Græskar og guldtallerkener

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
LET THE SHOW BEGIN
G R Æ S K A R O G G U L D T A L L E R K E N E R
IT MAY SURPRISE YOU
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
^{DAG · STORSALEN}

Benjamin skar et stykke af sin kotelet med unødvendigt meget kraft og rynkede irriteret på næsen.
"Jeg synes stadig, at det var et dårligt kald af dommeren!" konstaterede han irriteret, mens han kørte kødet rundt i den meget flødeholdige sovs, der dækkede stort set hele hans tallerken.
"Det er bare typisk, at dommeren kigger væk, hver gang Slytherin's baskere kommer til at svinge køllen lidt for vildt." fortsatte han og havde lavet en ret udtalt ironisk grimasse ved ordene 'komme til', som ikke var så normalt at finde på Ben's ellers et alvorligt udseende ansigt. Smilet hvilede dog som sædvanligt i hans øjenkroge, og på trods af hans irriterede tonefald, så tyggede han mageligt sin mad i gennem og skænkede gladeligt mere juice op i sit guldkrus.
Eddie og Ben var midt i en diskussion om den overståede kamp mellem Slytherin og Gryffindor, kampen mellem de ærkerivaliserende kollegier, som løverne havde tabt til de flestes skuffelse. De var kommet til aftensmaden netop på det tidspunkt, hvor alle eleverne syntes at befinde sig i storsalen på en gang, men det havde lykkedes dem at få pladser ved siden af hinanden, omend de sad og slog albuerne sammen.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
STARRING
E D D I E L L E W E L L Y N
IN THE SPOTLIGHT
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Eddie Llewellyn]

dear benjamin

Der var en hidsig klirren af bestik mod tallerkner, larmen fra hundredvis af elever der havde nok at snakke om efter en dag med nye begivenheder samt forskrækkede udbrud fra de uheldige elever, som måtte opleve skolens spøgelser stige op igennem deres tallerken. Også ved Gryffindorbordet var der liv og blandt flokken af rød-gule løver sad Eddie og Benjamin klemt sammen, midt i en heftig diskussion om den sidst overståede Quidditchkamp. Den rødhårede af de to, fnøs istemmende og nikkede ivrigt. ”Kennith må have taget en smasher med hovedet, som slog brillerne ud af kurs!” svarede han uforståeligt med munden proppet fuld af kartoffelmos. Normalt glemte han ikke lige sådan sine bordmanerer, men til tider blev man jo grebet af stemningen, og i og med det blot var Benjamin han talte med var det ucharmerende syn ikke noget han brød sit hoved med. Det klirrede en anelse da Eddie smed sin gaffel på tallerknen, og rakte armen frem for at tage drikkepokalen.

Ved siden af dem hylede en pige fra anden årgang op om noget med en kotelet der var blevet forvandlet til en edderkop, og Eddies opmærksomhed blev i et splitsekund revet væk, som han kiggede over skulderen efter grunden til postyret. Langsomt drejede han hovedet tilbage, med blikket som det sidste der fæstnede sig på Benjamin igen. ”Men jeg skal love for at deres målmand fik noget af en medfart.” Med en hovedrysten løftede han pokalen yderligere, og netop før det kolde metal ramte hans læber, tilføjede han: ”Jeg ville blot ønske jeg kunne tage æren for det.” og drak derefter et bare store slurke af den lækre græskarjuice. Som basker kunne Eddie ikke påstå at han aldrig blev en smule brutal, men det var sjældent på højde med Slytherinspillerne, som han personligt havde et anstrengt forhold til, også udenfor Quidditchbanen.

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
LET THE SHOW BEGIN
G R Æ S K A R O G G U L D T A L L E R K E N E R
IT MAY SURPRISE YOU
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
^{DAG · STORSALEN}

Denne gang var det Bens tur til at fnyse, og han støttede kortvarigt håndleddene mod bordkanten, mens han rystede hovedet.
"Seriøst Kennith... Man skulle tro, at han ikke havde en kone!" sagde han lavmælt og smilede sigende ved ideen om, at manden ikke fik noget noget action og lod sit dårlige humør gå ud over alle andre. Selvom Ben ikke var bange for manden, så lå billedet af Alex, der blev trukket ud af storsalen ved nakkehårene (iført sin søsters skoleuniform ej at forglemme!) dybt indprentet i hans hukommelse, og han ville helst ikke blive hørt af en eventuelt forbipasserende dengse, der kunne finde på at sladre til ham - hvor usandsynligt det end var.
Det rørte ham ikke videre, at hans kammerats opmærksomhed kortvarigt blev afledt af noget andet. Normalt lod Ben sig selv distrahere af ting som søde forbigående piger, men med kæreste på slukkede hans radar automatisk. Han havde ikke rigtig øjne for andre end Lily, men han var vist kommet sig over den værste omgang af følelser, som Eddie havde måttet døje med.
"Mm!" udbrød han med munden fuld af dampet broccoli, da Eddie nævnte målmanden, og han holdt en knyttet næve op for munden, mens han tyggede ud.
"Jeg ville ønske, jeg kunne tage æren for det, og jeg spiller ikke engang!" sagde han og spærrede øjnene op for at understrege sin pointe. Benjamin var en dedikeret quidditch-fan ligesom de fleste fuldblodsmagikere, men selvom han holdt lige så meget af at spille det, som at følge med i ligaen, så havde han aldrig haft nogen intentioner om at gøre det til andet end en fritidsinteresse.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
STARRING
E D D I E L L E W E L L Y N
IN THE SPOTLIGHT
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

