Følg reglerne...

[Bree Blance]

Play by the rules . . .

Små grupper af elever dryssede langsomt ud af storsalen mod indgangshallen for at gå til deres kollegier. Klokken var omkring halv 8, og de elever der ikke havde besluttet sig for at lave lektier eller gøre sig klar til den næste uge, sad omkring ved langbordene. Nogle snakkede indædt over resterne af deres dessert. På det sidste var det hotteste topic mordet på mugglerlæren. Det kunne tydeligt ses hvem der snakkede om dette emne. De sad lænede ind over bordet med rynkede øjenbryn og hviskede sammen. Andre elever sad og svedte over lektier. De fleste lærere var gået afsted til deres kontorer, bortset fra nogle der holdt opsyn. Vejlederne eskorterede elevere afsted. Reglerne var strammet op, og elever måtte ikke gå alene rundt.
Af denne grund, havde Bree på det seneste haft travlt. Selv nu, måtte Bree afbryde sin dessert, for at rejse sig og lægge hånden på en 3-årselevs skulder. Det var en ung fyr som Bree regnede med var fra Gryffindor. Det så ud som om han havde stormet væk fra sit bord, at dømme på hans oprørte ansigt. Bree rynkede panden. ”Du må ikke gå alene rundt”, mindede hun drengen om, for han havde stormet alene ned ad gangen. Et øjeblik så det ud som om han skulle til at råbe af hende, men da han genkendte Bree som præfekt, lod han være. Istedet drejede han sig væk fra hende med en vred mine, gik tilbage til sit bord og fik en af sine venner med. En smule bekymret så Bree efter ham. Det stred hende lidt imod at stoppe ham, når han havde sine egne problemer og tydeligvis gerne ville væk. Men på den anden side, var det bare uoptimalt når der gik en morder rundt på skolen.
Et lille suk undslap Brees læber, og hun dumpede ned ved sit kollegiebord og stirrede ned i desserten. Risbudding. Af en eller anden grund havde hun mistet apetitten. Dem der kendte Bree godt, ville tydeligt kunne ane de trætte, næsten livsløse øjne og en opgivende kropsholdning. Fraværende lod hun maden stå, og førte af vane hænderne op til den tykke brune fletning. Flere tjavser havde revet sig løs fra den, men det var nok noget af det sidste hun bekymrede sig om nu. Tankerne var atter gledet på langfart mens hun rodede ved fletningen, og blikket var fjernt.

Tag: Ethan Sinclair

[Ethan Sinclair]

smile, what's the use of crying

Ethan havde aldrig været den store regel-brydder, men det var heller ikke altid at han holdte sig inden for grænserne. Han fandt det absurd at skulle bevæge sig rundt i selskab med andre personer, også selvom en professor var dræbt og sikkerheden skærpet. Han var på sit syvende år, så han var ikke ligefrem uøvet når det kom til magi, men han havde dog bidt de nye regler i sig, også selvom de havde fået ham til at skære tænder alt for ofte. Det fik ham til at føle sig som et lille barn der skulle holde mor eller far i hånden når en vej skulle krydses, også selvom han aldrig havde haft det forhold til hans forældre.

Han sad nu ved Gryffindor-bordet, halvvejs igennem hans anden omgang dessert, en syrlig citron-fromage som han ikke kunne få nok af. Normalt var søde sager ikke noget han spiste, men denne dessert var langt fra egnet til slikmunde. Omkring ham snakkede hans venner lystigt om dagens Quidditch-kamp. Gryffindor syntes at have haft en fremragende start på sæsonen, og det fik alle i godt humør, også trods hændelserne før jul. Ethan lod dem fortsætte snakken mens han gav sig tid til at kaste et blik over resten af storsalen. Han fangede Bree da hun rejste sig fra hendes bord for at stoppe en yngre Gryffindor elev. Ærlig talt vidste Ethan ikke hvad han skulle gøre. Før jul havde han opdaget en side af Bree han ikke troede nogensinde kunne eksistere. Hvem havde lyst til at forelske sig i hans type? Men igen, kærlighed havde ingen grænser, og kunne heller ikke stoppes som så.

