Controle yourself!

[drake]

TAG: Gabriel Caron

Han gik roligt ned af gangen som han sædvanligt plejede at gøre. Men hans alvorlige, og skræmmende attitude var pist væk, det eneste der var at spore på hans ansigt var et varmt smil, og nogle omtågede øjne, som hvis han gik og dagdrømte. Hvis der var nogen der ikke kendte ham ville de aldrig nogensinde tro at han engang havde været et monster, at han havde været igang med at skabe sig en hær til udsletning af mugglere, eller nærmere mobning og voldelige overfald. Hans grønne kappe, med slange badget hvor der solidt stod "Slytherin" var det eneste der indikerede at han var en slytherin elev. En ting vidste han dog, han var ikke forelsket, men han havde på en enkelt aften, fået bevæget nogle følelser i sig som han aldrig nogensinde havde regnet med at han overhoved var i besiddelse af. Han lod en lettere munter fløjten slippe ud mellem sine læber, og han trak tasken lidt længere op på skulderen, og rettede let på sin jakke. Han gik rundt i sin egen lykkelige verden, så han bemærkede dårligt Gabriel, som han roligt passerede. En gruppe Gryffindor piger rundede hjørnet, og var i en ivrig samtale. "Hey" Hilste han høfligt, og sendte dem et varmt smil, de begyndte let at fnise og så blot efter ham da han fortsatte sin gang. Intet i hans verden kunne ødelægge det humør han var i, ikke engang nogen der hadede ham. Han tog det ene skridt efter det andet, og rundede hurtigt hjørnet. En melankolsk fløjten lød i hans nærvær, og smilet på hans læber blev blot større som han gik.

Tænk at han faktisk havde sådan nogle følelser, det kom helt bag på ham, men på den anden side kunne han lige så godt udforske det, for hvis han skulle være ærlig var han pisse træt af at være sur hele tiden. Han var overhoved ikke sig selv på nogen måde, nu var han blot en smilende glad dreng som hang ud alle steder. Han havde ikke set nogen fra Slytherin i noget tid, da han ikke havde opholdt sig i krypten mere end fem minutter hver dag.
Men han synes dog alligevel at han havde skimtet Gabriels ansigt på den forrige korridor, så han vente langsomt rundt og lod blikket søge efter sin ven.

[Gabriel Caron]

Gabriel havde stået i dyb samtale med en flok af sine venner eller rettere bekendte på skolen, de fleste var fra hans eget kollegium nogle andre fra Gryffindor og Ravenclaw. Man så sjældent en Hufflepuff i nærheden af den unge 7.årselev der havde ry for at være arrogant, selvoptaget og kold og derudover et ry for at være charmerende, romantisk og flirtende. To forskellige sider som ikke alle fik lov at se. Han var iført i sin skoleuniform da han netop havde forladt dagens sidste lektion og endnu ikke haft lejlighed til at skifte til noget mere behageligt. Han havde end ikke løsnede slippet. En person kom ned ad gangen, en person Gabriel næppe ville have bemærket hvis ikke han var blevet gjort opmærksom på vedkommende da han havde været så optaget af den diskussion som han var ved at vinde, som altid. Han hævede kort blikkede der faldt på Drake som netop gik forbi uden at så meget som at kaste et blik over ham. udtrykket i Drakes øjne fik Gabriel til at knibe øjnene sammen og se efter ham med sit sædvanlig kolde blik.

Drengen havde jo fuldkommen ændrede sig! og så vidt han havde hørt fra sine spioner så var denne ved at være godt forelsket i en Ravenclaw elev ved navn Kathleen Kennith, når Gabriel nu så ham virkede han helt væk. Hvad skete der dog for ham! hans hilsen opfattede han skam også hvilket fik ham til at hæve det ene bryn. Han gjorde tegn til sin flok af venner og bekendte at han lige skulle noget og løsrev sig derved ud af flokken og gik hen imod ham. De selvsamme piger som netop havde fnist da de gik forbi Drake reagerede værre da de så ham. Den ene snublede, den anden rødmede og den sidste standsede op og gloede åbenlyst på ham. han end ikke ænsede dem selvom de alle tre var 6 årselever, kønne og fuldblods. Han bemærkede nu da Drake vendte sig om og standsede selv op godt tre meter fra ham. Lod hovedet glide på skrå og så på ham med et intenst koldt blik. ”Goddag Drake…” hilste han med sin hviskende kolde dog klare stemme. Hænderne stak han i lommerne, hovedet gled på skrå.

