Lend me ears...

[todd]

(We stick together and we see it through),

[/color][/size]
(YOU'VE GOT A FRIEND IN ME
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd forlod selve slottet og gik målbevidst i en bestemt retning, før han kort tid efter kunne slå ind på stien der førte ned mod søen. Han havde en formodet mistanke om, at personen han ledte efter ville være der. I hvert fald hvis han kendte hende ret på en dag som i dag. Han stak hænderne i lommerne på sin sweatshirt og så kort op mod eftermiddagssolen der varmede ned mod ham mens han gik.

Han nød turen og den friske luft mens han tilbagelagde den forholdsvis korte strækning ned til søen, der alligevel bragte ham så langt fra skolens område, at han ikke ville kunne ses deroppe fra. Da han endelig kunne se træet tæt ved skrænten satte han farten lidt op, og smilede for sig selv, da han så en langhåret skikkelse sidde på gyngen der hang i træet.

Han fortsatte helt op til hende, uden at forsøge at skjule at han kom, og endte stående ved siden af hende, med siden til søen. Han sendte hende et lille smil og så så ud over søen der lå udstrakt med sin mørke overflade under dem og med sollyset spillende på det mørke vand "Jeg tænkte nok du var her når jeg ikke kunne finde dig andre steder..." han så på hende igen med et let hævet øjenbryn og trak så hænderne op af lommerne. Han gik om bag hende, tog fat i gyngens reb og trak den, og hende, med sig nogle skridt tilbage før han slap den og lod hende svinge lidt frem "En galleon for dine tanker, Miss Kennith..." han gav hendes ryg et let puf fremad da hun svingede tilbage mod ham.

[/blockquote]

TAG Kathleen Kennith
WORDS 318
NOTES ---
OUTFIT here

[Kathleen Kennith]

Kathleen satte mere fart på gyngen og fik den op hvor det susede i maven ved hver sving, før hun lænede sig tilbage, så hun på det nærmeste lå ned og lod den svinge hende frem og tilbage, mens hun så på trækronen over hende. Den stod forårsgrøn endnu med bladende ikke fuldt udvoksede og himlen tittende frem imellem dem. Bladene havde samme farve som hendes bluse, hvor de lange vidde ærmer var gledet ned over hendes albuer af luften som hun havde bevæget sig igennem den. Det var en dejlig lun og frisk dag, men hendes humør ville ikke rigtig stråle med solen. Hun satte sig op, som gyngen var ved at gå i stå og lod den det, mens hun så ned på første sine mørkeblå, tætsiddende jeans og derefter på søen der lå for foden af skrænten.

Hun slap rebet i den ene side og strøg sit løse hår væk fra ansigtet, før hun ubeslutsomt begyndte at sætte gyngen i svag bevægelse igen. Intet der gav det store, men passende for hendes humør. Samtalen med hendes far aftenen før var gået endnu værre end hun havde forventet eller frygtet og havde sat en definitiv stopper for alle overtrædelser af reglerne fra hendes side resten af skole året. Hun kendte grænse for hvor langt hun skubbe ham og dennegang var hun gået en brøkdel for langt over den. Der ville gå et godt stykke tid, før det var gemt i dybderne og helst skulle noget andet ind over først.

Lyden af skridt i græsset fangede hendes opmærksomhed og løsrev hende fra de mismodige tanker, mens hun drejede hovedet let og så i skridtenes retning gennem den væg hendes hår dannede for hendes udsyn. Et smil fandt selv vej frem til hendes læber, som Todd stoppede op ved hende og hun lænede sig til siden for at kunne se op på ham. ”Du kender mig for godt nogengange...” Så satte hun sig rigtig på gyngen med et fast greb i hver reb, blot for at mærke ham hive den tilbage og sætte hende ordentligt igang. Hun lænede sig tilbage så hun kunne se på ham, før gyngen sendte hende tilbage ned mod ham og detventende, solide skub i ryggen. ”Har du tænkt at betale denne gang, Master Præfekt?” Et skælmsk glimt var kort at finde i hendes blik, før hun lænede frem, børd øjenkontakten og modtog skubbet i ryggen. ”Jeg overvejede skam bare forårets muligheder...”

