Let your love be like the misty rains...

[emma]

... Coming softly, but flooding the river

Vinden susede udenfor og forårets regn slog imod slottets ruder. Inde I Hufflepuffs opholdsstue var der varmt og behageligt. Ilden brændte lystigt i kaminen og muntre stemmer snakkede om kæresteture til Hogsmeade, besværgelser, der kunne farve ens øjenvipper lige den farve man ville og de nyeste spytkugler, som lige var kommet på markedet.

Emma sad i en lænestol, bøjet frem over et af de lave borde med en svag rynke i panden. Fjerpennen mellem hendes fingre var fortryllet og blækket strømmede af sig selv til spidsen fra det åbne blækhus, som var placeret i sikker afstand fra hendes usikre armbevægelser. Hun skrev kun langsomt i den lille notesbog og tænkte grundigt over hvert et ord, der forlod hendes tanker for at indfinde sig på det blanke papir. Kun tyve minutter efter hun var gået i gang, lagde hun pennen fra sig og løftede sin tryllestav fra bordet. Hun afsluttede den simple forhekselse, der forbandt blæk med pen, og placerede staven på træoverfladen igen.

Et blik ned i bogen forsikrede hende om, at hun i hvert fald ikke skulle skrive mere og hun lukkede siderne omkring sine egne ord, før hun også lagde bogen fra sig. Hun tog en dyb indånding og lod sig falde tilbage imod ryglænet med et lavmælt suk. Det var kun dagen efter vinterferien og hun vidste godt, at hun stadig burde svæve på lyserøde skyer over lørdagens uventede hændelser. Alligevel var det et eller andet uforklarligt besværligt i at være lykkelig, når nu hun virkelig ikke anede hvor hun og Noah egentlig stod henne. Hun havde skævet til ham hele dagen, men hvordan spurgte man lige en af sin bedste ven hvad det havde betydet, at han havde kysset en? For hendes del var hun ikke længere i tvivl om hvad hun følte. Ikke rigtig. De sommerfugle, der for alvor blev sat fri i haven udenfor Young-familiens hus, flaksede stadig lystigt rundt hver gang hun tænkte på følelsen af Noahs læber imod sine og genskabte fornemmelsen af hans arme omkring sig. Det havde været sådan et flygtigt øjeblik, at hun næsten kunne bilde sig selv ind, at det bare havde været en drøm, men noget i hende sagde alligevel, at det var den skinbarlige sandhed. Hun ville gerne mærke det igen og havde grebet sig selv i bare at stirre henført på ham henover den plante de skulle forestille at beskæftige sig med i botanik i dag.

Emma greb fat om tryllestaven igen, pegede den imod blækhuset og viftede den ganske, ganske forsigtigt, indtil låget stille og roligt svævede op, lagde sig øverst og skruede sig selv på. Dernæst hidkaldte hun blækhuset og lod det glide ind ved siden af hendes andre ting. Hun lagde staven fra sig igen, før hun placerede sin ene forfod imod den anden fods hæl og møvede skoen af. Så snart hun havde ladet den dumpe på gulvet, gentog hun samme øvelse med den anden. Således befriet for fodtøj, hævede hun begge ben og krydsede dem under sig. Hun lænede sig atter tilbage imod ryglænet og lod et mildt, fraværende smil finde vej til hendes læber, som hun stirrede lidt ud i luften og malede tvivlsomme, lyserøde billeder af sig selv og sin bedste ven.

Tag: Noah Abbey ● Outfit: here

[noah]

♕ C A N Y O U L I E ♕
next to her and confess your love?

Emma. Trods alt, var hun den eneste Noahs tanker havde kredset om. Han havde hverken kunnet spise eller sove, for bare sommerfugle og noget andet og meget værre. For Noah havde problemer med samvittigheden. Det var det blik han havde modtaget af Benjamin der havde jordet ham en anelse, og tankerne om Anne var begyndt at træde frem igen på knapt så velkomne og aldeles uvelkomne tidspunkter. Nok havde Noah lært sandheden, men det var stadig dybt malet i alt hvad han gjorde, og den afstand han havde holdt til alle af det modsatte køn på en anden end venskabelig måde, var ikke nem at ryste af med ét.

