at være, men Lily tog sig ikke af det.

Hans ord ramte plet, og i stedet for at fortsætte, bremsede hun op med let adskilte læber og øjne der blev sværere at se ud af. Derefter bed hun tænderne hårdt sammen og så ned imod sine hænder, der var foldet stramt til knytnæver i hendes skød. Lily fnøs. ”Ikke gør et forsøg”, gentog hun lavmælt, og drejede hovedet væk. ”Du fordrejer mine ord.” Hun følte sig misforstået. Den ene af hænderne forlod skødet, som hun rakte op for at stryge fingerspidserne under det ene øje, og satte tænderne i underlæben igen for at hun ikke skulle miste kontrol over den. ”Jeg har bare brug for at vide, at du er der. At du vil være der.” Lily holdt blikket rettet imod hænderne. ”Jeg har ikke lyst til at give slip på os.” Hendes stemme lød næsten grådkvalt.

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Lilys ord beroligede tydeligvis ikke Ben, der trak hænderne gennem sit hår og kiggede frem for sig igen. En anden følelse en vrede og irritation blomstrede pludselig i hans mave. Det var uro. Det gik ham på, at han ikke havde bemærket, hvor meget disse tanker havde gået og påvirket Lily, og han fik dårlig samvittighed for ikke at have været der for hende og forsikret hende om, at det nok skulle gå. Tanken om, at det måske var dette, der havde fået Lily til endelig at sige fra, strejfede ham, men han overbeviste alligevel sig selv om, at det ikke var hans skyld.

Da hun påstod, at han fordrejede hendes ord, fnøs Ben arrigt uden at tænke sig om, mens han rystede på hovedet. Han gad ikke en gang forsvare sig men lod bare Lily snakke videre. Da Lily grådkvalt erklærede sin frygt for, at han måske ikke ville være der for hende, ramte hun et ømt punkt. Endnu en gang kiggede han på hende, og denne gang drejede han også overkroppen lidt i hendes retning. Hvis han havde været i godt humør, ville ordene have rørt ham, men nu tolkede han dem som, at hun tvivlede på ham. Dette faldt bestemt ikke i god jord hos ham, og hans blik var hårdt. I stedet for at diskutere med Lily gik han over til at skælde hende ud. Som altid, når han gjorde dette, hævede han ikke stemmen men talte irriterende fattet og behandlede mest af alt Lily som et lille barn.
"Selvfølgelig, vil jeg være det! Hvad havde du regnet med, at jeg bare ville skære dig af sammen med resten af mine venner fra skolen?" spurgte han med en tydelig ironi vægtet på de sidste ord. Af bar frustration rejste han sig op i en pludselig bevægelse og vendte fronten mod Lily, som han bøjede sig ned mod.
"Du er mit et og alt! Jeg vil gøre alt for dig, tror du de følelser bare lige forsvinder, fordi en bestemt periode i mit liv er ovre?" sagde han og viste tegn på at være blevet hidsig. Alligevel formåede han at beholde den fulde kontrol over sit stemmeleje. hans ord bar tydelige præg af, at han helt klart havde forventet, at deres forhold ville fortsætte uden at nogen tvivlede. Ben havde ikke sat nogen udløbsdato på deres forhold, tværtimod. Han rettede sig op i sin fulde højde og kiggede frem for sig i stedet på Lily, som han talte til.
"Jeg troede, du kendte mig bedre end sådan! Jeg kan ikke bare skære dem, jeg elsker, ud af mit liv, fordi det er svært. Prøvelser vil altid være der, Lily." fortsatte han ufortødent. Der var noget umådeligt belærende over hans sidste ord, og han ikke så meget som trak en mine, selvom han lige havde fortalt hende, at han elskede hende, for første gang. Det var ulig ham at slynge den slags ud så tankeløst, men nu var han også langt mere oprørt, end han gav udtryk for. Han slog blikket ned til siden for sig og stirrede hårdt ned i gulvet i flere sekunder, før han pludselig vendte sig om og hankede om i sin taske. Uden at se mere på Lily og huske sweateren, der lå på armlænet, gik han derfra og satte i retning mod sin sovesal.

OUT
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

❝ W H E R E W A S M Y F A U L T ❞
in loving you with my whole heart?

Da Benjamin langt om længe tog ordet, drejede Lily langsomt hovedet over imod ham og forsøgte ikke at bæve med underlæben mens han talte. Selvom hans tone ikke var til at tage fejl af, fik selve ordene en lille bølge af lettelse til at sprede sig i hendes bryst, som den knude der havde dannet sig der automatisk løsnedes en anelse, og hun tog sig selv i at tage et lettet åndedrag, indtil det gik op for hende at Benjamin bestemt ikke var færdig, og bestemt ikke var lettet på samme måde som hun.

”Benjamin…” startede hun prøvende, men blev afbrudt af hans ordstrøm der fortsat væltede uoverskueligt hurtigt ned over hende, og netop som han afsluttede sin sidste sætning kom Lily også på benene, og uden at tænke over det røg den ene arm lidt halvhjertet frem mod Benjamin, som for at række ud efter ham. Da måtte hun spærre de lettere røde øjne, en anelse op og hånden stoppede halvt igennem bevægelsen, da det gik op for hende hvad han havde sagt. Hendes ansigtsudtryk måttet have været ubeskriveligt, for Lily selv kunne ikke styre hvad der løb igennem hende af følelser på det tidspunkt, men alt det var også ligegyldigt, eftersom han umiddelbart efter gjorde sin exit og efterlod hende alene tilbage, stadig med armen stivnet i samme bevægelse.

Det var først da han forsvandt ud af hendes synsfelt at hun drejede rundt for at se efter ham, nu med hånden hængende dødt ned ad siden, for kun at nå at se hans ryg der forsvandt. En ødelagt lyd undslap ubevidst hendes læber, og uden at vide det havde vandet i hendes øjne taget over og lavet tydelige streger ned af hendes blege kinder. Det var blandede følelser der skød igennem hende. Noget helt nyt i forhold til Benjamin, for hun havde aldrig været så smask dedikeret til ham som i dét øjeblik og så alligevel ulykkelig, fordi han var stormet væk inden hun havde nået at forklare sig selv eller i det mindste fortælle ham hvad hun nu havde på hjerte.

Den ene hånd fandt vej til ansigtet, og langsomt tørrede hun håndfladen over huden, for at fjerne de våde dråber, og bukkede sig derefter frem for at tage sin bog og Benjamins sweater. Hun tryggede dem tæt ind imod brystet, mens Lily begyndte at gå imod døråbningen til hendes egen sovesal.

O U T