|
|
Post by Gabriella McCulloch on Jan 14, 2011 23:06:35 GMT 1
  Gabriella så direkte ind i hans øjne da hun igen mødte hans blik. Hun kunne tydeligt se at der var noget der nagede ham, nu havde hun trods alt kendt ham i godt og vel 5½ år så hun mente hun var ved at lære hans ansigtsudtryk rimelig godt at kende. I hvert fald hvad hans øjne udtrykte. Hans ord fik Gabriella til at skyde kæben en smule irriteret frem og ærligt talt havde hun lyst til at skære tænder for at få styr på sig selv. Hun kunne ikke finde ud af hvad der var galt og kunne heller ikke finde ud af hvorfor Noah ikke ville fortælle hende det. Stolede han ikke på hende? Gabriella valgte dog at lade emnet ligge for nu, hun valgte at lade Noah få sin vilje og ikke bringe det op, hun måtte jo bare stole på at hvis han ønskede hun skulle vide det ville han fortælle det. Gabriella måtte indrømme at hun ikke havde overvejet at stedet måske ikke var passende til at han fortalte hende om hvad det var der foregik inde i hans hoved og desuden kunne han jo bare sige det, hvis det var sådan det hang sammen. Det ville have sparet dem for en masse besvær hvis han bare havde sagt at de kunne tage det på et andet tidspunkt eftersom at stedet ikke var det rigtige.
Hans blide berøring fik et svagt smil frem på hendes læber. Hun betragtede ham for en kort stund tavst inden hun langsomt lænede sig ind imod ham. Hun lagde hovedet imod hans skulder og trak i samme bevægelse hendes ben op under sig. Hun betragtede ilden som lystigt dansede i pejsen da Noahs spørgsmål lød. Kort løftede hun hovedet for at se i Noahs ansigts retning og betragtede ham for en kort stund med et bredt smil spillende over hendes læber, at være sammen med pigerne var stort set altid hyggeligt. Selvfølgelig havde de haft deres få nedture, men det var vel alt sammen en del af deres venskab. Hvad ikke ødelagde venskabet gjorde det stærkere, og det havde deres nedture bestemt gjort. De fire piger var nærmest uadskillelige og Gabriella var glad for at have dem ved hendes side når tingene ikke altid gik lige godt. ” Vi snakkede bare, som vi plejer. ” Hun smilede varmt til ham inden hun igen lagde hovedet imod hans skulder. Dette var ikke helt sandt for de fire piger havde lavet mange flere ting end bare at snakke, de havde sågar endt med at kaste en smule sne efter hinanden på grund af en dum handling som der blev diskuteret.
TAG: Noah Abbey
WORDS: [/color] 438 CLOTHING:[/color] N/A NOTES:[/color] - CREDIT:[/color] TILLY of caution 2.0.[/font][/left][/size] |
|
|
|
Post by noah on Jan 16, 2011 3:07:27 GMT 1
til GABRIELLA MCCULLOCH
Det var svært for Noah ikke at falde direkte i fælden, når han kiggede ind i Gabriellas varme, lysebrune øjne der kunne se længere ind i ham, end Noah brød sig om at tænke på. Han vidste at han var en spade til at holde ting skjult generelt, og for en der kendte ham så godt som hun gjorde kunne han godt glemme alt om det. Dog var det alligevel lykkedes ham ikke at dele en enkelt ting med hende, en ting der ellers ville være altafgørende for hvordan hun ville have det med ham i fremtiden. Han ville ikke blive sur eller overrasket hvis hun blev sur på ham og nægtede at tale med ham igen. Hvad skulle han gøre? Sket var sket, og han måtte tage konsekvenserne af sine fejl, sådan var det. Han var taknemmelig for, at Gabriella ikke fortsatte med at spørge ind til det, selvom han var sikker på at hun ikke havde tænkt sig at glemme det.
Automatisk lagde han armen hen over hendes smalle skuldre, som han altid havde gjort når hun placerede sit hoved på hans skulder. Han drejede hovedet lidt, så han kunne placere sin hage oven på hendes hoved. Han havde netop åbnet munden for at svare hende, da kammeraten der tidligere havde klappet Noah en på baghovedet, stak hovedet ned til dem, i den side hvor Noahs hoved vendte. Abrupt rettede han sig op igen, så han ikke længere rigtigt rørte ved Gabriella.
