I've missed you...

[damon]

TAG: Alice Isabell Henton

Solen skindede ind af vinduet i den overdådide hospitals fløj, og han satte sig roligt op i sengen. Endnu en dag var begyndt, og han savnede virkelig at kunne tage til de dødkedelige timer. Smerten var lettere aftaget og han var sikker på at det hele nok skulle gå i sig selv om en uges tid, men han kunne ikke vente med at komme udenfor, han ville bare så gerne væk fra denne seng, der var blevet hans hjem mere og mere. Sygeplejesken kom over til ham, og så undrende på ham. "Du ser frisk ud i dag?" Spurgte hun forbløffet over hans brede smil der havde lagt sig siden han vågnede. Han nikkede til hende, og satte sig længere op. "Jeg føler mig også frisk.. Jeg glæder mig til at komme ud og nyde vejret. " Sagde han muntert, og smilede bredt til hende, hvorefter han strakte sig. Hun nikkede kort for hovedet og smilede atter til ham. "Så er det jo godt du kan få lov til at komme ud i dag, du skal selvfølgelig bare beholde forbindingen om dit bryst, og eventuelt også dem om dine arme, men ellers må du gerne komme ud." lød hendes varme stemme, og han lystige yderligere op.

Efter noget tid hvor han havde forberedt sig på at komme ud, ved at sætte sit hår, tage rent tøj på, og forsvarligt lægge staven i lommen, begav han sig ned af de store trapper der førte videre ud til udendørs arealerne. Han havde ikke tid til at løbe op til Gryffindors opholdsstue, han ville bare så gerne udenfor. Han løb så godt han nu kunne ud af portene, og videre ned af stien i retning mod den sorte sø. elever stoppede forbløffede op rundt omkring, for at se efter ham, og de fleste gik ivrigt igang med at debattere om det virkelig var Damon. Han smilede blot endnu bredere, og satte farten lidt op. Da der var mindre en halvtreds meter tilbage, kastede han et blik imod staldene, og fik et glimt af en pige der stod og strillede hippogriffen. Hendes ansigt så imod hans i et kort sekund, og han opdagede til sin skræk at det var Alice. Smilet på hans ansigt falmede, og han så øjeblikkeligt ned i jorden. Han gik roligt imod søen og satte sig ned ved et tre der lå få meter fra vandkandten. Smilet på hans ansigt var ikke længere at spore nogle steder, det var som om det aldrig havde været der, men synet af det glimtende vand der skindede fra solens lys, samlede dog hans tanker.

[Alice Isabell Henton]

Alice stod som hun ofte gjorde ved stallene der hvor timerne i magiske dyrs pasning og pleje blev afholdt. Hun var ikke alene; den store hippogrif, Mr. Stevens, som hun efter al den tid hun havde tilbragt i staldenene havde lært godt kende holdt hende med selskab. Hun nynnede sagte og et lille ubekymret smil havde lagt sig over hendes læber idet at hun havde glemt både tid og sted. Det gjorde hun altid når hun var her. Desuden formåede dyrene altid at berolige hende og for den sags skyld også trøste hende hvis der var noget på færde.
Som de fleste der fulgte med i timerne i MDPP nok ville vide er hippogriffer ikke lige just til at komme ind på livet af med det samme. Det tager som regel tid og hårdt arbejde. Derfor ville de fleste nok også føle sig en del misundelige når de så Alice arbejde med det prægtige dyr; Mr. Stevens og hende var "bedste venner", kendte hinandens svagheder ud og ind og vidste lige akkurat hvad der kunne gøre hinanden glad, vred eller irriteret. Selvfølgelig var han bare en hippogrif men for Alice var han meget mere. Der skulle ikke meget til før mr. Stevens satte af mod en der opførte sig dårligt overfor hende i hans nærvær. Hun formåede dog altid at holde ham i ro og sætte ham på plads hvis han gik over stregen.

