Dry and dusty..

[Elizabeth Bloodworth]

dangling feet from window frame

[/font][/size][/i]
WILL I EVER EVER REACH THE FLOOR ?
• • •[/center]
"Han døde skrigende.. Åh ja, ham her, han døde helt sikkert mens en udsultet rotte var ved at fortære ham indefra og ud! Ja, ja, ja - det var helt sikkert den måde, denne mudderblod måtte herfra på. Dens familie vidste utvivlsomt intet om det, de så blot dumt til fra et andet rum, alt for hjernedøde til at hjælpe ham, eller alt for selvoptagede til at tage sig af det. Hvad skete der med Colin, har folk sikkert spurgt om. Åh, det ved vi ikke, han faldt bare pludselig skrigende sammen en dag, og to dage senere kravlede der en muteret rotte ud fra hans lig, ville de svare. Åh, og så rev de formentlig hinanden i stykker. Ja, familiære stridigheder, kan I se det for jer? Kære Colins rådnende lig drev desværre dem alle til vanvid. Åh, hvorfor kan alle andre mudderblod ikke være lige så interessante som din stakkels familie, Colin?" Elizabeth lo muntert, mens hun lod sine hænder glide over den blanke mindesten med navnet Colin Creevey. Hun rejste sig brat fra sin knælende position, slog ud med armene og tiltalte ikke nogen bestemt, som hun så rundt i rummet. "Hør, hør! Sarah, Colins kære lille mor - hun slog helt sikkert din bror, Dennis ihjel, huggede hans hoved af med ét slag. Og se nu her, din tante Betty, åh kære, gamle tante Betty må have dræbt Sarah for at slå lille Dennis ihjel. Og bagefter eksploderede et blodkar i hendes hjerne af anstrengelsen. Se, når man er otteogfirs år gammel er det også på tide, at lade os andre slippe for ens værdiløse eksistens." Hun kastede hovedet bagover og lod en sindssyg latter runge i mindesalen. Selvfølgelig var hun klar over, at denne mugglerfødte Colin måtte have lidt en betydningsfuld død siden hans navn for altid var blevet foreviget på slottet, men hendes egen forestilling om, hvordan det lille skadedyr og hans familie havde lidt inden de måtte i jorden, var langt mere underholdende.

Hvordan hun var endt med at befinde sig i Mindesalen denne fredag aften var hun ikke helt sikker på. Noget, nogen havde kaldt på hende, havde gjort det helt klart, at dette var stedet at være. Så hun var kommet. Klædt helt i sort gik hun næsten i et med skyggerne i det ældgamle rum, mens hun gik fra mindesten til mindesten som var inspirationskilderne til hendes små historier, hendes samtaler med sig selv og ånderne efter de ikke-så-elskede-og-savnede denne aften. Hun elskede at gøre det, at pine deres minder. Disse magikere, disse beskidte blodforrædere havde ikke tjent noget formål i livet, men det var lykkedes dem at finde et godt job i døden - som underholdningsgenstande for den mentalt forstyrrede, unge heks. Efterhånden som sentimentaliteten i salen begyndte at blive for meget for hende, snurrede hun uden videre rundt på hælene og bevægede sig ud af lokalet. Hun slentrede med lange, smidige skridt ned ad gangen på sjette sal, forbi de ubrugelige toiletter og forvandlingslokalet. Der var fuldkommen ryddet for elever så langt hun kunne se, hvilket ikke var underligt, informerede stemmerne i hendes hoved hende om. "Rotter sig sammen og sidder i deres opholdsstuer gør de, men ikke mig, nej. Kan ikke holde den ustandselige ordstrøm ud, er til at blive sindssyg af.." hun mumlede lavmælt for sig selv, mens hun fortsatte ned ad gangen.

TAG: SAMUEL ABBOT
WORDS: 597
NOTES: Så var den her :b

[/blockquote][/justify]

[Samuel Abott]

. . . And they call me insane ?