[drake]

En kuldegysning løb ham ned af nakken, og nakkehårende rejste sig, på hans ellers så fine nakke. Han tog sin taske og løftede den forsigtigt af skulderen, hvorefter han satte den ned på gulvet. Han smilede stadig meget varmt, og så blot på Gabriel som stod med hænderne langt nede i lommerne. Han rettede let på Jakken som sad lidt krøllet ved skulderen, og lod atter sit blik lægge sig på hans ven. Den kolde tone opfattede han, men han lod sig ikke genere af det. "Gabriel... Hvad skylder jeg æren?" Spurgte han i et varmt tonefald. Han havde ikke set sin ven længe, grundet hans mange spadsere ture på koridorene og udendørs arealerne. Han var faldet i snak med flere og flere piger, og det viste sig at hans venlighed faktisk var kommet ham til gode i de fleste tilfælde. Han betragtede let Gabriel som han stod og så koldt på ham, han kunne ikke lide det, for det mindede ham om nogen. En person han forkastede, en person han ikke kunne lide at blive mindet om, nemlig ham selv.. Det monster der var ligeglad med mugglerne, den person som ikke gik op i hvad andre mente om ham. Den person der planlagde angreb mod elever fordi de havde stillet sig i vejen for ham da han havde huveret over en mudderblod. Tankerne fik hans smil til at falme lidt, og han stod nu blot og så en smule bedrøvet og undrende på ham. Han huskede de fleste detaljer fra hans magt parti, og han kunne ikke lide tanken, hvad ville Gabriel dog ikke sige til det her?.. Han trådte forsigtigt et skridt tilbage, som hvis han skulle til at flygte, men uroen ved minderne havde lagt sig, og han frygtede hvad der yderligere ville komme til at ske.

[Gabriel Caron]

Hans søde smil og varme tone gav Gabriel kvalmefornemmelser. Hvad var der dog sket med ham, var han blevet hjernevaskede? Ja sikkert! De muggler og halvblods kunne for fanden hjernevaske enhver og Drake havde åbenbart været et let bytte, men at ændre sig så meget på grund af en kvinde? Det var lavt! Hans ord fik Gabriel til at kigge tavst og dødt på ham i flere sekunder, at han trak sig et skridt tilbage fik endnu engang Gabriel til at hæve brynet. Han var måske ikke rar men han var ikke kendt for at være voldelig, ikke det mindste. ”Din opførsel Maverick” svarede han med en tone der ikke var særlig venskabelig. Drake regnede vel ikke med at Gabriel var flink når han stod der og liggende muggleraffald! I disse øjeblikke afskyede han denne såkaldte ven mere end noget andet, ja han hadede ham mere end han hadede mugglerne. ”Du burde skifte efternavn, men når det nu også ser ud til at du kommer til at gifte dig med Kathleen Kennith kan du jo passende overtage hendes efternavn for du gør Maverick-slægtens navn til skamme” hans stemme var isende men rolig. Han gad slet ikke vide hvordan Fenella havde det med det hele, hun var næppe glad. han trådte nogle skridt tættere på så afstanden blev kortere, han ville næppe have hele skolen til at høre det her selvom det sikkert ville komme ud på den ene eller anden måde som det altid gjorde. Når noget var en hemmelighed på Hogwarts vidste hele skolen det straks. Han så ganske roligt og på ham, afventende på en form for forklaring eller andet der kunne forklar hans opførsel eller det Gabriel nu så på ham af blidhed.

[drake]