Tag: Todd Monroy
Ord: 473
Notes: –

[todd]

(We stick together and we see it through),

[/color][/size]
(YOU'VE GOT A FRIEND IN ME
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd smilede svagt og trak på skuldrene da Kathleen drejede hovedet mod ham. Han så ud over søen et øjeblik, før han igen lod blikket vende tilbage til hendes ansigt og svarede "Jeg kender i hvert fald dine gemmesteder. Det kommer med års træning." han fik en svag rynke mellem brynene og blikket blev undersøgende "Så er spørgsmålet hvad der lokkede dig herud i dag?" han lagde hovedet lidt på sned og fortsatte med at betragte hende "Eller om du bare trængte til luft og sol." han slog ud med den ene hånd og smilede skævt igen "Eller begge dele. Nu bliver det kompliceret."

Uden at vente på svar gik han om bag hende, tog fat om gyngens reb og satte den i gang i en blød svingning, mens han smilede skævt til hendes nakke og svarede drillende "Lad være at sætte forhåbninger for højt på det...men du kan få et lam. De første er lige blevet født derhjemme." han gav hende endnu et let skub fremad og hans blik blev igen spørgende da hun fortsatte "Og hvilke muligheder er det så, Kate?" hans smil vandt indpas igen, med en let hemmelighedsfuld snert "Men du er ikke den eneste så..." han rynkede panden tænksomt et øjeblik, før hun gyngen igen vendte tilbage og fik et skub mere, mens han ventede på hendes svar.

[/blockquote]

TAG Kathleen Kennith
WORDS 283
NOTES ---
OUTFIT here

[Kathleen Kennith]

Kathleen himlede let med øjnene over den ældre drengs ord, men undlod at kommentere på dem. Han havde ganske rigtigt en del øvelse i at finde frem til hende fra hun startede på skolen og i flere år derefter hang sammen med hans lillesøster som en snakkende enhed og til nu, hvor hendes steder at være var mere veldefinerede ud fra hvordan hun havde det. Som idag hvor hun havde søgt hen et sted for at tænke. Hun smilede afvæbnende, mens træk let på skuldrene og så vendte blikket ud over søen. ”Solen og den friske luft var bestemt en grund.” Hun lod det blive ved det vidende at han nok havde gættet det næppe var eneste grund. Så drejede hun blikket tilbage mod ham igen, mens hun lyste op i et glædestrålende smil. ”Allerede? Har du fået billeder? Uhh... sådan et godtager jeg gerne!”

Hun så frem som hun svingende væk fra ham igen og så derfor ikke hans smil ændre sig. Hun hørte dog ændring i hans tone og vred sig rundt, så hun kom til at side delvist sidelæns på gyngen uden at miste tagene i rebene og så undersøgende på ham, før hun måtte vende sig tilbage for at han kunne skubbe hende tilbage op. ”Ud over at nyde solen og den sparsomme frihed der er tilbage?” Hun så tilbage på ham over skulderen og satte så fødderne i jorden, som hun kom ned og stoppede gyngen før hun vendte sig rundt mod ham og så op på ham. ”Må jeg så høre... hvad kredser dine tanker om? Har foråret ramt rigtigt i år?” Hendes tone var munter selvom hendes blik havde en blandet interesseret alvor. Foråret var og blev en sær årstid, hvor folk blev så lyserøde i tankegangen som de bånd der nu lå i en tryg kugle på hendes fars kontor.

Tag: Todd Monroy
Ord: 358
Notes: –

[todd]

(We stick together and we see it through),

[/color][/size]
(YOU'VE GOT A FRIEND IN ME)

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd hævede igen et øjenbryn over Kathleens svar, som der uden tvivl lå en del mere bag, end bare et ønske om sol og frisk luft. Han valgte dog taktfuldt ikke at bore mere i emnet. Hvis hun ville tale om det, ville hun selv bringe det op igen, så han nøjede med at nikke, mens han gav hende endnu et puf fremefter. Han smilede bredt og tydeligt begejstret på sin egen afdæmpede måde, da hun så på ham igen og nikkede så endnu en gang "Mhm... i forgårs. Tre styk indtil videre og flere på vej." selvom han hvert eneste år hele sit forholdsvis korte liv, havde oplevet fårene læmme hvert forår, så var det stadig noget han så frem til med begejstring. Også selvom han de sidste år ikke havde været hjemme til at opleve det.

