Forglem mig ej

[margot]

[/blockquote][/ul] [/justify]

[Eric Wolfe]

Spring is the cruelest season, breeding lilacs out of the dead land...

...mixing memory and desire, stirring dull roots with spring rain.

Eric stoppede et øjeblik på stien der førte ned mod søen. Han løftede den ene hånd og brugte den til at skygge for solen. Den stod lavt på himlen nu, men det var så langt henne på året, at der stadig var lunt. Oveni det var det helt vindstille hvilket kun gjorde scenariet han så ud over det pænere. Det var dog ikke solnedgangen over søen han havde forladt slottet for denne aften, selvom han lige for tiden ikke kunne tænke sig nogen bedre at dele den med, en den person han rent faktisk ledte efter.

Han fik øje på hende ikke så forfærdeligt langt væk, efter at have spejdet ud over det mellemhøje græs. Han smilede for sig selv, lod hånden falde igen og trådte så væk fra stien og ud over græsset. Den markante duft af syrener ramte ham nogle skridt før han nåede helt hen til Margot og han lod den begærligt fylde sine næsebor med et tilfreds suk. Duften gled dog i baggrunden som hans blik igen fæstnede sig på Margot der lå på siden i græsset, mens hendes ene hånd strøg over det.

Han lod sig uden videre invitation dumpe ned at sidde i skrædderstilling ved siden af hende og sendte hende et både varmt smil og blik ”Jeg tæntke nok du gemte dig hernede når du ikke var i opholdsstuen.” han rynkede brynene i svag bekymring, mens han løftede den ene hånd og strøg to fingre over hendes kind ”Er du okay?” han trak ikke hånden til sig, men lod den i stedet fortsætte og lod sine fingre glide ind i hendes hår. Det føltes rart, men stadig lettere surrealistisk at det rent faktisk var helt tilladt at gøre det.

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Words: 335 - Tag: Margot Hillsbor - Outfit: Here - Notes: ---

[margot]

Et andet individs tilstedeværelse, bragte Margot Hillsbor tilbage til den ualmindelige virkelighed. Stemmen var dyb, og tilhørte en ung mand, som bekymret lod sine buskede øjenbryn mødes nær midten, i det han kørte fingerspidserne igennem hendes lyse lokker. Enkelte minutter hvilede hendes lysegrå øjne tungt på ham, før billedet af ansigtet forplantede sig i hendes hjerne, og hun tillod sig at smile. Det var ham. Ufortrødent voksede smilet yderligere, da hendes tynde, lange fingre greb om hans hånd, der lå trygt under hendes hårlokker. Varmen fra hans hud fik det til at sitre i hendes; et pludseligt minde om den manglende kappe, der lå i sovekammeret, syntes at sløre hendes øjne. En sjælden vane hun havde sig.

”Tænkte du det?”, mumlede hun, med en drillende undertone i den ellers alvorlige stemme. Hun flettede sine fingre ind i hans, og vendte læberne mod hans håndryg, før hun kyssede den ømt. ”Det burde heller ikke komme bag på dig, efter alle disse år, hvor vi har spenderet tiden i hinandens selskab, Eric”, tilføjede hun, og lod de lysegrå øjne forlade hans, for at fortsætte hen over søen. Stemmelejet var som altid mildt, næsten fraværende sløret. Eric vidste, som en af de få, at Margot i langt de fleste tilfælde, var mere til stede end andre mennesker; hun havde det blot med at tænke, i stedet for at tale. Ganske langsomt gav hun slip på hans hånd, imens blikket hvilede på fingrene, der forlod hinanden. Hun sank en klump, og satte sig op, før hun med et leende blik, kravlede væk fra ham. ”Jeg har det fint Eric. Hvorfor spørg du?”, brummede hun, før hun væltede rundt, og satte sig på numsen i græsset, hvad der svarede til 2 meter fra ham. Margot rankede ryggen, og så op i himlen. ”Jeg er udenfor. Jeg er altid okay, når jeg er udenfor”.