”Ved min bedstemors gamle tudse, Abbey. Synes du ikke du har lidt travlt med tøsebørnene? Glemt om hende derhjemme?” Noah som kiggede direkte på sin ven, var klar over, at selvom hans tonefald lød spøgende som en rigtigt dårlig joke, at han mente det seriøst. Noah svarede ikke med andet end en skulen, der fik hans ven til at tøffe af igen. Det var ikke mere end en tre-fire stykker af Noahs nærmeste der kendte til Anne, og han havde været en af dem. Og ærligt talt kunne Noah ikke forstå, hvad fanden han netop havde tænkt på ved at bringe det på bane der. På den anden side, gik han nok ud fra at Gabriella vidste det, siden de to tilbragte meget tid sammen.
”Jeg bliver nødt til at fortælle dig noget,” erkendte Noah med et forpint ansigtsudtryk.
//ooc: jeg ved godt det er lidt brat, men jeg var nødt til at skabe noget action, for ikke at gå død i svaret :b
|
|
|
|
Post by Gabriella McCulloch on Jan 16, 2011 6:51:28 GMT 1
Gabriella krøb langsomt ind i hans trygge favn hvor hun så mange gange havde følt sig tryg og hjemme. Hun havde løftet hovedet så Noah kunne få hans arm omkring hendes skuldre og lod nu i stedet hendes hoved hvile imod hans brystkasse. Han lod i blide, afslappede åndedrag hans duft fylde hendes luftveje og lunger. Da Gabriella mærkede Noah trække hovedet, som han netop havde placeret på hendes hoved, og efterfølgende hørte Noahs vens stemme trak hun hovedet lidt væk for at kunne se hvem det var. Hun så hen over sofaens ryglæn for at se hvem det var og hun kunne skam sagtens genkende Noahs ven som hun ved flere lejligheder havde været i selskab med. Hun vrissede let af vennen og bad ham om at smutte, hvilket vennen til sidst også gjorde.
I stedet for at genfinde deres gamle position trak Gabriella hovedet lidt tilbage, hun havde da bestemt hørt hvad denne ven havde sagt, men der var ingen grund til at køre i det hvor vennen stod lige ved siden af. I stedet så Gabriella en smule afventende på Noah, ventede på at han forklarede hvad det var vennen havde ment, eftersom Gabriella ikke lige kunne se hvad han muligvis skulle have ment med hans ord. Måske dette var hvad Noah tidligere havde bragt på banen men ikke turde sige? At Gabriella så skulle få det af vide på grund af en af Noahs venner der ikke vidste hvornår han skulle holde sin mund passede hende sådan set fint nok, på trods af at vennens ord ikke havde været særlig sjove. At der skulle være en hende derhjemme stak svagt i brystet på Gabriella og det var helt klart ikke en tanke hun brød sig om. På trods af at det var ved at være omkring et år siden ønskede Gabriella ikke at se Noah sammen med nogen andre, på trods af at hun selvfølgelig ønskede han skulle være lykkelig. Men inderst inde håbede hun vel lidt på at en anden pige ikke kunne gøre ham lykkelig.
Gabriella rettede sig lidt op, som var hun velvidende om at det næste der ville komme ud imellem Noahs læber ville være dårlige nyheder. Hun vidste at hun ville blive nødt til at forberede sig på det værste og så forhåbentlig blive glædeligt overrasket. Det virkede mest oplagt hvis det Noah ville snakke med hende om, omhandlede en eller anden pige derhjemme, hvem denne pige var og hvad der var med hende havde Gabriella ingen anelse om, men eftersom at Noah havde nævnt at han måtte fortælle Gabriella noget efter hans ven havde påpeget det om en pige derhjemme, så måtte det vel næsten omhandle det?
