An old friend

[Stuart Fellton]

Stuart hævede hånden, for at kaste et kort blik på klokken. Han konkluderede han havde god tid, hvorefter han mageligt proppede begge hænder tilbage i lommen. Stuarts skridt gav genlyd i krypten, og hans nynnen fulgte ivrigt med. Der var absolut ingen tvivl om, at Stuart var på vej ned til sin opholdsstue, og han var i et særdeles godt humør. Mørket havde lagt sig som en sort dyne hen over landet, og regnen havde meldt sin ankomst. Det havde faktisk regnet uafbrudt, siden Stuart havde forladt Storsalen, en ting han havde bidt mærke i, da han ville forlade skolen, for at tage et smut til Hogsmead med nogle drenge fra Slythenrin. Den tur var dog blevet kasseret, og i stedet havde de siddet på biblioteket, for at tæske hinanden i troldmandsskak. Stuart havde vundet samtlige spil, han havde deltaget i, hvilket selvfølgelig havde gjort den unge slange, yderst tilfreds med sig selv.

Stuart udbrød kodeordet, hvorefter maleriet skød til siden. I hullet mødte Stuart en af sine klassekammerater, som smilede kort til ham. ”Godt spil tidligere Stu”, brummede han, hvorefter han tvært så ned i jorden. Stuart kunne intet andet end at smile, hvorefter han blinkede til ham. ”Jeg er ked af du tabte 20 galleoner, men helt ærligt.. Du må lære at satse noget bedre, og ikke mindst på de rigtige”, brummede Stuart og et provokerende smil gled over hans smalle læber. Drengen kunne ikke tilbageholde et lille grin, og de passerede hinanden, med et lille nik.

Stuart landede i sofaen, hvorefter han gav sig til, at følge med i et spil, to mindreårige hekse havde begivet sig ud i.

[Jonathan MacLeod]

on the right track, baby
. . . . . . . . . . . . . I W A S B O R N T H I S W A Y

Jonathan MacLeod var smidt i en lænestol i opholdsstuen, med ryggen hvilende mod det ene armlæn og benene over det andet. Dagen havde været så triviel, at han ikke var sikker på hvad han havde lavet, og det var med et tungt suk han lod hovedet falde kedsommeligt bagover, og studerede intenst det intetsigende loft, der primært bestod af de mørke sten, som resten af krypten også var bygget i. Hans hænder hævede sig, og uden nogen egentlig grund, kørte han fingrene igennem håret, for at stoppe dem halvvejs. I et øjeblik sad han der, med armene placeret over hovedet og lukkede øjne.

Det var lyden af nytilkomne stemmer i opholdsstuen, der fik ham til at rette sig op igen, og hvor hænderne før havde hvilet oven på hovedet, fandt de nu vej til den papirkugle af pergament han havde efterladt på sin mave og åndsfraværende gav han sig til at folde det ud for derefter at folde det sammen igen, i samme øjeblik som Stuart placerede sig i en sofa ikke langt derfra. Et smørret smil gled på plads på hans læber, og med en øvet bevægelse kastede han kuglen i retning af sin vens hoved.

tag: stuart fellton
notes: -
words: 197
outfit: skoleuniform

[Stuart Fellton]

…Og den ramte perfekt. Stuart skar en overrasket grimasse, i det han frustreret flyttede blikket fra spillerne, for at finde synderen. ”Hvad fanden skulle det til for?”, brummede Stuart muggent, før han greb pergament-kuglen og kastede den mod Jonathan. Da den ramte pejsens stenhylde, en lille meter til højre for Jonathan, faldt hans markerede bryn på plads, i en opgivende grimasse. Stuart smed begge lapper ud til siden, hvorefter han sukkede tungt. ”Ikke mit bedste kast til dato.. Men du distraherede mig, og så er jeg lovligt undskyldt”, tilføjede Stuart før et smørret smil, indfandt sig på hans læber. Hvad Jonathan helt præcist havde distraheret ham med, vidste han ikke, men når det var Stuart man talte om, kunne det umuligt komme som en overraskelse, at han hurtigt skulle finde en ting eller to – også de helt latterlige grunde gjaldt, og det var som regel disse, knægten benyttede sig af i pressede situationer.