”Jeg tror vist kun det er passende, at du tager din eftersidning i mindesalen. Mød op på mit kontor kl. 8 i aften, så giver jeg dig det du skal bruge. Måske kan du opfange lidt om, hvordan man gør sig nyttig her på Hogwarts, så man kan fortjene en plads dér. DU har i hvert fald langt igen”. Sådan havde professorens ord lydt. Og blot fordi man endnu en gang havde påpeget, at professorens bagdel så ualmindelig godt ud i den sorte kappe. BUM, eftersidning. ”Der er snart ingen tøser der kan klare at få et kompliment mere”, tænkte Samuel Abott surt, mens han vandrede mod Minderummet med hænderne stukket dybt ned i lommerne. Vandrede var måske så meget sagt – nok mere slentrede. Jo længere han var om at gå derned, jo mindre tid havde han med at støve af og gøre rent. Spanden vejede tungt i hånden. Den var fyldt med støvklude, poleringsvæsker fra ”Madam Skures universal pletrensningsmiddel” og andre småting han kunne få brug for.
Med et lille suk måtte han erkende, at han var nået frem til Mindesalen, hvis store blankpolerede dør skinnede ham i møde. Han overvejede kort hvor meget tid husalferne brugte på at gøre den rent hver nat, så den skinnede sådan. Så hev han ned i håndtaget og gik ind. Relikvier, medaljer, trofæer og mindeplader i alle former skinnede ham i møde. Forskellige navne var alle steder at finde: ”Melissa Wentworth, Neville Longbottom, Kevin Cold, Vera Florence etc.”.
Fraværende satte han spanden fra sig på gulvet, mens tankerne svirrede om, hvad de andre elever lavede nu. Der var sikkert nogle der var ude og gå ture i måneskinnet – vejret havde været god hele dagen. Burde han tage Julie med på én? Der var også en eller anden 7.årselev der havde snakket om, at han måske kunne fremtrylle noget ildwhisky så de kunne smugdrikke. Der var sikkert gang i den helt store fest i Slytherins opholdsstue, og den gik han glip af, på grund af den idiotiske lærer.
En stemme afbrød hans svirrende tankegang. Én han ikke kunne indetificere. Nysgerrigt rettede han sig op og strakte halsen for at se hvem det var. En manke af sort hår, med tilhørende sort tøj, var ikke nok til at Samuel kunne finde ud af hvem det var. Da hun gik ud af Mindesalen fik en overvældende nysgerrighed ham til at følge efter. Hun gik hurtigt. Han skyndte sig at følge efter, og nåede hende først, da de var nået forbi forvandlingslokalet.
Da pigen pludselig udstødte en mumlen, stoppede Samuel brat op og sagde ”dig!” Den sindsyge snak med sig selv kunne kun tilhøre én person; Elizabeth Bloodworth. Klasse- og kollegiekammerat, og én pige Samuel havde et aldeles ambivalent forhold til. Hun var skingrende sindsyg, ingen tvivl om det, men det fik skarp konkurrence med tøsens hamrende gode udseende. Det var i det hele taget ikke fair – hvordan skulle Samuel så kunne bestemme sig for, hvad han ville?
”Klokken er over 8. Burde du ikke ligge i spændetrøje på den lukkede afdeling på dette tidspunkt?”, udbrød han fornærmende, mens han hævede øjenbrynet overlegent. Hænderne lagde han over kors, som for at vise, at han ikke var helt tilfreds med, at det var Elizabeth.

[Elizabeth Bloodworth]

dangling feet from window frame

[/font][/size][/i]
WILL I EVER EVER REACH THE FLOOR ?
• • •[/center]
Ved lyden af ilende fodtrin bag sig stoppede Elizabeth op, og vendte sig lynhurtigt om. Hendes slanke hånd havde allerede et fast greb om hendes stav, som lå gemt inde under hendes kappe. Hun vidste altid hvor hendes stav var, hun kunne altid nå den inden et sekund var gået, det var livsnødvendigt. Hun viste ingen tegn på, at hun genkendte Samuel da hendes blik gled over hans ansigt. Samuel Abbot, mudderbloden, som havde været så fræk at snige sig ind på hendes kollegium. Efter alle disse år havde hun stadig ikke accepteret det. Efter hans fordeling havde hun flere gange prøvet at overbevise professorerne om, at Fordelingshatten måtte være ved at blive gammel og senil, hvordan kunne en mudderblod være værdig nok til at iføre sig en sort kappe med Slytherins smukke, sølvgrønne emblem? Men de ville ikke høre på hende, fortalte hende, at hatten aldrig tog fejl. Og nu stod de her, helt alene på en mørk og forladt gang. Hvordan kunne hun ignorere denne mulighed? Hun kunne ikke modstå det, hun var nødt til at gøre noget, hun kunne ikke lade denne mulighed slippe væk.

