Rough game, Quidditch

[Eddie Llewellyn]

dear julie

Af alle træningstimer var det dem i februar, som Eddie Llewellyn brød sig mindst om. Vejret var bidende koldt, og sneen der havde pisket om spillernes ansigter havde forvandlet sig til morderiske knivsblade mod kinder og hals. En legitim undskyldning havde han ikke været i stand til at komme op med, og det var af selv samme grund han nu, sammen med resten af sit hold, traskede udkørt tilbage imod det store slot. De røde og gule træningsgevandter klæbede til kroppen, gennemblødt af sne og slud, på samme måde som det ellers røde hår, som nu fremstod mørkt i den våde tilstand. Eddie var overbevist om at han allerede i det øjeblik kunne mærke den kommende forkølelse, som ville plage ham det næste stykke tid. Hans arme var tunge, opbrugte efter at have holdt krampagtigt fast om køllen og kosten på samme tid. Én ting var at flyve i dårligt vejr, men at gøre det uden brug af begge hænder, i værste tilfælde nogen af dem, var direkte livsfarligt. Det havde krævet meget at holde sig oprejst på kosten og det kunne allerede mærkes. Hans kolde kinder sved hidsigt der hvor iskrystallerne i luften havde pisket mod hans ansigt og dannet små rifter.

På trods af alt den jammer, var der dog et smil at finde på den unge løves læber. Nok var han træt og sengeklar, trods det tidlige tidspunkt, men det gode humør lurede stadig i krogene. Stien til slottet var glat af mudder og sne, og løvernes stemmer døde langsomt ud i takt med alle og én måtte rette deres fokus på hvor de placerede deres fødder. Eddie lod kosten skifte hånd, og vred sit håndled en gang rundt for at strække det ømme led ud, uden at tage blikket fra hvor han trådte.

Da gruppen langt om længe nåede slottet, og kun et par stykker havde måttet være på enden i det glatte føre, var det en lettet røst der rullede hen over den lille forsamling, glade for endelig at være tilbage i varmen. Eddie, lige så kold og våd som de andre, gjorde holdt og placerede sin kost op ad den hårde stenmur, for derefter at krænge sin ene ubrugelige sko af. Han trådte ud, med det ben der stadig bar en sko, og sørgede for at holde sin anden sikkert placeret på stengulvet i indgangshallen (der dog også var sølet til af mudder) før han vendte bunden i vejret på den, i et forsøg på at få vandet til at løbe væk.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you ignore
ARE ALL THE THINGS I'M LOOKING FOR

Loftet i storsalen afslørede, hvilket vejr, der hærgede udenfor skolens mure, og Julie gysede ved lyden af vinden, der pev fjernt. Hun havde siddet ved langbordet, siden maden blev serveret, men nu måtte selv hun indrømme, at hun ikke kunne udskyde en gåtur i gennem det kolde slot længere.
. . .Med et lettere irriteret ansigtsudtryk trådte hun ud i indgangshallen, hvor den åbne dør tillod den isnende vind at blæse indenfor, men hun havde svært ved at være selvmedlidende, da hun fik øje på de tilplørede løver, der kom tilbage efter træning i det rødselsfulde vejr. Hun smilede venligt til de forbipasserende og vinkede til en enkelt, der smed en hilsen i hendes retning. Derefter vendte hun blikket mod døren for at se, hvorfor i alverden døren ikke var blevet lukket endnu, og en på en fod balancerende Eddie nåede hendes blik. Uden at tage sig videre af det tilsølede gulv gik hun hen mod ham.
. . ."Jeg troede, at du var en troldmand!" sagde hun med at lettere flabet smil på læberne og og krydsede armene henover den store mørkeblå sweater, som tydeligvis ike tilhørte hende men snarere en af hendes brødre.
. . ."Har du ikke en tryllestav at tørre dit tøj med?" fortsatte hun i det drilske tonefald og lagde hovedet lidt på skrå i en skarp bevægelse for at understrege, at hun skam vidste, at hun var lillesøsterirriterende. Hun kiggede ned mod det mudrede gulv og rynkede næsen ved synet af Eddies strømpefødder.
. . ."Er Aiden hård mod jer?" spurgte hun i et nysgerrigt tonefald, som faldt hende meget naturligt, selvom hun godt kendte svaret.

