d. 11 januar, aften

[noah]

til GABRIELLA MCCULLOCH

Udenfor væltede sneen ned i klumper på størrelse med spytkugler. Dette var dog ikke just til at se fra Grævlingenes opholdsstue der lå i stuen, på nær fra et par enkle små vinduer nær loftet. Det var nok noget af det der deprimerede Noah mest ved at bo hvor han gjorde. Manglen på udsigt – manglen på at kunne stirre ud af vinduet på en regnvejrsdag eller falde i søvn til en trommen af regn mod vinduet. En ting der altid havde lullet ham i søvn da han var mindre. Han vidste fra Benjamin, at løverne holdt til i et af tårnene (han havde ikke villet afsløre hvilket) og det var meget svært ikke at være en lille smule misundelig.

De brune øjne fulgte ildens dansen i kaminen, mens han sad fordybet i egne tanker. Dette blev dog abrupt afbrudt af en af hans kammerater, som slog ham i baghovedet med sin håndflade. Med en beklagende lyd rettede han sig lidt frem over ryggen på sofaen, for at slå ud efter vennen der dasede forbi ham, uden at kunne nå længere end det yderste af hans skulder. Med en hovedrysten faldt han på plads i sofaen igen, med de alt for lange ben strakt ud foran sig. Uopmærksomt sendte han enkelte kommentarer ind i en samtale der foregik ved siden af ham, uden egentlig helt at være klar over hvad den handlede om, og så længe de ikke spurgte ham om noget, tav han. Andre ting fyldte hans tanker denne aften.

[Gabriella McCulloch]

Gabriella havde, i selskab med hendes tætteste veninder der tilsammen kunne betegnes som en kvartet, altså en gruppe bestående af 4 personer. De fire veninder havde været en tur udenfor og gået en tur rundt om søen, snakket om hvad der nu skulle snakkes om, hvad der var sket i de forskellige liv for nyligt og som endnu ikke var blevet bragt på banen og gennemsnakket. Der var blevet udvekslet lange, en smule bebrejdende blikke, latter, drømme og minder, alt dette dog næsten med et smil konstant spillende over de fire pigers læber. Mørket var ved at sænke sig over skolen hvilket var grunden til at de fire veninder var begyndt at trække op imod slottet igen. Gabriella havde brudt op med dem i indgangshallen, de havde hver noget de skulle nå.

I mangel på bedre satte Gabriella kursen imod Grævlingernes opholdsstue. Hun passerede et par medstuderende på vejen som hun med et smil hilste på. Hun nåede maleriet som hun sagde kodeordet til for efterfølgende at blive lukket ind i den varme opholdsstue. Den rare stemning ramte hende hurtigt og hun kunne allerede mærke varmen brede sig i hendes kinder. Et tilfredst smil bredte sig på hendes læber og hun satte kursen imod opholdsstuen. Hun lod kort blikket glide rundt i opholdsstuen da hun trådte ind ad den dørløse indgang og betragtede de elever der var at finde herinde. Hun genkendte de fleste af dem, i hvert fald dem der sad med fronten til hende var let genkendelige. Dog var der en fyr med ryggen til hende som hun altid kunne kende, på trods af at han sad med ryggen til hende. Noah Abbey.

Hun havde taget den tykke kappe af og stod nu i den grå sweater med gule og sorte kanter omkring hals og ved slutningen af ærmerne. Hun havde trukket en smule op i ærmerne så de sad på midten af hendes underarm. På benene var hun iført den påkrævede nederdel som var en del af skoleuniformen og indenunder denne var et par tykke strømpebukser som skulle beskytte hende imod kulden. Hun gik med rolige skridt over imod sofaen hvori Noah sad og holdte en finger lodret over hendes læber til en af dem som sad overfor Noah og kiggede på hende, hun ville ikke at Noah vidste hun nærmede sig. Da hun nåede ham smed hun i en hurtig bevægelse hendes kappe på sofaryggen inden hun med den ene hånd trak ud i hans trøje i hurtig bevægelse og stak hendes anden, kolde hånd ned imellem trøjen og hans bare hud. Hun grinede varmt og oprigtigt og spurgte efterfølgende blidt: ” Koldt? ” Det brede smil hvilede på hendes læber og viste hendes række af tænder inde bag dem. Hun havde kort efter sluppet taget om Noah og gik i stedet rundt om sofaen og satte sig ned ved siden af ham i den bløde sofa. Hun tog kort efter skoene af og trak benene op i sofaen, dog uden at tage blikket fra Noah. Hun lagde hovedet svagt på skrå som hun betragtede ham.

