Uden at vide hvorfor

[Julie Aderyn Young]

UDEN AT VIDE HVORFOR
stuart fellton

For at kunne forholde sig nogenlunge normalt til livet måtte Julie gå på kompromis med mange ting, der stred imod hendes logik. Hun spekulerede tit over flere ting, hvoraf nogle var af mere afgørende betydning end andre. Det meste af tiden prøvede hun at få mugglerfødte magikere til at give mening. I aften var hendes tanker tilegnet lækkersult. På trods af, at hun havde spist sig rigeligt mæt til aftensmaden, så tog hun stadig sig selv i at stikke sine kollegiekammerater en dårlig undskyldning for at smutte ud bare en halv time efter, de var kommet tilbage til opholdsstuen. Det var kun nødigt, at hun til sidst have indrømmet, at hun egentlig bare trængte til noget sødt, også selv om hun vidste, at deres opgivende reaktioner mere var dril end deres egentlige holdninger.
Julie var smuttet uset ud af køkkenet, hvor hun havde snuppet sig en muffin. Den var røget hurtigt ned, men det der irriterede hende var, at det ikke havde hjulpet på hendes trang til søde sager. Det var tydeligt, at hun var optaget af sine egne tanker. En lodret rynke havde indfundet sig mellem hendes øjenbryn, og hun havde stukket hænderne i lommerne på kappen, der stod åben og afslørede en knap så nystrøget skoleuniform: slipset hang løst og tillod de øverste knapper på skjorten, som hun havde hevet op af nederdelen, at være åbne.
Som ravn færdedes hun sjældent i krypten. Underetagen bød ikke på noget særligt udover køkkenet, som hun først havde fået adgang til, da hun gik på 3. årgang, fordi hendes brødre havde nægtet at fortælle hende noget inden da. Det var besynderligt, sådan som de gik så meget op i, at hun ikke måtte bryde reglerne, når de selv havde været stjernekriminelle på skolen - eller godt nok ikke hendes ældste bror, han havde været præfekt, men alligevel havde han formået at tilegne sig en enorm viden om diverse genveje og hemmeligheder på skolen - endnu en modstrid, men godt nok en af de mere morsomme af slagsen.

[Stuart Fellton]

[/color], sang Stuart brummende, i de han med langsomme skridt, strøg ned igennem kryptens gange. ”Put your hands up in the air, like an ogre, just don't care. Can you dance like a Hippogriff. Ma, ma, ma, ma, ma, ma, ma, ma, ma, flyin' off from a cliff!” udbrød han, stadig syngende, men jo hurtigere teksten skred frem, jo højere syntes hans sang at blive. At Stuart sang dårligt, kunne umuligt komme bag på nogle. Hans stemme var dyb, hæst og uden tvivl behagelig at høre på, hvis han blot lod være med at kaste sig ud i sang, og ellers holdte sig til tale normalt. At Stuart så ikke kun holdte sig til at snakke normalt, ja, det måtte være en anden, lidt mere usynlig side af den sag. Han var kendt for ikke altid at være ordentlig i hovedet, og til tider fanden selv.

Stuart gik tilsyneladende i sine egne tanker, stadig syngende dette ene vers om og om igen, og bed ikke mærke i Julie, som stod en anelse længere fremme. En gang imellem lod han en knyttet næve ramme murstenene som dannede en væg, der forhindrede uvedkommende i at træde indenfor i Slythenrins opholdsstue. Han slå blikket op, og tav brat af ren og skær refleks. Så gled et bredt, dybt charmerende smil om hans læber, og han snurrede rundt før han faldt mod muren – præcis som en professionel danser ville have gjort det, i en heftig dans med partner. Stuart kunne ikke tilbageholde et grin, og vrikkede med brynene til hende. Han kunne ikke sætte et navn til det ansigt, så derfor blinkede han kun til hende, begyndte igen sin syngen i det han fortsatte forbi hende. Han havde ikke fundet situationen specielt pinlig eller akavet – Stewart var nu engang ikke ordentlig i hovedet. [/ul]

Notes: Beklager det røv-svar

[Julie Aderyn Young]

