Lost in time

[Meredith Abbey]

for JOSHUA CALLUM

...want you to make me feel
like i'm the only girl in the world,

Meredith Abbey bevægede sig langsomt og roligt ned af korridoren på sjette sal, hendes sorte sko, der passede til skoleuniformen, klikkede let imod stengulvet. Hendes tykke, dybrøde hår faldt løst over hendes skuldre, og hun tænkte knapt nok over det da hun svang det tilbage over ryggen. Det havde været en kold dag, og det kunne mærkes i slottes mure der bestemt ikke emmede af varme på samme måde som om sommeren. Mørket havde sænket sig, og aftensmaden var forbi. Mary havde taget sig god tid til at spise, fordybet i samtale med sin veninde fra sovesalen, uden at have haft travlt. Selvom hun havde siddet der længe, havde hun næsten intet spist. Ikke fordi hun ikke havde været sulten, eller fordi hun ikke havde lyst… Nej, bare fordi hun havde været så optaget af at snakke og pjatte at det nærmest var gledet ud af hendes tanker igen. Og nu fandt hun sig selv på vej tilbage til opholdsstuen, efterladt af veninden der var gået i bad. Hun skuttede sig lidt, da kulden slikkede sig op af hendes ben, der kun var delvist beklædt af uniformens knæstrømper og den korte nederdel. De fleste piger plejede at tage strømpebukser på om vinteren, også Mary, men hun havde ikke kunnet finde dem og havde ingen anelse om hvor hun præcist havde efterladt dem.

[Deleted]

I can still remember the words and what they ment
for MEREDITH ABBEY

Joshua var tidligt brudt op med de andre løver, da han ikke havde haft den specielle sult, så da de andre havde søgt mod storsalen var han så stille begyndt at gå mod opholdsstuen. Trapperne var dog uenige med ham i hans rute, da de havde bragt ham på afveje og da løven alligevel ikke havde nogen specielle planer, havde denne besluttet sig for bare at vandre lidt rundt på slottet. Som syvendeårs var presset stort, lektierne væltede ned over eleverne og slutningen af skolen nærmede sig med alt for hastige skridt. Derfor var det skønt nu at kunne tage en eftermiddag og aften, hvor han bare slentrede rundt, selvom det jo egentlig var imod de nye regler. Joshua havde ikke haft tid til at tage op til tårnet efter dagens lektioner og bar derfor stadig skoleuniformen. De sorte bukser, hvid skjorte og en sort sweater med kollegielogoet på, som altid. Kappen havde han glemt i forvandlingslokalet og havde bare besluttet sig for at hente den næste morgen, da han alligevel havde de i de to første lektioner.

Da han havde gået i sine egne tanker bemærkede han dog ikke Mary før det var for sent. Med rolige skridt traskede han om hjørnet og måtte stoppe brat op for ikke at vade direkte ind i kollegiekammeraten. ”Mary!”, kvækkede han overrasket og lod øjnene møde hendes, før et skævt smil brød frem på hans læber.

[Meredith Abbey]

for JOSHUA CALLUM

...want you to make me feel
like i'm the only girl in the world,

Mary gik lidt i sine egne tanker, med den ene arm hvilende lige under hendes bryst og den anden hævet, så hun kunne lege lidt med en hårlok med fingrene. Hendes skridt var rolige, men bestemte og hendes hofter vuggede blidt, på en måde hun først havde påtaget, som senere hen blev naturlig for hende. Hun hørte ikke lyden af skridt der nærmede sig, fordybet i tanker som hun var, og spærrede lettere overrasket øjnene op da hun nær stødte ind i en fyr der rundede hjørnet. Hendes blik behøvede ikke mere end at falde på brystkassen – der højdemæssigt svarede til hvor hun var – før et charmerende smil faldt på hendes læber, og hendes øjne søgte hvem end det var hun havde været ved at styre klods ind i. Armene faldt dog ned af hendes sider og smilet blev lidt mere oprigtigt da Joshua Callums varme øjne mødtes hendes, og stadig formåede at gøre hendes knæ til smør. Samtidig strøg hendes navn over hans læber. ”Der slog du næsten benene væk under mig,” ordene flød lavmælt ud over hendes læber uden tanke. ”… Joshua,” sagde hun lidt efter, som afslutning af hendes tidligere sætning, af en eller anden grund fristet til at trække hans navn ud i langdrag. Hvilket egentlig bare var mærkeligt. Men det var endnu en vane. Opførte man sig som om man ikke kunne huske deres navn, plejede det at virke. Men det var ikke meningen hun ville opføre sig sådan overfor ham, og hun gav sig selv et mentalt spark før hun formåede at droppe den holdning hun automatisk havde påtaget og sendte ham et mere oprigtigt smil. Han var selvfølgelig stadig ligeså fandens flot, som han havde været for to år siden. En ting Mary ofte funderede over.