TAG: Noah Abbey
WORDS:

[/color] 510
CLOTHING:[/color] N/A
NOTES:[/color] -
CREDIT:[/color] TILLY of caution 2.0.[/font][/left][/size]

[noah]

til GABRIELLA MCCULLOCH

Selvom klokken knap var ved at være otte, altså den tid eleverne skulle være i husene efter de skærpede regler, sad Noah alligevel og var ved at smådøse, fuldstændig upåvirket af den ellers høje summen af snak i en cirkel omkring ham. Hans skoleuniform sad mere sjusket end han lige umiddelbart troede, med det nederste af den hvide skjorte stikkende ud under den grå jumper, der egentlig var alt for varm at have på, sådan som han sad foran ilden, og det sortgule slips i en løsere knude end den havde været for morgenen, dog stadig stoppet ind bag sweateren.
Hvis han havde gidet atvære en smule mere opmærksom, ville han sikkert have bemærket det klemte ansigtsudtryk vennen ved siden af ham påtog og fornemmet at noget var under opsejling. Men det gjorde han ikke. Og før han kunne nå at reagere, trak noget pludselig i hans trøje, mens en isnende kulde skød igennem hans rygrad på et splitsekund, og han med en flagrende armbevæglse greb ud efter en iskolde genstand mod hans ryg, der efterhånden blev klart for ham var et sæt meget frosne fingre.

”Hvad fa…” Forskrækket sprang han halvt frem i sofaen, parat til at bede den af hans idiotiske venner der virkelig havde overskredet hans personlige rum, om at skrubbe af, da han genkendte stemmen bag sig. Han skulede til Gabriella da hun valsede omkring sofaen og masede sig ned i den sofa han ellers havde erobret for et øjeblik siden. Han flyttede uopmærksomt på de udstrakte ben, så der var plads til at hun kunne glide ned i den anden ende. Demonstrativt foldede han armene over brystkassen og hævede øjenbrynene lidt med en halvmuggen grimasse, der kort efter blev brudt af et opgivende smil.

”Når du mindst venter det, Gabbie.” truede han halvhjertet, mens han immiterede den måde hun tiltede hovedet til den ene side.

[Gabriella McCulloch]

Gabriella var, på grund af kulden hun for en kort stund siden havde befundet sig i, frisk som en havørn. Hun var desuden udpræget B-menneske og det lå naturligt til hende at være længe oppe.. Desuden lå det også naturligt til hende at sove længe, selvom hun ikke rigtigt kunne tillade sig dette nu hvor hun havde en skolegang hun skulle holde ved lige. De brune øjne var klare og hendes kinder røde på grund af kulden udenfor. På trods af at det ikke blæste var det alligevel koldt at befinde sig udenfor og i godt selskab gik tiden jo pludseligt hurtigt, så inden de fire veninder vidste af det havde de tilbragt flere timer udenfor.

Gabriella grinede helhjertet da hun mærkede Noahs hænder om hendes håndled da han, per refleks, greb ud efter det kolde, ukendte objekt der gled ned ad hans ryg. Forskrækkelsen var tydelig at se på hele måden hans krop reagerede og dette morede aldeles Gabriella. Dette havde jo trods alt været hendes mål med hendes opførsel og hun havde opnået hvad hun ønskede. Tilfredsstillelsen ved at have opnået hendes mål fik et bredt smil frem på hendes læber, tilfreds med hvad hun havde udført. Gabriella kunne tydeligt mærke hans blik bore sig ind i hende, men hun havde blikket slået imod gulvet for at koncentrere sig om hvor hun gik eftersom der var en del mennesker og hun ikke ville træde på en for på grund af at hun havde været en smule uopmærksom.

Hvis ikke Noah af egen fri vilje havde flyttet hans ben ville Gabriella højst sandsynligt have prikket noget til dem for at få ham til at gøre det alligevel. Hun var sågar muligvis endt med at flytte dem selv, hvis ikke Noah havde gjort som hun ønskede han skulle. Gabriella satte sig ved Noahs side og smed efterfølgende benene op i sofaen. Hun rettede sig op så hun sad med ryggen imod armlænet og fødderne frem imod Noah, havde på sin vis formået at snige hendes ben ind imellem Noahs, og betragtede Noah tavst. Hun sad nu på samme måde som ham og da han lagde hovedet svagt på skrå efter hans trussel var det nærmest identisk den måde de sad på. Hans ord fik endnu engang smilet frem på hendes læber og hun rystede svagt på hovedet af ham. ” Lad det komme an på en prøve. ” Svarede hun ham i et grin og med en svag udfordrende undertone. Muligvis sagde Noah nu at han ville gøre gengæld, men hvor ofte var det at man gjorde sådan noget? Det var sjældent at man gik og huskede på hvem der havde gjort sådanne småting ved en for at kunne gøre gengæld. Hun tvivlede i hvert fald stærkt på at han ville gøre gengæld, medmindre det var her til aften han ville gøre det, for ellers ville det højst sandsynligt være glemt igen i morgen.