TAG: Noah Abbey
WORDS: [/color] 447 CLOTHING:[/color] N/A NOTES:[/color] - CREDIT:[/color] TILLY of caution 2.0.[/font][/left][/size] |
|
|
|
Post by noah on Jan 17, 2011 21:17:17 GMT 1
til GABRIELLA MCCULLOCH
Noah sydede lidt indenvendigt, irriteret over sin såkaldte kammerat der lige havde plapret løs om noget Noah havde fået ham til at sværge aldrig at nævne for nogen. Og nu stod han alligevel midt i det rod han havde kæmpet for at undgå, velvidende at der ikke var nogen vej tilbage, at han nok ikke ville kunne få hende til at glemme det lige med det samme. Derfor var det vist på tide at han lagde kortene på bordet, fortalte det som det var. Og så få verdens største møgfald efter. Ikke at han ikke fortjente det.
Han nikkede let med hovedet som tegn til at hun skulle følge med, og rejste sig anstrengt fra sofaen og travede bistert over imod stenhvælvingen der førte til gangsystemet, som ledte til sovesalene. Med vilje trak han tiden ud ved at bruge tid på at læne sig op af væggen og skrabe i gulvet med sine skosnuder. Hans arme foldede sig på tværs af brystkassen. Han kiggede på Gabriella med et flydende blik.
”Kan du huske jeg fortalte om Anne?” spurgte han til at starte med. Han havde ladet hende vide at han havde været uden med en pige i sommerferien et par gange, men fortællingen var også endt der. Selvom han havde lyst til at krænge sit hjerte ud dengang, græde ud i hendes skød, havde han ikke kunne få sig selv til det, og nu stod han der – i en situation han alligevel ikke kunne have undgået.
|
|
|
|
Post by Gabriella McCulloch on Jan 17, 2011 22:13:39 GMT 1
Gabriella var ret sikker på at de fleste mennesker havde prøvet at nogle af deres nærmeste havde lovet ikke at fortælle deres hemmeligheder videre, men alligevel skete det pludselig at andre kendte til dette. Godt nok havde det været en smule anderledes i dette tilfælde, eftersom at Noahs ven højst sandsynligt havde troet at Gabriella allerede kendte til det. Noah og hende tilbragte trods alt rimelig meget tid sammen så det ville ikke være utænkeligt at hun kendte til det.
Hans nikken fik hende til at rette sig en smule op så Noah kunne komme op at stå. Hun rejste sig roligt, men mindre elegant, op fra sofaen og fulgte lettere modvilligt efter Noah. Ønskede hun virkelig at høre det? Hun stoppede omkring en halv meter foran Noah og stod med blikket rettet op imod det store drogs ansigt i et forsøg på at fange hans blik. Hun lod selv hendes hænder glide ned i lommerne på nederdelen som var en del af skoleuniformen. Hun pillede let ved syningen i lommen imens hun tålmodigt betragtede Noah.
Hans ord fik hende til at knibe øjnene let sammen og en dyb fuge samlede sig imellem hendes øjenbryn og i hendes pande. Hun så en smule undrende på ham og forstod ikke hvorfor der skulle rives op i gamle sår. Hun trak langsomt hænderne op ad lommerne og lagde dem beskyttende over hendes bryst som en rustning imod hvad der nu end måtte ramme hende. Forsigtigt og opmærksomt nikkede hun som svar og en lav billigende lyd lød fra hendes strube. Hun ventede på at Noah fortsatte med at tale. Selvfølgelig huskede hun Anne, den pige der havde været en del af Noahs sommerferie var ikke sådan til at glemme. Det havde slået al luften ud af hende at høre han havde tilbragt noget af sin ferie med en pige og en følelse af misundelse havde ramt hende da han havde fortalt hende det, på trods af at de, ifølge Noah, kun havde været ude et par gange.
TAG: Noah Abbey
WORDS: [/color] 335 CLOTHING:[/color] N/A NOTES:[/color] - CREDIT:[/color] TILLY of caution 2.0.[/font][/left][/size] |
|
|
|
Post by noah on Jan 17, 2011 23:44:29 GMT 1
til GABRIELLA MCCULLOCH
Noah havde lyst til bare at smide en kommentar som ’Ja, puha, hvor var hun godt nok en grim én. Ved du godt at du er pæn i aften?” eller noget i den stil, at lave endnu en undvigemanøvre som han kende Gabriella godt nok til at vide, at hun ingenlunde ville købe. Det var… næsten… forsøget værd, men han bed det i sig igen. Det var der han besluttede sig for at han bare skulle få det sagt, bildte sig ind at det ville være ligesom at rive et plaster af. Smertefuldt først, men derefter overstået.