Og alligevel var han forelsket i sin bedste veninde. Han var ikke i tvivl overhovedet. Ikke det mindste. Og på trods af den dårlige samvittighed, var der intet han hellere ville end at tage hende i sine arme igen. Og for første gang i meget lang tid, følte Noah sig som en ussel kylling. Han var bange, vitterligt skræmt, ved tanken om at risikere en afvisning og hele dagen havde han stort set ikke snakket til hende. De havde ikke engang siddet sammen og spist morgenmad som de plejede.

Følelsen gjorde ham sindssyg. Det var af den grund han tog en hastig beslutning da hans blik faldt på hende i opholdsstuen, og med en dyb, beroligende indånding banede han vejen derhen, og stoppede et sted skråt bag hendes stol, omkring et skridt væk. ”Emma?”

[emma]

... Coming softly, but flooding the river

Det gav et lille sæt i Emma, da hun hørte den fuldstændig umiskendeligt bekendte stemme udtale hendes navn bag sig. Samtlige lyserøde drømme virrede stadig rundt i hendes hoved og hun synes selv hun var usandsynlig længe om rent faktisk at reagere. Hun blinkede overrasket et par gange, inden hun drejede hovedet om imod Noah. Hendes store øjne hæftede sig hurtigt ved hans i et øjeblik, inden hun slog blikket ned. Hun kunne ikke glemme, at de ikke havde vekslet et eneste ord hele dagen.
Samtidig kunne hun heller ikke glemme den alt for kortvarige, berusende følelse, da hans læber var imod hendes. Hun fugtede selvsamme læber nervøst og så op igen, før et prøvende smil indfandt sig i hendes ansigt. ”Ja?” Sagde hun stille, men roligt. Langt mere roligt end hun egentlig følte sig. Hun havde det lige pludselig meget varmt i sin uldne trøje og det tog hende ikke mange øjeblikke at lure at årsagen var den rødme, der imod hendes vilje var skudt op i hendes kinder.

Hun betragtede sin bedste ven som han stod der og blev i et øjeblik i tvivl om hvorvidt der overhovedet var andre mennesker til stede. Så slap hun ham med blikket for at dreje sig frontalt i stolen igen og rejse sig op, noget mere brat end hun egentlig havde tænkt sig. Hun vendte sig om mod Noah, som en lille rynke spirede frem på hendes pande, og tilbagelagde – modigt, efter hendes standarder – den korte afstand mellem dem. Ikke så hun vadede ind over hans personlige rum, men så hun kunne række tøvende frem efter hans arm, som hun alligevel kun berørte flygtigt. Hun tvang sit blik op til hans og så beslutsom ud, som hun henvendte sig lavmælt til ham. ”Noah hvad var det der i lørdags?” Hendes spørgende ansigtsudtryk lyste af naivitet, men også af håb. Et spirende håb om at de lyserøde drømme ikke var så langt fra virkeligheden som de kunne være.

Tag: Noah Abbey ● Outfit: here

[noah]

♕ C A N Y O U L I E ♕
next to her and confess your love?

I de øjeblikke Noah betragtede Emmas ryg, før hun regaerede, tog han en beroligende indånding igennem næsen og følte sig underligt ubekymret da hun drejede sig imod ham. Det forundrede ham at han ikke havde set det tidligere. At han aldrig havde bemærket hvor køn Emma var blevet, hvordan hendes hår bevægede sig når hun gik og måden hendes læber så ud, når hun smilede. Da Emma rejste sig, tøvede Noah ikke med at tage et langsomt og tilfældigt skridt frem imod hende, selvom Emma nåede hen til ham først. På hans læber hvilede antydningen af et skjult smil, og hans hænder i kappelommen var urolige imod stoffet.