Og der stod Alice så og striglede det smukke dyr da der pludselig i hendes øjenkrog kom noget til syne. HUn vendte blikket mod det og synet brød hendes ellers rolige sind. Det var Damon der var udenfor. Vejret var godt idag og hun havde selv ikke så meget tøj på som hun plejede. Det var sikkert derfor han havde fået lov til at komme udenfor. Hun havde prøvet at lade være med at tænke på det var var sket dor en uge siden på hospitalsfløjen men det havde været svært for hende. Hun havde dog indfundet sig i de gamle normer igen og var blevet "Alice" igen. Tænk at han virkelig havde så stor indflydelse...
Hun smilede lidt og satte hippogriffen ind i stalden igen, tyssede på ham og lovede at hun nok skulle komme tilbage til ham. Da hun havde lukket ham inde løb hun hen til Damon der havde sat sig ned i vandkanten. Hun stod lidt og kiggede på ham før hun satte sig ned og tog de store gummistøvler af som hun havde haft på mens hun havde været i den beskidte stald. Hun smed dem til siden, lagde sig halvt ned så hun hvilede på sine albuer i det kolde græs. Hun vrikkede lidt med tæerne.
"Fik du lov til at komme ud idag eller stak du af?" spurgte hun kort til hovedet i håbet på at han ville snakke med hende. Hun havde tænkt meget over hvad der var sket den dag på hospitalsfløjen. Hun havde intet fortrudt men overvejet meget hvordan hun skulle gribe det an når de en dag ville ses igen. Men nu da det var den dag var det som om alle de tanker hun havde gjort sig var pist væk. Som om de var forsvundet sammen med de støvler hun lige havde trukket af. Hun vendte blikket mod ham.
Det var en dejlig dag og vejret var godt. Hun havde glædet sig til at se ham igen når sneen var væk da det gav et helt andet udtruk af hende. Hendes humør var bedre i dette vejr og hun så også smukkere ud - det havde folk i hvert fald fortalt hende. Hun ville ikke prøve at charmere ham til at snakke med hende, hun ville bare gerne have at han skulle se hvor smuk hun var når solen skinnede.

[damon]

Solen havde det med at få ham til at dagdrømme, men han havde ikke lyst til det lige nu. Lige nu ville han bare sidde og slappe af for sig selv. Han hørte fodtrin i græsset, men vidste jo godt hvem det var. Han sukkede let, og lod hovedet falde ned mod jorden. Han samlede sine ben op under sig, og gemte forsigtigt hovedet væk. Fodtrinene forsvandt, og han mærkede hvordan en Alice lagde sig ved siden af sig. Hendes stemme lød blødt og varmt i hans øre, og han løftede modvilligt hovedet lidt. Hans blik fandt atter vej ud imod vandet, og den glitrende krystal-sø som blinkede let til ham. Han fokuserede på den smukke udsigt alt imens han svarede, han kunne ikke se på hende lige nu. "Jeg fik lov til at gå.. Sygeplejesken sagde jeg var frisk nok." Sagde han stille, og kort for hovedet. Han mærkede hvordan glæden langsomt svandt ind, og han mærkede hvordan den pinlige følelse han havde haft ugen forinden langsomt svandt tilbage, han havde gjort sig fuldstændig til grin overfor hende, og resten af tilskuerne. "Den berygtede skørtejæger fejler!" han kunne lige se det for sig, hvordan hele skolen pludselig ville begynde at grine af ham på grund af det. Ja, Drake Maverick havde sikkert også hørt om det nu, så nu ville han da først blive gjort til grin. Hans kinder blussede let op, men der var ikke så meget som en enkelt trækning i hans mundvig, hans ansigt var som sten, og han fortsatte blot med at stirre ud i horisonten. "Jeg havde ikke regnet med at du ville være her nede.."Sagde han stille, i et forsøg på at virke engageret i deres samtale, men han kunne samtidig mærke en underlig følelse han kun havde haft en gang før. En følelse af sorg, som han kun havde oplevet en gang før, nemlig da Rachel slog op med ham. Hjerte sorgen var stor, og den var tydelig på hans ansigt.