Hans ord kunne mærkes helt ind i sjælen, han vanærede sin familie, og han havde fuldstændig ret. Han var værre end de muggler pjok der rendte rundt her på skolen, han lignede snarere noget som en muggler lige havde skidt ud. Hvad lignede det at gå og fløjte på gangen? at gå og ligne en forbandet idiot? Han rystede på hovedet, var han blevet hjernevasket? ville han ligne en idiot i sidste ende? og havde han vanæret sin familie? Skuffelsen lagde sig over ham, og han kunne ikke klare sig selv i givende situation.. Han mærkede hvordan vreden byggede sig op helt nede fra, og ellers så glade humør var pist væk. Alvorligheden og ondskaben vente roligt tilbage, som var han skitzofren. Han levede i to personer, den gode og den onde. Han så på sin såkaldte ven med afsky, og kunne slet ikke forstå det han sagde. Han lagde selv hovedet let på skrå, og knep øjnene let sammen. Eleverne på gangen blev stille, og alle stoppede op for at se på dem. Hans yderligere skridt frem imod Drake gjorde det ikke lige frem bedre. Han spidsede munden lidt, og betragtede ellers sin ellers så flinke ven. "Jeg har ingen intentioner om at gifte mig med flyvelærerens datter, desuden er hun alt for interesseret i mudderblods pjok til at jeg gider bruge tid på at få følelser for hende. Jeg snakkede blot med hende, det var det hele. " Sagde han i et endnu koldere tonefald end det han havde fået smækket i hovedet for blot få minutter siden. Han trådte endnu tættere Gabriel, og synes at kunne se noget skam i hans øjne. Drake var åbenbart en skam i hans øjne, og det var der ikke noget der kunne ændre på. "Og nu skal jeg fortælle dig en ting Gabriel... Vi frastøder begge de mudderblods pjok.. du ved udemærket godt hvor meget jeg hader dem, så du vil vel ikke antyde at jeg ligefrem nyder deres selvskab vil du? Og desuden.. hvad ved du da om Kathleen Kennith og jeg selv? vi har blot snakket sammen, så du påstår altså at jeg er blevet en blød mudderblods elsker der ikke værdsætter min slægt? Du burde kende mig bedre!" hvæsede han, men blev dog stående i samme u bevægelige position som han hele tiden havde stået. Han mærkede haddet til den person der stod overfor ham. Han havde savnet Gabriels selvskab, men havde ikke set ham nogen steder. måske var han ved at blive sød? ... sød bløden...

En gruppe piger gik forbi dem, som var intet hent, og en af pigerne gik bevidst langsommere for at mime ordene "Vi snakkes ved senere søde" Hun vendte sig mod sine veninder der havde fulgt hendes eksempel, og sammen gik de fnisende videre.. en lettere rød plamage havde lagt sig over hans kinder, og han huskede hvordan han dagen før havde siddet og snakket med dem nede ved søen. Han rystede blot tanken bort, og lod atter sit blik ramme Gabriel, der så på ham med et gennemborende blik.

[Gabriel Caron]

Gabriel kunne se effekten af hans ord, især fordi det gik ret hurtigt. Åbenbart havde Drake ikke være påvirket særlig længe siden han hurtigt genvandt fatningen og sit gamle jeg. Ærligt havde Gabriel troede det ville kræve mere energi men han var da sgu glad for at se ham fri for det nuttede udtryk han havde haft i ansigtet for ganske få sekunder siden. Gabriel krævede ikke at han var sur og bitter, nej det var slet ikke ideen bag det, han mente bare at det var forkert at gå rundt og slikke røven tør på enhver muggler! Især ikke når man var medlem af The Riddlers! Han forstod slet ikke at Drake havde været så let at påvirke for det havde han sgu været siden han kunne falde så dybt. Heldigt at Gabriel så var blevet gjort opmærksom på det, ellers kunne det være gået helt galt. Det hårde udtryk i Gabriels øjne blev ikke mildere, men et muntert glimt dukkede svagt op ved dennes ord. ”Godt at vide, nu håber jeg bare at du mener hvad du siger og at du ikke bare siger det for at slippe” at dømme efter Drakes blik og attitude så mente han det men han kunne jo tage fejl? Det skridt Drake tog frem imod ham formindskede yderligere afstanden så Gabriel nærmest kunne lugte ham og mærke hans ånde mod sig. Hans blik var ikke just blevet venskabeligt endnu der skulle vist mere til inden han blev overbevist. Endnu engang lyttede han til Drake ”Jo jeg vil..og hvad jeg ved om hende angår ikke dig, jeg ved en del! Du glemmer ved ikke at jeg har øjne på hele slottet så intet går forbi uden at jeg ved det..” svarede han. Tonen var rolig, ikke kold, ikke hård blot tom og livløs som altid. Man kunne stå og snakke med en flere tusind gammel mumie som havde mere liv i stemmen end Gabriel havde.

For at gøre ondt være for Drake standsede de piger op ved siden af dem. Gabriel bemærkede skam pigens læber der bevægede sig og som nærmest en professionel mundaflæser opfattede han uden problem ordenes mening. Pigen kastede et blik på ham inden hun gik videre og straks blev Gabriels blik isende kold og sulten læber blev kort skilt og de spidse hjørnetænder gled frem. Han så ikke just rar ud og pigerne skyndte sig videre. Hans blik gled tilbage mod Drake som stod og rødmede ”Er der hormonerne der spiller Drake, hvis det er pigerne skyld burde du have en kursus i hvordan man gør!” sagde han. Det kolde og hårde udtryk han havde brugt overfor pigerne var væk men de skarpe hjørnetænder kunne ses når han snakkede. Mange blev skræmte af de tænder fordi de ikke var naturlige, de lignede noget der burde tilhøre djævlen eller myterne, teorier om at han var yngel af djævlen havde i sin tid taget fat men hans far havde været ret effektiv hvad angår den slags rygter, han havde slåede enhver ihjel der havde haft en teori.