Han skubbede hende frem igen som gyngen vendte tilbage med hende og nikkede, med en bekræftende lyd til følge "Ja, ud over det. Du lød som om du havde en liste sat op, klar til brug." han havde løftet hænderne halvt for at give hende endnu et skub, da hun i stedet satte fødderne i jorden, stoppede gyngen og vendte sig om mod ham. Hendes spørgsmål fik ham til at smile skævt, før han hurtigt stak hænderne i lommerne og så ned på sine skosnuder med en lille skuldertrækning "Definér rigtigt..." han så op igen og mødte hendes blik med hovedet lidt på skrå, uden at kunne fjerne det både forlegne og forventningsfulde glimt der havde sneget sig ind i hans blik.

[/blockquote]

TAG Kathleen Kennith
WORDS 302
NOTES ---
OUTFIT here

[Kathleen Kennith]

En af de ting Kathleen godt kunne lide ved Todd var hans afdæmpede måde at være på. Til trods for den position han var blevet udvalgt til var han altid nede på jorden og til at tale med. Hvis hun altså havde lyst. Det var en ting hun aldrig havde været i tvivl med omkring ham og havde gjort god brug af gennem tiden som deres bekendtskab gik fra at han var Taras stille storebror og til at var en hun ville kalde sin ven. Det jordbundne kom også til udtryk i deres årligt tilbagevendende forårssnak om lam. "Billeder! Ellers ved du godt at det slet ikke er sket!" Hun lagde hovedet let på skrå. "Og til næste år kan du selv være der - og sende dem!" Hun ville ikke snydes for årets første lam bare fordi han blev færdig på skolen.

"Det havde jeg også... den er bare gået hen og blevet kortet så frygteligt ned på det sidste..." Hendes blik var søgt ud over søen, før hun lod sin opmærksomhed samle sig fuldt og helt om Todd, så hendes far og Drake kunne forsvinde helt væk i baggrunden. Hans smil sagde alt. Det fik et muntert og forventningsfuldt glimt frem i hendes øjne og hendes smil til at blive ikke så lidt skævt. "Men dog... så slemt?" Hun lænede sig til siden og op af det ene reb, mens hun skubbede håret væk fra ansigt og så på ham med spillende, nysgerrige øjne. "Hvem er den uheldige?" Hendes tonefalde og hele udtryk fortalte tydeligt at hun bestemt ikke fandt pigen uheldig. Snare tværtimod. En som Todd var da noget enhver pige kunne falde for. En som. Todd var alt for meget den storebror hun ikke havde til at andre tanke kunne så meget som strejfe hende.

Tag: Todd Monroy
Ord: 345
Notes: -

[todd]

(We stick together and we see it through),

[/color][/size]
(YOU'VE GOT A FRIEND IN ME)

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd grinede lydløst, mere et meget bredt smil, end et egentligt grin, ved Kathleens spørgefulde ordre. Han gav hende et lille puf mere og nikkede samtidigt "Forstået, ma'am. Skal ske, ma'am." han smilede igen og fortsatte så "Jeg skal se om jeg husker dem i aften når vi skal spise." han hævede et øjenbryn da hun fortsatte og nikkede så let igen "Eller du kan komme en tur til Irland og se dem selv." han smilede varmt og opfordrende "Jeg er sikker på mor og far ville elske at få besøg også." hans blik fik et kort sørgmodigt skær "De spørger tit til dig. Om du har det godt." selvom Kathleen havde været hans søsters veninde til at starte med, så havde han nu nogen tid anset hende for også at være sin egen ven og hun havde, mens søsteren var i live, været med på besøg i Irland flere gange.

Han rynkede brynene spørgende, da hun talte igen og så ud over søen nogle øjeblikke "Hvad indeholdt den liste, Kate? Eller er det en af de ting det er sikrest for mig ikke at vide?" han smilede skævt og slog forlegent blikket ned da hun drillende spurgte videre og trak på skuldrene igen, stadig med hænderne i lommen "Måske..." han så op og skar en lille grimasse igen "Men ikke værre end det allerede var..." han rynkede panden lidt da festen i vinterferien igen meldte sig i hans tanker og skubbede den stædigt på afstand igen og fandt et nyt smil frem "Den samme som hele tiden..." han skrabede lidt i jorden med den ene fod og kunne ikke lade være at smile ved tanken om Donia, selv hvis han havde prøvet. Han så op på Kathleen igen og mødte hendes blik "Jeg fik lov at tage hende med til London i weekenden. Jeg lovede hende en tur i Zoo før vinterferien..." han skar en lille grimasse en gang til, og var stadig lidt overrasket over, at grævlingen på Kathleens årgang havde sagt ja, selv efter den famøse fest hos Alexander.