[Alice Isabell Henton]

I en hurtig bevægelse sprang hun ovenpå ham så de rullede engang rundt i græsset hvorefter hun endte øverst. Tankerne hun havde tænkt i løber af ugen vældede tilbage i hende og hun huskede på alle de sørgelige og triste ting der havde væltet rundt i hendes hoved og gjort hende desorienteret og forvirret. Et gøs gled igennem hende ved den aller første berøring og nu da hun lå ovenpå ham havde hun grebet godt fast i hans trøje og hev den ind mod sig så han næsten ikke kunne røre sig ud af stedet.
"Undskyld Damon... Undskyld... Undskyld jeg var sådan et fjols..." Hendes stemme var lav og lige ved at knække over. Hun havde lukket øjnene, hun kunne nemlig mærke tårerne bag øjenlågene der bare ventede på at trille ned af hendes kinder der langsomt blev mere og mere røde.
Hun tænkte ikke over noget, hun var bare så ufatteligt ked af at hun havde behandlet ham som hun nu engang havde gjort. Hun havde aldrig stået i denne situation før og fortrød først nu det hun havde gjort. Hun kunne se hvor ked af det det havde gjort ham og det var ikke fair fra hendes side.
Hun åbnede øjnene og så ned på ham. I samme øjeblik faldt den første tåre og landede på hans bluse. En lille våd plet kom til syne. Og så én til... Og én til... Hun græd. Hun græd viderlig og var ked af det hun havde gjort. Tænk at hun virkelig havde været så dum at tro at han ikke ville være ked af det og at der ikke var noget at fortryde.
Hun så ham ind i øjnene selvom det var hårdt. Klar til at modtage hans dom.

[damon]

Han blev rullet rundt i græsset, og kunne mærke hvordan hans brystkasse let sved. Da de endelig lå stille, fjernede han atter sit blik fra vandet til hendes våde øjne. Han så hvor ked af det hun var, og kunne se at hun græd let. Hendes ord gjorde ondt på ham, for det havde jo ikke noget med hende at gøre. Han rettede sig let op, og sukkede blidt. "Du har ikke noget at undskylde Alice... Det er mine følelser, det er mig der skal leve med det.. Så bare glem det okay? det er lige meget..." Sagde han stille, og flyttede sit blik fra hendes våde øjne til jorden igen. Han var ked af det indeni men han ville ikke vise sine følelser for hende. For det var hans problemer ikke hendes, det var ham der var forelsket i hende, ikke omvendt. Hendes udseende var for fint til ham, og hun ville ikke andet end at flirte med ham, og det havde han ikke set komme. Han havde i så lang tid været fyren som pigerne løb skrigende efter, han kunne få lige den pige han ville have, og han havde kunnet lege med dem alle sammen. Men hun havde været den eneste pige der havde været der rigtigt. Hun havde forsvaret ham, stillet sig op for ham, og ved et uheld havde han forelsket sig i hende, men han kunne ikke gøre noget ved det nu. Nu måtte han leve med tanken om pigen han havde forelsket sig i, og vide at han ikke var god nok til nogensinde at blive lykkelig. Han følte sig som en fiasko, og en enkelt tåre løb ned af hans kind. Han rejste sig let op, og så atter på hende. "Alice.. Det er mit problem, virkelig... Du har ikke gjort noget galt, det er bare mig der har fået følelser for dig.. det skal nok aftage med tiden..." sagde han roligt, og vente sig atter om. Han begyndte at gå langs søen, og ventede ikke på noget som helst, en ukontrollabel strøm af tårer vællede ned af hans kinder, men han ville ikke græde, så han holdte sin hulken inde, og prøvede at være så mandig som muligt alt imens han stille græd.

[Alice Isabell Henton]

Alice lod sig uden at protestere falde ned på jorden da han rejste sig op. Tårerne blev ved med at vælte ned af hendes kinder og hun kunne ikke lade være med at tænke påa t hu nok ikke ville se ham igen hvis hun ikke gjorde noget snart. Noget der viste hvad hun følte selvom hun ikke selv helt vidste hvad det egentlig var.
Hans ord sad fast i hendes hoved og blev gentaget igen og igen og igen indtil hun ikke kunne holde det ud mere. Hun rejste sig op og gik med langsomme skridt over mod stalden igen hvor mr. Stevens bekymrede blik ventede hende. Hun aede ham kort over næbbet da hun var kommet helt derover. Hun åbnede lågen og stillede sig ind til hippogriffen der stadig så lige fortvivlet efter hende. Hun begyndte at strigle ham igen men holdt igen op efter et stykke tid. Hun kunne ikke bare stå dér og lade som ingenting... Tårerne der stadig løb ned over hendes kinder afslørede hende.