[Eric Wolfe]

Spring is the cruelest season, breeding lilacs out of the dead land...

...mixing memory and desire, stirring dull roots with spring rain.

Erics hånd gik i stå i hendes hår da hun rettede sine grå øjne op mod hans ansigt og følte et svagt, men behageligt sug i maven, da deres blikke mødtes. En enlig sommerfugl tog en sejrsrunde indeni ham, da hun smilede til ham og de svagt bekymrede øjenbryn rettede sig ud igen, mens hans mundvige trak op i et nyt smil. Han flyttede ikke sin hånd da hun greb den, men flettede i stedet villigt sine egne fingre ind mellem hendes og smilede endnu lidt da han både mærkede og så hendes læber ramme sin håndryg. Så nikkede han langsomt en enkelt gang uden at slippe hende med blikket ”Mhm.. ind i mellem så reagerer de små grå..”

Han tav igen, men fortsatte med at betragte hende som hun vendte blikket mod søen. Solen fik hendes blonde hår til at skinne gyldent og han kunne ikke sige sig fri for, at have lyst til at række ud og stryge fingrene gennem det igen. I stedet gav han hendes hånd et lille klem og smilede skævt før han endelig svarede ”Jeg sætter nu pris på stadig at lære nye ting og blive overrasket.” hans blik faldt igen da hun slap hans hånd og nogle sekunder lod han den ligge slap i græsset før han trak den til sig igen og så muntert på hende da hun satte sig op og kravlede lidt væk før hun satte sig igen.

Han trak på skuldrene med et underfundigt blik ”Fordi jeg bekymrer mig om dig, Stump..” han løsnede benene fra hinanden og kom smidigt op på knæ uden at slippe hende med blikket ”Det ved jeg...Så længe du smiler sådan der, så er jeg glad og tilfreds..” han lod sig falde forover og satte begge hænder i græsset for så at tilbage lægge de få meter hen til hende på alle fire. Da han nåede hendes fødder stoppede han kort og fortsatte så lidt længere frem med en hånd på hver side af hendes ben og stoppede så igen, da hans ansigt blot var nogle centimeter fra hendes ”Jeg mangler en ting før jeg er okay...” han hævede øjenbrynene sigende og lod så sin næsetip stryge mod hendes et kort sekund.

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Words: 433 - Tag: Margot Hillsbor - Outfit: Here - Notes: ---

[margot]

Margots sorte pupiller i de lysegrå, fraværende øjne udvidede sig, og et uforstående glimt syntes kort, at kunne skimtes i dem. Så forstod hun. Det ellers stærke hjerte af hendes, forlod sin retmæssige plads i et øredøvende hop, og den lyserøde farve trillede over hendes blege kinder, og synede derfor kraftigere end den i grunden var. Hun hævede hånden, og lod langsomt en bleg, mager pegefinger glide over hans brede næseryg, som for at trække tiden ud til det uundgåelige; skønt de havde udvekslet kys før, var dette stadig lige grænseoverskridende for hende. De bange anelser, om at træde forkert på ukendt jord, ruskede stadig hendes underbevidsthed. Margot havde ikke ladet sine øjne forlade hans. Hun vidste at de kunne fortælle mere, end hendes mund kunne forme ord; hendes øjne var i sandhed, døren til hendes sjæl. Margot fugtede langsomt læberne med tungespidsen, før hun aflagde de sidste centimeter mellem deres læber, og lod dem mødes, som de havde gjort mange gange før.

Den berusende følelse skød igennem hendes, som milde, behagelige stød. Hendes hånd forlod hans kind, for at lande i hans varme nakke, solen havde badet i stråler kort forinden. Øjnene gled tungt i, før hun fortsatte kysset, og lod sine læber massere hans ømt. Lige der, var der intet der kunne nå hende. Den følelse af frihed, angst og ekstrem velvære, syntes ikke at kunne hamle op med noget andet, hun i sit liv havde følt. Det kunne ikke sammenlignes. Han kunne ikke sammenlignes.