Emma var den første til at tage ordet. Hvis Noah havde haft en tale forberedt, ville den være smuldret der, men til hans held havde han i sekundet før været så blankt som det pergament han havde i sin bukselomme. Og alligevel følte han sig ikke rådvild nu. Ordene kom til ham af sig selv, og han var ikke i tvivl om hvordan han skulle få dem ud. Det var overraskende. Og alligevel ikke. Glimt af Gabriella gled foran hans indre blik, og han indså at det havde været det samme. Når hun ikke var nær, havde han været nervøs og omtumlet, men så snart hun stod foran ham var alting så simpelt og ligetil. Det var det samme med Emma – selvom Noah kunne have svoret at det var endnu stærkere i dette tilfælde. Hans rynkede øjenbryn faldt tilbage på plads, og efterlod et mildt udtryk. Det trak let i hans mundvig, før han endelig åbnede munden. ”Du er min bedste veninde, Emma. Det har du altid været…” begyndte han, og rakte uden at tænke over det, hånden ud for at stryge en lok af hendes hår væk fra hendes ansigt. Det var ikke bevidst, men Noah havde en ustoppelig trang til hele tiden at ville være i kontakt med hende. ”… Men på det seneste, er det som om…” han tog hånden til sig igen for at kunne holde begge sine foran sig og bevæge dem som han talte. ”… At det er mere end bare det.” Hans blik vandrede tilbage på hende, væk fra et sted over hendes hoved, hvor det kort havde hvilet. ”Jeg kan godt lide dig, Emma. Virkelig lide dig.”

[emma]

... Coming softly, but flooding the river

Emma kløede sig lidt i siden, som hun mødte Noahs blik, og kunne ikke helt beslutte sig for hvad hun burde gøre, da først hun havde stillet sit spørgsmål. Måske burde hun træde et skridt tilbage, måske nærmere et frem. Hun kunne række ud efter hans hånd, flette sine fingre ind imellem hans eller tage afstand til han havde givet hende en forklaring.

I sidste ende endte hun med ikke at gøre det fjerneste. Hun blev stående lige hvor hun var og betragtede ham, imens han startede på en sætning, som plantede en bekymret rynke i panden på hende.
Inden hun nåede at bearbejde den eventuelle betydning af at hun var hans bedste veninde, strøg hans ene finger blidt imod hendes kind, som han fjernede en hårlok fra hendes ansigt, og hun glemte alt om at være indigneret over formuleringen. Hendes blik faldt til hans brystkasse og hun mærkede sommerfuglene flakse rundt i maven på sig igen, da Noah fortsatte. Derpå rømmede hun sig lavmælt. Hans afslutning fik hende til at se op igen og et svagt smil fandt sin vej til hendes læber. Hun fulgte sin egen indskydelse og rakte sin ene hånd frem efter hans, imens hun tog et lille bitte skridt tættere på ham, uden at se væk (og uden at vælte over sine egne fødder). ”Jamen så...” Sagde hun lavmælt, før hun hævede hans hånd til sine læber og kyssede håndryggen blidt.

Det lille sceneri, hvor uskyldigt og diskret det end var, havde allerede tiltrukket sig et par blikke. Bag Emma lød et højlydt pift fra en femteårselev, men hun lod sig ikke mærke med alt opmærksomheden – primært fordi hun rent faktisk ikke lagde mærke til den.

Tag: Noah Abbey ● Outfit: here

[noah]

♕ C A N Y O U L I E ♕
next to her and confess your love?

Hans blik hvilede imod hendes ansigt, opsat på at få enhver reaktion med sig, og det svage milde smil på hans læber udeblev ikke, selvom han ikke fik meget ud af hende før hun rømmede sig. Noah hævede opfordrende øjenbrynene, og bevægede sig lidt fra den ene fod til den anden, som om han overvejede at tage et skridt frem. Hendes smil lovede godt, og rynkerne der dannede sig imellem Noahs øjenbryn ville have kunnet misforstås som noget negativt, hvis ikke et finurligt smil samtidig havde fundet vej til hans læber.

