Listen to the song in my heart

[Eleanor Ivory]

tag::

Noah Abbey[/center][/size][/font][/i]

Opslaget om blodsforræderne havde chokeret mange folk. Og det var helt sikkert at det ikke bare var en dum Slytherin joke for der stod en slytherin på seddel. Det havde ikke mindst Chokeret, den unge Eleanor. Hun var styrtet derned for at se om det hele var sandt, hvilket det til hendes ulykke var. Derefter havde hun forladt flokken omkring, med tårerne trillende ned af de blege kinder. Lyden af hendes fodtrin kunne svagt høres, da der ikke var andre omkring end hende. Eleanor svage hulk og fodtrin, var det eneste der bragte lyd rundt i den øde korridor. Eleanor kiggede rundt, for at sikre sig ingen så hendes oppustelige røde øjne. Med begge hænder tørrede hun, de løbske tåre væk, for at få et mindre normalt udseende. Det havde ramt hende hårdere, end hun havde troet. Folk havde før kaldt hende for ting, tanken om det fik hende til at krympe sig. Men at se det på et papir, det var for meget. Hun sætte sig på den nærmeste bænk, og hvilede albuerne på lårene. ”Hvad skete det lige?” spurgte hun sig selv, og hvilede sin pande mod håndfladerne og syntes at føle hendes øjne sved af alle de saltede tåre. Eleanor sukkede opgivende og strøg fingrene gennem det brune hår da det havde dækket hele hendes ansigt, da hun havde kigget ned i gulvet. Uden at svarer på sit eget spørgsmål, lænede hun sig opgivende tilbage mod ryglænet. I en tid, der syntes at vare flere minutter men kun var få sekunder, kiggede hun op i løftet hvorefter hun lukkede øjnene og lod tankerne flyde. Og dette gjorde udfaldet, og tårerne begyndte igen at trille. Eleanor foldede sine hænder i skødet, og lod dem trille. Der var intet at gøre.

[noah]

til ELEANOR IVORY

Noah var generelt ikke den vrede type – jo, han havde selvfølgelig sine hormonelle øjeblikke, men direkte vred blev han sjældent. Derfor sydede han sjældent af raseri som han havde gjort da han havde forladt opslagstavlen, hvor mennesker stadig blev ved med at vælte til. Og efter han havde skubbet sig forbi et flok fnisende fjerdeårselever og brølet af en forskræmt dreng der ikke hun være mere end elleve år gammel, fik det ham til at køle lidt af igen. Det var egentlig ikke så meget det at hans navn var blevet udstillet på den måde, det var mere det at alle folk på den liste bestemt ikke fortjente at være der. Det var gode mennesker hele bundtet, og udover det kunne han ikke se hvad der kunne få nogen til at lave så dumt et nummer på dette tidspunkt med den tragiske hændelse for plot en måneds tid siden. Havde det ikke været Humphrey Maverick på rektorposten, var Noah også overbevist om at det var den eneste grund at der ikke var truet med lukning af Hogwarts endnu. Han havde ikke meget til overs for det gamle fjols.

Det var først nu da Noah igen tænkte klart, at han bemærkede at han uvilkårligt havde søgt imod øvre etager, trods det faktum at hans opholdsstue lå nede i krypten. Derfor vandrede han nu den lange vej tilbage imod menneskeforsamlingen for at kunne komme tilbage til det sted hvor han hørte til. Med et halvmuggent udtryk i ansigtet, stak han hænderne dybt i lommen, parat til at ignorere alle på hans vej tilbage.

Havde det ikke været for en sagte hulken omkring næste hjørne, ville han ikke have stoppet før han nåede opholdsstuen, men han var bange for at det var en af hans tidligere ofre, der havde været mål for hans irritation og vrede. Derfor blev han noget overrasket da han genkendte pigen på stenbænken, og uvilkårligt trak hans pande sig lidt sammen i en rynken.

”Eleanor?” spurgte han forsigtigt, ikke fordi han var i tvivl om det var hende, men for at lade hende vide at han var der. Han turde ikke gå tættere end to meter på hende, usikker på hvordan hun ville reagere og hvilket humør hun var i. Folk gjorde de mærkeligste ting indimellem.