TAG: EDDIE LLEWELLYN

[Eddie Llewellyn]

dear julie

Over de skotske bakkedrag, kunne den nedgående sol anes i baggrunden og hele belysningen blev mere lys i et øjeblik. Eddie tøvede kort, med blikket imod horisonten. Farven var ikke så skrap som den ville have været, hvis ikke regnen havde tordnet ned og malet himlen en gennemtrængende grå. De vrede stormskyer tog på ingen tid herredømmet over himlen og sugede grådigt den sidste rest af dag til sig.

Den våde sko i Eddies hånd, forblev nøjagtig lige så gennemblødt som den havde været til at starte med. Han var ikke helt klar over hvad han havde regnet med, og tanken om at trave hele vejen op til syvende sal på bare fødder var nær fristende. Trinende der kom nærmere i baggrunden fangede ikke hans opmærksomhed, som han lænede sig frem og prøvende vred skoen endnu en gang. Måden han drejede hovedet mod Julie, var ikke blot mærkværdig, men så i og for sig også en anelse akavet ud. Det skulle i stedet få Eddie til rette sig ordentligt op i sin fulde højde, i stedet for at skæve over sin egen skulder. Han betragtede hende med et imødekommende smil, og lod skoen falde på gulvet. Hendes tonefald fik et øjenbryn til at hæve sig umotiveret. Hans udmattede sind tog sin tid om at opfange meningen bag hendes ord, og Eddie måtte give et fnys fra sig. ”En brillant en af slagsen.” Selvironien var ikke langt under overfladen, godt understøttet af det skæve smil der fulgte op. Der gik dog ikke mange sekunder, før han med dæmpet stemme bøjede sig en anelse ned imod den yngre pige. ”Men i mellem os to, ville jeg ikke kunne løfte en tryllestav nu, om det så gjaldt mit liv.” Med et sigende ryst på hovedet, hævede han underarmene en lille smule, med håndfladerne vendt op imod dem. Det var muligvis ikke til at se, men ganske som Eddie var klar over, sitrede hans brugte arme af udmattelse. Baskerne var uden tvivl dem der havde det hårdeste arbejde for armene, på trods af at de andre også brugte deres. Han lod hænderne falde ned igen, sikker på at hans pointe var blevet opfanget.

Eddies blik fæstnede sig kort ved hendes påklædning, og studsede over trøjens overdimensionerede formater, før han hurtigt fik rettet blikke imod hendes hovedregion på ny. ”Har du ikke nogle andre at berige med dine gode idéer?” tilføjede han bagefter i en udmærket, men ikke fuldendt, imitation af hendes eget tonefald. Blikket der hvilede på hende var understregende seriøst, men han måtte se sig nødsaget til at trække skævt på smilebåndet, før han med et lille suk bukkede sig frem og samlede sine våde sko op. Det var med en stiv bevægelse han fik rettet sig fuldkomment op og med et opgivende ansigtsudtryk så han ned på Julie. ”Hvornår er han ikke det?” smilet brød frem igen, mens et par kuldegysninger løb igennem hans krop, og han ærgrede sig over tøjet der klæbede sig som en edderkops spindelvæv til hans kolde krop og han følte sig klaustrofobisk i det. Tanken om en lun og knitrende pejs var ikke fjern. ”Kom. Jeg følger dig mod din opholdsstue.” sagde han beslutsomt og tog et par skridt frem, før hen langsomt vendte rundt, gik baglæns, uden at stoppe sine langsomme skridt, fordi han afventede at Julie fulgte ham. ”Og jeg vil ikke høre nogen diskussion. Din bror ville sikkert kølhale mig, hvis han fik at vide jeg lod hans lillesøster gå alene tilbage, når der kunne gå en morder rundt på slottet.” Der var ikke tvivl om at han mente ordene seriøst, men det afslappede glimt i øjet og smilet på læberne tog noget af effekten med sig. Og ej at forglemme, var Eddie inderst inde lidt en gentleman. Om end det var svært at se.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you ignore
ARE ALL THE THINGS I'M LOOKING FOR

