|
|
Post by austin on Jan 25, 2011 18:43:15 GMT 1
I n a b e tthere is a fool and a thief
Alexander rejste sig op fra Gryffindors langbord og strakte sig en anelse. Han rodede en af kammeraterne i håret og erklærede at han ville hoppe op og få set på deres aflevering i eliksirer til den følgende dag. En halvkvalt opgivende lyd fulgte udmeldingen, og det fremgik tydeligt at heller ikke kammeraten havde fået lavet opgaven endnu. De kunne begge to se frem til en lang aften i Gryffindors opholdsstue.
Alexander gabte og gik igennem storsalen. Hans blik strejfede Bree i det korteste øjeblik, men han lod det ikke hænge ved hende. Den kamp var tabt på forhånd og efter hele Lily-episoden, var det gået op for ham, at hele hans hang til uopnåelige piger, var dybt latterlig. Det var spild af tid, og han vidste det godt. Havde han ikke altid været den der sagde, at der ikke var nogen grund til at bruge ressourcer og charme, på piger, som alligevel var for stramme til lidt sjov i gaden? De ord mindede han nu sig selv om, med et lidt bittersødt smil, som han netop passerede lille blonde Lily for enden af langbordet. Han stak hænderne i lommerne og skråede de sidste meter over mod storsalens døre, for at komme ud i indgangshallen.
Tag: Jake Loretz |
|
|
|
Post by Jake Wade Loretz on Jan 26, 2011 0:54:12 GMT 1
 you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESISTJ U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -Jake Loretz og Alexander Young. Disse drenge havde til juleballet lavet et lille væddemål der lød på at Jake var overbevist om at, på trods af Alexanders evner som womanizer ville han ikke være i stand til at få Bree på krogen og de havde begge haft deres vidner ved dette væddemål, blot for at det skulle gå retfærdigt til. Jake havde sådan set været rimelig sikker i sin sag omkring Bree-emnet, han betvivlede ganske enkelt Alexanders evne til at komme i bukserne på hvilken som helst pige han ønskede.. Det kunne løven vel for pokker ikke prale med, på trods af at det muligvis var hvad Young ønskede.
Jake havde tilpasset det med Alexander da han valgte at rejse sig. De havde trods alt et væddemål de skulle have gjort op og eftersom at fristen for Alexander havde været i går var det vel på sin plads at få ordnet det hele i dag. Jake havde rejst sig fra sin plads kort efter Alexander og fulgt ham så de nærmest var gået parallelt langs langbordene, bortset fra at Jake var en smule længere bagude. Da Jake kom op for enden af bordet og Alexander havde sat i retning af de store døre som førte ud af storsalen fulgte Jake hans eksempel og et hørligt: ” Young! ” lød fra hans læber i et forsøg på at få Alexander til at stoppe så Jake kunne nå ham inden han smuttede ud af de store døre.
[/justify] [/center] |
|
|
|
Post by austin on Jan 26, 2011 22:09:45 GMT 1
I n a b e tthere is a fool and a thief
Alexander begyndte at nynne en lav melodi, imens hans skridt fjernede ham fra larmen og bragte ham til døråbningen ud til indgangshallen. Inden han nåede at passere den, nåede hans eget efternavn, udtalt af en kendt stemme, dog hans ører. Han standsede op og nåede at undre sig over, hvad i alverden Loretz ville med ham, før hele bevæggrunden bag hans seneste forsøg på at forføre Bree, kom tilbage til ham. En udtalt rynke fandt vej til hans næse, før han drejede rundt og stod med front imod Jake.
Han havde aldrig været den store skuespiller, og hans modvilje imod ikke så meget knægten, men mere det han repræsenterede denne gang, viste sig tydeligt i hans ansigt. Hans hænder røg op af lommerne og han krydsede armene over hinanden, imens han lænede sig imod dørkarmen.
De blikke der fulgte de to syvendeårs elever, blev fuldstændig ignoreret. Han havde ikke nogen grund til at tysse sin kontakt med Jake ned. Det eneste han havde i klemme, ville komme frem uanset hvad. Hans hjerte bankede hårdt i brystet og han kunne allerede mærke hvordan det sved at have tabt lige netop dét væddemål. Det var også tåbeligt. Han havde været skingrende beruset. Det var aldrig sket i ædru tilstand. Han var måske lidt en idiot til tider, men han var aldrig for alvor overmodig og han roste sig selv med aldrig at kæmpe kampe der var tabt på forhånd. En gang skulle selvfølgelig være den første.