TAG: Noah Abbey
WORDS:

[/color] 484
CLOTHING:[/color] N/A
NOTES:[/color] -
CREDIT:[/color] TILLY of caution 2.0.[/font][/left][/size]

[noah]

til GABRIELLA MCCULLOCH

Noah havde bestemt også et godt sovehjerte. Han var typen der kunne sove til middag og alligevel sidde og gabe hen af klokken syv. Sådan var det bare med ham – og når han først faldt rigtigt i søvn, var han til gengæld noget nær umulig at vække. En ting der havde fået hans kammerater fra sovesalen til at kaste lidt af hvert efter ham i årenes løb. Man ville egentlig syntes at han burde være overraskende frisk siden han knapt kunne stå stille i løbet af dagen, med sin løben omkring, passion for sport, løbeturene til timerne der var begyndt fem minutter siden… Generelt alt det løse – det var nok i sidste ende det der udkørte ham så meget

Et par uvilkårlig kyldegysninger gav Noah et par lette spasme-agtige bevægelser, da han efterhånden kom sig over chokket fra de kolde fingre imod hans ellers varme ryg der havde været godt beskyttet af flere varme lag. Hans blik fulgte Gabriella, allerede fra det øjeblik klar over hvor hun havde tænkt sig at sætte sig og dermed i stand til at se i øjnene at han ligeså godt kunne flytte sig lidt så hun kunne være der, da hun ikke var kendt for at give op. Da hun sneg sig ind imellem hans ben, bukkede han de lange ben en smule, så han kunne sætte sin fødder, stadig iført de slidte, ikke-vintervenlige converse, imod armlænet på sofaen på hver side af hende. Hans arme forblev foldet hen over brystet. Han hævede et øjenbryn den mindste smule og så på hende med en hemmelighedsfuldt, skævt smil.

”Var det en udfordring, McCulloch? Er du ikke klar over at jeg gemmer en lille, sort bog på sovesalen. Du vil blive overrasket over antallet af gange dit navn dukker op,” hans øjebryn røg længere op i panden og et sigende ansigtsudtryk overtog hans træk, mens en langtrukken, dæmpet fløjten flød over hans læber, som for at indikere at det var ikke så få. Han puffede til hende med siden af sit ene ben og rystede let på hovedet. Noah mente stadig at kunne mærke det kolde aftryk imod sin hud.

”Jeg tror ikke det går væk igen!” Beklagede han sig højere end nødvendigt, dog uden at opdage at de nærmeste lige drejede hovedet en enkelt gang imod dem, for så at vende tilbage til deres samtaler. Imens løftede Noah den ene arm over skulderen og bagom nakken i et forsøg på at nå det sted hun havde rørt så godt som han kunne, uden at de så for unaturligt og anstreng ud i forhold til den afslappede bevægelse det skulle være. Han lod dog næsten armen falde tilbage på sig ben med det samme. Hans blik faldt undersøgende på Gabriellas ansigt, før et mildt smil fandt vej til hans læber og et blidt blik overtog de brune iriser. Hvis bare…

[Gabriella McCulloch]

Gabriella havde tilbragt flere dage sammen med Noah og også nætter, de havde trods alt været kæreste i godt og vel et år dengang de kom sammen, på trods af at det var ved at være noget tid siden. Hun kendte ham udmærket og hun vidste hvor godt et sovehjerte han havde, dette havde de trods alt til fælles. De havde egentlig passet ret godt sammen på det punkt.

Gabriella lod kort sit blik glide ned over hendes fødder der befandt sig imod sofahynderne. Det var tydeligt at de sokker hun havde på engang havde været hvide, på trods af den farve de nu havde taget mere var en grålig, kedelig farve. Hendes blik nåede dog hurtigt Noahs tydeligt markerede ansigt som hun tavst betragtede med et smil spillende over hendes læber. Hun kunne ikke lade være med at le over hendes ekskæreste ord og hun rystede kort, nærmest opgivende på hovedet af ham. Hun smilede varmt til ham da hun mærkede hans ben imod hendes side og hun lagde roligt armene imod hans underben og brugte derved hans ben som en slags armlæn. ” Lad os sige det er en udfordring, Abbey. ” Hun smilede varmt til ham og blinkede kort med det ene øje.