Hendes to små ord og følelsen af hendes fløjlsbløde læber imod huden på hans hånd, fik Noahs skuldre til at falde ned, som om han ikke havde slappet af i flere dage (hvilket måske var mere eller mindre sandt). Hans blik veg kort fra hendes, for at lokalisere synderen der havde piftet, i et forsøg på at sende meningsløse mentale trusler af sted, men opgav efter et øjeblik og så tilbage imod den lavere pige, der endnu stod med hans hånd. I en stille bevægelse rakte han frem mod hendes ansigt igen, men efter at have strøget håret bag øret, lod han hånden blive i nakken og trådte et skridt nærmere. Det betød, at da han nu bøjede nakken for at kunne se hende, strejfede hans næsetip næsten hendes pande og et skævt smil faldt på plads på hans læber sammen med et lille latterfnys. ”Vi gør virkelig det her, gør vi ikke?” spurgte han retorisk i et lavmælt tonefald, så ingen andre end Emma kunne høre det og lod hånden fra hendes nakke glide ned på hendes skulder, med en stille bøn om, at hun ikke ville have det mindste imod det.

[emma]

... Coming softly, but flooding the river

Emma løsnede sit greb om Noahs hånd en anelse, da hun havde kysset hans håndryg, men flettede så fingrene ind imellem hans og smilede lidt, tilfreds med hans reaktion. Piftet, eller det faktum at det var møntet på hende og Noahs lille forestilling, gik fuldstændig over hovedet på hende. Hun var fuldt optaget af hvor varm hans hånd var i hendes og hvor behageligt det var at stå sådan overfor ham og vide, at han fik de samme sommerfugle når han så på hende, som lige nu fløj en sejrsrunde inde i hendes egen mave. Da hans fingre igen strøg håret om bag hendes øre, smilede hun piget og så kortvarigt ned. Hans anden hånd i hendes nakke mindede hende med det samme om det kys de havde delt i weekenden og hun kom automatisk til at smile en anelse henført, som hun mødte hans blik igen. Nærheden, da Noah trådte tættere på hende, var så tydeligt mere end venskabelig, at den hjalp ganske godt med til at minde hende om nøjagtig lørdagens hændelser, og hun fnes selv lavt. Det var berusende, at stå så tæt på ham, at hans duft trængte ind i hendes næsebor. Hun gav hans hånd i sin et lille klem og smilede, da hans anden hånd fandt hendes skulder. ”Hvis du vil,” svarede hun, lige så lavt, uden at slippe Noah med blikket. Hendes frie hånd fandt sin vej rundt omkring ham og strøg langsomt hen af hans ryg, imens hun betragtede ham. ”Jeg...” Hendes blik faldt kortvarigt til hans brystkasse igen og hun rynkede panden lidt, inden et skævt smil fandt vej til hendes læber. ”Jeg er din, hvis du vil have mig.” Hun så op igen, uden at bemærke det lidt fortærskede i hendes egne ord, som hun havde læst tusinde gange i romantiske bøger af varierende kvalitet.

Tag: Noah Abbey ● Outfit: here

[noah]

♕ C A N Y O U L I E ♕
next to her and confess your love?

Emmas hånd føltes lille og fin i hans egen, og det var en underlig rar fornemmelse bare at holde hende i hånden. Han havde selvfølgelig gjort det før i de seks år de havde været bedste venner, men det var noget helt, helt anderledes når der var følelser indblandet. Helt bestemt. Hendes ord fik ham til at trække lidt på smilebåndet, men med en dyb rynke i mellem sine øjenbryn. Hendes ord fik hans indre til at gøre oprør, for et eller andet i ham prøvede på at bryde ud i sang og vifte heftigt med armene over hovedet, mens han ruskede hver han kunne komme til, for at få dem til at forstå at han endelig han havde fået pigen han kunne lide.

Det var nærmere måden hun formulerede sig på, der fik ham til at tøve, og i det øjeblik blev han opmærksom på alle blikkene der var vendt i deres retning. Med et næsten helt alvorligt ansigtsudtryk rettede han sig op i sin fulde højde igen og så rundt på tilskuerne, før han trådte et halvt skridt tilbage, for at kunne se på Emma uden at stå nærmest intimt tæt. ”Kom lige med” mumlede han diskret, og hev spørgende i hendes hånd, for at få hende til at følge med ud på gangen, der ledte ind til opholdsstuen.