[Deleted]

I can still remember the words and what they ment
for MEREDITH ABBEY

Joshuas blik faldt automatisk på Marys smil, der normalt var så smukt og som han holdt af, men som nu virkede lettere påklistret, men sikkert med den charme, der ville slå benene væk under mange andre. Han hævede roligt et øjenbryn, selvom det sænkedes igen ved synet af hendes ægte smil. Straks voksede hans skæve, charmerende smil en anelse og han trak hånden gennem det viltre, let krøllede hår i en sløv bevægelse, før han blinkede drillende til hende. ”Jeg hører ellers det er dit speciale, mini”, sagde han muntert og nikkede svagt. Hans navn lød intet mindre end perfekt, når det kom fra hendes læber. En engels læber. Han fangede sit blik i at hvile på hendes fyldige læber og vendte hurtigt blikket mod vinduet, så ud mod det triste vejr. Der gik dog ikke længe før han atter vendte de dybe, blå øjne tilbage mod hende. Smilet voksede automatisk en smule. Han havde altid holdt af den lille løvinde, selv efter de var gået fra hinanden. Elskede var et ord, der ikke eksisterede i hans verden. Elskede man en, stoppede man aldrig, mente han og det passede helt perfekt på hans forhold til Mary.

”Det er ikke meget, man ser til dig.. Hvordan har du det?” Interessen i hans stemme var tydelig og oprigtig som altid, når man talte med ham. Aldrig ville han foregive at interessere sig for hans kære – de var alt for ham.

[Meredith Abbey]

for JOSHUA CALLUM

...want you to make me feel
like i'm the only girl in the world,

Marys blik søgte hen over Joshua, kærtegnede hans træk på så ligegyldig en måde hun kunne mønstre. Varmen i hendes blik var dog ikke til at komme udenom, og smilet voksede sig mere skævt over hans ord. Han skulle bare vide. Hendes blik søgte igen op og ned af ham, før hun tiltede hovedet en anelse på skrå, og lo dæmpet over hans ord. ”Åbenbart ikke. Du står jo stadig,” sagde hun og lod den varme der var at finde i hendes blik, fylde hendes ord på samme måde som hun sendte dem af sted imod ham. "Og lad være med at kalde mig 'mini'." sagde hun irettesættende, og tog sig selv i et skubbe legende til hans arm. Det irriterede hende hvordan hun stadig kunne føle sig lille og skrøbelig så snart han så på hende, men det havde nok noget at gøre med at han engang have været en meget stor del af hendes liv. Det var længe siden, ja. Meget længe siden. Og ting havde bestemt ændret sig. Mary havde i hvert fald formået at skabe sig noget af at rygte, der var vildere end i virkeligheden, men sådan var det. Sådan var hun. Det skæve smil voksede, og hun kastede håret tilbage over skulderen da han så over imod hende igen, og overvejede hans spørgsmål kort. Med et kort skuldertræk mødte hun igen hans blik. ”Fantastisk.” Ordet kom til hende med det samme, men hun anede ikke om det passede. Faktisk var hun slet ikke klar over hvordan det hele gik. Hun viftede affærdigende med hånden foran sig, og lænede ryggen op imod væggen der var lige bagved hende, og hævede hagen en lille smule. ”Dig?” spurgte hun. Hun havde mere interessante spørgsmål at stille, men en smule høflighed havde hun dog også. Og nu havde han jo spurgt hende, så var det kun ret at hun gjorde det samme.