[drake]

Han rystede let på hovedet, over hans ord. Han gjorde det blot for at slippe det var nok det værste fis han nogensinde havde hørt. Drake Maverick kunne ikke fordrage de mudderblods pjok, og det vidste Gabriel også.. han ville bare ikke indse det.
Hans kolde ord lød endnu engang og han tænkte ordene igennem. Ja han havde øjne og ører på hele skolen, og det gjorde det derfor besværligt for ham at lyve overfor Gabriel. Han nikkede blot forstående, han vidste jo godt at Gabriel vidste stort set alt, men det var vigtigt for ham at pakke det ind så godt som overhoved muligt.
Den lettere lyserøde farve der havde lagt sig over hans kinder, efter at pigerne let havde smilet til ham, og mimet de ord hang stadig på hans kinder, og det var næsten umuligt for ham at skjule sit fordav overfor Gabriel, han vidste godt at han var blevet afsløret, så han lod sit hoved falde mod gulvet. Gabriel lod sig let triumfere over Drakes lettere rødmen, og han havde ramt fuldstændig rigtigt. Det var rigtigt at hans tiltrækning til pigerne havde ændret ham markandt. Han var næsten blevet en anden person, og det irriterede ham, for han havde et stort ansvar, ikke blot overfor sit ry, men også overfor sin slægt. Han samlede sig den indre vrede og var atter klar til at se sin så kaldte ven i øjnene. Han løftede stolt hovedet, og sendte Gabriel et gennemborende blik. Hans vrede var ikke til at tage fejl af, og selvom man lige kunne skimte Gabriels hjørne tænder, var der ikke noget som rigtig skræmte ham. "Gabriel... Jeg omgås kun med fuldblods magikere, og ikke alle de små kravl som alligevel ikke burde være i denne verden... De høre ikke til her, og som du jo selv kan se, er Damon Anthony et glimrende eksempel på det der ville ske, hvis en mudderblod trodsede en fuldblods troldman." Sagde han i en hjerteløs tone, og kulden bredte sig på koridoren. Han trådte yderligere et skridt tættere på, og rettede let på sit slips. "Kathleen Kennith, er en pige jeg har snakket med... Men jeg er ikke ved at blive blød søden.. tværtimod er jeg først lige begyndt. Fenella har en plan om hvordan vi kan finde tilbage til vores magt, og jeg har intentioner om at lytte!" hvæsede han, og afventede blot Gabriels reaktion. Der var ingen spor af venlighed i hans stemme, ingen tegn på smil at spore i hans ansigt. Nej, han var hjerteløs og kold.

Eleverne på gangen så blot på som var de puplikum til en Quidditch kamp, men dette var ikke spor sjov, dette var alvor. Så han kunne ikke andet end at undre sig over hvorfor de stadig stod her. Han vendte hovedet imod dem, og så på dem med det ondeste ansigtsudtryk han overhoved kunne lave. "Har i ikke noget bedre at tage jer til?" hvæsede han, og så hvordan eleverne langsomt gik i alle retninger igen. Nogle skræmte elever løb til og med. Han kastede et flygtigt blik ned i jorden, og rettede dernæst sin opmærksomhed imod Gabriel. Han spekulere meget over hvad han dog kunne finde på at sige i givende situation, ville han være ondskabsfuld som han plejede? eller ville han acceptere ham endnu engang, og ville han være overbevist nok til at de kunne gå sammen som de plejede. Indtil videre fastholdte Drake sit kolde blik. Men han håbede inderligt at Gabriel blot ville række sin hånd ud til ham i den eneste gestus de kendte, nemlig deres Slange-bånd.

[Gabriel Caron]

Det ene bryn gled op da Drake rystede på hovedet, stod han virkelig der og rystede på hovedet af ham? drengen var jo et fjols hvis han bare rystede på hovedet af hans ord, ikke at Gabriel havde i sinde at gøre ham noget direkte, han var jo ret flink ved ham enhver anden ville nok have kastede en forbandelse over ham og smidt ham levende i en grav for at slippe af med de rygter The Riddlers havde på nakken takket hver den lærer der blev fundet død og det Drake havde gjort ved Damon. Gabriel vidste skam at Drake ikke brød sig om muggler, eller det gjorde han normalt ikke men Gabriel syne sikke at kunne kende ham efterhånden, fyren havde trådt i spinaten flere gang det sidste stykke tid og rygterne hoppede sig op dag for dag. Desværre gik det ud over alle og ikke kun ham så han kunne tage og styr sig lidt.

