With snowflakes on my mind

[Pedias Cromwill]

With snowflakes on my mind

vinduespartiet på 1. sal
smuk snevejrsdag i december
tag; Maxwell W. Preston

Sneen dalede endnu en gang som store hvide snefnug og forøgede tykkelsen af det kridhvide tæppe, der dækkede Hogwarts' udendørsarealer. En gang imellem ramte et af dem glasruden på førstesal, i hvis vindueskarm Pedias sad med det isblå blik vendt køligt ud imod vintervejret. De uheldige snefnug der mødte deres skæbne, når de kom i kontakt med glasset, fik kun en kort levetid, inden de smeltede og blev til dråber, der gled ned af rudens yderside. Hendes blik fulgte enkelte af dem, inden hun hævede sit ansigt og i stedet flyttede fokus ud over den sorte skov, hvor også sneen her lå som et tungt tæppe på de store graner. Det var weekend og en stor del af skolens elever var taget til Hogsmead på juleindkøb, så for en gangs skyld befandt skolen sig næsten i en lydløs tilstand. I de syv år, hun havde været elev her, var det på de her tidspunkter hun bedst kunne lide Hogwarts.
Hendes ånde havde dannet et dugget område på ruden, som hun strøg væk med den ene hånd, men straks mærkede hun kulden og trak den til sig igen. For mange år siden havde hun kunne sidde med strakte ben og kun lige nå den anden side af vinduets karm med spidsen af tæerne, nu måtte hun bøje benene op til sig for at være her.
Solen brød et øjeblik igennem skyerne og et øjeblik ramte både sne og sollys vinduet. Lyset spillede i Pedias' hvidblonde hår og hun vendte igen blikket ud på snelandsskabet.

[Deleted]

Det var rart med gange der ikke var lige så fyldt med elever som de plejede. Ikke at han nogen sinde havde problemer med at komme forbi folk. At være på sit syvende og sidste år havde helt klart sine fordele, eftersom de fleste allerede kendte til Max eller hans omdømme, og derfor flyttede sig, enten af frygt eller bare fordi de vidste at han helt sikkert ikke ville flytte sig. Der var intet han nød mere, end synet af en elev der havde lagt mærke til ham og derefter ændrede kursen. Frygten i deres øjne hver gang de så ham, var helt klart med til at skabe et endnu større ego end det han havde i forvejen.
Han havde de kolde blikke rettet frem for sig. De næsten sølvgrå øjne gjorde hans øjne endnu køligere at se på, og smilet var vendt langt nedad. Han havde som sædvanlig hænderne begravet i de dybe, mørke lommer. Han bar Slytherins uniform, den hvide skjorte med Slytherins mærket broderet på hans bryst, samt de mørke jeans og det grønne slips. Endnu et kendetegn ved ham, var uniformen han havde pillet med. Han kunne ikke bare lade den sidde som de fleste gjorde, også selvom han tit havde fået at vide af de forskellige professorer, at hvis han ikke gjorde noget ved den sjuskede uniform ville han modtage en eftersidning. Men som altid gjorde han lige hvad der passede ham. Så skjorten hang ikke pænt stoppet ned i bukserne, men sad halt over buksekanten, som om han havde i sinde at trække den helt ud over bukserne, men så i sidste ende ændret mening, og havde blot ladet skjorten sidde halvt om halvt nede i bukserne. Slipset hang heller ikke stramt om halsen, men hang mere løst og afslørede toppen af skjortens tre første knapper heller ikke var knappet, men stod let åben og afslørede hans kraveben. Til Maxs held var han veltrænet, så den hvide skjorte sad perfekt på hans krop og afslørede de lidt brede skuldre og en fast brystkasse. Han trak kort en hånd gennem de mørke lokker, så det i forvejen strittende hår, strittede lidt mere til de sider han ønskede.
Der gik ikke længe før de sølvgrå øjne lagde mærke til Pedias i vindueskarmen. De lumske smil fandt hurtigt på plads omkring hans læber. Som hun sad der i vinduet, med sneen der dalede fra himlen bag hende, og solen der syntes at falme i forhold til hendes fantastiske blonde hår, fik selv hjertet i ham til at hoppe en tur. Det var kun Pedias der kunne få ham til at føle sådan.
Han trak hænderne op ad lommerne og gik tættere på hende. Eftersom han kom fra den modsatte ende af gangen fra hvor hun sad, sad hun heldigvis med ryggen til ham. Og derfor stod overraskelsen til hans fordele
-,Et smukt syn… Det må man sige Hans dybe, mystiske stemme brød stilheden med ét. Han trådte frem i hendes synsvinkel, men holdte sig til den modsatte side af hende. Der var lige præcis en plads mellem et maleri og en gammel rustning hvor Max kunne hvile sig op ad. Han krydsede begge arme og smilte lumsk mens han nikkede med hovedet mod vinduet. -,”Altså.. Skoven bag dig” Han havde det drilske, lidt lumske glimt i øjet. Han havde selvfølgelig sagt de første ord, så Pedias skulle tro det var hende han havde snakket om. Hvilket det selvfølgelig også var. Men som altid, så elskede han at drille.