[Deleted]

I can still remember the words and what they ment
for MEREDITH ABBEY

Joshuas smil voksede straks og blev langt mere selvsikkert, da varmen i Marys blev tydeligere. Ordene fik et dæmpet grin fra ham og han skubbede selv en anelse drillende tilbage til pigen. Hun ville altid være ’mini’ i hans øjne, nok mest af alt fordi det irriterede hende så meget, at han kaldte hende det. Desuden var pigebarnet jo også to år yngre end ham og betydeligt lavere, så det var ligesom retfærdigt, mente han selv. Da hun så spurgte ind til hans velbefindende, trak han kort på de brede skuldre. ”Har det helt fint.. Savner dit kønne ansigt”, sagde han roligt og sendte hende et charmerende smil. Det var egentlig ikke fordi han bevidst smilede charmerende, men det lå bare til ham efterhånden. Han lænede sig roligt op ad stenvæggen og betragtede pigen. Det var længe siden de havde setes bortset lige fra hvis de lige fangede hinandens blikke kort i opholdsstuen eller i storsalen, men de havde ikke tilbragt tid sammen længe. Joshua måtte nok også selv tage meget af skylden for dette, men han fik det altid lidt dårligt med sig selv, når de var sammen. Havde det dårligt med, at han havde droppet hende dengang. Ikke fordi han var forelsket i hende, men af og til kunne hun bringe ham lidt i tvivl med det hele, vende hans verden på hovedet som hun havde gjort det dengang. Nogle gange ville han sådan ønske han rent faktisk havde følelser for hende, for de havde haft det skønt dengang.

[Meredith Abbey]

for JOSHUA CALLUM

...want you to make me feel
like i'm the only girl in the world,

Det havde været så tæt på, at Mary havde stukket ham en på siden af hovedet i det øjeblik, hvis hun ikke havde hanket seriøst op i sig selv. Hans ord vækkede flere sider af hende på engang, ikke alle sammen lige kønne. Det var nok kun fordi at det rent faktisk var Joshua der stod overfor hende, at hun ikke havde givet ham en syngende lussing, for at komme med sådan en kommentar når det var ham der havde afsluttet deres forhold. Hun kunne dog også se den anden side af hans ord, den mere lokkende side. Med et selvsikkert smil, rettede hun sig op fra væggen igen, og trådte en lille smule nærmere imod ham. Hovedet faldt en smule på skrå, og hun hævede et enkelt øjenbryn. ”Selvfølgelig gør du det,” sagde hun i et lidt for blødsødent tonefald, og lod let hendes fingerspidser hvile imod hans bryskasse, som hun havde bevæget sig tættere på, selvom alle hendes instinkter skreg at hun skulle komme væk med det samme. Hendes fingre forlod hans bryst, for at stryge let hen over hans kæbelinje, op imod hans øre, hvor hun dog lod hånden falde før det nåede så langt. Hendes blik flakkede en enkelt gang, men smilet falmede ikke fra hendes læber, men blev om muligt mere koket, som hun åbnede munden for at tale igen. ”Er det også hvad du siger til de andre pigebørn?” Okay, så måske var Mary ikke så god til at skjule hvordan det brændte længselsfuldt i hende hver gang hun så på Joshua, og heller ikke så god til at skjule at hun stadig ikke var komfortabel med at se ham i selskab med andre, selvom han bestemt ikke var den slags fyr. Smilet falmede lidt, men hun genvandt det dog hurtigt, som hun trak hånden til sig igen, efter fingrene havde strejfet hans hals og kraveben da de forlod hans kæbe. Selvom det måske havde været lidt for upassende. De var trods alt ikke sammen længere, og havde ikke været det i lang tid. Men Mary var bestemt heller ikke den uskyldige, generte, lille pige hun havde været sammen med ham. Hvilket han havde sørget for.

