I've missed you...

[Alice Isabell Henton]

Hun sagde intet da han selv satte sig derop selvom det kom lidt bag på hende at han ikke sagde noget. Var han bange for at flyve eller prøvede han bare at være mystisk? Hun kunne ikke rigtig beslutte sig men at dømme efter hans tag i dyret skød hun på at han var bange. Det var der mange der var og hun ville ikke drille ham hvis han havde sagt noget til hende men for ikke at få ham til at føle sig forlegen aede hun hippogriffen et par gange over næbbet og satte sig selv op på ryggen af det store dyr.
Kort efter lettede de og hun spekulerede lidt over hvad han mon tænkte på. Hun sad forrest på dyret og han bagest. Hun smilede lidt og nød vinden der tog fat i hendes hår der hang løst - hun passede dog på med ikke at lade det flyve ind i Damons ansigt.
Ude i horisonten kunne man se at solen var ved at gå ned. Hun elskede denne udsigt rigtig meget og ville egentlig bare ønske hun kunne blive deroppe foraltid sammen med Damon og se på solen der langsomt gik ned.
Hun fik et lille chok da hun pludselig hørte Damons stemme i sit øre, hviske at de nok skulle tage det langsomt hvis hun ikkevar parat til sex. Hun vidste det godt i forvejen men det var dejligt lige at få det bekræftet. Men på denne måde fandt hun jo så også ud af at han havde været sammen med nogen før. Det kom ikke bag på hende men der bredte sig en pludselig præsentationsangst i hende og hun kunne mærke ubehaget ved denne tanke. Hun var ikke sikker på at han ville være hendes første men på den anden side var hun slet ikke sikker på noget når hun var sammen med ham. Det hele var så forvirrende men hun var begyndt at forstå nu.
Som svar på det han havde sagt rakte hun hånden bagud og fandt frem til hans ene hånd som hun tog fat i og vristede fri af fjerene. Hun flettede sine fingre ind i den og hev ham tættere på så han sad op af hendes ryg og nærmest holdt fast om hende i stedet for dyret.
Hun vendte sit ansigt mod ham og smilede. "Vi lander nu!"
De kom tættere og tættere på jorden og der gik ikke mange øjeblikke før de igen stod solidt på jorden efter et par kraftige bump. Alice svang sig elegant af dyret og ventede tålmodigt på Damon.

[damon]

han mærkede hendes hånd der let løsrev hans greb fra fuglen, og mærkede hvordan hendes fingre blidt lagde sig imellem hans. Han smilede uforstyret til hende, og nikkede en kende nervøst da hun sagde de skulle til at lande, Han bemærkede hvordan elever så på dem fra deres små hvile positioner, og han lukkede blidt øjnene i for at lægge hovedet mod hende, hvorefter han lukkede tænderne hårdt sammen. Deres landing var meget blød, og de var hurtigt nede på jorden igen. Han åbnede forsigtigt øjnene, og svang sig ned af det store dyr. Han begyndte roligt at gå imod stalden og kommenterede overhoved ikke sin angst for flyvning. Han gik roligt ved siden af fuglen, og ventede på at Alice ville komme ned så han atter kunne tage hendes hånd i sin egen. En lettere rødmen lagde sig over hans kinder, og et skævt smil lagde sig over hans læber som han roligt gik med forover bøjet hoved. Tænk engang at han var så bange for at flyve. Han ventede blot på hende, men han havde mest af alt lyst til at tage hende og løbe tilbage til slottet med hende, eller sammen falde om i en bunke hø, hvor de ikke ville blive forstyret andet end af Hippogriffen. Han havde virkelig lyst til at kysse hende. Da hun ikke stod langt fra ham, trådte han forsigtigt over til hende. Lagde sin hånd lidt på hendes kind hvor efter hans øjne fastholdte hendes blik. Han kom helt tæt på, lod hånden ae hendes kind blidt, og pressede så atter sine læber imod hendes. Duften af hendes hud gik ham lige i næseborene og fyldte hans lunger med den sødeste duft, af glæde.
Han åbnede forsigtigt munden lidt yderligere og lod forsigtigt sin tunge lege med hendes underlæbe. Han prøvede at tirre hende let, og prøvede inderligt at hidse hende en smule om. Mørket omkring dem gav en hyggelig stemning og hans hjerte galopperede af sted.