Synet af den meget akavede stilling Eddie havnede i, da han vendte sig om for at se, hvem der talte til ham, fremkaldte et mildt smil på Julies læber. Lige så snart han rettede sig op i sin fulde højde blegnede det dog en smule, og det drilske glimt i hendes øjne blev erstattet af et lettere overrasket blik - hvornår var han blevet så høj? Hun fejede tanken til side og grinede i stedet over hans svar igen til hendes flabede kommentarer.
"Så det er nu, jeg skal slå til, hvis jeg vil have dig ned med nakken?" spurgte hun retorisk og kastede et påtaget triumferende blik ned på hans arme, som han løftede op for at understrege sin pointe. Hun anede ikke, hvor hårdt det måtte være at være basker, og hun havde heller ingen intentioner om at finde ud af det foreløbigt.
. . .Julie opfattede Eddies undren over hendes trøje og skulle netop til at forklare, hvor den kom fra, da han svarede igen. Det kom en smule bag på hende, og hun havde ikke et godt svar i ærmet. Hun løsnede armene og spændte stædigt musklerne ved at knytte sin næver.
"Jeg...! Nej." sagde hun en smule tamt og skar en grimasse, fordi hun bestemt ikke brød sig om at være den, der tabte mælet i udvekslingen af sådanne drillerier. På en opgivende facon lod hun armene hænge slapt ned langs siderne igen.
. . .I det korte øjeblik, hvor Eddie ikke smilede, nåede Julie at opfatte, hvor medtaget han egentlig var. Udover det gennemblødte, mudrede tøj, som man ofte fandt quidditchspillere i, så skinnede trætheden i gennem i hans blik, og hans kinder var præget af små rifter, som hun ikke kunne gennemskue på stående fod, hvordan han havde fået. Hun tillod sig at tørre noget, der meget vel kunne være jord, væk fra hans kæbe med en forsigtig hånd.
"Tjah. Et nederlag til Slytherin går vel ikke ubemærket forbi på noget tidspunkt!" sagde hun, mens hun stadig havde blikket mod Eddies kæbe, som hun nu fjernede sin hånd fra. Hun lagde ikke skjul på det udfordrende tonefald i hendes ord, som grænsede til at være bebrejdende. Da Hun hun så ham i øjnene igen var det med et blik, der udtrykte de samme følelser, men et smil på hendes læber afslørede, at det ikke var jordens undergang - for hendes vedkommende i hvert fald.
. . .Der var ikke mere at komme efter i storsalen, så Julie kunne ikke se nogen grund til ikke at bare at gå tilbage til sin opholdsstue. Hun fulgte ham med blikket, da han begyndte at gå og rystede opgivende på hovedet.
"Hvis man nu vælger at se bort fra, at min bror har vredet armen om på dig, så er du faktisk noget af en gentleman!" sagde hun med en efterfølgende latter og gik på på siden af ham. Ordet 'morder' gav genlyd i hendes hoved, og selvom hun blev grebet af en hvis alvor, så foretrak hun at holde samtalen i den mere muntre ende.
"Men hvad godt skulle dit selskab gøre mig, når du ikke kan løfte en stav, om det så gjaldt dit liv lige nu?" tilføjede hun spørgende og puffede slapt til ham med sin albue, mens de gik i gennem indgangshallen.