[Pedias Cromwill]

Den alt for velkendte stemme, der pludselig brød stilheden fra et sted bag hende, fik hende hurtigt til at flytte blikket fra sneen udenfor og tilbage på Maxwell. På det tidspunkt befandt han sig i en vanskelig vinkel, men jo tættere på han kom, jo nemmere blev det at se ham. Pedias havde hørt hans kommentar og et svagt smil formede sig på hendes rosa læber, inden han tilføjede den sidste del og hun bare flyttede blikket tilbage og ud af vinduet. - ” Ja, hvad et tykt lag sne ikke kan skjule ” , der lå ikke mange følelser at spore i hendes stemme, da hun sagde de ord. Hun var jo ikke specielt overrasket over hans drilske attitude og blikket gled efter lidt tid tilbage på ham, som han stillede sig op af væggen. Hun vurderede ham tydeligvis med blikket, da det gled op af ham. Det var ikke nyt at se Maxwell ændre så meget på sin uniform, men ingen fik hende til at indrømme, hvor meget det klædte ham.
Pedias drejede sig rundt, så benene kom til at hænge ud over kanten på vindueskarmen, mens blikket stadig hvilede på ham. Selv var hun ikke iklædt skoleuniformen, ikke når hun ikke behøvede. I stedet havde hun et par tætsiddende mørke cowboybukser og en langærmet sort/hvid stribet trøje. Hun hadede det her, de følelser han fik frem i hende, selv når han stod så langt væk. I starten havde hun forsøgt at finde fejl ved ham, men efter et par mislykkedes forsøg, hvor det eneste virkelig problem hun kunne finde, var hans alt for tætte forhold til Ballard, havde hun opgivet.
Ubesværet gled hun ned af karmen og landede sikkert på fødderne. Der var så kort over til ham og på ingen tid, havde hun flyttet sig tættere på ham. - ” Du bryder da alle regler med den uniform Maxwell ” kommenterede hun og uden at spørge ham om lov løftede hun hænderne op og begyndte at knappe de manglende knapper i hans skjorte. Hun sørgede for ikke at løfte blikket op i nærheden af hans, det grå mystiske blik havde virket rigeligt intens ovre fra vinduet af. Øvet knappede hun de tre knapper op og rettede kravens kant til, inden hun strammede slipseknuden op til hans hals. Kanten af hendes hånd kom kort til at røre den varme hud på hans hals, men hun ignorerede den snurrende følelse det medførte og flyttede den med det samme igen. Til sidst fulgte hendes fingre skjortens stof ned af hans overkrop og hun strøg forsigtigt fingrene langs hans buksekant og trykkede skjorten ind bag den.
Da hun mente, at hun næsten var færdig løftede hun blikket og mødte for første gang hans, siden hun havde forladt vinduet. Hun sendte ham et drillende smil, inden hun løftede hånden og som en sidste finish lige rettede hans hår til. Det fik lov at stritte, men en smule mere perfekt efter hendes mening. Pedias trådte et skridt tilbage fra ham og kiggede vurderende på hendes lille ’projekt’. - ” Nu ser du næsten lige så flot ud, som du gjorde første skoledag ” . Mon der var mange andre, der turde gøre sådan ved ham?

[Deleted]

Han trak kort på begge bryn da hun rykkede sig tættere på ham. Det plejede ellers at være ham der måtte bryde den irriterende afstand der altid syntes at være mellem dem. Han skulle lige til at kommentere på hendes kommentar om hans beklædning, han havde endda skilt læberne ad, men nåede ikke at sige noget før han mærkede hendes fingre hive i hans tøj. Så han lod i stedet læberne trække sig ud i lidt af hvad der kunne mindes om et smil. Hans hænder der stadig var begravet i lommerne var ved at løfte sig, så han kunne stoppe hende i hendes forsøg på at ødelægge hans uniform, men lod dem synke tilbage. -,”Du ved at jeg aldrig har været god til at holde mig til regler” Sagde han som var det undskyldning nok. Han havde altid ment at regler var til for at blive brudt. Hvad sjov ville der ellers være i livet, hvis man altid holdte sig til regler. For mange bruger regler som en undskyldning for ikke at prøve noget nyt og måske en smule farligt, i stedet for at indrømme hvilken kujon de rent faktisk er. Han kiggede kort på hendes hænder idet han mærkede hendes hud mod sin egen. Det krævede mod blot at være tæt på ham, men rent faktisk at pille ved hans uniform, det måtte kræve mere end blot mod. Han havde ikke ladet andre end hende få lov til at komme så tæt på ham, måske kun Ballard, men det havde været efter hans planer. Pedias havde selv taget spillet i egen hånd. Han måtte indrømme at han nød synet af hendes perfekte fingre, så fine og skrøbelige, røre hans skjorte, trykke sig ind mod hans bryst. Denne gang havde hun spillet under hendes kontrol. Hvilket han selvfølgelig ikke havde tænkt sig hun skulle have særlig længe. -,”Du kan rette så meget du vil, men jeg kommer nok aldrig til at ligne den lille dreng jeg engang var” Han havde ændret sig meget igennem hans år på skolen. Det samme havde hun. Han havde engang troet at hendes udseende ville stoppe med at forbedre sig, måske ville hun endda gå den anden vej og blive grimmere. Men for hver gang han så hende, så hun altid kønnere ud end dagen før.