”... Loretz?” Svarede han, da Jake nåede tæt nok på. Det var ingen hemmelighed mellem de to, hvad det var drengen havde tænkt sig at minde ham om. Hvis Alexander ellers skulle have lyst til at ignorere deres aftale, stod en af Jakes kollegianere klar til at minde ham om den, præcis som Henley havde gjort, hvis Alexander havde vundet. Det havde ellers været et smukt syn med Jake midt i storsalen i det aftalte udstyr, men der var ikke så meget andet at gøre, end at bide i det sure æble. Det var det mest ærefulde at tage sin straf som den nu var, også selvom det ville være så som så med æren efterfølgende. Alexander sukkede lavmælt og strøg en hånd igennem håret. Det her viste sig hurtigt at være en rigtig dårlig aften – og morgendagens ville kun blive endnu værre.
Tag: Jake Loretz |
|
|
|
Post by Jake Wade Loretz on Jan 27, 2011 19:24:25 GMT 1
you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESISTJ U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -Kropssprog, en god hjælp til at aflæse personerne omkring en. Alexanders fortalte Jake op til flere ting, bare ved et enkelt øjekast. De krydsede arme var oftest et forsøg på at beskytte sig selv imod hvad der end måtte komme og det var logisk nok at Alexander lagde armene over kors, for på trods af at det var et væddemål og at væddemålet selvfølgelig havde konsekvenser, så var der vist ingen af dem der havde lyst til at få konsekvensen ved at tabe. Det var ganske simpelt for ydmygende at skulle gøre sådan. Desuden var den dybe rynke der var at finde omkring hans næse et ligeså godt eksempel.
På trods af at der var mange der fulgte de to ældre rivaler var der ingen af dem der synes at notere sig ved dette. Muligvis håbede de andre på at mødet imellem de to rivaliserende fyre ville føre til et eller andet spændende. Måske et slagsmål? Måske de mange elever der fulgte med ville blive skuffede, i hvert fald i dag, i morgen derimod ville være en helt anden sag. I dag ville der netop intet ske, det alt sammen var nøje planlagt og en aftale var jo selvfølgelig en aftale, lige meget hvilke omstændigheder den var blevet aftalt under. At Alexander havde været yderst beruset kunne Jake jo intet gøre ved, det gav ham blot endnu flere fordele.
På trods af at Jake allerede kendte svaret valgte han alligevel at spørge: ” Du har vel ikke glemt vores lille… Aftale? ” Jake valgte konsekvent ikke at bruge ordet væddemål da han ikke vidste om de nysgerrige øjne ligeså havde fået ører. Et slesk og letter udspekuleret smil bredte sig på hans læber. Han var helt sikker på at han havde vundet væddemålet og selvfølgelig ville han lade Alexander tage straffen for at have tabt, hvad sjov var der ellers ved væddemålet? Jake lod kort hans klare øjne glide ned over Alexanders brystkasse for igen at fange hans blik, han kunne ikke forestille sig at Alexander var typen som bakkede ud, det ville Jake tro var under hans værdighed, men selvfølgelig kunne man aldrig vide, selv ikke med Gryffindor elever.
Jake måtte indrømme at han selv glædede meget til morgendagen. Han var sikker på at når han så Alexander i morgen tidlig ville det være hele værd, på trods af at Jake ikke har haft så stor en opgave. Sådan set har han bare skulle huske væddemålet og så selvfølgelig fra tid til anden minde Alexander om at hans tid løb ud. At han havde fået 1½ måned til at fuldføre hans opgave var vel et eller andet sted meget længe, for på trods af at det selvfølgelig tog sin tid at knytte bånd m.m., så var Jake ikke et sekund i tvivl om at Alexander var overbevist om at han ikke havde brug for så længe, hvis det selvfølgelig havde kunnet lade sig gøre.