Hun lo endnu engang da han sagde at det ikke ville gå væk og lod kort blikket glide over til de omkringsiddende der lod blikket nå Noah. De så nærmest uforstående på ham og det var tydeligt at se at de ikke forstod hvad det var han havde ment med hans ord. Gabriella rystede svagt på hovedet til dem der nu kiggede spørgende på hende som havde hun svaret inden de igen vendte tilbage til deres igangværende samtaler. Gabriella fulgte deres eksempel og lod hende brune øjne falde på Noah. Langsomt rettede hun sig op i sofaen, trak benene ind under sig og vendte sig rundt så hun i stedet sad på knæene. Hun lænede sig ind imod Noah og placerede hendes hænder imod hynderne lige omkring Noahs talje. Hun så ham direkte ind i øjnene og holdte sit hoved ikke langt fra hans. ” Aaaw, stakkels lille Noah. ” Hendes tone var som snakkede hun til et lille barn og et bredt smil dukkede op på hendes læber som hun betragtede hans brune øjne. Hun løftede sin ene hånd fra sofahynden og holdte derfor hendes vægt på den anden arm imens hun lod hånden glide op til Noahs ansigt hvor hun kort strøg ham over kinden som trøst inden hun lænede sig bagud og satte sig hvor hun tidligere havde siddet. Igen placerede hun armene imod hans underben så de endnu engang fungerede som hendes armlæn. Hun strakte benene en smule og placerede dem på hver side af Noah så de var under hans, som var bøjede.

TAG: Noah Abbey
WORDS:

[/color] 464
CLOTHING:[/color] N/A
NOTES:[/color] -
CREDIT:[/color] TILLY of caution 2.0.[/font][/left][/size]

[noah]

til GABRIELLA MCCULLOCH

Noah rystede let på hovedet og sendte hende et skævt smil. Hans blik hvilede kort ved hendes tynde ben der havde sneget sig ind imellem hans, før han søgte hendes ansigt på ny. Nogle gange tænkte Noah over om han havde været en idiot for at lade Gabriella smutte fra ham. Faktisk ville han stå i en meget bedre situation, hvis han ikke havde. Så ville der ikke være nogen Anne, nogen bekymringer andet end eliksirstilen til næste dag. Men sådan var det nu engang gået.

Endnu engang skulede han over imod hende da hun lo af hans nød, fuldstændig blind overfor folkene der vendte sig for at se mærkeligt på ham. Han havde ærligt alt ikke tænkt over, at han havde været en anelse højlydt, men siden ingen kommenterede det, var det vist heller ikke større problem.

Hans ansigtsudtryk stivnede idet Gabriella pludselig ændrede position og lænede sig ind imod ham, før han fik det løsnet op igen. Han så lidt overrumplet og småforvirret ud til at starte med, som om månen lige var faldet ned i hovedet på ham. Han var underligt opmærksom på hvor hun placerede sine hænder og hendes ansigtsudtryk. Et tøvende, skævt smil faldt på plads på hans læber, mens hans øjenbryn forblev skubbet lidt for langt op i panden til at det så naturligt ud. Han kunne ikke rigtigt få sig selv til at gøre andet end at blive siddende præcis som han sad, mens han nærmest i slowmotion så hvordan hendes hånd bevægede sig op imod hans ansigt. Han rømmede sig kort, for efter at sende hende en af sine mest charmerende smil og rettede sig lidt længere over imod hnede. Som han straks fortrød, og faldt hurtigt lidt tilbage igen.

”Jeg ved det godt.” Han lavede en lyd af ubehag, da Gabriella havde lænet sig tilbage og stukket sine fødder over imod ham.

”Dine tæer er også frosne, kvinde!” brokkede han sig, og lukkede hænderne omkring hendes spinkle ankler, og løftede hendes ben lidt op i luften. Samtidig flyttede han benet på den ene side af hende over på den samme side som hans andet, og placerede Gabriellas ben på sit lår, for ikke at nyde godt af hendes isklumper der skulle forestille fødder.

”Sådan,” sagde han tilfreds.

[Gabriella McCulloch]

Gabriella tænkte da også ofte på at det ikke havde været smart af Noah og hende at stoppe deres forhold, hun savnede det ofte, savnede ham og hans varme væsen. Hun savnede at tilbringe tid i hans og hans families selskab når hun havde været hjemme hos ham i ferierne. Savnede at stå i hans trygge favn og blive fortalt at der var en som elskede hende. Alle disse ting savnede hun, Noah havde helt igennem været en fantastisk kæreste, dette ville hun med glæde indrømme, men ilden var bare langsomt gået ud og det var endt med at slå op.