”Hun er sådan ret…” en svag trækning i den ene side af ansigtet fik ham til at se lidt klemt ud, mens han prøvede på at få ordet frem. Det var sidste chance for at bakke ud nu, men han vidste at han ikke kunne lade være. Ordet var allerede på vej over hans læber, og opgivende slog han svagt ud med armene og så væk fra Gabriella, svag som han var, fordi han ikke ville se hendes reaktion.
”Gravid,” afsluttede han stift, og så stadig ud til den ene side, ansigtet vendt langt fra Gabriella. Desuden ville det også være sværere for hende at lange ham en på siden af hovedet på den måde, men hvem vidste? Hans hoved rettede sig lige frem igen, stadig uden at se på hende. Hans hoved faldt tilbage imod stenmuren og lukkede øjnene hårdt i. Det plagede ham virkelig. Helt vildt.
|
|
|
|
Post by Gabriella McCulloch on Jan 18, 2011 0:42:05 GMT 1
Gabriella ventede tålmodigt på at Noah samlede sig mod til at fortælle hende hvad det var der gik ham på. Hun havde lagt armene over kors hen over hendes bryst og knugede let om sig selv, forventede det værste der kunne undslippe hans læber, hvilket tydeligt kunne se i hendes let sammenknebne ansigtsudtryk. For en kort stund lod hun dog hendes ene hånd glide ud ad den stilling den befandt sig i for at lade den køre igennem det korte hår af hendes. Hun pjuskede efterfølgende let op i det inden hendes hånd igen fandt vej ned til den anden og hendes arme igen blev lagt over kors hen over hendes brystkasse, afventende.
Hans ord ramte hende ikke så hårdt som Noah nok ville have forventet, i hvert fald ikke til at starte med. Faktisk skulle Gabriella til at spørge ham hvad der var galt med det, det var da noget tøsen selv måtte ligge at rode med. Faktisk var hun lige ved at spørge inden hun stoppede sig selv og tænkte nærmere. Som gik der et lys op for hende slappede hun af i panden og den dybe fuge forsvandt langsomt. Hendes blik for en kort stund tomt som hun lod blikket glide ned over Noahs forpinte ansigt. Selvfølgelig gjorde det ondt, bare tanken om at han havde løjet overfor hende var næsten ikke til at bære, i hvert fald skulle han da ikke lyve om sådanne ting. Hun lukkede hendes arme tæt om sig og slog selv blikket ned, tænkte det hele igennem og drog konklusioner oppe i hendes hoved. Hun satte tænderne i indersiden af hendes kind som hun langsomt tænkte hele situationen igennem og langsomt løftede hun blikket fra gulvet ved hendes fødder. ” Og det er din fortjeneste? ” Hun så afventende op imod hans øjne, hendes stemme var grødet og hendes øjne klare. Hun ønskede han ville sige nej, men hvis svaret var nej, hvorfor skulle han så bringe det på banen?
Hun ventede på at han havde svaret hende, tog ikke blikket fra ham før han havde svaret, og på trods af at hun allerede kendte svaret ramte det hende alligevel så hårdt at hun blev nødt til at sænke blikket endnu engang. Hun kunne tydeligt mærke tårerne presse sig frem i øjenkrogene og klumpen i hendes mave og hals danne sig.” Hvordan kunne du lyve overfor mig? ” Hendes stemme var fortsat grødet og hun kunne mærke hvordan den første tåre pressede sig ned over hendes kind. Hun skyndte sig at tørre den væk med ærmet på sweateren, på trods af at Noah højst sandsynligt allerede havde set denne. Gabriella vendte sig lidt så hun stod mere med ryggen imod opholdsstuen. Hun brød sig ikke om at græde i andres nærvær og at hun allerede græd foran Noah var mere end rigeligt.