TAG: EDDIE LLEWELLYN

[Eddie Llewellyn]

dear julie

Udtrykket på Julies ansigt dannede et uforstående på Eddies, og havde han ikke været så udmattet ville han have brugt længere tid på at fundere over det. At det blot havde noget med hans højde at gøre, ville han aldrig have kunnet konkludere. Og få sekunder senere var det igen glemt. ”Vi ved begge to, jeg ville kunne nå at have dig fastgjort til gulvet længe inden.” Ikke at det var noget han kunne finde på. Smilet blev smørret, og han gjorde et kast med hovedet for at få det våde hår væk fra panden.

At han skulle se Julie lide af mangel på ord, var en uvurderlig oplevelse som fik ham til at smile bredt gennem sin udmattelse. ”Så må jeg jo hænge på dig…” En hovedrysten indikerede hans tydelige ubehag ved idéen, men smilet han efterfølgende lod vokse frem talte helt andre ord. ”Flot trøje.” tilføjede han kort efter, og hævede begge øjenbryn lidt, før det ene øje lukkede i, i et hurtigt blink. Han ville have ladet en latter komme efter, men han fandt ikke modet til at begive sig ud i det i sin tilstand, Gryffindorelev eller ej. Men sådan kunne det vist knapt kategoriseres. Som noget modigt. Eddie rev sig løs fra sine usammenhængende tanker, da Julies hånd nærmede sig hans ansigt og uden at tænke over det, rykkede han det først et par millimeter i den modsatte retning, indtil han indså hvad det var hun ville. Et afslappet smil fandt sig til rette, og han betragtede Julies ansigt som hun stod der foran ham. Han sukkede dybt og anstrengt over hendes ord. ”Et nederlag… Gid det var så vel.” Smilet forvandlede sig til noget mere opgivende, og af ren og skær stædighed (og mangel på lyst til at diskutere det samme emne han havde brugt hele aftenen på) lod han være med at sige mere om det.

I stedet rettede han hele sin opmærksomhed på at få Julie til at følge ham, en opgave der i sig selv ikke burde være svær, men man kunne immervæk aldrig vide. Han kunne ikke lade være med at fnyse forarget over hendes ord. ”Og hvis vi nu vælger at se bort fra, at du med det samme konkluderede at det ikke var på egen bekostning, vil jeg tage det som et kompliment.” Det spøgende tonefald blev intensiveret, efterhånden som sætningen blev afsluttet. Han fulgte hende med blikket indtil hun nåede hans side, før han også selv satte i bevægelse igen – denne gang med hovedet i den rette retning. Han så eftertænksomt på hende, og overvejede hendes ord. Pointen havde hun, men alligevel… ”Jeg sagde mit liv. Dit er en helt anden sag.” Nok var det en harmløs spøg om et alt for seriøst emne, men at han var bundreel burde der ikke herske tvivl om. Det ville der i hvert fald ikke, hvis det ikke var fordi Eddie i samme øjeblik havde skåret en grimasse af anstrengelse, over sine trætte ben der nu var tvunget til at skulle bevæge sig hele vejen til øverste etage. Langsomt fik han løftet den ene hånd, og gned den en enkelt gang ned over ansigtet, mens han ignorerede den sviende smerte det gav i de små rifter da hans beskidte fingre rørte dem.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you ignore
ARE ALL THE THINGS I'M LOOKING FOR