Læberne blev skilt. Øjnene søgte hans, skønt deres ansigt stadig blot var få centimeter fra hinanden. ”Er du okay nu?”, hviskede hun med en djævelsk drillende undertone, og med de smalle, lyse bryn hævet i en sigende grimasse. Margots blik forlod ikke hans. Han var hele hendes verden.

[Eric Wolfe]

Spring is the cruelest season, breeding lilacs out of the dead land...

...mixing memory and desire, stirring dull roots with spring rain.

Erics lyse blå øjne skiftede mellem deres fokus mellem Margots lysegrå, mens et lille lurende smil trak hans mundvige op igen, som forståelsen blev tydelig i hendes blik. Han kommenterede dog for en gangs skyld ikke hendes svagt rosa kinder. I stedet var han sig alt for bevidst om hendes pegefinger der strøg ned over hans næseryg og ubevidst fik ham til at rynke på næsen over den kildrende fornemmelse. Han flyttede sig dog ikke ud af stedet, men vedblev blot at betragte hende afventende mens hun tydeligvis samlede en lille portion mod sammen. Han blev væk i hendes øjne i hvad der føltes som adskillige minutter, selvom det efter al sandsynlighed kun var nogle få sekunder og det han så gav ham kun lyst til at lægge armene om hende og knuge hende tæt ind til sig og ikke give slip igen.

Før han nåede fra tanke til handling, kom hendes ansigt nærmere og han lukkede øjnene sekundet før hendes læber ramte hans. Den enlige sommerfugl i hans mave blev til ti, mindst, og hans fingre krummede sig svagt sammen om græsset under dem, mens han lod sig flyde med på den bølge af behagelige følelser der strømmede med en markant mængde adrenalin ud i kroppen på ham. Han lænede sig længere frem mod hende da han mærkede hendes slanke fingre lægge sig bag hans nakke og det halvlange hår og smilede alt for tilfredt ind mod hendes læber uden at trække sig væk.

FØrst da hun brød væk åbnede han langsomt øjnene og så på hende nogle lange sekunder med let adskilte læber og et smil der bedst kunne betegnes som fjoget. Han rynkede panden i en spekulativ grimasse, men kunne ikke tvinge sit brede smil på tilbagetog da han trak let på skuldrene ”Jeg er ikke sikker... det nærmer sig i hvert fald.” han forsøgte at se uskyldig ud, men fejlede grumt og lænede så så i stedet lidt frem igen og kyssede hende endnu en gang, flygtigt, men varmt.

Så rettede han sig op og sad igen på sine bare knæ i græsset, blot for at sætte sig med benene strakt og spredt foran sig. Han lænede sig frem og lod den ene arm glide omkring hende for så at trække blidt, men insisterende i hende ”Kom herover.. mens der stadig er en smule solnedgang jeg kan nyde sammen med dig.”

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Words: 446 - Tag: Margot Hillsbor - Outfit: Here - Notes: ---

[margot]

Margot lod begge hvide hænder glide igennem det blonde hår, i det hun på knæ, bevægede sig over mod Eric. Bevægelserne var rolige og vrikkende, som prøvede hun at forføre ham; det drillende og hjertelige smil omkring de tykke læber, kunne dog afsløre at det ikke var det, hun ville opnå. De lysegrå øjne strålede, slå gnister før hænderne forlod lokkerne, og landede på hver sin side af hans kæber. ”En dag vil jeg overraske dig. Slå benene væk under dig”, hviskede hun, som delte hun en barnlig hemmelighed med ham. Deres læber var endnu tætte, og Margot bukkede under for fristelsen, og lod dem mødes. Kort men afslørende.

