Broken classroom

[panther]

Damien sad for sig selv inde i et gammelt lokale, som han gættede på var et gammelt besværgelses lokale. Han havde den idé, fordi der lå nogle besværgelsesbøger på gulvet, som næsten var hundrede år gamle. Lokalet var ret ødelagt, og Damien regnede med at der havde foregået et lille slag inde i lokalet, under slaget på Hogwarts. Han sad på det eneste intakte bord i lokalet, som han selv havde fået sat sammen igen, henne ved vinduet. Han betragtede søen, som han havde et fint udsyn til. Han havde kommet i det lokale mange gange i løbet af de sidste år, da det var et sted for ham at være alene i fred. Der havde aldrig været nogen og forstyrret ham, højest nogle fodtrin ude på gangen. I aften havde han dog ingen bekymringer om at der kom nogen, da klokken var mange, og udgangsforbuddet var allerede trådt i kraft. Han havde siddet næsten helt stille i over 2 timer, og bare stirret ud af vinduet. Hans tanker kørte omkring The Riddlers politiske dagsorden. Han måtte snart få søgt om den lederstilling i partiet. Der fra ville han kunne begynde få nogle af sine idéer gennemført, og endda få ændret The Riddlers politik til noget lidt mere ekstremt. Han synes deres politik var for svag, som den stod lige nu.

Mens Damien sad og tænkte, havde han sin tryllestav i hånden, og kørte den rundt mellem to fingre. Tidlgere på aftenen, havde han brugt et par besværgelser på et par af de i forvejen ødelagte borde, bare for at øve sig en smule for "sjov".
Tidligere gange hvor Damien havde været ude efter manskulle være i sin opholdsstue, havde Damien nogle gange været en smule nervøs for at blive fanget. Det var han ikke længere, da han aldrig var blevet snuppet, eller bare været tæt på. Og han var også kommet til det punkt, hvor at selv hvis han skulle blive fanget, så følte han ikke han havde noget at frygte, især fordi Rektor havde samme synspunkter som Damien havde. Han følte sig sikker.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Normalt var Psyche ikke typen der trodsede udgangsforbudet om natten. På netop denne nat, havde hun haft problemer med at sove, og da der havde været en anden vågen person i opholdsstuen, og vedkommende havde været ved at drive hende til vanvid, var hun altså smuttet ud. Siden det var en af de første gange hun gjorde det, var hun vanvittigt nervøst, og hun trippede en hel del. Den eneste grund til at hun ikke larmede, var at hun havde været snedig nok til, at lade stiletterne stå, da hun tog tøj på for at gå ud. I stedet tøffede hun afsted på strømpesokker. Ud over strømperne havde hun iført sig en blå nederdel, en hvid top og en sort læderjakke for varmens skyld. Så havde hun i farten husket sine solbriller, siden hun havde været oppe og slås med en mudderblodsunge, og havde et blåt øje hun blev nødt til at holde skjult.
I et stykke tid havde hun gået formålsløst rundt, men så kom hun i tanke om hospitalsfløjen. Deroppe måtte hun kunne få noget, der kunne få hende til at sove. Om ikke andet kunne hun sikkert finde en hun kunne provokere til at slå hende ud, og så sov hun vel også. Hvis man så lidt kreativt på det.

Før hun nåede op til hospitalsfløjen, stødte hun dog på en professor. Eller ikke direkte på personen, men hun kunne helt tydeligt høre fortrinnene på gangen. Et kort øjeblik stod hun stille i ren panik, men hurtigt efter stormede hun ind i det nærmeste lokale og lukkede døren efter sig. Hun stod med ryggen op mod døren, og kiggede rundt i rummet, da hun til sin store overraskelse så Damien i lokalet. Da han vendte blikket mod hendes, vinkede hun kort til ham, før hun lagde en pegefinger for sine læber. Hun gik stærkt ud fra at han denne gang, ville gøre som hun sagde, og lade være med at snakke. Bare indtil man ikke længere kunne høre fodtrin ude på gangen.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Damien Maverick AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 335 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[panther]

