|
|
Post by damon on Feb 15, 2011 13:09:45 GMT 1
Han løb op på trappen, og afskårede hende vejen til sovesalen. "Du ville have snakket med mig?! Du ville have fortalt mig det?! Jeg prøvede at komme i kontakt med dig! men du har ikke snakket til mig i flere dage! hvordan skulle jeg kunne vide det?!" han var ved at eksplodere. Han havde savnet hende, og at hun pludselig angreb ham via Alice, var et stød han bestemt ikke havde haft brug for. Han fokuserede på hende igen. "Og!.. Og!... Jeg havde ingen følelser for dig! Du var min bedste veninde! Jeg ville ikke ødelægge vores venskab! men du har tydeligvis ikke tid til din bedste ven?! ikke engang til at fortælle ham at du er sammen med hans bedste ven?!" skreg han og prøvede at fokusere. Men han vidste ikke hvordan han skulle formulere sig. Det var svært og det gjorde ondt. Men han ville ikke finde sig i det. Han ville ikke lade sig køre på. " Og du skal ikke bekymre dig om Rachel lige nu! Det her handler ikke om hende!" Skreg han nærmest impulsivt. Hans blik brændte sig fast til hende. Og han lod hende absolut ikke komme forbi. "Du ved ingenting om hvordan jeg er, når jeg er sammen med Rachel! Vores forhold var forbi, for flere år siden!" skreg han atter. Og mærkede hvordan han langsomt pressede sine negle langt ind i sit skin.
En flygtig tårer løb ham ned af kinden, og han stirrede arrigt på hende. Hun kunne ikke være det bekendt.
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Feb 15, 2011 13:21:43 GMT 1
 OUTFITfor DAMON GUILIAS ANTHONY & PRECIOUS ADELLE WATSON
Da Precious og Damon gav sig til at skrige af hinanden, forlod et dybt suk Rachels læber og hun skiftede vægten over til den ene fod, lod hånden finde hvile på hendes blød afrundede hofte. Lige indtil hun blev revet med ind i diskussionen. ”Jeg advarer dig, Precious.. Bare lad være at tale til mig, jeg vil ikke nedværdige mig til det niveau, du er på lige nu”, svarede hun roligt og vendte ryggen til dem begge. Hendes tryllestav var at se i baglommen af de tætsiddende jeans og der var ingen tvivl om, at hun i løbet af ingen tid ville kunne få bragt Precious til tavshed. Trods alt var Rachel året over pigebarnet og langt mere erfaren i dueller. Rachel gabte et gab, der virkelig var en løvinde værdig og kastede sig atter ned i sofaen, fik smækket benene op. Hun var et eller andet sted bedøvende ligeglad med tøsebarnet og hvis Adam havde valgt denne over Rachel, var hun også bedøvende ligeglad med ham. Hun havde sande venner, der ikke bare vendte ryggen til hende for en anden lille dulle, som han havde gjort. Og Precious havde hun alligevel aldrig kunnet lide. Om det var dennes konstante trang til at lege dramaqueen eller det aldrig at kunne holde munden lukket i to sekunder. Måske var det også det, at hun åbenbart gik og troede hun var universets centrum, men Rach havde aldrig brudt sig om den yngre løvinde. Sløvt vendte hun blikket mod sine negle og fandt staven frem, forsøgte sig lidt med forskellige farver og inden længe gennemgik hendes pegefingernegl en forvandling fra rød til gul, grøn til grå, før den til sidst blev sort og snart efter fulgte alle de andre negle efter i samme farve.