[Alice Isabell Henton]

Alice, der selv var hoppet af, betragtede nu Damon der selv gik af dyret. Hun syntes at kunne se en smule lettelse i hans ansigt og smilede lidt. Han var virkelig bange for at flyve. At han var så stolt og stædig fik hende til at smile lidt indeni. Men det fik hende dog til at tænke lidt... Hun havde vist ham sig selv, været helt åben overfor ham og havde fortalt ham nærmest alt hun havde holdt skjult - netop det at hun ikke havde været sig selv overfor ham.
Hun så på ham med et venligt blik da han gik over og kyssede hende. Den varme følelse vendte endnu en gang tilbage i hendes krop og hun lænede sig længere ind imod ham. Hun lagde armene om hans hals og mærkede hans tunge mod hendes underlæbe. Det var dejligt at stå der med ham. Det var som om det kun var dem i verden selvom den store hippogriff stod ved siden af og så utålmodig ud. Han ville gerne tilbage til staldende men det måtte vente lidt, Alice var ikke færdig med Damon. Desuden havde de fået ham tilbage nu og det så ikke ud til at nogen lærer eller noget i den stil at have opdaget deres lille flyvetur.

Hun slap hans læber og så ham ind i øjnene. "Jeg er virkelig ked af det men..." hun stoppede op og vendte blikket mod det store dyr der allerede var begyndt at gå tilbage til stalden, "jeg er altså lige nødt til at sætte ham ind..." Uden at vente på svar vristede hun sig blidt løs af hans greb, kyssede ham hurtigt på kinden og begyndte at følge det store dyr ind i stalden igen. Hun håbede lidt at han ville gå med. Hun var nødt til også lige at belønne Mr. Stevens inden hun gik og så allerede den døde ilder der hang indenfor stalddøren og ventede på at blive slugt af det store dyr.
Hun havde altid elsket de magiske dyr og det havde været det hun havde beskæftiget sig med i sin fritid nærmest lige siden hun begyndte at få timer i MDPP. Hun vidste ikke hvad hun ville ende med at arbejde med når hun engang havde afsluttet sine UGL'er men hun håbede lidt på at resultatet af dem ville give hende lov til at arbejde med dyr da dette var hendes passion.

[damon]

Han fulgte roligt med hende da hun havde vristet sig fri. Et letter misfornøjet blik sendte han den store fugl, men rystede så let på hovedet og så atter neutral ud. Han forstod hende jo godt, fuglen kunne ikke bare stå der og se dum ud, den skulle jo ind i stalden igen. Men på den anden side Havde han lyst til at kysse på hende!. Han fulgte tavst med, og da de endelig kom ind i den mørke stal, stod han blot og ventede. Han ømmede sig let over smerten i sin mave. Men satte blot et falsk smil på alligevel. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, men betragtede blot det store dyr da det fik hvad den havde fortjent efter så lang en dag.
Han lod sin arrede hånd løbe igennem sit hår, og kærtegne de bløde lysebrune krøller som let snoede sig om hans ansigt. Det var en rar følelse, at føle at han endelig var fri, at han endelig var ude fra hospitalet. Det var skønt endelig at kunne løbe, og atter at kunne smile til folk uden så meget som et stænk af smerte. Han frydede sig let over det, og smilede vel tilfreds over sig selv. Her stod han, han havde en stor fremtid foran sig, og han havde ikke det mindste at være ked af. Han var i live, han var sig selv, og så havde han fundet en pige som han ikke havde det mindste lyst til at lege med. Han kastede et blik på Alice der blot stod og kælede med dyret, eller hvad hun nu gjorde. Han fnøs let, og gik smilende rundt i den store stald. Sommerfuglende i hans mave lagde sig let, og han var ikke oppe at køre i lang tid overhoved. Han gik roligt hen til noget hø, og satte sig let i bunken. Han observerede hende som hun stod der, han var forholdsvis rolig, og farven på hans kinder havde lagt sig. skyggerne var ved at blive lange så han måtte nok snart tilbage, til slottet, men lige nu ville han blot vente på hende. han rettede let på blussen, og satte sig afslappet og roligt.