Derefter krøb hun sammen hos ham. Den lille hvide skikkelse af hendes, havde det med at kunne gemme sig de steder, andre fandt umuligt; som i køkkenskabe, eller som nu, tæt op ad Eric. Et sted hun havde lært at trække vejret ordentligt. Margot lod hånden vandre op af hans brystkasse, som tog hun notits af ham. Dette var heller ikke helt forkert. Efter træningstimerne havde hun det med, at stirre mere indgående på ham. Selv i timerne kunne hun sidde og betragte ham diskret, nede i hjørnet hvor hun plejede at sætte sig. Den nyligt indfundne tanke syntes at få hende til at smile; hun var som besat. Det var næsten sølle.

Margot lod de lysegrå øjne glide ud over søen, hvor solen dovent var på vej ned. ”Jeg glæder mig til vi begynder at træne. Jeg...”, udbrød hun pludselig begejstret, før hun fik lagt en dæmper på sig selv. Margot satte sig på knæ, tæt op ad ham, før hun overgav sig. Begejstringen lyste ud af hende. ”Jeg prøvede altså kosten i går aftes. Og... Det var virkelig... Virkelig fedt! Jeg kunne bare ikke lade være”, mumlede hun og viftede leende med hænderne, før hun hurtigt lod dem glide igennem håret.

[Eric Wolfe]

Spring is the cruelest season, breeding lilacs out of the dead land...

...mixing memory and desire, stirring dull roots with spring rain.

Eric smilede fortsat mens Margot fulgte hans opfordring og på knæ langsomt kom tættere på. Hans øjne strålede tilsvarende tilbage mod hende og lod begge arme glide omkring hende da hun kom tæt nok på til at han kunne nå omkring hende. Han flettede sine egne fingre sammen over hendes lænd, mens han løftede ansigtet op mod hende som hun lagde hænderne på hans kinder. Hendes hviskende ord fik hans blik til at blive varmt og svagt beundrende, mens han smilede mildt og lænede ansigtet mod den ene af hendes kinder uden at slippe hendes blik ”Det har du allerede gjort, Margot.” svarede han hende lavmælt og ærligt, før hans øjne igen gled i de korte sekunder hendes læber berørte hans.

Han smilede tilfreds da hun krøb ind til ham og lod sine arme lukke sig lidt tættere om hende, som ville han lukkede dem begge inde i en boble hvor der kun eksisterede dem og ingen andre. Han bøjede hovedet lidt og lod kinden hvile mod hendes hår, mens hans blik gled ud over søen og blev fjernt. Han smilede igen da han mærkede hendes hånd glide op over sin brystkasse, men holdt blikket rettet ud over søen mens han slap hende med den ene hånd og stedet lagde den over hendes. Han strøg hendes håndryg blidt med sin tommelfinger uden et ord og nød blot at sidde sådan med hende, uden at det var nødvendigt at fylde stilheden med ord.

Han løsrev sit blik fra den nedgående sol da Margot brød stilheden som den første og så ned på hendes begejstrede ansigt ”Du?” spurgte han opfordrende, før han modvilligt slap hende da hun satte sig op på knæ uden at hendes smittende begejstring blegnede. Han lænede sig lidt tilbage og satte begge hænder i græsset igen for at holde balancen, og betragtede hedne opmærksomt mens hun fortsatte og kaldte endnu et smil frem på hans ansigt ”Hvorfor skulle du også det? Jo bedre du lærer den at kende før vi starte næste sæson jo bedre.”

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Words: 394 - Tag: Margot Hillsbor - Outfit: Here - Notes: ---

[margot]

Margot lod til at være enig. De lysegrå øjne hvilede stadig begejstret på ham, skønt rødmen stadig pulserede faretruende under den blege hud, efter den perfekt afleverede kompliment. Hun måtte synke. Margot viftede afværgende med hånden, hvorefter hun forlegent mumlede; ”Visse vasse”.

