Aften. Den 21. december.

[emma]

"Remember, we all stumble, every one of us. That's why it's a comfort to go hand in hand." *

Emma lagde hovedet lidt tilbage og grinede af en spidsfindighed, som en af pigerne i sofakredsen netop havde fyret af. Hun smed den sidste sko på gulvet, løftede sig op med begge hænder fladt mod armlænene på hendes lænestol og placerede benene i skrædderstilling under sig. De fleste af grævlingerne i hendes nærhed talte i munden på hinanden og bidrog lystigt til det generelt høje lydniveau i opholdsstuen. Emma lænede sig lidt frem imod den nærmeste samtale og fulgte halvt med, med et fraværende smil på læberne. Hendes dag havde været fyldt af de hvide snemasser og alle de muligheder det gav slottets beboere. Hun havde klædelige røde kinder fra al den friske kolde luft endnu.
Hendes hår var samlet i en rodet knold bag på hendes hoved, men flere krøllede totter havde revet sig løs fra elastikken og faldt omkring hendes ansigt. På fødderne havde hun et par hjemmestrikkede farverige uldstrømper, hendes ben var iklædt et par klassiske tætsiddende cowboybukser og også på overkroppen bar hun uld, i form af en stormasket hvid trøje over en gul T-shirt. Hun vendte hovedet mod en af sine veninder da hun blev stillet et spørgsmål om ferien og nikkede kort, smilende skævt. ”Ja alle tre. Den 22...” Hun fnøs muntert og vendte blikket mod loftet et øjeblik. ”I morgen.”

Tag: Edward William Johnson

---------------

* Emily Kimbrough

[Edward Johnson]

Sne og kolde vinde var ikke en grund til, at Edward holdt sig indendøre. Ligesom mange andre elever på skolen nød han godt af den flotte udsigt og friske luft, men selvom han var vandt til at opholde sig meget udenfor, så havde feberen sneget sig ind på ham i løbet af dagen. Allerede da han stod op, havde han følt sig tung i hovedet, men han havde ikke kaldt det andet end morgentræthed. Efter sin sidste time - ja, Edward havde formået at holde sig på skolebænken hele dagen, højst sandsynligt fordi han ikke tænkte klart nok til at udtænke en måde at pjække på - havde en af pigerne fra hans klasse insisteret på at følge ham op til hospitalsfløjen, fordi hun bestemt mente, at han havde feber. Selvom vikingen i ham havde fået et hak i sin stolthed havde Edward altså ladet sig følge op til fløjen af sin klassekammerat, hvor healeren havde insisteret på, at han skulle drikke noget, der både dampede og sydede.
En smule slukøret trådte Edward ind i opholdsstuen sammen med veninden. Han lignede en, der havde tilbragt hele dagen i sin seng, men kræfterne og energien var næsten allerede på sit højeste igen, og selvom Edward nægtede at indrømme, at en heksebryg havde hjulpet på hans ynkelige tilstand, så var han i sit stille sind taknemmelig for, at han havde ladet sig overtale til det. Med et nik og et klap på skulderen forlod han sin veninde for at smide sig i den nærmeste lænestol. Tasken smed han hensynløst på gulvet, og den sank sammen med et suk og afslørede, at der ikke var nær så mange bøger i den, som der burde være. Hans blik gled henover sine kollegiekammerater i et forsøg på at orientere sig lidt, men han fandt hurtigt, at alle talte med alle, hvorfor han i første omgang bare nikkede til folk som hilsen.

[emma]

"Remember, we all stumble, every one of us. That's why it's a comfort to go hand in hand." *

Emma havde netop vendt hovedet mod indgangspartiet da en velkendt mandlig grævling passerede det med en af sine veninder. Hun lod blikket hænge ved ham i et øjeblik og rynkede pande lidt. Han lignede lidt udskidt æblegrød. Det fik hende til at undre sig over hvad der mon var sket med ham.
Hun flyttede dog hurtigt sin opmærksomhed igen, inden han nåede at se hendes pågående stirren og imens hans opmærksomhed stadig hang ved veninden.