UDEN AT VIDE HVORFOR
stuart fellton

Selvom Stuart ikke just sang i et dæmpet toneleje havde Julie ikke bemærket noget i ret lang tid. Da hun endelig bed mærke i hans stemme, var det, som om den sneg sig ind på hende, mens hun gravede sig ud af sit dybe tankespind, og pludselig var hun meget tilstedeværende. Fyren lidt længere nede af gangen slog sine næver ind i væggen uden nogen åbenlys grund, og da hun var ved at passere ham vendte han sig meget pludseligt og lavede en - ja lavede noget op ad væggen, som både overraskede og morede Julie, der boblede over af grin. Hun kunne godt genkende ham, nok bedre end han kunne genkende hende. Men det var nok, fordi hun havde lagt mærke til ham før - dog ikke af så glamourøse grunde. Stuart var en af de slanger, som ikke bekræftede alle de normale fordomme om kollegiet, og det tiltalte hende meget. Både personlighedsmæssigt, for hun var selv en ret fyrig pige, der ikke tålte at kede sig, men også på et mere alvorligt punkt: blodstatus. Ligesom hun ikke forstod, hvor lækkersulten kom fra, så forstod hun ikke, hvordan mugglerfødte pludselig kunne få magiske kræfter. Denne problemstiling var dog ikke ligefrem den, der dominerede i hendes hoved lige nu, hvor hun kom til at fnise igen, fordi han havde blinket til hende. Med et glimt i øjet vendte hun sig om mod slangen i takt med, at han gik forbi hende - nu hvor hun havde ham for sig selv kunne hun lige så godt udnytte det. Der gik et sug i gennem hendes mave, da hun skulle til at snakke med ham, fordi hun var nysgerrig efter, om han overhovedet ville have kontakt med hende.
"Er forestillingen allerede slut?" spurgte hun og så på ham med store, uskyldige øjne og let åben mund, der var formet i et smil, mens hun ventede på, at han ville vende sig om mod hende.

[Stuart Fellton]

[/color], hviskede han i gangen. Selvom hans brummen blot var en hvisken, var der så stille at Stuarts ord nåede hende uden problemer. Han blinkede til hende og lagde hænderne, så den usynlige guitar lå i hans skød, hvorefter han med lyde fra mundtøjet og hænderne der mimede han skulle spille på et rockinstrument. Stuart gik langsomt mod hende og jo tættere han kom, jo større syntes hans smil at blive. Da de stod mindre end 40 cm. fra hinanden, smed han hænderne ud til siden, og blev med et stille. ”Kan du danse?”, mumlede han og rettede ryggen, hvorefter han lagde armene indtil kroppen. Stuart grinede lavmælt til hende og fugtede læberne langsomt. Stuart tog hendes hænder og placerede dem, hvor de rette steder nu måtte befinde sig, hvorefter han begyndte at svinge rundt med hende, i stille og rolige cirkelbevægelser. ”Julie, ikke sandt? Mit navn er Stuart”, hilste han og sendte hende et bredt smil. Han gav roligt slip på hende og bakkede væk fra hende. [/ul]

[Julie Aderyn Young]

UDEN AT VIDE HVORFOR
stuart fellton

Til Julies store tilfredsstillelse vendte Stuart sog om som på kommando. Hans reaktion var fuldstændig uforudsigelig, og som forventet gjorde han nok noget af det sidste, som Julie havde forventet. Hun spærrede øjnene op og smilede større - hendes øjne glødede af nysgerrighed. Det var netop, fordi hun var så nysgerrig, at hun ikke stemplede Stuart som mærkelig og gik. Hendes trang til at udforske spændende til - og i dette tilfælde menneske - fik hende til uden videre overvejelser at hoppe i med begge fødder og lege med. Desuden, så ville hun spekulere hovedet i laser over, hvad hun mon gik glip af, hvis hun nu gik, og det var absolut ikke en mulighed i hendes bog.
Stuarts hvisken var underligt intens, og selvom Julie ikke svarede i første omgang var det tydeligt, at hun var interesseret, fordi hun med et enkelt skridt gik ham i møde.
"Definér dans."
svarede hun kortfattet igen og lod Stuart gribe fat om hende og føre hende rundt i nogle cirkler, inden hun selv trådte væk fra ham med et hævet øjenbryn - og et fornøjet smil på læben.
Hun nikkede nok svar, da han spurgte til hendes navn.
"I egen høje person!" sagde hun og holdt en sikker samtaleafstand fra Stuart, fordi hun gerne ville have lidt rekationstid, hvis han pludselig skulle bryde ud i skønsang eller lignende igen. Hun tillod sig at studere ham diskret, inden hun snakkede videre.
"Jeg var slet ikke klar over, at krypten kunne være så festlig!" sagde hun og stak den ene hånd tilbage i lommen - hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle gribe Stuart an, men lære ham at kende, det var hun nødt til.

[Stuart Fellton]

[/color], sagde han og fugtede underlæben hurtigt. Han rystede på hovedet og lænede sig op af væggen. ”De fleste andre slanger er pisse kedelige! Nej.. Vent, jo det er de”, udbrød han efterfølgende og sendte hende et bredt smil. Han stak afslappet hænderne i lommen på de sorte bukser, der tilhørte hans skoleuniform, før han genvandt hendes øjenkontakt. ”Nej, jeg tager egentlig fejl nu hvor jeg tænker mig om”, udbrød han spagt og knipsede mod hende. ”Pedias Cromwill er egentlig cool nok!”, udbrød han og smilede derefter blot venligt til hende. ”De andre går ikke op i andet end hvilken familie du kommer fra. Det synes jeg er trættende i længden, men de er sgu egentlig flinke nok alle sammen. Jeg kan godt snakke med dem, men jeg har flere venner på de andre kollegier”, tilstod han og smilet blev blot større, i det nogen af hans bekendte blev blandet med ind i billedet.