Gabriella lagde skam tydeligt mærke til Noahs forandrede ansigtsudtryk, dog tog hun sig ikke yderligt af det. Hun kunne tydeligt se forvirringen malet i hans ansigt. Hun strøg ham blidt over kinden i blide kærtegn inden hun trak sig tilbage. Det charmerende smil der havde fundet frem til Noahs læber varmede Gabriellas indre og hun gengældte hans smil ved at smile varmt tilbage til ham. Hun studerede tavst hans ansigt, det noget så velkendte ansigt som hun så ofte før havde betragtet det. Hun kendte snart hver en afskygning af hans ansigt der virkede lidt for velkendt. Hun så ind i hans varme øjne og en følelse af tryghed ramte hende, en følelse hun oftest havde sammen med Noah. Hun følte hun kunne besejre hele verden med en hånd, så længe Noah var der til at holde den anden og gribe hende hvis hun alligevel måtte fejle. Det var hvad det 195 centimeter høje tårn væltede frem i hende af følelser.

Gabriella grinede da Noah kommenterede på at hendes tæer ligeså var kolde, som han tidligere havde konkluderet at hendes hænder var, og hun kunne ikke lade være med at le blidt og lavt. Hun lod Noah flytte rundt på hendes ben og lod ham sætte sig tilrette for til sidst at få placeret sine fødder på hans skød. Imens omrokeringen stod på svarede Gabriella: ” Hvad havde du regnet med? Det er altså koldt udenfor! ” forsvarede hun sig selv. Oftest var Gabriella faktisk ret varm og havde derfor for det meste varme hænder og fødder, men efter et par timer udenfor i kulden kunne dette hurtigt forandre sig. Til sidst smilede hun dog taknemmeligt og et tak undslap hendes læber som hun smilede varmt til ham.

TAG: Noah Abbey
WORDS:

[/color] 389
CLOTHING:[/color] N/A
NOTES:[/color] -
CREDIT:[/color] TILLY of caution 2.0.[/font][/left][/size]

[noah]

til GABRIELLA MCCULLOCH

Noah kunne ærligt talt ikke huske hvorfor de havde slået op dengang, hvilket fik ham til at tro at det ikke kunne have været af nogen særlig grund. Han kunne til gengæld huske at han havde haft en lidt mørk periode efter det, hvor han først ikke rigtigt gad snakke med nogen, før en af hans veninder havde stukket ham en lussing, for at få ham til at tage sig sammen. Og nu var der snart gået et år. Det var ikke længe, og han måtte ærligt talt tit tage sig i, at være ved at række en hånd ud for at tage hendes, eller være ved at stryge hende over håret – alle de små ting man ikke gjorde efter et forholds ende. Værst af alt, var at hver gang han så hende i selskab med en anden fyr, knugede det sig underligt sammen i hans mave, som gjorde at han demonstrativt så væk. Og det var endda ham der var hykleren. Det var jo ikke ligefrem hende der stort set havde ødelagt sit eget og en andens liv. I hvert fald ikke hvad han vidste af.

Det krævede lidt, at få sig vendt i sofaen, samtidig med at han skulle holde ved Gabriellas ben, men det lykkedes ham dog. Han lænede afslappet ryggen tilbage imod sofaen og smækkede benene op på den lille rektangel af et træbord der stod foran den. Hænderne placerede han på Gabriellas skinneben. Nogle folk ville sikkert sige, at det var usundt at de havde så tæt et forhold, men altså…

Han lo kort over hendes ord, og drejede hovedet over imod hende med et varmt smil. Et enkelt øjenbryn skød i vejret.

”Ligner jeg en der har ondt af dig?” sagde han i et dæmpet tonefald, som om han fortalte hende noget ret privat. Han trak hånden igennem sit hår en enkelt gang, mens hans fingre på den anden hånd trommede let på hendes skinneben. Han himlede indiskret med øjnene.

”Du kunne bare være blevet inde i varmen hos mig.” pointerede han lidt efter.