Hun trak mr. Stevens ud af stalden og uden egentlig at tænke over at hun faktisk ikke måtte fik hun placeret sig på hans ryg. Damon måtte være kommet et godt stykke vej langs søen nu og hun måtte finde ham... Hun måtte simpelthen finde ham.
Hun råbte en kommando til hippogriffen og var få sekunder efter højt oppe i luften så hun kunne se ned langs kanten af søen. Der gik ikke lang tid før hun fik øje på Damon der gik for sig selv nede ved vandkanten. Hun behøvede ikke sige noget, hippogriffen havde allerede sat kursen mod mennesket.
De landede tungt få meter fra ham og uden at tænke videre over det, sprang hun af mr. Stevens og løb hen imod ham. Da hun var nået hen til ham lagde hun armene om hans nakke og kyssede inderligt, kyssede ham som hun aldrig havde gjort det før og endnu en gang mærkede hun det sus i maven hun havde følt sidste gang han kyssede hende.

[damon]

Hans tanker kørte rundt, han huskede de mange stunder og blev lidt efter lidt revet fra dem. Han så hendes ansigt for sig, men lukke øjnene, og lod det forsvinde med vinden der blev slynget ud mod vandet. Hendes ansigt som han aldrig ville komme til at se mere, han ville ikke kunne holde til det mere. Han savnede hende, han elskede hende.. Men han kunne ikke se på hende, hvis han gjorde det vidste han at han blot ville blive ked af det igen. Han kunne se det for sig, at han ville se hendes ansigt for sig på gangen. At han ville stoppe op og se på hende, og da hun var på vej imod ham ville han forsvinde, som støv. Han elskede hende virkelig højt, men det ville blive en af de der ulykkelig kærligheds forhold, som han var blevet spåret at han ville få.

Efter at han havde gået i en halv time, og tårerne endelig var stillet op, og han blot var død indeni, hørte han et højt skrig der lød fra himlen. Han så mismodigt mod himlen, og opdagede en fugle lignende skikkelse der stormede imod ham. Med solen i øjnene kastede han sig til side og undveg fuglen som var på vej imod ham. Alice sad på toppen af den, og han rystede dødt på hovedet, tårde strimmen begyndte atter at rulle, og han mærkede hvordan hullet atter blev tomt igen. Han skulle til at vende sig rundt, men hun greb fat i ham, og pressede sine læber imod hans. Han mærkede glæden der bredte sig i hans indre, hvordan hullet blev skyllet væk fra hans indre, og hvordan hjertet pulserede voldsomt. Hans kinder blev atter røde og følelsen af forvirrelse dulmede pludselig op. Han trak sig let tilbage, og så blot forvirret på hende. "Jeg forstår dig ikke Alice... Du har ikke nogen følelser for mig påstår du.. Men alligevel er du gal nok til at ride på skolens Hyppogriff bare for at komme og kysse mig, jeg håber ikke du bare prøver at gøre mig glad." Sagde han, med et lille smil som hurtigt falmede af. Han forstod ikke hvorfor hun dog ville kysse ham, hun havde jo ingen følelser for ham... hun ville kun flirte...

[Alice Isabell Henton]

Hun rykkede et skridt bagud. Hun var endelig holdt op med at græde og lettelsen føltes fantastisk. Hun fnøs og så ned i jorden. "Jeg ved godt det hele virker mærkeligt men... Jeg er virkelig ikke vant til at være sådan her... Hvis du spørger rundt på skolen ville du få at vide hvem jeg egentlig er; en sur, reserveret pige der støder alle drenge væk..." Hun havde slået ud med armene som viste hun nu sig i helhed, lod ham se ind i hende og se hvem hun virkelig var. Det var ikke nemt. Hun ville gerne være en anden overfor ham for hun vidste at det var hende han kunne lide.
Hun lod armene falde slapt ned af siden og så ned i jorden. Ville han nu ikke alligevel? Nu var det ham der forvirrede hende og hun forstod ikke vhorfor han ikke bare kunne tage hende nu hvor hun havde afsløret sig selv og vist ham at hun holdt af ham? Hvorfor skulle hun ellers være her nu?