Hvis de ord var blevet ytret af noegn, hun kendte bedre, ville hun vöre sprunget på vedkommende for at bevise, at hun sagtens ville kunne overmande personen, men hun nöjedes med at udtrykke hendes konkurrenceiver med et udfordrende glimt i öjet.
. . .Julie ltrak på skuldrene og kiggede på ham med et ärligt blik.
"Måske er det ikke så slemt at hänge på mig." påpegede hun med smilet hvilende i mundvigene og et glimt i öjet, der nemt kunne karakteriseres som flirtende. Selvom hun var Alexanders lillesöster, så kunne hun ikke rende rundt og lege lille-pige uskyldig hele tiden. Desuden faldt det hende naturligt at flirte med fyre (en vane, der havde en tendens til at forsvinde, når Alex var i närheden), men lige for tiden var det ikke bevidst, at hun gjorde det, fordi en ganske bestemt fyr spögede i hendes hoved dag og nat. Hun prövede desperat ikke at tänke for meget på ham, men lidt for ofte fik hun en albue i siden af Imogen i timerne, fordi hendes tanker var andetsteds. Julie kiggede ned ad sig selv, da Eddie smed en kommentar om hendes tröje, men hun mödte upåvirket hans blik igen, fordi hun var for städig til at tabe ansigt igen.
. . .Selvom Eddie rykkede sit hoved fortsatte Julie ufortrödent med sit foretagende. En räkke flabede kommentarer om lövernes nederlag formede sig i hendes hoved, men det suk, der havde undsluppet Eddies läber lige för, fik hende til at holde inde med håneriet.

"Den dag, vi kan have en samtale uden at Alex bliver nävnt, er den dag, hvor jeg holder op med at dömme dig." sagde hun i stedet for at indrömme, at det var ment som et kompliment. Hun kiggede til siden på den udmattede quidditchspiller og smilede. Egentlig forventede hun ikke, at der nogensinde ville komme en dag, hvor de to var venner uafhängigt af Alex.
. . .Det var meget klart, at Eddie spögede, men Julie kunne ikke få sig selv til at grine, selvom hun var den, der havde taget let på emnet i förste omgang.
"Ah, at väre ung og ignorant..." mumlede hun, mest henvendt til sig selv. Julie flygtede altid fra de seriöse emner, fordi hun lod sig rive alt for meget med. Nok var hun en ravn og brugte sit hoved, men hun havde hjertet med i alt, hvad hun lavede.

TAG: EDDIE LLEWELLYN

[Eddie Llewellyn]

dear julie

Det blik hun sendte ham, fik et opgivende smil til at forme sig på hans læber, men som hende lod han emnet ende ved det, da det i sig selv var en meningsløs diskussion. Hans fingre trak sig igennem håret, der efterhånden var mere fugtigt end decideret vådt. Han overvejede hendes ord med et seriøst udtryk i ansigtet, før han blødte op med et lysende smil. ”Nej, det er det nok ikke” gav han hende ret, og så ned på den noget lavere pige. Eddie selv var ikke den store flirter. Eller måske var han, men i så fald var det ikke med overlæg. Han var bestemt ikke klar over det.

Stilheden lagde sig, som de nåede første sal og Eddie kastede et opgivende blik imod det kommende sæt trapper, som ville føre dem videre til næste etage. Han lod kosten han bar i den ene arm, hvile mod skulderen imens han gik, med stærke tanker om hvor mange eftersidninger det skulle koste ham, hvis han valgte at springe hele gå-affæren over og parkere Julie foran hendes kollegium på kost. Han bed dog tanken i sig igen, med et uhørligt suk. ”Skulle jeg dratte om halvvejs, regner jeg med dig.” lod han hende vide, uden tanke for at hun ikke havde en ærlig chance for at vide hvad der havde foregået i hans hoved.

Eddie tog ordene om Alex til sig, på en noget mere seriøs måde end det sandsynligvis havde været hendes hensigt. ”Noteret.” Han holdt en kort kunstpause, og benyttede det til at tage et par hurtigere trin op, og drejede sig halvt med fronten i hendes retning. ”Du slipper ikke af med mig, før det lykkedes.” det udmattede smil vendte tilbage, men måtte snart falme igen som det dæmrede at hans løsagtige omtale af den myrdede professor var upassende. Han rømmede sig lidt, og stoppede med at gå, stadig et par trin over hende med et seriøst ansigtsudtryk. ”Undskyld. Jeg ved godt det er tåbeligt at spøge med det.” Han hævede begge øjenbryn og bukkede nakken en anelse, så han kunne se hende i øjnene. Hans egne bar et seriøst og gennemtrængende udtryk, der i den grad understregede at han var reel. I samme sekund skulle trappen, de stod på, dog vise sig at skifte retning, og for ikke at miste fodfæstet greb han fat om gelænderet og måtte se væk.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you ignore
ARE ALL THE THINGS I'M LOOKING FOR