TAG: Noah Abbey
WORDS: [/color] 470 CLOTHING:[/color] N/A NOTES:[/color] - CREDIT:[/color] TILLY of caution 2.0.[/font][/left][/size] |
|
|
|
Post by noah on Jan 18, 2011 10:15:24 GMT 1
til GABRIELLA MCCULLOCH
Noah vidste ikke hvorfor han overhovedet skulle fortælle Gabriella det her. Han havde immervæk svoret at så få som muligt skulle kende til det, og nu var han i gang med at fortælle endnu en om det. Altså, de var jo teknisk set ekskærester og det var vel egentlig den sidste person han burde fortælle det til, og han havde lidt dårlig samvittighed over at have den følelse, at det faktisk ikke rigtigt ragede hende, hvilket han i et sindsforvirret øjeblik havde været ved at sige til ham. Men så var det, at han kom til at kigge på hendes ansigt og han blev ret forfærdet over at hun tilsyneladende tog det ret hårdt. Han havde regnet med at hun bare ville skælde ham lidt ud for at være uforsigtig, og bestemt ikke regnet med at hun ville begynde at græde. Han gad ikke rigtigt svare på hendes første spørgsmål, da han regnede med at hun ikke behøvede et svar på det. Han følte sig meget ukomfortabel i situationen, bestemt ikke god til at håndtere stærke følelser på den måde. Og han var altid vant til at se Gabriella så fast, og det at hun begyndte at rasle sammen foran ham gjorde fysisk ondt. Hans ansigt snerpede sig lidt sammen over hendes ord, en smule såret af dem.
"Jeg har aldrig løjet for dig," bed han af hende og fortrød det med det samme bagefter. Et mere frustreret udtryk fandt vej til hans ansigt og han slog blikket ned med hænderne foran ansigtet, for at få styr på sig selv igen.
"Det er jo ikke ligefrem fordi, det er noget jeg er stolt af,"
mumlede han ynkeligt ind imod sine hænder, irriteret over hvor svag han lød.
|
|
|
|
Post by Gabriella McCulloch on Jan 18, 2011 13:06:59 GMT 1
Gabriella kunne vælge at skælde Noah ud, skælde ham ud for at ødelægge sit eget liv. Selvfølgelig var det dumt af ham og hvorfor han ikke havde tænkt sig lidt om vidste hun ikke, faktisk ville hun heller ikke vide det. Han havde været en idiot, det var der vist ingen af dem der var i tvivl om. Hun blev nødt til at tage sig sammen og stoppe med hendes klynken, hun gad ikke være svag foran Noah og stå og græde. Hun tog derfor en dyb indånding inden hun løftede blikket og så op imod ham. ” Du valgte bare bevidst at lade være med at fortælle den del. ” Bed hun tilbage. Hun så såret på ham og rystede kort på hovedet af hele situationen, hun måtte indrømme at hun aldrig havde troet i sin vildeste fantasi at de ville komme hertil og ende i en sådan situation.
” Du burde måske have overvejet konsekvenserne af det inden. ” Hun knugede let om hendes bryst for at holde armene tæt ind til kroppen. Hele hans kropsholdning var lettere ynkelig og for en kort stund dukkede et moderligt instinkt, om at lægge armene om ham, op i hende. Selvfølgelig havde hun ondt af Noah, at han havde ødelagt sit liv i hans alder var alt for tidligt i hendes øjne, men et eller andet sted havde han jo selv været uden om det, så burde hun have ondt af ham? Hun vidste at Noah ville tage konsekvenserne som hans valg bød ham og hun var ikke i tvivl om at han sikkert ville blive en god far, men hvorfor kunne han ikke bare have tænkt sig lidt om i stedet for at gøre en eller anden tøs gravid. Det generede hende grænseløst at hendes store drog af en ekskæreste ikke tænkte længere.
Medlidenheden erstattede langsomt det sårede glimt i hendes øjne. Hun studerede Noah og trådte et lille skridt tættere på ham. ” Hvordan kunne du gøre det imod dig selv? ” Hendes tone var oprigtig, for selvfølgelig ønskede hun ikke dette for ham, medmindre det var Noahs ønske at blive far allerede, hvilket Gabriella tvivlede stærkt på, for hvorfor skulle han dog ønske det?