[Eleanor Ivory]

Eleanor havde ikke hørt Noahs skridt, hvilket var grunden til hun hoppede op fra stenbænken da han sagde hendes navn. Hun fjernede alt hvad der lignede tåre, fra kinderne med hurtige bevægelser. Blikket blev slået ned i jorden, for at skjule de røde pletter under øjnene og hendes lettere røde øjne. ”Hej Noah.” sagde hun, men hendes stemme knækkede over halvvejs gennem sætningen. Hun kiggede svagt op og sendte ham et ynkeligt smil.

Inderst inde sydede hun af vrede ja, men hun var ikke i humør til at lade al den vrede gå ud over ham. Men hun havde jo sine hormonelle øjeblikke, så hun måtte undskylde hvis hun fik et raseri anfald og lod det gå ud over ham. Eleanor strøg sin hånd gennem det brune hår og kiggede hen på Noahs ansigt. Studerede det nøje, noget hun ikke ville tørre gøre på tæt hold. Hans højde, det var lidt skræmmende at han kunne være så høj og hans brede skuldre. Hendes blik gled op og fangede hans øjne. Hans brune øjne. ”Du fangede mig på et af mine dårlige øjeblikke” Eleanor orkede ikke at være pirrelig, eller genert. Det ville blive for meget både at være total tøset og være på randen til gråd, hun kunne ærlig talt ikke overskue det. For en sikkerheds skyld gled hendes hånd over hendes kind, for at sikre sig der ikke sad flere af de saltede tåre. Det sidste hun ville lige nu var at begynde at tyde, eller vise at hun havde gjort det. Eleanor et skridt hen mod stenbænken, for derefter at sætte sig på den. Hendes blik gled hen over gulvet. "Jeg bider ikke lige nu, hvis det er det du tror" Sagde hun, med et halvhjertet grin. Eleanor kiggede på Noah ud af øjenkrogen, og kunne godt forstå at han holdte sig på afstand. Piger var ikke til at regne med, når de var kede af det.

[noah]

til ELEANOR IVORY

Uvilkårligt trådte Noah et skridt tilbage da Eleanor sprang op. Han havde ellers gjort hvad han kunne for ikke at forskrække ham, men det lod til at hun ikke havde hørt ham alligevel. Hænderne var røget op af lommerne, som om han ville have holdt dem foran brystet med håndfladerne ud imod hende, som et slags fredstegn, men i stedet blev de hængende lettere akavet omkring hans hofter, før han fik styr på at slappe af i armene igen. Hans pande trak sig yderlige sammen da hendes stemme knækkede over. Det var lidt en mærkelig situation for ham, fordi han ærligt talt ikke kendte Eleanor så godt og dermed ikke vidste hvordan hun normalt reagerede på ting, og alligevel fortalte hans jævnt gode hjerte ham, at han skulle trøste hende. Hun var trods alt også hans kusines bedste veninde, så på den måde var de vel ikke helt hvad man kunne kalde fremmede, og det var vel også bare at gøre Mary en tjeneste, ikke? Men mest af alt var det sådan set bare fordi han ikke kunne holde synet af Eleanors skrøbelige ansigtsudtryk ud i længere tid af gangen, og han havde skam altid været god til hele den der ’en skulder at græde ud ved’-rollen. Hendes hævede, røde øjne så helt forkert ud i hendes ellers milde ansigtsudtryk og med et venligt, dog forsigtigt, smil trådte han en anelse nærmere igen. Da hun ikke protesterede – ja, eller rent faktisk fortalte ham at han ikke havde noget at være bange for – trådte han lidt nærmere endnu, for til sidst at glide ned på bænken ved siden af hende, alligevel med nok afstand til at hun ikke ville føle sig klemt af ham. Med et distræt suk lænede han sig let forover med albuerne på sine knæ og hænderne hængende løst imellem dem. Hovedet drejede han over i retning af sin skulder, så han kunne se på Ellie.