"Jeg møder jer i opholdsstuen," mumlede Ethan fraværende, da hans krop havde taget handling før hans hoved gjorde. Han rejste sig fra bordet og satte kursen mod Ravenclaws bemandede bord. Det var tydeligt at noget havde tappet Bree, som en blodsugende vampyr tapper sit offer. At være Præfekt kunne ikke være en let lej, specielt ikke i en tid som denne.

"Du ser træt ud, Blance." Han havde stillet sig bag hende og havde lagt hænderne på hendes skuldre. Uanset hvor de så end stod, så var Bree stadig en ven han satte pris på, og hvis noget bekymrede hende måtte han vide det. Trods alt så bekymrede det også ham at se hende i den tilstand.

[Bree Blance]

Play by the rules . . .

Humøret blev ikke meget bedre, da et par overstadige Gryffindor sligrede arm i arm forbi hende i høj skrålen. Der havde været Quiddichkamp den dag, og Gryffindor havde endnu engang vundet – til Brees store ægrelse. Hun heppede selvfølgelig på sit eget kollegie, og det havde været en dårlig start på sæsonen. Men de skulle nok komme igen.
Quidditch var dog ikke det Bree brød sit hoved med i det øjeblik. Gryffindoreleverne havde afbrudt hendes tankegang, og Bree flyttede istedet hånden ned til skeen, og rodede rundt i den nu uappetitlige risbudding. Der sad et par veninder overfor hende, og de skævede til hinanden og trak på skuldrene. Bree havde ikke været sig selv på det sidste, og de vidste ikke, at det skyldes Brees kærlighedsliv der pt. ikke var at finde nogle steder. Der var selvfølgelig Alex og episoden som Bree gjorde alt for ikke at tænke på. Men det var noget andet med Ethan. Hun havde gjort alt for at undgå ham de sidste par uger, da hun jo havde lovet sig selv, at holde fra ham inden hun fik sine følelser under kontrol. Det var ikke lykkedes endnu. Timerne sammen med Gryffindoreleverne havde været hårde, for Ethan havde venligt snakket til hende op til flere gange, og havde fået et kort og kontant svar hver gang. Det var en typisk pigeting, at skifte humør fra den ene dag til den anden, men Bree vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre. Det kunne godt være, at hun var noget så god til at huske besværgelser og historiske begivenheder, men når det kom til hendes eget liv, var det et stort rod.
Bree fór sammen, da en hånd pludselig rørte ved hendes skuldre. Før hun kunne dreje hovedet, kunne den mørke stemme høres, og Bree genkendte Ethan – genstanden for hendes rodede tankegang. Et væld af følelser skød op i hende, og hun var meget bevidst om den hånd der lå på skulderen. Et øjeblik var hun stille, så sagde hun, ”det er jeg også, med alt der foregår nu... Du ved...”, hun tav. Blikket sænkede sig på hænderne der lå stille i skødet. Det efterlod Ethan i en akavet position, hvor han kunne tale til hendes ryg, eller invitere sig selv til at sidde.
Veninderne overfor havde hævet øjenbrynene og set spørgende på hinanden, da det gik op for dem, hvad der var kilden til Brees humør. Selv var hun meget bevidst om dette, og kunne ikke modvirke et par røde kinder.

Tag: Ethan Sinclair
Notes: Sorry der er lidt at svare tilbage på. Det blev mere en tankepost end en handlepost!

[Ethan Sinclair]

smile what's the use of crying

Var han mon en del af det? Han huskede stadig tydeligt hvordan ting havde ændret sig, dengang Bree hastigt havde forladt Kandisbarronen. Tænk at han havde været så blind! Og Ethan havde altid pralet med, at han var en god menneske-kender, der intet problem havde med at læse andre folks følelser, men denne titel kunne han godt opgive nu. Til gengæld havde hun efterladt ham med masser af tid til at tænke i. Inden juleferien havde han prøvet at undgå en konfrontation med hende, bange for at træde forkert igen, men derhjemme havde han haft nok rum til at sætte hovedet igang, og han havde nået til et svar - der ellers ville have været så tydeligt, havde han altså bare vidst hvordan han skulle lytte til hans hjerte.