At Drake nu var blevet taget på færdsgerning og at han endda havde rødmede bekræftede blot hvad Gabriel havde fået at vide via sine spioner at han endda havde set ned og derved undgået hans blik hjalp ikke på tilliden fra Gabriels side, tværtimod. Han fnøs håndeligt og rystede selv på hovedet af ham. At han nærmest stod og løj for ham gav heller ikke flere point fra Gabriels side og nu havde han bare lyst til at pande ham en selvom han nok ikke så ud til at have lyst til andet end vende sig om og skride. Han trak denne ene hånd op ad lommen og lod den glide gennem håret på en elegant måde som kun Gabriel kunne gøre det, han så nedladende på ham da denne endelig hævede blikket og fortsatte. Stolt eller ej så havde Gabriel lyst til at hælde koldt vand ud over ham så han vidste hvor dum han så ud. Hans ord fik Gabriels øjne til at lyne i vrede og han så sig hurtigt omkring inden han tog fat i ham fra skjorten og skubbede ham op ad væggen, han stillede sig på samme tid ret tæt op ad ham med øjne der kunne smelte det hårdeste metal i verden og få vulkaner til at boble over så vred som han var ”Fjols! Det er hvad du er!” han slap ham igen og fik kontrol over sig dog flyttede han sig ikke ”Du udsætter os alle for fare, du udsætter din kusines position, du udsætter dine kammerater og du ødelægger vores rygte for fanden! Styr dig! Siden hvornår er The Riddlers begyndt at henrette folk offentligt” han snakkede ekstrem lavt så selv ikke de der stod helt tæt på kunne høre ham. Da han fortsatte slog Gabriel opgivende ud med armene ”Hold kæft!” sagde han med en intens og kold stemme der sagde at han skulle klappe i. Han kendte til Fenellas planer det skulle han ikke stå og fortælle ham noget om dem, desuden snakkede de ikke om den slags ud i det offentlig for helvede hvad fattede han ikke! han var måske ikke noget venligt over Drake men sammenlignede med Gabriel stod han og lignede en engel for Gabriel var fyr og flamme af vrede hvilket kunne ses og hvilket fik de der stod nærmest til at trække sig flere skridt tilbage af den mørkmagi der nærmest lagde sig over ham og som luften gnistrede af. Hans blik var død, ja helt død og uden det mindste liv.

Gabriel havde hele tiden været bevidst om sine omgivelser og derfor havde han snakkede lavt hele tiden så ingen kunne høre hvad de snakkede om. Rygter hoppede sig op og han havde ønskede at gøre det så stille og roligt som muligt, at Drake stod og råbte, eller snakkede højt når og sendte dræberblikke gjorde det på ingen måde let for nogen af dem og skabte blot rygter og postyr. Da han direkte begyndte at hvæse af folk og de så fik travlt med at komme af vejen himlede han med øjnene, rettede sig op og stak nu hænderne i lommen igen. ”Som jeg sagde, tag dig sammen inden det er forsendt for dig, og hvis du har problemer med dine hormoner og følelser for piger så er let afklaret.. og hvis du står og har brug for at snakke så er der mange slanger der med glæde vil lytte til dig men hold dig nu i skindet” han modstod fristelsen til at kalde ham for knægt da de jo var af samme alder men hans blik virkede nu mere roligt end før og derfor lod han ikke vreden overtage.

[drake]