[Gabriella McCulloch]

Der var flere ting som Noah og Gabriella allerede gjorde, som de fleste ellers ikke gjorde efter et brudt forhold. Men kærlighed var jo heller ikke noget som bare forsvandt og at de fortsat kom godt ud det med hinanden var vel kun positivt. Jo Gabriella så fra tid til anden stadig Noah som hendes kæreste, når hun mødte ham i korridoren blev hun fra tid til anden i tvivl om hun skulle slå armene om ham i et kram eller slå armene om hans hals og kysse ham som hun så mange gange før havde gjort. Men i forvejen gjorde de to allerede ting som man ”normalt” ikke gjorde efter at have slået op, det var f.eks. at sidde som de gjorde nu. At sidde med fødderne på hans skød var vel ikke så ekskæresteagtigt og i teorien opførte de sig ikke helt som de fleste andre.
Efter de havde slået op var Noah gået hen og blevet en smule mærkelig, efter at være kommet tilbage efter sommerferien imellem deres femte og sjette år var der åbenbart gået noget galt og han havde haft sig en grim nedtur. Dog havde Noah ikke ville snakke om det og Gabriella havde valgt ikke at køre mere i det, hun regnede med at han ville fortælle hende det hvis han ønskede hun skulle vide det.

Noahs ord fik Gabriella til kort at lade hendes mund stå åben og hun lignede mest af alt en der følte sig utrolig forurettet og uretfærdigt behandlet. Et lavt, utilfredst støn lød fra hende og hun lagde protesterende, og muligvis også en smule barnligt, armene over kors hen over hendes brystkasse. Selvfølgelig var hun ikke sur, hvilket hun også kort efter viste ved igen at lade armene løsne sig over hendes brystkasse og falde ned på hendes lår. ” Måske jeg havde bedre ting at tage mig til? ” Sagde hun i et spørgende tonefald. Det var tydeligt at hun jokede, både ved hendes tonefald men også ved glimtet i hendes øjne. Hun lænede sig ind over sine egne ben og tog fat i Noahs arm og forsøgte at trække ham over imod hende med munden rettet imod hans øre som ville hun fortælle ham en hemmelighed. ” - Og ja, du ligner en der har ondt af mig. Taget i betragtning at jeg ikke har ondt af dig. ” Hun grinede lavt da hun igen trak hovedet til sig og slap taget om Noahs overarm. Endnu engang lod hun hendes hænder falde ned imod hendes lår.

TAG: Noah Abbey
WORDS:

[/color] 420
CLOTHING:[/color] N/A
NOTES:[/color] -
CREDIT:[/color] TILLY of caution 2.0.[/font][/left][/size]

[noah]

til GABRIELLA MCCULLOCH

Noah kiggede på Gabriella igen med et smil på læberne. Han elskede hvordan hun bare opførte sig som hun ville, det havde han sådan set altid gjort. Han var vild med den måde hun ikke var bange for at være sig selv, og også den måde hun satte den forurettede facade op. Han kunne ikke gøre andet end at smile svagt for sig selv. Når han så på Gabriella, kom han til at tænke over hvor meget han ville komme til at gå glip af. Det var ikke sikkert han kunne vende tilbage til sit syvende år. Han havde ikke tænkt sig at finde sammen med Anne igen, medmindre det var under tvang, men bare det at det ikke var sikkert han skulle tilbage til Hogwarts fik ham til at koldsvede om aftenen. Og hvad skulle han nogensinde blive til hvis ikke han fik sine F.U.T’er? Han rystede let på hovedet for sig selv, som om han kunne slette det fra sine tanker igen. Desuden havde han aldrig fortalt Gabbie om det, og var ikke sikker på at han turde. Han var bange for at hun aldrig ville snakke til ham igen, uanset hvor usandsynligt det lød. Men han var dårlig til piger og deres reaktioner. Han havde ingen anelse om hvordan deres hormoner påvirkede dem, og hvordan skulle man også nogensinde kunne regne sådan noget ud? Helt ærligt. Han prøvede at le af Gabriella, en smule distraheret stadigvæk.

”Bedre ting?” han tog sig til brystet, omkring hvor hans hjerte var med et smertefuldt ansigtsudtryk, desperat for at flygte fra tankerne i hans hoved.

”Av. Den gjorde ondt” hans tone var oprigtig til at starte med, før han blinkede med det ene øje til Gabriella og sendte hende et skævt smil. Kunne han ikke fortælle hende det? Hans hånd faldt slapt ned, da hun igen trak ham ind imod sig. Noah kunne ikke kapere når hun gjorde det. Nok var han glad for hende, holdt umådeligt af hendes selskab – men det slog altså klik for ham når deres ansigter var så tætte. Han kunne simpelthen ikke arbejde med det. Hans blik strøg kort ned til hendes fingre omkring hans arm, og trods sin afholdenhed fulgte han villigt med.