Ingen samtaler fangede hende rigtig til aften. Hun var for optaget af tanker omkring hjemrejsen dagen efter. Hun blev ved med at spekulere over om alt var pakket, om hendes lillesøster havde husket det hele. Om hvordan juleaften ville blive denne gang. Om den ville blive med eller uden Jacob – som hun ikke engang havde set i adskillige dage.
Emma pillede ved en af de løse hårtotter og pressede sig sukkende tilbage imod den bløde stols brede ryglæn. Nok om julen. Alt var pakket og hendes storebrors deltagelse var fuldstændig irrelevant, det skulle nok blive en god ferie med eller uden hans tilstedeværelse (omend den især ville blive det uden).

Hun vendte hovedet og lænede sig lidt fremad igen, fokuserende på Edward, som nu sad sammensunket skråt overfor hende. Med tilbagekomsten af en lille panderynke rømmede hun sig lavt, og henvendte sig direkte til ham. ”Hey, Ed. Er du okay?”

Tag: Edward William Johnson

---------------

* Emily Kimbrough

[Edward Johnson]

Den varme luft i opholdsstuen gjorde Edward døsig meget hurtigt, og han gned sig i øjnene. Han tænkte, at han burde gå op i seng, men han kom frem til, at han ikke gad at rejse sig op. Desuden skulle han jo intet den næste morgen - han havde jo ferie!
Netop som han prøvede at skjule et gab bag en knyttet næve - hvilket mislykkedes fuldstændigt - snakkede Emma til ham, og han hævede øjnebrynene, hvilket fik ham til at ligne en, der slet ikke vidste, hvad der foregik.
"Emma!" hilste han som om han bare var glad for at kunne huske, hvad hun hed, og rettede sig op i stolen. Det meningen af hendes spørgsmål endelig sivede ind så han dog knap så stolt ud. "Jaeh, det er jeg vel. Altså med mindre madammen i hospitalsfløjen har forgiftet mig. Hvilket jeg faktisk har en mistanke om." sagde han og brummede en enkelt gang af et grin, der var mere nervøst, end han ville indrømme. Han holdt for det meste sine skeptiske holdninger omkring magi for sig selv - især når det gjaldt Quidditch, for han havde ikke et dødsønske - men nogle gange havde han sværere ved at skjule dem end andre.
På grund af de mange samtaler omkring ham greb Edward fat i sin stol og trak den nærmere Emma, så han ikke behøvede at kæmpe en kamp for at holde fokus.

[emma]

"Remember, we all stumble, every one of us. That's why it's a comfort to go hand in hand." *

Emma betragtede Edward med slet skjult bekymring i blikket og lagde hovedet let på skrå. Hun kunne slet ikke have at folk i hendes nærhed så ud som om de var blevet trampet ned – i hvert fald ikke uden at blande sig.
Hun smilede lidt da hun fangede hans opmærksomhed og lod sig synke tilbage i lænestolen imens han svarede på hendes spørgsmål. Han lignede en der lige var landet på månen og ikke kunne finde ud af hvilken maske der helt passede til lejligheden, men drengebørn havde nogen gange en eller anden idé om at der var en skam i at have det dårligt – om det så var fysisk eller mentalt.
Humoren havde han dog i hvert fald ikke mistet, selvom han bestemt så ud til at have haft bedre tider end lige i dag. Han plejede jo sådan set at være ret flot. Hun fnøs muntert og himlede lidt med øjnene, opgivende. Det var ikke første gang der røg en sådan bemærkning ud imellem de to, men hun havde aldrig taget dem alvorligt. En eller anden dag måtte den vel blive slidt af, denne skepsis. Magikere der arbejdede meget med mugglere fandt vel også ud af at deres verden måske ikke var helt så tosset endda. Hun kunne i hvert fald godt lide den. ”Selvfølgelig har hun det,” sagde hun med en let ironisk dræven i stemmen og rykkede lidt på sig, for urolig til at sidde helt stille. ”Seriøst. Du ser ud som kæmpeblæksprutten har slugt dig og bagefter besluttede sig for at du ikke var et værdigt måltid.” Hun lænede sig en anelse frem igen, da han havde rykket sig tættere på, og rørte kort hans knæ med sin hånd i en flygtig kærtegnende bevægelse. ”Er du syg?”

[/b][/blockquote][/blockquote]

Tag: Edward William Johnson

---------------

* Emily Kimbrough