[/blockquote]

TAG Kathleen Kennith
WORDS 426
NOTES ---
OUTFIT here

[Kathleen Kennith]

Kathleen så bestemt tilbage på ham. ”Det var bedre, Menig! Jeg forventer fuld rapportering til billedfremvisningen.” Hendes tone var gledet let og elegant over i ren kommando, som kun datteren af en kaptajn eller en officer i hæren kunne mestre. Hendes øjne derimod glimtede af undertrygt morskab. Så lyste hun op i et stort smil ved udsigten til at se Tara og hans forældre igen. Et smil der dog falmede en smule hen, som alvoren lagde sig. ”Hvordan har de det?” Hun snoede ubevidst en tot hår mellem fingrene, mens hun ventede på hans svar og kom så i tanke om at hun slet ikke havde svaret på det første. Hun rynkede brynene let og bed sig så i læben. ”Men det er ikke muligt før lammene er store.... og jeg ved faktisk ikke helt, hvornår vi skal afsted på ferie i år.” Smilet vendte forventningsfuldt tilbage. ”Vi skal ud og sejle i år!” Det var en tur hun så frem til.

Hendes hoved tippede ned på sned, mens hun så på ham med øjne fyldt med løfter om fremtidig ballade. ”En del af det var...” Hun vendte blikket mod søen, mens det muntre forsvandt sammen med lysten til narrestreger. ”... andet var den utopisk tro på at der fandtes en lyserød sky for mig det her forår...” Hun havde lige nået at se den indenfor rækkevidde, før Drake havde vist det væsen hun godt havde vist måtte være hans sande og kasseret hende for hendes politiske synspunkt. Det havde gjort ondt og gjorde det stadig, selvom han aldrig havde været det værd. Hun vendte gladeligt opmærksomheden mod ham og hans erkendelse. Hendes øjne glimtede drillende, men mest af alt interesseret og nysgerrigt., mens hun lyttede. ”Uhhhh! Hvordan gik det?”

Tag: Todd Monroy
Ord: 347
Notes: –

[todd]

(We stick together and we see it through),

[/color][/size]
(YOU'VE GOT A FRIEND IN ME)

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd grinede lydløst, mere et virkelig bredt smil, end et egentligt grin, men det var klædeligt og ikke noget han gik rundt og gjorde hele tiden. Kun når der var grund til det, efter hans mening. Han hævede brynene lidt og så drillende på Kathleen "Din far ville være stolt af dig lige nu..." han løftede to fingre til panden et øjeblik i en både dårlig og sløset imitation på honnør, før også hans ansigt fandt tilbage i alvorligere folder. Han smilede mildt og trak på skuldrene "Ikke så meget forandret på den front, så de har det fint." han lagde hovedet lidt på skrå og smilede så skævt "Så må du komme næste forår, selvom jeg satser på jeg har fundet et sted i Dublin der." smilet blev bredere og han så ærligt interesseret på hende da hun fortalte om sine og sine forældres ferieplaner "Det burde vel egentligt ikke overraske mig." han fortsatte nysgerrigt efter et øjeblik "Hvor sejler I hen? Eller rundt måske nærmere?"

Han rynkede brynene lidt igen over det blik hun sendte ham, men kunne ikke lade være at smile endnu en gang "Det lurede jeg..." han tav igen og rynkerne trak svagt op i hans pande også. Han havde hørt flere rygter, men ikke noget konkret fra Kathleen selv. Han rakte ud og lagde en hånd på hendes skulder "Kate... hvad skete der lige med ham Maverick der?" hans blik var let bekymret, men nu hun selv havde åbnet for æsken, besluttede han at forfølge emnet så langt hun ville tillade det.

Han lod det dog villigt ligge nogle sekunder mens han svarede på hendes ivrige spørgsmål og lod et forventningsfuldt smil og et let nervøst blik følge sine ord "Det ved jeg ikke endnu." han så sigende på hende og trak så let på skuldrene "Det er først den kommende weekend, så jeg har et par dage endnu til at gå og blive endnu mere nervøs i." han skar en lille grimasse og stak så hænderne i lommerne på sine jeans for at forhindre sig selv i at begynde at pille nervøst ved et eller andet.