Da de nåede derud, drejede han sig imod hende igen, uden at slippe hendes hånd og med et lille smil på læberne. ”Sig mig så…” begyndte han, og lod hovedet falde en anelse på skrå. ”Om det er noget du vil.” Begge hendes sætninger havde udelukkende omhandlet hans mening og valg, men Noah var ikke i tvivl om sin mening. Han ville gerne høre det fra Emma, og at hun ikke bare fulgte med for at fornøje ham. Selvom han tvivlede på det sidste.

[emma]

... Coming softly, but flooding the river

Emma løftede begge øjenbryn, da Noah mumlede en opfordring og hev lidt i hende. Glemt var hendes sager på sofabordet. Glemt var det, at de ville tiltrække sig endnu mere opmærksomhed ved at forlade opholdsstueen sammen. Hun nikkede blot svagt og fulgte med ham udenfor. Som han standsede, gjorde hun det samme, og hun fandt hurtigt hans blik igen. Det smil han sendte hende var umuligt ikke at besvare, selvom hun fik en lille rynke i panden over hans ord. ”Om...” Resten af ordene blev væk for hende, som hun måtte fnyse lavt og muntert. Hun gav hans hånd endnu et klem, som hendes anden arm fandt rundt om ham. Hun trykkede sig ind til ham i et varmt kram og trådte ikke tilbage med det samme. I stedet lagde hun kinden imod hans brystkasse og smilede skævt. ”Selvfølgelig er det det,” mumlede hun, før hun fandt hans egne ord og gentog det. ”Jeg kan godt lide dig, Noah. Virkelig lide dig.”

Da hun slap ham med den ene hånd, trådte hun et halvt skridt bagud igen og løftede hovedet, for at se ham i øjnene. Smilet hvilede stadig på hendes læber, men hun så undersøgende på ham og rynkede så panden igen. ”Jeg har tænkt på dig lige siden i lørdags,” sagde hun spagt. ”På om du bare kyssede mig fordi du var beruset...” Hun rømmede sig lavmælt.

Tag: Noah Abbey ● Outfit: here

[noah]

♕ C A N Y O U L I E ♕
next to her and confess your love?

Noah kunne bedre samle sig og slappe af, da han ikke længere kunne mærke de andres nysgerrige blikke brænde sig ind i hans nakke, og alligevel tog han sig i at lade hånden der ikke holdt ved Emma, glide derom en enkelt gang, som for at fjerne noget håndgribeligt. Selvom Noah mente sine ord meget alvorligt, så kunne han alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet over Emmas fnys, og det var med et meget interesseret ansigtsudtryk han så ned på hende, da hendes spinkle arm gled omkring ham. Hans hånd faldt langsomt fra nakken igen og i en prøvende, næsten ikke-eksisterende berøring, gled hans fingerspidser kærtegnene ned over hendes overarm, mens blikket fulgte dem. Alt det imens Emma sagde det, han hele tiden havde villet hun skulle sige, og han tvivlede ikke på ægtheden af hendes ord, selvom hans blik ikke engang var rettet imod hende.

Først da hendes hånd slap ham igen, trak han sin egen til sig og drejede hovedet imod hende, med et svagt smil. Da hun bragte weekenden op, drejede han hovedet fuldt imod hende, før han lod det falde lidt på skrå. Hans øjne søgte hendes, og han rystede på hovedet mens hun talte. ”Det gjorde jeg ikke. Tro mig.” Sekundet efter lænede han sig forsigtigt ned imod hende, og rørte fjerlet hendes læber med sine, før han trak ansigtet væk igen. ”Og nu ved du det også.”