aa9636

[Eddie Llewellyn]

dear benjamin

Eddie var nær ved at få sin kartoffelmos galt i halsen over Benjamins ord, og han måtte slå sig selv et par gange mod brystkassen med sin knyttede hånd, for ikke at gå til. Han kunne næsten ikke holde latteren tilbage, og hånden fra brystet røg op til hans læber, som han nærmest trykkede hvide af anstrengelse. Eddie måtte tage sig selv i at skæve op imod lærerbordet, hvilket bare fik ham til at kom med en latter, der alt i alt lød mere hæs fordi den var så dæmpet. Han lænede sig ind imod Benjamin, og svarede: ”Hvis han nogensinde finder ud af at du har sagt det… Ja, så var det godt at kende dig!” Han rystede på hovedet, og måtte ty til drikkepokalen igen for at dæmpe den hidsige røde farve hans ansigt havde fået. En gave der kom sammen med det røde hår og de utallige fregner. ”… Og tak for det mentale billede for resten” Eddie skar en grimasse og gentog sin tidligere hovedrysten, og tog tøvende ved sit bestik igen

Der gik ikke længe for den rødhåredes ansigtskulør var nogenlunde tilbage til normal kulør, og det lykkedes ham at falde lidt ned igen. Med knap så hidsige bevægelser som vennen, skar han i sin kotelet og spiddede stykket med sin gaffel. Netop som han løftede den op, talte Benjamin igen og hånden stoppede midtvejs i bevægelsen. Eddie nikkede forstående, og pegede sigende mod ham med det stykke kod der sad for enden af hans gaffel. ”Jeg tror ikke der var en eneste ikke-Slytherin, som ikke ville have taget æren for det. Jeg har endda mistanke til nogen fra lærerstaben.” Tonen var eftertænksom, og stadig smilende førte han gaflen tilbage og puttede den i munden.

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
LET THE SHOW BEGIN
G R Æ S K A R O G G U L D T A L L E R K E N E R
IT MAY SURPRISE YOU
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
^{DAG · STORSALEN}

Ligeså snart Eddie brast i grin istemte Ben med en rigtigt drengerövslatter, der fik dem, der sad overfor, til at studere dem lidt närmere i et öjeblik.
"Ja, hvis han får fingrene i mig, så hjälper det sgu ikke at have en basker til kammerat!" fik han klemt ud på trods af latteren og lavede en frastödt grimasse ved tanken om en ordentlig omgang stokkeprygl, der nok ville sende ham langt tilbage i barndommen. Benjamin havde desuden accepteret det faktum, at Eddie var den stärke af de to for längst, for selvom Ben ikke var helt uden muskelkraft, så var der ikke meget at prale af.
"Du kan jo li' det." spögte Ben i et faktisk tonefald og formåede at se dybt alvorlig ud, selvom han så sin klassekammerat, der matchede det röde emblem på sin kappe, i öjnene.
Efter at have forsynet sig med en rigelig omgang ärter genoptog Ben sin fortäring af aftensmaden, og han kiggede ud for sig med rynket pande, mens han tyggede.
"Gad vide, om galskab kommer med alderen eller bare det at väre magiker." tänkte han höjt uden at have tygget af munden. "Under alle omstöndigheder er löbet vist kört." tilföjede han mumlende. Han skyllede ärterne ned med en stor slurk af sin juice, og smilet, der hvilede i hans öjenkroge afslörede, at det var ment i spög, selvom det seriöst var värd at overveje.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
STARRING
E D D I E L L E W E L L Y N
IN THE SPOTLIGHT
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Eddie Llewellyn]

dear benjamin

Eddie bemærkede ingenlunde blikkene der blev rettet i deres retning, optaget af meget mere interessante ting, såsom at dele latteren med sin bedste ven. Han tog sig til maven med den ene hånd og rystede understregende på hovedet. ”Kammerater eller ej. Kennith må du klare selv!” hviskede han lavmælt, for også at være sikker på at ingen hørte ham. Nok sagde han intet direkte om Flyvelæreren, men tonefaldet var nok til at afsløre så meget, som at det bestemt ikke var i et skolemæssigt henseende.

En utilfreds og nægtende lyd forlod hans næsebor og falsk indigneret tog han sig til brystet med den ene hånd. ”Må man være her! Bare fordi vi andre ikke deler samme stygge lyster som du…” Hånden fjernede sig fra brystet, som han pegede imod Benjamin samtidig med at de sidste ord forlod ham. Med et sidste pointerende blik, vendte han tilbage til sin tallerken, der stort set ikke indeholdt andet end de sidste få skrabede rester efterhånden. Han opgav at fiske ærte- og kartoffelrester op, og smed gaflen på tallerkenen med et klir. ”Begge dele, vil jeg tro. En lys fremtid vi to har foran os, min ven.” mumlede han med et smil, i færd med at øse mere flødesovs op sammen med en kotelet.