[Alice Isabell Henton]

Alice satte nemt Mr. Stevens ind i stalden og smed derefter en død ilder ind til ham som belønning for det arbejde han havde udført. Men for ham var det nok belønning i sig selv at kunne få lov til at strække vingerne lidt da det ikke var ofte han fik lov til det. Hun var dog nødt til at give ham ilderen da han da de var gået ind i stalden havde snappet voldsomt efter den.
Hun vendte sig tilfreds mod Damon der havde slået sig ned i en bunke hø. Det så mageligt ud og hun havde lyst itl at lægge sig hos ham men som han nok også havde opdaget var det ved at plive mørkt udenfor og at de hellere måtte se at komme tilbage til slottet inden spisetid. Desuden vidste hun jo ikke hvor længe han måtte være ude, så hellere få ham tilbage i god tid end at lade ham få ballade med sygeplejersken.
Hun satte sig ned på hug overfor ham så hun var i samme højde som ham og smilede venligt til ham. "Skal du med tilbage?" Hun grinede kort med den klokkeklare latter og rakte ham hånden som hjælp til hvis han ville på benene igen. Hun lod sit blik møde hans og hun følte varmen stige op mod kinderne og uden at kunne stoppe det rødmede hun. Det var hun ikke vant til så følelsen gjorde hende underligt utryg selvom det at han var der gjorde hende mere tryg end hun nogensinde havde været.

[damon]

NOTE: Når du skal læse dette svar ville jeg forslå at du sætter nickelbacks nummer: Never gonna be alone, på. Det gør det hele meget dejligere at læse ^^


Han så smilende på hendes bedårende ansigt som hun let rødmede, og han kunne ikke holde en munter latter tilbage. Synet af hende rødme var som at se en engel rødme, han blev helt varm indeni og begyndte selv at rødme lidt. Men da hendes stemme lød i hans øre, rettede han sig roligt op, og ved støtte af armen fik han endelig sat føderne i jorden, og rejst sig op. Han strøg blidt hendes kind hvorefter han roligt lod hånden glide ned til hendes arm så han kunne flette sine fingre ind i hendes. "Det kan du tro jeg skal min smukke engel.." sagde han roligt i en hjerteglad tone. Han mærkede hvordan sommerfuglende atter fik luft under vingerne, og han smilede blot bredt. Han rettede blikket mod den smukke stjernehimmel der havde lagt sig over slottet. Stjernerne blinkede let til ham, og han smilede blot tilbage til dem. I dette øjeblik så han på sit liv, han opdagede hvor meget han egentlig havde opnået, og hvor han stod nu. Han vidste samtidig at dette var det eneste sted han ville være lige nu, og at hun var den eneste person han ville være sammen med. Tanken om Drake Maverick og hans onde kompaner var for længst forduftet, og han kunne ikke andet end at grine lidt over det, han rettede sit blik imod Alice og ville dernæst forklare hende om sine tanker, men da han åbnede munden for at sige det, var det som om ordene ikke ville komme ud. Han mærkede hvordan hjertet let stoppede, og dernæst hoppede af sted endnu engang. Hjertet var nok den største muskel han havde, og nogensinde ville få. Men han vidste at han skulle passe godt på det, for det var ikke kun hans eget hjerte der var derinde, han havde nu fået erstattet halvdelen af sit eget, med Alices. Det var som en hjerteformet Yin yan firgur, som som let sad sammen, med et billede af både Damon og Alice. Han lukkede let øjnene, og lod et glædeligt suk løbe over hans læber, mens vinden let tog fat i hans hår, og kastede rundt med de mange krøller. Vinden kildede ham let under hagen, og dette var nok den lykkeligste tid i hans liv.