|
|
Post by drake on Mar 22, 2011 20:29:52 GMT 1
TAG: Evelyn Rose Ivory
En lang dag, og en endnu længere uge. Alle de ting som var sket i løbet af ingen ting havde taget overhånd, og han havde brug for atter at kunne krybe tilbage til Kollegiet, hvor han kunne slappe af uden afbrydelser. Hans vrede overfor mudderblods pjokket, Damon Anthony, var blot blevet værre med tiden og han vidste at på et tidspunkt ville fjolset med sikkerhed have hævn. Damons vennekreds var meget omtalt på skolen, hans kendskab til familien Ivory, bestående af Rachel Ivory, den lystige pige, og hendes nået så heroiske bror Aiden Ivory, havde fået skabt sig et godt ry, og siden de nu var venner var han sikker på at han ville møde dem meget snart.
Han havde tidligere på dagen snakket med Gabriel Caron, om hvordan Damon lidt efter lidt havde fået følelser for pigen Alice, men da han endelig mødte hende var han blevet banket til plukfisk, og måtte søge tilflugt i de forladte koridorer. Skolen var ved at blive et farligt sted at være, og hvordan i al verden skulle han kunne klare alle de mudderblods elskere på en gang? han måtte have samlet gruppen igen, og så måtte de sammen udføre det som Salazar Slytherin engang havde tiltænkt dem. Slytherin havde været glemt, det ville de ikke være længere.
Tankerne om magt var efterhånden steget ham til hovedet og han bemærkede ikke at elever talte til ham da han roligt trådte igennem slottets koridorer for at træde ned af den storslåede trappe i indgangs hallen, for dernæst at fortsætte til koridorende. Tørret blod kunne anes på hans overlæbe, og en let hævelse havde lagt sig der hvor Pigen havde slået ham, hun skulle nok få det hele betalt på et tidspunkt, hun kunne bare vente sig. Han nåede portræt hullet, sagde kode ordet og skyndte sig dernæst igennem i sin iver efter at kunne slå sig ned i de varme og bløde lænestole. Godt placeret i en af stolene foran pejsen lukkede han øjnene i. Lyset i opholdsstuen var dæmpet, og den eneste belysning var pejsen og enkelte starinlys der stod rundt omkring. Han havde ikke givet sig tid til at se sig rundt, han havde blot fokuseret på stolene. Fred og ro var lige hvad han trængte til.
|
|
|
|
Post by Evelynn Rose Ivory on Mar 22, 2011 20:49:17 GMT 1
I starten havde Evelynn bekymret sig meget om sin gang. Hvordan de slanke ben så elegant svævede over gulvet i en rytme, der samtidig forklarede, hvordan hun ikke havde så meget som et sekund at spille. De blødt afrundede hofter, der hypnotiserende, forførende svingede frem og tilbage i hendes gang. Da hun nu skridtede gennem slottet, var der på ingen måde noget at tvivle i hendes gang. Hendes ansigt var lagt i glatte, følelseskolde folder og selv det forførende glimt, der altid spillede i de dybe, blå øjne var ikke at finde i hendes blik længere. Hun var kommet direkte fra sladdertavlen, som hun endelig havde givet sig tid til at betragte og havde straks set Drakes navn på den irriterende tavle. Der gik ikke længe, før hun havde slugt ordene og var marcheret af sted mod krypten, hvor slangerne krøb tilbage efter dagens lektioner. Godt nok var opslaget efterhånden gammelt, men det skulle godt nok ikke slippe ubemærket hen!
Et par førsteårselever kastede sig ud af hendes vej, da hun drejede ind i opholdsstuen uden at have værdiget dem et blik. Der gik ikke længe før hendes blik fandt Drakes silhuet og hun traskede om foran ham. I en glidende bevægelse lagde hun vægten på det ene ben og svang lidt ud med hoften, gjorde et kast med hovedet, så håret stod ud som en kaskade af flammer. Næsten som var de selv slanger gled hendes arme ud og foldede sig under hendes bryst. ”Drake”. Selv det at rulle sig nøgen i sneen i starten af januar måned havde været en mere fornøjelig og varm oplevelse end det at få Evelynns misfornøjede udtale af hans navn over sig.
|
|
|
|
Post by drake on Mar 22, 2011 21:03:23 GMT 1
En lettere lyd af skridt der nærmerede sig hans position fik ham til at spidse ørerne, og lytte om personen faktisk ville i kontakt med ham lige nu. Skridtene hørte op, og lyden af hans stemme der blev udtalt af en velkendt stemme, i en meget utilfreds tone fik ham til at sukke dybt og åbne øjnene. Han lod sit blik glide roligt fra hendes slanke ben til hendes overkrop, og dernæst videre til hendes vidunderlige ansigt, som let skindede i lyset fra starin lysende der stod rundt omkring i den befolkede opholdsstue. Han tog endnu en dyb indånding og satte sig så lidt længere op i den varme lænestol. "Evelynn... Du ser jo vidunderlig ud som altid skat.. Hvad gav dig lysten til at snakke med mig så sent på aftenen?" Spurgte han uskyldigt, og lod som om han ikke bemærkede hendes utilfredse ansigts udtryk. Han vidste ikke hvad hun havde på ham som kunne gøre hende så utrilfreds, men det var ikke let at koncentrere sig, specielt ikke når hun lignede en topmodel i hendes positur. Han smilede fornøjet af sig selv, lukkede øjnene en smule og åbnede dem så atter alvorligt igen.
Eleverne i opholdsstuen betragtede dem, og første årgangs eleverne var i dyb samtale om deres fag. Det var morsomt at kunne genleve sine første år på denne skole, det var nok den bedste tid i hans liv. Men nu da han var så langt oppe i årende var der så meget irreterende og unødvendigt at tage stilling til, og det kunne han snart ikke holde til mere. Man kunne se på hans øjne at han var lettere træt efter dagens optøjer, men hævelsen var ved at aftage, så han lignede nu ikke nær så meget en slagsbror som han gjorde da han kom ind. Stolen fik ham til at føle sig royal og han betragtede let sig selv som en form for leder.
Han lod øjnene betragte hendes ildrøde hår som blot lignede en bloddiamant i lyset fra ilden. Vreden fra hendes ansigt fik nakkehårende til at rejse sig på ham men han forbeholdte sit uskyldige ansigt.
|
|