Stuart rejste sig, passerede de to spillere, hvor han tillod sig at rykke en brik, og blinke kækt til den lyshårede, hvorefter han satte sig på Jonathan. Han lænede sig tilbage, for at sukke afslappet, og lagde så sit venstre ben over det højre. ”Nu sidder vi godt”, brummede Stuart afslappet, hvorefter han, fuldstændig tilfældigt, plantede en albue i siden på Jonathan, da han ville sætte sig bedre til rette. ”Hvad skete der egentlig til Young's fest? Jeg hørte et eller andet med dig og hende der Fenella”, udbrød Stuart pludseligt, før han med store øjne, skævede mod Jonathan over skulderen. Knægten havde sat sig op, så han på den måde, kun sad på Jonathans skød. ”Hun er sgu lidt sær. Det må du da give mig”, indskød han hurtigt, før han himlede med øjnene.

[Jonathan MacLeod]

on the right track, baby
. . . . . . . . . . . . . I W A S B O R N T H I S W A Y

Der herskede ingen tvivl om at smilet der gled snedigt frem på Jonathans læber var smørret, og hans læber skiltes i en latter der virkede hæs, som en af mange bivirkninger ved at ryge jævnligt, som Jonathan nu engang gjorde. Der kunne ikke sættes en pris på det udtryk der var løbet over vennens ansigt, og med tanke for sit eget ve og vel nåede han at løfte en ene hånd afværgende op foran sig, som Stuart sendte den lille kugle tilbage hvor den var kommet fra uden den samme præcision. At den fejlede sit mål så grumt fik blot latteren til at stige igen, mens han svang benene ned fra armlænet og satte sig mere regelmæssigt i lænestolen, med den ene ankel hvilende afslappet på det andet bens knæ, og vægten fra overkroppen lænet imod albuen og underarmen der nu i stedet lå placeret på armlænet, hvor benene før havde været. ”Lovligt? Havde du for travlt med at se på neglelakken tørre?” spurgte han flabet tværs igennem opholdsstuen, uden at tage blikket fra Stuart, mens han undertrykte et bredt smil ved at fugte sine læber en enkelt gang.

Da den anden kom på benene og i et par kvikke skridt fik bevæget sig over imod ham, var det med en højlydt beklagende lyd fra Jonathans side, at Stuart satte sig på hans ben og han så på ham med et påtaget lidende ansigtsudtryk. ”Du gør måske”, brummede han og tøvede ikke med at placere den ene hånd imod Stuarts overarm og den anden på siden af hans ben, omkring knæet, og dermed forsøge på at skubbe vennen direkte ned på gulvet. ”Flyt dig, dit læs”, vrissede han i en moret tone, selvom Jonathan størrelsesmæssigt gik over Stuart.

Spørgsmålet fangede ham en anelse off guard, og med et tungt, frustreret suk kastede han hovedet bagover, det landede tungt øverst på nakkestøtten, alt imens den ene hånd gled ned over hans ansigt. ”Tænk ikke engang på det. Jeg ved sgu ikke lige hvad der gik galt. Delvis hjerneblødning eller noget i den stil… Eller også har jeg bare været for meget omkring dig og dit uintelligente væsen. Det smitter jo, det skidt…” Jonathan forsøgte at slå det hen som noget morsomt, men i virkeligheden havde han grublet lidt mere end han ville over hele balladen med Fenella. Jonathan fnøs med et smil, af måden Stuart himlede med øjnene på og trak på skuldrene på en ligegyldig manér. ”Vi er sgu vist alle sære på vores egen måde, makker.”