”Det burde du på heller ingen måde have,” røg det lidt uintentionelt ud af ham, og fik hans ellers glade ansigtsudtryk til at falme lidt. Han slog kort blikket ned og sendte hende et vagt smil, da han så op igen, samtidig med at han lænede sig tilbage til sin plads, uden at sige mere. Hans blik var rettet ret ufokuseret på en plet på muren i den anden ende af opholdsstuen.

[Gabriella McCulloch]

Gabriella lod for en kort stund blikket hvile ved ilden der lystigt dansede i pejsen. Kort efter lod Gabriella blikket glide tilbage til Noah og hun betragtede ham ligge hånden imod hans eget bryst. Hun lod kort blikket hvile ved hans hånd der lå solidt plantet imod hans brystkasse inden hendes blik langsomt gled op over hans ansigt for igen at fange hans blik. Hun kunne dog ikke lade være med at smile lidt ad hans ord og hun havde tiltet hovedet svagt på skrå som hun betragtede ham, nærmest bebrejdende for overhovedet at sige sådan noget. ” Årh hold da op! Jeg var sammen med pigerne. ” Muligvis havde Noah allerede regnet dette ud, det kunne hun jo ikke vide. Muligvis havde han set det? Noah ville udmærket godt vide hvem Gabriella mente når hun sagde pigerne, det havde trods alt været de samme piger i mange år snart og efter et år sammen med Gabriella måtte han da vide lidt om hendes omgangskreds.

Hun skød øjenbrynene let sammen og så en smule undrende på Noah, hvad havde han dog ment med den sætning? Måske ville sætningen i sig selv ikke have fået Gabriella til at reagere. Men hans ansigtsudtryk og falmende smil fik hende til at undre sig. Hun betragtede ham for en kort stund tavs, i tvivl om hvorvidt hun skulle spørge ind til hvad pokker han mente med de ord eller om hun bare skulle lade det passere. Efter en kort tænkepause skilte hun dog alligevel læberne og spurgte undrende: ” Hvad skal det betyde? ” Ærligt talt forstod hun det ikke. Hun havde ment at hun ikke havde ondt af ham, efter han havde fået hendes kolde hånd ned ad ryggen, men at dømme ud fra hans ansigtsudtryk var det ikke det samme de tænkte på. Gabriella overvejede kort at gribe fat om det store drogs kæbeparti og dreje hans hoved så hans ansigt var i hendes retning og de kunne få øjenkontakt, men hun valgte dog at styre sin trang til dette og tog i stedet og kørte hendes hænder op og ned ad hendes lår i mangel på noget andet at bruge dem til.

TAG: Noah Abbey
WORDS:

[/color] 361
CLOTHING:[/color] N/A
NOTES:[/color] -
CREDIT:[/color] TILLY of caution 2.0.[/font][/left][/size]

[noah]

til GABRIELLA MCCULLOCH

Han fnøs kort, og sendte hende endnu et af sine bedste smil. Ligesom hun havde gjort tidligere, foldede han armene over brystet, dog på en mere afslappet facon som han sad med benene smækket op på det lille bord foran dem. Hans blik gled kort op og ned af hende.

”Dårlig undskyldning,” bebrejdede han hende og rystede let på hovedet. Jo, han havde nok forestillet sig at Gabbie havde været sammen med ’slænget’, da de tøser var så godt som uadskillelige. Eller også var han bare gået ud fra det, fordi han ikke brød sig om at tænke på hvem hun ellers kunne have tilbragt tid sammen med. Han lod den dog ligge der, da det ikke rigtigt kunne betale sig at fortsætte på den. Desuden var han jo pludselig distraheret af andre ting.

Han havde lyst til at slå sig selv for panden, eller komme med en lam undskyldning om at være træt (på trods af at klokken ikke var mere end omkring halv ni) for at forsvinde ned på sovesalen. Men det skulle ikke undre ham, om hun kunne finde på at følge efter ham hele vejen derind – og han ville helst ikke byde hende synet af sure sokker og underbukser drengene havde det med at sprede vidt omkring. Det var en god ting at husalfene tog sig af rengøringen, for ellers ville det ikke være til at bo der. Det ville jo være direkte miljøskadeligt. I hvert fald i forhold til hvor meget de kunne rasere det på en enkelt dag.

Han tvang sig selv til at finde tilbage til sit sædvanlige, milde ansigtstryk. Han vidste at hans øjne ikke ville skjule en skid for Gabriella, så med en nonchalant bevægelse drejede han hovedet væk fra hendes retning, som om han så efter noget ovre ved indgangen til opholdsstuen.

”Ikke noget. Bare… glem jeg sagde det.” mumlede han, uvidende om hun kunne høre det, stadig ikke villig til at kigge tilbage på hende. Han løftede kort en hånd som hilsen til en af hans venner som trådte ind i grævlingehulen og sendte ham et halvhjertet smil.