Da døren pludselig gik op, lagde Damien lyn hurtigt tryllestaven ordentligt i hånden, og den pegede allerede på Psyche før hun fik lukket døren helt. Han var klar til at bruge enhver besværgelse han måtte have brug for, da han havde en del personer på Hogwarts der nok ikke var ret vilde med ham. Da Damien opdagede hvem der var kommet ind, sænkede han dog tyllestaven, med en blandet følelse af lettelse og skuffelse. Han smilte kort, mens han betragtede Psyche, og hendes meget specielle tøj. Han kunne høre fodtrinene ude på gangen, og tænkte at han egentligt bare kunne forhekse døren, så lyd ikke ville passere igennem den. Han undlod dog at gøre det, fordi det ville give en lille svubbende lyd, som en professor nok ville lægge mærke til.

Damien ventede lidt, til fodtrinene var forsvundet før han sagde "hvad laver du her?" Han stemme lød kold, og halv ligeglad med hende. Han undrede sig kort over at hun havde så store solbriller på, når det var ret mørkt. Fx var klasselokalet kun oplyst af det lys der kom fra vinduet, så han regnede med at Psyche måtte have svært ved at se præcist hvem der sad i lokalet.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Psyce sænkede ganske kort solbrillerne, for at sikre sig at det nu også var ham. Bagefter satte hun dem op på plads igen, og bad til at han ikke havde lagt mærke til hendes skade, i det korte glimt. Bagefter tog hun et lidt grundigere kig rundt i lokalet, mens professoren på gangen gik forbi. Hendes blik havde vænnet sig nogenlunde til mørket, så hun kunne trods alt skimte at der ikke rigtigt var nogle intakte møbler i rummet. Det kunne der selvfølgelig rettes op på, men det var simpelthen mere end hun orkede midt om natten. I stedet blev hun stående, og lænede sig tungt op mod døren.
Hans tone generede hende en smule, og hun vrængede kort ad ham i mørket. Hun kunne ikke lige se hvad hun havde gjort for at fortjene den tone fra ham, men hun kunne vel lige så godt svare ham. Det var jo ikke ligefrem hendes pinligste øjeblik eller noget i den retning. "Jeg kunne ikke sove, og opholdsstuen var proppet" Hendes tone var rolig, og henkastet. Det var ikke ligefrem en hemmelighed, og hun kunne heller ikke lige se hvordan han kunne bruge det mod hende, i tilfælde af at han var i et ondskabsfuldt humør. Proppet var måske ikke ligefrem det ord man kunne bruge om opholdsstuen, når der kun var to personer derinde. Ikke rent fysisk i hvert fald, det havde nok nærmere været et spørgsmål om psyke og kæmpe egoer.

Hun lagde hovedet en anelse på skrå, og betragtede hans mørke skikkelse henne fra døren. "Jeg kunne stille dig det samme spørgsmål, du har også udgangsforbud at du ved det" Hendes tone var en anelse mere skarp, men bestemt ikke snerrende eller hvæsende, som den sikkert havde været hvis han havde været mudderblod, eller bare halvt mudderblod. Hendes vurdering var, at det var en rigtig dårlig idé at snerre ad Damien, og andre fuldblodtroldmænd generelt også.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Damien Maverick AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 318 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[panther]

Damien kunne kun se, at hun sænkede sine solbriller, men han kunne ikke se hende tydeligt nok, til at se at hun have et blåt øje. Han kom med et kort halvligegyldigt smil og sagde stadig en smule køligt, og måske en anelse provokerende "proppet? er kan ikke have været mere end et par stykker, maks. Du har sikkert bare været lige så utålmodig som du plejer, og skredet fordi personen var for irriterende for dig". Han mente ikke noget direkte ondt med det, det var trods alt bare sådan han var. Han var stille lidt efter hun havde fortalt ham, at han også burde befinde sig i opholdsstuen eller i sin seng. "Jeg kan godt lide at være alene her..." Sagde han kort. Han havde ikke så meget grund til at uddybe det. Hun kunne jo være ligeglad om han blev fanget af en professor, eller ej. og det var jo også nyttesløse informationer at fortælle at han have brugt lokalet utallige gange over de sidste par år.

