A little reminder

[Eleanor Ivory]

Tag ;; Edward Johnson
Place ;; Mindesalen

Mindesalen var efter Eleanors mening fyldt med støv og andet snavs. Derfor var hun smuttet derhen da timerne var færdige. Selvfølgelig kunne hun bare havde pjækket fra timerne, for der var ingen der sådan lagde mærke til om hun var der eller ej men hun ville gerne gøre en indsats (Selvom det var sjældent dette skete) Smilet dannede sig om de smalle læber, da hun trådte ind i salen, og hun lod blikket glide rundt på de forskellige mindestatuer. Den der interesserede hende mest var en af de kvinder som var af samme race som hende selv. Uden at tænke mere over det var hun løbet hen til statuen. Dog afslørede lyden af hendes sko, der ramte gulvet, at hun løb. Tøjet som bestod af en hvid skjorte med et løst gryffindor slips, og et par jeans tog ingen skade af lidt løb.
Den unge pige lod sig dumpe ned på gulvet og kiggede direkte op på statuen af Nymphadora Tonks. Flere historier om denne person gled gennem hendes tanker. Den måde hun var på, og at hun elskede en mand trods at han var en varulv. Med et skævt smil rejste hun sig op og trak et lille hvidt lommetørklæde med et E på og begyndte at tørrer al den støv af som havde samlet sig på den. Hvergang hun rørte statuen med tørklædet fløj små støvpartikler fra den, hvilket også medførte at Eleanor flere gange nyste. Først da statuen, efter hendes mening, skinnede trådte hun et par skridt væk fra den. Læberne forblev smalle, og det brune hår gled over hendes skuldre da hun lagde hovedet let på skrå. Efter en time arbejde på en statue, var hun godt øm i armene og valgte at lade sig dumpe ned på gulvet igen.
”Hvad skal vi så lave Eleanor?” mumlede hun for sig selv og sendte et skævt smil op til loftet. Det var sjældent at man trådte ind i mindesalen, eller det var det for Eleanor. Hun havde kun været der to gange før, og hver gang for at se på Tonks og hendes mand som hed Lupin eller noget i den stil. Et gab sneg sig uden videre ind på hende, og efterlod hende gabende på gulvet. Den ene hånd fløj op foran hende mund, hvor den anden blev brugt som hoved pude. Da gabet nogenlunde var væk, blev den anden hånd også brugt som hovedpude. Selvom Eleanor gerne ville holde øjnene åbne og se på den flotte statue kunne hun ikke bekæmpe trangen til at lukke de forbandede øjenlåg i.

[Edward Johnson]

Det var ikke ofte Edward færdedes på sjette sal, da han hverken havde timer eller kollegie her i nærheden, men forbi kom han, når han havde været, eller skulle op i ugleriet og ordne post. Ikke fordi Edward som sådan havde nogen at skrive til, men denne gang havde det drejet sig om en bestilling af en ny skolebog, som han havde ødelagt. Normalt ville han ikke have erstattet den, men da nu hans forvandlingslærer ligefrem havde set ham brænde den af i et forsøg på at give den ben, var han nødt til at gøre noget ved det.
Bestillingen var sendt, og Edward bevægede sig ned i gennem den øde, halv smadrede korridor, der nærmest svømmede over af minder fra det store slag, som Edward vidste så lidt om. Han var selvfølgelig godt klar over, at det havde været Voldemort vs. Harry Potter, og at mange var døde, og at det hele havde handlet om blodstatus, men det var også kun, fordi han ved et tilfælde havde lyttet i sin historietime den dag, de havde haft om det. Desuden snakkede folk så ofte om det, og så var skolen jo stadig præget af opdelingen mellem dødsgardister og de andre.
Edward bevægede sig forbi mindesalen og kastede et hurtigt blik henover skulderen og ind i gennem døråbningen. Han nåede at gå flere skridt, inden han registrerede den skikkelse, han havde set ligge på gulvet, men da han endelig gjorde stoppede han tænksomt op og hankede op i sin skuldertaske. Det måtte han hellere se nærmere på, tænkte han, og vendte derfor om på hælen for at gå ind i salen.
Elanor lå og sov på gulvet, hvilket fremkaldte et skævt, mildt smil på Edwards læber. Han besluttede sig for at vække hende, for det kune umuligt være sundt at sove på gulvet i den mængde støv, der føg rundt i luften. Den blanke statue fangede ikke hans opmærksomhed.
På trods af sine stive fodboldben fik han sat sig ned i skrædderstilling ved siden af den sovende pige, og efter han havde smidt sin taske på gulvet ved siden af sig, strøg han fingrene gennem hendes mørke hår.