[emma]

... Coming softly, but flooding the river

Emma trak vejret dybt, lænet ind imod Noah, og lukkede øjnene i et kort øjeblik. Bare at stå der, så tæt på ham at hun kunne dufte ham, og vide, at han så hende som hun så ham, var magisk. Sommerfuglene i hendes mave fløj lette rundt og det krævede overtalelse at tage det halve skridt bagud, for at kunne se op på ham. Da hun gjorde det og fangede smilet på hans læber, trak det også lidt op i hendes egne mundvige. Hans benægtelse hjalp med og da han et øjeblik efter lænede sig ned imod hende for ganske let at trykke læberne imod hendes, smilede hun stadig. Hun kunne slet ikke lade være. Alle de lyserøde drømmebilleder sprang rundt i hovedet på hende, men alligevel var det eneste vigtige at hun stod lige der i øjeblikket sammen med ham. Intet kunne føles mere rigtigt.

Hendes blik hvilede på ham, da han trak hovedet tilbage igen og hun rakte den frie hånd frem, for at kærtegne hans skulder, stadig med smilet på sine læber. ”Noah?” Sagde hun lavt, uopmærksom på at de stod midt på en af skolens gange og ikke midt i en eller anden blomstereng. Det kunne være det samme for hende. ”Kunne du måske... Overbevise mig lidt mere?” Hendes øjne spillede muntert, men hun mente sit spørgsmål helt seriøst og strakte sig op på tåspidserne for at finde fortabelsen i et virkeligt kys igen.

Tag: Noah Abbey ● Outfit: here

[noah]

♕ C A N Y O U L I E ♕
next to her and confess your love?

Noah smilede svagt ved følelsen af Emmas varme ånde ind imod ham selv, da hun lænede sig en anelse tilbage. Hånden på hendes arm var gledet om på ryggen, og han kunne mærke rygradens fordybning under sine fingre. Et skævt smil havde hurtigt fundet vejen frem til hans læber, så længe de ikke var imod hendes, og hvis ikke Emma havde påbegyndt at sige noget, ville han selv have brudt stilheden. Denne gang rynkede han ikke på panden, for smilet på hendes læber og fingrene der gled ned over hans skulder, tydede kun på noget godt. Han var ligeglad med hvor fjoget hans smil så ud, og at han bagefter ville være skide åbenlys overfor alle andre. Så længe han kunne få lov til at være en forelsket tosse, og vide at Emma havde det på samme måde, var der intet der kunne spolere hans gode humør.

Han lod hende ikke sige ordene to gange, og som hun lænede sig frem mod ham, mødte han hende på halvvejen i et kys. Hånden på ryggen gled op til hendes nakke, mens den anden, frie, hånd sneg sig om på hendes lænd. Det var den samme berusende følelse, som en vunden fodboldkamp eller en fri passage til målfeltet. Det var alt hvad han kunne tænke sig i det øjeblik.

[emma]

... Coming softly, but flooding the river

Emma så på Noah med et lige så tåbeligt lykkeligt smil som han præsterede. Sommerfuglene i hendes mave dansede konga, men følelsen af at stå tæt på ham med hans arme omkring sig var betryggende og da hans læber atter var imod hendes, fandt hun sig selv glidende fuldstændig ind i hans favntag uden overhovedet at overveje det. Hånden på hans skulder gled bagud og lagde sig på hans skulderblad, imens den anden forvildede sig ind i hans hår. Hun besvarede kysset tilsteværende, i en grad man sjældent så hende, men da de gled bare en anelse væk fra hinanden, begravede hun i stedet ansigtet ved hans brystkasse og lukkede øjnene med et henført smil. ”Jeg har ikke lyst til nogensinde at slippe dig, Noah Abbey,” erklærede hun bestemt, i et noget klodset forsøg på at proklamere sin egen kærlighed til ham. Hun løftede hovedet lidt og hævede sig op på tæer igen, for insisterende at møde hans læber endnu engang. Hendes greb omkring ham blev fastere, som for at understrege hendes tidligere ord og der gik da også længe inden hun rent faktisk slap ham og de sammen måtte luske tilbage ind i opholdsstuen til hujen fra et par irriterende klassekammerater.

Tag: Noah Abbey ● Outfit: here ● Status: Closed