Han drejede sig ordentligt om, så han nu sad med fronten i mod hende, i stedet for bare at have drejet overkroppen en smule, for at kunne se hende. Han pakkede også langsomt sin tryllestav væk "Hvor var du overhovedet på vej hen...?" spurgte han til sidst. Han kunne ikke se nogen logisk forklaring på hvor hun ville hen af, efter at være "blevet drevet ud" fra opholdsstuen. Især ikke noget der var værd at gå fra kælderen, hvor Slytherin kollegiumet var placeret, og helt op til 4. etage.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Bag solbrillerne sendte Psyche ham et advarende blik. Det kunne han naturligvis ikke se, og det var hun også selv klar over. Et eller andet sted, havde hun allerede lyst til at slå ham, eller kaste en lille bitte forbandelse over ham. Men hun lod være. Hun var udmærket klar over at han var overlegen når det kom til magi, og hun var temmelig sikker på at han ville forhekse hende hvis hun vovede at lange ud efter ham. Desuden havde hun ikke taget sin stav med sig, det var et temmelig stort minus. I sidste ende tog hun sig sammen til bare at trække på skuldrene. Det var vel dybest set, sådan det havde været, og megen forståelse var det vist heller ikke at finde i Damien.
Hun bed sig kort i underlæben, som om hun blev nødt til at tænke over hans sidste spørgsmål. Det var hun naturligvis ikke, for hun have vidst præcist hvor hun ville hen, indtil for under et minut siden. Da hun endelig besluttede sig for at svare ham ordentlig, var det med et kort suk i starten. "Hospitalsfløjen… Jeg tænkte sygeplejersken måske havde noget" Hun var ikke selv meget for at sige det, for hun tænkte at hun vel burde kunne klare sin søvnløshed selv. Det måtte hun vel bare sande at hun ikke kunne, og så kunne hun så stå her overfor ham og indrømme en af sine magiske svagheder.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Damien Maverick AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 238 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[panther]

Damien sukkede kort. Han vidste udemærket hvad hun ville oppe på Hospitalsfløjen "Så du har stadig de mareridt? Du burde overveje at læse 101 besværgelser mod søvnbesvær, tror jeg bogen hed... eller noget i den stil" Sagde Damien. Hans stemme var stadig en smule kølig, selvom han egentligt kom med et "hjælpeligt" råd, der næsten garanteret ville kunne hjælpe på hendes søvn problemer. Damien regnede faktisk med at sygeplejesken ville bruge en besværgelse der fra, eller en eliksir som også kunne findes i bogen, for at hjælpe hende.. Han vidste godt hvorfor hun havde de mareridt. Hans forglemmelsesbesværgelse havde ikke været kraftfuld nok til at få fjernet mindet om hans voldtægt af hende ordentligt. Han havde været uforsigtig da han gjorde det, og ikke fået tjekket om han havde fået slettet det rigtigt... og nu lå det hele stadig dybt i hendes underbevidsthed. Damien vidste også, at det var ved at være forsent at få fuldført jobbet, da hun sandsynligvis havde fortalt nogen om drømmene, og det ville være underligt hvis det hele bare forsvandt, uden hun vidste af det.
Damien var en lille smule overrasket over at Psyche ikke var begyndt at snerre af ham. Han havde nu ikke noget i mod det, da han ikke have lyst til selv at blive hidset op.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Han fik ikke meget mere end nogle få nik som svar. Både for at bekræfte at hun stadig havde det samme gamle mareridt, og for at give ham ret i at hun nok burde læse den bog. Desværre følte hun ikke ligefrem at hun havde tid til det, og hun var ret sikker på at hun nok burde koncentrere sig, hvis hun prøvede at få sig selv til at sove gennem magi. Hvis ikke hun gjorde det, var risikoen nok at hun fik smidt sig selv i et koma i stedet for. Det havde hun hverken tid eller lyst til, mindre lyst end tid.
”Jeg ser på det når jeg får tid.. I ferien måske” Hun gik langsomt hen, og satte sig på hjørnet af det samme bord som han havde placeret sig på. Langt om længe tog hun sine solbriller af, for at kunne se hans ansigt ordentligt. Ellers blev det hurtigt svært, at bedømme om han egentlig mente der han sagde lige så ”ondt” som det lød med den tone han brugte. ”Du burde anskaffe dig et venligere toneleje, som du kunne bruge overfor søde piger og vigtige fuldblodstroldmænd… Du ender med at gå alene til juleballet ellers” Hun havde tidligere siddet og kigget ned på sine solbriller, men til sidst vendte hun blikket op mod ham og smilede til ham, bare for at lette lidt op for det faktum at hun nærmest havde kritiseret ham, eller rettet på ham.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Damien Maverick AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 243 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[panther]