[Gabriella McCulloch]

En mild latter undslap Gabriellas strube og hun så på Noah med milde øjne. Muligvis var det en dårlig undskyldning for ikke at være sammen med Noah, men så igen, hvor pokker skulle hun vide fra at han havde siddet i opholdsstuen og lavet ingenting? Hvis hun havde vidst det havde hun højst sandsynligt ikke prioriteret anderledes, men så var hun måske kommet tidligere tilbage eller noget i den stil.

Hvis Noah besluttede sig med at komme med så lam en undskyldning som at han var træt, eftersom Gabriella havde set det blik han havde sendt hende, så jo, så ville hun højst sandsynligt følge efter ham hele vejen ind på sovesalen og brokke sig over hvorfor det ikke var han ville fortælle hende det, hun kunne i hvert fald godt have fundet på det, eftersom hun ikke brød sig om at se Noah på den måde. Det gjorde ondt og gav hende nærmest en klump i maven når hun så ham sådan. Hun fulgte for en kort stund Noahs blik over imod indgangen, men eftersom der ikke var noget specielt interessant at se på vendte hun blikket tilbage til Noah og så nærmest bedende på ham. Hans ord ramte hende hårdt som et slag i maven og slog for en kort stund al luften ud af hende og hun mistede kort evnen til at snakke. Hun skulle lige samle sig og overveje hendes ord inden hun brød ud i en længere snak om at han altså godt kunne til at åbne munden, ellers ville hun ikke garantere for følgerne. ” Sådan kan du da ikke bare sige!? ” Udbrød hun en smule irriteret, mest af alt på grund af at Noah ikke ville fortælle hvad det var der nagede ham. Hun vendte endnu engang blikket imod indgangen da Noah løftede en hånd som hilsen til en af deres begges kollegianer og hun lagde ansigtet i en tænkende mine imens hendes blik gled tilbage til Noah.

Hendes tanker førte til at hun endnu engang gled frem imod Noah i sofaen. Hun trak benene til sig og lod dem glide ud over kanten af sofaen imens hun rykkede sig nærmere ham for til sidst at sidde tæt op ad ham, ved hans side og se imod hans øjne. Forsigtigt lagde hun sin ene hånd på hans kind og forsøgte blidt at trække hans ansigt væk fra døren og i stedet kigge på hende. Hun tog sig ikke rigtigt af at folk muligvis kiggede på dem, hun var sådan set ligeglad, det kunne tænke hvad de ville, så længe hun selv kendte sandheden. ” Hvad er der Noah? ” De brune øjne hvilede på hans ansigt og søgte hans øjne for at opnå øjenkontakt. Medlidenheden var tydelig at se i hendes øjne, men ligeså var stædigheden om at hun ikke ville give op. Hun ønskede på ingen måde at se Noah sådan her, hun ønskede den glade og sjove Noah som hun kunne grine og pjatte med.

TAG: Noah Abbey
WORDS:

[/color] 495
CLOTHING:[/color] N/A
NOTES:[/color] -
CREDIT:[/color] TILLY of caution 2.0.[/font][/left][/size]

[noah]

til GABRIELLA MCCULLOCH

Noah himlede med øjnene for af sig selv, med et misfornøjet ansigstudtryk, han dog fik nogenlunde styr på før han vente sig over imod Gabriella der var kravlet over til ham. Han havde ikke rigtigt noget valg siden hendes hånd tvang ham til at kigge på hende. Hans ansigt var neutralt, før han prøvende sendte hende et skævt smil og trak på skuldrende. Det var ikke meningen han ville gøre Gabriella oprørt, og han regnede mest af alt med at han kunne få hende til at glemme det igen, selvom det nok ikke var særligt sandsynligt. Men på det punkt var han nok lidt naiv.

”Det er lige meget Gabbie. Det skal du ikke bryde dit kønne hoved med,” han løftede hånden og strøg pegefingeren let hen over hendes kind, med et smil der voksede en lille smule. Han fjernede hånden fra hendes kind igen, og klappede let håndfladerne mod hinanden i en uopmærksom bevægelse.

”Hvad lavede I så? Dig og pigerne?” Emneskiftet var tydeligt, og det var heller ikke fordi Noah ligefrem var diskret om det. Men det var bestemt ikke det rigtige sted at snakke om det, han ville helst ikke have at folk vidste det. Så en befolket opholdsstue var slet ikke stedet. Han vidste ikke om Gabriella overhovedet overvejede det.