[/blockquote]

TAG Kathleen Kennith
WORDS 431
NOTES ---
OUTFIT here

[Kathleen Kennith]

Kathleen skar en grimasse, der ikke var til at misforstå. "Det tvivler jeg stærkt på..." Hun holdt stadig meget lav profil hvad hendes far angik. Så vidt muligt holdt hun sig helt ude af hans synsfelt. Et par uger mere og han var nok faldet så meget ned at hans blik ville holde op med at få det der farlige skær, når hun åbnede munden. Hun fortrængte ham med glæde for at koncentrere sig om nuet og Todd. Hun nikkede let og sendte ham et smil. Intet virkede nogensinde til at forandre sig der. Så skar hun atter en grimasse. "Fordi forårsbeøg er så mulige før efter at jeg forlader skolen.." Hendes interesse var dog vagt. "Hvad vil du lave i Dublin?"

"Nej vel?" Bare tanken om turen havde fået en til at lyse op i ren forventning. "Middelhavet. Vi starter ud fra Italien og krydser over til Kroatiens kyst for at se hvad den har at byde på, men mor har lovet vi får et par dage i Rom." hun kunne næsten ikke vente til eksamnerne var overstået og de kunne komme afsted. Tanken om de U.G.L.-eksamner der ventede fik hende dog hurtigt ned på jorden igen og skiftet i emne gjorde det ikke bedre. Hendes smil forsvandt sammen med hendes funklende øjne. Hun træk ligegyldigt på skuldrene, selvom hun var alt andet end ligeglad. "Han levede bare op til at være fra Slytherin og Riddler på samme tid..." Hendes blik fandt Todds igen, som hun tøvende fortsatte. "For alle drenge kan da ikke være så åndsvage, nedrige og... onde?"

Hun smilede skævt til ham, da emnet gled tilbage til at handle om ham. "Og hvordan skulle jeg vide det?" Hendes stemme var igen drillende, som hendes blik og hun satte sig bedre til rette på gyngen. "Har du planlagt noget? En rute? Madkurv? Eller lader du tiden vise vejen?" Så blev hendes smil om noget endnu mere skælmsk. "Hvem ville ikke være det, men mon ikke det bliver en god tur? Nu I kommer væk fra alle de nysgerrige blikke, der med sikkerhed vil følge jer bagefter?"

Tag: Todd Monroy
Ord: 430
Notes:-

[todd]

(We stick together and we see it through),

[/color][/size]
(YOU'VE GOT A FRIEND IN ME)

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd rynkede brynende spørgende over Kathleens grimasse og svar, men han valgte taktfuldt ikke at spørge nærmere ind til hvad det så end denne gang måtte være, der havde fået hende til at indtage lavprofil overfor sin far. I stedet smilede han og trak på skuldrene da hun igen fandt sit eget smil og fortsatte "Mon ikke vi kan finde ud af noget på en eller anden måde?" hans smil voksede og han rankede sig lidt, mens hans blik blev ivrigt og forventningsfuldt "Jeg har søgt ind på college i Dublin..." oplyste han og fortsatte straks med at uddybe "Hvis jeg kommer ind skal jeg læse agrikultur og dyrehold." han smilede ivrigt og tilføjede så hurtigt "Og jeg skal i gang med at se efter et sted at bo i Dublin."

Han rystede på hovedet med et skævt smil og lyttede så tavst og interesseret til hendes uddybning af sine og forældrenes sommerplaner. Han så varmt på hende uden at holde op med at smile "Det lyder fantastisk. Jeg bliver helt misundelig." hendes smil der svandt ind, for til sidst at forsvinde helt, fik også hans til at blegne og svinde ind, mens hans igen rynkede brynene og så bekymret på hende "Måske Riddler-delen har mere at sige end kollegiet..." forsøgte han prøvende, velvidende at det var en ringe trøst. Så smilede han svagt og rystede uden tøven på hovedet "Niks, det er de ikke. Det lover jeg dig." han mødte opmuntrende hendes blik "Når du mindst venter det kommer der pludseligt en prinse-fis og trækker tæppet væk under dig..." et drillende glimt sneg sig ind "...til stor fortrydelse for din far, uden tvivl."