[Deleted]

I can still remember the words and what they ment
for MEREDITH ABBEY

Ligemeget hvilke scenarier Joshua havde forestillet sig, ligemeget hvordan han havde forestillet sig Mary ville reagere på hans ord, havde han aldrig villet kunne forestille sig dette. Hans mørke, blå øjne hvilede roligt på hendes kønne ansigt, indprentede sig hendes træk, så smukke og velkendte og alligevel så.. anderledes. Ja, hun havde virkelig ændret sig på de to år. Hendes ord fik ham til at hæve brynene en anelse, men de sænkedes det øjeblik hendes slanke finger tog plads mod hans bryst. Et sted i ham skreg alt, eller måske bare det, at han ikke havde været sammen med en anden pige siden hende, på bare at tage fat i hendes og trykke hende tæt ind til sig, nyde duften af hendes røde hår, nyde smagen af hendes søde læber, som han alt for godt kunne huske i de få sekunder, hendes fingre strøg hans kæbe. Ordene fik ham dog til at rynke let på panden og han stirrede bebrejdende på hende.

”Det ved vi jo begge, ikke er sandt, Mer.. Du ved ligeså vel som jeg, at jeg ikke har set på nogen siden dig”, sagde han og betragtede hende roligt med den overbevisende styrke i blikket, han altid havde, når han talte seriøst med hende. Da hendes fløjlsbløde fingre strøg mod hans hals, lagde han forsigtigt den store, varme hånd mod hendes nakke, kærtegnede forsigtigt hendes nakkehår uden rigtig at tænke over den bevægelse. Et eller andet sted, for dybt i ham til at registrere, skreg hans fornuft på at komme væk fra hende, før han ville gøre noget, han fortrød, men hendes smukke, livlige øjne og det smukke smil, han elskede så højt forhindrede dette. Tanken på hendes varme krop mod hans. Tanken fik en behagelig kuldegysning til at stryge gennem hans krop.

[Meredith Abbey]

for JOSHUA CALLUM

...want you to make me feel
like i'm the only girl in the world,

Hendes øjne blev uvilkårligt ved med at søge imod hans ansigt, og opdagede ikke engang hvordan hendes ansigt blev mere mildt. En del af hende havde lyst til at dreje om på hælen, og forsvinde væk fra fortidens minder, mens en anden del brændte efter at mærke den passion der engang havde været imellem de to. Ordene der forlod hans læber var ligesom at blive smækket i hovedet med et vådt håndklæde, og om Joshua bemærkede måden hendes øjne flakkede faretruende på, var ikke til at sige. Hun trak hånden til sig ved hans ord og tabte lidt af det selvsikre smil der havde bygget sig frem på hendes ansigt, og hun rømmede sig en enkelt gang, før hun så distræt ud til siden og ledte efter de rigtige ord. ”To år er lang tid, Joshua,” modvilligt søgte hendes øjne op imod hans ansigt igen. Hun havde næsten ikke lyst til at tro på hvad han sagde. Faktisk havde hun slet ikke lyst til det. Havde han ingen idé om hvordan hans ord påvirkede hende? Mary havde helt trukket hænderne til sig, da hun pludselig mærkede hans varme hånd imod hendes nakke, og uvilkårligt trådte hun tættere på ham. ”Jeg går ikke ud fra at du forventer det samme fra mig,” hun fortrød med det samme de ord lidt, selvom de var sandfærdige. Nej, hvis bare Joshua havde været en lille smule vågen, ville han vide hvilken retning Mary var gået i efter deres brud. Og det var ikke ligefrem den uskyldige og bly. Hun bandede indvendig over hvordan hun ikke var i stand til at afholde hendes hånd fra at stryge op af hans hals igen og lande i hans nakke. Det var forkert. Det var usundt. Det ville gå fuldstændigt galt for hende bagefter. Men var han ikke bare endnu en i mængden? Var det ikke det hun plejede at sige? Hendes blik flakkede igen, og det gik op for hende at der i det sekund ikke var andet hun ville end at lade den anden hånd finde hans nakke på samme måde, og krævende trække ham til sig, opsluge hans velkendte varme. Og dog tøvede hun, og kun den ene hånd lod hun være i kontakt med hans krop.