Det var som om han stadig kunne mærke hendes hænder mod sit bryst, også selvom hun for længst havde fjernet dem. Så kraftig havde hendes berøringer været. Utroligt at selv han kunne få disse følelser. -,”Men come on! Vi ved udmærket godt at ingen kan stå for mit udseende” Om han så pæn eller sjusket ud, så han altid godt ud, i hvert fald i hans øjne. Jep hans ego fejlede i hvert fald intet. Han smilte sit lumske charmerende smil, og rykkede sig en anelse tættere på hende. Hænderne der stadig lå i lommerne kriblede efter at røre hendes hud. Men han forsøgte at ignorere hans hænder og i stedet fokusere omkring hendes øjne.

[Pedias Cromwill]

Det havde været et dristigt træk at udsætte Maxwell for den behandling, men hun frygtede ham ikke på samme måde, som andre gjorde. Hun havde bare haft lyst til at prøve nogen grænser af og derefter gjort det. Sådan følte hun altid, at det var med Maxwell. Ingen tvivl om, at han kunne vække en interesse i hende, som de færreste var i stand til, men hun havde altid fornemmelsen af, at et eller andet holdt ham tilbage. Hvad det så var, det havde hun ikke den mindste anelse om. Det kunne også bare være hans sædvanlige spil, selvom hun stadig mente, at hun efter syv år burde have kunnet luske lidt mere, end bare flabede bemærkninger ud af ham. Syv år.. - ” Det er jeg ked af at høre, du havde det mest bedårende smil, da du var yngre ” blev kommentaren til, hvor vidt hun kunne få ham til at ligne den lille dreng på 1. årgang igen. Dengang havde tingene været meget simplere og så alligevel ikke. Hun havde kendt Maxwell hele sit liv, men det var ikke det, at han var charmerende eller uimodståelig, der havde fanget hendes interesse i barndomsårene. Hun bildte i stedet sig selv ind, at det var den lille mørkhårede drengs blik, der var årsagen. I dag ville hun helst undgå det, fordi et møde med hans blik fik hele verden udenom til at forsvinde, men den gang havde den lille Pedias set balladen og ulykkerne i hans øjne og fundet sig tiltrukket af dem. Maxwell havde gået sine egne veje allerede den gang og det lokkede.
Ikke fordi slanger normalt var særlig gode til regler, men der var alligevel mange i deres omgangskreds, der var hårdt bundet til at følge familie kodekset. Pedias var selv en af dem og måske var det netop det, hun fandt nærmest forbløffende ved Maxwell. Han gik jo nærmest imod hans familie, en ting og nok den eneste, hun altid selv ville frygte.

Som hun nu stod med krydsede arme og frustrerende kort afstand over til ham, var hun ikke helt sikker på, om han så bedst ud med den sjuskede eller den perfekte uniform. Maxwell så altid pæn ud og det vidste han desværre godt. - ” Det har aldrig klædt nogen at være selv glad Preston, slet ikke når man ikke har beviser.. ” . Hendes blik blev fanget af hans og ganske rigtigt forsvandt verden uden omkring dem for hende. Det var som om, at en eller anden tåge inficerede hende hjerne, så alt hun kunne tænke på og alt hun kunne koncentrere sig om var Maxwell og specielt hans blik. - ” ..Lad os tage mig selv som et eksempel, hvem siger jeg ikke kan stå for dit udseende? ” , hun spillede stadig farligt spil og lige nu var hun fast besluttet på at beholde sin føring. De fordømte hormoner, der var vågnet i starten af teenagerårerne, pulserede rundt i hendes krop og gjorde det helt klart for hende, at hun netop ikke kunne stå for ham. De ønskede tværtimod, at hun bevægede sig tættere på ham. Tættere på de grå mystiske øjne og den brændende hud. Det ville bare være som at sætte sig selv skakmat og hun var en utrolig dårlig taber.