Et lettere triumferende smil gled over Julis læber, også selvom Eddies tilkendegivelse af, at han var enig, næppe talte som en sejr. Det skulle ikke undre hende, hvis han bare havde givet efter, fordi det var en meningsløs samtale at fortsætte, men det havde hun intet behov for at undersøge nærmere.
. . .Side om side besteg de trappen fra indgangshallen, og Julie spekulerede på, hvem af de to, der mon var mest forpustet, når de kom op på 7. sal. Overvejelsen blev ike andet end kortvarig, fordi Eddie brød stilheden igen med noget, der lød som en pludselig indskydelse. Uventet boblede hun over af latter og rystede på hovedet.
"Det er meget modigt af dig!" lo hun og kiggede op på den lidt ældre løve, hvis udmattethed nærmest smittede af på hende. Hendes humør syntes dog ikke at blive påvirket, om selvom Eddie ikke lige virkede oplagt til de helt store jokes, så hængte han alligevel på.
. . .Julie lagde ikke noget synderligt i hans svar, men da han gik forbi hende og drejede sig halvt om mod hende på trappen, stoppede hun op og mødte hans blik med let opspærrede øjne. Hendes blik udtrykte en blanding af nysgerrighed og overraskelse, men hun gengældte hans smil og hævede øjenbrynene i en underholdt mine. Hun åbnede munden for at svare ham men endte med at holde inde, fordi hun faktisk ikke vidste, hvad hun skulle sige.
Først da Eddie var stoppet op igen et par trin foran hende, tilbagelagde hun afstanden mellem dem igen. Der var noget utrolig ærligt i Eddies blik, og hun så væk, inden trappen med et ryk satte i bevægelse og Eddie selv brød øjenkontakten. Hun øgede afstanden mellem sine fødder med et skridt og fik et bedre fodfæste, så hun ikke mistede balancen.
"Jeg gør det jo også selv." sagde hun med et skuldertræk og så på ham igen. "Jeg ved ikke helt, hvordan jeg ellers skal tackle det." tilføjede hun og sukkede lydløst men tungt, så man kunne se hendes brystkasse hæve og sænke sig betydeligt mere, end når hun trak vejret normalt. Med en mægtig lyd faldt trappen på plads igen, og Julie genoptog sin bestigning af trappen.

TAG: EDDIE LLEWELLYN

[Eddie Llewellyn]

dear julie

Med en sløv bevægelse, drejede han hovedet i hendes retning og løftede dovent et øjenbryn. ”Jeg er ikke på Gryffindor for ingenting, husker du nok.” spøgte han med et sigende blik, før et hvidt tandsæt blev afsløret af et bredt smil. ”Jeg tager chancen.” mumlede han bag et ikke særligt overbevisende gab og kløede sig i håret.

Deres bevægelser på trappen kombineret med meningsløse sætninger frem og tilbage, ville nok have været mere seriøse, havde Eddie haft sin forstand helt i god behold. At dette kunne mærkes, var der bestemt ingen tvivl om. Men af gode grunde, vidste Julie jo også hvorfor. Med et træk på smilebåndet satte han i gang igen, uden at fjerne blikket fra hende. ”Det er der vist ingen der ved.”

Og med det som afslutningen på den seriøse sag, fortsatte de to skolelever deres vej og rundede alverdens ligegyldige emner om alt og intet, og bød hinanden godnat, som Eddie fulgte hende hele vejen til hendes opholdsstue, før han selv vaklede tilbage til sit eget kollegium, med tanker om en varm og imødekommende seng.

tråd afsluttet