[/justify] [/center] |
|
|
|
Post by austin on Jan 28, 2011 0:05:04 GMT 1
I n a b e tthere is a fool and a thiefAlexander rystede alvorligt på hovedet. Ideen om at han skulle have været i stand til at glemme væddemålet, var latterlig. Både Jake og han selv var klar over det. Han havde ganske vidst glemt den aftalte deadline, men det var underordnet. Han havde kastet håndklædet i ringen, da Bree for syttenhundrede gang på denne måned, afviste hans tilnærmelser helt utvetydigt forleden. Om det var i går, i dag eller i morgen hammeren faldt, var fuldstændig ligegyldigt. Den tydelige tilfredshed slangen fremviste ved situationen, forvrængede Alexanders mund en anelse, i en grimasse. Han havde efter al sandsynlighed set mindst lige så selvglad ud, hvis forholdene havde været omvendte, men det var alligevel provokerende. ”Selvfølgelig har jeg ikke det,” sagde han bryskt, og kunne have slået sit baghoved imod stenvæggen bag ham. Det gjorde nærmest fysisk ondt at tænke på hvordan det ville være, at træde ind i storsalen til aftensmåltidet i morgen, og på den reaktion det ville udløse, men hans forsøg på at lade være, var håbløse. ”I morgen aften,” sagde han lavmælt. Hans stemme knækkede en anelse over, men nysgerrige ører var ikke nok til, at Alexander ville ses i følgeskab med Jake på vej ud af storsalen. Han rømmede sig og kørte en hånd igennem håret. ”K-kennith. Jeg glemmer ikke, Loretz.” Hans let skælvende stemme var et særsyn, og ikke et han egentlig havde lyst til at dele med Jake, men der var vist få elever, som ikke ville være rædselsslagne ved tanken om at sætte sig bare den mindste smule op overfor flyveprofessoren. ”Det bliver alt sammen ordnet. Og du fortæller ingen om... Hvorfor.” Det var ikke noget spørgsmål. Det havde hele tiden været en del af aftalen. Alexander skubbede sig væk fra karmen og rømmede sig endnu engang. Uden yderligere kommentarer at hæfte på sagen, og med hænder der lige pludselig rystede ved tanken om hvad det egentlig var han havde indladt sig på, vendte han sig mod døråbningen og forsvandt ud af den. Out Tag: Jake Loretz |
|
|
|
Post by Jake Wade Loretz on Jan 31, 2011 17:52:17 GMT 1
you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESISTJ U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -Jake betragtede Alexander med et roligt blik, der dog tydeligt udtrykte den tilfredshed han følte. Han var utrolig glad for at han ikke skulle tage konsekvensen af det tabte væddemål, for det så han helst sig selv foruden.. Af frygt for at miste sin plads på Quidditchholdet ville ikke ligefrem behage ham, men at skulle sætte sig op imod professoren ville helt sikkert sætte Jake i farezonen hvis han gjorde det og han ville ikke bryde sig om at blive smidt af holdet.
Den utilfredshed som Alexander udstrålede var ikke til at tage fejl af, selvom det på en eller anden måde behagede Jake at se Alexander på den måde. Det frembragte nogle følelser hos Jake, nogle følelser det ikke var alle der besad. Glæde ved andres pinsler var oftest noget Jake kunne nikke genkendende til og til aften var ikke en undtagelse. Jake havde ikke rigtigt noget at tilføje til Alexanders ord, han lyttede til hvad han havde at sige og nikkede til sidst, enig med hvad der lige var blevet sagt. Det var sådan set som det skulle være og nu kunne Jake ikke andet end at se frem til i morgen aften med spænding. Han var meget spændt og han ville helt sikkert se frem til det! At se Alexander på den måde ville højst sandsynligt behage ham meget, specielt med den viden at det var ham der var skyld i det.
De to drenge skiltes, Alexander gik ud ad storsalen og Jake tilbage til sin plads for lige at få det sidste spist inden han nok ville tage ned i opholdsstuen ifølge med et par fra hans eget kollegium. Han satte sig ned på sin plads, ignorerede hvilke nysgerrige blikke der end måtte være og satte sig på sin tidligere plads hvor han spiste det sidste der var på hans tallerken og drak ud hvad der var i glasset. Han rejste sig nogen tid senere og fulgte Alexanders eksempel og smuttede ud ad storsalen med et tilfreds smil spillende over hans læber.
// Out.
[/justify] [/center] |
|