Hun kunne høre hippogriffen i baggrunden. Den stod og sagde lyde, prøvede at få hende til at slappe af men det var svært når hun var sammen med ham. Hun ville egentlig bare have mr. Stevens til at flyve tilbage til staldene. Hvis læreren i MDPP fandt ud af at han ikke var der ville hun få skældud og det var ikke lige det hun havde brug for lige nu.
Hun løftede blikket igen. "Damon..." Hun så bedende på ham. "Giv mig en chance... Jeg vil gerne være sammen med dig men det er svært for mig at finde mig ind i det vi har gang i.. Det er nødt til at gå lidt langsommere.. Jeg er her kun fordi jeg kan lide dig... Føler noget for dig. Hvordan kan du nu være i tvivl?" Hun trådte hen til ham igen.

[damon]

Han så blot på hende, hun var en helt anden person en den hun havde udgivet sig for at være. Han rystede let på hovedet og et kærligt smil lagde sig over hans læber. "Uanset hvem du er.. og du hedder Alice eller om det også var en løgn.. Så vil jeg vente på at du blive klar til mig... Jeg har tid nok." Sagde han glad, og trak hende kærligt ind til sig. Han sukkede dybt, og den døde fornemmelse forsvandt lige så langsomt. Sommerfuglene fløj atter rundt i hans indre, og han kunne ikke andet end at smile. Hun var ikke en fest pige, eller en player, nej hun var faktisk en pige som ikke var meget til alt det der, det kom bag på ham, men han kunne lide det. Han trak sig lidt tilbage fra hende endnu engang. "Uanset hvem du nu er.. Så kan jeg lide dig, og jeg venter på dig.. " sagde han forsigtigt, og så hende alvorligt i øjnene. Han vendte rykken til hende, og så hippogriffen let i øjnene. Han bukkede dybt, og ventede til den tilfredse skratten med næbbet atter lød, før han rejste sig op, og roligt gik over for at tage den i fjerdene. Han gjorde et hurtigt nik til Alice som en gestus til at hun skulle følge med. Han smilede stort over hele ansigtet, og kunne slet ikke holde op, han var næsten lykkelig, men på den anden side ville det nok stadig tage noget tid med hensyn til at komme over den pinlige situation. "Følg med søde.." Sagde han roligt, og lod sit blik falde på hendes ansigt. Han slap Hippogriffen roligt, og gik med hurtige skridt over og kyssede hende ved mundvigen, så vente han atter rundt og greb den i fjerdene og fortsatte sin gang imod staldene.

[Alice Isabell Henton]

Alice var overstadig. Endelig havde han forstået og endelig kendte han hendes sande jeg. Hun vidste hvordan han plejede at være, hun havde jo ikke bare siddet de sidste par uger og trillet tommelfingre, nej, hun havde været ude og spørge folk hvad de vidste om Damon og hun havde fået mange meninger og fortællinger om ham... Men overordnet lyd det som om han var en af de drenge der havde mange pigevenner. For at sige det pænt.
Men hun var ligeglad. Hun kunne se at det kun var hende der betød noget lige nu og det var hun taknemmelig for. Hun havde åbenbart været "heldig", eller også havde hun bare været sig selv.

Hun smilede ved hans ord og smilet blev kun endnu bredere da ham blidt kyssede hendes mundvig og begyndte at gå men Mr. Stevens der var utrolig rolig i modsætning til hvad han før havde været. Måske var det fordi Damon havde vist ham respekt, eller også var det bare fordi han kunne mærke at der var noget specielt i luften mellem dem.
Hun grinede og stillede sig i vejen for ham og hippogriffen. Hun stillede sig på tæer og gav ham et hurtigt kys før hun igen så ham i øjnene. "Det der går altså for langsomt til mig..." Hun grinede og tog hans frie hånd. "Tror du dine sår kan klare en lille flyvetur?" Hun smilede drillende til ham og skænkede det næsten usynlige hvide ar i hans ansigt et lille blik. Hun stillede sig igen på tæer og kyssede også det før hun kørte en hånd gennem hans bløde hår og langsomt bevægede læberne fra arret ned til munden. Hendes egen mund var let åben og hun stak forsigtigt tungen ud og lod den køre langs han læber i en stille bøn om at lukke hende ind. Et gys krøb langsomt ned af hendes ryg, var hun virkelig sig selv lige nu? Eller var det de dårlige vaner der spillede ind?