[Deleted]

I can still remember the words and what they ment
for MEREDITH ABBEY

Joshua så undrende på hende. Det virkede som om hans ord kom bag på hende, hvilket undrede ham. Hun var jo kommet videre, havde lagt deres forhold bag sig, så hvorfor i alverden gik hun så meget op i det? Hendes ord fik et skævt smil frem på hans læber og han nikkede roligt til hende. Fingrene strøg stadig hendes nakkehår, selvom tvivlen om hvorvidt han burde trække hånden til sig eller ej, voksede en smule. Tænk, hvis hun I virkeligheden ikke var kommet over ham? Det virkede underligt og han lod forsigtigt hånden dumpe tilbage i hans lomme og trak sig en smule væk fra ekskæresten, sendte hende et opmuntrende smil.

”Jeg forventer intet af dig, Mer.. Kun at du kan se dig selv i øjnene, når du kigger i spejlet..”, sagde han med et skævt smil. De kønne øjne, som hans blik automatisk søgte. De øjne, som han engang levede og åndede for. De øjne, der var grunden til at åbne sine egne om morgenen. Og de øjne, som han havde brugt et utal af timer på at ligge og drømme sig ind i. Forsigtigt rakte han ud efter hende og skubbede en lok af det røde hår væk fra hendes ansigt, sørge dog omhyggeligt for ikke at berøre hendes kind, før hans hånd igen søgte ned i lommernes dyb. Det var svært at holde fingrene fra hende. Mary havde altid været den smukkeste pige på kollegiet i hans øjne, men det var nok også under påvirkning af, at han altid havde holdt af pigen. I en sløv bevægelse trak han igen fingrene gennem sine krøllede lokker.

[Meredith Abbey]

for JOSHUA CALLUM

...want you to make me feel
like i'm the only girl in the world,

Da Joshua trak hånden til sig, lykkedes det Mary at gå et par skridt tilbage og læne sig op af væggen som hun havde gjort før. Selv foldede hun sine arme sammen over brystet. Det var svært ikke at gå i defensiv, og opføre sig som hun ville gøre over for alle andre hankønsvæsener. Flirte ustyrligt, that is. Men det havde hun på en måde slet ikke lyst til med Joshua, og hun var overrasket over at høre sig selv fnyse over hans ord. I stedet for at svare på hvad han sagde, skubbede hun sig selv væk fra væggen med sin ene fod og kantede sig ud forbi ham, med et skævt smil på læben. ”Jeg går ud fra du var på vej imod opholdsstuen?” spurgte hun, for ligesom at sige at hun i hvert fald havde tænkt sig at gå tilbage nu, men også at han kunne følge med hvis han ville. Det ville gå helt galt hvis hun blev ved med at stå alene med ham på den måde, lidt for tæt på til hvad hun var komfortabel med. Hun kastede det røde hår over skulderen, og vendte halvt rundt for at begynde at gå imod opholdsstuen. Så var det hans valg om han ville følge med eller ej.

[Deleted]

