Mugglere og Venskab

[damon]

Tag: Adam Hugh Argall

[/size][/color]

Episoden foregik for 3 måneder siden, før den afdøde lærer i muggler studier forlod os.

T[/i]imen startede roligt ud med viden om mugglernes verden. Han havde altid godt kunne lide muggler studier, for det gav ham et indblik i, hvordan magikernes syn på mugglerne var. Til tider kunne det irritere ham, læreren mente de ikke var til særlig megen nytte. Men han var ligeglad. Hans mor var jounalist, og far var revisor, det var meget spændende erhverv i hans øjne, og han mente bestemt, at det hans forældre lavede var lige så vigtigt som en hver anden journalist og revisor, selv hvis de arbejder for magikere.

Opgaverne var nemme, og dog alligevel var de svære. For de fleste ting skulle han formulere så hans lærer forstod det. Han kunne jo ikke bare uddybe det som en hver anden "Normal" muggler ville have gjort, da det ikke var forståeligt for en magi kyndig. Og da han efter femte gang havde forklaret det, gav han op og gav sig til at trille tommelfingre, og sende hemmelige beskeder igennem luften med sin stav. Nu var timen endelig begyndt at blive sjov tænkte han.

Da timen var forbi, tog han sine ting, sprang op og løb ud af døren. Han stillede sig pænt op af en væg ved siden af døren. Drenge gik forbi såvel som piger. Men hver gang en pige passerede gjorde han lidt mere ud af sig selv. De fniste, og lundtede forbi. Han kunne ikke blive træt af synet af piger der luntede forbi ham elegant. Men han rystede kort på hovedet, grinte let, og ventede på Adam. Han havde brug for at være sammen med en ven.

[Deleted]

Adam havde ligesom Damon lige fået fra fra Mugglerstudier. Han havde aldrig været en haj i faget og det interesserede ham egentlig ikke helt vildt meget. Det havde været en kedelig time og det eneste højdepunkt havde været at der var startet en "krig" med papirkugler i klasselokalet der havde fået alle til at grine og læreren til at blive sur.
Han gik ud af klassen mens han snakkede med en veninde og sagde farvel til hende da han gik ud af døren hvorefter han vendte ansigtet og så direkte ind i Damons øjne. Det havde været en lang dag og endelig havde de fri. Adam havde savnet at ses med sin ven da det var alt for længe siden pga. lektier og diverse andre ting.
"Hej dit hat!" Han grinede og skubbede lidt til ham med et stort smil på læben.
"Du ramte mig lige i hovedet!" Han lo igen. Det var typisk Damon at ramme ham lige i ansigtet. Han havde ramt perfekt med en forholdsvis stor papirkugle.
Han havde egentlig ret mange lektier for til dagen efter men de måtte vente. Nu skulle han være sammen med Damon og det havde han glædet sig til længe. Han havde brug for en slagsbror og han vidste at sådan en kunne han altid finde hos Damon. Og selvfølgelig vidste Damon at han altid kunne finde det samme hos Adam.

[damon]

Han grinte let over hans fortvivelse over den papir kugle han havde kastet efter ham. Han havde ikke bemærket hvor den ramte. Men han hørte nogen sige av, og mumle lavmælde skældsord. Så det måtte jo være Adam. Han var glad for at se Adam, det var som om at de sidste ugers mange lektier havde trukket ham lidt væk fra sine venner. Og desuden havde han ikke megen tid i forvejen. Han var ikke bare lidt pigeglad men meget. Og når han endelig havde fået en i sigte. Var han meget optaget med andet.

Han mærkede Adam's hånd der blev skudt ind imod hans skulder, og han blev automatisk skubbet bagud. "Nåh så det tror du hva?!" råbte han, og kastede sig over Adam. Det var rart endelig at have sin ven her igen. Han kæmpede hårdt for at vedligeholde kontrollen over slagsmålet, men kunne dog ikke lade være med at smide en flabet kommentar ind. " Hvem var din veninde? Jeg vil meget gerne møde hende på førstehånds basis, hvis du forstår hvad jeg mener?" Sagde Han for sjov, og viste sine vide tænder. Han knurrede lidt af ham, og grinte så.

[Deleted]

Adam lo højt. "Hvor er du åndssvag!" Typisk Damon at sige sådan noget. De var begge pigeglade men man kunne på ingen måde sige at de var det på samme måde. Adam havde mere "respekt" - hvis man kunne kalde det det - for piger mens Damon bare hoppede lidt frem og tilbage mens Adam bedre kunnelide at holde sig til én af gangen selvom det ikke altid gik lige godt.
Hans "veninde" var egentlig bare en pige fra Gryffindor han havde kendt et stykke tid. Ikke nogen han regnede med at lave noget med i fremtiden. Desuden havde han så meget kørende med Rach og Precious lige for tiden så der var ikke mulighed for at der kom flere ind i billedet. Desuden var hun ikke hans stil. Nærmere Damons.
Han kæmpede for at få kontrol over brydningen der var iværksat kort efter Adam havde skubbet til Damon. Folk der kendte dem og var vant til at være i nærheden af dem vidste godt at dette skete hver gang de var sammen. Det var bare noget de gjorde; "deres ting". Adam havde savnet detfor det var længe siden han havde været i en "rigtig" slåskamp med den bedste ven.

[damon]

Han lo let af sin ven der lå og tumlede under ham. "Du får mig ikke denne gang, ven." Sagde han en smule anstrengt, og prøvede at fast holde sin ven. Men forgæves, Adam var ved at få overtaget, og han besluttede sig derfor for at hoppe af. Det var tæt på, og han ville ikke ligne en der fik tæv, midt på gangen. Det morerede ham kun når Adam havde den plads.

Han rejste sig forpustet op, og lænede sig atter op af væggen. Hans kappe havde på en eller anden måde opsamlet alt det støv der havde været på gulvet, og han lignede mere og mere, en boggart der ikke havde været ude meget længe. Han grinte let af sin ven, der i den grad også så forpustet ud. Og tog så nogle dybe vejr trækninger. "Du... Du... Havde mig næsten" stønnede han, og hev efter vejret. Det var virkelig rart at have en slåskamp igen. Det var lang tid siden de havde set hinanden, og de var som brødre. Damon elskede Adam, og han ville altid være der for ham.

Han lod blidt sin ryg falde ind imod væggen, og så op i loftet mens han stadig hev efter vejret. Mange passerede forbi, og så på ham, som var han lige blevet slået til plukfisk. Men han kunne dog ikke lade være med at grine lidt, da en flok piger gik forbi dem, og fniste let, fordi de begge så så forpustede ud. Damon gik hen imod Adam og rakte en hånd ud, for at kunne afslutte slås kampen på gode manere. "Det er godt at se dig igen, min ven." Sagde han, og smilede skævt til ham. Ja det var rart at have ham her igen.