Damien havde en idé om at hun ikke havde tænkt sig at se på det, som hun så fint sagde det. Det kunne ligne hende at ignorere det, og bare prøve at klare sig igennem nætterne uden hjælp, eller bare blive ved med at afhænge af hjælp fra sygeplejeskerne. Han vidste så også, at hvis det fortsatte alt for længe, kunne sygeplejeskerne måske begynde at kigge videre på det, og måske kunne finde minderne frem igen. Ville ikke være direkte godt for Damien. Men for lige nu gik det nok. Det måtte han kigge på på et senere tidspunkt.
Han kiggede på hende da hun satte sig ved siden af ham, og blev en smule chokkeret af det blåtte øje. Han overvejede at sige at hun jo bare kunne ordne det med magi, i stedet for at gå og skjule det, men da hun derefter kommenterede at han ikke ligefrem lød venlig, holdte han mund i stedet for. Han var stille et lille øjeblik, før han spurgte, i et utroligt venligt toneleje, som på ingen måde lø falsk eller overdrevent: "Det må jeg se om jeg kan arbejde lidt på. I mellemtiden... hvad er der sket med dit øje? været i en mugglerslåskamp?" Det sidste havde en lidt provokerende og skuffet undertone, men Damien havde lidt svært ved at tage den slags vildt seriøst. Samtidigt begyndte han at finde sin tryllestav frem igen, og kiggede på hende igen "Hvis det er, så kan jeg ordne det for dig?" Han lød igen venlig og hjælpsom.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Det overraskede hende en smule, at han tydeligvis gjorde som hun sagde. Hun havde faktisk forventet at han bare ville affeje hende, med en eller anden kølig kommentar. Men det var da rart at han til en forandring talte ordentligt til hende, og at det for en gangs skyld ikke var hendes der måtte tage imod hans råd. I længden kunne hun sgu godt blive lidt træt af, at han altid vidste bedre.
Hun var meget tæt på at svare ham på den mest barnlige måde, der var mulig. Faktisk åbnede hun munden, men lukkede den hurtigt igen for at stoppe sig selv. Det ville nok ikke ligefrem hjælpe på hans skuffelse, hvis hun forsvarede sig med ”jamen, det var ikke mig der startede”. Desuden ville det også være løgn. I stedet måtte hun vel bare krybe til korset og tilstå. ”Ja.. I eftermiddags.. En eller anden mudderblodsunge troede han havde noget at sige” Det var ikke ligefrem første gang Psyche havde tyet til vold, så hun forventede at hendes forklaring blev godtaget. Alle vidste at hun havde sådan et temperament. Hun rørte kort ved sin skade, med fjernede hurtigt hånden igen, da det var mere ømt end hun troede. ”Jeg havde tænkt mig at gøre noget ved det i morgen, men jo tak” Hun drejede sit ansigt, og løftede på samme tid hovedet en smule, så han rigtigt kunne se hvad han skulle ordne.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Damien Maverick AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 236 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}