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 15, 2011 13:32:55 GMT 1
Wednesday February 9th, Year 2081Hun var fuldstændig ligeglad med Rachel’s næsvise måde at tiltale hende på. Men Damon’s ord sårede hende. Hun havde ledt efter ham. Hun havde spurgt rundt efter ham også lige efter hende og Adam var gået fra hinanden efter det første kys.. Men.. At han blev ved med at råbe af hende fik tårerne til at løbe langs hendes kinder. Hun tav da han afsluttede sin anklagende tale og hun knyttede hænderne og vendte blikket ned i jorden.. ”Hvis du ser sådan på det?” sagde hun lavt og sank en klump. Hun havde aldrig troet at hendes første forelskelse skulle bringe så meget splid imellem hende og Damon.. Hvilket gjorde mere ondt end nogen sinde. Hun skævede imod døren ud af kollegiet igen.. ”Hvis du alligevel mener jeg ikke er mere værd end det, så skal jeg da sørge for at jeg nok skal holde mig væk” hulkede hun svagt før hun skubbede ham væk fra sig og satte i løb modsatte vej ned imod portræts hullet og styrtede ud af det. Hun ville væk.. Væk fra dem, væk fra alle. Hun havde bare brug for at være sig selv og ikke skulle se på Damon eller Rachel den mogge.. Alt var ødelagt. Hun kunne ikke engang fryde sig over at hende og Adam havde det godt sammen. Eller det vidste hun ikke engang længere.. Hun håbede dog.. Hun kunne ikke bære at miste to af sine bedste venner på en gang. Hun ville finde Alice hun havde virkelig brug for en som hun kunne stole på og som ville beskytte hende. Lige nu var hun splittet utrolig spillet.. Imellem Damon.. der altid havde været som en bror for hende og Adam der nu var mere end blot en ven.. Hvorfor skulle det dog gå så galt?
OUT
Rachel Saskia Ivory & Damon Guilias Anthony :TAGSen Aften :TID297 :WORDSKLIK :OUTFIT
|
|
|
|
Post by damon on Feb 15, 2011 13:58:26 GMT 1
Han så ikke engang på hende mere, han ville ikke se på hende, han stod bare og så ned i jorden, ederspændt. Og han støttede sig hektisk til trappe væggen, Han hørte hende storme mod udgangen, og hørte porttræthullet lukke sig bag hende. Han kunne ikke klare alt det drama lige nu, hun havde selv været skyld i det! Det her var ikke hans skyld! men hendes!
Han stod længe og så ned i jorden, kastede blikke mod trappen, ærgede sig, og blev mere og mere skuffet over sig selv. Han havde jaget hende væk, Han havde eksploderet ud over hende, og det irriterede ham at han ikke havde kunnet styre sit temperament. Han så op mod Rachel, og søgte en smule anderkendelse, og måske opmuntring. Men han vidste ikke hvad han skulle regne med.
Han gik roligt og fattet ned af trappen igen. Stod i nogle sekunder og betragtede opholdsstuen. Alle havde overværet skænderiet. "Hvad glor i på?!" Skreg han til dem, og bemærkede hvordan de alle hurtigt fandt tilbage til sine daglige rutiner. Han gik over mod Rachel, stoppede hektisk op foran hende, så hende i øjnene, og lod en løs tårer løbe ned af kinden. "Undskyld.." sagde han, og gik langsomt over mod portræt hullet. Hans øjne sveg, og han var træt af at han ikke kunne have en normal måned. Det irriterede ham, inderligt.
Han havde lyst til Rachel, han havde ikke mistet sin lyst til hende. Men han vidste også at han ikke ville have en eneste chance efter episoden med Precious. Hun havde ikke engang blandet sig, hvilket han var taknemlig for. Portræt hullet svingede til siden, og ud trådte han med langsomme skridt. Han ville gerne væk.
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Feb 15, 2011 14:46:40 GMT 1
OUTFITfor DAMON GUILIAS ANTHONY & PRECIOUS ADELLE WATSON
Rachel havde besluttet sig for at holde sig ude af diskussionen og var da heller ikke blevet draget mere ind i det. Nu vidste hun dog overhovedet ikke hvordan hun skulle reagere overfor Damon og det irriterede hende grueligt at hun nu ville tabe ansigt overfor ham. Hun kiggede derfor kort op, da han gik over til hende, bemærkede straks tåren på sin kind. I hele sit liv havde Rachel aldrig set en dreng græde. Jo, sin tvilling, da de to var mindre, men ellers ikke. I hendes verden var drenge dem, man kom til, hvis man havde problemer og så ville deres stærke arme danne en beskyttende fæstning om en, når de holdt en tæt og beskyttede. Den fantastiske illusion havde han nu ødelagt for hende og hun kiggede forsigtigt op på ham. ”Du behøves ikke..”, hun nåede ikke at tale færdig, før han susede mod portræthullet og forsvandt, hvilket fik frembragt et hævet, slankt øjenbryn fra Rachels side af. Med et dybt suk rejste hun sig fra sofaen og fik trasket hen mod trapperne til pigernes sovesale. Ja, den lille Precious vidste søreme hvordan man fik noget drama i gang. Rach himlede med øjnene, før hun forsvandt op ad trapperne.
OUT |
|