[Eleanor Ivory]

Tag ;; Edward Johnson
Place ;; Mindesalen

Det havde nok været lettere at vække Eleanor hvis ikke hun havde brugt hele sidste nat på at vandre rundt på gangene i det håb at hun kunne finde på noget interessant at lave. Hun var først kommet op i sengen da klokken var mindst lidt over to, heldigvis havde ingen bemærket det dagen efter (bortset fra et par lærer der spurgte til randerne under hendes øjne) Også havde hun også brugt en del energi på at lave så meget i timerne som muligt, og derefter rengøre den nu skræmmende blanke statue. Den unge pige havde godt og grundigt brug for noget andet at lave end at gå rundt om natten ude på ballade men sådan var Eleanor, og selv syntes hun det var godt at være ude på ballade hele tiden. Hvad ville Hogwarts vær uden en smule ballade?
Det var vel det hendes drøm gik ud på. At lave ballade hele dagen. Dog var det ikke lige så opløftende som alle de andre gange. Hun havde lige lusket en stinkbombe med indtil eksamnen da et eller andet kørte igennem hendes hår. Først prøvede hun ubevidst at slå hånden væk, men hendes hænder var alt for tunge. Det blev ved, men på en måde var det beroligende. Om det var fordi at det var beroligende at hun åbnede øjnene eller fordi at hun ikke kunne komme videre med drømmen vidste hun ikke, men hun åbnede nu øjnene efter at havde ligget og gabt lidt af søvnen af sig. Da de brune øjne hvilede lidt ubestemt på skikkelsen foran sig, blev hun mindet om at hun i dette tidspunkt sikkert lå i en bunke af støv men det var ikke det som forskrækkede hende. Drengen eller personen som sad foran hende, var så tæt på at hun ikke helt kunne se hvem det var. Eleanor rykkede udenvidere på sig, og fik sat sig op (dog med en del besvær, da det gjorde en del ondt at ligge på ryggen, Især på et stengulv) Den unge Metamorphogus måtte bekæmpe at smile stort, da hun så hvem der egentlig havde siddet og strøget fingrene gennem hendes hår. ”Jeg har noget dejligt hår, ikke?” kommenterede hun kækt, efter hun havde blinket et par gange med øjnene for at være helt sikker på at han sad overfor hende. Det var helt klart ikke selvtilliden der var i bund hos Eleanor, men det skyldtes nok al den ballade hun lavede. For det meste gjorde hun det kun for at få sin brors opmærksomhed, men han havde kun øjnene for Lily. En pige som hun selv syntes godt om, da hun ikke var ligesom alle de andre.
Eleanor rystede en enkelt gang på hovedet, så det glatte hår gled ned over skuldrene på hende og derefter lod hun sit blik glide op og møde Edwards. De smalle læber formede sig endnu engang i et smil, efter at de havde været i en tænkende-trance ligesom resten af hendes ansigt. Faktisk undrede det hende lidt over hvad Edward lavede her? Hun syntes selv at hun kendte drengen godt, selvom det nok var lige hvad hun ikke gjorde.
”Hvad laver du så her? Andet end at lege med mit vidunderlige hår?” Hendes stemme var ligeså let som den plejede, men dog var den også præget af en lidt drillende tone. En svag lyserød farve havde givet hendes ellers så blege kinder en smule kulør. For selvom hun gik rundt og lod som om hun havde selvtilliden helt i top, var det ikke lige hvad hun havde på dette tidspunkt. Det hele var sunket i bund, da hun så Edwards smil. Forbandede dreng! Men samtidig var han så mystisk, for hun havde hele tiden antaget at han havde set hende som noget han ikke måtte pille ved eller noget i den stil. Også nu sad han og legede med hendes hår. Eleanor rev blikket væk fra hans og lod det glide over på den blanke statue. Hun vidste at hvis hun kiggede længere på ham, ville hendes ansigt tage både form og farve af en rød tomat inden få sekunder.