Margot lod sine lunger fyldes med den tunge luft omkring dem, før hun smilede bredt og oprigtigt til ham. ”Bestemt. Jeg er også begyndt at øve vindinger. Bare sådan... så jeg ikke gør mig selv til grin når vi starter”, forklarede hun tøvende, skønt det begejstrede blik stadig strålede, og smilet på læberne afslørede, hvordan hun glædede sig. Hun lagde sin hvide hånd på maven, og lod den modsatte køre igennem håret. ”Det kilder i maven, når man tænker på det”, afslørede hun, og slå pludseligt et hjerteligt grin op – hvilken åndssvag kommentar – før hun villigt fortsatte; ”Jeg glæder mig Eric. Det er formodentlig det vildeste jeg i mit liv har gjort. Jeg ville aldrig have overvejet...”. Margot løsrev sit blik fra hans, før øjnene gled ud over horisonten. Hun behøvede ikke at færdiggøre sætningen; Eric forstod. Det vidste hun.

Hun løsrev sit blik, og vendte tilbage til den virkelig verden, kort efter hun havde forladt den. Sommerferien ville snart starte op, og de ville forlade 6. årgang på Hogwarts. Eksaminerne havde forløbet fremragende, og Margot var bestemt tilfreds.

”Nu her... I sommerferien. Vi ses vel, ikke sandt?”. Margot havde sat sig tæt på ham igen, og håbet i stemmen var ikke til at tage fejl af.

[Eric Wolfe]

Spring is the cruelest season, breeding lilacs out of the dead land...

...mixing memory and desire, stirring dull roots with spring rain.

Erics smil trak lidt længere op som han så sin kommentar farve hendes kinder lidt mere end de allerede var. Hans øjenbryn skød lidt i vejret da hun forsøgte at slå det hele hen og hans blik blev drillende ”Tror du ikke på mig?” han fangede hendes hånd i luften og flettede endnu en gang sine egne fingre ind mellem hendes. Hans blik faldt et øjeblik til deres samlede hænder og han smilede for sig selv over kontrasten mellem hendes tynde, slanke fingre og smalle hånd, der næsten blev væk i hans væsentligt større lap.

Så slap han hendes hånd igen og lænede sig tilbage, støttende sig selv med begge hænder i græsset og betragtede hende med et lille uudgrundeligt smil og et beundrende blik, mens hun begejstret talte ”Hvis du fortsætter som du er begyndt, så kommer det ikek til at ske. Vi har et godt hold og vi står stærkt til den nye sæson.” hendes iver var smittende og han følte sig på alle måder afslappet og godt tilpas i hende selskab, som altid og alligevel med visse væsentlige forskelle, som alle havnede på plussiden på hans mentale liste. Han rynkede brynene tænksomt og lænede sig lidt frem uden at slippe græsset med hænderne ”Den dag det ikke kildrer i maven er det man skal stoppe.” han fik en helt særlig glød i blikket som altid viste sig når han havde udsigt til et nyt adrenalin-sus ”Jeg mener, hvis ikke spændingen er der mere, så er der ingen grund til at fortsætte.” han tav igen og det milde smil fandt sin vej tilbage på hans læber da hun stoppede midt i en ufuldendt sætning. Han skubbede sig helt op at sidde og rakte ud efter hende uden et ord, trak hende blot ind til sig selv igen og plantede et flygtigt kys på hendes lyse hår ”Jeg ved det.. men du gjorde det og det er jeg glad for.”

Han blev siddende, uvillig til at slippe hende igen, men så ned på hende da hun stillede et nyt spørgsmål. Han smilede igen og nikkede uden betænkning ”Prøv at stoppe mig...” han knugede hende lidt fastede og så ud som om han overvejede noget mens han løftede den ene hånd og strøg fingrene gennem hendes blonde hår ”Har du.. jeg tænkte...” han gik i stå og fnøs muntert over sig selv ”Har du lyst til at se Newcastle engang i løbet af sommeren?” han tav igen så så på en gang afventende og forventningsfuldt på hende.

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Words: 507 - Tag: Margot Hillsbor - Outfit: Here - Notes: ---