”Det er opslaget, ikke…?” han pausede kort, og så undersøgende på hende. Han ville sige til hende at hun ikke skulle lade det irritere hende, men det ville være meget hyklerisk af ham, siden han næsten selv havde væltet halvdelen af tredje årgang i sin dramatiske exit fra stedet. Han rettede sig op i sin fulde højde, og så ned på Eleanor med så mildt et blik han kunne præstere.

”Det er noget værre noget,” sagde han tøvende, usikker på hvad han skulle sige. Han lagde forsigtigt hånden på hendes skulder i et par sekunder, i en beroligende bevægelse der kun virkede en smule akavet i hans hoved, fordi han ikke vidste hvordan han skulle reagere. For Eleanor virkede det sikkert ikke akavet, måske bare lidt… Jaeh. Han trak hånden til sig igen og lagde den på sit lår.

[Eleanor Ivory]

”Jo. Hvem kunne..?” Eleanor svarede uden at tænke over det to gange, og stoppede sig selv da hun vidste hun ville ende med at stille alt for mange spørgsmål. Et lille smil voksede om hendes læber, da han rettede sig op i sin fulde højde. Selv blev hun siddende og hvilede hovedet i sine håndflader men med blikket rettet mod Noah. Hun følte sig ikke nær så genert, som hun havde gjort i musik forretningen. Med et lille hovedkast, bagud rettede hun sig en smule op da Eleanor kunne mærke hendes ryg lidt mere en normalt.

”Det er ikke bar noget værre noget. Det er forkert, idiotisk, super fanatiker agtigt..” For hvert ord Eleanor sagde, lavede hun en bevægelse med armene og hendes stemme hævede sig. Små røde pletter voksede på hendes allerede røde kinder. Hun stoppede sig selv, for at trække vejret og kiggede undskyldende på Noah, hvorefter håret der var faldet om i øjnene på hendes blev sat på plads bag øret. I det hans hånd lå på hendes skulder, kiggede hun varsomt på den uden rigtig at vide hvad hun skulle gøre. De kendte hinanden gennem Meredith, og det var forkert af Eleanor at crushe på Noah. Hun kiggede hurtigt væk, ned på sine fødder og prøvede ihærdigt at tænke på noget andet. ”undskyld, at jeg er så..” Eleanor stoppede sætningen for at lede efter et ord. Hvad var hun egentlig lige nu? Hun trak øjenbrynene en smule sammen, i det resultat at der kom en lille panderynke. Hun sukkede lidt, med et træk på skuldrene. ”Jeg ved ikke hvad jeg er.” mumlede hun, mens sætningen blev besvaret inde i hendes tanker. Blikket var som limet til gulvet.

Du er en blodforræder.

[noah]

til ELEANOR IVORY

Noah trak bare på skuldrende som svar på hendes spørgsmål, og gravede sine store hænder ned i bukserne der hørte til hans skoleuniform. Han vidste ikke hvem der havde lavet listen, men han var overbevist om at det ikke var nogen der havde tænkt særligt langt. Desuden, hvis det havde været et forsøg på at give nogen af dem skylden for et mord, gav det ingen mening. For så vidt han havde forstået, betød blodforræder en der var i selskab med mugglere og mugglerfødte. Det fik det til at gå op for ham, at han egentlig ikke burde have været blevet sur overopslaget. Det var nok bare den negative tone ordet havde, der havde gjort udslaget.

"I mine øjne, er det ikke dårligt at være 'blodforædder'," sagde han i et toneleje og med et ansigtsudtryk der gjorde det klart, at han rent faktisk først lige havde tænkt på det. Han lød… overrasket.

"Hvis blodforræder betyder at jeg kan beholde mine muggler og mugglerfødte venner, so be it. Det er jo egentlig ikke noget at være sur over." han tog sig til panden med et lettet smil, men kom så i tanke om at Eleanor sad ved siden af ham, helt ødelagt. Forsigtigt rakte han en arm ud og fjernede en enkelt tilbageværende tåre fra hendes kind, for med det samme at lade hånden tilbage i sit skød. Han var stadig lidt nervøs ved situationen, og han kendte hende ærligt talt heller ikke så godt. Piger og hormoner fungerede ikke godt for ham sammen.