"Samuel Abbot," hun smagte på hans navn, svarede ham i en sing-song stemme, som var alt for blød, og lukkede afstanden imellem dem. I en bevægelse stod hun lige foran ham og så ham i øjnene. Han var et godt stykke højere end hende, ingen tvivl om det, men en ting som fysisk overlegenhed generede hende ikke. Hun lagde hovedet på skrå. "Det var ikke en særlig høflig måde at tiltale en dame på må jeg sige, har din kære mor ikke lært dig nogen manerer?" Selvfølgelig havde han ingen manerer, han levede sikkert i et hul i jorden, og hans familie fortjente ikke mere end den stakkels Colins. Hendes læber krusedes i et koldt, manisk smil ved tanken. Hun kneb øjnene sammen. "Din mor.. Hun underviser på en mugglerskole, ikke sandt?" Et sort øjenbryn skød op i panden. "Hun havde måske for travlt med at lære beskidte mugglerunger at lægge to og to sammen til at tage sig af sin egen, stakkels søn?" Hun sendte ham et bredt smil som med ét stivnede ved hans næste ord, og en skygge af raseri gled over hendes ellers så kønne ansigt.

Hun fik lyst til at kradse hans øjenæbler ud. "Hvor vover du at tale til mig på den måde, mudderblod!" Hun spyttede ordene ud i en hvæsende stemme, som slet ikke passede til hendes udseende. Hvad vidste han om det? Hvad vidste han? Ingenting! Han vidste ingenting om hende! Hvilken ret havde han til at tale til hende på sådan en flabet, trodsig og aldeles latterlig måde? Han forstod helt klart ikke noget som helst. Han havde helt klart en slags mental defekt. Døden var næsten for blid for ham her. Åh ja, ham her, han skulle knækkes, bogstavelig talt. Han skulle straffes for sin frækhed, han skulle kende sin plads. Han skulle vrides og manipuleres indtil han forstod, at døden var det eneste rigtige for ham. Han skulle presses til kaotisk, destruktiv adfærd, og så blive efterladt til at tage sit eget liv. Det var det eneste at gøre. Det - det var planen.

TAG: SAMUEL ABBOT
WORDS: 580
NOTES: -

[/blockquote][/justify]

[Samuel Abott]

. . . And they call me insane ?