tag: stuart fellton
notes: -
words: 417
outfit: skoleuniform

[Stuart Fellton]

Stuart greb fat om begge armlæn, for at forhindre hans nedstigning fra lænestolen. ”Du vil jo gerne have mig siddende! Lad være med at foregive andet!”, udbrød Stuart vrissende, tydeligvis underholdt af hele situationen. Efter få sekunders kamp, lod Stuart sig puffe ned på gulvet. Han ramte dette med begge knæ, hvorefter han nåede at sætte håndfladerne i, så han på den måde, undgik et frontalt møde mellem gulvet og hans pande. Stuart himlede med de mørkeblå øjne, hvorefter han drejede hovedet, og fangede Jonathans skikkelse med blikket. ”Du er rigtig nok pisse morsom, var?”, fnyste han, før et bredt smil gled over hans smalle læber.

Knægten fik sat sig ordentligt tilrette på det kølige stengulv, hvorefter han trak på skuldrene. ”Smitter..”, mumlede Stuart tænksomt, før han sendte Jonathan et tamt smil. Stuart nikkede og fæstnede sit blik ved spillerne, et stykke fra dem. ”Du har nok ret. Det må være mig der smitter”, og med den kommentar, lod han emnet ligge.

Stuart lod hånden jage igennem håret. Spillet havde fanget hans umiddelbare opmærksomhed, og han sad i nogle sekunder, og fulgte hver spillers træk. Pludselig himlede han overdreven med øjnene, og rystede derefter på hovedet. ”Nej nej nej! Ikke sådan der. Se nu hvordan hun har muligheden for at tage din hest”, udbrød han mumlende, uden egentlig at ville hjælpe spilleren videre. Stuart hævede begge bryn og så hen på Jonathan, med en pludselig begejstring. ”Jeg har spillet troldmandsskak hele aftenen stort set. Og jeg skal lige tilføje, jeg vandt alle mine spil”, udbrød han og blinkede flabet til Jonathan.

[Jonathan MacLeod]

on the right track, baby
. . . . . . . . . . . . . I W A S B O R N T H I S W A Y

Jonathan udstødte blot en utilfreds og aldeles uenig lyd over Stuarts ord, og sørgede for at lægge lidt flere kræfter i, for endelig at få væltet vennen ned af sit skød, hvor han bestemt intet havde at gøre. Jonathan forventede ikke at Stuart gik på næsen, for på mange måder var den knægt nøjagtigt ligesom en kat. Han landede altid på benene. Jonathan trak på skuldrene, og lænede sig frem i stolen med underarmene placeret imod sine lår, før han kortvarigt hævede det ene og kløede sig i håret. ”Hvis jeg selv skal sige det, ja. Tak for anerkendelsen.” Et smørret smil delte sig over hans smalle læber og han hævede triumferende hagen en anelse, men blev fortsat siddende i samme stilling, dermed i nemmere konversations-stilling med sin kammerat.

Det var en lettelse at Stuart for nu ikke kom længere ind på hele området med Jonathans ekskæreste, der for ham var meget ustabilt for tiden. Og han foretrak – venskab eller ej – i det mindste at have en smule styr på sit eget hoved først. Så skulle han ellers nok sørge for at læsse af. Han sendte et drenget smil imod ham, med et lille gran taknemmelighed at finde.

Dernæst drejede også Jonathan hovedet imod skakbrættet som Stuart øjensynligt var så optaget af, og Jonathan kunne ikke holde en latter tilbage over vennens udbrud. Jonathan hævede et øjenbryn. ”Det er mere produktivt end at glo halvanden time op i loftet, det må jeg sgu give dig.” Et flabet smil brød frem. ”Men at du vandt alle spil er vist en revidering.” Trods ordene, var det dog tydeligt på hans udtryk at han blot mente det i spøg og ikke som sådan tvivlede på sandheden i sin bedste vens ord.

tag: stuart fellton
notes: -
words: 288
outfit: skoleuniform