Da han hårdt blev smækket op af væggen, måtte han tage en dyb vejr trækning,for atter at kunne få luft. Da han Gabriel endelig gav slip på ham, kunne han trække vejret normalt igen. Han rettede på Jakke sættet, og lod ham tale færdig før han før han atter lod vreden komme ham til gode. Hvordan kunne han belære ham om at han skulle snakke med nogen hvis han havde pige problemer. Raseriet havde efterhånden
bygget sig så meget op at han kun var en hårspredte fra at slå Gabriel ned. Han tog hårdt fat i Gabriels alt for hårde jakkesæt, og trak af sted med ham. "Nu holder du din kæft, og
følger med mig, er det forstået?!" hvæsede han lavmælt. Han trak med hurtige skridt Gabriel med sig, rundt om hjørnet og ned af en mørk korridor hvor de var alene. Da de nåede enden af den gang slap han ham endelig, og stillede sig faretruende tæt på ham. "Du skal ikke belære mig om vores kodeks! Jeg har ikke henrettet nogen i al offentlighed! Han angreb mig på en forladt koridor, og en eller anden mudderblods horer har åbenbart sagt at hun havde set mig. Jeg har ikke gjort nogen af de ting som de siger, og jeg har bestemt ikke angrebet nogen i andres påhør." Hvæsede han, og hans blik var brændte sig fast på Gabriel. Han trådte et skridt tættere på, og tog hårdt fat i Gabriels skjorte,
"Ingen taler sådan til mig.. Hvis du.. nogensinde truer.. mig igen.. vil jeg uden tøven forbande dig.. Kan dit fladpandede hoved forstå det?" Hvæsede han, i en iskold og truende tone. Han gav slip på Gabriels skjorte og trådte et par skridt tilbage, hvorefter han så lænede sig imod væggen så han stod overfor Gabriel. "jeg havde ellers glædet mig til at se dig igen Gabriel, men du gør det ikke let for mig at vedligeholde mine
følelser, når du overfalder mig på den måde... Jeg skal nok tage mig sammen, men jeg vil ikke behandles som en idiot.." Hans faretruende ansigt, og kolde øjne var ikke muntre. Vreden lyste tydeligt ud af ham, og han havde stadig en brændende lyst til at slå ham, men istedet trådte han roligt et par skridt frem og rakte hånden hen mod ham. mørket på koridoren lagde en let skygge over dem, og den dystre stemning havde lagt sig over dem.

[Gabriel Caron]

At Gabriel havde reageret som han gjorde og taget fat i Drake havde slet ikke været meningen. Vreden var løbet af med ham og så var han bare flippede ud, hvilket ikke var helt flippede ud for det kunne sagtens have været værre. At Drakes reaktion var lige hans fik ham til at himle med øjnene og se på ham igen. Han hævede det ene bryn ved hans ord og fik revet sig løs. Han ønskede ikke en scene foran alle og fulgte med – uden at blive slæbt af Drake – han standsede op i korridoren og så på Drake med et faretruende blik ”Du gøre det der igen og jeg river hovedet af dig knægt, du har allerede jokkede i spinaten tilstrækkelig gange til at blive jagtede ud af skolen” sagde han spidst og med en advarende tone. At Drake stod så tæt på gjorde ikke Gabriel noget han gengældte køligt hans blik uden så meget som at blinke en eneste gang.

Hans næste ord fik et fnys til at forlade Gabriels læber ”Jeg belære dig om de ting du åbenbart har glemt! Du står og plapre løs om Anthony så hele skolen høre det og bekræfter derved at det er dig der gjorde det! Du snakker om vores planer midt på en gang! Der er en mening i at vi ikke diskutere den slags midt ud i det hele og når du åbenbart ikke kan holde ædespalten lukket er der nogen der må minde dig om hvad der står på spil” svarede hans spidst. Da han tog et skridt tættere på ham og tog fat i Gabriels skjorten lukkede Gabriel sin hånd om hans håndled ”Jeg taler til dig som det passer mig, du fortjener hverken min respekt eller tillid når du går ud og valser omkring muggler som var de dine bedste venner!” han strammede grebet om hans håndled og skubbede den væk alt andet end venligt. da han trådte et skridt tilbage og lænede sig op ad væggen betragtede Gabriel ham med et køligt blik hans næste ord fik Gabriel til at fnyse endnu engang ”Glædet dig til at møde mig? Jamen så er jeg sgu ked af at skuffe dig men jeg har ingen planer om at vores venskab skal fortsætte hvis du bliver ved med at være så tykpandede at du ikke fatter en skid” han så køligt på hans hånd der var straks ud mod ham som for at de igen skulle slappe af og blive venner. Det her var ikke tredjeklasse i en folkeskole for muggler! Og han tog på ingen måde imod den hånd hvori han sikker havde berørt flere muggler den seneste tid. Hans reaktion var blot at vende sig om og skridte ned ad gangen hvor han netop var kommet af.