TAG: Noah Abbey
WORDS: [/color] 366 CLOTHING:[/color] N/A NOTES:[/color] - CREDIT:[/color] TILLY of caution 2.0.[/font][/left][/size] |
|
|
|
Post by noah on Jan 19, 2011 22:43:27 GMT 1
til GABRIELLA MCCULLOCH
Noah kunne ikke forstå hvordan Gabriella havde så svært ved at forstå at han ikke havde fortalt hende det tidligere. Regnede hun med at det var en ting han stolt gik og plaprede løs om? Noah ville ikke have troet det om sig selv, men ærligt talt stod han og lod sit temperament løbe af med sig og blive småirriteret på sin ekskæreste. Det skete, men det var ikke særligt ofte, og han havde bestemt ikke regnet med det i denne situation. Faktisk havde han nærmere regnet med en skulder at græde ud hos, eller et beroligende ord eller to. Ikke endnu en person der fortalte ham hvilken idiot han havde været og hvilken stor fejl han havde begået. Troede hun ikke han var klar over det i forvejen? Da han rettede sig op igen var hans ansigtsudtryk alt for neutralt, selvom det blik han sendte hende var en anelse såret. Dog var han ikke i en position til at føle sig stødt, men det var ikke nemt at den ene person man havde regnet med når det endelig skulle komme dertil, at han fik mod til at fortælle hende det, reagerede som alle andre.
”Tror du måske det var planlagt?” mumlede han lettere muggent, mens han havde det som om han visnede en lille smule indeni. Uden at røre ved hende smøg han sig forbi hende og begravede hænderne i lommerne, mens han trak skuldrende lidt længere op imod nakken. Uden endnu et ord drejede han om på hælen, for at forsvinde ind på sin sovesal. Han havde aldrig troet at han ville forlade Gabriella på den måde, men han var heller ikke helt sig selv i hovedet længere.
OUT
|
|
|
|
Post by Gabriella McCulloch on Jan 19, 2011 23:16:43 GMT 1
Gabriella regnede bestemt ikke med at Noah var stolt af hvad han havde gjort, det ville i hvert fald i hendes øjne være mærkeligt. Men hun havde dog alligevel forventet at Noah ville komme til hende noget tidligere. F.eks. efter de var kommet tilbage efter sommerferien hvor han også havde fortalt om hans tid sammen med Anne, det havde hun da forstået. Hun var sådan set blevet ret skuffet over at han først havde fortalt hende det 4½ måned efter. Hun følte sig sådan set en smule forrådt, stolede han ikke på hende? - Måske hvis han var kommet til hende noget før havde hun haft lidt mere forståelse for det, på trods af at hun da synes det var synd for ham at han havde gjort tøsen gravid, men et eller andet sted var det jo hans egen skyld. Selvfølgelig ville hun tilbyde hendes skulder hvis han havde brug for det, men lige nu var det sådan at han havde skuffet hende ved ikke at fortælle hende det. Hun havde brug for at snakke med nogen lige nu, og det blev ikke Noah.
Det sårede glimt i hans øjne var tydeligt og hun kunne mærke et stik af skyldfølelse skylde op i hende, havde hun taget det forkert? Pludselig blev hun i tvivl om hendes reaktion havde været rigtig, men kunne den være forkert? Hun betragtede ham ud af de klare, brune øjne og et glimt af medlidenhed var at finde i dem. Selvfølgelig havde hun ondt af ham. Da Noah smøg sig udenom hende og gik over imod drengenes sovesal overvejede hun at gribe ud efter ham, eller i hvert fald få ham til at stoppe, men hun skød tankerne fra sig. Måske han havde brug for at være alene og hun ville ikke forhindre ham i det, det var trods alt ham der havde valgt at forlade hende, så hvis han ville snakke var det vel dumt at gå? Hun fik et lettere klemt ansigtsudtryk og samlede læberne så hun kunne bide i indersiden af disse. Hun kneb øjnene let sammen og så efter ham inden hun løsnede grebet om hendes ribben ved at vikle hendes arme ud ad hinanden så hun ikke længere stod med armene over kors. Hun gik over til sofaen hvor de tidligere havde siddet, tog hendes kappe og uden at skænke de personer der så på hende et blik, gik hun selv imod hendes opholdsstue i håbet om at finde en af pigerne hun kunne snakke med.
// Out.
TAG: Noah Abbey
WORDS: [/color] 415 CLOTHING:[/color] N/A NOTES:[/color] - CREDIT:[/color] TILLY of caution 2.0.[/font][/left][/size] |
|