I takt med at Elizabeth kom tættere, faldt månens stråler over hende fra vinduet af, så hun blev oplyst nok til at han kunne se hende. Ja, der var ingen tvivl. Elizabeths karakteristiske sorte hår lå som en krone omkring hendes fine ansigt og spinkle skuldre. Nu da de stod så tæt på, tvivlede han ikke på at Elizabeth kunne se hvert eneste af hans ansigtstræk, så provokerende lod Samuel blikket langsomt glide ned af hendes fine, blege hals, videre ned mod brysterne hvor de dvælede ganske kort, for at fortsætte ned til hofterne og benene. Så rettede han blikket op mod hende, med et hævet spørgende øjebryn og sagde ”Hva’? Sagde du noget?” Han havde ganske vist hørt hendes kommentar om at tale pænt til damer, hvilket bare overbeviste ham endnu mere om, at det ville irritere hende, at blive behandlet som et objekt der var til for at blive begloet. Ja, måske nærmest som et kunstmaleri.
Samtalen tog en skarp drejning, da hun gik til angreb på hans mor, og hans ansigtsudtryk blev for alvor spørgende. Til hendes kommentar, "Hvor vover du at tale til mig på den måde, mudderblod!" rynkede han en smule på næsen og sagde, i en lettere barnlig og belærende tone, ”... Altså, din tiltale er da heller ikke ligefrem en dronning værdig”. Hun havde formået at fornærme hans mor, søster og ham selv, men det generede ham ikke synderligt. Ej heller at hun kaldte ham for mudderblod. Som mugglerfødt på Slytherin var det et ord han havde gjort sig bekendtskab med mange gange på disse 6 år. Effekten af ordet havde aftaget sig. Elizabeth levede dog i sin egen lille verden, og hun havde aldrig gjort noget forsøg på at lære ham at kende. Faktisk gjorde hun aldrig nogle forsøg på at tale med ham, og omvendt.
”Men hvis vi skal bevæge os ind på mor-området...”, begyndte Samuel og sænkede provokerende hovedet, som for at understrege hvor langt han skulle komme ned, for at være i øjenhøjde med hende (psykisk såvel som mentalt). Elizabeth vidste tydeligt noget om Samuel, men han vidste kun en lille smule om Elizabeths egen baggrund. ”Så forstår jeg godt hvorfor din mor arbejder indenfor forsvar i ministeriet for magi: hun er så hæslig og grim, at selv Du-ved-Hvem ville have flygtet når han så hende”. Han pausede et øjeblik, men brød så ud i et upåvirket grin. ”Ej, jeg har en bedre én: Din mor er så grim, at da hun kom ud af sin mors mave skreg lægen ”Riddikulus””. Situationens alvor lod ikke til at have grebet ham, for havde Samuel vidst, at Elizabeth kunne trække sin tryllestav hvert øjeblik og forvandle eller forbande ham på en eller anden skrækkelig måde (hvilket ikke var så usandsynligt grundede hendes svage mentale helbred), havde han ikke spøgt så meget. Men nu faldt samtalen ham dog så sjov, at hovedet allerede svirrede med nye ”din mor”-jokes; en ægte mugglerklassiker.

[Elizabeth Bloodworth]

dangling feet from window frame

[/font][/size][/i]
WILL I EVER EVER REACH THE FLOOR ?
• • •[/center]
Da Samuel lod sit blik glide provokerende ned over hende, udløste han en helt anden reaktion end den, han sikkert havde regnet med. I stedet for at føle sig forulempet, bredte der sig et ganske svagt, næsten legesygt smil omkring hendes fyldige læber. Når hun fik opmærksomhed på den måde, følte Elizabeth sig uovervindelig. Hun lod sit hoved glide lidt på skrå, mens hendes blik undersøgende gled over hans ansigt. Han var egentlig særdeles nydelig at se på, i forhold til den kategori af undermennesker han tilhørte. "Problemer med hørelsen, hmm?" spandt hun blot og sendte ham et sarkastisk smil, mens hun betragtede ham på den måde, en doven kat sikkert ville betragte en flue.

Hendes smil faldt dog lige så snart han valgte at give igen af samme skuffe, og blev erstattet af et fuldkommen vantro ansigtsudtryk, som om en ekstra arm pludselig var begyndt at gro ud af siden på ham. Var han virkelig.. stod han der... var han virkelig så tåbelig, så ignorant..??! Hendes brystkasse bevægede sig tydeligt op og ned, mens hun kæmpede for at kontrollere den bølge af raseri, der væltede gennem hendes krop i det øjeblik. Det mislykkedes. "Du er ikke engang værdig til at sige min Moders navn, dit skadedyr!" Hendes stemme steg for hvert ord, og det sidste blev nærmest sagt som et hysterisk skrig, og i brøkdelen af et sekund derefter havde hun presset spidsen af sin stav ind under hans kæbe.

Hun følte straks, at hun igen havde overhånden, og virkningen var tydelig. En maske af kølig foragt gled over hendes ansigt, da hun så ham i øjnene, og hvislede ud mellem sammenbidte tænder:"Disse vittige kommentarer bliver din død, er du vel klar over? Hvad er der galt, Sammy? Hvornår indser du, at det her ikke er en leg? Tænk på din elskede rottefamilie derhjemme i jordhulen. Helt hjælpeløse, uden magi til at forsvare sig.. Hvad kunne der ikke ske med dem, hvis min Fader fandt ud af, hvad du lige har sagt...?" Hun løftede hagen, og selvom han var så meget højere end hende, gjorde hun et godt forsøg på at nedstirre ham. "De fleste ulykker sker i hjemmet, ved du nok,"
tilføjelsen kom få sekunder efter.

[/blockquote][/justify]