[drake]

han slog øjnene ned imod gulvet, for han havde tydeligvis ret. Alt hvad han havde sagt var rigtigt, og Drake havde sat alt på spil. Han måtte vise overfor ham at han stadig var sig selv. Han havde brug for at have sine venner i ryggen, for uden dem var han ingenting. Han spænede efter Gabriel, som let var på vej i modsatte retning. Uden så meget som et forsøg på at stoppe ham, fulgte han skridt med ham og rystede blot på hovedet. "Du har ret Gabe.. Undskyld.. Jeg har været en komplet idiot.. Bare fortæl mig hvad jeg dog kan gøre for at gøre det hele godt igen." Sagde han stille, og fastholdte sit blik imod gulvet. Det var pinligt, og han vidste at han havde bragt skam over sin familie. Det var typisk at det hele skulle gå op i hat og briller når han var på sit højeste. Men han havde vidst fået sat nogle tydelige markeringer på Damon, hans ansigt var så vidt Drake vidste, arret. Og hans overkrop ligeså. Han ville ønske han kunne smile, men hans læber ville ikke. Bedrøvet gik han ved siden af, alt han ville var bare at ændre sig lidt. Men det kunne han ikke, der stod for meget på spil til at han kunne lege noget som helst for tiden, han skulle være så kold som han altid havde været. Og et lige så stort svin som altid. Men det passede ham egentlig også helt fint nu hvor det kom til stykket. Han rystede let på hovedet, og ville ønske at Gabe dog ville stoppe. Drake var klar til at slå mudderblods elever ihjel blot for at han kunne vise sin foragt overfor Gabriel, men han vidste at hvis Gabe nogensinde skulle tilgive ham måtte han selv komme til Drake. Han rettede let på jakken før han, roligt satte tempoet ned for at stoppe. Han orkede ikke at løbe efter Gabriel mere, det var spildt tid hvis han ikke ville snakke til ham.

[Gabriel Caron]

Da Drake fulgte efter og forsøgte at holde trit med hans skridt fastholdt Gabriel sit blik mod gangen han var på vej ned ad. Drakes ord ændrede ikke på hans udtryksløse ansigtsudtryk og det eneste der tydede på at han hørte efter fra det fnys der forlod hans læber. Selvfølgelig havde han ret, det havde han altid og det burde Drake da vide efterhånden. Han fortsatte roligt mens han overvejedes hvad Drake skulle gøre for at gøre det hele godt igen. Han bemærkede da denne satte farten ned for at stoppe og standsede selv og vendte sig om mod ham. ”Hør Drake, ingen kræver at du skal gå rundt og se konstant muggen ud, stiv eller ond det er slet ikke det” begyndte han med en rolig tone og fangede Drakes blik som han holdt fast ved sin ”Du skal holde dig i skindet, dæmpe din vrede og foragt men ikke så meget at du er blødsøden, det jeg har hørt og set de sidste par dage har givet mig kvalme! De rygter der går om dig passer til en Hufflepuff” hvis Drake kendte ham godt nok ville han vide at det stod slemt til for Gabriel hadede Hufflepuffer lige så meget som han hadede muggler. Han så roligt på ham ”Bare sørg for ikke at gør noget som giver yderligere snak om The Riddlers, og desuden .. hold øje med sladdertavlen, hvis der kommer flere rygter om dig og The Riddlers skulle du nok begynde at se dig over skulderen, mange Riddlers er vrede på dig” sagde han nærmest advarende. Han lagde armene over kors og betragtede ham tavs, så afventende efter en reaktion. Han længede sig op ad væggen ved siden af ham så han stod med armene over kors og med højre skulder mod væggen. Korridoren var ikke spor bred så hvis nogen skulle forbi måtte man spørg om lov til at komme forbi ellers ville man skubbe til en af dem og det var ikke til at sige hvem der var farligst at træde over tæerne for de var begge slanger, og begge kendt for at være langt fra bløde og varmhjertet, eller.. Drake havde jo fået sig et nyt rygte ikke? måske var det bedst at træde ham over tæerne så.

[drake]

Han nikkede kort for hovedet over hans ord, der var ingen tanker om at han var bedre en Gabriel, han var ikke engang vred på ham. Han var vred på sig selv over at han kunne have ladet en tøs ødelægge ham fuldstændig. Det irriterede ham Grænseløst, for han vidste jo godt hvad der ville ske nu, han vidste jo godt at han ikke længere ville have nogen status blandt folket. Han lod blikket falde mod gulvet, og blev stående i en stille position. Hans hænder rystede, og kroppen skælvede af vrede, men han nikkede blot en enkelt gang. "Skal ske.." Sagde han stille, og løftede blikket en smule fra gulvet for at se ned af gangen. Han fangede et glimt af Caroline Abbeys triumferende smil, og han lod atter blikket sænke sig imod gulvet, før han vendte om begyndte at gå i modsatte retning. Tilbage til skyggerne gik han, tilbage til den mørke korridor, og så sig ikke tilbage. Han var blevet efterladt af sine venner, var blevet udstødt, og blevet en elev som ingen kunne lide, selv ikke den kreds han kom fra. Han havde van æret sin familie, deres gamle traditioner, og hans egen kusine ville ikke se ham i øjnene. Han var nu ikke andet end en sølle lille dreng med et højt temperament. Skyggerne lagde sig blidt om hans positur, og han havde nu kun to billeder i hovedet. Billedet af Gabriel Caron, som så på ham med afsky, hans bedste ven på slottet som nu ikke kunne fordrage ham, og sidst men ikke mindst Caroline.. Som nu endelig havde fået ram på en af Maverick familiens medlemmer. Han var blevet slynget rundt i arenaen, og var til sidst faldet.
Nu havde han intet...