[damon]

Han stivnede da hun omtalte en flyvetur, hans angst for flyvning var ekstrem stor, det var også derfor han aldrig kom til Quidditch, eller heller ikke havde en kost. Han kunne ikke fordrave flyvning siden han engang fløj af sted på kost, ubesværdet.. men var faldet af da han var blot tre meter over jorden, siden da havde han aldrig sat sig på en kost. Hun gik roligt hen til ham, og kyssede ham blidt på arret, han smilede en kende bedrøvet, men lukkede dog øjnene og nød det i fulde drag. Hendes mund kærtegnede hans ansigt til hun nåede munden, og hans nakkehår rejste sig da han blidt mærkede hendes tunge mod sine læber. Han lagde sin ene hånd om hendes ryk, og sin anden hånd ved hendes nakke. Så åbnede han forsigtigt munden og lod sin egen tunge lægge sig imod hendes så de let legede med hinanden. Han mærkede susset der strøg igennem maven, og sommerfuglende der let skubbede mod indersiden. Han glemte alt om fuglen og trykkede sig blot yderligere ind til hende, så de næsten var et. Han kyssede hende så inderligt, og hans tunge legede blidt med hendes. Han mærkede lysten der atter kæmpede sig op under hans indre, men han mærkede den på en måde han aldrig havde følt det før. Duften af hendes hår besatte ham, og han tænkte snart ikke mere. Pludselig mærkede han et puff, og de væltede sammen ned på jorden hvor han lå øverst. Han trak sig forbavset tilbage, og kastede et blik op på fuglen der nikkende strappede tilfreds. "Tak til dig også" sagde han og grinede let, så lod han atter sit blik hvile på hende, og lod atter sine læber presse sig imod hendes, hvor efter han lod tungen finde vej til hendes læber. Han lod hånden stryge hendes mave, og uden at tænke over det lod han hånden glide under hendes bluse så han i cirklende bevægelser kunne kærtegne hendes mave. Lysten var så voldsom, men den var stor på en helt anden måde end han nogensinde havde prøvet.

[Alice Isabell Henton]

Alice følte hvordan lysten i hende voksede. Hvordan den blev større jo mere han legede med hendes tunge. Følelsen var fantastisk og hun lod et lille suk forlade læberne. Tænk at hun virkelig stod her sammen med Damon. Hun havde aldrig prøvet dette før men det var ikke ubehageligt. Hun var dog en smule bange for om hun gjorde det rigtigt da hun ikke rigtig kunne mærke på ham om hun var god nok. Det var et stort skridt for hendes og hun følte et snært af stolthed løbe igennem hendes krop.
Hun mærkede hvordan han tog fat i hendes hår og trykkede hende tættere på sig selv. Hun følte sig tryg på en eller anden underlig måde. Det at stå her med ham, så tæt på ham, fik hende for første gang i... Ja... ÅR til at føle sig tryg og lykkelig. Hun lagde en hånd på hans kind som for at holde ham fast til sig, hun ville ikke give slip, hun ville bare blive stående her med ham. Hun kunne blive ved i al evighed hvis det var det. Hun kunne mærke sommerfuglene i maven der hamrede mod siderne, kildede og nussede indersiden af hende samtidig med at hun kunne føle lysten brede sig i hende og rive i hendes indre. Rev og flåede og svang altid rundt derinde.

Et forskrækket lille skrig forlod hendes læber da de begge lige pludselig faldt ned og lå dér på jorden. Hun så op på Mr. Stevens der åbenbart havde skubbet dem. Hun sendte ham et kort strengt blik før Damon igen begyndte at kysse hende. Følelserne vendte tilbage og hun smilede en smule imens de lå dér. Det var typisk Mr. Stevens. Han havde altid været lidt fræk og han havde flere gange været skyld i at hun var endt i vandtruget i stalden hvorefter alt han gjorde var at springe lidt rundt - som om han grinede. Men det var nu ikke det hun tænte på lige det øjeblik. Det eneste hun kunne tænke på var Damon og at de lå her.
Hun mærkede hans hånd der langsomt krøb op under hendes bluse og blidt nussede hendes mave. Hun blev lidt overrasket til at starte med men så længe han ikke gik videre lige foreløbig havde hun ikke noget problem med at han rørte ved hendes mave. Det var også dejligt så på det punkt var der heller intet galt. Hun lod kælent sine hænder løfte let op hans bluse og nussede hans lænd. Hun skulle ikke være den eneste der havde det så godt. Hans hud var blød og varm. Hun havde ikke prøvet dette før så endnu et kæmpe sus af nydelse gled igennem hendes krop så endnu et ukontrolleret suk forlod hendes læber. Hun nød det i fulde drag og glemte hurtigt igen alt om tid og sted.