Efter jul havde været en helt anden sag. Han havde nærmet sig forsigtigt, ville ikke presse på. Og selvom han havde fået nys om Bree og Alexander, viste han sig stadig fra hans bedste side. Han var forelsket i hende, men ville ikke forcere det. Desuden, med hans opførsel før jul var han ikke engang sikker på, at hun så ham på samme måde mere. Måske det med Alex var mere seriøst end som så, også selvom Alex havde samme ry som Ethan - endda værre! Ethan havde dog ikke tænkt sig bare at give slip fordi kampen ikke længere var vendt til hans fordel!

Han gav hendes skuldre et sidste klem inden han slog et ben ind over bænken og satte sig ved siden af hende. Han genkendte udmærket de blikke han modtog fra veninderne - han havde set det før, men det var blot en mur imellem dem.
"Livet som Præfekt er ikke let, specielt ikke efter det der skete til juleballet," snakkede han hende efter munden med øjne kun for Bree. "Men du kan ikke beskytte hele slottet, især ikke hvis du gør det som søvngænger." Det var kort og kontant, men sagt med et smil. Ethan havde set folk slide sig selv halvt ihjel for at leve op til en enkelt guldbelagt (var det overhoved ægte guld?!) plade med syv indgraverede bogstaver.

[Bree Blance]

Play by the rules . . .

Blikket flakkede en smule, da hånden klemte en gang om hendes skulder. Det så ud som om, Ethan havde inviteret sig selv til at sidde, hvilket Bree egentlig heller ikke havde noget imod. Måske kunne hun tage sig nok sammen denne gang, til ikke bare at svare sætninger med enstavelsesord?
Da hun følte rødmen havde forsvundet nok, turde hun kigge op på veninderne. En af dem smilede slesk, den anden en smule undskyldende. ”Vi ses senere... Jeg skal... Øh, lave lektier”, sagde hun åbenlys, og knækkede sammen i en fnisen. Bree prøvede at sende hende noget der skulle ligne et vredt blik, men istedet blev det til en sær grimasse. Det var ikke så meget det at de gik, mere måden de gik på!
Et øjeblik efter var de ladt alene tilbage, og da Ethan sad på tilpas afstand til hende, turde hun kigge op på ham. Da han talte, skabtes en smule ro i det oprørte sind, selvom hans blotte tilstedeværelse fik hende til at ønske hun kunne plante et åndeløst kys på de læber der bevægede sig idet han talte.
”Nej, du har ret”, sagde hun lavmælt med et lille suk, da hun rent faktisk koncentrerede sig om det han sagde. ”Det er bare svært når man skal være på nakken af eleverne hele tiden om ikke at gå alene, selvom man egentlig forstår, at det ville være skønt at kunne få lidt ro for sig selv et andet sted end bare på toilettet!” De sidste par uger havde hun haft en del ballade med alle mulige elever. Især nogle ældre Slytherinelever havde været slemme. De havde ikke makket ret, og det var endt i fratrækkelse af point, som ikke ligefrem gjorde hende populær. Tværtimod var de nu begyndt og drille hende på alle mulige tænkelige måder, senest ved at feje benene væk under hende midt på gangen i myldretiden, uden dog at have gjort det fysisk. Da folk kendte Brees klodsethed, pegede de ikke nogle fjender ud. Men det var ikke kun Slytherineleverne. De andre hadede også den konstante overvågning og de mange regler der var sat op.
Bree hævede kort blikket der havde stirret tænksomt ud i luften. Mon Ethan holdt reglerne? Sandsynligvis ikke. Han havde altid gået sine egne veje, og det var måske også det Bree følte sig tiltrukket af? En person der var så langt fra hende selv, som det næsten var muligt.
Et øjeblik gik det op for hende, hvordan hun sad og brokkede sig. Ethan skulle ikke tro hun var svag eller noget. ”Men jeg klarer det. Desuden har jeg jo selv valgt det”, kom det hurtigt med et lille smil der forsvandt for hurtigt til at kunne blive taget seriøst.

Tag: Ethan Sinclair