Stuart var i det hele taget stikmodsat det billede som normalt blev tegnet af Slythenrin. Han var utrolig familieengageret og varm omkring sine venner og veninde. Den eneste ting som måske haltede lidt for ham, hvis man så på det sociale plan, var det at finde en pige som han følte mere for end blot nære venner. Dog var han ret sikker på, at han havde fundet en, som godt kunne gå hen og blive mere interessant.
Stuart skød pokker i den tanke og vendte straks sin opmærksomhed mod denne Julie. ”Du er selv Ravenclaw elev ikke sandt? Hva’ fanden bestiller du hernede?”, spurgte han venligt og sendte hende et kort smil. [/ul]

[Julie Aderyn Young]

UDEN AT VIDE HVORFOR
stuart fellton

Navnet Pedias Cromwill sagde ikke Julie noget, men hun var ret overbevist om, at hun ville kunne genkende hende, hvis hun så hende. Hun var mere interesseret i hans snak om, at han havde flere venner på de andre kollegier, og den konkurrencefikserede løve brølede stolt i hendes mave. Hun fandt det dog bedst ikke at komme med en kommentar om, hvilket kollegium der var bedst - eller i dette tilfælde værst.
"Det er bestemt også mit indtryk!" sagde hun istemmende men undlod at nævne, at det netop, var fordi han ikke selv var sådan, at hun interesserede sig for ham. Da han spurgte hende om, hvad hun lavede nede i krypten, smilede hun hemmelighedsfuldt og bed sig i læben, fordi hun ikke havde lyst til at indrømme, at hun var kommet hele vejen herned på grund af lækkersult - igen!
"Alferne i køkkenet savnede mig." svarede hun lidt undvigende og flettede sine fingre bag ryggen, så hun fik en lillepigeuskyldig udstråling.
"Eller måske er det bare mig, der savner min egen husalf." tilføjede hun med en mere useriøs undertone og tippede hovedet let på skrå.
"Du synes måske, jeg burde holde mig til etagerne over jordoverfladen?" spurgte hun i tydelig spøg men afventede alligevel hans svar med et nysgerrigt skær i øjnene. Hendes lyst til at komme ind på livet af Stuart kunne sidestilles med et barns nysgerrighed for en nyopfundet og uudforsket leg. Julie var frisk på livet og dets udfordinger, og fandt hun sig pludselig, og hun tillod sjældent kedsomheden at gribe om hende. Når den endelig gjorde gik det frygteligt meget ud over hendes humør, og hun tyede mildt sagt til alternative midler for at beskæftige sig selv en gang i mellem.

[Stuart Fellton]

[/color] Stuart kunne ikke tilbageholde et sprødt klukkende grin, og han sendte hende et nik, ved hendes første konklusion.
”De har et værre rygte de slanger”, sagde han stadig drillende, og lænede sig op af muren, ved at hvile den ene brede skulder mod de kolde mursten. Han blinkede til hende, men sendte hende derefter et venligt smil.
”Man skal ikke tage fejl af dem. Det er i opdragelsen den er gal”, mumlede han efterfølgende, rømmede sig og hævede samtidig de mørke bryn kortvarigt. Derefter lagde han hovedet en anelse på sned, og jokkede skosnuden i marmorgulvet, imens han lyttede til hendes undvigende undskyldning, om, hvorfor det egentlig var hun befandt sig hernede.
”Din husalf.. aha”, brummede han og de mørke bryn, fløj om muligt endnu længere op i panden, i og med et charmerende, men skeptisk smil gled over hans læber. Det var ganske tydeligt, at han ikke bed på den undskyldning. Han lod skosnuden glide frem og tilbage over et lille sort stribe, og han kunne ikke tilbageholde et svagt kluk, der endnu engang understregede hans skeptisk.
”Det kan godt være, at mit kollegium ikke er kendt for at være de særligt intelligente, men jeg kan godt høre forskel på en løgn og en sandhed”, brummede han og hævede de mørkeblå øjne, hvorefter han sendte hende to nik lige efterfulgt af hinanden. Stuart genfandt sit venlige smil, og han genoptog sin stirren på hende.
”Så.. var du sulten?”, hviskede han og stirrede intenst på hende, som havde hun jokket en eller andet præfekt gevaldigt over tæerne. ”For fy føj da, hvor har du så jokket i spinaten lille frøken!”, udbrød han efterfølgende, men stadig i et lavmælt toneleje. Han afsluttede ved at blinke til hende. Ved hendes sidste kommentar, trak Stuart ligegyldigt på skulderen.
”Nej, det er kun hyggeligt at få besøg af sådan en godt udseende pige som dig. Vil du ikke ledsage mig til køkkenet? Jeg har rent faktisk ikke noget imod at sige, at jeg er lidt sulten”, sagde han og vendte ryggen til hende. Stuart foldede armen, så hun kunne stikke sin arm ind i hans. [/li][/ul]