Han smilede forlegent og trak på skuldrene da emnet igen skiftede over på ham selv og rystede så på hovedet til hendes første spørgsmål "Nej, bare at vi skal til London og i zoo derinde. Og at girafferne er meget vigtige at få set." hans blik fik et nervøst glimt og han trak på skuldrene igen, før han sukkede let og så lod sig synke ned at sidde på den kølige jord, mens han rettede blikket forlegent mod sine skosnuder "Det håber jeg..." han så op og mødte igen hendes blik med et skævt smil "Virkelig..."

[/blockquote]

TAG Kathleen Kennith
WORDS 467
NOTES ---
OUTFIT here

[Kathleen Kennith]

Kathleen trak også på skuldrende uden at smilet forlod hendes ansigt. ”Ellers er der året efter eller året efter igen. Det burde vel være muligt at finde et forår uden eksamner...” Og lam kom der altid til. De var søde og bragte altid et smil frem hos hende med deres lange ben og pluffy udseende, men derfra og til at skulle gøre mere opmærksom på sig selv for at komme til at se dem var der langt. Men der var altid efter Hogwarts at se frem til. Netop det ledte deres snak dem naturligt over på ved det næste. ”Er det svært at komme ind der?” Hun så interesseret på ham, før hun rullede let med øjnene. ”Hvad ellers, Todd?” Det sidste smilede hun bare ved. Han havde sådan set allerede sagt det en gang, men så meget som hans tanker virkede til at kredse om en vis pige fra hendes årgang kunne andet end lidt distræt vel næppe forventes.

”Jeg glæder mig også! Sol, varm, krystalklart vand og havne med anderledes mennesker med en anden kultur....” Det drømmende i hendes stemme og blik ved tanken om rejsen var hurtigt væk igen. Hun rystede delvist afvisende og delvist affærdigende på hovedet. ”Tror mere det var egoet der gerne ville have planeten for sig selv.” Hun havde venner på Slytherin og ganske gode bekendte der var Riddlere, men måske var hun bare for naiv i sin tro på at der var nogen derude for hende? Hun smilede halvhjertet, da Todd som forventede afviste hendes generalisering og fnyste så. ”Som om!” Bare tanken virkede fuldstændig absurt ligenu og dækkede for ethvert smil det næste ellers kunne have fremkaldt. Hun kunne ikke sætte ord på hvor meget hun efterhånden glædede sig til at forlade skolen og møde mennesker der kun så hende og ikke hendes familie-træ.

Hun betragtede Todd undersøgende, som hans smil atter dukkede op. Det var rart at se ham sådan. Som om noget dyrebart var åbenbaret for ham lige indenfor hans rækkevidde, men som han alligevel var bange for at række ud efter i tilfælde af at det ville gå i stykker mellem fingrene på ham. Hun fandt et smil frem til ham og skubbede alt andet væk endnu engang. ”De skulle også være meget specielle...” Det lød lidt tamt i hendes ører, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun havde aldrig været der og hun kendte ikke Doria, så hun vidste intet om hverken det ene eller om den anden. En ting var dog sikkert og det var at hun betød noget for hendes lidt stive og korrekte ven. ”Så gør det jo nok også... ellers kan du altid tage hende med forbi botanisk have også. Vise hende roserne der. De er noget af det skønneste....”

Tag: Todd Monroy
Ord: 538
Notes: –

[todd]

(We stick together and we see it through),

[/color][/size]
(YOU'VE GOT A FRIEND IN ME)

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd smilede skævt og nikkede med et lille lydløst grin til Kathleens konstatering "Før eller siden må det kunne lykkes, hvis bare vi er stædige nok, tror du ikke?" han trak på skuldrene og fortsatte så direkte over i sine egne fremtidsplaner uden tøven. Han rystede lidt på hovedet før han talte igen "Egentligt ikke, hvis man har et normalt gennemsnit. Det sværeste har vist været at få forklaret hvor jeg har min adgangseksamen fra, men det har mor klaret ret gnidningsfrit." det ivrige sneg sig igen ind i både hans smil og blik "Jeg burde få besked i løbet af en måned eller to, og så skal mine resultater fra F.U.T'erne bare sendes med så snart jeg har dem i hånden." han rynkede panden let ved tanken om de kommende eksamener. Ikke fordi han var egentligt nervøs over ikke at bestå dem, men allerede nu skabte de en del ekstra læsning fordi han ville være godt forberedt. Han så et øjeblik forvirret ud da hun spurgte mere ind og smilede så igen skævt med endnu en lille skuldertrækning "Jeg håber jeg kan bruge en kandidatgrad på de områder til et job i ministeriet senere..." han så ned et øjeblik og rømmede sig, da det samtidigt var gået op for ham, at han delvist havde gentaget sig selv.