I can still remember the words and what they ment
for MEREDITH ABBEY

Joshuas blå øjne havde roligt hvilet på Mary, da hun havde trukket sig tilbage fra ham. Hun så så.. forkert ud på en måde, så lille og fortabt. Godt nok var hun gemt bag en tyk, beskyttende skal af flirterier, men nu hvor han stod alene med hende, virkede hun så lille og skrøbelig. Et eller andet sted følte han en trang til at tage hende i sine arme og love hende, at alt nok skulle blive okay. Et dybt suk forlod hans læber, da hun fnøs ad ham og fik kantet sig forbi ham. Det var egentlig ikke fordi han havde tænkt sig at gøre noget, men alligevel mærkede han sin arm hæve sig og den store hånd tog et fast greb i hendes skulder, tvang hende til at vende sig mod fronten mod ham, da hun begyndte at gå. ”Tal med mig Mary!” Ordene kom langt fra ud så bønfaldende, som de burde, men var i stedet hårde og befalende. Han hadede den måde, hun lukkede ham ude af sit liv. Det havde ikke været det, han ville have, da han slog op med hende. Godt nok var det to år siden, men han ville jo aldrig helt stoppe med at holde af hende. ”Fortæl mig hvorfor du undgår mig!”, denne gang var stemmen blidere end før, men der var stadig en hårdhed i hans ord.

[Meredith Abbey]

for JOSHUA CALLUM

...want you to make me feel
like i'm the only girl in the world,

Mary havde virkelig troet at hun ville kunne slippe væk fra situationen ved at stikke halen imellem benene, men hun burde have vidst bedre. Joshua så altid lige igennem hendes parader, hvilket i sig selv var lidt en lortesituation for Mary. Hun gav et lavmælt, men forskrækket, hvin fra sig da han greb fat i hendes skulder, og tvang hende omkring. Det gjorde ikke direkte ondt, men alligevel var Mary umådeligt tæt på at få tårer i øjnene, der nøjedes med at blive lidt blanke, fordi Joshua ikke plejede at gribe fat i hende på den måde. Nogensinde. Hans tone i sig selv var heller ikke betryggende, og i et kort sekund så hun halvt forfærdet ud over den, og flåede nærmest sin krop til sig selv. Hun brød sig ikke om når folk greb fat i hende overhovedet – hvilket Joshua burde vide – og hun blev altid vred over det. Det havde hun også gjort da det var Dom der havde gjort det, og forsaget det blå mærke omkring hendes håndled. ”Du har ingen ret til at fortælle mig hvad jeg skal gøre!” bed hun tilbage, og tog sig til sin skulder. Det var et helvede at man næsten kun skulle prikke til hende før der kom et blåt mærke, og hun undrede sig over om hvorvidt der ville komme et mere. I stedet for at dreje om på hælen, trådte hun dog lidt nærmere Josh og sænkede stemmen lidt, så den også blev mindre skinger. ”Jeg undgår dig ikke. Men undskyld af helvede til hvis det ikke lige er det fedeste for mig at være omkring dig hele tiden.” Hun bed ned i sin underlæbe, og gav sig selv et mentalt spark over ordene. Hun var få sekunder fra at vende sig om for at gå igen.

[Deleted]

I can still remember the words and what they ment
for MEREDITH ABBEY

Joshua vidste aldrig hvor han havde Mary, når alt jo kom til alt. Han havde nok heller ingen ret længere til på nogen måde at bestemme over hende. Alligevel kunne han ikke lade være. Ikke lade være med at bekymre sig, ikke lade være at holde af hende. Han sukkede dybt og ventede på hendes ord og han skulle ikke vente længe, før hun talte. Ordene ramte ham i hovedet, som havde hun slået ham med en kraft, der egentlig ikke burde ligge til en femtenårig pige. Chokeret slap han hende og stavrede et par skridt tilbage, før han atter blev fattet. Det var sjældent at se Joshua, der egentlig altid var så rolig og nede på jorden, så smilende og optimistisk, ude af den og det blev heller ikke længe. Snart blev hans ansigt roligt igen og han nikkede, smilede et svagt smil, der ikke nåede hans dybe øjne. ”Jeg forstår dig”, sagde han roligt og nikkede kort, som for at understreje det, før hans blik gled over hende. Nej, intet varer evigt og det havde heller ikke været deres skæbne lige meget hvor inderligt, han ønskede, det kunne have været det. Han respekterede hende for meget til at holde hende for nar. Roligt vendte han sig om, men revurderede det og vendte sig halvt tilbage.

”Vi ses bare.. Rundt omkring”, mumlede han og førte fingrene gennem de krøllede lokker, før han bevægede sig tilbage fra hvor han kom.

out