[Edward Johnson]

I noget, der føltes som et minut sad Edward og strøg sine fingre i gennem Elanors hår. Det begyndte at føles som lidt for længe, og han overvejede at skubbe let til hende, men endelig så pigebarnet ud til at vågne op af sin overraskende dybe søvn. det tog endnu et stykke tid for hende at gabe sig i gang, og Edward blev en smule overrasket, da hun pludselig snakkede. Han mødte hendes blik og smilede.
"Det er som taget ud af den flotteste schampooreklame." svarede han med lettere ironisk tonefald og trak hånden til sig igen. Han gav hende tid til at sætte sig op, hvilket så ud til at være et større projekt, og han spekulerede lidt på, hvor længe hun mon havde ligget der.
"Jeg har været oppe med noget post." svarede han. "Hvad med dig? Er der en særlig grund til, at du ligger dækket af støv og sover i mindesalen?" spurgte han og hævede et øjenbryn. Han forventede noget af en absurd forklaring, fordi han simpelthen ikke selv kunne udtænke en årsag til, at man ville havne her - og så ovenikøbet sovende.
Gulvet var ret hårdt, og han kunne slet ikke forstå, hvordan man kunne sove her. I et forsøg på at gøre sidestillingen lidt mere komfortabel trak han sit ene ben ind til sig lagde den ene arm henover sit knæ, lænede sig lidt bagud og støttede sig mod sin anden hånd. Støvet hvirvlede op omkring ham og kildede i hans næse. Det undrede ham lidt, hvorfor der ikke var blevet gjort rent herinde: han havde ikke lavet koblingen mellem rektoren og hans modvilje mod denne sal.

[Eleanor Ivory]

Eleanor kunne ikke helt gemme sit tilfredse smil væk, da Edward komplimenterede hendes hår. For hun havde ventet at han ville være sarkastisk og sige noget med at det lignede en trolds næse hår. Bare tanken om dette fik en gysning til at glide langsomt og pinefyldt ned af hendes ryg, som havde noget smidt sne ned gennem blusen på hende. ”Det er altså flot!” Rettede hun ham lettere surt, dog passede det ikke synderligt meget til det store smil der pyntede hendes lyserøde læber. Eleanors ene hånd havde instinktivt taget fat i en af de brune spidser og snurrede den rundt. Hun måtte ligne en lille tøs som hun sad der og prøvede at spille fornærmet, hvilket hun opgav efter flere minutters forsøg.
Eleanor trak lidt ligegyldigt på skulderen, som svar på Edwards spørgsmål men kiggede flygtigt hen på statuen som stadig var fuldstændig blank. Det havde kun været et hurtigt blik også var statuen forsvundet fra hendes syn og i stedet var det drengen foran hende som hun lagde sin opmærksomhed til. ”Jeg har haft en lang dag. Og desuden er det ikke helt støvet…” Hun kiggede flygtigt ned på sine hænder som hun havde liggende sammenfoldet i sit skød. Eleanor måtte bekæmpe en stor trang til at lade alt gå, bare slippe alt. Det ville dog medfører at hendes hår tog en forkert farve og det ville hun helt undgå. En lille koncentreret rynke dukkede op mellem hendes øjenbryn, mens hun prøvede at komme på en nogenlunde undskyldning. Desværre måtte den lille pige opgive og hun kiggede hen på Edward med et langtrukkent suk. ”Uheld sker, og det her var helt klart et uheld” Eleanor løftede armene let, for at kunne strække dem. Det var en dejlig følelse, som var lidt ubeskrivelig for hende. Derefter lænede hun sig lidt tilbage og hvilede vægten på armene. ”Hvad var det brev om?” spurgte hun nysgerrigt, men fjernede blikket fra ham til loftet. Det var ikke til at skjule et selvtilfreds men drillende smil fra Eleanors læber.