Han smilede fortsat mens hun fortalte videre om sine ferieplaner. Hendes iver var smittende, sammen med glæden der et kort øjeblik oplyste hendes ansigt, for så at blegne og forsvinde ved tanken om den anden elev der havde behandlet hende ikke særlig pænt. Todd rynkede panden, men kunne ikke lade være at smile skævt, mere en lille grimasse end et egentligt smil, over hendes altid tilstedeværende sarkasme. Han trak på skuldrene uden helt at vide hvad han skulle sige "Måske..." han kom igen til at smile med hovedet lidt på skrå da hun fnøs og affærdigede hans påstand. Han hævede et øjenbryn og så drillende på hende "Aldrig, sige aldrig, Kate... "

Han så forlegent ned under den svage vægt af Kathleens undersøgende blik og skravede lidt med foden i græsset under sine gummisko. Så smilede han igen, uden at kunne holde det tilbage da hans tanker for guderne måtte vide hvilken gang, havnede på Donia og den kommende weekend. Han nikkede og tvang sig selv til at se op på Kathleen igen med svagt røde ører "Det var bare en intern ting.. den med girafferne..." slog han det hen, før hans blik igen ramte hans skosnuder "Det var bestemt en idé også, ja..." han så op igen mens det forsigtige smil nåede hans øjne "Jeg vælger at være lallende optimist et øjeblik og håbe der bliver en næste gang. Jeg tror ikke vi når begge dele på lørdag."

[/blockquote]

TAG Kathleen Kennith
WORDS 550
NOTES ---
OUTFIT here

[Kathleen Kennith]

Kathleen nikkede let. "Før eller siden jo..." Forude lå endeløs af tid og så godt som intet planlagt i den. Hun havde en ide om hvad hun gerne ville, men først og fremmest ville hun ud i verden og væk. Det hjalp lidt at høre Todd fortælle om sine planer. Ikke nogen der kunne overraske eller forundre hende. Todd var og blev Todd. Landbo og intet andet. De gav hende dog stof til eftertanke. Ville hun kunne finde sig til rette mellem mugglere og foregive at være som dem? Ikke bruge magi, ikke forvandle sig, ikke flyve? Kunne hun glemme al den historie hun havde lært, så hun fik den brugt i stedet for den umagiske? Havde hun i det hele taget lyst til det? Svaret var klart nej. Verden var for forunderlig til at ignorere så stor en del af den. Hvad hun virkelig gerne ville var at lære mere af den utæmmede del af den at kende. Hun nikkede forstående, som Todd gik videre i sine planer. Antydningen af et smil massede sig på, som hun forstod han havde misforstået hendes drilleri og i stedet svaret alvorligt. Todd i en nøddeskal.

Smilet var dog langt væk kort efter og det samme var al glæde ved verden. Hun vendte blikket væk fra ham og så i stedet ud over søen, der lå kold, trist og stille nedenfor dem. Hun havde ikke lyst til at lægge en dæmper på hans glæde og tro, men hans ord rungede hule i hendes ører. Måske var der en for ham, men det var også noget helt helt andet. Han var jo ham og hun var bare hende. Hun havde haft sit øjeblik i solen og nu var det restens tur igen. Søen gav intet svar, som hun havde forventet den ville afholde sig fra. Den var ligeglad, som verden var.

Med opbydelsen af al sin gode vilje fik hun sine tanker tilbage til Todd og fokuseret på ham. Prøvede at finde et smil frem, men selvom det formede sig på hendes læber nåede det ikke hendes øjne. Hun kunne ikke være bekendt at ødelægge hans glæde. Ikke når foråret endelig havde fået ham. Da han så op mødte hun hans blik, mens hun nikkede let. Selvfølgelig var det noget de to havde sammen. Kun dem. Det gav hende dog ikke mere at sige, så hun forblev tavs. Igen nikkede hun ved hans ord uden at smilet forandrede sig eller spredte sig. "Der er ikke andet at gøre end at håbe..." Det var desværre også nogengange det sværeste af alt. Det og så tro. Hendes blik gled atter ud over det mørke vand. "Måske vil hun se lammene?"

Tag: Todd Monroy
Ord: 501
Notes:-