[damon]

han mærkede på sig selv. Susset var noget der meget gerne måtte blive ved, og han vidste at hun nu var en for stor del af hans liv til at han ikke ville kæmpe for hende. Han elskede hende i bund og grund, men han ville lade hende klare det selv, så hun kunne beslutte sig om hun ville være sammen med ham eller ej. Han trak sig let tilbage, og smilede blot til hende. Han mærkede hvordan hendes læber havde sat sit aftryk på hans, og han smilede blot til hende. Han var virkelig glad for at hun virkelig ville ham, ville vise ham sit sande jeg, det var noget han i den grad værdsatte. Han satte sig roligt op, og kastede et blik ud over det krystalklar vand, før han lagde sin hånd på hendes, og let flettede sine fingre med hendes. Han nød hvert et sekund af den tid han havde sammen med hende, og nu var han endelig fri fra de sengetøjler der havde holdt hånden over ham på hospitals fløjen. Han kastede et flygtigt blik op på Hippogriffen som blot stod og betragtede dem. Den lagde hovedet let på skrå, og han synes at han opfangede den blinke til ham. Hans smil blev endnu bredere og hans koncentration fløj ud mod vandet endnu engang. "Du er virkelig dejlig Alice.." Sagde han roligt, men fortsatte med at stirre ud mod vandet. Men det var jo rigtigt... Hun var nok den eneste pige han nogensinde havde haft rigtige følelser for, den lettere kilden i maven hver gang han tænkte på hende, og hjertet der stoppe for dernæst at banke to hurtige gange, fik ham altid til at rødme. Ikke engang Rachel havde haft den effekt på ham, og selvom han dog havde været i seng med nogen før, var det hele nyt for ham, kys.. snav.. Alting, og det skulle bare komme af sig selv engang.

[Alice Isabell Henton]

Alice lod sig falde helt ind i det kys og berøringer. Det hele føltes så fantastisk og hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre hvis det stoppede. Tænk at hun ikke havde udforsket denne side at hankønnet endnu? På den ene side var det vel godt siden hun jo på den måde ikke ikke ville have mødt Damon og haft det forhold til ham hun havde nu. Det var ligesom en helt ny verden der blev åbnet op, kun for hende. En verden fuld af sødhed og ømhed og hun kunne godt lide dette sted selvom hun vidste at farerne lurede overalt. Det havde hun i hvert fald fået at vide af sine veninder der var i forhold selvom det jo egentlig ikke helt var et forhold hun havde gang i endnu. Men det var noget derhenad.

da hans læber forlod hendes og han blot smilede ned til hende følte hun sig pludselig helt kold og tom, som om han havde fjernet alt indeni ved at fjerne sine læber fra hendes. Hun smilede også til ham og da han satte sig op gjorde hun det samme. Hun flettede villigt sine fingre ind i hans og så ud over vandet ligesom han gjorde.
"Du er også dejlig..." Hun vendte ansigtet imod ham og kyssede ham hurtigt på kinden hvorefter hendes blik igen blev rettet mod søen.

Hun sendte Mr. Stevens et blik og hun kunne se at han var begyndt at blive rastløs og gerne ville tilbage. Hun rejste sig derfor op efter et øjebliks stilhed og trak Damon med sig. Hun så allerede frem til at sætte sig op på det fantastiske dyr igen og mærke tomheden under fødderne og betragte skolen og søen ovenfra. Hun havde elsket denne følelse siden første gang hun havde siddet på en kost og for den sags skyld også en hippogriffs ryg.
Da hun havde rejst sig kom dyret nærmest per automatik hen til hende og hun aede ham lidt på næbbet og kløede ham lidt i fjerene så han udstødte en kælen fugle-agtig lyd. Hun smilede til Damon. "Er du klar til en lille flyvetur?" Hun grinede og trak ham tættere på uden videre omtanke derom.