[Gabriel Caron]

Gabriels ene bryn skød i vejret da denne sagde de to simple ord der fik ham til at lyde som et fjols, en opgivende tumpe der hellere ville dø og han så ikke videre ud til at ville leve sådan som han hang med hovedet. Hans fulgte hans blik ned ad gangen og bemærkede kort Abbey og hendes lumske smil. Hans reaktion var blot at se tomt på hende med sine kolde døde øjne indtil hun smuttede videre. han vendte atter blikket mod Drake som havde trukkede sig tilbage til skyggerne, han betragtede ham tavst, at trøste ham, lægge en arm om ham eller sige at det nok skulle gå var ikke Gabriel så han blev blot stående og betragtede ham tavst længe. Da han så at han blev ved med at stå og hænge med hovedet himlede han med øjnene og rettede sig op. Han rettede kort på sit slips inden han igen så på Drake ”Kom ind i kampen igen..” sagde han ganske roligt inden han vendte ham ryggen ”Vi ses i opholdsstuen” sagde han inden han smuttede ned ad gangen tilbage mod flokken af sine venner. Gabriel vidste intet om at denne følte at de to var bedste venner. Den slags havde Gabriel slet ikke, der var kun ganske få blandt dem han omgav sig han ville kalde for venner om Drake var en af dem var svært at sige, den ene dag ja, den anden dag nej, og i dag var det helt klart et nej for han lignede en skvat sådan som han opførte sig. Han havde selvfølgelig bemærkede at han havde været vred for han havde set hans knyttede rystende næver men hvad så? Det var jo den vrede der havde ødelagt ham, så han skulle måske forsøge at skille sig af med den.

[drake]

Note: Jeg hørte Nickelbacks i'd come for you. Prøv at hør den imens ^^ det gør det lidt federe ^^


Fuld af vrede og arrighed gik han roligt op af den lange mørke korridor, og følte ingenting indeni. Han huskede billedet af Kathleens ansigt, og følte et stort savn, men følelsen af at få flået hjertet ud hang stadig i hans bryst. Han følte sig komplet hjerteløs, og helt igennem kold og ødelagt. Smerten hev og flåede i hans sind, han så ikke tydeligt igennem sine øjne. Han bemærkede absolut ikke hvor han var henne, eller hvor hans fødder var på vej hen. Han havde på kort tid bevæget sig i retning af de nederst dele af slottet, og var gået til pigernes toilet hvor de mange spøgelser hang og dinglede. Han hørte ingenting, så hvis de havde sagt noget til ham, havde han ikke ænset det. Han hørte Gabriels stemme i hovedet, "kom ind i kampen... opholdsstuen... vi ses..." stemmerne kørte rundt, og slog ham fra den ene og den anden side. Han vendte sig forvirret om, vidste ikke hvordan han skulle reagere, han mærkede hvordan usynlige knytnæver tævede ham, og rundforvirret kæmpede han sig over til vasken, hvor han kraftsløst støttede sig til den. Han tændte rystende for vandhanen, og samlede hænderne for at kunne vaske hovedet. Han rettede modløst blikket imod sig selv i spejlet, og kunne overhoved ikke se den person der stod der. Han havde før i tiden været på toppen, nu var han blot en person der ingenting havde, han var frastødt af alle på skolen, og havde ingen at komme tilbage til. Tankerne fløj rundt i hans hoved, og knytnæverne blev for meget for ham. Kathleen Kenniths stemme lød i hans hoved, og han huskede hvordan hun smilende sagde "Det tror jeg allerede jeg har.." Han tog sig udmattet til brystet, fuld af smerte, og faldt dernæst på knæ, han ånede ud, og faldt så til jorden. Lyset i hans øjne forsvandt langsomt, og alt blev mere og mere mørkt. Kulden indfandt sig øjeblikkeligt omkring ham, og der blev helt stille.

//////OUT//////