[damon]

Han så fra hende til fuglen, og sukkede længsels fulgt. Han havde virkelig ikke lyst til at gøre dette, han var bange for at flyve.. Han havde været det siden han dengang var faldet af kosten, og en lettere rødmen lagde sig over hans kinder. Han ræv sig roligt løs fra hendes greb, og trådte så hen til fuglen. Han tog godt fat i fjerende på den, og svang sig ubesværdet op på hippogriffen. Han sad der og ventede lidt på hende. Han vidste udemærket godt hvad han gik ind til, om lidt ville han føle sig vægtløs, og han ville atter suse over luften på ryggen af en stor hippogriff. Smerten i hans mave sved lidt, og han tog sig roligt til maven, men fjernede dernæst sit forpinte ansigts udtryk i håb om at hun ikke lagde mærke til det, han ville helst ikke pylres om. Han følte sig virkelig så svag, så han skyndte sig at se i modsatte retning.

Han mærkede let efter hvad han mest havde lyst til lige for tiden. tanke strømmen løb, men det eneste han kunne komme i tanke om som han virkelig ville, var at gå tilbage til slottet sammen med hende, og finde et sted hvor de blot kunne være dem selv. Han havde lyst til at kysse hende, han havde lyst til at møde hendes læber hele tiden. Mærke hvordan susset rev i hans bryst som en sværm af sommerfugle der hver andet sekund kæmpede sig ud af hans bryst. Han vidste at var han blevet ved med at kysse hende da de lå sammen i græsset, ville han til sidst ikke kunne holde sig tilbage, men han ville gerne vente.. Han ville helst vente til hun en dag selv lagde op til den slags, det betød dog ikke at han ikke ville kysse med hende, eller holde om hende. Men at han muligvis burde vente lidt hvad sex angik.

Sex.. Han tænkte meget over det da fuglen let lettede fra jorden. Han forstillede sig hendes krop foran sig, hvor dejligt og romantisk det end ville blive. Men han vidste samtidig at der ville gå lang tid før den slags ville komme... Alt dette var nyt for hende, så han ville tage det roligt, og det var egentlig også sådan han helst ville have det. Hun var ikke en pige han ville flirte med, eller en pige som han blot ville udnytte... nej, hun var en pige som han virkelig havde følelser for, og han ville vente på at hun ville tage skridtet før han overhoved ville begynde at tænke de tanker, for tænk hvis han gjorde det engang, og hun så ikke var klar til det. Det ville afskrække hende, men tanken om at hendes veninder sikkert havde fortalt hende hvor ondt det gjorde, eller hvor besværligt det var, sad sikkert også fast i hende. Så det var bedst hvis hun selv tog initiativet til det.

Han kastede et blik på den røde sol der kunne skimtes i horisonten. Han mærkede hvordan vinden let rev i hans krøllede hår, og han kunne ikke andet en at spejde mod de lyseblå skyer der let dansede rundt på himlen. Sol ned gangen var snart over dem, og det var en rar følelse at han kunne tilbringe den med hende. Men nu måtte de snart få denne fugl ind i sin stal så lærerene ikke slår dem ihjel. Han rettede sin opmærksomhed mod Alice, og tøvede let. "Alice?... Du må endelig ikke misforstå mig.. Men hvis jeg skal gætte, går jeg ud fra at du ikke har lavet en masse med alle mulige drenge.. Så alt hvad der angår det .. intime ikk?.. Det tager vi hen af vejen.. Vi gør det i dit tempo, så du ikke føler at jeg presser dig ud i alt muligt." sagde han roligt, og håbede at hun forstod hans budskab... han ville ikke have at hun skulle misforstå det. Han ville bare heller ikke have at hun skulle gå i seng med ham fordi hun følte sig presset til det.

Hans greb strammede sig lidt om den smukke fjerpragt som Hippogriffen var i besidelse af. Hans skræk for flyvning havde let aftaget sig i noget tid, da han ikke kunne styre sin tankegang hvad sex angik. Men lysten havde vidst ikke helt aftaget sig. Nu var skrækken så småt begyndt at komme tilbage, og han måtte være sikker på at han ikke faldt af. Hippogriffen gav nogle utilfredse skrappe lyde fra sig, og vente hurtigt hovedet mod ham engang, han sendte den et meget undskyldene blik, og lod atter tankestrømmen styre imod det drenge nu engang tænkte mest på.